Forsvars- og sikkerhedspolitisk forskning på Dansk Institut for Internationale Studier

Dansk Institut for Internationale Studier
Militært Tidsskrifts redaktion har bedt mig beskrive den militære forskning ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS). Hvis man forstår militær forskning, som noget der handler om, hvordan man fører krig, d.v.s studier og analyser af grundlaget for militær strategi, taktik og operationer, organisation, materiel og logistik m.m. finder det kun sted i begrænset omfang. Derimod foregår der en ganske omfattende sikkerheds- og forsvarspolitisk forskningsvirksomhed ved DIIS, men det er sjældent, at den kommer i nærheden af ”maskinrummene” i værnene.  Denne forskning finder først og fremmest sted i det ene af DIIS’ otte Indsatsområder (IO), Forsvar & Sikkerhed (FoS), idet der dog tillige foregår et betydeligt tværgående samarbejde mellem IO’erne. Men herom senere.

Kilde: forsvaret.dk Check Point One- en gæstelærer fra forsvaret giver deltagerne saglig og opdateret undervisning om aktuelle forsvars- og sikkerhedspolitiske emner.

DIIS er etableret ved en lov fra 2002, hvorved de aktiviteter, der tidligere hørte under Dansk Udenrigspolitisk Institut, Center for Udviklingsforskning, Center for Freds- og Konfliktforskning samt Dansk Center for Holocaust- og Folkedrabsstudier blev samlet i Dansk Institut for Internationale Studier.

Formålet med denne sammenlægning er en styrkelse af forsknings-, udrednings- informationsvirksomheden i Danmark om internationale forhold, forstået som det udenrigs-, sikkerheds- og udviklingspolitiske område, konflikter, holocaust, folkedrab og politiske massedrab.

Loven pålægger DIIS at arbejde for opfyldelsen af sit formål ved at udføre, fremme og samordne uafhængig forskning om internationale forhold. Endvidere skal DIIS udarbejde udredninger og redegørelser efter anmodninger fra Folketinget, regeringen eller på eget initiativ samt følge den internationale udvikling med henblik på at vurdere Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitiske situation i en bred politisk og økonomisk sammenhæng, herunder Danmarks placering i forhold til udviklingspolitiske problemstillinger.

Loven pålægger tillige DIIS at formidle forskningsresultater, analyser og viden samt udøve dokumentations- og informationsvirksomhed, herunder biblioteksvirksomhed om internationale forhold.

Endvidere skal DIIS medvirke ved forskeruddannelse i samarbejde med andre forskningsinstitutioner, herunder støtte udviklingen af forskningskapacitet i udviklingslandene.

Endelig skal instituttet fungere som bindeled mellem danske og internationale forskningsmiljøer inden for instituttets arbejdsområde.

Ved samme lov fik DIIS bofællesskab med Institut for Menneskerettigheder (IMR). DIIS og IMR har fælles administration, herunder biblioteksvirksomhed. Til gengæld har DIIS og IMR hver sin bestyrelse, men det er ikke gjort med det: Over de to institutbestyrelser findes der en fælles bestyrelse for den samlede virksomhed, Dansk Center for Internationale Studier og Menneskerettigheder, DCISM.

Forskning ved DIIS
DIIS’s vision er formuleret således: ”DIIS tilstræber at udføre fremragende videnskabeligt arbejde og præge de politiske beslutningsprocesser og den offentlige debat ved at udføre innovativ og tværfaglig forskning inden for nøgleområder som globalisering, sikkerhed og udvikling samt ved at bygge bro mellem teoretisk og anvendt forskning,”.

Kvaliteten af instituttets forskning kontrolleres af internationale forskningspublikationer gennem gængs peer-review (fagfællebedømmelse). Man tilstræber at publicere i internationalt anerkendte tidsskrifter og på anerkendte forlag. Der arbejdes målrettet med at opretholde en norm for forskningspublicering, som modsvarer de krav, der stilles til forskere på andre forskningsinstitutioner.

Som nævnt påhviler der DIIS en speciel forpligtelse til at udføre politikrelateret forskning samt udføre forskningsbaserede opgaver for regeringen og centraladministrationen. Denne type opgaver er spændende men ikke uproblematiske. Derfor lægger vi stor vægt på at understrege, at DIIS er en uafhængig forskningsinstitution, og at det kun er forskningsområdet og emnet, der kan rekvireres, aldrig resultaterne. Som hovedregel afgives den type udredninger og redegørelser på institutbestyrelsens ansvar.

Man arbejder målrettet på fleksibilitet og tværfaglighed og er derfor organiseret i en åben struktur med såkaldte Indsatsområder. Der er for en treårig periode med start i april 2009 blevet etableret otte forskningsmæssige Indsatsområder:

  • Forsvar & sikkerhed
  • Udenrigspolitik og EU-studier
  • Global økonomi, regulering og udvikling
  • Holocaust og folkedrab
  • Migration
  • Naturressourcer og fattigdom
  • Politik og regeringsførelse
  • Mellemøsten

Ledelse og økonomi
DIIS ledes som nævnt af en bestyrelse, hvis formand for tiden er Professor Laurids S. Lauridsen, Samfund og Globalisering/Internationale udviklingsstudier, RUC, og en Direktør; Nanna Hvidt, der har en akademisk baggrund i kultursociologi og en karrieremæssig baggrund i Udenrigsministeriet, senest som chef for kontoret for FN og Verdensbanken. Direktøren råder over et mindre ledelsessekretariat samt et Publikations & Informationselement, men ellers er alle øvrige administrative funktioner fælles med IMR.

DIIS har ca. 100 ansatte, hvoraf de 50 er forskere eller seniorforskere; dertil kommer ca. 15 Ph.d.-studerende, 15 studentermedhjælpere og praktikanter samt ca. 15 teknisk-administrativt personale.

I 2009 var DIIS samlede budget på ca. 76 mio. kr. Grundbevillingen fra finansloven udgør 52 % samt yderligere 16 % bl.a. fra Forsvarsministeriet. 32 % af indtægterne stammer indtægtsgivende forskningsvirksomhed, herunder tildelinger fra fonde, forskningsråd m.m. 57 % af midlerne anvendes direkte på forskningsaktiviteter, 9 % på formidling, 6 % på biblioteksvirksomhed. Dertil kommer naturligvis administrative fællesudgifter; IT samt ikke mindst husleje.

Indsatsområdet Forsvar & Sikkerhed
Ovenstående er den ramme inden for hvilken Indsatsområdet Forsvar & Sikkerhed virker ved DIIS.

Afdelingen består for tiden af 5 seniorforskere, 2 projektforskere (begge i aktivering med løntilskud), 6 ph.d.-studerende, hvoraf de to er finansieret gennem Forskningsrådet til Samfund og Erhverv i samarbejde med Syddansk Universitet, og to afventer at forsvare deres afhandlinger i henholdsvis februar og juni i år. Dertil kommer en forskningsassistent, en major, udstationeret fra Forsvarsakademiet i 2 år (og som i perioden har taget en master-grad i disaster management) samt en senioranalytiker, nemlig undertegnede, der samtidig er koordinator for Indsatsområdet (betegnelsen senioranalytiker bruges om akademiske medarbejdere udstationeret fra ministerierne, og som ikke har en Ph.d-grad, eller om undertegnede, der har en militær og dermed ikke-forskningsmæssig baggrund).

Forsvar & sikkerhed er i den gunstige situation at være næsten udelukkende finansieret af Forsvarsministeriet. Siden 2000 har der i forsvarsforligene været afsat midler til gennemførelse af konkrete forsvars- og sikkerhedspolitiske projekter, først ved DUPI (Dansk Udenrigspolitisk Institut) og siden ved DIIS. Det seneste forsvarsforlig gældende for perioden 2010 – 2014 fastsætter, at der årligt i forligsperioden afsættes et beløb på 8 mio. kr. (i 2010-priser) til gennemførelse af projekterne.

Det er som nævnt en usædvanlig gunstig situation, men ikke helt uproblematisk. Hvis man ved et kommende forlig fjerner midlerne, er Indsatsområdet i frit fald som et koncertflygel, der kastes ud fra 20. etage. Derfor skal denne ordning ikke betragtes som en sovepude, men som et incitament til at ”levere varen” og til at finde supplerende finansiering.

DIIS og Forsvarsministeriet indgik ultimo februar 2010 en rammeaftale for forligsperioden. Aftalen har skabt nogle fornuftige retningslinier for samarbejdet mellem DIIS og Forsvarsministeriet om forsvars- og sikkerhedspolitiske forskningsprojekter i forligsperioden.

DIIS og Forsvarsministeriet aftaler ved forligsperiodens begyndelse de overordnede og mere langsigtede forskningstemaer for hele forligsperioden. Med udgangspunkt heri fastlægger DIIS og Forsvarsministeriet i fællesskab årligt de enkelte emner og projekter, der skal indgå i projektplanen. Der vil naturligvis være forudgående høringsrunder blandt forsvarets myndigheder.

Denne proces er meget vigtig for, at DIIS kan levere en vare, som forsvaret efterspørger (eller som forsvaret burde efterspørge). Der er formentlig flere, der kan nikke genkendende til den situation, hvor man præsenteres for en skrivelse fra ministeriet, hvori man udbeder sig projektforslag. Hvad gør man nu ved den? Tidsfristen er ved at være overskredet og yngste sagsbehandler får til opgave at drømme et par forslag op. Det kunne f.eks. være interessant med en rapport om pirateri i Aden-bugten eller den politiske udvikling i Yemen. Helt sikkert, men det er ikke sikkert, at Forsvar & sikkerhed har forskningsbaseret viden på lige netop dette område. Den findes muligvis andre steder i DIIS’ organisation, og så er det ikke noget problem. Hvis det imidlertid ikke er tilfældet, må vi prøve at finde ekspertisen i vores – i øvrigt meget omfattende – forskningsnetværk, nationalt og internationalt. Som regel lykkes det at finde en løsning. Det jeg ønsker at tilkendegive med dette eksempel er, at vi ikke vil levere overfladiske ”konsulentrapporter”, med smart layout og tyndbenet indhold. Det, vi skal levere, skal være forskningsbaseret, ellers mister vi vores raison d’être. DIIS er en forskningsinstitution, jfr. loven fra 2002, ikke et konsulentfirma eller for den sags skyld en tænketank.

Derfor er dialogen mellem DIIS og brugerne/kunderne helt afgørende. De gensidige forventninger må afstemmes. Derfor er det også et væsentligt punkt – og en nyskabelse i forhold til tidligere praksis – at der en gang om året skal afholdes et dialogmøde mellem DIIS Forsvar & sikkerhed og brugerne, hvor man drøfter produkternes relevans for det forsvars- og sikkerhedspolitiske arbejde.

Ultimo maj 2010 underskrev Forsvarsministeriet og DIIS Forsvar & Sikkerhed en projektplan for perioden 2010-2011, der indeholder 23 større eller mindre projekter.

DIIS Forsvar & Sikkerhed: Forskningsfelter

Efter denne lettere bureaukratiske ouverture er det ved at være tiden til at se på substansen: Hvilke forskningsfelter beskæftiger vi os med, og hvilke projekter arbejder vi med. Som jeg nævnte i indledningen, er vi kun sjældent i nærheden af ”maskinrummene” i forsvaret eller, som Bertel Heurlin så enkelt og præcist beskriver det, hvordan man fører krig. Det FoS beskæftiger sig med er først og fremmest de udenrigs- og sikkerhedspolitiske rammebetingelser og tendenser, der har betydning for Danmarks sikkerhed samt mere generelt, hvorfor der føres krig.

Vægten i forskningen er lagt på de grundlæggende spørgsmål om krig, fred og sociale konflikter for at bidrage til forståelsen af internationale konflikter og til udvikling af den internationale orden. Derfor er vores forskning fokuseret på fire tematiske områder, som kan inddeles yderligere, idet to tematiske områder er fokuseret på konflikt og to på samarbejde:

  1. Studier og analyser af nye trusler og sikkerhedspolitiske udfordringer, forskellige former for krige og deres sociale, økonomiske og politiske implikationer, herunder kernevåben, ”nye krige”, borgerkrige, krig mod terror og privatisering af krige.
  2. Studier og analyser af de kulturelle og normative aspekter af krig, sikkerhed og internationalt samarbejde, herunder krigens etiske aspekter, strategisk kultur og perception af den internationale orden (eller verdensorden om man vil).
  3. Studier og analyser af internationalt samarbejde, herunder udvikling, funktion og reform af regionale og globale institutioner, der arbejder med fred og sikkerhed, især Den Afrikanske Union, EU, FN og NATO.
  4. Studier og analyser af forandringer og kontinuitet i det internationale system, forandringer i sociale og normative strukturer og ændrede sikkerhedsudfordringer og risici.

Nye trusler og sikkerhedspolitiske udfordringer
De vigtigste sikkerhedspolitiske udfordringer, vi står over for, er transnationale og kræver samarbejde mellem stater og organisationer på tværs af landegrænser. Væbnede konflikter mellem stater er blevet en sjældenhed, men opstår dog stadig, f.eks. den russisk-georgiske krig i 2008. Der har siden Sovjetunionens sammenbrud hersket krigslignende tilstande mellem Aserbajdsjan og Armenien, den såkaldt frosne konflikt over Nagorno-Karabakh; Israel-Palestina og Israel-Libanon konflikterne er andre eksempler, men ellers er det svært at finde eksempler på mellemstatslige konflikter. Derimod har der især i perioden efter Den Kolde Krigs ophør udviklet sig nye og anderledes trusler og konflikter, hvor aktørerne ikke er stater og konflikternes årsager ikke har noget at gøre med traditionel geopolitik og magtkamp staterne imellem.

De nye globale og lokale trusler mod sikkerheden opstår som resultat af dybtgående forandringer i stater, det internationale system og de globale livsbetingelser. Åbne og uafhængige samfund er sårbare over for trusler mod deres økonomiske grundlag og deres lokale og globale infrastruktur. Trusler mod energiforsyning, skibsfart og flytrafik, kommunikations- og informationsinfrastruktur og transportcentre er blevet konkret virkelighed og kan, hvis de manifesterer sig, få store konsekvenser.

Disse mål kan blive angrebet af mange forskellige aktører, der opererer i en globaliseret verden med let adgang til teknologier med potentielt store skadevirkninger.

Svage og fejlslagne stater kan udvikle sig til en indirekte trussel mod vores sikkerhed. De såkaldt nye konflikter kan antage mange forskellige former som terrorisme, etniske konflikter og ressourcekonflikter. Aktørerne vil i stor udstrækning være ikke-statslige, f.eks. militser, pirater, private sikkerhedsfirmaer; dertil kommer et bredt spektrum af ikke-bevæbnede humanitære organisationer, private kommercielle virksomheder, der enten søger at begrænse konflikten, hjælpe ofrene eller tjene penge.

Disse konflikter kan opstå af mange forskellige årsager, bl.a. religiøse, etniske og økonomiske og ressourcemæssige. Et forhold er imidlertid klart: Ofrene er i langt overvejende grad civile, der enten er direkte mål eller ofre for collateral damage.

De nye trusler er vigtige elementer i vores studier og analyser, der gerne skulle lede til en bedre forståelse af, hvordan og hvorfor konflikter opstår, hvordan vi kan imødegå dem og beskytte os mod dem, og hvordan konflikterne kan løses eller forhindres.

Forandringer og kontinuitet i det internationale system
Det der kaldes Den Liberale Orden blev etableret under amerikansk ledelse i 1940’erne og 1950’erne sammen med europæiske og østasiatiske partnere. Den er i princippet organiseret omkring et netværk af institutioner, åbne markeder, sikkerhedsalliancer og multilateralt samarbejde, f.eks. FN, OECD, Bretton Woods-systemet, Verdensbanken og den Internationale Valuta Fond. Alle stater i det internationale system konfronteres med den orden og må føre politik i forhold til denne.

Grundlaget har altid været meget ulige magtforhold, hvor det amerikanske herredømme hidtil er blevet mere eller mindre bredt accepteret af ”medlemmerne” af denne orden. Men Den Liberale Orden bliver udfordret i disse år, såvel af stater, der ikke er medlemmer, som af stater, der ellers deltager fuldt ud i ordenen. Det ulige magtforhold har hidtil kunnet opretholdes på grundlag af en fælles strategisk forståelse, hvor USA garanterede sikkerhed, økonomiske fordele og partnernes indflydelse gennem multilateralt samarbejde og institutionaliseret beslutningstagen, der i betydelig grad sikrede forudsigelighed, orden og stabilitet. Til gengæld havde USA den ledende position i institutionerne.

Begrebet er kontroversielt. Kritikerne hævder, at det i virkeligheden handler om en ny og mere diskret form for kolonialisme og anfægter almengyldigheden af den Liberale Ordens fundamentale værdier: Demokrati og markedsøkonomi. Den verdensøkonomiske krise, USA’s økonomiske og politiske svækkelse, bl.a. af krigene i Irak og Afghanistan, og opkomstens af nye økonomiske og politiske magtcentre har svækket Den Liberale Orden og bragt den i en eller anden form for krise.

Derfor studeres og analyseres spørgsmålet, om det er en krise, der først og fremmest angår USA’s position i det internationale system, eller om det er tale om en reel omkalfatring af det internationale system, hvor den liberale internationale orden er i fare.

Vi undersøger, i hvilket omfang der eventuelt er alternativer under udvikling. Ikke mindst er det tydeligt, at de eksisterende sikkerhedsinstitutioner er udfordret af i igangværende forandringer i magtfordelingen, truslernes karakter og konflikternes antal og type. To modstridende visioner for sikkerhedsordning og for nye reformerede sikkerhedsinstitutioner konkurrerer med hinanden: Et magtbalancesystem og et fællesskabsbaseret system. Magtbalancesystemet lægger vægt på hård magt og varetagelse af nationale interesser, ikke mindst geopolitiske, og karakteriseres af forskelle i opfattelsen af værdier og forskellige konkurrerende politiske mål. Det fællesskabsbaserede system er karakteriseret ved en opfattelse af magt baseret på styring gennem enighed og legitimitet og delte værdier og målet om at udvikle et sikkerhedsfællesskab.

Det internationale system og magten
Fordelingen af magt i det internationale system er præget af konstant forandring.. Nationer rejser sig og falder igen, mens nye aktører og ideer opstår og andre forsvinder. Vi studerer og analyserer betydningen af, at en gruppe, nation eller international organisation har magten til at påvirke fred og sikkerhed. Magt er et flertydigt begreb og derfor analyserer vi magtens karakter og hvilken magt, der sandsynligvis har den mest positive virkning på fred og sikkerhed.

Magt har både en hård komponent og en blødere normativ side. Den hårde komponent handler om militær og økonomisk styrke og evnen til at påtvinge andre sin vilje. Den bløde magt er en anden form for magtudøvelse, bl.a. gennem kulturel og normativ påvirkning på opfattelsen af ideer som suverænitet, international ansvarlighed og demokratisering.

Hvis man på en vertikal akse undersøger magtfordelingen mellem det internationale systems forskellige aktører fra understatslige grupper til internationale organisationer vil man kunne konstatere en betydelig forandring over tid. Stater – magtens og sikkerhedspolitikkens traditionelle aktører - bliver stadig oftere udfordret af internationale organisationer som f.eks. ASEAN, AU og EU og understatslige organisationer som Al Qaeda og ETA.

På en horisontal akse kan man analysere den betydelige forandring af fordelingen af magt mellem forskellige geografiske regioner, der finder sted i disse år. Det transatlantiske bånd mellem USA og Europa svækkes af modstridende visioner for rollerne på længere sigt for organisationer som EU og NATO. Dertil kommer forskellige forståelser af grundlæggende og styrende ideer om legitimitet og ansvarlighed. Samtidig sker der en betydelig magtforskydning, politisk som økonomisk, til Asien, først og fremmest Kina og Indien, men også til Afrika (Sydafrika) og Latinamerika, først og fremmest Brasilien.

Studier og analyser af forskellige former for magt bidrager til forståelsen af magtens forandring og fordeling i det internationale system. Den skiftende brug af magt er nøglen til forståelsen af, hvordan og hvorfor den såkaldte Liberale Orden måske er i krise.

Derfor studeres og analyseres forandringer og udfordringer til sikkerhedsinstitutionerne samt mulighederne for udvikling af alternative former for indretning af den globale sikkerhed.

Policy-relateret forskning
Hovedparten af FoS’s policy-relaterede forskning finder sted inden for rammerne af de projekter, der aftales mellem DIIS og Forsvarsministeriet. Som nævnt formuleres forskningsemnerne i samråd med Forsvarsministeriet og Udenrigsministeriet, men det er vigtigt at understrege, at forskningens design og konklusioner er uafhængige og derfor ikke nødvendigvis afspejler de respektive ministeriers synspunkter. De udgør heller ikke nogen officiel eller halvofficiel DIIS-holdning.

Gennem den policy-relaterede forskning søges forståelse og afklaring af de mange forskellige udfordringer og trusler, direkte som indirekte mod Danmarks sikkerhed i et globalt perspektiv. Den fører frem til vurderinger af, hvilke institutionelle og politiske muligheder, der kan tænkes at forbedre vores evne til at forebygge og håndtere trusler mod sikkerheden og for bedre at forstå, hvorledes sikkerheden styrkes fremadrettet. De overordnede områder for denne forskning er:

  • Det transatlantiske forhold
  • Europæisk sikkerhed, herunder EU’s forsvarsdimension
  • Masseødelæggelsesvåben, ikke-spredning og nedrustning
  • FN og globale sikkerhedsforhold
  • Nye trusler og nye institutioner
  • Danmarks sikkerheds- og forsvarspolitiske situation

Det transatlantiske forhold har været et af hovedelementerne i europæisk og dermed dansk sikkerhedspolitik. Det vil det formentlig stadig være i mange år frem i tiden, men det antager måske en anden karakter i lyset af USA’s og den vestlige verdens relative svækkelse i forbindelse med den økonomiske krise. Den nuværende projektplan indeholder flere større eller mindre projekter, der bidrager til at belyse denne problematik i form af analyser af EU’s og NATO’s strategiske dokumenter og traktatmæssige grundlag samt NATO-EU forholdet i historisk perspektiv. En rapport om NATO’s strategiske koncept og NATO’ praktiske opgavers effekt på Alliancens fortælling er under udgivelse. Dertil kommer artikler om de ændringer og udfordringer, som Alliancen står over for efter topmødet i Lissabon sidste år.

Europæisk sikkerhed er ikke alene et spørgsmål om det transatlantiske forhold. En vigtig problemkreds er EU’s ønske om en rolle som en betydende aktør i det internationale system, herunder opbygningen af en forsvarsdimension uafhængig af NATO og dermed USA. Det er dog langt fra den eneste problemkreds i europæisk sikkerhedspolitik. Hvilken rolle skal f. eks. OSCE spille i de kommende år?

Det hævdes bl.a. fra russisk side, at den nuværende europæiske sikkerhedsarkitektur i væsentlig grad er en reminiscens fra Den Kolde Krig. Rusland har derfor stillet forslag om en overordnet europæisk sikkerhedstraktat, der gør sikkerheden fra Vancouver til Vladivostok udelelig. Forslaget, der ikke er blevet mødt med overvældende entusiasme i EU- og NATO-medlemskredsen, behandles for tiden i OSCE-regi i den såkaldte Korfu-proces. Det grundlæggende russiske problem blev ikke løst ved NATO-Rusland topmødet i Lissabon, nemlig at få direkte indflydelse på sikkerhedspolitiske beslutninger, som også angår Rusland. Denne problematik er genstand for et studie med NATO-Rusland forholdet som kernen i projektet. En del af problemet er CFE-aftalens fremtid, en kompliceret og komplicerende problematik.

Selvom Rusland ikke længere er en supermagt, er landet stadig verdens næststørste atommagt og i europæisk sammenhæng en stormagt, tilmed ofte en vanskelig partner, der har fundamental betydning for de kommende årtiers energisikkerhed. Derfor arbejdes der med analyser af russisk udenrigs- og sikkerhedspolitik, ikke mindst i forhold til de tidligere sovjetrepublikker og de organisationer, der opstod efter Sovjetunionens sammenbrud, bl.a. SNG og ODKB.

Det skal understreges, at problematikken omkring europæisk sikkerhed og EU studeres og analyseres i nøje samarbejde med Indsatsområdet Udenrigspolitik og EU-studier.

Masseødelæggelsesvåben, ikke-spredning og nedrustning er en problemkreds, som ikke rigtigt har været i centrum i dansk forskning gennem en årrække, den er ofte teknisk betonet og efter nogles opfattelse lige så spændende som at se maling tørre. Imidlertid er det et af eksemplerne på sikkerhedsudfordringernes transnationale karakter, og det er et ønske fra vores brugere, at der opbygges og vedligeholdes en ekspertise på området. Spredning af kernevåben er et tosidet problem. På den ene side eksisterer der en latent risiko for, at flere stater beslutter sig for at udvikle en kernevåbenkapacitet, ikke mindst i lyset af en potentiel iransk udvikling af kernevåben med tilhørende fremføringsmidler. NPT-traktatens fundament risikerer at blive undergravet i de kommende år. Det er derfor vigtigt, at der om denne problemkreds skabes opmærksomhed, der hviler på forskningsbaseret viden, frem for mere emotionelle tilkendegivelser.

Den anden side af spredningsproblematikken består i risikoen for at WMD, hvad enten de er nukleare, kemiske eller biologiske, spredes til ikke-statslige aktører, som f.eks. terrornetværk. Det er igen et område, hvor de mulige modforanstaltninger er transnationale.

DIIS Forsvar & sikkerhed udgav sidste år en særdeles interessant rapport: ”Dealing with Iran: How Can the EU Achieve its Strategic Objectives?” udarbejdet af Shirin Pakfar (DIIS Report 2010).

Der gennemføres i den nuværende projektplan et studie i det danske engagement i ikke-spredning og nedrustning og flere projektforslag er under overvejelse.

FN og globale sikkerhedsforhold analyseres fra flere forskellige vinkler. FN’s stilling i det internationale system undergår periodevise forandringer, afhængig af hvilken rolle stormagterne tillader organisationen at spille. FN er en af de organisationer i Den Liberale Orden, der er under pres, fordi organisationens vigtigste organ, Sikkerhedsrådet, afspejler en magtfordeling, der ikke længere er i overensstemmelse med virkeligheden. Ikke desto mindre er sikkerhedsrådet det eneste organ, der kan legitimere militær magtanvendelse. Et af FoS’ projekter undersøger FN’s håndtering af fredsoperationer, som befinder sig ved en skillevej og hvor man stiller spørgsmålet om, hvorvidt der er ved at udvikle sig et nyt globalt partnerskab.

Problemkredsen om Responsibility to Protect (R2P) indgår ligeledes i projektplanen og blev skudt i gang med seminaret ”What is Responsibility to Protect?”, et arrangement, der var et resultat af et samarbejde mellem FoS og Holocaust og Folkedrab.

FN’s rolle i en multipolær og regionaliseret verden vil være genstand for kommende analyser, som jeg håber, at vi kan få indarbejdet i kommende projektplaner. I den henseende var det seminar, som FoS afholdt i december sidste år med professor Thomas Weiss “How UN Ideas Change the World” en ”appetizer”, igen i samarbejde med Holocaust og Folkedrab.

Under rubrikken Nye trusler og nye institutioner kan man i projektplanen finde bl.a. kommende rapporter/ working papers om ”Cyberspace: den nye krigsskueplads”, ”Natural Catastrophes and the Responsibility to Protect.” og ”Befolkning, miljø, klima og væbnede konflikter”.

Vi er ikke færdige med at studere Den Liberale Orden i det 21. århundrede. Udfordringerne til Den Liberale Orden er der stadig. Den verdensøkonomiske krise har som tidligere nævnt svækket USA og den vestlige verden. Vi er på vej mod et multipolært og måske regionaliseret internationalt system. Derfor analyseres magtforskydningerne i det internationale system samt udviklingen i regionalt samarbejde, regionale organisationer og potentielle konflikter. Vi arbejder med analyser af forskellige aspekter af grundlaget det fremvoksende Kinas udenrigspolitik og forholdet til den eksisterende supermagt USA. Der er en rapport under udgivelse, ”Nationalism and Foreign Policy in the Rising China” og FoS har udgivet en rapport ”China and the South China Sea. Two Faces of Power in the Rising China’s Neighbourhood Policy”, begge forfattet af Erik Beukel. Dertil kommer et paper, “Riding the Tiger. China’s Rise and the Liberal Order”, af Trine Flockhart og Li Xing.

I løbet af foråret vil to rapporter, der omhandler regionale magtforhold, blive udgivet. Den ene er skrevet af Janne Bjerre Christensen, RUC:” Strained Alliances: Iran’s troubled relations to Afghanistan and Pakistan”, et eksempel på FoS’s anvendelse af forskere fra vores forskningsnetværk; den anden rapport, ”Af-Pak Relations and the Role of India” er forfattet af Qandeel Siddique, som er ansat i DIIS’s senest tilkomne Indsatsområde, Mellemøsten, under Lars Erslev Andersen, et eksempel på det tværfaglige samarbejde på DIIS.  Disse to rapporter har tætte forbindelser til den sikkerhedsproblematik, som Danmark er involveret i gennem vores deltagelse i krigen i Afghanistan.

Som nævnt studerer og analyserer FoS fortrinsvis rammebetingelserne for Danmarks sikkerheds- og forsvarspolitiske situation, hvilket forhåbentligt fremgår af de foregående beskrivelser. Et konkret eksempel på et meget målrettet studie er afsnittet om sikkerheds- og forsvarspolitik (kap. 2) i udredningen om ”De danske forbehold over for den Europæiske Union”, hvor ikke mindst konsekvenserne af det danske forsvarsforbehold belyses. Det kapitel var fortrinsvis forfattet i FoS-regi.

FoS bidrog ligeledes til den af regeringen rekvirerede samtænkningsudredning (Synthesis Report. Civil-military relations in international operations. A Danish perspective, DIIS Report 2009:16 med seks tilhørende delrapporter). Denne rapport er i øvrigt er et fremragende eksempel på tværfagligt samarbejde i DIIS, hvor adskillige af DIIS’s mange forskellige kompetencer og netværk kom i spil, og hvor man også trak på enkeltpersoner i det danske og internationale forskningsnetværk. Hele problematikken omkring samtænkning er stadig aktuel og kunne blive genstand for flere interessante, relevante og kontroversielle studier.

Nogle vil utvivlsom spørge, hvorfor der ikke er projekter relateret til vor deltagelse i krigen i Afghanistan, bortset fra det mere overordnede strategiske plan. Vi har en vis ekspertise på Afghanistan, men ikke når det kommer til den militære side. For det første er langt hovedparten af afdelingens ansatte civile forskere, vi er kun to militære, for det andet behandles den side af Afghanistan-konflikten på glimrende vis af Forsvarsakademiet.

FoS arrangerede i efteråret 2010 fire seminarer, der handlede om dansk forsvars udfordringer i lyset af Afghanistankrigen. Forsvarschefen, general Bartels, trak fulde huse med et foredrag om dansk forsvars aktuelle udfordringer; det gjorde oberst Lars Møller også med sit foredrag om hans studier, der ligger til grund for hans seneste bog, ”Vi slår ihjel – lever med det”. Det tredje seminar var med Anne-Cathrine Riebnitzsky, der beskrev sine erfaringer fra Afghanistan på baggrund af hendes bog ”Kvindernes krig”. Det sidste seminar omhandlede veteranpolitik med bl.a. formanden for HKKF og Hærprovsten, et seminar, der fandt sted samme dag som regeringen offentliggjorde sin veteranpolitik. Det, som gør disse seminarer vigtige, er, at forsvarets problemstillinger bliver debatteret i en meget bred kreds. DIIS har en meget stor kontaktflade til dele af offentligheden, som forsvaret traditionelt ikke har megen kontakt til. Det er derfor hensigten at fortsætte med disse mere konkrete forsvarsseminarer.

Forskningsformidling
Som tidligere nævnt påhviler der DIIS og dermed også FoS en forpligtelse til at formidle sin forskning.

Vore forskningsresultater publiceres i en række forskellige publikationer. De policy-relevante og tematiske udgivelser, bl.a. i forbindelse med projektplanen, udgives som rapporter eller working papers. En rapport er en gennemarbejdet publikation, der har været igennem et internt review i afdelingen samt et eksternt peer-review i det internationale panel af review'ere, som FoS kan trække på.

Vi udgiver lejlighedsvis policy-briefs, som er en kortfattet, stram publikationsform, hvor en problemanalyse munder ud i et antal policy-anbefalinger til relevante myndigheder, som regering, Folketing, ministerier og styrelser. Dertil kommer de mere traditionelle kronikker og kommentarer i medierne samt artikler i nationale og internationale tidsskrifter, bogudgivelser og bidrag med kapitler til bøger på danske eller udenlandske forlag.. Endelig arrangeres seminarer, konferencer og workshops.

Kombinationen af den mere grundlæggende forskning inden for Indsatsområdets forskningsfelt og den forskning, som direkte bidrager til opfyldelse af projektplanen, er et konfliktfyldt spændingsfelt. På den ene side er det klart, at den myndighed, der betaler for et bestemt antal projekter, skal have ”bang for the buck”. På den anden side er specielt yngre forskere i et svært dilemma. De skal, hvis de vil videre i forskningssystemet, herunder ikke mindst have fast ansættelse, have mulighed for at meritere sig, d.v.s. publicere i internationale tidsskrifter med peer review. Det stiller meget store krav til den videnskabelige kvalitet. Det kan tage meget lang tid at få en artikel optaget. Når den er blevet indleveret, og hvis den bliver antaget til review, er der tre muligheder: Den kan blive antaget til udgivelse uden ændringer, men det er nærmest undtagelsen; den kan blive betinget antaget, hvilket betyder, at forskeren skal gennemføre en række ændringer i artiklen, inden den kan antages, og det er normaltilstanden; endelig kan artiklen blive forkastet. Men når artiklen langt om længe er antaget, kan der gå indtil flere år før den offentliggøres. Det er vanskelige forhold at arbejde under, især fordi det er et af de områder, forskerne måles på. Derfor er det en af hovedopgaverne som koordinator at sikre, at der er en rimelig balance mellem de to krav til forskerne.

Uddannelse
Som tidligere beskrevet påhviler, der DIIS en uddannelsesforpligtelse, nationalt som internationalt. Andre indsatsområder i DIIS er involveret i denne forpligtelse i større og mindre omfang. DIIS Forsvar & sikkerhed er involveret i et projekt i Etiopien og overvejer seriøst at gå ind i andre projekter i Østafrika. Det fordrer imidlertid en nøje koordination med andre interessenter, først og fremmest Forsvarskommandoen og Forsvarsakademiet, hvilket vil være et af mine prioritetsområder i den kommende tid.

Den nationale uddannelsesforpligtelse løser FoS først og fremmest gennem indtaget af Ph.d.-studerende. DIIS kan ikke tildele de studerende en Ph.d.-grad, det kan kun universiteterne. Derfor har vi et snævert samarbejde med først og fremmest Københavns Universitet og Syddansk Universitet, men også RUC er en god samarbejdspartner. Universiteterne stiller først og fremmest vejledere til rådighed, og arrangerer tillige en række af de kurser, der indgår i forskningsuddannelsen. DIIS leverer de fysiske faciliteter samt stiller interne vejledere til rådighed. Dertil kommer, at DIIS er et spændende og mangfoldigt forskningsmiljø, hvor den studerende har alle muligheder for sparring, diskussion og inspiration i et tværfagligt forskningsmiljø.

FoS lægger stor vægt på, at vi har et konstant indtag af Ph.d.-studerende. For nærværende har vi i princippet 6. To afventer at forsvare deres afhandlinger. Den ene handler om sammenhængen mellem sikkerhed og udvikling, den anden om masseødelæggelsesvåben To Ph.d.-studerende, der begyndte i sommeren 2010 skriver henholdsvis om privatisering af forsvarets funktioner og om strategisk kultur og nye krige, begge i samarbejde med Københavns Universitet. To Ph.d.-studerende, finansieret gennem Forskningsrådet til Samfund og Erhverv’s (FSE) specielle pulje til at fremme samarbejde mellem danske forsknings institutioner, skriver om henholdsvis NATO og terrorisme og et geopolitisk studie af demokratispredning i forhold til NATO’s eksterne relationer. Her samarbejder vi med Syddansk Universitet, som er en institution, der i lighed med DIIS huser stor ekspertise på NATO området. Der er lagt vægt på, at emnerne er relevante for dansk forsvars rammebetingelser.

Det skal nævnes, at rammeaftalen mellem DIIS og Forsvarsministeriet rummer mulighed for, at egnede sagsbehandlere m.m. i Forsvarsministeriet og underlagte myndigheder kan søge et Ph.d.-stipendiat ved DIIS, hvor der normalt opslås to hver andet år, og har som sådan fortrinsret til det ene, hvis de ellers er kvalificerede til at gennemgå en forskeruddannelse.

DIIS og dermed også FoS har ingen andre uddannelsesforpligtelser, d.v.s vi er ikke pålagt undervisningspligt. Det er i visse henseender en fordel, men også en ulempe. Forskning skal præsenteres og diskuteres, og her er undervisning en oplagt mulighed. Forskerne i FoS siger sjældent nej til at påtage sig undervisning inden for deres forskningsfelter, og min politik er helt klar: Det bør vi gøre i videst muligt omfang. Det gælder også, når gymnasier ønsker at aflægge os besøg og diskutere samfundsforskning, herunder teori og metode.  Vi har løbende en intens intern debat om teori og metode, og vi bekender os ikke til en bestemt skole. Vi består af en mangfoldig blanding af konstruktivister og realister/neo-realister, og hvad nu de forskellige teoretiske skoler hedder. Som gammel pragmatisk soldat er det min opfattelse, at teoridiskussioner er nødvendige, men på den anden side skal de ikke tage overhånd; nogle af disse diskussioner har en tendens til at minde om diskussionerne mellem Middelalderens skolastikere og har kun interesse for en snæver kreds.

Konkluderende betragtninger
Jeg håber, at det er lykkedes mig at bibringe læseren et indtryk af den forsvars- og sikkerhedspolitiske forskningsvirksomhed ved DIIS. ”Oberst Hackel” og ”Major Bommerlund” vil utvivlsomt stille det spørgsmål: Hvorfor i alverden skal forsvaret bidrage med 8 mio. kr. til en sådan gang hobbyvirksomhed, når forsvaret står og mangler penge til erstatning af mistede køretøjer i Afghanistan osv.? For det første er det en velovervejet politisk beslutning, som der er bred enighed om. Det er et led i at styrke et sikkerheds- og forsvarspolitisk forskningsmiljø, der kan bidrage til en øget forståelse af Danmarks nuværende og ikke mindst fremtidige sikkerheds- og forsvarspolitiske udfordringer. Oprettelsen af Dansk Institut for Militære Studier og dets arvtager, Center for Militære Studier (CMS) samt styrkelsen af den militære forskning ved Forsvarsakademiet er andre led i samme proces. Der skal ikke herske tvivl om, at den rent fagmilitære ekspertise befinder sig hos Forsvarschefen og Forsvarskommandoen med underlagte myndigheder, herunder Forsvarsakademiet. Men forsvars- og sikkerhedspolitisk ekspertise i en bredere sammenhæng kan med fordel udvikles i et civilt-militært regi, som det sker ved DIIS, CMS og universiteterne

Det forsvars- og sikkerhedspolitiske forskningsmiljø miljø i Danmark er forholdsvis snævert og med bevillinger, der ikke er specielt spektakulære. Derfor gælder det om at udnytte de sparsomme midler optimalt gennem en fornuftig arbejdsdeling og samarbejde. Det nytter ikke, at alle kaster kræfterne ind på ”dagens emne”, fordi det nu er det, man mener, skal profilere institutionen i offentligheden. Det sidste er bestemt vigtigt for enhver offentlig institution, hvis man skal gøre sig forhåbninger om at beholde sine bevillinger, men det bør efter min opfattelse ske under hensyn til en forsvarlig udnyttelse af skatteborgernes penge.

Forsvarsforskningen vil fremover, lige som alle andre offentlige institutioner, skulle se i øjnene, at man kun under helt særlige omstændigheder har mulighed for øgede bevillinger, hvorfor det gælder om at udnytte de eksisterende midler optimalt gennem samarbejde og synergi og frem for alt nytænkning.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_140.aargang_nr.1_2011.pdf

Litteraturliste

Del: