Forsvarets sproglige og interkulturelle beredskab

Første del af denne artikel, skrevet af Steen Bornholdt Andersen, behandler  behovet for sproglige ressourcer inden for forsvaret og beskriver samtidig de  seneste tiltag med henblik på at styrke forsvarets evne til betids at planlægge,  iværksætte og gennemføre uddannelse af sproglige og kulturelle  kompetencer.    Varslet for indsættelse af enheder i nye missionsområder er ganske kort.  Forsvarets sproglige beredskab muliggør i øjeblikket, at et nyt grundsprog –  under forudsætning af øjeblikkelig tilgang af ressourcer – kan introduceres  med en samlet udviklings‐ og produktionstid på op til 4½ år, før den første  sprogofficer kan give møde i et missionsområde. Der er altså tale om et  misforhold mellem det operative behov og erklærede politiske intentioner  om, at danske styrker bør være blandt de første i et nyt missionsområde. Dette  er klart utilfredsstillende.   

Ud over behovet for sprogfærdigheder er behovet for kulturanalytiske  færdigheder siden krigen i Irak steget markant i forbindelse med udsendelser,  og viden om den kulturelle dimension efterspørges i stigende omfang i  missionsområderne, på alle niveauer. Det er derfor vigtigt at skabe en operativ  kapacitet inden for områdeekspertise med udgangspunkt i en  uddannelsesplatform, hvor antropologiske redskaber tages i brug og således  kan bringes ind i enhederne.   

Artiklens anden del, som er skrevet af Steen Bornholdt Andersen og Nana  Bryder, skitserer sprogofficersuddannelsens nye kulturrådgiverprofil, hvor  sprogfærdigheder kombineres med indgående samfunds‐ og kulturforståelse  og antropologiske værktøjer. Hensigten med justeringen af Forsvarsakademiets sprogofficersuddannelse er selvsagt at opfylde forsvarets operative  behov og øge dets evne til at møde den nye militære virkelighed.     

Rette sprog i rette tid
Forsvaret har en omfattende erfaring i at uddanne personel med gode  kommunikative sproglige færdigheder – en erfaring som kommer af mere end 50 års uddannelse i en række slaviske og arabiske sprog og dialekter. Forsvaret  har derfor også stor viden om, hvordan man opbygger en sproguddannelse,  hvordan man rekrutterer undervisere, hvilken elevprofil der efterspørges, og  hvilke opgaver der kan løses efter et givet uddannelsesforløb. Man er i  forsvaret således rigtig god til at uddanne i de sprog, der er brug for. 

Problemet har imidlertid været – rettidigt – at have det relevante sprog  parat til at støtte den operative indsats. Problemet skyldes, at det personel,  som forsvaret på et givet tidspunkt råder over, ikke nødvendigvis er  sammensat på en måde, der understøtter de operative behov på samme  tidspunkt. Ved udsendelsen af styrker til  Irak havde forsvaret alene kapacitet til  at uddanne i slaviske sprog, fordi man netop to år før havde nedlagt den  arabiske kapacitet. Da Danmark sendte enheder til Helmand, kunne forsvaret  levere både slavisk og arabisk kapacitet, men ikke centralasiatisk. Baggrunden  for disse kendsgerninger kan illustreres ved, at forsvarets aktuelle kapacitet  (primo 2010) er baseret på beslutninger, der er truffet som led i  Forsvarsakademiets opgavetildeling for ca. 3½ år siden. Forsvarets nuværende  kapacitet er nemlig skabt i sommeren 2006, hvor ingen drømte om, at  forsvaret skulle medvirke til at opbygge de afghanske sikkerhedsstyrker,  endsige sammen med de øvrige nordiske lande være på vej med en styrket  indsats i Afrika. Det er derfor nødvendigt at overveje, hvilke muligheder  forsvaret har for at tilvejebringe et beredskab, der kan reducere tiden mellem  beslutningen om at indsætte danske styrker i et konfliktområde eller i en  kapacitetsopbygningsopgave og tidspunktet, hvor forsvaret er leveringsdygtigt i det efterspurgte sprog. 

Ansvaret for uddannelser i de mere eksotiske sprog er placeret ved  Forsvarsakademiet, hvis Institut for Sprog på baggrund af indvundne erfaringer  har udviklet en unik metodik, hvor de studerende principielt gennemgår et 16  måneders uddannelsesforløb i et grundsprog, der normalt vil være det  dominerende sprog i en sprogstamme. Den særlige pædagogiske metode  medfører, at den studerende ud over at lære det pågældende sprog, erhverver  sig en række redskaber, som gør det muligt at indlære et nærtbeslægtet sprog  på ca. 10 uger. Eksempler på praktisk anvendelse af dette  områdesprogkoncept er:

• Den slaviske sprogstamme, hvor der kan undervises i grundsproget russisk  og herfra omskoles til fx serbokroatisk. 

• Arabisk (tilhører den semitiske sprogstamme), hvor der kan undervises i to  grundsprog – moderne standardarabisk, som er et fælles formelt sprog for  hele den arabisktalende verden, og egyptisk, som er en førende arabisk  dialekt. Herfra kan omskoles til aktuelle arabiske dialekter – fx irakisk,  levant‐arabisk (Libanon/Jordan/Syrien/Gaza) og sudanesisk. 

• Iranske sprog, hvor det er muligt at uddanne i hovedsproget persisk (farsi)  og efterfølgende at omskole til afghansk‐persisk (dari).   

Konceptet gør det yderligere muligt for en færdiguddannet kursist at  indlære et helt nyt fremmedsprog fra en anden sprogstamme på kun ét år – i  nogle tilfælde på endnu kortere tid.    Men et godt uddannelseskoncept er ikke tilstrækkeligt for forsvaret, hvis  reaktionstiden skal nedbringes. Der er tillige behov for at identificere de  sprog, der er relevante, finde de lærerkræfter, der skal bruges, og søge efter –  eller måske ligefrem udvikle – de materialer, der skal anvendes i undervisningen. 

Udgangspunktet for dette sproglige beredskab bør naturligt knyttes til   konfliktområder – aktuelle så vel som potentielle – men hertil kommer  områder, som på anden vis har naturlig dansk interesse. Følgende konfliktområder vurderes særlig relevante for dansk forsvars‐ og sikkerhedspolitik:  
 

 

Hertil kommer så de geografiske områder, som på anden måde har dansk  interesse. Det gælder bl.a. Kina (primært mandarin og manchu), som qua sin  ekspansive økonomiske udvikling bør have dansk sikkerhedspolitisk  bevågenhed. Kinas kulturelle baggrund er desuden så markant anderledes end  traditionel europæisk tænkning, at der ikke alene er behov for at kunne læse  og forstå det skrevne og talte ord, men tillige for en kapacitet til at tolke  konkrete kinesiske handlinger og udtryk. Hertil kommer, at det kinesiske sprog udgør en særlig udfordring, idet skriftsproget består af ideogrammer (skrifttegn som står for et ord eller et begreb i stedet for en sproglig lyd eller stavelse). Det samme gælder (nord)koreansk, som også har dansk sikkerhedspolitisk interesse. 

Et andet område, som ligeledes er i hastig økonomisk udvikling, men som  tillige er udgangspunkt for kriminelle aktiviteter med euforiserende stoffer, er  Sydamerika, hvor sproglige barrierer gør sig gældende ved anvendelse af andre  sprog end spansk (og for Brasiliens vedkommende portugisisk).  Endelig må også den internationale terrorbekæmpelse inddrages i overvejelserne over behovet for kulturformidling og sproglig kapacitet. Det drejer  sig i særlig grad om et geografisk afgrænset område, der omfatter Tyrkiet og  Mellemøsten samt de områder, hvor der tales kurdisk, farsi, pashto og hindiurdu (Iran, Afghanistan, Pakistan, Indien mv.), hvor de tre sidste sprog tilhører  den indo‐europæiske sprogæt. Forhold omkring indsatsen mod terror i Transkaukasus er allerede sprogligt dækket ind, idet området er behandlet under de  traditionelle konfliktområder. 

Der er en stigende politisk interesse for det afrikanske kontinent. Sprogligt er Afrika vanskeligt at beskrive, idet der findes et utal af sprog, hvoraf mange alene eksisterer som talesprog uden tilsvarende  skriftsprog. I mange  tilfælde anvendes engelsk eller fransk som arbejdssprog blandt de veluddannede, mens store dele af befolkningerne alene taler det lokale sprog.   Forsvaret vil næppe komme i en situation, hvor der vil være ressourcer til  at uddanne i andre sprog end dem, der skal anvendes direkte i missioner eller  til støtte for kapacitetsopbygning. Forsvarsakademiet har derfor undersøgt, i  hvilket omfang der fra det civile samfund kan hentes sprogfaglig ekspertise  med rette færdighedsniveau, og hvilke følgeomkostninger en sådan civil  rekruttering ville kunne medføre. 

Forsvarets behov for sprogkyndige forekommer, dels når udsendte missionsstyrker skal etablere pålidelig kommunikation med den lokale befolkning  i missionsområdet, dels i forhandlings‐, samarbejds‐ og udvekslingssituationer  på alle niveauer og i mange sammenhænge. Det er vigtigt, og ofte helt  afgørende, at den sprogkyndige har et grundigt kendskab til militære forhold –  såvel inden for det danske forsvar som i det fremmedsprogede område – og  tillige en solid viden om områdets samfundsforhold i almindelighed.  Manglende kendskab til disse forhold og til det specifikke vokabularium, der  hører med, kan være meningsforstyrrende og i værste fald føre til fatale  misforståelser. 

Det er derfor nødvendigt, at der er fastsat et fremmedsprogligt niveaukrav.  For sprogofficersfunktioner er dette bestemt til sprogfærdighedsprofilen SLP 33322. Dette niveau er samstemmende med erfaringerne fra en række af vore  vigtigste internationale samarbejdspartnere, herunder USA, Storbritannien og  Canada.   

Tilpasning og meritering
Sprogofficersuddannelsen bygger som nævnt på det såkaldte ’områdesprogkoncept’: Sprogofficeren er efter første samlede uddannelse fuldt funktionsdygtig på en regions grundsprog (der afsættes p.t. mindst 1.400 timer til  undervisning i grundsproget: ca. 1.040 timers praktisk civilt sprog samt 375  timers militær terminologi), hvorefter han/hun på ca. 10 uger kan omskoles til  et med grundsproget beslægtet sprog eller dialekt. 

Sproguddannelserne ved de højere læreanstalter består af et bachelorstudium (1. del) på 3‐3½ år (med i alt 500‐800 timer i alment sprog, på ’små’  sprog undertiden færre) og en overbygningsuddannelse (kandidatstudium) på  yderligere 2 år (med lavt, men stærkt varierende timetal i alment sprog: den  enkelte studerende planlægger sin egen ’studiepakke’).   

Der er især to forhold, som adskiller forsvarets sproguddannelser fra de  højere læreranstalters. For det første prioriterer såvel universiteter som  handelshøjskoler det skrevne, formelle og grammatisk korrekte sprog, hvor  forsvaret prioriterer erhvervelsen af kommunikative færdigheder. For det  andet har forsvaret – i modsætning til universiteternes langstrakte og individuelle studieforløb – med sprogofficersuddannelserne tilvejebragt et særligt  studiemiljø, hvor studiet er intensivt og gennemføres på normeret tid (16‐20  måneder). 

Hvis man altså forestillede sig, at universitetsstuderende kunne ’hverves’  som sprogofficerer, ville det således kræve tilegnelse af en række – ikke bare  militære – men også sproglige færdigheder. Yderligere ville forsvarets  kapacitetsopbygning i praksis udelukkende kunne bygge på universiteternes bacheloruddannelse. Kun denne har nemlig et nogenlunde fast indhold af  alment sprog, mens overbygningsuddannelsens sprogindhold i høj grad er  defineret af den enkelte studerende.   

Der opnås derfor reelt ingen sproglig bonus for forsvaret ved at rekruttere  blandt universitetsbachelorer. Således viser Forsvarsakademiets egne undersøgelser, at bachelorer – for at nå op på forsvarets gennemsnitlige fremmedsproglige færdighedsniveau for sprogofficerer – skal gennemgå et supplerende  undervisningsforløb på ca. 550 timer i civilt sprog alene. For derudover at  opfylde kravene om kendskab til kultur‐ og samfundsforhold behøves  yderligere 300 timers supplerende undervisning (bl.a. i geografi og antropologi, som ikke indgår i de civile studieordninger). Man skal dog være opmærksom på, at antallet af supplerende timer alene er baseret på differencen  mellem sprogofficersuddannelsens 400 timer og de 110 timer,  der er  berammet på universiteternes bachelorstudier. Imidlertid er der ingen sikkerhed for, at den universitetsstuderende vælger en sammensætning af fag, som  umiddelbart svarer til de operative behov, der danner grundlag for disciplinerne på sprogofficersuddannelserne. 

Hvis forsvaret derfor skal sammensætte et hold af studerende eller  bachelorer fra forskellige uddannelsesinstitutioner, skal indholdet af deres studiekomponenter være fuldt kompatible, eller også skal de udefrakommende  studerende gennemgå et individuelt opkvalificeringsforløb, inden de kan  indlede en militær grunduddannelse med henblik på udsendelse i mission for  forsvaret.   

Endelig kræver en eventuel anvendelse af universitetsstuderende som  sprogofficerer, at forsvaret overhovedet kan inddække sit årlige rekrutteringsbehov på 12‐18 personer pr. sprog – især da de skal være såvel motiverede  som fysisk, psykisk og studiemæssigt egnede.  Imidlertid er uddannelsestilbuddene på de danske universiteter mv.  begrænset til ca. 24 sprog, og hertil kommer, at kun 8 af disse har en årlig  produktion, der med sikkerhed overstiger sprogofficersuddannelsens minimumsoptag på 12 årlige bachelorer (alle tal fra 2005): 

• engelsk: over 750 bachelorer, 
• spansk: ca. 175 bachelorer, 
• fransk: ca. 150 bachelorer, 
• tysk: ca. 130 bachelorer (stabil produktion), 
• italiensk: 38 bachelorer (faldende), 
• kinesisk: 16 bachelorer (stigning forventes)   
• russisk:   26 bachelorer (inkl. ’gamle’ sprogofficerer, faldende)   
• arabisk:   20 bachelorer (inkl. ’gamle’ sprogofficerer, stigende)  

Derudover udbyder universiteterne: bulgarsk, eskimologi, finsk. græsk,  hebraisk, indianske sprog, indisk, japansk, koreansk, nederlandsk, persisk,  polsk, portugisisk, rumænsk, serbisk, kroatisk, thai, tibetansk, tjekkisk, tyrkisk  og ungarsk. Imidlertid er den årlige produktion typisk under 5‐8 personer  årligt, og flere sprog dimitterer ikke hvert år.3 

I praksis betyder det, at forsvaret med stor sandsynlighed kan hente  egentlige kapaciteter fra civilsamfundet i engelsk, fransk, spansk og tysk. Der  kan med nogen sandsynlighed tilvejebringes en begrænset kapacitet i  italiensk, arabisk og kinesisk, mens der for alle øvrige sprog – herunder russisk  – næppe kan tilvejebringes andet end enkeltpersoner.   

Basiskapaciteter
Der er derfor tre tungtvejende årsager til, at forsvaret bør opbygge og opretholde egen basiskapacitet inden for strategisk vigtige sprog og kulturer: 

• Det danske civilsamfunds kapacitet på det fremmedsproglige og  interkulturelle område er stærkt begrænsende for forsvarets muligheder  for direkte at rekruttere kandidater til funktioner med fremmedsproglige  og interkulturelle færdigheder. 
• Det færdighedsniveau, som universiteternes og de højere læreanstalters  sprogbachelorer opnår på det kommunikative område, er langtfra  tilstrækkeligt til at leve op til forsvarets krav om et færdighedsniveau på  mindst 33324. Såfremt der skal rekrutteres fra universiteter mv., forudsætter det en både længerevarende og omkostningsfuld efteruddannelse. 
• Det er forsvarets store dilemma, at den politiske og militære beslutningsproces, der munder ud i fastsættelse af de operative krav på det fremmedsproglige og interkulturelle felt, og den faktiske produktionstid for denne  kapacitet erfaringsmæssigt ikke følges ad: Iværksættelsesordren til nye  uddannelser kommer så sent, at uddannelsesområdet simpelthen ikke kan  holde trit med beslutningstagningen, og dermed kan nye kapaciteter heller  ikke rettidigt tilgå nye operationer og nye geografiske  indsættelsesområder.   

Groft sagt tager førstegangsforberedelse af en uddannelse i et nyt sprog  ca. 2 år. Der foreligger et omfattende forarbejde, der forud for tilgang af elever  skal fastlægge en række forhold, bl.a.: 

• fastsættelse af pensum, 
• fastsættelse af mål for at lytte‐, tale‐, skrive‐ og læsefærdigheder, 
• fastsættelse af mål for situationsbestemte færdigheder,  • situationsforståelse (med fastsættelse af aktivt/passivt ordforråd, fraser,  idiomer), kropssprog og andre kulturelle særpræg for et givet sprog‐ og  kulturområde, 
• fastsættelse af fagfordeling og uddannelsesmål inden for samfundsfagene   

Hertil kommer en opstillingsfase (ansættelse af undervisere, valg af undervisningssystemer mv.), som tager mindst 6 måneder, og endelig skal selve  uddannelsestiden på 24 måneder lægges til. Således kan den samlede produktionstid, inden de første sprogofficerer kan indsættes i en operativ opgave,  let være op til 4½ år.  For at reducere og om muligt eliminere det tidsmæssige misforhold  anbefales det, at forsvaret anvender følgende terminologi, og at der for  relevante sproglige områder træffes beslutning om graden af operativ  kapacitet og om krav til beredskabsopbygningen: 

• Sproglig operativ kapacitet i et givet sprog‐ og kulturområde. Dette indebærer, at forsvaret vedvarende kan understøtte udsendte missioner svarende til to bataljonskampgrupper og en mindre udsendelse. Der anbefales  opbygning af operativ kapacitet i såvel det pashto‐ som det dari‐talende  Afghanistan, det arabiske sprog‐ og kulturområde samt i det slaviske  sprog‐ og kulturområde. Herved vil forsvaret kunne inddække langt hovedparten af aktuelle og potentielle konfliktområder. 

• Sprogligt operativt beredskab i et givet sprog‐ og kulturområde. Dette indebærer, at forsvaret har personel i et antal, der er netop tilstrækkeligt til  at støtte et internationalt engagement, indtil uddannelsesstøttestrukturen  kan levere i rette kvalitet og rette omfang. For tiden er et operativt beredskab i dari under opbygning, idet uddannelsen gennemføres af allerede  uddannede sprogofficerer på det amerikanske forsvars sprogskole eller  andre allieredes skoler. Det beredskab, der hermed skabes, skal anvendes  til støtte for kapacitetsopbygningen af den afghanske sikkerhedsstruktur.  Andre beredskaber kan ligeledes etableres under forudsætning af, at  allierede kan tilbyde den relevante uddannelse. Under sådanne forudsætninger kan en begrænset operativ evne være til rådighed for forsvaret på kun 18 måneder efter beslutning. 

• Sprogligt grundberedskab i et givet sprog‐ og kulturområde. Dette  indebærer, at uddannelsesstøttestrukturen har personel i et antal, der er  netop tilstrækkeligt  til at uddannelsesstøttestrukturen kan iværksætte en  egenproduktion inden for 12 måneder i det pågældende sprog‐ og kulturområde. Det anbefales, at der træffes beslutning om, hvorledes man sprogligt skal understøtte forsvarets Afrika‐politik (bantu, tsonga, swahili).  Det anbefales tillige, at forsvaret overvejer at opbygge et sprogligt  grundberedskab for Kina og Nordkorea, hvor det danske civilsamfunds uddannelseskapacitet er beskeden.  

 

På trods af det langvarige forløb fra iværksættelse besluttes og til den  færdiguddannede sprogofficer kan indsættes i en mission, ses der ikke noget  realistisk alternativ til forsvarets egen sprogofficersuddannelse.  Der er derfor ingen tvivl om, at forsvarets fremmedsproglige og kulturelle  kapacitet i en overskuelig tid fortsat vil bygge på sprogofficersuddannelsen. Vi  skal blot sikre, at uddannelsen ajourføres, så den kan tilfredsstille nye krav til   kompetencer. En sådan omstilling til fremtiden er godt på vej.   

Introduktion af ny dansk militær kapacitet: 
Militær kulturrådgivning

Forsvarsakademiet indledte ved udgangen af november 2009 en ajourføring af  sprogofficersuddannelsen med henblik på at uddanne sprogofficeren til  militær kulturrådgiver. Formålet med uddannelsen er at skærpe  sprogofficerernes operationelle kulturanalytiske tilgang til og fundering i  militære operationer i den hensigt at kvalificere sprogofficererne til at udøve  operativ og taktisk anvendelig rådgivning baseret på kulturanalyse.   

Kulturforståelse udgør i dag en uløselig del af den sammenhæng, inden for  hvilken de militære operationer og funktioner udføres. Forhold som  international terrorisme, yderliggående politiske og religiøse grupperinger,  regionale konflikter og etniske udrensninger er alle funderet i kulturelt komplekse relationer og magtforhold, som udfordrer traditionel krigsførelse. Det  er ikke længere tilstrækkeligt, at soldaten kan betjene sit våben og anvende  det med henblik på at tilintetgøre en fjende.   

Dansk sikkerhedspolitik går i retning af at imødegå truslen mod Danmarks  geografiske nærområde i de lande, som ikke selvstændigt er i stand til at  dæmme op for væbnede konflikter eller ligefrem støtter udviklingen af  terrorvirksomhed. I takt med at det internationale sikkerhedsmiljø udsættes  for disse transnationale og asymmetriske trusler, bliver danske styrker udsendt  i stadig mere komplekse internationale missioner. Hvis man som militær leder  og soldat ignorerer den kulturelle dimension i disse forhold, øges risikoen for at  skabe hindringer for succesrig interaktion, hvorved den enkelte mission står i  fare for at mislykkes – et forhold, som netop nu debatteres omkring indsatsen i  Afghanistan. Derfor står de danske styrker over for bydende behov for bevidst  og strategisk at indarbejde kulturforståelse i det militære arbejde og ad den vej  være bedre rustet til at kunne identificere de komplekse sociale og kulturelle relationer, som har indflydelse på kamppladsen.   

Det er tvivlsomt, om der nogensinde i historien har fundet militære  handlinger sted, uden at enhederne har måttet interagere med mennesker fra  fremmede kulturer og grupperinger, og derfor til en vis grad har måttet søge at  forstå dem. Konceptet ’operativ kultur’ udviklede sig således op gennem  kolonitiden, og i det 19. og 20. århundrede har antropologiske studier i en vis  udstrækning været anvendt i forbindelse med strategiske og taktiske militære  overvejelser.5 Kulturforståelsens betydning i den militære virkelighed er derfor  ikke ny. Det er imidlertid sammenkoblingen af relevante kulturanalytiske  værktøjer med militær taktisk og operativ læring i én og samme uddannelse,  sådan som vi ser det gjort på Institut for Sprog, hvor uddannelsen som militær  kulturrådgiver netop er på vej ind i udviklingen af sprogofficersuddannelsen.   

Uddannelsen i militær kulturrådgivning
Antallet af publikationer fra de seneste år vedrørende kulturforståelsens  centrale rolle i det militære arbejde lader ingen tvivl tilbage om dette felts  centrale og aktuelle rolle i forsvarsstrategisk tænkning. Det skulle imidlertid  blive 2008, før den første forskningsbaserede og antropologisk funderede  lærebog om dette emne blev udgivet. Fra US Marine Corps University Press  udkom Operational Culture for the Warfighter6, hvor kulturanalysen integreres  med det militære domæne med henblik på at undervise soldater. ’Operativ  kulturanalyse’ anvendes til at betegne den kulturanalyse, som indgår i og  bidrager til en specifik militær operations mål og formål (afledt af en operations mål, de materielle forudsætninger og det militære personels funktionskapaciteter).7   

For at kunne operere effektivt i en bestemt region, må den militære leder være i stand til at forstå de lokale samfunds sociale strukturer. Gennem forståelsen af en bestemt gruppes eller et bestemt individs rolle, position og status i et givet samfund bliver den militære leder i stand til  at bedømme, hvilke  grupper der har magten (via deres indplacering i den sociale struktur), og om  de befinder sig i en position til at influere på magthaverne. Det bliver ligeledes  muligt at vurdere, hvilke individer i det operationelt set relevante rum, der  kunne tænkes at udfordre de eksisterende magtstrukturer ved enten åbenlyse  eller skjulte handlinger. Dette muliggøres desuden af personernes ugunstige  placering i en rigid social struktur, som ikke giver plads til mobilitet.

Operational Culture for the Warfighter har således – understøttet af forskning på området9 – fungeret som inspirationsgrundlag for den uddannelse i  militær kulturrådgivning, der er under udvikling på Institut for Sprog.  Grundtankerne fra de overvejende amerikanske og britiske tilgange til området er blevet tænkt ind i den danske kontekst, det vil sige sat i forhold til   sprogofficerens militære rolle og potentiale og til den danske militære tradition om samvirke. Man kan med en vis ret påstå, at der er tale om gammel  vin på nye flasker, fordi sprogofficersuddannelsen i stort omfang allerede  indeholder de relevante fag. Det er imidlertid nyt, at uddannelsen nu udnytter  faglige synergier på tværs af discipliner i en ramme, der trækker på antropologiske redskaber. 

Efter endt uddannelse som militær kulturrådgiver vil sprogofficeren have  erhvervet sig kulturanalyseredskaber på et operativt og taktisk, såvel som på et interpersonelt niveau. Uddannelsen er bygget op omkring: 

• en overordnet kulturanalytisk del i hvilken de studerende erhverver sig  operationelle, kulturanalytiske redskaber, 
• en samfundsvidenskabelig del i hvilken de studerende tilegner sig relevant  områdekendskab på et teoretisk niveau og på et specialiseret, regionalt  niveau, 
• en case‐baseret, taktisk og operationel fundering i det for en militær  kulturrådgiver relevante militære terræn   

Således vil den militære kulturrådgiver – i kombination med sin beherskelse af indsatsområdets sprog qua sprogofficer – være i stand til: At anvende de  tilegnede analyseredskaber vedrørende ovenstående samfundsforhold i  kombination med et gedigent sprogkendskab til talte sprog i indsatsområdet. 

At kende og reflektere over:   
• egne, organisationens og sprogområdets værdier, adfærd og normer 
• dominerende stereotypiske forestillinger vedrørende egne såvel som  sprogområdets befolkningsgrupper 
• egne, organisationens og sprogområdets kulturelle antagelser.     

At anvende tilegnede analyseredskaber vedrørende de samfundsforhold,  som har indflydelse på en operationel relevant forståelse, adfærd og holdning  på et teoretisk, generelt niveau og på et specialiseret empirisk baseret  regionalt niveau, såsom: 
• sociale strukturer 
• historieforståelse 
• religion 
• politik   
• økonomi   
• geografi     

At forstå det taktiske og operative niveau, han/hun arbejder indenfor, og  således kunne anvende de analytiske redskaber som følger: 
• diagnosticere indsatsområdets konstant fluktuerende sociale terræn, 
• diagnosticere den dynamiske interaktion, der foregår mellem de vilkår,  der eksisterer lokalt, og de krav, som menneskelig eksistens stiller til de lokale omgivelser, 
• være i stand til  at erkende og genkende de faktorer, der øver indflydelse på  den menneskelige eksistens lokalt, 
• erkende, hvordan militære operationer skaber nye betingelser og således  har indflydelse på lokal menneskelig eksistens, 
• ved etablering af tillidsskabende aktiviteter i indsatsområdet at øve indflydelse på sociale gruppers adfærd og holdninger, 
• være i stand til at vurdere hvilke kinetiske og ikke‐kinetiske operationer,  der i en given situation vil være mest hensigtsmæssige for at opnå et givet  militært mål.   

Under sin uddannelse modtager sprogofficerseleven – udover sit sprog  naturligvis – desuden taktikundervisning, idet den sproglige, kulturelle og den  taktiske del af uddannelsen vil blive sammentænkt under uddannelsen. Der er således ikke tale om en ’blot og bar’ kulturanalytiker, men om en militært  funderet sprogofficer og kulturrådgiver. 

I 2010 vil den nye sprogofficersuddannelse forme sig som en udviklingsproces. Lige så struktureret uddannelsesmodellen er på papiret, lige så  nødvendigt bliver det, at der på dette stade er vide rammer for innovative og  udviklingsbaserede tiltag.     

Den militære anvendelse af militær kulturrådgivning
Den militære kulturrådgivning ydes mest hensigtsmæssigt som en ressource i  stabe og enheder på bataljons‐ og brigadeniveau og giver mange anvendelsesmuligheder: 
• som bidragyder til planlægningen af de militære operationer i  udsendelsesområdet,   
• som kulturrådgiver over for soldater på alle niveauer (inden udsendelse,  ved efteruddannelse af militært personel, ved uddannelse af militære ledere) med det formål at optimere deres kontakt med lokalbefolkningen og  sikre kvaliteten af de militære operationer, 
• ved indsatser som omfatter det samlede opgavespektrum (kampoperationer, stabiliserings‐ og støtteopgaver, herunder også kapacitetsopbygning), 
• som kulturrådgivere over for enheder og enkeltpersoner i missionen inden  for alle felter – herunder specifikt INFOOPS, CIMIC, PSYOPS, HUMINT,  KLE10 og PPP11,   
• som instruktør i tolkebrug, 
• som instruktør og tilbagemelder på områderne kulturforståelse, kontaktfærdigheder og områdekendskab. 

Ikke mindst forventes uddannelsen i militær kulturrådgivning at styrke  sprogofficerernes effektivitet i deres arbejde som sprogofficerer i udsendelsesområdet.     

Fra et individuelt niveau til et taktisk og operativt niveau
Sprog er kulturbærende. Det lader sig ikke gøre at forstå og anvende et sprog i  konfrontation med andre mennesker klinisk renset for kulturel bias. Det kommer næppe heller som en overraskelse for den enkelte erfarne sprogofficer, at  sprog er andet og mere end tale. Men det er vigtigt at understrege, at sprog er  symbolbærende og derfor genstand for fortolkning. Med den militære rådgiveruddannelse bliver sprogofficeren udrustet med analytiske redskaber,  som gør det mulig for ham eller hende at forholde sig til bagvedliggende  værdier, ideologier og andre kulturelle dimensioner, som derved gøres  operationelle.   

I den nye uddannelse vil kulturfokus primært være rettet mod det taktiske  og operative niveau. Her er således tale om en udbygning af det hidtidige  fokus på kulturovervejelser, som har været af mere individuel karakter.  Det er velkendt for de fleste soldater, at kulturelle faktorer kan influere på  de taktiske handlinger og på operationers succes eller fiasko. På det taktiske  niveau indeholder eksempelvis både taktik, uddannelse og våbendesign  kulturelle komponenter. Senest har vægtningen af Counter Insurgency (COIN)  været anstødssten til  begrebet Human Terrain System (HTS) og Human Terrain  Teams (HTT)12, hvor kultur bringes direkte i spil i den taktiske kamp.   

På det operative niveau handler det om at planlægge og udføre militære  operationer med størst mulig chance for succes. For at kunne gøre det må  forholdet mellem de kulturelle faktorer inden for de militære styrker, mellem  de militære styrker og lokalbefolkningen samt i en given lokalbefolkning  kortlægges og bringes ind i den militære planlægning og ind som et element i  den militære beslutningsproces. En hvilken som helst militær operation involverer mennesker – og mange af dem. Den militære leder må kunne interagere  med disse – forskellige – mennesker, med forskellige baggrunde. Det være sig  grupper i egen struktur, allierede, neutrale, lokale som er blevet en del af  operationen og så selvfølgelig fjenden. I en COIN operation bliver billedet  yderligere komplekst, da operationen kræver tæt kontakt med lokalbefolkningen. Blot er det ikke altid muligt at kende ven fra fjende.   

Alt dette betyder, at den militære leder må skaffe sig en betydelig forståelse af og indsigt i, hvad der påvirker de implicerede parters opførsel13. Den  militære kulturrådgiver vil netop sidde inde med den viden og indsigt, som den  militære chef har brug for, samt kunne formidle den til det personel og de  enheder, som behøver kulturanalytisk indsigt i det militære arbejde.

Sammenfatning
Denne artikel har primært gennemgået de sprog og de færdigheder, der skal  være til rådighed for at forsvaret kan kæmpe og løse sine opgaver i et operativt  miljø, hvor omgivelserne taler alt andet end engelsk og hvor de kulturelle  grundvilkår adskiller sig markant fra de danske. De kulturelle forhold, som  kendetegner de samfund, hvor danske styrker skal opholde sig, vil forventelig  afvige fra nordeuropæiske normer i en sådan grad, at styrkerne nødvendigvis  må forberedes på denne situation. Forsvarets evne til at uddanne på dette felt  har desværre hidtil været både fragmentarisk og uensartet. Institut for Sprog  søger at rette op på dette ved struktureret at integrere kulturanalytiske  analyseredskaber i sprogofficersuddannelsen. 

Når enkeltpersoner såvel som organisationer skal løse pålagte opgaver og  udvikle sig i et moderne informationssamfund, er evnen til at kommunikere en  forudsætning. Indtil forsvaret for alvor blev indsat i missioner i forskelligt regi i  1990’erne, var dets kommunikative evner i hovedsagen indsnævret til sproglig  forståelse: engelsk til NATO‐sammenhænge, russisk/polsk inden for det  efterretningsmæssige område og en smule tysk/fransk af hensyn til  almen  dannelse. Den situation har ændret sig grundlæggende siden danske enheders  deployering til  Mellemøsten, hvor enhedernes opgaver – herunder deltagelsen  i kapacitetsopbygning af samfund og ikke mindst af samfundenes sikkerhedsstrukturer – stiller andre og mere komplekse krav til enheder og  enkeltpersoner. Det forventes fortsat, at engelsk vil være hovedsproget i de  alliancer, som Danmark militært vil indgå i, og at engelsk og evt. andre  europæiske hovedsprog vil kunne anvendes i forhold til centrale administrative  funktioner; men i forhold til  den civilbefolkning, der lever i området, er dette  ikke tilstrækkeligt. Dansk militært personel skal kunne kommunikere på det  talte sprog i missionsområdet, og ikke mindst skal dansk militært personel  kunne indrette de operative overvejelser og konkrete indsættelser efter det  samfund, som enheden skal agere i forhold til. 

Set i lyset af ovenstående er der med sprogofficersuddannelsens nye  kulturrådgiverprofil tale om en tilpasning og en nyorientering af Forsvarsakademiets klassiske sprogofficersuddannelse, hvor sprogfærdigheder forenes  med indgående regional samfunds‐ og kulturforståelse og en antropologisk  værktøjskasse. Foreningen af disse uddannelsesområder giver forsvaret en  operativ kapacitet, der sætter det i endnu bedre stand til  at møde den militære  virkelighed, som Danmark står overfor i dag og fremover.   

Noter
1 MSA = moderne standard‐arabisk (det fælles skriftsprog) 

2 SLP 3332 Med denne profil kan man deltage fuldt ud i alle normale samtaler.  Arbejdsmæssigt kan man indgå problemfrit i sproglig interaktion, men vil blive  opfattet som udlænding. Man kan heller ikke tilpasse sit sprog alle grader af  formalitet, og man kommer let til kort, hvis de indfødte samarbejdspartnere  ikke taler en standarddialekt. Det sidste ciffer, 2, betegner skrivefærdigheden  og betyder, at man kan klare de fleste dagligdags skrivefunktioner og beskrive  de fleste konkrete, faktuelle emner. Sprogligt kan man klare de fleste praktiske  arbejdsmæssige funktioner, især inden for et snævrere, velkendt felt. Men man  kan ikke varetage funktioner, der i særlig grad bygger på fremmedsproglig  kompetence såsom abstrakte analyser og udfærdigelse af officielle  dokumenter

3 Nærmere oplysninger kan søges Undervisningsministeriets portal www.ug.dk 
 
4 Færdighedsniveau i henhold til NATO STANAG 6001.

5 Boré, H. 2009:65 in: Complex Operations in Africa: Operational Culture  Training in French Military 

6 B. A. Salmoni & P.Holmes‐Eber 2008: Operational Culture for the Warfighter:  Principles and Applications, Marine Corps University, Quantico, Virginia; B. A.  Salmoni, P.Holmes‐Eber og A.L. Hamlen 2009: Applications in Operational  Culture: Perspectives from the Field, Marine Corps University, Quantico,  Virginia 

7 Operationel kultur kan defineres som en analyse af operativ relevant adfærd  og udtrykte holdninger, som kan observeres og indhentes. Det kan være blandt  militære grupper i en lokalbefolkning, som de militære styrker enten skal  samarbejde med eller bekæmpe, eller det kan være grupper i  civilbefolkningen, som de militære styrker opererer iblandt, samt lokale  befolkningsgrupper, som de militære styrker ønsker at øve indflydelse på

8 Holmes‐Eber P. 2008:111. 

9 Blandt andet: W. Mitchel 2008: Comprehensive Approach Capacity Building:  Implementing Effectbased Approach to Military Operations. Institute for Leadership and Organisation. Royal Danish Defence College. Joint Doctrine Note  1/2009: The Significance of Culture to the Military og Jager, S. M. 2007: On the  Courses of Cultural Knowledge, www.strategicstudiesinstitute.army.mil/ 

10 KLE: Key Leader Engagement. 

11 PPP: Presence, Posture, Profile som et udtryk for egne styrkers adfærd

12 HTS og HTT er et amerikansk program, som involverer brugen af  antropologer og andre samfundsvidenskabeligt funderede videnskabsfolk  direkte i den militære operation. Formålet er at hjælpe de militære taktikere  på mission med at forstå lokale kulturer gennem en Human Terrain Mapping,  og derved optimere operationel effektivitet og reducere militær og civil  konflikt.   

13 Kim, J. 2009;5 in: Cultural Dimensions of Strategy and Policy (www.strategicstudiesinstitute.army.mil/)

 

PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
PDF icon militaert_tidsskrift_138.aargang_nr.4_2010.pdf

Litteraturliste

Del: