Forsvarminister McNamara's tale i San Fransisco 18. september 1967

Det vil fra dagspressen være kendt, at den amerikanske forsvarsminister i denne tale til en United Press Intemational-forsamling offentliggjorde den amerikanske beslutning om at indlede opstillingen af et anti-ballistic-missile-system (ABM) rettet mod Kina. Hovedindholdet af forsvarsministerens tale var imidlertid en meget detailleret og klar gennemgang af rustningskapløbet mellem de to supermagter. Talen gengives derfor i det følgende i en fuldstændig oversættelse.

Det problem, jeg skal gøre rede for i dag, er det alvorligste, en amerikansk forsvarsminister kan blive stillet overfor: Den planlægning, forberedelse og fremgangsmåde, der tilgodeser muligheden for en termonuclear krig. Det er et perspektiv, som størsteparten af menneskeheden helst vil lukke øjnene for - og det er forståeligt. For teknikken har nu muliggjort, at vi kan komme til at opleve et ragnarok, som vil få enhver katastrofe, der er overgået menneskeheden i dens mere end 1 million år her på jorden, til at synes ubetydelig. Menneskeheden har nu i mere end 20 år levet i, hvad vi efterhånden kalder atomalderen. Hvad vi sommetider overser, er, at i fremtiden vil hver generation blive en atomalder. Derfor vil fremtiden — hvis menneskeheden overhovedet har en fremtid - være formørket af den stadige mulighed for en atomkatastrofe.

Det er en kendsgerning, vi ikke længere kan komme udenom. Vor frihed i denne henseende består snarere i rationelt og realistisk at se situationen i øjnene og overveje, hvad der kan gøres for at begrænse faren mest muligt.

Ingen borger ved sin fornufts fulde brug, ingen rationelt tænkende politisk leder og ingen nation ønsker en atomkrig. Det er imidlertid ikke nok, at vi ikke ønsker en atomkrig. Vi må kunne se forskel på de handlinger, som øger risikoen, de, der mindsker den, og de, som skønt de kan være kostbare, ikke har nogen videre indflydelse i den ene eller den anden retning.

Nu har hele dette emne en tilbøjelighed til at blive ubehageligt i psykologisk henseende. Men der er en endnu større vanskelighed, som står i vejen for en konstruktiv og frugtbar debat af problemerne, nemlig den omstændighed, at atomstrategien har meget omfattende tekniske aspekter, og med mindre man fuldtud forstår disse aspekter, er rationel diskussion og beslutningstagen simpelthen umulig. Det, jeg ønsker at gøre her i dag, er at behandle og klarlægge disse aspekter så detaljeret og med så stor præcision, som tiden og sikkerhedshensyn tillader.

Lad mig begynde med nogle præcise definitioner. Hjørnestenen i vor strategi er fortsat at afskrække et overlagt atomangreb på USA eller dets allierede ved at opretholde en fuldtud troværdig evne til at påføre én eller flere aggressorer uacceptable tab når som helst i løbet af en udveksling af strategiske atomvåben----selv efter, at vi har været udsat for et overraskende First Strike. Dette kan defineres som vor Assured Destruction Capability. Det er imidlertid bydende nødvendigt at forstå, at denne garanterede ødelæggelsesevne er det grundlæggende element i hele afskrækkelsesbegrebet. Vi må være i besiddelse af en virkelig, garanteret ødelæggelsesevne, som tillige må være troværdig. Er gengældelsesevne tilstede uden samtidig at være troværdig, risikerer vi nemlig, at den måske er uden afskrækkende virkning for en angriber. En potentiel angriber må altså være overbevist om, at vor garanterede ødelæggelsesevne virkelig eksisterer, og at vi ikke vil tøve med at anvende den til gengældelse af et angreb. Konklusionen må altså være: Hvis USA skal kunne afskrække et angreb på sig eller sine allierede, må vi besidde en reel og samtidig troværdig, garanteret ødelæggelsesevne.

Når vi opgør den styrke, vi har brug for, må vi være »konservative« i vore antagelser både af en potentiel angribers styrke - og af hans hensigter. Sikkerheden beror på, at vi kalkulerer med den største trussel — og at vi magter at imødegå den. Dette indebærer, at vi må være i stand til at ud holde virkningen af et atom angreb på vort land, på vore gengældelsesstyrker, vort kommando- og kontrol-apparat, vor industri, vore byer og vor befolkning - og alligevel være i stand til at gengælde angrebet i en sådan grad, at fjendens samfund simpelthen ikke mere er, hvad vi i det 20’ende århundrede forstår ved levedygtigt. Det, man forstår ved atomafskrækkelse, er nemlig sikkerheden for angriberens selvmord - - ikke kun i militær, men også i samfundsmæssig henseende.

Lad os derpå se på et andet udtryk: First-Strike Capability. Det er i sig selv et begreb, som kan forstås på flere måder, idet det kan betyde en nations evne til at angribe en anden nation først med atomvåben. Men som det normalt bruges, betyder det meget mere: En massiv tilintetgørelse af den angrebne nations gengældelsesstyrker. Det er i denne betydning, First-Strike Capability skal forstås. Det er klart, at en sådan First-Strike Capability er et vigtigt strategisk begreb. USA kan ikke - og vil aldrig — lade sig selv komme i den situation, at én nation eller flere i forening besidder en First-Strike Capability af nævnte art, som vil kunne bruges effektivt mod vort territorium. At komme i en sådan situation vis-à-vis et eller flere lande ville ikke alene betyde en trussel for vor sikkerhed; det ville tydeligvis også berøve os evnen til at afskrække en fjendtlig angriber - både for vort eget og for vore allieredes vedkommende. Vi er ikke i den situation i dag, og der er heller ingen forudseelig risiko for, at vi nogensinde vil komme i en sådan situation.

Vor strategiske angrebsstyrke er umådelig stor:

- 1000 Minuteman-raketter, omhyggeligt beskyttet i underjordiske siloer,

- 41 Polaris undervandsbåde med ialt 656 raketter, og hvoraf størsteparten konstant er neddykket og skjult, og

- ca. 600 lang trækkende bombefly, hvoraf ca. 40% altid holdes i et højt beredskab.

Alene vore beredskabsstyrker råder over 2200 våben, hvert på gennemsnitlig mere end 1 megaton. 400 1-megaton-bomber er i sig selv, hvis de kastes over Sovjetunionen, nok til at tilintetgøre over 1/3 af befolkningen og halvdelen af industrien. Alle disse fleksible og meget på lidelige våben er udstyret med anordninger, som sikrer, at de kan trænge gennem det sovjetiske forsvar.

Men hvordan med Sovjetunionen? Er Sovjet i dag i besiddelse af et stort arsenal af atomvåben?

Svaret er: Ja.

Er Sovjet i besiddelse af en First-Strike Capability overfor De forenede Stater?

Svaret må blive: Nej.

Kan Sovjet inden for en overskuelig fremtid opnå en sådan First-Strike Capability?

Svaret er atter: Nej.

Det kan Sovjet ikke, fordi vi er fast besluttede på at opretholde vort beredskab, og fordi vi aldrig vil tillade vor egen garanterede ødelæggelsesevne at komme på et niveau, der blot antyder en chance for, at Sovjet kan erhverve sig en First-Strike Capability.

Gør Sovjet alvorlige forsøg på at opnå denne First-Strike Capability? Skønt dette spørgsmål ikke kan besvares med sikkerhed, mener vi, at svaret er: Nej. Under alle omstændigheder er spørgsmålet i sig selv — på en måde — irrelevant, ford i USA fortsat vil opretholde - og om nødvendigt forøge - sine gengældelsesstyrker, således at vi, uanset hvad Sovjets hensigter og handlinger end måtte være, fortsat vil besidde en garanteret ødelæggelsesevne, som vi kan have fuld tillid til. Men der er et andet spørgsmål, som er mere relevant: Er USA i besiddelse af First-Strike Capability over for Sovjet?

Svaret er: Nej.

Ikke fordi vi har negligeret vor atomslagstyrke. Tværtimod. Vi har øget den i så høj grad, at vi er Sovjet klart overlegne. Vi besidder ikke en First-Strike Capability overfor Sovjet af nøjagtig samme årsag, som bevirker, at Sovjet heller ikke har First-Strike Capability i forhold til os, nemlig begge parters Second-Strike Capability .*) USA har naturligvis ikke på nogen måde kunnet forhindre Sovjet i at opnå sin nuværende Second-Strike Capability - bortset fra, at vi i 1950’-erne kunne have iværksat en massiv pre-emptiv First-Strike på Sovjet. Den nøgne kendsgerning er simpelthen, at hverken Sovjetunionen eller USA er i stand til at angribe den anden part uden selv at blive tilintetgjort ved gengældelsesangreb, ligeså lidt som nogen af parterne kan opnå First-Strike Capability indenfor en overskuelig fremtid. Det er altså et faktum, at både Sovjetunionen og De forenede Stater i øjeblikket besidder en reel og troværdig Second-Strike Capability overfor hinanden - og det er netop denne gensidige ødelæggelsesevne, som giver begge parter den største tilskyndelse til at undgå en atomkrig. Et mere hyppigt spørgsmål i denne forbindelse er, hvorvidt USA er Sovjetunionen overlegen i nuclear henseende.

*) Second-Strike Capability er evnen til - efter at være påført et overraskelsesangreb med atomvåben - at kunne gengælde dette med så stor effekt, at angriberen påføres uacceptable tab.

Det er vi.

Men svaret er dog samtidigt - som alt, der vedrører dette emne - teknisk kompliceret. Hvor kompliceret det er, afhænger delvis af, hvilken målestok for vor overlegenhed der er mest meningsfyldt og realistisk. Ad­skillige af de kommentatorer, som beskæftiger sig med spørgsmålet, er tilbøjelige til at definere Nuclear Overlegenhed som en funktion af bruttomegatonnagen eller antal af rådige missilramper. Begge metoder giver USA en betydelig direkte overlegenhed over for Sovjet; men netop disse to former for styrkeangivelse er i sig selv vildledende.

Den mest meningsfyldte og realistiske måde at måle nuclear styrke på er nemlig hverken en opgørelse af bruttomegatons eller antal rådige missilramper, men snarere det antal atomsprængladninger, der hver for sig kan bringes til at ramme de forskellige, højt prioritere de mål med tilstrækkelig præcision og ødelæggelsesevne. Summen af sprængladninger er ikke i sig selv en tilstrækkelig indikator for en garanteret ødelæggelse, idet den ikke har noget at gøre med overlevelsesevne, nøjagtighed eller gennembrydningsevne, og heller ikke har meget at gøre med effektiv tilintetgørelse af mange, højt prioriterede mål. Der er tydeligvis ingen fordel ved at ødelægge ét mål mere end højst nødvendigt på bekostning af, at andre mål af lige så stor vigtighed efterlades intakte.

Dernæst er antallet af rådige missilramper en ligeså utilstrækkelig indikator for den garanterede ødelæggelsesevne, eftersom adskillige af vore leveringsmidler medfører flere sprængladninger. På basis af det sammenligningsgrundlag, som jeg finder mest realistisk, kan jeg oplyse, at USA for nærværende besidder en overlegenhed, der i forhold til Sovjet kan ansættes som mindst 3—4:1. Hertil kommer, at vi - efter samme realistiske kriterier - agter at fastholde dette styrke forhold i det tidsrum, som kan danne ramme for en realistisk planlægning. Jeg ønsker ikke desto mindre at understrege, at vor nuværende numeriske overlegenhed overfor Sovjet hvad angår funktionssikre, nøjagtige og effektive atomsprængladninger både er større, end vi oprindelig planlagde og i virkeligheden også overstiger vort behov. Hertil kommer, at man, hvis problemerne anskues i et sikkerhedspolitisk perspektiv, vel nok må karakterisere vor overlegenhed som værende af begrænset betydning, eftersom det jo er en uomgængelig kendsgerning, at Sovjetunionen, uanset vor nuværende overlegenhed - og i virkeligheden til trods for enhver opnåelig numerisk overlegenhed - fortsat er i stand til effektivt at ødelægge USA - også efter selv at være påført en massiv, amerikansk First-Strike.

Jeg nævnte, at vor nuværende overlegenhed er større, end vi oprindelig planlagde. Lad mig forklare, hvorledes denne situation er opstået, for jeg tror, at det klart illustrerer den dynamik, der er indbygget i atomkapløbet.

I 1961, da jeg blev forsvarsminister, rådede Sovjetunionen kun over et meget lille arsenal af interkontinentale missiler. De besad imidlertid det teknologiske og industrielle potentiel, der var nødvendigt for i løbet af de følgende år at forøge deres arsenal i afgørende grad. Dog havde vi intet bevis for, at Sovjetunionen i virkeligheden ønskede at udnytte dette potentiel fuldtud. Men en strategisk planlægger må - som tidligere fremhævet - være konservativ i sine beregninger. Dette betyder, at han må planlægge for den værst tænkelige situation og ikke lade sig forlede til kun at håbe henholdsvis forberede sig på den mest sandsynlig forekommende situation. Eftersom vi ikke kunne få vished for Sovjets hensigter og altså ikke sikkert kunne regne med, at de ikke ville påbegynde en massiv opbygning, måtte vi sikre os mod en sådan eventualitet ved selv at gå i gang med en kraftig opbygning af Minuteman- og Polaris-styrker. I forsøget på at imødegå, hvad der dengang kun var en teoretisk mulig sovjetisk opbygning, tog vi således beslutninger, som er resulteret i vor nuværende overlegenhed i antal af sprængladninger og våbeneffekt. Men som en iøjnefaldende kendsgerning tilbagestår, at vi - med mere nøjagtige oplysninger om de planlagte sovjetiske strategiske styrker - simpelthen ikke havde behøvet det store kernevåbenarsenal, som vi i dag råder over. Dette må imidlertid ikke forstås sådan, at vor beslutning i 1961 var ubegrundet. Med mine bemærkninger har jeg kun villet påvise, at den var nødvendiggjort af mangel på nøjagtige oplysninger. Hertil kommer, at en beslutning i sig selv, hvor velbegrundet den end måtte være, i sidste instans næppe kunne undgå at have påvirket Sovjets fremtidige atomplaner. Det er her af afgørende betydning at forstå, at Sovjetunionen og De forenede Stater indbyrdes påvirk er hinandens strategiske planlægning. Uanset hensigten hermed vil enhver reel eller potentiel foranstaltning, som øger den ene parts offensive eller defensive atompotentiel, uundgåeligt udløse en reaktion hos den anden part. Det er netop dette aktions-reaktionsmønster, der befordrer rustning skapløbet.

Specielt hvad angår strategiske kernevåben synes våbenkapløbet forbundet med en særlig ironi. I modsætning til enhver anden æra i militærhistorien kan en eksisterende numerisk overlegenhed på våben i dag ikke effektivt omsættes i en tilsvarende overlegenhed på det politiske eller diplomatiske område. Selvom atomar styrke i sig selv er næsten ufattelig rædselsvækkende og frembyder en omtrent ubegrænset ødelæggelssskraft, har den som diplomatisk instrument vist sig at være af begrænset værdi. Dens særegenhed beror på det faktum, at den på ét og samme tidspunkt både er et næsten almægtigt og meget utilstrækkeligt våben. Den kendsgerning, at Sovjet og USA gensidigt kan ødelægge hinanden uanset hvem, der slår først, indsnævrer det sovjetiske aggressionsmønster, som vi i kraft af vore atomslagstyrker effektivt kan dæmme op for. Til trods for det atomvåbenmonopol, vi besad i de første efterkrigsår, var vi ude af stand til at afskrække Sovjet fra pression over for Berlin eller fra deres støtte til aggressionen i Korea.

I dag kan vor atomvåbenoverlegenhed ikke afskrække fra samtlige former for Sovjet-støtte til den kommunistiske undergravende virksomhed i Sydøstasien. Alt dette har medført, at vi og vore allierede behøver væsentlige konventionelle styrker for at kunne imødegå de former for aggression, som de massive strategiske styrker ikke kan influere på. Dette har været en meget vanskelig ting både for os og for vore allierede at acceptere, ford i der er en stærk psykologisk tendens til at opfatte overlegne atomstyrker som en simpel og ufejlbarlig løsning på alle sikkerhedsproblemer og som garanti for sejr i enhver situation. Hvad det er vigtigt at forstå, er, at vore atomslagstyrker spiller en rolle, som er af vital og absolut afgørende betydning for vor og vore allieredes sikkerhed, men som - omsat i handling - alligevel er begrænset. Derfor må vi og vore allierede opretholde konventionelle styrker, der fuldtud er i stand til at imødegå det vide spektrum af mere begrænsede former for politiske og militære aggressioner inden for hvilket anvendelse af strategiske atom styrker ikke ville være til vor fordel, d.v.s. et aggressionsniveau, hvor de strategiske styrker ikke i sig selv frembyder nogen effektiv afskrækkelse. Man kan ikke tilvejebringe troværdig afskrækkelse ved hjælp af utroværdige foranstaltninger. Derfor må USA’s og dets allieredes sikkerhed bero på besiddelsen af en komplet samling graduerede afskrækkelsesmidler, som hver især er absolut troværdige indenfor sit virkefelt.

Efter således at have påvist, at Sovjetunionen og USA på det atomstrategiske område påvirker hinandens planlægning, må jeg tilføje, at Sovjet i de forløbne år i væsentlig grad har øget sine offensive styrker. Vi har naturligvis stadig fulgt og vurderet denne udvikling meget nøje. Det er klart, at den sovjetiske opbygning tildels er en reaktion på den udbygning, som vi selv påbegyndte i begyndelsen af dette årti. De sovjetiske strateger har utvivlsomt været af den opfattelse, at vi - hvis vor opbygning fortsatte i et stadigt øget tempo - indenfor en forudseelig fremtid kunne erhverve en troværdig First-Strike Capability mod Sovjetunionen.

Dette var faktisk ikke vor hensigt. Vort mål var at skabe sikkerhed for, at de - med deres teoretiske mulighed for at nå sådan en First-Strike Capability - ikke blev i stand til at uddistancere os. Men de kunne ikke se vore hensigter tydeligere, end vi selv kunne opfatte deres. Resultateter derfor, at begge parter har opbygget styrker, der - hvad angår troværdig Second-Strike Capability - langt overstiger de styrker, vi begyndte med. Samtidig hermed har ingen af os opnået First-Strike Capability, og vi er derfor reelt i den situation, at begge parter hver for sig - og uanset opfattelsen af modpartens hensigter - kan forhindre den anden i inden for en overskuelig fremtid at opnå First-Strike Capability. Hvordan kan vi nu være så overbevist herom? Hvordan kan vi være sikre på, at Sovjet i virkelighed en ikke gradvis uddistancerer os enten ved ét eller andet dramatisk teknologisk gennem brud eller simpelthen ved, at vi ganske ubevidst sakker bagud, uanset om dette så kan tilskrives tilbageholdenhed med hensyn til anvisning af fornødne midler, afledning af vor opmærksomhed som følge af militære problemer andetsteds, forkerte oplysninger eller simpelthen forsømmelighed og naivitet? Alle disse og mange andre grunde er blevet fremført af visse kommentatorer, der her i landet frygter, at vi på faretruende vis er ved at sakke bagud.

Disse spørgsmål kan besvares ganske enkelt og ligeud: Vi vil ikke tillade Sovjet at uddistancere os, eftersom vi dermed ville kompromittere vor eksistens som nation. Ingen præsident, forsvarsminister eller kongres i USA vil - uanset parti eller overbevisning - stille nationen overfor en sådan risiko. Vi ønsker ikke en atomkaprustning med Sovjet - først og fremmest fordi aktions-reaktionsmønstret gør noget sådant tåbeligt og unyttigt. Men hvis vi kun ved at kaste os ud i et sådant kapløb kan forhindre Sovjetunionen i at opnå First-Strike Capability, ja, så råder USA over så rige ressourcer og en så udviklet teknologi, at vi vil vinde dette kapløb, uanset hvor langt det bliver. Hvad vi imidlertid fremfor alt foretrækker, er at opnå en realistisk, fornuftig og risikoløs overenskomst med Sovjetunionen, hvorved en sådan kaprustning effektivt forhindres. Vi råder begge over strategiske A-våbenarsenaler, der langt overgår kravene til en troværdig Assured Destruction Capability. Vi har begge opbygget disse unødvendigt store arsenaler af nøjagtig den samme grund: Vi har begge reageret på den andens opbygning ud fra meget konservative kalkulationer og har derfor hver især opbygget større arsenaler, end nogen af os behøvede for at opnå Second-Strike Capability - simpelthen fordi begge parter ønskede at kunne imødegå den værst mulige situation.

Men eftersom vi nu begge besidder en afskrækkelse, der langt overstiger behovet, ville vore nationer også kunne opnå fordel af en virkelig, garanteret overenskomst, som kunne gå ud på at begrænse og senere reducere størrelsen af vore offensive såvel som defensive strategiske atomstyrker. Måske kan vi opnå enighed om sådan en overenskomst — måske ikke. Vi håber, vi kan, og vi er overbevist om, at sådan en overenskomst er gennemførlig, ford i den klart er i begge parters interesse. Men hvadenten der opnås en formel overenskomst eller ej, er det helt givet, at hverken Sovjet eller vi vil løbe nogen risiko for, at den anden opnår First-Strike Capability. Vi kan tværtimod være sikre på, at begge parter vil gøre sig de yderste anstrengelser for at bevare en Assured Destruction Capability. I en sådan sammenhæng ville det ikke være fornuftigt for nogen af de to parter at søge at bevare en Assured Destruction Capability på den anden parts bekostning eller at gøre sig anstrengelser for at opnå en First-Strike Capability. Det er ufornuftigt, fordi såvel begge parters efterretningskapacitet som den tid, der efter et teknologisk gennembrud medgår til at udvikle operative våben, forhindrer at nogen af parterne i hemmelighed kan opnå First-Strike Capability.

Lad mig i denne forbindelse fremdrage et specielt forhold. Sovjetunionen er nu ved at opstille et Anti-Ballistic Missile System. Anskuet fornuftigt giver dette os ikke grund til at slå alarm. Systemet frembyder ingen trussel mod vor evne til at penetrere og til at påføre Sovjet massive og uacceptable ødelæggelser. Det berører med andre ord ikke på afgørende vis vor Assured Destruction Capability. Dette skyldes, at vi forlængst har truffet de nødvendige foranstaltninger til at sikre os, at vore landbaserede Minuteman-missiler, atomubådenes nye Poseidon-missiler og vore strategiske bombestyrker alle har de midler, der er nødvendige for at kunne penetrere, og derfor - taget som helhed - udgør en styrke af en sådan størrelsesorden, at vi garanteret har kræfter til at overleve et sovjetisk angreb og at trænge igennem Sovjets ABM-forsvar.

Lad mig derfor nu komme ind på det spørgsmål, der i den senere tid har været viet så megen opmærksomhed: Spørgsmålet om, hvorvidt vi skal opstille et ABM-system mod den sovjetiske atomtrussel.

Lad mig indlede med at nævne, at dette på ingen måde er et nyt spørgsmål. Lige siden slutningen af 1950’erne har vi til stadighed overvejet de tekniske muligheder for - og det strategisk ønskværdige i - at råde over et amerikansk ABM-system. Selvom vi stedse har forbedret vor teknolog i på dette område, er det vigtigt at forstå, at ingen af de systemer, der i dag er og inden for en overskuelig fremtid vil være til rådighed, kan danne en uigennemtrængelig skærm over USA. Var en sådan skærm mulig, ville jeg ikke alene ønske, men helt givet anskaffe os den. Og lad mig her tilbagevise en påstand, der er fuldstændig irrelevant i forhold til vore overvejelser. Det har været påstået, at vi er imod oprettelsen af et omfattende ABM-system, fordi det ville være ledsaget af en faktura på 40 milliarder dollars. Tillad mig at understrege, at det ikke er de 40 milliarder dollars, som er problemet.

Hvis vi kunne konstruere og opstille en fuldstændig uigennemtrængelig skærm over USA, så ville vi være parat til at ofre ikke blot 40 milliarder dollars, men ethvert rimeligt multiplum af dette beløb, som var nødvendigt. Pengene er i sig selv ikke problemet. Det er derimod uigennemtrængeligheden af den foreslåede skærm. Det er klart, at der ikke er nogen rimelighed i at ofre 40 milliarder dollars, hvis vi ikke dermed kan købe en afgørende forbedring hvor sikkerhed. Kan vi ikke det, bør vi bruge de omfattende ressourcer, pengene repræsenterer, til noget, der virkelig øger sikkerheden. Ethvert af de ABM-systemer, der kan fremstilles i dag, omfatter affyring af defensive missiler mod offensive missiler med henblik på at ødelægge sidstnævnte. Men hvad de fleste kommentatorer her synes at overse, er, at ethvert system af denne art temmelig indlysende kan imødegås af den fjende, der blot afsender offensive missiler eller skinmissiler i et antal, der overgår antallet af rådige antimissiler. Og det er jo den egentlige kerne i det nucleare aktions-reaktionsmønster. Såfremt vi opstillede et omfattende ABM-system i USA, ville Sovjet helt indlysende få en stærk tilskyndelse til samtidigt at øge deres offensive muligheder for at ophæve vore defensive fordele. Det er unyttigt for begge parter at ofre 4, 40 eller 400 milliarder dollars for — når disse penge er investeret, våbnene opstillet og anstrengelserne overvundet - da at opdage, at vi relativt befinder os på det samme balancepunkt som i dag, hvad vor sikkerhed angår. I virkeligheden har vi allerede iværksat offensive våbenprogrammer til en pris af adskillige milliarder for at modvirke den nuværende begrænsede - og muligvis senere mere omfattende - opstilling af sovjetiske ABM’er. Disse penge er givet godt ud, og de er nødvendige. Men vi skal erindre, at det er penge, der er ofret på aktions-reaktionsmønstrets alter.

Var vi i stedet gået indfor en omfattende ABM-opstilling, uanset prisen herfor, kunne vi være sikre på, at Sovjet ville iværksætte foranstaltninger til imødegåelse af de fordele, vi satsede på at opnå. Det er netop på grund af denne sikre overbevisning om en sådan Sovjet-reaktion, at de fire fremtrædende videnskabsmænd, der alle med hæder har tjent som videnskabelige rådgivere for præsidenterne Eisenhower, Kennedy og Johnson og de tre andre fremtrædende mænd, som har tjent som forskningschefer for tre forsvarsministre, enstemmigt er gået imod opstillingen af et ABM-system til beskyttelse af vor befolkning mod et Sovjet-angreb. Der tænkes her på doktorerne Killian, Kistiakowsky, Wiesmer, Horning, York, Brown og Foster.

Den simple kendsgerning er, at vi nu står i en situation, der er analog med den, vi var konfronteret med i 1961: Vi er usikre med hensyn til Sovjets hensigter. Dengang nærede vi bekymring for deres potentielle, offensive muligheder; nu er vi bekymrede for deres potentielle defensive muligheder. Men vore bekymringers dynamik er den samme. Vi må fortsætte med at være forsigtige og konservative i vore vurderinger og ikke i vore beregninger give plads for unødvendige risici, men samtidig må vi afpasse vore egne reaktioner på en sådan måde, at de ikke igangsætter en meningsløs stigning af atomkaprustningens spiral.

Som jeg har understreget, har vi allerede taget nødvendige skridt i retning af at sikre os, at vore offensive, strategiske våben vil være i stand til at gennemtrænge fremtidig mere avancerede sovjetiske forsvarssystemer. Med udviklings tiden for nye våben in mente, vil vi i de nærmeste år blive tvunget til at fortsætte den aktivitet, dersom de foreliggende oplysninger tilkendegiver, at Sovjet har til hensigt at udbygge sit relativt lette og moderate ABM-system til et omfattende, svært system. Vælger de noget sådant, disponerer vi over såvel den nødvendige udviklingstid som teknologi til at forøge kvaliteten og kvantiteten af vore offensive strategiske styrker med særligt henblik på sikre gennemtrængningsmidler overfor ABM-forsvaret, hvorved kostbare, defensive anstrengelser overhovedet ikke giver Sovjet nogen mulighed for at forrykke den nucleare balance. Men vi vil foretrække ikke at være tvunget hertil. For det er et udbytteløst spild af ressourcer, dersom vi og Sovjet kan nå til enighed om en overenskomst om at begrænse det strategiske potentiel. Som De ved, har vi foreslået Sovjet samtaler om dette problem. Skulle forhandlingerne ikke føre til noget, er vi fuldt forberedt på at træffe de foranstaltninger, som nødvendiggøres heraf. Vigtigt for os er at erindre, at såfremt disse forhandlinger glipper, og Sovjet bestemmer sig for at udvide deres nuværende svage ABM-system til et mere omfattende, så må vore reaktioner være realistiske. Der er overhovedet ingen fornuft i, at vi reagerer ved at opstille et omfattende ABM-system til at beskytte vor befolkning, når et sådant system alligevel ville være ineffektivt overfor et sovjetisk angreb med avancerede våben. Tværtimod dikterer fornuften os, at vi — hvis Sovjet vælger at opstille et omfattende ABM-system - må videre udvikle vore avancerede, offensive styrker for derved at bevare vor overvældende Assured Destruction Capability. Men én ting er indiskutabel. Skulle forhandlingerne slå fejl, vil både Sovjet og vi selv bevetvunget til at fortsætte i en tåbelig og formålsløs bane. Tåbelig og formålsløs, fordi den - når alt kommer til alt - hverken vil give Sovjet eller os nogen relativt øget nuclear styrke. For os begge er tidspunktet nu inde, hvor vi må indse dette og handle i konsekvens heraf. Noget sådant er af åbenbar og gensidig interesse. Når dette er sagt, er det vigtigt at tilføje, at man må skelne mellem et ABM-system, der er udformet for at beskytte mod et Sovjet-angreb mod vore byer og et ABM-system, der har andre formål.

Et af de andre formål, der alvorligt skal tages i betragtning, er en større beskyttelse af vore strategiske, offensive styrker. Et andet er forholdet til Kommunist-Kinas spirende atommagt. Det er nu påvist, at kineserne ofrer meget store ressourcer på udviklingen af både atomsprængladninger og fremføringsmidler. Som jeg bekendtgjorde i januar er der indikationer på, at de i løbet af ca. 1 år vil disponere over mellem distaneemissiler, i begyndelsen af 1970’erne over en første ICBM-Capability og i midten af 1970’erne over en egentlig atomslagstyrke. Hidtil har udviklingsfaktoren tilladt os at udskyde en beslutning om, hvorvidt et mindre ABM-system kunne være en fordelagtig modforanstaltning mod Kommunist-Kinas atomudvikling. Men det vil snart være på tide for os at påbegynde en produktion, hvis vi ønsker et sådant system indført. Selvom Kina for øjeblikket er præget af indre stridigheder, forekommer det sandsynligt, at dets grundlæggende motiv for udvikling af en strategisk atomkapacitet er et ønske om at skabe sig en basis for at kunne true sine naboer og iføre sig den tvivlsomme klædebon af prestige, som rundt om i vor verden synes tillagt besiddelse af kernevåben. Vi beklager den kinesiske atomoprustning, ligesom vi må beklage andre landes tilsvarende oprustning. Vi er modstandere af atomvåbenspredning, fordi vi tror, at den i sidste ende kun kan øge risikoen for et altomfattende ragnarok. Præsident Johnson har gjort det klart, at USA vil modsætte sig ethvert kinesisk forsøg på atom afpresning overfor dets naboer. Vi råder i dag over en overvældende First-Strike Capability overfor Kina, og det vil vi fortsætte med i den overskuelige fremtid. Til trods for den uartikulerede propaganda, der rettes mod landets egen befolkning om, at atombomben er en papirtiger, er der da også rigelige beviser på, at Kina meget vel forstår at vurdere kernevåbnenes ødelæggende kraft.

Til trods for flittig brug af verbale udfordringer har Kina været omhyggelig med at undgå enhver handling, der kunne føre til en atomarkonfrontation med De forenede Stater, hvilket er forståeligt. Vi har nemlig styrke til - ikke alene at tilintetgøre Kinas atomslagstyrke - men også til at lægge hele landet øde.

Er der da en mulighed for, at Kina i midten af 1970’erne kan optræde så uforsigtigt som at forsøge et atomangreb på USA eller vore alierede? Det ville være vanvittigt og selvmorderisk at gøre det; men man kan alligevel forestille sig, at Kina under visse omstændigheder kunne begå en fejlkalkulation. Vi ønsker at reducere sådanne muligheder til et minimum, og da vi, som jeg tidligere har bemærket, altid må være konservative i vor planlægning, må vi også tage en potentiel modstanders irrationelle optræden i betragtning, hvorfor der er en marginal anledning til at konkludere, at etablering af et mindre ABM-system til imødegåelse af denne mulighed kan være en klog disposition. Systemet vil blive forholdsvis billigt - foreløbige skøn viser en udgift på omkring 5 millioner dollars - og vil give en væsentlig højere grad af sikkerhed mod et kinesisk angreb end de langt mere omfattende systemer, som nogle har anbefalet mod et muligt Sovjetangreb. Herudover vil et sådant ABM-system, der er konstrueret til at virke mod et muligt kinesisk angreb, have en række andre fordele. Det ville blive en yderligere understregning overfor de asiatiske lande af, at vi har til hensigt at afskrække Kina fra atomafpresning og således bidrage til vort mål om at modvirke atomvåbenspredning blandt de nuværende ikke-atommagter. Yderligere vil et kinesisk-orienteret ABM-system give os mulighed for som en bonuseffekt at tilføre vore Minuteman-stillinger en øget beskyttelse mod et sovjetrussisk angreb, hvilket betyder, at vi ved en moderat udgift yderligere kan øge vore offensive missilstyrkers effektivitet og dermed forhindre en langt mere kostbar udvidelse af denne styrke. Endelig vil et sådant rimelig pålideligt ABM -system bidrage til beskyttelse af vor befolkning mod en usandsynlig men alligevel mulig risiko for, at en atommagt utilsigtet skulle komme til at affyre en ICBM mod os.

Efter en detaljeret afvejning af alle disse betragtninger har vi bestemt os for at gå videre med udviklingen af dette kinesisk-orienterede ABM-system, og vi vil begynde den egentlige produktion henimod slutningen af indeværende år.

Denne beslutning indeholder to mulige faremomenter, og jeg må understrege, at vi har behov for at værge os omhyggeligt mod begge. Den første er, at vi psykologisk kan falde tilbage i den gamle oversimplificering om atomvåbnenes tilstrækkelighed. Den usminkede sandheder heroverfor, at atomvåben kun kan bidrage til at afskrække et lille udvalg af trusler. Dette ABM-system vil styrke vor defensive stilling og vil forøge effektiviteten af vore landbaserede ICBM’ers offensive kraft. Men Asiens uafhængige stater bør gøre sig klart, at disse fordele ikke er nogen erstatning af de konventionelle styrker, som de selv må opretholde og - hvor det er nødvendigt - øge for at kunne imødegå de mere sandsynlige trusler mod sikkerheden i pågældende område.

Den anden fare er også af psykologisk art. Der er en slags vanvittig inerti indbygget i udviklingen af alle nye atomvåben. Hvis våbensystemet virker - og virker godt - opstår der en stærk pression fra mange sider om at anskaffe og deployere systemet i et omfang, der langt overgår det påkrævede niveau. Fare n ved at opstille dette relativt lette, men pålidelige kinesisk-orienterede ABM-system vil være, at der udløses påvirkninger i retning af at udvide det til et omfattende sovjet-orienteret ABM-system. Vi må hårdnakket modstå en sådan friselse. Ikke fordi vi for et øjeblik kan tillade os at svække vor beredthed overfor en mulig sovjetisk First-Strike, men netop ford i vor største afskrækkelse mod et sådant angreb ikke er en omfattende og kostbar, men let gennemtrængelig ABM-skærm, men ene og alene fordi denne afskrækkelse beror på en fuldtud troværdig offensiv Assured Destruction Capability.

Den såkaldte svære ABM-skærm ville på teknologiens nuværende stade i virkeligheden slet ikke være nogen tilfredsstillende beskyttelse mod et sovjetisk angreb, men snarere en stærk tilskyndelse for Sovjet til at iværksætte en omfattende forøgelse af egen offensiv styrke. Det ville, som jeg har peget på, tvinge os til at svare igen - og rustningskapløbet ville derfor fortsætte med øget hast, blottet for fornuftigt formål for nogen af parterne. Lad mig understrege - og jeg kan ikke gøre det for stærkt - at vor beslutning om at gå videre med et begrænset ABM-system ikke på nogen måde skal give indtryk af, at vi føler, at behovet for en overenskomst med Sovjet vedrørende begrænsning af de strategiske offensive og defensive atomstyrker er mindre påtrængende. Vejen, der førte fra stenøksen til ICBM’en, forekommer, skønt den har taget mere end 1 million år at bygge, altid at have været ensrettet. Såfremt man er tilbøjelig til at være kynisk, kunne man der afslutte, at menneskehedens historie ikke så meget synes at være karakteriseret ved lange fredsperioder, der af og til blev afbrudt af krig, men snarere ved lange perioder af fjendtligheder, der med besvær er blevet bragt til standsning fra tid til anden ved perioder af udmattelse og genopbygning, perioder, der stilles til beskuelse under betegnelsen »fred«. Jeg betragter ikke menneskehedens historie med en sådan grad af kynisme, men jeg tror, at menneskets klogskab med hensyn til at undgå krig ofte overgås af dets tåbelige evne til at iværksætte den. Hvor tåbelig, krigen end har forekommet førhen, er den nu ikke længere tåbelig, men i samme grad selvmorderisk. Det påstås, at intet kan forhindre et menneske i at begå selvmord, hvis det er tilstrækkelig opsat på at gøre det. Spørgsmålet er, hvad vi er opsat på at gøre i en tidsperiode, hvor ubegrænset krig ikke alene er ensbetydende med hundred vis af millioners død, men også indebærer mulighed for genetiske konsekvenser for millioner af de efterfølgende generationer? Mennesket er karakteriseret ved den blanding af tåbelighed og klogskab, og historien illustrerer konsekvensen af denne blanding af de to modsatte træk. Historien har placeret vor tilværelse i en periode, hvor følgerne af menneskelig dårskab bliver mere og mere katastrofale i spørgsmål, der vedrører krig og fred. Når alt kommer til alt, ligger roden til menneskehedens sikkerhed ikke i de våben, man råder over, men er at finde i menneskets eget væsen. Hvad verden har behov for i atomalderens toogtyvende år er ikke atomkaprustning. Hvad verden nu har behov for er et nyt kapløb om fornuft. Vi bør alle være med i dette kapløb, ikke blot vi, der administrerer magten, men alle vi, der tilsammen udgør folket.

 

PDF med originaludgaven hvor denne artikel er fra: PDF icon forsvarsminister_mcnamaras_tale_i_san_fransisco.pdf

Litteraturliste

Del:

Emneord