Forsvarsakademiets 10. managementkursus

På et tidspunkt, hvor planerne om en offentlig lederuddannelse endnu er på overvejelsesstadiet, kan Forsvarsakademiet afholde sit 10. managementkursus for chefer og ledere i forsvaret, civile statsstyreiser m.fl. i perioden 31. august-11. september og 29. september-2. oktober 1981. Managementkursus - eller som man på god militær facon forkorter det: MAKU - blev oprettet i 1970, og har siden været afholdt hvert efterår (dog ikke i 1977 og 1980). Kurset varer 3 uger, og tæller blandt sine forelæsere kendte folk fra såvel universiteter og højere læreanstalter som offentlig og privat virksomhedsledelse - herunder naturligvis forsvarets egne topchefer med forsvarsministeren og forsvarschefen i spidsen. I det følgende gives en kort beskrivelse af kursets formål, indhold, forelæsere og kursusdeltagere.
 
Formål
MAKU blev oprettet i 1970 i erkendelse af, at den hastige udvikling inden for managementteori og -teknik - ikke mindst på de edb-baserede informationssystemers område - var af vital interesse for forsvaret. Det var ikke nok at uddanne de unge stabsofficerer på kurser i ind- og udland. Også cheferne havde behov for at få deres viden ajourført og lære den nye terminologi at kende, således at de kunne kommunikere med deres yngre medarbejdere og de udefra kommende specialister. Specielt fandt man det vigtigt, at forsvarets chefer fik indblik i, hvad de nye systemer kunne, og måske især ikke kunne, således at det fortsat blev lederne, der styrede systemerne, og ikke omvendt. 
 
Hovedvægten blev i overensstemmelse hermed på de første kurser lagt på ledelsesværktøjer og -systemer (operationsanalyse, datamatik, programbudgettering etc.), men har over årene ændret sig, således at der nu er tale om et kursus i generel management. Hvad man prøver på, er at bringe den enkelte chef på afstand af hans daglige arbejdssituation for at give ham mulighed for at anskue sine opgaver som problemløser og leder i større sammenhæng og måske øjne nye løsningsmuligheder. Det er ikke længere færdigheder, men viden, og især holdninger, der er i focus. Det bør nok nævnes på dette sted, at optagelsen af ikke-militære ledere og chefer på kursus ikke er et udslag af godgørenhed, men alene skyldes den erfaring, at vekselvirkningen mellem kvalificerede civile og militære kursusdeltagere i allerhøjeste grad fremmer kursusformålet og er til glæde for begge parter.
 
Indhold
MAKU er delt op i to perioder. Først 2 uger på Forsvarsakademiet på Østerbrogades kaseme og derefter - efter en afbrydelse på 1-2 uger - en uges intematophold på forsvarets kursusejendom Gurrehus.
I den første periode behandles mere generelle emner inden for emnegrupperne
- miljø og omverden
- managementteorier og -værktøjer
- management i praksis uden for forsvaret.
 
I anden periode rettes opmærksomheden i højere grad mod forsvarets egen situation, som søges belyst med udgangspunkt i den i kursets første periode opnåede viden om ændringer i forsvarets omverden, herunder særligt udviklingen inden for managementområdet. Hvad er forsvarets stærke og svage sider? Hvordan kan vi udnytte de stærke og begrænse de svage sider? I tilknytning til kursus gennemføres et managementspil samt en dags interviewteknisk træning - begge dele på frivillig basis.
 
Forelæsere
MAKU har til stadighed søgt sine forelæsere blandt de bedst kvalificerede og mest kendte navne inden for de enkelte områder, og har herved haft den glæde, at så godt som alle, man har henvendt sig til af disse frem trædende og meget travle personer, har sagt ja til at komme. Det kan ikke være forsvarets meget beskedne honorarer, der lokker, og man har derfor lov at tage denne meget beredvillige indstilling som udtryk for en positiv holdning til forsvaret og måske også som en anerkendelse af akademiets uddannelsesniveau. Kim en enkelt forelæser har været med på alle kurser, nemlig professor ved Handelshøjskolen i København Erik Johnsen, der med sine ledelses- teorier har lagt grundlaget for kursus. Nævnes bør også professor Thorkil Kristensen, som har været med siden 1972, samt generaldirektørerne Povl Hjelt og Poul Hansen, direktør Mogens Halbye, tidl. F.L.Smidth & Co., samt Dansk Metalarbejderforbunds cheføkonom Steffen Møller, som alle har været faste forelæsere gennem en årrække. Mange andre har været med gennem årene og har sat deres præg på kursus. Det kommende MAKU tæller blandt sine 28 forelæsere blandt andre 1 minister, 1 borgmester, 4 departementschefer, 4 professorer og 9 direktører samt fra forsvarets rækker bl.a. 3 generaler.
 
Kursusdeltagere
Den typiske kursusdeltager er i 45-50 års alderen og godt på vej i karrieren - oberstløjtnant, kommandørkaptajn, kontorchef eller tilsvarende. Antallet af deltagere er normalt 22 pr. kursus. Det kommende MAKU har dog 23 deltagere, nemlig 16 militære og 7 civile, hvoraf 3 universitetsdirektører. Over årene har ialt 234 chefer og ledere gennemført kursus. De fordeler sig således:
Kursusdeltagere:
Hæren: 90  
Søværnet: 46
Flyvevåbnet: 39
Forsvarets Intendanturkorps: 25
Hjemmeværnet: 8
Civilforsvaret: 6
Civile under Forsvarsministeriet: 7
Etaterne (DSB, P&T, Politiet): 6
Universiteter m.fl.: 4  
Andre: 3 
 
De godt 8% af deltagerne, som ikke i det daglige er tilknyttet forsvaret, har som allerede nævnt været af stor betydning for kursus, som de har tilført såvel bredde i debatten som nye synspunkter. Det er derfor et almindeligt ønske at udvide kredsen af udefra kommende - gerne med deltagere fra erhvervslivet - men den store søgning blandt forsvarets egne begrænser mulighederne herfor.
 
Om fremtiden
Tilbage står vel kun at nævne, at det er tanken at fortsætte denne form for kursusvirksomhed - dog med de ændringer, som etableringen i 1982 af en offentlig lederuddannelse eventuelt måtte medføre. 
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
PDF icon militaert_tidskrift_110_aargang_jul-aug-sep.pdf
 
 

Litteraturliste

Del: