Forsvarskommissioner efter 2. verdenskrig set fra en militærfaglig synsvinkel

Foto: Forsvaret.dk

Indledning
Tiden efter 2. verdenskrig har indtil 1997 budt på tre forsvarskommissioner:
Forsvarskommissionerne af 1946,1969 og 1988. Årsagerne til deres oprettelse ser
på overfladen ud til at være vidt forskellige. Kommissionen af 1946 var en logisk
nødvendighed for at få skabt et fælles politisk grundlag for opbygningen af
forsvaret efter krigen, medens Kommissionen af 1988 blot synes at være nedsat for
at få skabt ro om sikkerhedspolitikken efter flere års futilt politisk tovtrækkeri. Men
erindrer man sig den kamp, der rasede mellem højre og venstre side i folketinget i
årene, efter at de borgerlige havde fået regeringsmagten, og specielt de fodnoter,
kampen affødte, var også Kommissionen af 1988 en nødvendighed. Den måtte til
for at genskabe enigheden om forsvaret. Også på et andet punkt er der en vis lighed
mellem de to komissioner: Begge begyndte deres arbejde i et sikkerhedspolitisk
klima, der ændrede sig totalt i løbet af deres virke. Arbejdet i Kommissionen af
1946 blev præget af det forværrede klima mellem Sovjetunionen og den vestlige
verden og forsinkedes af de aborterede skandinaviske pagtforhandlinger samt de
efterfølgende forhandlinger om optagelse i NATO. Næsten diametralt modsat måtte
det arbejde, som Kommissionen af 1988 havde gennemført, i aller sidste fase
tilpasses tøbruddet efter den kolde krig.
Kommissionen af 1969 falder udenfor dette mønster, idet den ikke var foranlediget
af et særligt indre eller ydre pres. Den blev ganske vist nedsat i en periode,
hvor socialdemokratiet var i opposition og havde undladt at stemme for regeringens
lovforslag om forsvaret, men begrundelsen var ønsket om en forsvarsreform og ikke
uenighed m.h.t. loven. Medens kommissionen sad, skete der et regeringsskifte,
hvilket muligvis var grunden til, at kommissionen afleverede en rapport, der i
bemærkelsesværdig grad skubbede de rejste spørgsmål fra sig. Den vil derfor blive
stedmoderligt behandlet i det følgende.

Forsvarskommissionen af 1946
Kommissionen blev nedsat 11 APR 1946 med 21 politiske medlemmer, 3
tilforordnede fra henholdsvis hæren, søværnet og de to værns flyvende enheder,
Hærens Flyvertropper og Søværnets Flyvevæsen, samt en repræsentant for udenrigstjenesten.
De tilforordnede havde ikke stemmeret. Forsvarsministeren var formand.
Kommissionens opgave var “at udarbejde en samlet plan med tilsluttende
lovforslag for ordningen af Danmarks fremtidige forsvar som suveræn stat og under
hensyntagen til dets stilling som medlem af De Forenede Nationers organisation”.
Man ønskede, at der blev “taget stilling til den fremtidige ordning af samvirket
mellem forsvarets enkelte dele og spørgsmålet vedrørende forsvarets forbindelse
med udenrigstjenesten, statens civile administrationsgrene samt for industriens
vedkommende dennes samarbejde med forsvarets tekniske virksomheder.”
Indledningsvis blev værnene beordret til at lave en oversigt. over værnenes
øjeblikkelige tilstand sammenlignet med tilstanden under forsvarsloven af 1937.
Som et kuriosum kan nævnes, at man i rapporten taler om “oplysninger vedrørende
flyvevåbnets tilstand den 1. juli 1946”, selv om flyvevåbnet først blev oprettet som
konsekvens af kommissionens arbejde.
Tilstandsrapporten viste, at personelsituationen på papiret var rimelig, medens
uddannelsesstadet selv sagt lod meget tilbage at ønske, når man ser bort fra det
personel, der havde gjort allieret krigstjeneste eller tjeneste ved Den Danske
Brigade i Sverige. Materielsituationen var direkte dårlig.
Hæren havde 8 APR 1940 haft materiel til at opstille en styrke på 2-3 divisioners
værdi med i alt omkring 100.000 mand. Pr 1. august 1946 kunne det materiel,
der var tilbage fra før 9 APR 1940, kun bruges “til supplement, navnlig under uddannelse”.
Herudover havde man:

- Svensk materiel indkøbt mellem 23 SEP 1943 og 5 MAJ 1945 til udrustning
af ca. 15.000 mand, dog med mangler f.s.v.a. tunge våben og samt
andet specialmateriel,
- materiel leveret sommeren 1945 af englænderne til udrustning af ca. 8000
mand, dog helt uden tunge våben, signalmateriel m.v. samt
- materiel til udrustning af “en styrke til deltagelse i besættelsen af Tyskland”
d.v.s. “en reduceret division på ca. 10.000 mand”, det der senere blev
til Den Danske Brigade i Tyskland. Med dette materiel kunne der opstilles
en tidssvarende' troppeenhed omfattende alle våbenarter. Kampvogne
indgik dog ikke.

Søværnet havde indtil 29 AUG 1943 haft 75 sejlende enheder og et antal lejede
kuttere. Pr. 1 JUL 1946 var der 58 sejlende enheder (samt 42 kuttere), men det blev
bortset fra 42 minestrygere, hvoraf man havde lånt de 30, betegnet som “auxilliær
materiel af ringe krigsmæssig værdi”. Yderligere 18 enheder, bl.a. 8 torpedobåde,
var under reparation, og 9, heriblandt 4 ubåde, kunne repareres, hvis der blev
bevilliget midler til dette. De mange kystforter og -batterier tillagde man ikke megen
værdi.
Hærens flyvetropper og søværnets flyvevæsen havde tilsammen 60 uddannede
piloter og observatører. Der var indkøbt flyvende materiel, og af dette var der pr.
1 JUL 1946 leveret 6 Proctor og 4 træningsfly af KZ-typen. Endnu manglede 13
KZII, 44 Oxford, 26 Spitfire og 5 Sea Otter at blive leveret.
På baggrund af tilstandsrapporten indstillede kommissionen NOV 1946 “for
ikke at standse en genopbygning af forsvaret tilpasset erfaringerne fra krigen”, at
der i løbet af tre år blev indkøbt materiel inden for rammerne af den beholdning, der
var opbygget indtil besættelsen. Som en naturlig forudsætning blev anført, at der
ikke måtte ske tiltag, der foregreb den nyordning af forsvaret, som måtte blive
resultatet af kommissionens arbejde. Der blev udarbejdet budgetter for værnene,
men disse blev aldrig, som ellers forudset, gjort til genstand for realitetsforhandlinger
i kommissionen. En af årsagerne til dette var, at kommissionen fik ny formand,
idet der JAN 1948 var sket et skifte på forsvarsministerposten. Den nye formand
fandt, at der ikke ville kunne opnås enighed på det foreliggende grundlag, og udbad
sig derfor nye forslag indenfor en årlig ramme på 242 mio. kr. bl.a. under
forudsætning af, at en ny ordning indeholdt et “enhedsluftvåben”, og at brigaden
i Tyskland blev afviklet. Værnene arbejdede et halvt år med problemerne, men
kunne, ikke bringe deres samlede forslag længere ned end 392 mio. kr. årligt, heri
endda ikke indregnet nyanskaffelser til hæren. De 242 mio. blev dog fastholdt og
i AUG 1948 afleveredes i protest et forslag indenfor denne ramme. Forsvaret
understregede, at rammen ikke gav mulighed for at udarbejde en forsvarlig
forsvarsordning. Det man kunne få, var en ordning “uden synderlig militær værdi
og utilstrækkelig til at løse de erfaringsmæssigt opstående neutralitetsopgaver”.
Heller ikke dette forslag kom imidlertid til realitetsforandling, for kommissionen
blev stillet i bero på grund af forhandlingerne om et skandinavisk militært
samarbejde og om Danmarks tilslutning til Atlantunionen (NATO).
Det lykkedes dog i 1948 at få vedtaget en lov om hjemmeværnets ordning.
Loven stadfæstedes 16 JUL 1948, efter at forslaget havde været behandlet samtidigt
i rigsdagen og kommissionen. Yderligere blev der oprettet en midlertidig
forsvarsstab. Dette skete nok for at bevæge forsvarets i retning af den politisk
ønskede “enhedsledelse”, men måske håbede politikerne også, at det kunne få
værnene til at samarbejde noget bedre.
Efter at de nordiske forsvarsforhandlinger havde lidt skibbrud, og Danmark
MAR 1949 havde tilsluttet sig NATO, bestemte man, at det videre arbejde skulle
fortsættes i tre udvalg. Der nedsattes et “Femmandsudvalg” under forsvarsministeren
til primært at tage sig af spørgsmålet om forsvarets øverste ledelse og landets
territoriale inddeling. De to andre udvalg skulle henholdsvis beskæftige sig med
personelspørgsmål samt oprettelse af Folk og Værn og vil ikke blive behandlet
videre her.
29 JUN 1949 kom kommissionen med en udtalelse, der senere blev betegnet
som “direktiv for arbejdet”. I udtalelsen foreslog man mere eller mindre direkte
bl.a.:

- Oprettelse af et forsvarsministerium som erstatning for krigsministeriet og
marineministeriet.
- Oprettelse af et flyvevåben som selvstændigt værn på linje med hæren og
søværnet.
- Oprettelse af stillingen som forsvarschef og en forsvarsstab. Forsvarschefen
skulle lede en forsvarsstyrelse (senere omdøbt til forsvarsrådet), der
skulle sammensættes af de tre væmschefer samt chefen for forsvarsstaben
og bistå forsvarsministeren. Forsvarschefen skulle have til opgave at sikre,
at forsvarsministerens afgørelser blev efterkommet af de tre værn, og at
værnene samarbejdede. Han skulle yderligere sammen med forsvarsstyrelsen
lægge planer for uddannelsen indenfor de tre værn, for større øvelser
og forsvarets anvendelse i krig. Endelig skulle han holde forsvarsministeren
underrettet om arbejdet i styrelsen og indhente ministerens
godkendelse af dens beslutninger.
- Oprettelse af landsdelskommandoer for hæren og organisering af denne i
regioner.
- Oprettelse af regnskabs- og lønningskontor, indkøbs- og forplejningstjeneste,
bygningstjeneste og lægevæsen fælles for de tre værn.

Som supplement til denne udtalelse vedtog kommissionen 20 JAN 1950 en
udtalelse, der bl.a. fastslog, at væmschefeme var underlagt forsvarschefen, samt at
“alt stabsarbejde vedrørende værnenes anvendelse til landets forsvar så vidt muligt
skal udføres af forsvarsstaben og værnenes stabe begrænses i overensstemmelse
hermed”. Cheferne for de tre værn skulle over for forsvarschefen have ansvaret for
disciplin, uddannelse, beredskab, brugbarhed til forsvar m.v., men i krigstid skilte
vandene. Cheferne for h.h.v. søværnet og flyvevåbnet skulle efter forsvarschefens
nærmere bestemmelse lede de to værns operative styrker, medens ledelsen for
hærens vedkommende blev lagt i hænderne på landsdelskommandocheferne og
chefen for Bornholms Region, der skulle stå direkte under forsvarschefen. I
administrative spørgsmål skulle værnscheferne korrespondere direkte med
forsvarsministeriet for at undgå, at forsvarsstaben blev belastet med ren administrativ
virksomhed. I personelspørgsmål forudsås søværnets og flyvevåbnets, forsvarets
korps m.fl. chefer “samt hærens våbeninspektører” direkte underlagt ministeren.
En af årsagerne til 1949-direktivet har givet været, at man ønskede at fremtvinge et
forslag fra værnene om, hvordan den øverste militære ledelse kunne organiseres.
Der herskede nemlig stor uoverensstemmelse mellem hæren og søværnet på dette
punkt. Hæren fandt, at det på baggrund af krigserfaringerne var nødvendigt allerede
i fredstid at oprette en værnsfælles ledelse, der skulle bestå af en forsvarschef samt
en forsvarsstab, hvori der skulle indgå officerer fra alle tre værn. Søværnet ønskede
derimod en ordning som den britiske, hvor de ligestillede værnschefer indgik i en
“joint chiefs of staff’. Man afviste tanken om en forsvarschef med den begrundelse,
at det ikke ville “medføre nogen garanti for et øget samarbejde mellem væmscheferne.
Tværtimod vil disse naturligt få en stærkere tilbøjelighed til at fastholde
individuelle krav, idet de vil føle ansvaret for helheden lagt udelukkende på
forsvarschefen. Resultatet vil blive øget tendens til separatisme, værnene imellem.
En fuldtud upartisk indstilling hos den øverstkommanderende, som ville tillade
ham i lige grad at varetage interesser også for de forsvarsgrene, fra hvilke han ikke
selv var udgået, kan ikke påregnes at være et almindeligt forekommende træk.”
Kommissionens udtalelse fra 1950 må på den baggrund ses som en klar besked om,
at værnene skulle enes. Det lykkedes da også at få udarbejdet et fælles forslag, men
kommissionen fulgte det ikke.
 

Rapport
15 APR 1950 barslede kommissionen endelig med sin rapport. Den fulgte i
hovedsagen de principper, som var opregnet i de ovenfor omtalte udtalelser fra
1949 og 1950. Man søgte at følge et “enhedsprincip” og foreslog forsvarsministeriet
som administrativ ledelse, en forsvarschef med forsvarsstab som militær ledelse og
en forsvarsstyrelse (kaldet “enhedskommandoen”, ikke at forveksle med den i 1962
oprettede dansk/tyske Enhedskommando under COMBALTAP) som rådgivende
myndighed for ministeren. Yderligere stillede kommissionen forslag til en territorial
inddeling. Dette indeholdt opdeling af det landmilitære forsvar i en vestre og en
østre landsdelskommando samt Bornholms Region på øverste niveau. Landsdelskommandoerne
skulle underopdeles i regioner. For søværnets vedkommende blev
foreslået en opdeling i marinekommandoer, der underinddeltes i marinedistrikter.
Flyvevåbnets “jordtjeneste” blev foreslået opdelt i en basiskommando h.h.v. øst og
vest for Storebælt.
Kommissionens rapport blev ikke enstemmigt vedtaget. To medlemmer afgav
en mindretalsudtalelse, der specielt angreb oprettelsen af stillingen som forsvarschef,
som man fandt ville blive for stærk, og oprettelsen af en forsvarsstab, som
man frygtede ville koste for meget og sluge veluddannet personel på værnenes
bekostning. Mindretallet gav sine ord vægt ved at henvise til uenigheden blandt de
militære sagkyndige på disse punkter.
 

Vurdering
Adskillelsen af den øverste ledelse af forsvaret i en politisk del, ministeriet, og en
militær, forsvarschef m.v., forekommer helt naturlig i dag. Det sikrede, bl.a. ved at
udelukke at en værnschef kunne overtage en ledende administrativ stilling i
forsvarsministeriet, dén civile kontrol med de væbnede styrker, som vi i dag anser
for at være en af forudsætningerne for, at et land kan optages som nyt medlem i
NATO. Nedlæggelsen af de to militære ministerier, krigs- og marineministeriet, og
oprettelsen af et forsvarsministerium, forekommer ligeledes såvel naturligt som
logisk og er set gennem nutidens briller rationelt.
Tanken bag forslaget var, at forvaltningen af forsvaret skulle delegeres fra
ministeriet til den militære ekspertise, således at forsvarschefen overfor ministeren
blev ansvarlig for den militært set rigtige fordeling af ressourcerne. Den ide blev
imidlertid kvalt under udarbejdelsen af forsvarsministeriets organisation. De
ministerielle embedsmænd var i overtal i den (under-)kommission, der skulle stille
forslag til organisation, og de beholdt væsentlige områder i ministeriet. Dette
udhulede forsvarschefens kompetence, men den var i forvejen tvivlsom, fordi
forsvarskommissionen som en slags kompromis mellem hærens og søværnets
opfattelse, havde foreslået, at væmschefeme i tilfælde af uenighed kunne appellere
forsvarschefens afgørelser til ministeren, der så alligevel blev højeste militære
sagkundskab. Om ministeriets embedsmænd beholdt vigtige områder hos sig selv,
fordi de havde indset dette, eller om de gjorde det, fordi de ville bevare deres 100-
årige prærogativ som ministerens endelige militære sagkundskab, står hen i det
uvisse. Men den målbevidsthed, hvormed ministeriet de følgende næsten 40 år
fastholdt disse opgaver, giver et fingerpeg om motivet.
Kommissionens foreslag om en værnsfælles ledelse under en forsvarschef og
adskillelsen af den forvaltningsmæssige og den operative ledelse var særdeles
fremsynet. I dag er det tendensen, og USA, Storbritannien, Frankrig samt, mere tøvende,
Tyskland bevæger sig i den retning. Men forslaget var ikke populært specielt
i søværnet, og det blev udvandet med væmschefemes appeladgang til ministeren og
bevarelsen af den operative ledelse af søværn og flyvevåben i de to værnskommandoer.
Forslaget om oprettelse af et selvstændigt flyvevåben på linje med hær og
søværn var helt i pagt med moderne tænkning. Dermed menes den tænkning, der lå
til grund for de toneangivende nationers reorganisering af deres forsvar efter 1.
verdenskrig. Så det var på høje tid, det blev fremsat.
Endelig må forslaget om den territoriale opdeling af landet siges at have været
rimeligt. Det er da også i store træk blevet bevaret til i dag.
 

Forsvarskommissionen af 1969
På grundlag af kommissionsrapporten fra 1950 blev der udarbejdet to love, som
udgjorde forsvarsordningen af 1950-51. Ordningen kom dog aldrig til at virke, fordi
de danske styrkers indpasning i NATO i 1952 medførte ændringer bl.a. til forsvarschefens
opgaver. Arene efter kommissionen af 1946 medførte ikke nogen styrkelse
af forsvarschefens stilling i forhold værnscheferne, snarere tvært imod. Dette
forhold spøgte ganske vist i bagrunden, fordi der ikke var skabt den værnsfælles
ledelse, som politikerne ønskede, men det problem var, som nævnt, ikke årsag til
oprettelsen af den anden kommisssionen efter krigen. Årsagen var socialdemokrati
ets ønske om en forsvarsreform, der indeholdt revision af styrkemål og våbensammensætning.
Kommissionen blev nedsat 4 JUL 1969 med 20 medlemmer, heraf 6 folketingsmænd,
og en tilforordnet. Departementschefen for forsvarsministeriet blev udpeget
som formand. Forsvaret var bl.a. repræsenteret af chefen for forsvarsstaben og
værnscheferne.
Kommissoriet lød i store træk således:

Kommissionen skal:
- På baggrund af Det sagkyndige Udvalg under Regeringsudvalget vedrørende
Danmarks Sikkerhedspolitiks (Ambassadør Seidenfaden-udvalgets)
rapport drøfte, om udvalgets overvejelser kan give anledning til ændringer
i den fremtidige målsætning for dansk forsvar.
- Foranledige en af de enkelte værn uafhængig analyse af forsvarets
våbenmæssige sammensætning, herunder undersøge om navnlig hærens
dækningsstyrke mere end hidtil bør baseres på stampersonel eller hvervet
personel.
- Analysere hvilket materiel, der bør indgå i forsvarets enheder, hvilke
skibstyper, søværnet bør råde over, og om balancen i flyvevåbnet mellem
raketenheder og fly er hensigtsmæssig.
- Følge rationaliseringsarbejdet og fremsætte forslag til nye rationaliseringsområder.
- Foreslå tiltag til effektivisering af mandskabsuddannelsen, herunder
afholdelse af forsøg “angående den militære uddannelse af forsvarets
personel”.

Rapport
Rapporten, der blev afgivet 16 MAJ 1972, udmærkede sig som omtalt ved ikke at
tage stilling til ret meget.
Seidenfadenudvalgets redegørelse var egentlig tænkt at skulle være forudsætning
for de detaljerede undersøgelser i kommissionen. Da udvalget imidlertid ikke
havde afsluttet sit arbejde ved kommissionsarbejdets begyndelse, havde man bedt
forsvarskommandoen om at udarbejde et forslag til udvidet formålsbeskrivelse. Det
blev brugt som grundlag og efter Seidenfaden-rapportens fremkomst accepteret som
dækkende.
Heller ikke forsvarets styrke- og våbenmæssige sammensætning formåede kommissionen
selv at gøre noget særligt ved. Man indhentede en redegørelse fra forsvarskommandoen
og noterede sig chefen for søværnets indvendinger til den. Man
drøftede forslag fra socialdemokratiet, venstre og to konservative deltagere, og da
det socialdemokratiske forslag blev fremsat som lovforslag, efter at socialdemokraterne
havde overtaget regeringsmagten OKT 1971, slap man af krogen. Kommissionen
foreslog nemlig, at de forskellige forslag med forsvarskommandoens og NATO
militære myndigheders bemærkninger skulle “indgå i drøftelserne i folketinget, men
uden at den samlede kommission fremsætter direkte forslag til ændringer i
forsvarets organisation og våbenmæssige sammensætning”. Drøftelsene i folketinget
resulterede i vedtagelse af en lov om forsvaret 18 JUN 1969. Spørgsmålet om
forsvarets personelsammensætning kunne man også glide af på, idet den nytiltrådte
forsvarsminister nedsatte en arbejdsgruppe, der tog sig af den sag i forbindelse med
lovforslaget. Man pegede dog på, at forsvarskommandoens langtidsplanlægningsgruppe
burde inddrages i fremtidige overvejelser ved brug af operationsanalytiske
modeller, samt at forsvaret burde indføre et i forsvarskommandoen principgodkendt
planlægningssystem.
Omfanget af det igangværende rationaliseringsarbejde opregnedes i rapporten.
Det må have virket overvældende, i hvert fald udtalte kommissionen: ’’Under
hensyntagen til omfanget af det allerede iværksatte og det planlagte rationaliseringsarbejde
har kommissionen ikke ment at kunne fremsætte forslag til yderligere
rationalisering”.
Den sidste opgave var at se på mulighederne for at effektivisere mandskabsuddannelsen.
Dette punkt tog man fat på, dog kun for hærens vedkommende. Trods
protester bl.a. mod form og utilstrækkelig forberedelsestid fik man gennemført et
forsøg med 9 måneders tjenestetid i hæren og overlod vurderingen af det omstridte
forsøgsresultat til Folketingets forsvarsudvalg.
Et medlem tog forbehold overfor beretningen.
 

Vurdering
Det bedste, man kan sige om denne kommission, er, at dens flertal erkendte, at
forsvaret besad den militære ekspertise, og at kommissionen vægtede forsvarschefens
udtalelser højere end værnschefernes.
Kommissionens støtte til skabelse af et planlægningssystem tæller ligeledes på
plussiden, medens forsøget med 9 måneders tjenestetid aldrig burde have været
gennemført i den form, det fik. Hæren blev en overgang svækket ikke mindst i
udlandets øjne. Havde man afholdt et reelt forsøg, ville man måske kunne have
opnået, at de forbedringer i uddannelsessystemet, som man trods alt fandt frem til,
ville være blevet anerkendt og accepteret også i søværnet og flyvevåbnet. Ja, måske
var man nået frem til den nuværende ordning med differentieret tjenestetid.
 

Forsvarskommissionen af 1988
Loven af 18 JUN 1969 om forsvarets organisation m.v. medførte, at forsvarskommandoen
blev oprettet 1 JAN 1970. Dette skabte enhed i forsvarets militære ledelse,
men først med det arbejde, som Forsvarskommissionen af 1988 udførte, blev
forsvarschefens stilling endeligt konsolideret.
Kommissionen blev nedsat 12 JUL 1988 med 23 medlemmer, heraf departementschefen
for Forsvarsministeriet som formand og 9 politikere. Af de øvrige
medlemmer betegnedes 6 som “repræsentanter for forsvaret” og 7 som “særligt
sagkyndige”. Forsvaret var bl.a. repræsenteret ved Chefen for Forsvarsstaben
(Forsvarschef da arbejdet afsluttedes), Chefen for Søværnets Operative Kommando
(Chef for Forsvarsstaben da arbejdet afsluttedes), Chefen for Forsvarets Operative
Styrker, Chefen for Forsvarets Efterretningstjeneste og Stabschefen ved Hjemmeværnet.
Opgaverne for kommissionen blev fastlagt i et kommissorium med stort set
følgende ordlyd: “Kommissionen skal ... overveje, hvorvidt der bør foretages
ændringer i den fremtidige målsætning for og sammensætning af det danske forsvar
i freds-og krigstid.
Overvejelserne skal ske på grundlag af forudsætningen om fortsat dansk
medlemsskab af NATO ... endvidere på grundlag af sagkyndige analyser af dansk
sikkerhedspolitik, herunder fremgang i de øst/vestlige bestræbelser for reduktion
af nukleare og konventionelle våben, samt igangværende arbejde med at undersøge
forudsætningerne for oprettelse af atomvåbenfri zoner...
Kommissionen skal

- overveje de fremsatte krav om ændret byrdefordeling indenfor NATO,
herunder ... bidrag til NATO infrastrukturprogrammer, samt overveje
mulighederne for styrkelse af det danske forsvar gennem øget national
specialisering.
- Analysere og vurdere, hvilken betydning den våbenteknologiske udvikling
har for forsvarets opgaver og struktur.
- Vurdere fordelingen af forsvarsbudgettet mellem personel- og materieludgifter
og mellem værnene indbyrdes, ... undersøge mulighederne for
fortsatte rationaliseringer og omprioriteringer inden for forsvaret med det
sigte at forøge de egentlige kampstyrker... herunder om der kan gennemføres
en reduktion af stabs- og støttestrukturen samt civile funktioner,
således a t... frigjorte ressourcer overføres til de kampafgørende enheder.

Kommissionen ... forudsættes at give de faglige organisationer mulighed for at
fremsætte synspunkter, der kan indgå i kommissionens overvejelser.
På det indledende møde blev der nedsat tre udredningsgrupper, som skulle
tilvejebringe “et grundlæggende materiale” for arbejdet med hensyn til sikkerhedsog
nedrustningspolitik, byrdedeling m.m. indenfor NATO og NATO infrastrukturprogrammer
samt rationalisering. Yderligere bestiltes fra Forsvarskommandoen og
Forsvarets Efterretningstjeneste en beskrivelse af styrkeforholdet mellem NATO
og Warszawapagten samt fra Forsvarsministeriets Rådgivnings- og Analysegruppe
en beskrivelse at den våbenteknologiske udvikling.
Medens kommissionen sad, blev der 14 MAR 1989 indgået en aftale om
forsvarets ordning 1989-91 med det hovedsigte “at styrke forsvarets, herunder
hjemmeværnets, muligheder for at løse dets opgaver inden for en uændret
økonomisk ramme”. Forliget indebar en række materielanskaffelser og strukturelle
samt organisatoriske omlægninger. De mest epokegørende tiltag var:

- Indførelse af differentieret værnepligtstid.
- Forøgelse af antallet af værnepligtige i hærens og nedsættelse af antallet
i søværnets fredsstyrke.
- Sammenlægning af 5 regimenter i hæren til 2.
- Flytning af sergentskolen i Sønderborg til Odense (den blev som bekendt
aldrig gennemført, fordi en intens og unfair lokalpolitisk lobbyvirksomhed
gjorde landspolitikerne bløde i knæene).
- Reducering af Flådestation København til anløbshavn og udflytning af
eskadrer, skibe og Orlogsværftets specialværksteder til Korsør og, i
hovedsagen, Frederikshavn.
- Reducering af søværnets skoler fra 7 til 4.
- Opstilling af to landbaserede sømålsmissilbatterier i søværnet.
- Endelig udfasning af fregatterne.
- Oprettelse af et tjenestestedskorps i hjemmeværnet.

Kommissionen havde ikke direkte indflydelse på denne aftale, men der synes
ikke at være tvivl om, at den samarbejdsånd, som kommissionsarbejdet havde
fremkaldt, var en væsentlig årsag til, at den kunne indgås.
Aftalen forudså en række emner viderebehandlet i kommissionen, og arbejdet
dér fortsatte stort set gnidningsløst. Det fremgår dog implicit af kommissionsrapporten,
at de faglige organisationer på et tidspunkt ikke følte, at de blev inddraget i
arbejdet i et omfang, der svarede til deres forventninger. Hvad der ikke fremgår, er,
at en enkelt højtstående officer og en af de sagkyndige forsøgte at hyppe snævre
værnsinteresser. Samarbejdet mellem ministerium og forsvarskommando var
imidlertid så tæt, at disse forsøg blev bremset og ikke kom til at influere arbejdet.
 

Rapport
Kommissionen aflagde rapport 20 DEC 1989. Rapporten beskrev de sikkerheds- og
nedrustningspolitiske udviklingstendenser, relationerne til NATO, styrkeforholdet
mellem NATO og Warszawapagten og den våbenteknologiske udvikling. På
baggrund heraf fremsattes en række forslag til udviklingen af dansk forsvar i
90erne.
Man indledte logisk disse med et forslag til “en ny og tydeligere overordnet
formulering af “Forsvarets formål og opgaver””. Herefter beskrev man under
indtryk af de store forandringer på det sikkerhedspolitiske område to scenarier, et
“bedste” og et “værste fald”. Man fandt dog, at usikkerheden var så stor, at
kommissionen måtte afstå fra at fremsætte detaljeret forslag til forsvarets udvikling
de næste 10-20 år. Kommissionen nøjedes derfor med at fremsætte forslag til
rationaliseringer og ændringer af forsvarets øverste ledelse og bygge- og anlægsvirksomhed,
administrative forenklinger i alle tre værn, yderligere undersøgelser af
hjemmeværnet samt udviklingen af flyvevåbnet. Hæren og søværnet anbefaledes
opretholdt på det niveau, som var blevet vedtaget med forsvarsforliget af MAR
1989, med forbehold for ændringer, der måtte blive affødt af CFE-aftalerne. For
begge disse værn, der med forliget var blevet pålagt at gennemføre store omlægninger,
anbefaledes en stabil udvikling i de kommende år.
Forslagene om administrative forenklinger og undersøgelsen af hjemmeværnet
vil ikke blive behandlet videre i denne sammenhæng.
Om forsvarets øverste ledelse blev det foreslået

- at nedlægge stillingerne som værnsinspektør,
- at ændre forsvarsstabens organisation, herunder reducere den med 170
mand m/k,
- at oprette en “hærkommando”(den fik senere navnet “Hærens Operative
Kommando”(HOK)) og gennemføre omfattende delegering til denne og
Søværnets Operative Kommando(SOK) samt Flyvertaktisk Kommando
(FIK),
- at nedlægge forsvarsrådet og
- at regulere skoleområdet således, at værnsfælles skoler herunder Forsvarsakademi,
Forsvarets Center for Lederskab og Forsvarets Forskningstjeneste
blev samlet under fælles ledelse og de værnsspecifikke skoler underlagt de
respektive “væmskommandoer”(senere udlagt som de operative kommandoer
HOK, SOK og FTK).

Om forsvarets bygge- og anlægsvirksomhed blev det foreslået, at de lokale
tjenestesteder skulle overtage drift og vedligeholdelse af bygninger m.v., at
forsvarsministeriets styring blev styrket, og at bygningstjenesten blev reorganiseret
i forbindelse med en reduktion på 320 mand m/k.
Såvel for forsvarets øverste ledelse som for bygningstjenestens vedkommende
foreslog man oprettelse af styringsgrupper til udarbejdelse af de nærmere detaljer.
Om flyvevåbnet blev det bl.a. foreslået, at udfase Draken-flyene og koncentrere
udviklingen omF-16.1 konsekvens heraf, og fordi man forudså, at Danmark måtte
reducere antallet af fly, når CFE-aftalerne blev indgået, blev det yderligere foreslået
at nedlægge en flyvestation. Afgørelse om hvilken, der skulle nedlægges, overlod
man til en nærmere vurdering, men skriften på væggen antydede Karup, da Drakenflyene
og deres logistiske støttestruktur var baseret her.
Heller ikke denne kommissions beretning blev vedtaget enstemmigt. To
medlemmer afgav særudtalelser, den ene dog efter at have tilsluttet sig beretningen.

Vurdering
Kommissionens beretning blev modtaget med stærk kritik. Ikke så meget på grund
af forslagene som på grund af de to scenarier, som kritikerne fandt helt håbløse. Set
i bakspejlet skulle man nok helt have undgået at beskrive scenarier og nøjedes med
at konstatere, at udviklingen var umulig at forudse. Men ståhejen omkring denne del
af rapporten havde måske det positive resultat, at substansen fik lov at passere
relativt uantastet.
Forslaget om reorganisering af forsvarets øverste ledelse blev nemlig siden
gennemført og dermed sattes endelig punktum for den interne magtkamp i
forsvaret. Forsvarschefen fik nu den værnsfælles ledende stilling, som internationalt
tilstræbes i dag og allerede var tilsigtet med forslaget fra kommissionen af 1946, og
hæren fik en struktur, der lignede de to andre værns. Ensartethed er naturligvis i sig
selv ikke noget at stræbe efter, men i dette tilfælde bragte det orden i ansvars- og
kommandoforholdene i hæren, idet det “værnsspecifikke opgaveansvar på
ledelsesniveau” blev tillagt chefen for HOK. Hæren blev derved overfor forsvarskommandoen
repræsenteret af 2 generalmajorer med hver sit ansvarsområde mod
tidligere 4-5 generalmaj orer(inspektøren, landsdelskommando- og materielkommandocheferne
samt ofte chefen for jyske Division)og en oberst, hvoraf alle
undtagen chefen for hærens materielkommando havde mere eller mindre ensartet
ansvar, men vidt forskellige operative opgaver og derfor rig anledning til uenighed.
Ministeriet beholdt forsvarets efterretningstjeneste, hjemmeværnet, den reducerede
bygningstjeneste og farvandsvæsenet direkte under sig. Samtidigt medførte
decentraliseringen og delegeringen fra ministeriet imidlertid, at forsvarskommandoen
entydigt blev det sted, hvor den militære ekspertise kom til at ligge. Med
nedlæggelsen af forsvarsrådet og værnsinspektørerne blev værnenes muligheder
for at opponere mod forsvarschefen fjernet. Den direkte adgang til ministeren i
forsvarsrådet forsvandt sammen med væmsinspektøren, der som primus inter pares
kunne være talsmand for værnet. Rådet havde ganske vist længe ikke været samlet,
men kunne dog have været brugt, og værnsinspektørerne have længe været stækket,
men kunne dog obstruere. De operative kommandoer og materielkommandoeme fik
til gengæld forøget indflydelse på egne forhold, og den koncernledelse, der
samtidigt oprettedes, gav dem et forum at udøve den i direkte overfor forsvarschefen.
Situationen blev med forslaget den, at den overordnede styring af hele forsvaret
og vægtningen værnene imellem klart blev givet til forsvarskommandoen, medens
værnsekspertisen og ledelsen af værnene lige så klart blev lagt ud primært til de
operative kommandoer, sekundært til materielkommandoerne. Selv om forsvarschefen
er “værnschef ’ for alle tre værn, vil han kun have belæg for og grund til at gribe
ind i et værns ledelse, hvis disse to kommandoer ikke kan enes, eller noget er kørt
af sporet.
Forslaget om den administrative decentralisering og delegering, herunder af
dele af bygningstjenestens hidtidige ansvarsområde, havde ikke direkte indflydelse
på militære forhold. Men da det blev ført ud i livet, medførte det en tiltrængt
ressourcebevidsthed hos forsvarets chefer. Forsvaret opnåede dermed, at udnyttelsen
af de rådige midler blev forbedret.
Teoretisk kan der ikke indvendes meget mod forslaget vedrørende flyvevåbnet.
Udfasningen af Draken-flyene var alligevel på trapperne, og de 60 til 90 kampfly,
som kommissionen forudså, at en kommende struktur skulle indeholde, kunne godt
stationeres på og operere fra to flyvestationer. Logistisk ville det direkte være en
fordel kun at have én type kampfly i strukturen. Men da forslaget medførte, at de
30 Draken ikke blev erstattet med F-16, kom det til at betyde en væsentlig
forringelse af forsvarets samlede kampkraft. Hertil kom, at med Draken forsvandt
den egentlige flyrekognosceringskapacitet, hvilket kommissionen nok burde have
forudset og taget direkte højde for i sit forslag.
 

Afslutning
Nedsættelse af en forsvarskommission hilses ikke med udelt begejstring af de
højere stabe på grund af den stærkt forøgede arbejdsbyrde, som kommissionen
fremkalder. Der er dog to positive aspekter ved sliddet. Dels medfører kommissionsarbejdet,
at de deltagende politikere får en grundig indsigt i forsvarets forhold.
Dels får forsvaret en langt bedre mulighed for at øve indflydelse på resultatet end
under normale forsvarsforligsforhandlinger. Fordelene ved dette behøver næppe
nærmere uddybning.
Forudsætningen for at opnå fordelene er imidlertid, at forsvarets repræsentanter
gør deres arbejde godt, og at de er enige. Forsvarskommissionen af 1946 arbejdede
på væsentlige punkter direkte til papirkurven, til dels fordi værnene leverede
papirer, der ikke svarede på de stillede spørgsmål, men i hovedsagen fordi værnenes
repræsentanter var så åbenlyst uenige, at selv rent militærfaglige forslag måtte
formuleres af politikerne.
Forsvarskommissionen af 1969 præsterede en 494 sider lang rapport, men den
stillede som omtalt stort set ingen forslag udover, at det leverede arbejde burde
behandles andet steds.
Forsvarskommissionen af 1988 leverede et forslag, der var langt mere gunstigt
for forsvaret, end selv den største optimist kunne have håbet på. På baggrund af den
sikkerhedspolitiske udvikling under arbejdet var der al risiko for, at kommissionen
kunne have barslet med forslag til substantielle nedskæringer for at høste den
fredsdividende, Danmark allerede længe før den kolde krigs ophør havde inkasseret.
At det ikke skete, skyldtes i høj grad den minutiøst nøjagtige, velargumenterede og
velkoordinerede belysning af emnerne, som forsvarets repræsentanter afleverede i
enighed. Det bør forsvaret kunne præstere hver gang. Hvad man derimod desværre
ikke altid kan præstere, er den konstellation af indsigt, overblik, vision samt
koordinerings- og forhandlingsevne, som forsvarskommandoens repræsentant og
kommissionens formand udgjorde.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidskrift_126_aargang_maj.pdf

 

Kilder
Betænkning Afgivet Af Kommissionen Til Undersøgelse Og Overvejelse Af
Forsvarets Fremtidige Ordning, J.H.Schultz A/S, 1950.
Beretning fra Forsvarskommissionen af 1969, København 1972, Statens
trykningskontor.
Kaptajn(nu oberst) E.T.Nielsens hovedopgave i operationer: Forsvarets Øverste
Ledelse, Generalstabskursus 1972/74, Forsvarsakademiet.
Forsvaret i 90’erne. Beretning fra Forsvarskommissionen af 1988, Schultz
Grafisk A/S (1990).

Litteraturliste

Del: