Forsvarets engagement i Afghanistan

”Nothing in this country is as it seems to be at the first glance”

- BrigGen Werner Freers, Commander Kabul Multinational Brigade 3

Indledning

Når jeg starter denne artikel med citatet af Commander Kabul Multinational Brigade 3, er det næppe overraskende fordi dette - om noget - er særdeles rammende for Afghanistan, Kabul, befolkningen og kulturen, men først et lille tilbageblik.

Foto: Forsvaret.dk

Afghanerne har levet en omtumlet tilværelse de sidste 100 år. Efter afslutningen af den 3. Britiske Krig i 1919 blev mere end 50 års kongedømme indledt, efterfulgt af en kort periode som republik fra 1973 til 1979, hvor USSR som bekendt invaderede landet. Under væbnet modstand fra Mujahadin forsøgte USSR i næsten 10 år at få kontrol med Afghanistan, men måtte i 1988 opgive og trak sig derefter tilbage. Den navnkundige Najibulla blev indsat som præsident, men allerede i 1991 udbrød der borgerkrig mellem forskellige Mujahadin grupper. Borgerkrigen varede helt til 1996, hvor Taliban overtog magten og lagde et hårdt jerngreb om den afghanske befolkning de følgende 5 år. Kabul og store dele af det øvrige Afghanistan var da efterladt sønderskudt og splittet.

Umiddelbart efter terrorangrebene 11. september 2001 iværksatte USA Operation Enduring Freedom (OEF) i Afghanistan med det formål at bekæmpe de formodede terroristbaser i landet, og med hjælp fra Nordalliancen blev Taliban fortrængt. Den senere Petersbergkonference udpegede en midlertidig regering under Hamid Karzai, og 22. december 2001 indsattes International Security Assistance Force (ISAF) i Kabul og omegn på anmodning fra den midlertidige regering og med baggrund i FN resolution nr. 1386 samt FN-pagtens kapitel VII om anvendelse af ”nødvendig magt”.

Afghanerne og Kabul

Afghanistan er et lavt udviklet og relativt primitivt land, og afghanerne har en for os vesteuropæere helt anden kultur og livsopfattelse, der på mange områder minder om tilstanden i Vesteuropa for flere hundrede år siden. For det første er Afghanistan meget fattigt, især efter de sidste tyve års uroligheder i landet, og bl.a. derfor er både sundhedstilstanden og uddannelsesniveauet også meget lave. I forlængelse heraf er der en udbredt kamp for overlevelse i form af føde og penge, hvilket kombineret med ukendskab til de mest elementære menneskerettigheder fører til en relativ lav respekt for menneskeliv. Til gengæld er der stærke æresbegreber især inden for den enkelte familie, hvor enhver fornærmelse - for ikke at tale om ydmygelse - gengældes. Hovedparten af uoverensstemmelser, såvel private som offentlige, løses stadig uden brug af domstole og ved anvendelse af vold, ofte involverende våben.

Landet er desuden et multietnisk samfund sammensat af pashtunere, tatjikker, hazarer og uzbekere som de største grupper, hver med deres egen kultur og klædedragt. Legende børn ses overalt, de vinker og smiler, og løber langs vejen når man kører forbi, i håbet om at der falder et eller andet af i farten. De store drenge kan også smile, men er lidt mere reserverede og alvorlige, for ikke at tale om mændene. Kvinderne går fortsat oftest tildækket, men i centrum af byen ses efterhånden flere og flere kvinder uden den karakteristiske blå burka.

Afghanerne er næsten alle muslimer, men der findes mange forskellige grene indenfor islam, og desværre også flere ekstremistiske, der ønsker al vestlig indflydelse - inkl. ISAF - ud af Afghanistan hurtigst muligt. Den strenge islamiske tro under Taliban’s ledelse er dog forsvundet, herunder også de mange års udgangsforbud om aftenen samt forbud mod at høre radio, spille musik o.s.v.

Administrativt er Afghanistan opdelt i ca. 30 provinser underlagt den centrale magt i Kabul, men i praksis er guvernørerne uden væsentlig indflydelse, idet de gamle krigsherrer og andre traditionelle ledere reelt styrer landet på tværs af provinsgrænserne og ofte uafhængigt af centraladministrationen i Kabul.

Det er en kæmpe opgave at genopbygge Kabul, og det skrider kun langsomt frem, da midlerne er meget få. Mange afghanere er flygtet til Pakistan og andre nabolande, men vender nu tilbage i titusindtal. Således er byen det sidste år vokset fra ca. 1 mio. indbyggere til anslået 2-3 mio. Desværre finder mange af dem kun ruiner af deres tidligere bolig tilbage, eller måske er andre flyttet ind eller gået i gang med at genopbygge huset. Endelig kan politiet eller andre myndigheder efter forgodtbefindende have foræret huset væk til embedsmænd eller lignende. Sådan er vilkårene herude, det med ejendomsret og matrikelnumre er ikke rigtigt slået an.

Det generelle billede af situationen i Kabul er en storby med udpræget fattigdom, men stigende aktivitet og handel, samt stigende interesse fra vestlig side. Afghanerne virker arbejdsomme og flittige, og der er gang i både landbrug, håndværk og handel overalt i området. På overfladen ånder der egentlig fred og ro med masser af leben i centrum, og handel fra små boder overalt. Næsten alt kan sælges, og genbrug er helt normalt. Slagteren hænger selvfølgelig sine varer ud til vejen, så alle kan se dem. Levnedsmiddelkontrollen kommer jo ikke forbi hver anden dag. Også boder med brænde, frugt og brød er der masser af. Selv hele gader med butikker, der sælger reservedele til biler, kan man finde, brugte reservedele naturligvis.

Under den fredelige overflade findes imidlertid en verden fuld af magtkampe, korruption og kriminalitet som en hel naturlig ting. Mange drives af behovet for overlevelse, og er rede til at gøre næsten alt for penge og egen vindings skyld. Den der er din ven i dag, er måske din fjende i morgen, hvis der kan vindes penge eller magt herved. Udadtil er de fleste afghanere dog høflige og venlige.

Også forholdet til ammunition, miner m.v. afviger fra det vesteuropæiske, og et eksempel herpå er oprydningen af et areal på en kaserne i Kabul centrum. Den lokale kommandant bad ISAF om hjælp med planeringen af arealet med tunge ingeniørmaskiner og bedyrede uden tøven, at arealet var helt frit for miner og lignende. Kort efter påbegyndelse af planeringen blotlagde maskinerne imidlertid de første miner, hvorefter projektlederen standsede arbejdet og meddelte, at der måtte særligt minerydningsmateriel til for at løse opgaven. Dette var kommandanten helt uforstående overfor, og han besluttede i stedet at indsætte sine egne soldater til at rydde området. Kort efter var ca. 20 soldater udkommanderet til opgaven, der blev løst ved at sparke mere eller mindre systematisk i jorden for at afdække evt. miner og lignende. Noget rystet henvendte projektlederen sig til kommandanten og forsøgte at forklare det helt uforsvarlige i denne form for ”minerydning”, hvortil kommandanten uforstående svarede ”You have a strange attitude to life !” Selve Kabul er dog nogenlunde ryddet for miner, men i resten af landet er der i tusindvis af miner og gammel ammunition samt gamle vrag af russiske kampvogne. Der er ikke umiddelbart vilje og kræfter til at rydde op efter de mange års hærgen, andre opgaver har naturligt højere prioritet.

De afghanske militære styrker er i øvrigt et kapitel helt for sig, en skøn blanding af tidligere strukturer med et utal af mindre hærstyrker hvervet af magtfulde enkeltpersoner (ofte tidligere krigsherrer, herunder ledere fra den tidligere Nordalliance), samlet betegnet som Afghan Military Forces (AMF). Sammenlagt er der i Afghanistan anslået ca. 110.000 mand under våben fordelt på ti korps. Enhederne kan dog ikke umiddelbart sammenlignes med de tilsvarende vestlige enheder, således omfatter en afghansk division sjældent mere end ca. 2.000 soldater mod vore ca. 20.000.

Hertil kommer de første enheder i den nye afghanske hær Afghan National Army eller blot ANA, der uddannes af USA på Kabul Military Training Centre støttet af Storbritannien, Frankrig, Italien og Korea. Hidtil er der uddannet tre infanteribrigader, og uddannelsen af den første panserbataljon med den russiske kampvogn T-62 er netop påbegyndt.

De militære operationer

Vigtigt er det at understrege, at der gennemføres to forskellige operationer i Afghanistan i øjeblikket. På den ene siden den amerikansk initierede og amerikansk ledede OEF principielt over hele landet, og på den anden side ISAF, inviteret af Afghanistan og begrænset til Kabul-området. Den oprindelige tanke var at sætte vandtætte skodder mellem de to operationer, men det har siden vist sig ikke helt at være muligt. Nok har ISAF sit eget ansvarsområde omkring Kabul, men amerikanerne er også til stede her med et hovedkvarter[1], et forbindelseselement, en sikringsstyrke ved den amerikanske ambassade samt træningscenteret for den nye afghanske hær. Træningscentret er for øvrigt under udvidelse, idet USA har besluttet at tilføre yderligere knap 1.000 mand og etablere en helt ny lejr til denne opgave for at øge tempoet i uddannelsen af ANA. Endelig optræder visse andre mindre amerikanske enheder i området, og på trods af ihærdige forsøg fra ISAF lykkedes det ikke altid at koordinere de to operationer tilstrækkeligt. Det faktum, at Storbritannien, Frankrig og Italien deltager i begge operationer, har hidtil ikke givet anledning til gnidninger, men problematikken forstærkes, når Ungarn, Bulgarien og Rumænien om kort tid også bidrager med instruktører til uddannelsen af ANA, og dermed også deltager i begge operationer. Oprindelig var der en umiddelbar synlig forskel på de to operationer, idet OEF var iklædt ørkenuniformer og ISAF de traditionelle grønne uniformer, men dette er efterhånden udvisket, da flere og flere lande i ISAF af hensyn til klimaet er gået over til ørkenuniformerne.

ISAF opgave er - efter de mere end 20 års hærgen i landet - at bistå den midlertidige regering med at opretholde sikre rammer for administrationens virke i Kabul-området, indtil der er afholdt et demokratisk valg, og en permanent regering i Afghanistan er etableret. ISAF 1 blev etableret under britisk ledelse og efterfulgt af ISAF 2 med tyrkisk ledelse. ISAF 3, der blev meldt operativ 10. februar 2003, er under fælles tysk/hollandsk ledelse, idet kernen af hovedkvarteret opstilles af det bi-nationale tysk/hollandske korps.

ISAF, der i alt råder over ca. 5.000 soldater fra 29 nationer, er i hovedtræk organiseret således:

·         Et multinationalt hovedkvarter i Kabul centrum,

·         en hovedkvartersbataljon til administrativ og logistisk støtte, inkl. et italiensk sikringskompagni[2],

·         en telegrafbataljon til drift af Joint Operations Centre (JOC) og alle kommunikationsmidler,

·         et multinationalt forbindelseselement, der holder forbindelse til den afghanske præsident, ministre og amerikanske styrker m.v.

·         en multinational CIMIC-enhed (Civil Military Co-operation),

·         en tysk efterretningsenhed (HUMINT),

·         en hollandsk patruljeenhed,

·         en multinational styrke til drift og sikring af Kabul militære lufthavn, samt

·         Kabul Multinationale Brigade (KMNB).

KMNB er ISAF’s eneste egentlige manøvreenhed med ca. 3.500 soldater fra 24 nationer. Støtteopgaven til den midlertidige regering er primært omsat til patruljering, herunder patruljering sammen med det lokale politi og en af de lokale militære enheder, samt oprettelse af observationsposter (OP) og checkpoints (CP). Der er et udmærket samarbejde med militshæren AMF bl.a. vedrørende etablering af observationsposter samt checkpoints udenfor KMNB AOR m.h.p. at hindre og/eller varsle om indtrængende terrorister.

Desuden støtter KMNB centraladministrationen og de afghanske sikkerhedsmyndigheder med sikkerhedsforanstaltningerne ved større begivenheder i Kabul, især når præsidenten agter at deltage. Hertil kommer forbindelse og støtte til afghanske myndigheder (ministerier, sikkerhedstjeneste, politi, forsvar m.v.) inkl. døgnbemandede forbindelseshold ved politihovedkvarteret, to politidistrikter, det militære regionale hovedkvarter og et divisionshovedkvarter. Endvidere gennemføres støtte til uddannelsen af både politi og den nye afghanske hær. Endelig skal nævnes en omfattende - næsten uoverskuelig - ammunitionsrydning samt sanitetsstøtte og humanitær hjælp.

Brigaden opererer efter ”Second row” princippet, hvorefter de afghanske myndigheder som udgangspunkt selv skal løse opgaverne, mens KMNB står klar i kulissen til at støtte, hvis behov opstår. Af samme årsag søges flest mulige operationer gennemført ”joint” d.v.s. sammen med de afghanske myndigheder.

KMNB har siden starten været tysk ledet og er i hovedsagen organiseret således:

·         Et hovedkvarter ca. 10 km øst for Kabul centrum,

·         en ammunitionsrydningsenhed,

·         et mindre CIMIC-element,

·         et forbindelseselement,

·         en enhed til psykologisk krigsførelse,

·         et opklaringskompagni,

·         en helikopterenhed,

·         en ingeniørbataljon,

·         et logistikkompagni,

·         et felthospital,

·         en militærpolitienhed,

·         et telegrafkompagni,

·         en tysk kampgruppe med et hollandsk kompagni samt en gruppe fra Makedonien,

·         en tysk kampgruppe med et tyrkisk kompagni, inkl. en deling fra Albanien og en deling fra Azerbadjan,

·         en fransk kampgruppe, og

·         et engelsk infanterikompagni.

Langt hovedparten af ovenstående er multinationale enheder.

Danmark besluttede 11. januar 2001 ved Folketingsbeslutning at bidrage til ISAF, og den primære opgave for hold 1 blev ammunitionsrydning. Fra og med hold 2 skiftede opgaven imidlertid karakter til forbindelsestjeneste. Det danske kontingent (DANCON) indgår i forskellige multinationale enheder i KMNB og har hjemsted i Camp Warehouse, samme sted som brigadehovedkvarteret.

DANCON 3 omfatter nu 49 soldater og er organiseret således:

·         Chef og stabselement, der arbejder ved KMNB stab henholdsvis ISAF stab,

·         en kommandodeling med næstkommanderende, kommandobefalingsmand, regnskabsfører, præst, sygeplejerske og tolk samt forsynings- og vedligeholdelsessektion inkl. terminalkommando,

·         en forbindelsesdeling med fem grupper, der indgår i den multinationale forbindelsesenhed,

·         en militærpolitigruppe, der indgår i en tysk ledet militærpolitienhed,

·         et kommunikationscenter samt

·         et sanitetselement, der indgår i det tyske felthospital.

Chefen for DANCON - støttet af en dansk befalingsmand og en kører - fungerer desuden som chef for alle igangværende operationer i KMNB (”Chief J 3 Current Operations”), hvilket ledes fra KMNB Joint Operations Centre (JOC) på døgnbasis. Ved ISAF hovedkvarteret indgår to mand i den logistiske del af staben (J4) og beskæftiger sig med de løbende logistiske opgaver henholdsvis transporttjeneste.

Kommandodelingen sikrer, at hele kontingentet serviceres inden for områderne administration, post, regnskab, sundhedstjeneste, gejstlig tjeneste, forsynings- og vedligeholdelsestjeneste samt terminaltjeneste[3]. Hertil kommer drift og vedligeholdelse af lejren og dennes faciliteter i et vist omfang.

Forbindelsesholdene er fordelt på tre forskellige opgaver. Et hold varetager forbindelsen til finansministeriet med henblik på at følge de økonomiske forholds indflydelse på stabiliteten og sikkerhedssituationen i Kabul, herunder lønudbetalingen til primært politiet og militæret, idet denne er en af indikatorerne på, hvorvidt den midlertidige regering med præsident Hamid Karzai i spidsen får skabt stabilitet i området. Desuden har dette hold til opgave at holde forbindelse til UNAMA[4], der koordinerer FN indsatsen i området. Tre andre forbindelseshold varetager al forbindelsesvirksomhed mellem KMNB og politihovedkvarteret (Kabul City Police), hvor et kontor bemandes døgnet rundt. Holdene følger udviklingen i kriminaliteten i Kabulområdet, som en anden vigtig parameter i forsøget på at få skabt mere stabile forhold i regionen. Også lønudbetalingen til de enkelte politidistrikter følges med interesse. Det sidste hold varetager forbindelsen til Afghan National Army og Kabul Military Training Centre for at følge uddannelsen af den nye afghanske hær og den vanskelige transformationsproces fra det nuværende kludetæppe af en hær og til ANA. Forbindelsesholdene arbejder således med tre meget spændende og væsentlige opgaver for KMNB forståelse af situationen i almindelighed og det sikkerhedsmæssige aspekt i særdeleshed.

Militærpolitigruppen indgår i den tysk ledede multinationale militærpolitienhed, hvor der primært løses opgaver som patruljering, efterforskning af ulykker og kriminelle handlinger, opretholdelse af ro, lov og orden samt beskyttelse af VIP, alt på 24 timers basis. Nationale militærpolitiopgaver hører naturligvis også til gruppens opgavespektrum.

Kommunikationscenteret varetager al signaltjeneste såvel mellem kontingentet og Danmark som internt i kontingentet, samt tjener som kontingentets operationscenter med overvågning af alle danske køretøjer uden for lejren. Centret er placeret i beskyttede faciliteter og har 24 timers bemanding.

Sanitetselementet med to læger og en sygeplejerske indgår i det tyske felthospital og udsendes typisk to måneder af gangen. Ud over behandling af tilskadekomne soldater modtages også et større antal civile afghanere på felthospitalet, ligesom der jævnligt ydes støtte til en række af de afghanske civile hospitaler. I et enkelt tilfælde blev en af de danske læger udnævnt til lægefaglig direktør på felthospitalet.

Den egentlige operative del af DANCON udgøres således af forbindelsesdelingen og militærpolitigruppen samt sanitetselementet. De øvrige dele af kontingentet har primært til opgave at levere den mindst lige så vigtige administrative og logistiske støtte til de førnævnte, det der ofte kaldes National Support Element (NSE). De danske bidrag til ISAF høster generelt stor anerkendelse og respekt, primært p.g.a. den professionelle holdning, den gode situationsfornemmelse, fleksibilitet og det karakteristiske initiativ, der er sjældent hos flere andre nationer.

ISAF styrken må generelt siges at være velfungerende og i stand til at løse sin opgave, men som så ofte er der også en del områder, hvor der vurderes at være ”plads til forbedringer”.

Som den opmærksomme læser måske har bemærket, virker det umiddelbart overdimensioneret med to hovedkvarterer og kun en brigade. Det tysk/hollandske korps, der i øjeblikket opstiller ISAF hovedkvarteret, er således organiseret til at føre op til fire divisioner. Selv om ISAF hovedkvarteret er en reduceret udgave heraf og har gennemført to reduktioner af staben i den nuværende periode, er der ikke overvældende mange operative overvejelser eller føring at gennemføre, når der - lidt forenklet - alene rådes over en brigade til at udføre opgaverne. Konsekvensen heraf er bl.a. at ISAF hovedkvarteret tenderer til det velkendte og frygtede ”mikro-management”, d.v.s. beskæftiger sig med det taktiske niveau frem for at koncentrere sig om de strategiske og politiske spørgsmål. Rådigheden over to hovedkvarterer og kun en manøvreenhed har også den - ikke ukendte - sideeffekt, at der opstår et misforhold mellem antallet af stabsofficerer, føringsenheder og logistikenheder på den ene side og antallet af soldater ”på jorden” til at udføre patruljering, ammunitionsrydning m.v. på den anden side. Aktuelt i ISAF er dette forhold således ca. 4.200 mod 800. Desuden skal nævnes, at begge hovedkvarterer råder over såvel forbindelseselementer som CIMIC-enheder, hvilke desværre ofte indsættes uden den nødvendige koordination og grænsedragning.

Selve operationskonceptet har også været genstand for diskussion mellem KMNB og ISAF fra tid til anden, idet der fra den ene side lægges vægt på den assisterende, tillidsskabende og humanitære rolle, og fra den anden side på imødegåelse af alle trusler med maksimal styrkeopbygning, herunder indsættelse af amerikansk artilleri, kamphelikoptere og fly fra OEF. Imødegåelse af trusler og angreb skal naturligvis tillægges fornøden vægt og konsekvens, men bør hele tiden afvejes med risikoen for ”collateral damage[5]”. Uden befolkningens tillid har missionen næppe nogen fremtid.

Multinationaliteten kommer med de mange deltagende nationer ikke uventet på en hård prøve. Fra lav til høj opleves dagligt sprogproblemer, der i bedste fald forsinker operationerne, men også ofte fører til direkte misforståelser eller slet ingen forståelse. Dette opleves i dagligdagen på møder, men desværre også under operationerne, hvor eksempelvis brigadens reservestyrke er multinational helt ned på delingsniveau.

På trods af et begrænset erfaringsgrundlag vil jeg her tillade mig et par betragtninger om anvendelsen af de forskellige nationers styrker. Herude synes det efterhånden mere og mere klart, at de fastansatte styrker fra eksempelvis USA og Storbritannien, men også Holland, har gennemført en længere uddannelse og har en del erfaringer – også dyrekøbte i form af personeltab - fra andre missioner som f.eks. Nordirland, Screbrenica m.v. Disse styrkers optræden opleves generelt mere kontant og aggressiv, og med deres egen omsætning af ”rules of engagement” (ROE). Dette gør dem uden tvivl meget velegnede til artikel 5 operationer, men i en fredsstøttende operation som ISAF, hvor befolkningens tillid til militære styrker - p.g.a. de seneste 20 års begivenheder - kan ligge på et meget lille sted, forekommer de ikke altid velegnede. Der er således flere eksempler på situationer, der er eskaleret unødvendigt og med tragiske konsekvenser til følge. De nordiske og sydeuropæiske, men også franske styrker, virker her umiddelbart mere forstående og tillidsskabende, selv om man her skal være varsom med at generalisere.

Anvendelsen af specialstyrker som det hollandske patruljekompagni har tilsvarende givet anledning til misforståelser gentagne gange. Der er således vidt forskellige opfattelser af, hvilke opgaver denne styrke bør gives og i hvilken ramme den bør indsættes. Styrkens karakteristika og operationsmønster forekommer umiddelbart vanskeligt foreneligt med en fredsstøttende operation, hvor flagwaving og det tillidsskabende element er centralt. Tanken er derfor nærliggende, at styrken var bedre anvendt i f.eks. Operation Enduring Freedom.

Som følge af de vidt forskellige kulturer, der mødes i Kabul med ISAF etablering, herunder opfattelsen af menneskerettigheder, retsvæsen og lignende, opstår der også et dilemma i forbindelse med eksempelvis bevogtningen af ISAF installationer. Problemet er kort fortalt, at en del afghanerne næsten ingen midler skyr i deres søgen efter penge og føde, og derfor betragter ISAF lejre og depoter med deres - efter afghansk målestok - overflod af rigdom som et uimodståeligt skattekammer. Da de desuden er relativt frygtløse, gennemføres der gentagne og vellykkede forsøg på dels at stjæle pigtråd, hegn og dele af mure, dels at passere disse for at stjæle fra lejre og depoter. Også børn anvendes ofte hertil. Mange forsøg er gjort for at hindre eller bare reducere disse tyverier, herunder øget bevogtning, anvendelse af alarmminer etc. men hidtil uden den store effekt. Den eneste virkningsfulde reaktion fra ISAF side synes efterhånden at være direkte skydning mod de pågældende eller at slippe hundene løs, hvilket selvfølgelig ikke er acceptabelt henset til vor vestlige retsopfattelse.

Ovenstående ”forbedringsmuligheder” kan forekomme overvældende, men i større multinationale missioner er man ofte mere eller mindre bundet af de styrkebidrag de enkelte nationer stiller til rådighed, lige som der ofte er en række politiske hensyn og bindinger, der begrænser handlemulighederne og fleksibiliteten.

Det trusselsbillede, som ISAF styrkerne og reelt alle vesterlændinge i området står overfor, omhandler typisk raketangreb, bombeangreb, håndvåbenskydning, flykapring, gidseltagning og forgiftning af madvarer, oftest med Taleban, Al-Qaida og Hizb-e-Islami grupper som formodede bagmænd.

De alvorligste hændelser i ISAF hidtidige levetid omfatter sammenlagt ca. ti raketangreb mod lejrene, hvoraf heldigvis kun et har ramt en lejr. To gange har der været anvendt håndgranater mod lejrene, den ene gang i form af et selvmordsangreb, hvor angriberen og to andre civile omkom. Desuden er en bombe bragt til sprængning i centrum af byen, og på det seneste er der to gange anvendt de fjernbetjente såkaldte ”road side bombs” mod ISAF patruljer. Endelig skal nævnes en skudepisode mod to norske soldater samt de nylige skydninger foran den amerikanske ambassade. Tabene omfatter indtil videre ca. ti dræbte afghanere samt en alvorligt såret og enkelte lettere sårede ISAF soldater.

Aktionerne udføres normalt som ”nålestiks-” eller ”hit-and-run” operationer, d.v.s. udført af enkeltpersoner, der slår hurtigt til og forsvinder lige så hurtigt igen. Der er ikke noget mønster i angrebene, hverken i tid eller rum, idet raketangrebene dog oftest sker om aftenen.

Efterforskningen af angrebene gennemføres så vidt muligt i fællesskab med det afghanske politi og sikkerhedstjenesten, men fører kun undtagelsesvis til pågribelse af gerningsmændene. De meget begrænsede ISAF tab har givet anledning til en del overvejelser om aktørerne og hensigterne bag angrebene. Er det professionelle der står bag, men amatører, der kludrer i udførelsen eller måske slet ikke ønsker at ramme, men blot tjene til at føde familien ? Eller er det professionelle der udfører angrebene, men alene med hensigt at holde ISAF beskæftiget og dermed aflede opmærksomheden fra andre ”forretninger”, at observere reaktionsmønstret eller blot at skræmme? Vi får næppe nogensinde svar på disse spørgsmål.

I forbindelse med de næsten daglige trusler, opstår det vanskelige spørgsmål, hvilke modforanstaltninger skal der iværksættes ? Da de fleste af truslerne er relativt generelle i tid og rum, og kun få af dem eksekveres reelt, er det en tilbagevendende balancegang, hvor alvorligt de skal tages. Hvis alt tages alvorligt, vil enhederne konstant være på højt beredskab og situationen meget spændt, med deraf følgende uheldige konsekvenser for forholdet til befolkningen, og modsat hvis intet tages alvorligt, risikeres unødige tab. Praksis er i øjeblikket, at der på baggrund af de mere konkrete trusler ved kørsel uden for lejrene iværksættes krav om følgekøretøjer og følgemandskab, begrænsning af udkørsel eller evt. forbud mod kørsel i konkrete områder.

Fremtiden

De politiske fremtidsplaner for Afghanistan er beskrevet i de såkaldte ”Barialai papers” forfattet af den afghanske general og viceforsvarsminister Barialai, efter sigende på grundlag af et udkast fra UNAMA. Disse papirer er omsat til en handleplan benævnt Disarmament, Demobilisation og Reintegration eller i daglig tale DDR-processen. Som navnet umiddelbart antyder, omfatter dette en afvæbning og efterfølgende nedlæggelse af militshæren AMF, efterfulgt af omskoling og nye job til de tidligere soldater. Ideen er at begynde i Kabul og seks andre provinser med afvæbning og afskedigelse af ca. 1.000 soldater i hver provins. Slutmålet er en ny afghansk hær på ca. 70.000 mand.

Ifølge den foreslåede tidsplan skal afvæbningen og nedlæggelsen af AMF-enheder begynde primo juli 2003, og være afsluttet før valget i juni 2004. Herefter følger den japansk støttede reintegrationsfase frem til juni 2006.

DDR-processen har imidlertid vist sig at være en vanskelig affære, bl.a. fordi de mange krigsherrer og andre ledere fra tidligere tider ikke frivilligt ønsker at give afkald på deres magt, herunder egne private hærstyrker. Traditionelt har soldaterne altid været loyale overfor den enkelte fører og fulgt denne i tykt og tyndt, uanset om vedkommende var ved magten eller ej. Der er derfor tale om en markant holdningsmæssig ændring, når der nu forsøges etableret en hær efter vesterlandsk model, hvor soldaterne er loyale overfor den siddende regering.

Der er nedsat et antal kommissioner med opgave at implementere planen, men når det kommer til det konkrete arbejde og resultater, er der stadig lang vej igen. Bl.a. derfor er valget, der oprindelig var planlagt til efteråret 2003, nu udskudt til foråret 2004. Forinden da skal der afholdes det såkaldte Loya Jirga, et storråd efter afghansk tradition, i lighed med det Loya Jirga i 2001, der skabte rammen for den nuværende midlertidige regering. I øjeblikket er der mange spekulationer om kandidaterne til præsidentposten, både den nuværende midlertidige Præsident Hamid Karzai, hans forsvarsminister og vicepræsident Marshal Fahim Khan, der er tatjik, men også en række andre fremtrædende ledere er nævnt. Mange af disse benytter ventetiden til at bringe sig i en gunstig position før valget.

Med det formål at få mere gang i afvæbningen og nedlæggelsen af AMF-enheder har ISAF netop iværksat et kommissionsarbejde med deltagere fra både ISAF og de lokale myndigheder, herunder AMF, politi og sikkerhedstjeneste. Arbejdet skal senest 1. juli 2003 munde ud i et forslag til hvilke AMF checkpoints og observationsposter i Kabul området, der kan afløses af ANA og ISAF i fællesskab.

Fremtiden for ISAF skal også have et par ord med på vejen. I skrivende stund er ISAF 4 under forberedelse, idet NATO nu som noget nyt skal overtage den overordnede ledelse af missionen. Det er Joint Central Command (JCC) i Heidelberg, der danner nukleus i det multinationale hovedkvarter, der skal afløse det tysk/hollandske korps i begyndelsen af august 2003. Bemærkelsesværdigt er det her at notere, at den danske brigadegeneral J.S. Norgaard er udset til at blive stabschef. Der planlægges så vidt vides fortsat på to hovedkvarterer, måske med den option, at OEF og ISAF på sigt smelter sammen til én operation.

Da ISAF indsats i øjeblikket begrænser sig til hovedstaden Kabul og den nærmeste omegn, er spørgsmålet om en evt. udvidelse af ansvarsområdet nærliggende. I øjeblikket sker der faktisk en langsom gradvis mindre udvidelse af KMNB ansvarsområde, idet der flere gange er godkendt små midlertidige udvidelser, hvoraf enkelte senere er blevet permanente. I den store sammenhæng er dette dog i småtingsafdelingen, og det interessante er selvfølgelig en udvidelse til en eller flere af de øvrige ca. 30 provinser, hvor lovløshed, uorden og voldelige angreb på vesterlændinge ofte hører til dagens orden. Umiddelbart er det min vurdering, at dette ikke vil ske før efter valget i 2004, først da kan der skabes et grundlag for en bæredygtig og accepteret ledelse, der kan udbrede sit virke til resten af landet. En sådan udvidelse vil i øvrigt kræve en væsentlig styrkeforøgelse af ISAF, anslået mindst en brigade til hver provins. Spørgsmålet er, om det internationale samfund er rede hertil.

Ledelsen af KMNB overtages medio juli 2003 af Canada, der herudover har givet tilsagn om at bidrage med en kampgruppe, i alt ca. 1.600 soldater i en et års periode. Desuden planlægger Canada på at medbringe et let haubitsbatteri. Et canadisk forkommando er allerede ankommet, og etableringen af en helt ny lejr sydvest for Kabul er påbegyndt. Tyskland agter at reducere sit engagement væsentligt og herunder hjemtage en kampgruppe. En del af denne transformationsproces er fortsat uafklaret, bl.a. fordi den netop afholdte Force Generation Conference ikke fik løst spørgsmålet om, hvilke nationer der kan og vil bidrage med en række af de logistiske enheder, herunder felthospitalet. En ny konference er planlagt i juni.

Danmark planlægger på at fortsætte det nuværende engagement, med hvorvidt det lykkes at fastholde stillingen som Chief J3 Current Operations i KMNB, står indtil videre hen i det uvisse. Så vidt vides agter Tyskland at sætte sig på denne stilling efter at have afgivet næsten samtlige afdelingschefer i KMNB stab til Canada. Så længe det danske kontingent ønskes fortsat med nuværende størrelse findes opgaverne og sammensætningen meget relevant. I takt med et reduceret dansk engagement på Balkan kunne det imidlertid være interessant at overveje en øget indsats i Afghanistan. Med den nuværende logistiske kapacitet ved DANCON ses der således mulighed for at udvide styrken med op til ca. 20 – 30 mand f.eks. til CIMIC opgaver. Alternativt kunne der sadles om til en infanterirolle, evt. i forbindelse med en kommende udvidelse af ISAF ansvarsområde.

Afslutning

ISAF resultater i Kabul tegner sig efterhånden mere og mere tydeligt i form af øget aktivitet blandt befolkningen, hvor handel, håndværk og landbrug blomstrer som aldrig før. Samtidig er politiet og den nye hær styrket, og begge vil på sigt efter alt at dømme være i stand til at varetage først og fremmest Kabulområdets sikkerhed, og siden hen de øvrige provinsers sikkerhed, om end der er et stykke vej til dette mål nås. I takt hermed melder udenlandske investorer sig i stigende tal, og nye firmaer skyder op i byen.

I øjeblikket er situationen i Kabul generelt rolig, men stadig præget af en ustabilitet, der fra tid til anden materialiseres i enkeltstående terrorangreb. Så længe disse kan begrænses til det nuværende niveau, vil den positive udvikling i området kunne fortsætte, og der vil være god grund til at tro på en udvidelse af ISAF og en bedre fremtid for Afghanistan.

 


[1] Coalition Joint Civilian Military Operational Task Force (CJCMOTF)

[2] Sikringskompagniet (Carabinieri) er italiensk bl.a. med baggrund i den tidligere afghanske konges eksil i Rom. Eks-kongen vendte i 2002 tilbage til Kabul.

[3] Klargøring til og modtagelse af alle forsyninger, alt personel, post m.v., der skal til eller fra kontingentet.

[4] United Nations Assistance Mission in Afghanistan.

[5] Følgeskader på civile personer og/eller bygninger.

 

Litteraturliste

Del: