Forsvarets nye rolle - et supplement

Denne artikel er skrevet af V. Güntelberg, tidligere direktør for Forsvarets Forskningstjeneste

 

Forord
I februar 1991 indleverede jeg en artikel til Militært tidsskrift med titlen "Forsvarets nye rolle". På grund af tidsskriftets ændrede trykning blev artiklen først offentliggjort i nr 5, som udkom efter sommeren. Samtidig fremkom en kommentar af general O. Kandborg, en kommentar, som jeg på det pågældende tidspunkt (som medlem af "Udvalget vedrørende forsvarets udvikling m.v.") ikke kunne svare på. Siden har andre gøremål udskudt nærværende supplement, men måske har udviklingen i mellemtiden hjulpet til at forstå  -og bidraget til at modificere - de betragtninger, jeg i sin tid fremførte.

Indledning
Kandborg har ganske ret i, at der er et spring i artiklen fra det sikkerhedspolitiske til strukturforslagene. Og som han skriver, er denne overgang den virkeligt vanskelige. Nu er det så heldigt, at officerer fra de øvrige to værn ikke har kommenteret artiklen, hvorfor jeg nu kan tillade mig at behandle hærens problemer alene og derved få en artikel af rimehg længde. Som det næppe kan undre, vil en del af min argumentation være identisk med bemærkninger i "Forsvarsministerens Rådgivnings- og Analysegruppe"s rapport: "Muligheder for og omfang af danske styrkeindsættelser i internationale operationer" af marts 1992, dog her i form og omfang tilpasset dette særlige supplement.

Der skal også her i indledningen erindres om den tidshorisont, som den oprindelige artikel antyder at lægge til grund: Minimum ca. 10 år for en væsentlig strukturændring. Der er således mere tale om at eksemplificere retningspunkter for en langsigtet udvikling end om konkrete, realiserbare strukturændringsforslag. Men fastlæggelsen af retningspunkter er selvfølgeligt afgørende for hovedtrækkene i disse konkrete forslag, og diskussionen om retningspunkteme derfor betydningsfuld. Skulle man i det efterfølgende finde min argumentation for lidt konkret, for lidt relateret til hærens øjeblikkelige situation, bør man erindre, at personer med, en vis indsigt i forsvarets effekt næppe offentligt kan udtrykke større kritik heraf. Det tjenstgørende personel skal jo have fuld tiUid til den organisation, de arbejder i, og herved bør der ikke rokkes.
 
Betragtninger vedrørende teknik, økonomi og effekt
Der er en klar forskel mellem Kandborgs og min opfattelse af, hvor Danmark (dets overlevelse, dets interesser m.v.) bedst forsvares. Sker det i vort nærområde eller sker det ved at skabe en strategisk situation, i hvilken et direkte angreb er umuligt? Er et dansk bidrag til at skabe en sådan situation overhoved politisk muligt (eller kan det blive det)? Selv om der kan argumenteres meget herom, er der mange holdninger involveret heri, og jeg vil overlade spørgsmålet til den enkelte læsers overvejelse og fokusere på ovennævnte tre områder, hvor der også synes at være forskelle i opfattelsen. Eftemævnte er et forsøg på at give en meget overordnet  -og tilsvarende forenklet  -beskrivelse af begrebet teknologisk niveau. Jo højere niveau, jo mindre behov for menneskelig indgriben samtidigt med øget effekt i mål på stedse større afstande.
 
De forøgede vanskeligheder med at observere, kontrollere og træffe under disse betingelser fører selvfølgeligt til stadigt dyrere systemer. F.eks. vurderede vi omkring 1985, at nedkæmpelse af kampvogne på ca. 30 km afstand kostede lige så meget pr. ødelagt kampvogn som kampvognen selv. Større kampafstand kunne kun begrundes med tilsvarende mulighed for deployering af virkeområdet. Jo højere niveau, jo større kan effektnedgangen som følge af lukket terræn (dårlige observationsforhold o.lgn.), fjendtlige modmidler (ECM m.v.), og egne fejltagelser m.m. blive. Afhængig af forventet operationsområde og modstanders teknologiske niveau må derfor vælges passende blandinger af våben på forskelligt niveau. Jo højere niveau, jo mindre men normalt højere kvalificeret personel, og jo færre personeltab er sandsynlige. Er soldater billige og er tab akceptable (f.eks. i en eksistenskamp) kan lavere teknologiniveau give den største effekt.
 
Jo højere niveau og dermed jo mindre personel, jo lettere er deployering af en given kampeffekt. Det er derfor rimeligt, at udefra kommende forstærkninger kommer med den højteknologiske kampkraft, mens in-situ styrker leverer den mere personeltunge effekt. Selv om højteknologiske systemer kan være lette at betjene, vil man her benytte mere veluddannet personel, da dette kontrollerer en større effekt. Generelt antages det derfor at være lettere at opstille nye enheder med lavere teknologiindhold end højteknologienheder, sml. f.eks. en flyeskadrille og en kampvognsenhed.
 
De økonomiske relationer er ganske anskuelige at beskrive. Der har været gjort mange forsøg på at skabe et absolut system til udregning af "prisen" på en given enhed, men sammenhæng mellem drift og investering, mellem bruger af en given investering og en senere arvtager, mellem bidrag fra forsvarets forskellige myndigheder har  -så vidt jeg ved  -ført til, at man konsekvent kun stoler på "ændringsberegninger", de absolutte tal er alt for afhængige af det omgivende systems struktur. Men når man som jeg vil overveje større strukturændringer, må man have et vist absolut grundlag, og det har jeg forsøgt at fremskaffe over årene, bl.a. fra udenlandske kilder. Som et eksempel blev det mit skøn omkring 1985, at Jyske Division ialt koster forsvaret ca. 3 Mia.kr/år. En tilsvarende tysk division synes at have en pris på ca. 3 Mia.DM, og en amerikansk division i Europa ca. 2-3 Mia.$! Altså en faktor ca. 4 hhv. 6-8 op. Dette kan selvfølgeligt begrundes i enkadreringsgrad, beredskab, deployering, operationsmuhgheder, uddannelse m.m.m., men også materielindhold (kvalitet, beholdningsstørrelse m.v.). En uafhængig undersøgelse i Analysegruppen viste iøvrigt, at materielindholdet i en tysk og i en tilsvarende dansk enhed også havde en forskel på ca. 4.
 
Det er tal som disse som indikerer, at en danske hær allerede i dag omfatter dobbelt så mange enheder som budgettet kan bære, ønsker man en rimelig international standard. Og erindrer man den ca. 3% budgetforøgelse pr år, som skal til i realvækst for at kompensere for forskellige fordyrelser (teknologiudvikling, uddannelsesomkostninger m.v.) bUver man meget beskeden med forslag til fremtidige struktures omfang. Effektforhold er vanskelige at beskrive kort, men jeg kan sammenfatte mine erfaringer fra de mange analyser, jeg har set over årene, i følgende, rent kvalitative konklusioner.
 
Lad os først se på en "almindelig" krig, d.v.s. hvor en part gennem militære operationer søger at tilintetgøre en anden parts militære modstandskraft for derigennem at kunne beherske denne anden part (territorielt, økonomisk, fjerne angrebstrusler m.v.). Groft taget er i denne situation effekt lig evnen til at ødelægge modstanderens militære potentiel. Denne effekt afhænger af 
- de ressourcer (økonomi, personel, andre samfundsofre m.v.), den givne part vil ofre på sit militære system,
- dette systems opbygning (især teknologiindhold)
- det miljø, hvori de militære operationer skal udføres (åbent/lukket terræn m.v. se pkt. 4) samt
- systemets psykologiske styrke, som igen grundlæggende afhænger af det omgivende samfunds holdning til de mulige militære operationer (forsvar af fædrelandet er "godt", forsvar af allierede kan være "nødvendigt", præventive angreb "afskyelige", besættelse af frenmied territorium (f.x. i fredsskabende øjemed) "betænkeligt" o.s.v. alt efter den øjeblikkelige politiske konstellation.
 
Skal jeg forsøge at illustrere denne effekts afhængighed af de indgående forhold, fastholdes først ressourcerne, d.v.s. de forskellige systemers størrelse fastlægges af fastlagt budget. Teknologiindholdet i de enkelte systemer vælges på 3 niveauer: Højt, d.v.s. overvægt af langtrækkende, styrede våben med tilhørende observations- og kontrolsystem, lette og mobile med beskyttelse fortrinsvis via bevægelse. Mellemniveau med stort indhold af tunge våben (KVG, ART), pansret, begrænset mobilitet og reaktionsevne, og et lavteknologisk niveau, med motortransport af personel og materiel, ringe pansring, stor udholdenhed på grund af meget personel, ringe mobilitet og langsom konmiando. Udelader man foreløbigt betragtninger af de psykologiske faktorer, som kan overlejres senere, og afbilder man miljø ud af en akse, hvor nulpunktet er optimale forhold for det givne system, og hvor voksende tal angiver øgede problemer for operationernes gennemførelse, problemer som f.x. terræn, herunder lukket/åbent, passabilitet (veje, bjerge, sumpe m.v.), klima. Elektronisk krigsførelse etc. kan man typisk få kurver for denne effekt som følger.
 
Det karakteristiske er at højteknologien passer bedst til rene forhold, lavteknologien til det vanskeligste miljø. Skal man presse mest effekt ud af sit forsvar, må man foretage en omhyggelig afbalancering, især af teknologiindhold til det krigsteater, hvori ens operationer forventes at forløbe. Vil man herefter tage hensyn til de psykologiske faktorer (kampånd, moral, lederskab, taktisk og strategisk dygtighed m.v.), må jeg nøjes med skøn (ud fra krigshistoriske data m.v.). Det er min konklusion - og andre kan være nået til andre konklusioner - at de lavteknologiske systemer med den tilhørende per sonehnængde er effektmæssigt mere følsonmie end de højteknologiske systemer. Selv om der ses situationer, hvor uventet menneskelig indgriben kan eliminere systemfejl, viser et overvældende antal eksempler betragtelige forringelser af den forventede effekt. I de mere højteknologiske systemer er de sandsynlige udsving (til begge sider) betydeligt mindre. 
 
Alt i alt bliver resultatet, at man må have en militær styrke, der kan sammensættes af teknologisk forskellige typer enheder, som afbalanceres efter det krigsteater, hvori der skal kæmpes . I en alliance kan der således efter indbyrdes aftale være mulighed for at specialisere sig i bestemte enheder, hvis valg kan tilgodese en række andre betragtninger, som senere skal gennemgås. Andre militære operationer uden for den "almindelige" krig.
Disse opdeles almindeligvis i
a. Redningsoperationer (ved natur-, miljø- og andre katastrofer), nødhjælp og politiopgaver.
b. Fredsbevarende operationer.
c. Fredsskabende operationer.

Ad a. Operationerne her baserer sig fortrinsvis på hærens teknologiind- hold(ingeniørmaskiner, transportevne m.v.), personel (organisation, disciplin), beredskab og - i nogen grad - evne til selvforsvar og myndighedsudøvelse (over for plyndringer, ved evakuering m.v.). Nærmere analyse synes uinteressant her, men kan glide over i efterfølgende overvejelser.

 
Ad b og c. Operationerne her er af vidt forskelig karakter, dog med en vis glidende overgang. Egentlige effektmål for sådanne operationer har jeg ikke mødt, men som et fælles effektbegreb (som selvfølgeligt er vanskeligt at måle) skal jeg tillade mig at bruge: Evnen til at opnå (eller at skaffe sig) respekt hos de stridende parter, således at de efterkonmier de politiske krav (aftaler m.v.), som er dem pålagt (påtaget).
 
Denne respekt kan - afhængig af situationen - opnås f.x. over for civilbefolkningen ved human og forstående holdning under myndighedsudøvelsen, over for f.x. politiske ledere ved demonstration af overvældende militær magt. Alt afhængig af den konflikt, den pågældende operation skal løse, kan der således være behov for "gadebetjenten" og for en højteknologisk angrebsevne. Udvælgelse og sanmiensætning af militære styrker til disse operationer må derfor ske under omhyggelig hensyntagen til operative behov.
 
Selv om der formentlig er mange år til at det internationale samfund har udvidet og udviklet ovennævnte tanker og gjort dem til operationelt anvendelige fremgangsmåder, kan man dog allerede nu gøre sig sine egne tanker klar om, hvilke typer inden for dette brede spektrum af mulige nødvendige militære styrker, man ønsker at kunne stille til rådighed i en given situation.
 
Karakteristiske styrkestrukturer (hærstrukturer)
På basis af den sikkerhedspolitiske matrice, jeg i sin tid opstillede, og på udviklingen siden da, er det næsten sikkert 
- at Danmark ligger 800 - 1500 km fra nærmeste område, hvorfra en agression af betydning for Danmark kan komme. Betydningen kan enten være, at agressionen er rettet mod lande, som vi er forpligtet til at støtte (via NATO; WEU m.v.) eller at agressionen kan flytte agressors kontrolområde tilbage mod Danmark, hvorved et forsvar af eget område igen kan blive aktuelt,
- at Danmark finder, at FN (eller Hgnende organ) bør kunne optræde med militære magtmidler i fredsbevarende, evt. fredsskabende operationer, og at Danmark er vilig til at stille sådanne midler til rådighed.
 
På denne sikkerhedspolitiske baggrund kan der - alt efter temperament, egne erfaringer m.v. - opstilles en række alternative strukturer. I det efterfølgende skal jeg redegøre for enkelte, mere karakteristiske forslag.
 
Alternativ 1. Det er naturhgt, først at søge en fremskrivning af den eksisterende struktur, d.v.s. at søge at opretholde en felthær på 5 ensartede brigader, hvoraf 3 kan suppleres til en division, som igen kan suppleres med visse korpstropper og indgå i et korps. Hertil kommer så specialenheder, lokalforsvar, hjemmeværn m.v. og nødvendig teknisk tjeneste, uddannelsesfaciliteter o.s.v. fuldender strukturen, som iøvrigt baserer sig på udstrakt brug af værnepligtige. Den fortsatte økonomiske udhuling, bl.a. som følge af den manglende budgetforøgelse på 3% p.a. sammenholdt med et udgangspunkt for den økonomiske ranmie, som kun var rimehgt under de specielle operative forhold, som hæren skulle arbejde under i den kolde krigs tidsalder, må nødvendigvis medføre en fortsat udhuling i kampkraft, således som dette allerede er sket siden sidste halvdel af 1970’eme, hvor hærens effektudvikling efter 2. verdenskrig efter mit skøn nåede sit maksimum. Vi har allerede set udnyttelsen af nedsat beredskab til afkortning af væmephgtstiden, set besparelser i uddannelseseffekt, i teknologisk fornyelse m.m. og om 10 - 15 år med en yderligere økonomisk udhuling på ca. 30% må opretholdelse af denne struktur ende med enheder med meget beskeden kampkraft. Det mest betænkelige ved denne udhuling er den illusion, som også er kendt fra 1930'eme, at vi stadig har en hær, og viden om og forudsætninger for en genopbygning går tabt i "udhulingsræset".
 
Denne udvikling synes dog at muliggøre en fortsat rekruttering af personel til fredsbevarende operationer, mens deltagelse i fredsskabende operationer må opgives, ligesom deltagelse i NATO-operationer uden for Danmark.
 
Alternativ 2. Næste udviklingsmulighed kunne være at søge at opretholde de enkelte enheders effekt på bekostning af den samlede hærstrukturs størrelse. Tager vi igen udgangspunkt i ca. 1980, og erindrer vi det nye krav om langt udgående og mere mobile operationer (med krav om større transportevne og logistik end dengang) vil vi nu om 10-15 år være nede på højst 2 brigader i felthæren og en tilsvarende størrelse af lokalforsvar og øvrige tjenester. 
 
Man kan i en sådan struktur forvente, at dansk militær viden (om teknik, taktik, operationer, strategi m.v.) kan opretholdes på et højt niveau, men om et værnepligtssystem (med tilhørende kontakt til befolkning og samfund) kan opretholdes, er vel tvivlsomt, ligesom evnen til en genopbygning af et forsvar af eget område, skulle dette igen blive nødvendigt, ikke er tilgodeset. Men strukturen kan utvivlsomt understøtte såvel fredsbevarende som fredsskabende operationer samt vore NATO-forpligtelser.
 
Alternativ 3. Dette alternativ lægger til grund, at har man ikke råd til at købe noget, kan man søge at få det forærende; - og satser derfor på i alt væsenthgt frivilligt personel, lidt i stil med Hjemmeværnet. Ligesom det schweiziske forsvar kan klare sig med 2% af bruttonationalproduktet, fordi de væsentligste personeludgifter afholdes uden for forsvarsbudgettet, måtte vi kunne opretholde vor nuværende hærstruktur (ca. 5 brigader m.v.) på et effektmæssigt tilfredsstillende niveau, hvis væmepligtigt personel og en betydehg del af stampersonellet blev frivilligt. Første sammenhængende uddannelse og evt. senere længerevarende uddannelsesperioder sker under "uddannelsesorlov", kortere mønstringer i weekends og ferier.
 
Med et arbejdsmarked, som ikke kan absorbere den del af befolkningen, der er i den almindelige erhvervsaktive alder, kan det at være "fritidssoldat" blive en livsstil, som kan danne basis for dette alternativ. Den organisatoriske ændring af hæren, som dette vil kræve, er dog betydelig, og jeg har ikke evnen til at gennemarbejde det i detaljer, men skal fremhæve
- at ordningen især tager sigte på forsvar af nærområdet,
- at den sandsynligvis muliggør opstilling af FN-styrker til fredsbevarende opgaver og måske også til fredsskabende operationer samt vore NATO- forpligtelser,
- at den formentlig muliggør en hurtigere "genoprustning" tilfælde af kriser i nærområdet end mere konventionelle udvidelser af hæren (folkelige reaktioner er ofte mere spontane end regeringskontrollerede).
 
Alternativ 4. Her drages konsekvensen af den økonomiske udnuling ved en klar opdeling af hæren i en "ehtehær" og en "genopbygningshær". Den første, som fortrinsvis baseres på stampersonel, kan formentlig gives en brigades størrelse, hvoraf ca. en trediedel (en bataljon/kampgruppe) er enkadreret, resten i reserve. Den holdes teknologisk og taktisk på et højt niveau, så officerskorpsets professionelle evner vedligeholdes, og den kan anvendes som specialenhed i NATO Fast Reaction Forces og til evt fredsskabende opgaver.
 
Den anden er en væmephgtshær, som i en kort uddannelse med evt. frivilhg supplerende uddaimelse for særhge enheder kan orienteres om krigens og kampens forhold; som holder forbindelsen mellem hær og befolkning (og Hjemmeværn) vedlige; om udgør rekrutteringsgrundlag for stampersonel og for frivilligt personel til fredsbevarende opgaver m.v. Genopbygningsmuligheden, som har interesse i den situation, hvor Danmark igen risikerer at blive kampplads, består primært i at forlænge værnepligtsuddannelsen til en fuldt krigsmæssig uddannelse, fremskaffe materiel og kombinere væmepligtsenheder (f.x. af brigadestørrelse) med eliteenhedeme (med den store ildkraft). Genindkaldelser og efteruddannelse er også muhgheder (måske især for at genskabe lokalforsvar), og genopbygningsfasen, som selvfølgelig vil kræve tilførsel af betydelige økonomiske midler, kan udføres i løbet af 2 - 4 år. En samling af hæren til 1-2 uddannelsessteder med udstrakte øvelsesområder, så samling af enheder og effektivitet i uddannelse kan opnås, er en forudsætning for rimelig økonomi i dette alternativ. Med disse alternativer har jeg søgt at vise de markant forskellige udviklinger, som jeg har interesseret mig for, i håbet om at stimulere videre forståelse og diskussion. Mellemløsninger, overgangsordninger m.v. er der selvfølgelig et hav af, men det er efter min mening væsentligt at holde sig til hovedlinierne og udvikle forskelle og muligheder, fordele og ulemper før man går videre i organisatoriske og økonomiske detaljer.
 
Valgkriterier
Jeg har tidligere nævnt en række forskellige kriterier, som kan bruges ved valg mellem alternativerne. Også disse kriterier er centrale i en evt. kommende diskussion, så lad mig rekapitulere de væsentligste her:
- den sikkerhedspolitiske udvikling med konsekvenser som nævnt i pkt. 7, d.v.s. deltage i langt udgående NATO-operationer, støtte FN (fredsbevarende og fredsskabende) forsvar af dansk område, når (hvis) trussel om krig her genopstår (med varsel på 2-4 år).
- bevaring af hærens (især officerskorpsets) professionelle niveau (som forudsætning for hærens kvalitetsniveau fremover),
- fleksibilitet i udnyttelsen af hærens økonomiske ressourcer (primært kvalitet, først kvantitet hvis udviklingen kræver det).
- bevaring af tillid i det øvrige samfund (værnepligt, åbenhed, evt. frivillighed, personellets sikkerhed (overlevelse) i relation til opgaverne m.v.
 
Valg
Med ovennævnte kriterier har jeg så i min oprindelige artikel i Militært Tidsskrift valgt alternativ 4; den kvalitetsopdelte hær, og søgt at beskrive denne struktur videre. Men også alternativ 2, den effektive, men lille hær er en videre diskussion værd. Blot synes jeg ikke, at jeg skal starte den. Vi har jo allerede fået Hdt af alternativ 4 med den internationale brigade, så det på høje tid at drøfte, hvordan denne skal videreudvikles, og under hvilke betingelser resten af hæren skal fungere.
 
Afslutning
Og således har jeg forhåbentlig redegjort for det spring, der var i den oprindelige artikel, og forsøgt at forklare mine argumenter herfor. Måtte så andre tage tråden op og bidrage til videre udvikling af dette helhedsbillede. 
 
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra:
PDF iconmilitaert_tidskrift_123_aargang_jul.pdf

 

Litteraturliste

Del: