Forsvarets struktur efter 31. marts 1981

I november/december nummeret fremkom major C. Hvidt, Eskadrille 727, med en vurdering af værnsbalancen. I den anledning har orlogskaptajn Poul Bjørn Sørensens skrevet følgende indlæg, der skal betragtes dels som et bidrag til debatten i forbindelse med den nye forsvarsordning, dels som et modindlæg til det af C. Hvidt fremførte.
 
Indledning
Forsvarskommandoen afsluttede i november 1979 sit foreløbige arbejde med fremsendelse af sit oplæg til en ny forsvarsordning til videre behandling i Forsvarsministeriet. I midten af januar 1980 forelå regeringens oplæg til en forhandling om et nyt forsvarsforlig. Oplægget er den såkaldte nulløsning, hvilket indebærer at forsvaret skal fortsætte sin virksomhed med et uændret budget. Undersøgelser udført i 1978 i Forsvarskommandoen har påvist, at dette vil medføre betydelige nedskæringer af det nuværende styrkemål. Denne viden er kendt blandt forsvarets faste officerer og har selvsagt i længere tid givet anledning til bekymringer og hos visse officerer måske endda givet anledning til frustrationer. Én gavnlig virkning har det dog haft, nemlig en påbegyndende diskussion om forskellige våbensystemers muligheder i lyset af den nuværende trussel og den som må forudses på baggrund af den teknologiske udvikling. Jeg tænker her især på den interne debat i flyvevåbnet om fly kontra missiler, som jeg betragter som nyttig og lærerig, idet der i denne forbindelse fra begge sider blev fremført interessante argumenter. En anden og mindre gavnlig udvikling, som muligvis er fremkaldt af den ovennævnte frustration, er visse officerers forslag om udvidelser af våbensystemer i eget værn på bekostning af indskrænkninger i et andet værn. Således har en general af flyvevåbnet for nogle år tilbage foreslået anskaffelser af flere F-16 fly på bekostning af undervandsbåde. I december nummeret af dette tidsskrift går major C. Hvidt fra Eskadrille 727 i brechen for at hele forsvaret opbygges med flyvevåbnet som den dimensionerende faktor, også selv om det sker på baggrund af nedskæringer af de to andre værns våbenplatforme som f.eks. kampvogne, undervandsbåde og store orlogsmænd. Med disse to eksempler er vi efter min mening inde på en ganske usund debat dels fordi forslag af denne type ikke underbygges af nogen argumentation eller i givet fald kun af en yderst nødtørftig og i mange tilfælde en slet begrundelse for forslaget.
I det følgende vil jeg kommentere visse af de fremsatte synspunkter, som Hvidt er talsmand for, samtidig med at jeg vil søge at beskrive forhold således som jeg ser dem.
Major Hvidts argumenter for en ændring af forsvarets struktur i retning af en flyvevåbenorienteret opbygning er kort følgende:
 
  • Flyvevåbnet er det eneste værn som kan imødegå fjendens ønske om luftherredømme.
  • Fjenden vil først og fremmest søge at opnå et luftherredømme.
  • Flyvevåbnet må som følge af fjendens hensigt, jf. ovenstående være den dimensionerende faktor i en kommende forsvarsordning.
  • Tilgængelige operationsanalyser og effektvurderinger viser at flyvevåbnet nødvendigvis må være den dimensionerende faktor, hvilket værns- strukturer i en række lande viser.
  • Såfremt en ny forsvarsordning giver hæren og søværnet hovedparten af de økonomiske midler vil det være en fejlinvestering og garantien om sikkerhed for befolkningen vil være et fata morgana.
Dette er hvad jeg har fået ud af læsningen af major Hvidts vurdering. Imidlertid er vurderingen noget kortfattet og medtager ikke andre væsentlige forhold som må medinddrages når der er tale om strukturering af et forsvar - i dette tilfælde det danske. I mit indlæg, der skal betragtes som et modindlæg til major Hvidt’s, ønsker jeg at behandle forsvarets opgaver og herunder flyvevåbnets opgaver på baggrund af den trussel som Warzawapagten udgør. Begrebet »air power« eller luftmagt vil blive behandlet på baggrund af blandt andet den teknologiske udvikling. Forstærkningsproblematikken berøres ligeledes.
 
Forsvarets opgaver
Efter min opfattelse begår major Hvidt allerede fra begyndelsen en grundlæggende fejl ved forlods at prioritere luftherredømmet som det vigtigste og herefter foreslå prioritering af flyvevåbnet på dette grundlag. Før dette kan gøres må alle forsvarets hovedopgaver vurderes i sammenhæng. I hvert fald kan det konstateres, at elementer fra de to andre værn også må indgå i overvejelserne, idet ikke alle kan dækkes af flyvevåbnet alene.
I tilfælde af en storkrig mellem NATO og Warzawapagten kan hovedopgaverne beskrives på følgende principielle måder som det er gjort af flere militærstrategier (f.eks. Clausewitz). Krigen vindes ved,
  • at besejre og ødelægge modstanderens magtmidler, eller ved
  • ødelæggelse af alle arter af ressourcer, hvorpå han støtter sin militære kraft.

Den af magterne som opnår at gennemføre først én af de ovennævnte hovedopgaver vil vinde krigen. En heldig gennemførelse af den førstnævnte hovedopgave vil være den som hurtigst afslutter krigshandlingerne, medens den sidstnævnte vil medføre en mere langvarig krig. De fleste krige har vist, at hovedopgaverne aldrig når til en fuldstændig gennemførelse, idet den ene part efter en række krigshandlinger når til den erkendelse, at krigen er tabt og herefter søger fred på den ene eller den anden betingelse. Hensigten med NATO er et kollektivt forsvar og, baseret på erfaringer fra tidligere førte krige, helt at hindre at Warzawapagten bibringes den opfattelse at den vil være i stand til at vinde en krig på ovenfor nævnte måder. Som medlem af NATO er det Danmarks pligt og åbenbare egeninteresse at holde et forsvar som er tilstrækkeligt stærkt til, at NATO’s forsvarsevne i et geografisk område ikke bringes i tvivl. Det gøres principielt kun ved at opstille styrker som kan udføre opgaven i tilfælde af en storkrig - altså det værst tænkelige tilfælde. Alle mulige andre opgaver i forbindelse med lavere konfliktniveauer kan i virkeligheden kun betragtes som sekundære og vil kun bidrage til at udviske hovedopgaven. NATO er i princippet en forsvarsorganisation og som følge heraf vil kampen indledningsvis være defensiv; i en senere fase kan kampen godt blive ført offensivt for at gennemføre ovenstående hovedopgave. Hvorledes opfylder Danmark sin part af hovedopgaven? I en indledende fase er hovedopgaven for dansk forsvar at sikre eget territorium. I denne forbindelse kan der være tale om sikring af landområder med tilhørende farvande samt luftrummet herover. Følgende delopgaver kan herefter nævnes:

  • Opretholdelse af luftherredømmet i eget luftrum.
  • Opretholdelse af søherredømmet i eget farvand, og
  • forhindre fjendtlig invasion af egne landområder.

Det fremgår klart at flyvevåbnets rådighed over kampfly giver det muligheder for at deltage aktivt i kamphandlingerne i alle tre elementer, men jeg er ikke sikker på at det kan ske i alle situationer og på et hvilket som helst tidspunkt af døgnet. Såfremt en optimering i denne retning søges, vil det blive så dyrt, at landet kun formår at financiere dette ene og alene.
Hvis jeg herefter skulle beskrive de opgaver som er realistiske for flyvevåbnets vedkommende ser de således ud:

  • forsvaret af dansk luftrum (Air Defence)
  • støtte danske flådestyker i sine operationer (Close support samt evt. Strike)
  • støtte hærstyrker såfremt fjenden trænger ind på danske område (Close support og evt. Interdiction).

Af andre flyvevåbenopgaver kan nævnes offensive operationer mod fjendtlige fly i luften uden for dansk område samt angreb på fjendens baser, flystøttepunkter m.v. (Counter Air). Dette er efter min mening ikke en primær opgave for flyvevåbnet og kan i hvert fald aldrig komme på tale i en indledende fase af kamphandlingerne. Forsvaret af vort luftrum er efter min mening flyvevåbnets primære opgave som må løses med en blanding af fly og missiler, men først efter at nærmere undersøgelser har vist i hvilket forhold de bør indgå. Hvad angår støtte til søværnet må anføres, at Forbundsrepublikken i dag opretholder et flådeluftvåben af samme størrelsesorden som nuværende danske flyvevåben og som i højere grad er forberedt til udførelse af flådeopgaver end vort eget.1) Ydermere er deres primære operationsområde Østersøen. På denne baggrund bør en en prioritering af vort eget luftvåbens opgaver i forbindelse med støtte til flådeoperationer eventuelt revurderes, med henblik på at kunne give vore hærstyrker en forøget støtte i en evt. landgangsfase.

Truslen
Der er i mange forbindelser foretaget en numerisk opgørelse af styrkeforholdene mellem NATO’s og Warzawapagtens styrker. Kort gengivet her er der på hærside en stor overvægt til Warzawapagtens fordel, idet der i centrale og nordlige Europa i mandsskabsstyrke er et styrkeforhold 3:2. Bevæbningen af styrkerne varierer markant på kampvognsområdet, hvor tallene 21.000 mod 7.000 giver et styrkeforhold på 3:1 og dermed østmagtlandene en overvældende fordel. Styrkeforholdet i Østersøen, kvalitativt beregnet, er udregnet som værende 5:1 til idet kun Danmark og Vest-Tyskland opretholder flådestyrker til forsvar mod de tre Warzawapagtslandes flåder. På flysiden er forholdet 5:3 til fordel for Warzawapagten i centrale og nordlige Europa, idet antal fly er henholdsvis 3900 og 2400.
På flysiden må angives at specielt hvad angår »air defence« - fly er der en markant forskel, idet Warzawapagten har ca. 2000 fly mod NATO’s ca. 400.1 antal fly er NATO altså underlegen, men for fly der kan dække flere opgaver (Multi-purpose) har den til gengæld en fordel. Alt ialt vurderes NATO på luftsiden at have jævnbyrdighed om end ikke en vis overlegenhed på grund af bedre teknologi. I de sidste år har USA iværksat foranstaltninger for at få tilført de nye flytyper til Europa. Således er overført et antal eskadriller af typen F- 15 og F-lll. F-15 flyet vurderes at være alle sovjetiske fly klart overlegne og er f.eks. i stand til at engagere lavtgående hurtige fly. Engagement af flere fly samtidig er ligeledes muligt. Til flere europæiske NATO-partnere tilgår i nærmeste år det europæisk udviklede TORNADO- fly samt det mindre F-16, hvilket er en markant forbedring og modernisering af flystyrkerne. F-16 vurderes således klart MIG-23 overlegen selv om radar- og ECM muligheder er begrænsede. På den anden side er der også sket ændringer af forholdet gennem en modernisering med flytper som MIG-23 og MIG-27 (FLOGGER B og D), SU-17 og SU-19 (FITTER C og D samt FENCER). Såfremt MIG-21 (FISHBED) medregnes består ca. 80% af Sovjets frontstyrker af disse fly. På bl.a. denne baggrund tegner det amerikanske forsvarsministerium i sin årsrapport for FY 1980 klart det lyseste billede af NATO’s muligheder for at imødegå lufttruslen.2) Helt så lyst ser det ikke ud for vurderinger af hær og flådestyrkers muligheder for at klare sig i lyset af den trussel østmagterne udgør. I denne vurdering indgår forstærkningsproblematikken som jeg senere kommer ind på. Givet er det, at specielt fly har mulighed for at benytte sin relative store mobilitet. Samtidig er NATO klart førende inden for varslings- og kontrolfunktioner i forbindelse med koordinering af flyoperationer (Command, Control, Communication & Intelligence (C3I). Dette system forbedres markant med tilgangen af NATO Airborne Early Warning fly (NAEW) der muliggør en effektiv anvendelse af fly til rådighed og således også indirekte giver mulighed for at tilføre støtte til flyvåbnet i en given situation. På baggrund af de ovenfor opridsede forhold anses flyvevåbnets situation ikke at være så specielt afvigende at en særlig udbygning af dette værn er nødvendig. Det er de konkretiserede opgaver og på baggrund af den militære styrke, som kan forventes indsat mod Danmark, at flyvevåbnets styrkemål bør fastsættes, men først efter at en vurdering af samtlige våbensystemers effekt mod fjendens våbensystemer er foretaget. Det er undersøgelser af denne art som mangler, idet det er et tidsrøvende arbejde, der kræver regnekapacitet og kvalificeret personel og dermed tildeling af økonomiske midler. De undersøgelser og analyser som er foretaget herhjemme har aldrig været særlig vidtgående og har normalt været baseret på »sund militær dømmekraft« med de ulemper dette medfører. De netop udførte effektvurderinger i forbindelse med forsvarsplanlægningen er ingen undtagelse herfra. Major Hvidt nævner at operationsanalyser og effektvurderinger i udlandet har vist betydningen af »air power« samt at dette har fået indflydelse på værnsstrukturerne i en række lande. Jeg mener ikke at have konstateret, at det direkte har fået indflydelse på nogle værns- strukturer. I denne forbindelse må det huskes, at kun mindre lande som f.eks. Danmark har oprettet flyvevåben til varetagelse af alle luftforsvarsmæssige opgaver. I større lande findes organiske luftstyrker tilknyttet de enkelte værn beregnet til udførelse af værnsspecifikke kampopgaver. I USA er det således US. Navy som i en årrække er blevet tildelt flest midler af det rådige forsvarsbudget. I Norge viste resultatet af analysearbejdet i forbindelse med Forsvars- kommisionens arbejde, at der i en planlægning med strukturering af styrker til antiinvasionsforsvaret i Nordnorge først skulle ske opbygning af hærstyrker før en yderligere udbygning af de to andre værn kunne komme på tale. Jeg mener i denne forbindelse, at forudsætninger for analyser foretaget i udlandet må gennemgås først, før det kan vurderes om de er anvendelige for vore forhold. Det enkelte lands geostrategiske forhold spiller her en afgørende rolle. Erfaringer har vist at analyser foretaget i forskellige lande om det samme emne ofte kan give forskellige resultater selv om problemstillingen tilsyneladende er den samme. Der er flere årsager hertil. De enkelte landes krav til våbensystemer varierer og opgaverne afviger ved en nærmere betragtning fra hinanden. De forhold våbnene skal anvendes under er forskellige (befolknings-, geografiske- og klimamæssige forhold er eksempler herpå). Dette er måske den egentlige årsag til at standardiseringer i NATO generelt er gået så dårligt.
 
Luftmagt og den teknologiske udvikling
Betydningen af luftmagt (air power) kan i dag betragtes som værende ændret således at den defineres som anvendelse militær magt ved hjælp af eller fra et fartøj i den tredie dimension i eller uden for jordens atmosfære. Ved fartøj forstås bemandede som ubemandede fly såvel som missiler. I yderste konsekvens kan alle aktiviteter i og uden for atmosfæren komme ind under begrebet luftmagt.3) Ifølge denne definition er der således tale om anvendelse af luftmagt når et af søværnets enheder affyrer et HARPOON anti-skibsmissil mod et andet skib 100 km borte eller når det nedskyder et fly med et luftværnsmis- sil. Vi er gennem dette eksempel nået frem til et meget væsentlig punkt, nemlig betydningen af et våben i sig selv. Efterhånden er det muligt at engagere våbenplatforme på stadig større afstande som følge af forøgede missilræknin- ger. Den våbenplatform som medbringer våben med den største rækning og som er i stand til på den maksimale rækningsafstand at føde de korrekte måldata og øvrige data for engagement vil gå sejrrigt ud af engagement. Et F-16 fly med BULPUB-missiler vurderes således have ringere chancer mod en moderne sovjetisk jager, end en WILLEMOES-kl. missilbåde med HARPOON. 
 
I planlægningen må der i fremtiden lægges større vægt på at forsyne nye våbenplatforme med tilsvarende våben er konklusionen heraf. Hvis vi betragter flyvevåbnets to hoveddele fly og luftforsvarsmissiler og skal påpege svaghederne ved dem - for alle militære våbensystemer har deres svagheder - vil en gennemgang af flyets svagheder eller rettere sagt svaghederne i forbindelse med flyoperationer først være hensigtsmæssig. Flyet er den våbenplatform som har den største mobilitet og den kan som følge heraf anvendes på fleksibel vis og indsættes i alle forsvarsområder med kort varsel. Ulempen er, at den kan opholde sig i meget begrænset tid i operationsområdet - tiden et moderne jagerfly kan holdes i luften kan tælles i timer. Et fly som er i luften er normalt bevæbnet til udførelse af én specifik opgave og kan ikke under en mission indsættes i en anden opgave. Herudover er fly afhængige af støttefunktioner i udstrakt grad og døgnet rundt for at være i stand til at udføre opgaver. Kontrol og varslingssystemet, som er et af dem, har til opgave at give et taktisk varsel om fjendtligt flyangreb, men har samtidig til opgave at kontrollere egne luftoperationer. Specielt er vore luftforsvarsfly afhængige af kontrol og varslingssystemet til at finde frem til de fjendtlige fly. Uden dette system er fly næppe egnede til udførelse af luftforsvarsopgaver. Funktionsmæssig hører fly og K & V-stationer sammen. Hele dette systems reelle svaghed er de store radarsystemer som med dagens teknologi er oplagte mål for angreb med missiler som målsøger efter radarudsendelsen (anti radiating missiles) eller de kan forstyrres ved elektroniske modforholdsregler (jamming).
 
En anden betingelse for at kunne udføre flyoperationer er intakte startbaner. I løbet af årene er antallet af flyvestationer inden for NATO faldet samtidig med at de til oversblevne er vokset i størrelse og kompleksitet. Positionerne for dem er nøje kortlagt og deres svagheder er registreret; såfremt fjenden er i stand til at sætte dem ud af spillet er operationer herefter standset. Der er gjort store bestræbelser på at forøge reparationsmuligheder m.v., men samtidig er mere effektive våben konstrueret. Resultaterne af forsøg afholdt i USA for nylig med anvendelse af »cruise missiler« som »counter air«-våben mod flyvepladser hævdes at være opmuntrende. I samme forbindelse må det erindres, at Sovjet i givet fald som kompensation for manglende kapacitet eventuelt kunne tænke at gøre brug af nogle af sine mellemdistanceraketter til formålet, her tænkes på de landbaserede SS-5 og SS-20 samt evt. SS-N-5 i de 6 GOLF-undervandsbåde i Østersøen. Med de her nævnte eksempler har jeg søgt at påvise, at fly er afhængige af store støttesystemer, der såfremt de sættes ud af fjenden, vil umuliggøre videre anvendelse af dem. Hvad angår svagheder ved luftværnsmissilsystemer, har jeg umiddelbart noget sværere ved at argumentere for egentlige svagheder udover at deres afhængighed af radarsystemer til varsling og måludpegning muliggør anvendelse af ARM som tilfældet er ved K & V - radarer.
 
Det er således ikke tilstrækkeligt, at flyvevåbnets kampsystemer besidder en stor mobilitet alene. En anden vigtig egenskab er evnen til at overleve. Såfremt en defensiv forsvarsstyrke kan tilintetgøres ved første angreb er den ikke anvendelig. Som følge af dette kan dansk forsvar ikke opbygges med hovedvægt lagt på flyvevåbnet. En mere fleksibel opbygning er nødvendig med anvendelse af forskellige våbensystemer, der hver for sig har en egenskab, som passer ind i en sammenhængende plan for en defensiv krigsførelse. Da fjenden må forventes at sætte numerisk overlegne styrker ind i sit angreb, må vi i valget af nye våbensystemer, søge at vælge dem, som vil kunne medføre angriberen så store tab som muligt. Hermed menes ikke, at der i alle tilfælde skal søges så avancerede og komplicerede systemer som vel muligt, idet de som regel også vil være langt dyrere. En optimering, hvor såvel kvalitative som kvantitative betragtninger indgår, bør foretages ved valg af hver eneste våbentype, idet det under denne proces samtidig undersøges i hvilket omfang angriberen må træffe forholdsregler, hvis det indføres. Warzawapagten har, lige som vi, en blanding af gammel og nyt materiel. Et eventuelt angreb vil blive afpasset efter vore forsvarsmuligheder. Det er på denne baggrund vi bør opstille realistiske situationer og vurdere våbensystemernes effekt og ikke gå ud fra at det mest moderne udstyr vil blive anvendt mod Danmark i ubegrænset omfang. I vore vurderinger må ligeledes indgå som faktor, at vore bedste våben vil blive anvendt i starten af en konflikt og da de som regel også er de dyreste, findes de i et relativt lille antal. Når de er opbrugt må krigen føres videre på de resterende våben, såfremt tilførsler ikke er iværksat fra vore allieredes side. Specielt hvad angår forbrug af våben under kamphandlinger er der forskel fra våbenplatform til våbenplatform, hvilket igen er et argument for opbygning af et afbalanceret forsvar.
 
Varslet og forstcerkningsproblematikken
Major Hvidt nævner muligheden af, ved et kort varsel for angreb, at forstækninger ikke er bragt på plads og mener i denne forbindelse, at flyvevåbnet er det eneste værn som kan være klar på få timer. Dette er der en rimelig forklaring på. De dele af forsvaret som har kompliceret materiel må af praktiske grunde være i driftklar stand allerede i fredstid. Flyvevåbnet har eksempler herpå for kampfly og luftværnsraketters vedkommende, men søværnets skibe er generelt underkastet samme beredskab som Hvidt hævder, kun flyvevåbnet opretholder. Iøvrigt er det den omvendte måde at argumentere på, idet årsagerne hertil er det strategiske varsel som dansk forsvar baserer sit beredskab på. Såfremt der er tegn på ændringer hertil vil NATO’s overvågning give underretning herom, hvorefter beredskabet ændres. Det er således letkøbt at argumentere på baggrund af bl.a. drifttekniske forhold der gør, at flyvevåbnet nødvendigvis må holde sine systemer i funktion- for at have udsigt til at de virker, når et behov opstår. Andre dele af forsvaret f.eks. hærens enheder er ikke underkastet samme krav og holdes med velberådet hu på et lavere beredskab, ikke mindst af økonomiske årsager.
Det strategiske varsel har iøvrigt også stor sammenhæng med forstærkningsproblematikken, idet det er dette som skal sikre, at vi modtager de fornødne styrketilførsler i hele NATO-området, hvor dette behøves, i rette tid. Det vil først og fremmes sige så betids, at Warzawapagten afholder sig fra en påbegyndelse af krigshandlinger. Da beslutningsprocessen i forbindelse med forstærkninger formodes at være kompliceret kan det forudses, at de ikke vil være i værksat før konflikten opstår. Major Hvidt mener i forbindelse hermed, at uden luftoverlegenhed vil der ingen modtagefaciliteter være tilbage og for så vidt angår landingsbaner m.v. for fly kan jeg til dels give Hvidt ret, jævnfør ovenstående betragtninger, men for havnekapacitetens vedkommende er jeg ikke overbevist. Fjenden må forudsættes, at have en usædvanlig stor indsats af luftstyrker såfremt alle havne skal sættes ud. I forbindelse med forstærkningsproblematikken er det iøvrigt vigtigt at holde den forventede rækkefølge af forstærkningstyrker for øje. Det er i første omgang fly, der vil ankomme som forstærkning, og selve flyene vil kunne være der med så absolut det korteste varsel. Herefter vil luftbårne styrker følge forholdsvis kort tid efter. Herefter vil der gå uger inden hærstyrker og materiel hertil kan nå frem, idet de skal sejles på skibskøl. Det er i denne forbindelse vigtigt at konstatere, at selv om al til rådighed værende luftkapacitet bliver sat ind, er det kun ca. 10 % der kan transporteres ved luftbro - de resterende 90 % er afhængig af vestens handelsskibskapacitet. Forstærkninger til søværnet i form af skibe vil aldrig komme på tale, idet der dels ikke findes egnede enheder til indsættelse i vore farvande, og dels vil NATO-flåderne blive involveret i en sikring af transporter over havet mod sovjetiske flådestyrker under, på og over havet. De flådestyrker vi har i Østersøområdet må altså klare sig så godt de kan. På den her nævnte baggrund taler kendsgerningerne således ikke for flyvevåbnet som den dimensionerende faktor i en kommende strukturering af forsvaret. Udover at flyforstærkninger (kun fly) er først fremme er der også størst interoperabilitet i flyvevåbnet således, at støtte kan gives til forstærkningerne, eventuelt kan en forhåndsoplagring ske. For hærens vedkommende er det af stor betydning at indøvning i modtagelse af forstærkningerne kan ske jævnligt i forbindelse med øvelser og for at dette kan ske på realistisk vis kræver det passende størrelse af den stående styrke. På grund af en mindre interoperabilitet mellem amerikanske/engelske og danske hærstyrker er det heller ikke muligt materiel- mæssigt at støtte hærens enheder. Dette kunne tyde på at hærens styrke ikke bør beskæres, og at der haves en materielmæssig basis for at forsyne mobiliseringsstyrker og ikke mindst hjemmeværnet. På grund af krigsskibes specielle opbygning og den tid det varer - ca. 3-5 år - at bygge egnede kampskibe, taler alt for at den styrke man påregner skal anvendes i krigstid opretholdes i styrkemål i fredstid.
 
Afslutning.
Jeg har ikke kunnet undlade at lægge mærke til major Hvidts sammenknytning af spørgsmålet om tildeling af midler til flyvevåbnet og befolkningens sikkerhed. Selv et luftforsvar som bare skulle beskytte de største befolkningscentre mod luftangreb vil kræve en omfattende indsats. Det vil give en væsentlig større krigsforebyggende virkning om de tilgængelige ressourcer bliver benyttet til at modstå militære fremstød mod vort land. Ved at forebygge krig sikrer vi på bedste måde befolkningen og fortsat opretholdelse af samfundet som vi ønsker det. Luftforsvar i den udgave, som major Hvidt tænker sig det, gør ikke.
 
Med mine synspunkter har jeg ikke ønsket at give udtryk for en nedskæring af flyvevåbnet til fordel for en opbygning af de to andre værn, men har tværtimod søgt at give et indtryk af, at der er mange aspekter at overveje i forbindelse med en strukturering af forsvaret. Efter min opfattelse er det derfor nødvendigt i forbindelse med den langtidsplanlægning der finder sted i forsvaret at give den en forøget fleksibilitet.
Jo usikrere planlægningsgrundlaget er, desto større fleksibilitet skal indarbejdes i planerne. Dette er nødvendigt af hensyn til den store organisation, som forsvaret er, hvilket giver sig udtryk i den tid det varer, at gennemføre vidtgående ændringer. Det tager meget lang tid at gennemanalysere konsekvenser af omlægninger og udarbejde planer for disse. Endvidere er det uhensigtsmæssigt at afskaffe materiel der f.eks. har en teknisk levetid på 20 eller 30 år midt i dens levetidsperiode, fordi visse undersøgelser indikerer dette. Uanset undersøgelser og lovændringer har det vist sig, at forsvaret kun ændrer sig langsomt i styrkesammensætning. Det kan skyldes en vis konservatisme i organisationen, men det kan også forklares ved at forventede forbedringer som teknologiske fremskridt giver forhåbninger, som ikke altid går i opfyldelse. Fremskridtet går trods alt ikke så stærkt som der gives udtryk for i skrift og tale. Bare det faktum at der ikke findes nogen våbenplatform i dag som kan operere totalt uafhængig af meteorologiske forhold og mørke - heri er også inkluderet vore nye flytyper - samt at træffesandsynligheden på vore moderne våben ikke er 99 % og sensorsystemer har deres mangler taler for, at man fortsat i dansk forsvarsplanlægning baserer sig på et forsvar sammensat af forskellige typer af våbenplatforme, der hver for sig kompletterer hinanden således at forsvaret opfylder ønskede krav om effektivitet i forhold til stillede opgaver.
 
P Bjørn Sørensen
Orlogskaptajn
 
Noter
 
1. Under den anden Verdenskrig var maritime offensive opgaver tildelt Luftwaffe. På baggrund af bitre erfaringer herfor anmodede den vesttyske marine efter krigen om oprettelse af et særligt flådeluftvåben til støtte for maritime operationer.
 
2. Department of Defense: Annual Report FY 1980 - Secretary of Defense Harold Brown 25 JAN 1979. p. 183
 
3. Strategic Survey 1978: ISS-paper p. 29 New trends in Air Power: The nature of air power is changing. It can now be considered as the application of military force by or from a vehicle in the third dimension, up to and in- cluding outer space. This includes offence, defence, manned and unmanned systems, and transport and reconnaissance in the context of a national or allied policy. Air power can be supplied by servicemen in several different colours of uniform and, in its totality, invol- ves manned aircraft, electronic warfare, control and Communications system (C3), surveil- lance systems, remotely piloted vehicles (RPV) and terminally guided weapons.
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra: PDF icon militaert_tidskrift_108_aargang_feb.pdf

Litteraturliste

Del: