Forsvarets internationale engagement – en politisk synsvinkel

Aldrig før har dansk forsvar gjort så megen gavn, som efter Berlinmurens fald. Flere end 20.000 danske soldater har ydet en fremragende indsats i 1990’ernes brændpunkter: Cypern, Irak, Kuwait, Kroatien, Bosnien, Makedonien, Kosovo, Albanien og Eritrea. Indsatsen er blevet videreført ind i det nye århundrede, men nu bliver vi for alvor trykket på maven. På den ene side af vort EU-forsvarsforbehold, og på den anden side af behovet for at modernisere dansk forsvar, så det bliver bedre rustet til at møde kravene til fremtidens internationale engagement.

Foto: Forsvaret.dk

Blå baretter kun udstyret med kikkert og notesblok er fortid. For at kunne fortsætte et højt internationalt engagement, må vi derfor være bevidste om, at med vores succes i 1990erne lurer også faren for selvtilfredshed og fristelsen til at hvile på laurbærrene. Altså, at dansk forsvar har gjort det godt i årtier, ergo er der ikke behov for de store ændringer – udover, måske at overveje vort EU-forbehold.

Men argumentet, at forsvarsforbeholdet afskærer os fra at deltage i traditionelle fredsbevarende operationer som vi er vant til og gode til, kan ikke stå alene. Enhver kan se, at det sikkerhedspolitiske billede er under kraftig forandring, og har følgelig krav på en ærlig debat om de videre perspektiver for det danske forsvar. Alligevel er jeg fuld af fortrøstning. For det er bestemt ikke givet, at danskerne er fodslæbende overfor et EU, som spiller en langt mere aktiv militær rolle internationalt. For Det Radikale Venstre er det en mærkesag at få gjort op med EU-forsvarsforbeholdet, som er en forrykt, historisk anakronisme.

Forbehold med smuldret grundlag

Da et snævert flertal ved folkeafstemningen den 2. juni 1992 stemte nej til Maastricht-traktaten, var et af modstandernes hovedargumenter, at EU ville udvikle en fælles overnational Europahær til forsvar for fælles interesser og europæisk territorium. Og set i bakspejlet, kunne nej-sigerne formentlig heller ikke vide bedre. Årene efter murens fald, med sovjetsystemets sammenbrud, Golf-krigen og konfliktudbruddet i det tidligere Jugoslavien, var nemlig præget af storstilet sikkerhedspolitisk fritænkning i de europæiske hovedstæder. Og det var ikke til at forudse, hvad der ville følge efter enigheden i Maastricht, om et første skridt mod en egentlig europæisk forvarsdimension med Den Vesteuropæiske Union (WEU) som instrument.

Vi vidste ikke, at de tætte forbindelser mellem WEU og EU aldrig ville blive udviklet. Ja, WEU blev end ikke aktuel efter udbruddet af den jugoslaviske borgerkrig i efteråret 1991, hvor Luxembourgs udenrigsminister, som formand for EU, ellers så frejdigt havde proklameret, at dette var ”the hour of Europe”. Lige så lidt havde vi forventet, at udviklingen af forsvarsdimensionen pludselig ville tage fart under Kosovokrisens udbrud i 1998, hvor det blev klart for Tony Blair, at USA behøvede modspil og EU en militær stok til at bakke mæglernes gulerødder op, hvis krisestyringspolitikken skulle være troværdig.

I dag står det klart, at EU's forsvarsdimension (ESDP) ikke får til opgave at varetage de europæiske landes territorialforsvar. Den ca. 60.000 mand store EU-udrykningsstyrke, hvortil 30 europæiske lande bidrager, skal udføre internationale krisestyringsopgaver. Dermed bliver ESDPen et af fremtidens vigtigste redskaber til international krisestyring, og indeholder en i international sammenhæng enestående sammenkædning af civile og militære krisestyringsinstrumenter. Så da ESDPen af EU’s forsvarsministre blev erklæret fuldt operationsdygtig i sidste måned, var jeg både stolt og begejstret på Europas vegne, og ærgerlig på Danmarks vegne.

For Danmark har en lang og flot tradition for deltagelse i international konfliktforebyggelse samt fredsbevarende og fredsskabende operationer med det formål at forhindre krig og overgreb mod grundlæggende menneskerettigheder. Tendensen i de kommende år vil formentlig være, at regionale organisationer som EU i stigende omfang får til opgave at udføre konfliktforebyggelse i samarbejde med FN og fredsstøttende operationer bemyndiget af FN's Sikkerhedsråd.

Til dato har EU-forbeholdet været aktiveret små 10 gange, og det har primært drejet sig om ’blødere’ indsatser som politiindsats og bistand til minerydning. Nu begynder det at snærre til på det hårdere område også - med EU´s overtagelse af NATOs fredsbevarende indsats i Makedonien den 31. marts 2003 som første lysende eksempel. Næste planlagte skridt for EU bliver overtagelsen af den langt større operation i Bosnien med udgangen af 2003, og igen må vi stå udenfor.

Skal Danmark fortsat kunne hævde sit fornemme internationale engagement, kræver det derfor, at forsvarsforbeholdet ophæves. Jo hurtigere, des bedre.

Modernisering af forsvaret

Der er kraftigt behov for at tilpasse dansk forsvar til fremtidens militære indsatser. Dels fordi, det danske forsvar i vid udstrækning baseret på værnepligtige, som ikke kan udsendes i internationale opgaver, og dels fordi Danmark mangler løftekapacitet, så vi overhovedet kan rykke personel og materiel ud i internationale opgaver.

Der er med andre ord behov for en gennemgribende modernisering af det danske forsvar, så det kan møde fremtidens udfordringer på internationalt plan. Behovet for et stærkt nærforsvar er allerede trådt i baggrunden, og det danske forsvar har i de senere år bevæget sig i den rigtige retning med bl.a. oprettelsen af Den Danske Internationale Brigade (DIB), etableringen af FN-udrykningsstyrken SHIRBRIG og et tæt militært samarbejde med såvel NATO-partnere som ikke-NATO-lande rundt om Østersøen. Men med et stigende behov for nye og mere forskelligartede indsatser i både EU-, NATO- og FN-regi, er det uomgængeligt med en langt mere rationel og ressourcebevidst anvendelse af midlerne på det eksisterende forsvarsbudget, samtidig med at krisestyringsopgaverne udføres i et langt mere integreret forsvarssamarbejde med vore nærmeste allierede. Nøglebegreberne er professionalisering og specialisering.

Professionalisering

De værnepligtige er meget dyre, og de kan være gode til ceremonier. Men det, der er brug for, er højtuddannede kamptropper, som er i stand til at klare en meget intensiv konflikt og fredsbevaring”.

NATO’s generalsekretær George Robertson har ret. Værnepligten bør afskaffes og forsvarets rekruttering bør være langt mere internationalt orienteret. Generalsekretæren fremsatte sit gode forslag i et interview med Berlingske Tidende (søndag den 11. maj 2002) og gjorde dermed op med et af de mest indgroede dogmer i dansk forsvarspolitik.

Siden er opfordringen blev gentaget, men ikke meget hjælper det åbenbart. Kun Socialdemo­kra­terne har turdet tænke nyt. Det virker som om regeringen og Dansk Folkeparti er lidt allergisk overfor råd udefra, og har en fantastisk evne til at fremstille Danmark som enestående i positiv forstand, fordi vi holder fast i værnepligten. Ifølge forsvorne tilhængere er værnepligten nærmest indbegrebet af dansk kultur og identitet.

Virkeligheden er dog noget anderledes. Frankrig opfandt den almindelige værnepligt efter den franske revolution. ”Levée en masse” gjaldede det. Og værnepligtsprincippet blev hurtigt efterlignet af en lang række europæiske stater. Nu, hvor franskmændene  har afskaffet værnepligten med udgangen af 2002, ses det med rette som symbolet på at tiden er løbet fra værnepligten. Det gælder ikke blot for Frankrig – også lande som Holland, Belgien, Italien, Portugal og Spanien har for længst ophævet værnepligten, eller er i gang. Det samme gælder en lang række af de nye og kommende EU- og NATO-lande. Der er et stigende behov for professionelle soldater med høj uddannelse og højt beredskab, og det bør vi også Danmark tage konsekvensen af.

Et af de væsentligste argumenter imod at suspendere værnepligten, lyder at værnepligten er nødvendig for at sikre forsvaret en folkelig opbakning – uden værnepligten bliver forsvaret ”en stat i staten”.  Men de kun 15-20% af en ungdomsårgang, som bliver indkaldt til aftjening af værnepligten idag, repræsenterer ikke en folkelig opbakning. Og det vil være omsonst at indkalde flere værnepligtige af dén grund. Desuden er der en væsentlig større risiko for, at forsvaret mister folkelig opbakning, hvis det stivner i utidssvarende strukturer og ikke kan løfte de internationale opgaver, det omgivende samfund forventer.

Et andet argument lyder, at værnepligten er nødvendig for at rekruttere soldater til Den Danske Internationale Brigade (DIB). Men heller ikke det argument holder til nærmere eftersyn. Værnepligten er nemlig et særdeles ineffektivt instrument til rekruttering til den internationale indsats. Kun omtrent 15% af de værnepligtige melder sig i dag til Den Internationale Brigade, hvilket betyder, at for hver gang, vi har behov for 100 soldater flere til international indsats, må vi tvangsudskrive 600-700 unge mennesker i et års tid. Værnepligtens ineffektivitet var netop kernen i den hårde kritik, som en anden højtstående NATO-repræsentant, vicedirektøren for styrkeplanlægning Frank Boland, gav udtryk for på Forsvarsministeriets internationale værnepligtskonference i København den 7.-8. april i år. Værnepligtstiden byder tilsyneladende ikke på udfordringer og indhold, som motiverer til fortsat tjeneste i forsvaret. Snarere tværtimod. Værnepligtstiden demotiverer de unge, som ellers på forhånd er positivt indstillet overfor tjeneste i forsvaret. Det viser også den rappport, udført af forskeren Prebén, som trak overskrifter midt i maj.

Der er ikke længere brug for store mobiliseringsstyrker af værnepligtige. Det hører fortiden og den kolde krig til. At opretholde værnepligten samtidig med at forsvarets internationale opgaver får stadig større vægt, vil være at sætte sig mellem to stole.

Specialisering

The new NATO is going to be about countries who do different things, and do each of them well”.

Ordene er igen fra et interview med George Robertson (Washington Post, 3. november 2002). De er ikke specielle kontroversielle, snarere nøgternt konstaterende. Og de retter sig mod både NATO- og EU-samarbejdet. Rollespecialisering er vejen frem, fordi den kan gøre de primære militære aktiver mere effektive, og samtidig frigøre ressourcer til at imødegå de nye sikkerhedspolitiske udfordringer bredere end rent militært. Til gengæld kræver det nedskæringer på de forældede og ressourcetunge territorialforsvar, samt at små og mellemstore lande ophører med forsøget på at følge med den militærteknologiske udvikling på alle felter. For det er hverken nødvendigt eller hensigtsmæssigt. Et tæt internationalt samarbejde er den væsentligste faktor, når det handler om at forebygge eller løse kriser, der truer den fælles sikkerhed.

Et udmærket eksempel på den fornødne specialisering er Tjekkiets omstilling til en troværdig NATO-partner. Det tjekkiske flyvevåben, som førhen var symbolet på national stolthed og integritet, er nu blevet nedprioriteret til fordel for satsning på et speciale fra den kolde krig, hvor tjekkiske tropper var Warszawa-pagtens specialister forsvar mod atomare, biologiske og kemiske angreb. Denne specialiserede ’niche’-ekspertise, som i høj grad kompenserer for mangel på landstyrker og high-tech våbenteknologi, er nu blevet et meget vigtigt aktiv for NATO. Samtidig har Tjekkiet sat sig det ambitiøse mål, inden for de næste fire år at udvikle en international brigade på 5.000 mand til deployering i mindst et halvt år.

Andre gode eksempler er det belgisk-hollandske samarbejde om håndhævelse af luftrummet over de to lande samt den tysk-hollandske aftale om fælles finansiering af strategisk løftekapacitet, som er et stort europæisk behov. EU´s udenrigspolitiske koordinator, Javier Solana, har da også gentagne gange tilskyndet de europæiske lande til at følge det tysk-hollandske eksempel og tage flere fælles initiativer.

Hvad så med NATO? For mig at se bør NATOs nye udrykningsstyrke (NATO Response Force) ikke ses som en konkurrent til EU´s udvikling af egen militær styrke til krisestyringsopgaver. Den hurtigt deployerbare og slagkraftige NATO-styrke på 21.000 mand, bør rettelig ses som et amerikansk tilbud til Europa om fortsat transatlantisk samarbejde, i en tid, hvor de amerikanske forsvarsudgifter nærmest eksploderer sammenlignet med de europæiske. Årsagerne er formentlig forskellige trusselsvurderinger og traditioner for magtanvendelse som løsning, men konsekvensen af den klare udvidelse af kløften i militær formåen, er yderligere forringelse af inter-operationaliteten mellem Europas og USA's styrker.

Amerikanerne synes med andre ord at drage en fornuftig konsekvens af de forhold, at de europæiske forsvarsbudgetter er under pres, samtidig med, at NATOs traditionelle struktur baseret på truslen fra øst ikke kan stille meget op over for de nye trusler mod alliancens medlemslande. Som USA's forsvarsminister Donald Rumsfeld sagde i september under NATOs uformelle forsvarsministermøde: ”Hvis NATO ikke har en styrke, der er hurtig og smidig, og som kan udsendes i løbet af dage eller uger i stedet for måneder eller år, så vil alliancen ikke have meget at tilbyde verden i det 21. århundrede”.

Opbygningen af de to udrykningsstyrker er indbyrdes forbundne og skal være gensidigt forstærkende. Det er både EU og NATO enige om.. Men der ligger ogsp implicit i designet af de to udrykningsstyrker en vis arbejdsdeling, hvor , NATO i fremtiden står for højintensive krisestyringsopgaver, mens EU på egen hånd varetager mere traditionelle fredsoperationer. På sigt kunne det imidlertid være ønskeligt, om NATOs Response Force kan inkorporeres i EU som en del af ESDPen, som dermed kan blive en stærkere europæisk søjle i NATO og bidrage positivt til det transatlantiske samarbejde.

Det handler – igen – om tillid

Under den kolde krig hvilede vort forsvar på en tillid til, at solidariteten de allierede imellem ville være tilstede i krigstid. Nu skal tilliden mellem de allierede stå sin prøve i fredstid. Og når man betænker at Danmark nyder godt af en geostrategisk placering, som indebærer tryghed nærmest uden fortilfælde, så må også vi kunne bidrage. Også det danske forsvar må indrettes efter devisen: Vi skal ikke kunne alt, men vi skal være gode til det, vi gør. Og det skal vi gøre mere af. Det er vejen til et stærkere EU, som kan styrke NATO og styrke FN – og dermed også Danmark.

Litteraturliste

Del: