Forsvarsforlig fra eskadrilleperspektiv

Denne artikel er skrevet af major P. E. Andersen, der er chef for Eskadrille 542.

 

Indledning
Forsvaret befinder sig konstant i en løbende tilpasningsproces i forhold til strømningerne i det omgivende samfund og inden for rammerne af det gældende forsvarsforlig. Med udgangen af 1994 udløber det nuværende forsvarsforlig. Et forsvarsforlig, som er blevet til i kølvandet på store sikkerhedspolitiske omvæltninger i form af det kommunistiske systems sammenbrud, den kolde krigs ophør og den efterfølgende demokratiseringsproces i Central- og Østeuropa.

Den sikkerhedspolitiske situation i Europa og resten af verden blev dermed ændret fundamentalt. NATOs vurdering af den nye situation førte til såvel en ny strategi som en ny organisation med nye opgaver og deraf følgende omstrukturering af de militære styrker. For Danmark betød det bl.a., at tilhørselsforholdet skiftede fra den tidligere Nordregion til Centrahregionen. Som i resten af NATO blev styrkerne opdelt i Reaction Forces (Immediate/Rapid) samt Main Defence Forces, og nøgleordene skulle i fremtiden være fleksibilitet, mobilitet og multinationalitet. Det nuværende forsvarsforlig har derfor først og fremmest været præget af omfattende tilpasninger til disse forandringer, samt vel også - om end ikke officielt - nogle af forligspartiernes ønske om at inkassere en såkaldt fredsdividen- de.

Set i lyset af ovenstående og på tærsklen til politiske forhandlinger om et nyt forsvarsforhg er det herefter artiklens formål at beskrive vilkår og betingelser for opgavernes løsning, samt ønsker og forventninger til fremtiden. Virkeligheden opfattes som bekendt forskellig, afhængig af hvilke øjne der ser. Det skal derfor præciceres, at artiklen er skrevet, som tingene opleves på laveste enheds- niveau i Flyvevåbnet - i dette tilfælde en HAWK-eskadrille.

Personelmæssige vilkår
Det forrige og det nuværende forsvarsforlig afstedkom adskillige strukturændringer i Flyvevåbnet. Bl.a. reduceredes antallet af flyoperative flyvestationer, ligesom kampflystrukturen blev ændret, og Flyvevåbnet skulle i højere grad basere sig på mobihsering. Dette medførte omfattende personeltilpasninger, som for en HAWK-eskadrilles vedkommende betød, at fredstidsnormen reduceredes fra en styrke på 97 til de nuværende 58 normer, dvs. en reduktion på ca. 40%.

Da personeltilpasningeme efter forhandling med personelorganisationeme har skullet finde sted ved omrokeringer og naturlig afgang, har der i Flyvevåbnet som et hele været et samlet personeloverskud. Følgelig har der i samme periode været ansættelsesstop, og den naturlige afgang er fortrinsvis sket ved udløb af korttids tidsubestemte kontrakter (35 år). Et naturligt "gennemtræk" har derfor ikke fundet sted, idet der ikke er kommet tilstrækkeligt nye folk ind fra bunden. Det er således ikke unormalt, at en HAWK-eskadrille på trods af reduktioner har 5 ubesatte stillinger. Hertil kommer afgivelser til obhgatoriske kurser, civilundervisning, orlov og arbejde i personelorganisationer, hvilket i bedste fald normalt kun løber op omkring 9 mand. En gennemsnitlig HAWK-eskadrille har derfor en mangel på omkring 14 normer svarende til ca. 24%.

Opgaverne
Opgaverne for en HAWK-eskadrille er som de fremgår af Bemandingsreglement for Flyvevåbnet i store træk:
- at opretholde det pålagte beredskab,
- at udføre raketoperationer, herunder deployeringer som beordret,
- at varetage vedligeholdelses- og forsyningstjeneste,
- at udøve passivt og aktivt forsvar af eskadrillen og
- at gennemføre den pålagte uddannelsesvirksomhed. 

Ordlyden af disse opgaver er den samme, som den altid har været. At kunne udføre raketoperationer og deployeringer kræver øvelse. Den pålagte øvelsesvirksomhed er da heller ikke ændret, og den kan næppe reduceres, uden at det går ud over den af NATO krævede træningsstandard, som den skal demonstreres under NATO inspektionerne Tactical Evaluation og Annual Service Practice.

HAWK-materiellet blev ganske vist modificeret i sidste halvdel af 1980'erne, således at antallet af reparationer faldt en anelse for et par af hovedkomponenternes vedkommende. Antallet af hovedkomponenter er imidlertid ikke reduceret, ligesom dette heller ikke er tilfældet med antallet af køretøjer. Vedligeholdelses- og forsyningstjenesten er derfor nok blevet mindre tidskrævende, men absolut ikke i et væsenthgt omfang. Det egentlige forsvar af eskadrillen aktiveres først ved et forhøjet beredskab og overlades, som det altid har været tilfældet, hovedsageligt til mobiliserings- personel. Dog kræver det passive forsvar såsom ABC-, SAN- og ammunitionsrydningstjeneste m.v. specialister blandt stampersonellet. Dels for at kunne varetage disse funktioner når det passive forsvar aktiveres, og dels for at kunne varetage de vedligeholdende uddannelser indenfor de nævnte specialer af de øvrige tjenestegørende. Opgaverne i.f.m. passivt og aktivt forsvar er således ikke aendrede. Det samme er stort set tilfældet med den pålagte uddannelsesvirksomhed. Der er sket nogle rationaliseringer indenfor de materielmæssige og de operative uddannelser, som har aflastet de enkelte eskadriller for så vidt angår initialuddannelser, men vedligeholdelse samt udbygning af de opnåede færdigheder er fortsat enhedens opgave. Det samme er tilfældet med de vedligeholdende generelle militære uddannelser. Der er derfor stadig blandt det faste personel behov for instruktører til f.eks. skydning samt fysisk uddannelse og træning.

Tilbage er der så at omtale det palagte beredskab, og her er der naturligvis sket en væsentlig lempelse, for hvem kan nægte, at der efter den kolde krigs afslutning ikke længere eksisterer en overhængende og direkte trussel mod dansk område. Tidligere krævede beredskabet en vagtstyrke på 8 mand pr. døgn hver fjerde uge. I forhold til det nuværende lavere beredskab gav det, hvis man regner det højt, en belastning pa ca. 800 mandedage og lige så mange afspadse- ringsdage pr. år. Med en styrke på 97 mand betyder det, at ca. 8% af de til rådighed værende mandedage blev brugt på det højere beredskab. Dette er naturligvis en grov beregning, som kun tjener til at anskueliggøre forholdet mellem personelnedskæringer og opgavereduktioner.

På nær det pålagte beredskab er opgaverne således ikke ændret revolutionerende. Vedligeholdelses- og forsyningstjenesten er reduceret, og rationaliseringer indenfor de materielle- og de operative uddannelser har aflastet eskadrillerne en smule. Til gengæld er en lang række opgaver de samme. Der kræves stadig, at der blandt det faste personel uddannes specialister og instruktører, hvilket vel og mærke er opgaver, som de pågældende skal bestride ved siden af den primære opgave. Alt dette er svært at lave direkte målinger på og gøre op i tal, men det må være indlysende, at opgavereduktioneme på ingen måder står i et rimeligt forhold til personelnedskæringeme på 40%. Eskadrillernes bemanding er derfor på et absolut minimum.

Konsekvenser
En af chefens opgaver er at varetage personelplejen og sørge for at personeludvikling finder sted. Dette kan blandt andet ske i selve jobbet, udvidelse af den enkeltes ansvarsområde og tildehng af nye, samt ved oprykning til en højere stilling eller højere grad. En anden opgave er at sikre, at alle primære opgaver løses, og at alle sekundære funktioner varetages, hvilket jo netop harmonerer glimrende med personeludvikling sideløbende med naturlig afgang. Problemet er blot, at der oftest er ansættelsesstop, således at der ikke kommer nye ind fra bunden. Sammenholdes dette med, at eskadrillen som tidligere omtalt gennemsnitlig mangler omkring 24% af styrken, medfører det, at de kortsigtede konsekvenser opleves som en ond cirkel. Der er på den ene side et stort behov for at afgive personel til kurser og videre-Zefteruddannelser, men på den anden side kan eskadrillen paradoksalt nok ikke undvære de potentielle emner.

På længere sigt kan man kun gætte på mulige konsekvenser. Imidlertid er det et faktum, at den nuværende bemanding ikke gør det muligt for eskadrillerne at deployere og operere med alt udstyret. Et er at kunne operere med enkelte komponenter hver for sig og da også en halv-eskadrille, men noget andet er at kunne operere og styre med en komplet eskadrille med tilhørende management af såvel primære som sekundære funktioner. Da eskadrillens normering ikke er stor nok, kan dette kun sjældent trænes - og da kun ved et godt samarbejde med sideordnede enheder samt ved NATO-inspektioner ved hjælp af personeludlån og genindkaldelser. Inspektionerne, hvor samtlige opgaver skal integreres og demonstreres med en af NATO fastsat standard, vil derfor i højere grad også være de eneste øvelser, hvor det er muligt fuldt ud at træne det, som inspektionerne skal evaluere.

Eskadrillerne har endnu stampersonel med erfaring fra en tid med 97 mand, hvor alt dette lå dybt i rygraden. Endnu er det da også normalt at bestå NATO- inspektioneme, men da hyppigheden af den fulde og integrerede træning er faldende, må det i fremtiden blive sværere at opretholde træningsstandarden. Tillige vil den naturhge afgang betyde, at færre har erfaring fra en tid, hvor det var naturiigt at træne med alt udstyret på samme tid. Man kan derfor frygte, at det i fremtiden vil være unormalt at bestå NATO-inspektioneme.

Det kommende forsvarsforlig
Ved udarbejdelsen af NATOs nye strategi blev det fastslået, at fremtidens trussel ville være mindre bastant, men til gengæld mere uforudsigelig både hvad angår omfang og geografisk område. Som omtalt i indledningen førte dette til en anden styrkeopdeling, og for Flyvevåbnets vedkommende specielt at en F-16 eskadrille blev tilmeldt Reactions Forces. Lige siden har det i forsvarskredse og i flyvevåben-kredse i særdeleshed med jævne mellemrum været diskuteret, om man ikke også burde have tilmeldt en HAWK-eskadrille. Når man er parat til at sende en hel eskadrille kampfly til et konfliktområde, er der vel en vis portion fornuft i også at være i stand til at yde luftforsvar af disse, medens de står på jorden.

Modargumentet har ofte været, at luftforsvaret kunne overlades til det stedlige forsvar, hvilket også i flere tilfælde kan være rigtigt. Imidlertid var det jo netop de uforudsigelige situationer, som var årsagen til oprettelsen af Reaction Forces, og man bør derfor drage den fulde konsekvens og tillige tilmelde en HAWK-eskadrille. Under alle omstændigheder må det være mere betryggende at lande på en fremmed flyvestation, hvis en del af luftforsvaret består af det våbensystem, man er vant til at samarbejde med. Det bør hele tiden ligge i baghovedet, at nedskydning af egne fly skal undgås for næsten enhver pris. Endelig kan HAWK jo også bruges til luftforsvar i forbindelse med udsendelse af Danmarks Internationale Brigade.

Gennem de senere års øvelsesvirksomhed og især efter overgangen til Centralregionen har danske HAWK-eskadriller ved flere lejligheder indgået i et givtigt samarbejde med både tyske, hollandske, brittiske og norske jordbaserede luftforsvarsenheder. De danske eskadriller har ved disse lejligheder demonstreret professionalisme og opfindsomhed og derved opnået optimal integration med de udenlandske enheder i et integreret luftforsvar. Øvelserne har naturligvis givet en del værdifulde proceduremæssige erfaringer vedrørende luftforsvar i et multinationalt miljø. Samtidig har de også vist, at der skal satses på mobilitet, og at især datamæssig integration af forskellige våbensystemer ikke uden videre lader sig gøre. Bl.a. derfor er det vigtigt, at det planlagte modifikationsprogram for HAWK gennemføres. Dels vil det lette integrationen med andre og fremmede enheder, og dels vil det opdatere HAWK-systemet som helhed og derved forbedre dets mobilitet.

Denne artikel har allerede givet udtryk for, at HAWK-eskadrilleme perso- nelmæssigt er beskåret ind til benene. Måske endog så meget, at det på længere sigt ikke vil være muligt at honorere de stillede krav. Det primære ønske til et kommende forsvarsforlig må derfor være, at der skabes mulighed for en opjustering af eskadrillernes personelnorm, så denne svarer til den reelle opgavereduktion. Dernæst bør der tihneldes en HAWK-eskadrille fra hver af de to afdelinger, samtidig med at det internationale samarbejde intensiveres for til stadighed at indhøste erfaringer. Endelig skal det planlagte modifikationsprogram for HAWK gennemføres, for kun igennem disse tiltag er det muligt at sikre at nøgleordene fleksibilitet, mobilitet og multinationalitet også i fremtiden vil gælde for HAWK.

Forventningerne
Et er, hvad man mener, der bør gennemføres, noget andet er, hvad der er realistisk at forvente. Strømningerne i samfundet viser ganske vist en stor tilslutning til forsvarviljen og NATO. På den anden side vil øgede forsvarsudgifter betyde større skatter eller nedskæringer på andre områder, som i de flestes øjne vil være uacceptabel. Stort set samme synspunkter gør sig mere eller mindre gældende blandt de traditionelle forsvarspolitiske forligspartier. Det er derfor næppe tænkeligt, at de økonomiske rammer udvides. Tværtimod tyder meget på, at FN-udgifteme fremover skal afholdes indenfor forsvarsbudgettet uden tillægsbevillinger. Alligevel ser det ud som om, der kan anes en smule lys, idet de politiske partier generelt synes at sætte højere pris på NATO-samarbejdet og især tankerne omkring NATOs udvidede rolle i freds- og krisetid. Dette vil dog formentlig ikke resultere i en større udvidelse af forsvarsbudgettet, men muligvis i flere omstruktureringer indenfor en mindre "plus-løsning".

For HAWKs vedkommende vil det nok betyde en fastholdelse af den nuværende personelnorm, men måske med yderligere administrative rationaliseringer for at effektivisere. Der vil tillige blive tilmeldt en HAWK-eskadrille til Reactions Forces, og de planlagte modifikationer gennemføres. Det må derudover forventes at værnenes rammer vil tillade et udvidet multinationalt samarbejde for at styrke tankerne omkring NATOs før omtalte udvidede rolle. 

 

 

PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra:
PDF iconmilitaert_tidskrift_123_aargang_dec.pdf

Litteraturliste

Del: