Forsvarets bidrag til konfliktløsning og håndtering i Afrika

Indledning
I et svagt øjeblik for snart 3 måneder siden svarede jeg ja til at bidrage med en artikel til Militært Tidsskrift’s temanummer om Afrika. “Straffen” melder sig nu – det kræver en vis indlevelsesevne at abstrahere fra de jævnlige “slivo”-skydninger i et snedækket Sarajevo. Bosnien synes meget langt borte fra det Afrika, hvor jeg opholdt mig i perioden 1997 – august 2000, som udlånt oberst(+) til udenrigsministeriet/Danida. Omvendt giver skribentvirksomheden mig en kærkommen lejlighed til at genhuske de mange oplevelser og minder fra Afrika. Et kontinent, som “går i blodet” og hvor man uvægerligt kommer til at synes om de hovedsagelig behagelige og søde mennesker, som krydser ens vej. Min indgangsvinkel til arbejdet i Afrika og i min forhåbentlig senere involvering i regionen er således ikke alene af faglig karakter. Jeg håber på min yderst beskedne måde at kunne bidrage til bedre livsvilkår for de mange mennesker i Afrika, som lever  –   og dør   –   i   yderste   armod   uden   de   mest   basale menneskerettigheder.

Foto: Forsvaret.dk

Er afrikanerne ikke selv skyld i alle deres elendigheder? Jo, til en vis grad, hvilket det da også efter min opfattelse er vigtigt at holde sig for øje, når der forhandles med afrikanske ledere og regeringer om dansk bistandshjælp. Der må og skal kræves større ansvarlighed fra de politiske ledere men også befolkningerne, således at der stilles større krav om ansvarlighed og der drages konsekvenser, når ansvarligheden ikke er til stede i rimeligt omfang. Man bør imidlertid også holde sig for øje, at Afrika er et offer for omstændighederne. I historisk perspektiv er det interessant at bemærke, at Afrika i mange århundreder var et kontinent som europæerne sejlede uden om, når de da ikke gjorde  et  kort  stop  ved  kysten  for  at  indkøbe  slaver.  Medens  fjerntliggende kontinenter som Nordamerika var i en rivende udvikling, lå Afrika’s indre hen uden nævneværdig berøring med den vestlige kultur. I Zimbabwe (tidligere Syd-Rodesia) trængte de første kolonister sig frem så sent som i 1891. Forestiller man sig Danmark placeret på et tilsvarende uberørt sted, så havde vi i dag været hverken bedre eller værre stillet end Zimbabwe. De fortsat ofte elendige vilkår for vore sorte søstre og brødre i Afrika er således også forårsaget af de historiske omstændigheder.

Afrika og dansk udenrigspolitik
Langt  hovedparten  af  de  over  afrikanske  lande,  utallige  stammer  og befolkningsgrupper befinder sig  fortsat  i dybe  økonomiske  og  sociale problemer. Hertil kommer de alvorlige sygdomme, som plager kontinentet – kolera, malaria og ikke mindst HIV/AIDS, som 25-30 % af de yngre del af befolkningen i de særligt hårdt ramte lande lider af. Og netop HIV/AIDS vurderes at få en betydelig negativ indflydelse på den ønskede økonomiske udvikling, idet den produktive del af befolkningen i pågældende lande falder fra i stort tal.
Politisk umodenhed, korruption, en ulige fordeling af de økonomiske goder og flere andre forhold har ligeledes en negativ indflydelse på udviklingen. Hertil  kommer  de  utallige  væbnede  konflikter,  der  fortsat  hærger  en  stor  del  af landene. I flæng kan nævnes Etiopien/Eritrea, Rwanda, Burundi, Liberia, Angola, Vestsahara, Den Demokratiske Republik Congo (DRC), Somalia, Sierra Leone m.fl. Årsagerne til konflikterne er mangfoldige. Grænserne, som de tidligere kolonimagter nedfældede kunstigt på tværs af stammer og befolkningsgrupper, spiller ofte en betydelig rolle. Ofte medfører den tidligere nævnte politiske umodenhed, at der ikke tages behørig hensyn til mindretal, tværtimod. Hertil kommer etniske og religiøse konflikter. Jeg vil ikke her gå dybere ind i årsagerne, blot konstatere, at krigene er der, og nye fortsat dukker op.
Af forskellige årsager, herunder de ubehagelige oplevelser i Somalia, har det ofte været vanskeligt for FN at samle den fornødne enighed og de nødvendige styrker til gennemførelse af fredsstøttende operationer til at stoppe blodsudgydelserne. OAU (Organization of African Unity) har hverken haft den politiske vilje eller den nødvendige kapacitet til at gribe ind. Både for FN’s og OAU’s vedkommende kan der dog konstateres forbedringer i de seneste par år, bl.a. vedrørende DRC og Etiopien/Eritrea. Afrika’s  mange  væbnede  konflikter  er  årsag  til  mange  millioner  flygtninge,  hvor Europa har modtaget en del. Således var der i Danmark pr. 1. januar 1999 registreret 23.812  udenlanske  statsborgere  fra  Afrika,  heraf  alene  13.138  somaliere  (kilde: Udlændingestyrelse og Danmarks Statistik). Vi er således ikke uberørte af de væbnede konflikter i Afrika. Handelsmæssigt er tallene ikke store men dog et bidrag til dansk økonomi/velfærd: export 4,3 milliarder DKK (1999), import 1,3 milliarder DKK (kilde: udenrigsministeriet).
Den langt overvejende part af flygtningene befinder sig imidlertid i de afrikanske nabolande, hvor de forårsager yderligere økonomiske og politiske problemer. En krig ødelægger endvidere store værdier og nedbryder tillid og vilje til at skabe udvikling. Hvor mange gange tør man genopbygge sit lille landbrug, når afgrøder stjæles og brændes af, kreaturer dræbes, for slet ikke at tale om familiens sikkerhed? Der er derfor opstået en international forståelse for, at udvikling og fred er to sider af samme sag. Ingen fred uden udvikling og ingen udvikling uden fred.
Forsvarets  tilstedeværelse  i  Afrika  har  hidtil  begrænset  sig  til  de  tidligere  danske handelsstationer på Guldkysten (nu Ghana), deltagelsen i FN’s fredsstøttende operationer i Congo 1960-64 og Namibia 1989-90. Udviklingen synes imidlertid at være vendt de seneste par år. Pt deltager forsvaret med en stabsofficer og en militær observatør  i  MONUC  (Congo),  to  militære  observatører  i  UNMAMSIL  (Sierra Leone), 319 mand fordelt på 4 militære observatører og et hovedkvarterskompani (+) i UNMEE (Etiopien og Eritrea) og har i et par år været rede til at udsende ca. 100 danske soldater til MINURSO (Vestsahara).
Afrika har imidlertid i flere årtier spillet en væsentlig rolle i vores udenrigspolitik, idet Danmark har forsøgt at påvirke såvel den politiske som økonomiske udvikling. Den politiske indsats har ikke mindst været i kampen imod kolonistyre og apartheid og senest som støtte til demokratiseringsbestræbelserne. På det økonomiske område bemærkes det, at hovedparten af vores udviklingsbistand netop går til udvalgte programsamarbejdslande i Afrika.
Den danske politiske og økonomiske indsats kan belyses ved forskellige nøgletal. Således er der p.t.  ikke mindre end 12 danske ambassader  i Afrika. Kontinentet modtager endvidere en stor del af den danske udviklingsstøtte på pt. ca. 10 milliarder kroner per år. Udviklingsstøtten ydes dels direkte via udenrigsministeriet / Danida, dels via EU, FN samt som tilskud til private organisationer. Alene den bilaterale støtte til Afrika udgjorde 2,9 milliarder kroner i 1999 (Kilde: Udenrigsministeriet). Erkendelsen af sammenhængen mellem fred og udvikling har medført, at støtte til fredsskabende aktiviteter nu officielt indgår i den danske udviklingspolitik. Sidst i 1999 blev  der  således  vedtaget  en  ny  politik  for  dansk  bidrag  til  imødegåelse  og management af væbnede konflikter i udviklingslande. Denne politik omfatter bl.a. en række  muligheder  og  anbefalinger  for  udvidede  og  mere  systematiske  danske initiativer i forhold til væbnede konflikter i Afrika og andre dele af den tredie verden. Anbefalingerne omfatter bl.a. “early warning”-mekanismer, våbenkontrol, opbygning af tillid mellem lande, præventiv diplomati, mulighed for sanktioner og fredsstøttende styrker.
Denne nye politik har allerede sat sit præg på den nyeste strategi for dansk udviklingsbistand, Partnership 2000, som blev forelagt Folketinget i oktober 2000. Dermed er der åbnet op for nye danske tiltag på dette område, tiltag som givetvis vil kunne få en afsmittende indflydelse på forsvarets indsats uden for landets grænser.
 
Dansk bistand til forebyggelse og håndtering af væbnede konflikter i Afrika
Ud over danske bidrag til FN’s fredsstøttende missioner i Afrika, så har Danmark allerede  på  andre  måder  ydet  bistand  til  forebyggelse  og  håndtering  af  væbnede
konflikter:
•      Southern  Africa  Development  Community  (SADC)  Regional  Peacekeeping Training Centre (RPTC) i Harare, Zimbabwe er det vigtigste initiativ og omtales mere indgaænde i næste afsnit.
•      Udvikling  af  og  støtte  til  Defence  Management  Training  Programme  ved Witwatersrand Universitetet i Sydafrika – et projekt, der nu inkluderer universiteterne i flere andre sydafrikanske lande, bl.a. Namibia, Zimbabwe, Tanzania og Mozambique. Projektet handler ikke mindst om at skabe øget parlementarisk og civil kontrol med de militære forsvar.
•    Støtte  til  Freds-  og  Sikkerhedsprogrammet  ved  Southern  African  Regional
Institute for Policy Studies i Harare, Zimbabwe.
•    “Balance of Payment” støtte til tre vestafrikanske lande i f.m. disses bidrag til
ECOWAS/ECOMOG indsats for fred i Libera.
•      Støtte  til  flere  fredsprocesser  i  Afrika:  Arusha  fredsprocessen  for  Burundi (750.000 US$), IGAD Peace Fund m.h.p. fredsprocesserne i Sudan og Somalia (100.000 US$(1999)) samt støtte til OAU’s mægler Masire i f.m. en national dialog i DRC (350.000 US$ (2000/2001)).
•      Støtte i flere omgange op gennem 90-erne til OAU’s fredsaktiviteter, bl.a. 1 million danske kroner i december 2000 i f.m. fredsprocessen mellem Etiopien og Eritrea. Udenrigsministeriet overvejer endvidere p.t. mulighederne for sammen med andre donorer at yde programstøtte til styrkelse af OAU’s sekretariat, incl. “Conflict Management Centre”. Overvejelserne tager bl.a. sit udgangspunkt i en rapport, som blev udfærdiget i f.m. en fact finding mission til Addis Ababa i september 2000, hvori undertegnede deltog som udlånt af forsvaret.
 (Kilde: S.7/Udenrigsministeriet).
 
SADC Regional Peacekeeping Training Centre
Som nævnt i forrige afsnit er det vigtigste danske projekt det regionale peacekeeping training center (RPTC) i Harare, Zimbabwe. Tanken om etablering af et RPTC i SADC blev modnet i 1996, hvor Danmark var en aktiv deltager i seminarer i regionen inden for emneområdet – bl.a. med deltagelse af daværende oberstløjtnant (nu oberst) Lars Horup. Også de danske ambassader i Harare og Pretoria var meget “synlige”, hvilket udmøntede sig i en anmodning fra Zimbabwe på regionens vegne om dansk bistand til etablering af et regionalt peacekeeping center og støtte til gennemførelse af kursusvirksomhed på området.
I  januar  1997  deltog  oberstløjtnant  Lars  Horup  og  kaptajn  Leif  Mærsk  i  en møderække ved Zimbabwe Staff College i Harare, hvor de to danske officerer på den danske ambassades vegne indgik i et samarbejde med lokale komiteer og udviklede tankerne yderligere.
Dette  udgjorde grundlaget  for  at daværende  forsvarsminister Hans  Hækkerup  og embedsmænd fra udenrigs- og forsvarsministerierne i Danmark kunne finpudse og underskrive  et  “Memorandum  of  Understanding”  (MOU)  sidst  i  januar  1997 vedrørende dansk støtte til opbygning af RPTC i perioden 1997 – 2000. Projektet beløb  sig  til  19,2  millioner  danske  kroner,  hvortil  kommer  løn  samt  rejse-  og opholdsudgifter    for    danske    rådgivere.    Alle    disse    udgifter    afholdtes    af udenrigsministeriet (Danida). Herudover deltager der ofte instruktører og rådgivere fra de øvrige nordiske lande i RPTC kurser,  SADC officerer deltager i kurser i de fire nordiske lande og udgifterne hertil afholdes af pågældende nordiske lande. Hovedformålet med projektet er at fremme SADC landenes kapacitet til at deltage i fredsstøttende   operatoner,   når   og   hvor   FN,   OAU   og   andre   internationale organisationer måtte få behov herfor. SADC landene omfatter 14 lande (Sydafrika, Swaziland,  Lesotho,  Angola,  Mozambique,  Zimbabwe,  Namibia,  Botswana,  DRC, Zambia,  Malawi,  Tanzania,  Mauritius  og  Seychellerne)  med  ialt  ca.  200  millioner mennesker og med et landområde på størrelse med USA eller Europa excl Rusland.
En sekundær men ikke ubetydelig målsætning er endvidere at udnytte SADC landenes samarbejde på peacekeeping området til at nedbryde den gensidige mistillid mellem de respektive landes militære styrker og dermed fremme åbenhed og samarbejde, hvilket i sig selv vil kunne give en fredsbevarende effekt i regionen.
Projektet nåede sin planlagte afslutning i løbet af august/september 2000 – og alle mål blev nået, tilmed “godt og vel”, hvilket er usædvanligt i det øvrige (civile) udviklingssamarbejde.
 
Hovedkomponenterne var:
 
•      Opførelse  af  en  bygning  med  auditorium  med  plads  til  ca.  60  elever,  5 grupperum, kontorer m.v. i Harare, Zimbabwe. Bygningen stod færdigt og blev indviet i juni 1999 af repræsentanter fra FN DPKO New York, det danske udenrigsministerium mfl. og har siden udgjort rammen for RPTC kursusvirksomhed.
•      Etablering af et  SADC  “Clearing  House” som  et  element  i  RPTC.  Clearing House har til opgave at koordinere peacekeeping uddannelsen i SADC landene og udgør regionens kontaktled på området til FN i New York, OAU i Addis Ababa og andre peacekeeping centre. Ikke mindst kontakten til og samarbejdet med FN i New York er meget omfattende, og FN betragter centeret som den vigtigste samarbejdspartner på området i Afrika (kilde: UN DPKO i New York).
•      Gennemførelse af ca. 14 (4 mere end planlagt) peacekeeping relaterede kurser og træningsseminarer for ca. 500 militærobservatører, stabsofficerer, chefer, diplomater, Non Governmental Organizations (NGO-er) m.fl. fra det sydlige Afrika og med et antal deltagere fra det øvrige Afrika.
•      Et stort antal SADC officers deltagelse i forskellige peacekeeping kurser i de fire nordiske lande.
•      Afrikanske udenrigs- og forsvarsministerbesøg i Danmark og Bosnien i 1998 m.h.p. indhentning af erfaringer til opbygning af en SADC peacekeeping brigade efter SHIRBRIG-modelen.
•    Et  større  antal  seminarer  og  workshops  med  henblik  på  at  udvikle  SADC
samarbejdet på dette område yderligere.
 
Projektets gode resultater vidner ikke mindst om SADC landenes interesse for et øget samarbejde på området. Dette og Udenrigsministeriets generelle øgede fokus på området  førte  således  til,  at  man  sidste  år  fra  dansk  side  kunne  tilslutte  sig  at videreføre og udvide projektet for yderligere fire år. Daværende udviklingsminister, nu forsvarsminister Jan Trøjborg skrev under på det nye projekt i f.m. et besøg i Zimbabwe i oktober 2000. Det udvidere projekt beløber sig til 47 millioner danske kroner, hvortil kommer udgifter til danske instruktører og rådgivere, hvoraf hovedparten må forventes at komme fra forsvaret. Der er planlagt gennemførelse af 36 kurser a’ 3 uger i løbet af den fire års projektperiode, mulighed for opførelse af en
indkvarteringsbygning og yderligere kontorer, hvortil kommer en lang række initiativer på området. Ud over en lang række korttidsudsendelser så medfører projektet også en fortsat fast stilling for det danske forsvar ved RPTC. Oberst (midl.) Peter Vøtmann overtog således funktionen som “Senior Military Peacekeeping Advisor” per 1. august
2000.
 
Erfaringer fra samarbejdet
Mine  erfaringer  fra  arbejdet  i  det  sydlige  Afrika  er  mangfoldige  og  nok  ofte  af personlig karakter samt bestemt af situationen og geografien. Mine erfaringer skal dermed tages med et stort gran salt og har ikke nødvendigvis samme gyldighed i andre afrikanske regioner og sammenhænge. Jeg vil alligevel gøre et forsøg…
Jeg vil indledningsvis slå fast, at en indsats som den danske støtte til RPTC og SADC nytter. Fra min deltagelse i regionale peacekeeping øvelser mener jeg at kunne notere mig en markant forbedring af evnen til at gennemføre fredsstøttende operationer blandt de sydafrikanske lande.
Enhver kortsigtet indsats indebærer en betydelig risiko/sandsynlighed for spildte resourcer. Der er brug for “lange og seje træk”. Et land, som involverer sig i et projekt som RPTC og konfliktløsning, må nødvendigvis være indstillet et langsigtet og gensidigt forpligtende samarbejde.
Afrika har rigeligt med donor-fokuserede engangs-seminarer arrangeret af donorlande og   –organisationer,   som   primært   sigter   på   personlig   profilering   frem   for langtrækkende resultater. Vores indsats bør indgå i en langsigtet strategi, hvor dansk profilering er underordnet og resultaterne er afgørende.
Enhver aktivitet  bør  tilrettelægges med udgangspunkt  i  lokale  behov  og  udvikles under afrikansk “ejerskab” med nødvendig støtte og “sparring” fra donor-side. Det er naturligvis nødvendig med en kritisk sortering af lokale forslag – afrikanerne kan også det med at tænke i donorpenge frem for faktiske behov.
Det er let at være dansker og nordisk i det sydlige Afrika. Vi er højt respekterede som partnere i kampen mod kolonistyre og apartheid og opleves som troværdige i f.m. indsatsen til fremme af social, økonomisk og demokratisk udvikling. Større vestlige lande opleves ofte som havende en “second agenda”, en opfattelse som historien underbygger. Dette giver os en betydelig fordel i samarbejdet, ikke mindst når det gælder følsomme emner som fred og sikkerhed.
Ovennævnte gode udgangspunkt kan let ødelægges såfremt man bliver oplevet som en tæt alliancepartner med de større vestlige lande som især U.S.A., Storbritanien og Frankrig. Omvendt skal man naturligvis ikke modarbejde disse lande, vi er trods alt partnere i Europa, og en fælles indsats for samme mål gavner helheden. Som i så andre andre forbindelser er det derfor vigtigt med en omhyggelig balancegang, som, såfremt rigtigt gennemført, vil kunne give resultere i en “neutral” og ganske afgørende formidlerrolle for Danmark.
En vis permanent tilstedeværelse er nødvendig! En fysisk repræsentant i miljøt er en helt afgørende forudsætning for at blive “set” og blive taget alvorligt i f.m. løsningen af opgaver og opståede problemer.
Udsendte korttidsinstruktører og –rådgivere bør udvælges med omhu og dette i så god tid før afrejsen, så den fast udsendte kan forberede disse i god tid inden afrejsen. De pågældende  bør  endvidere  ikke  “slippes  løs”  i  det  afrikanske  miljø  før  disse  er grundigt orienteret og instrueret om ønsket/uønsket adfærd i den aktuelle sammenhæng.
Det er vigtigt at undgå drøftelse af værtsnationens politik og politikere med lokale kolleger. Afrikanere er ofte stolte/ærekære, og man vil hurtigt blive opfattet som belærende og bedrevidende.
Det er vigtigt at tænke og fokusere på at skabe simple og gode resultater samt undgå profilering af Danmark og ens egen person – søg i stedet at lade regionen og de afrikanske partnere høste æren. Dette vil sikre samarbejdet på længere sigt. Peacekeeping uddannelse er ikke blot for officerer og enheder. Tilsvarende vigtigt er det, at de afrikanske missioner ved FN/OAU formår at formidle samarbejdet mellem FN/OAU  og  hjemlandet,  at  de  hjemlige  udenrigs-  og  forsvarsministerier  samt støttende myndigheder kan løse deres del af opgaven i f.m. udesendelser af styrker og personel. Dette gør sig ikke mindst gældende ved førstegangsudsendelser.
Ovennævnte aktualiseres af den økonomiske situation i de fleste afrikanske lande. Det er derfor i særlig grad væsentligt, at det tilsikres, at FN betalinger for ydelser leveres promte – og at de afrikanske lande ydes uvildig støtte og rådgivning i fasen, hvor en mission er under forberedelse.
Uddannelse bør suppleres med effektive kontrolprøver før udsendelse. Dette gælder efter min opfattelse for alle typer “peacekeepers”. Og da FN nødvendigvis ikke kan kræve dette for nogle nationer og ikke for andre, så bør dette indføres bredt, også i Danmark. Vi bør således støtte tanken om FN kontrolhold, og etableringen af træningsafdelinger ved bestående og nye missioner, så de troppebidragydende missioner kan modtage relevante direktiver for uddannelsen.
Udrustning og materiel i de afrikanske lande er ofte under den nødvendige standard. FN   bør   derfor   have   mulighed   for   også   at   kontrollere   dette   for   alle troppebidragydende nationer i forhold til missionernes egenart, samt at kunne udlåne efter behov.

Udviklingsmuligheder og dansk forsvars involvering
Selv om der fra tid til anden kan iagttages en positiv udvikling i store dele af Afrika, så må  det  alligevel  med  en  tilpas  grad  af  realisme  desværre  forventes,  at  de grundlæggende årsager til de mange væbnede konflikter i Afrika vil bestå i et antal år fremover. Det er vel derfor også rimeligt at se på hvorledes det danske forsvars resourcer  kunne  støtte  vores  udenrigspolitik  på  det  afrikanske  kontinent.  Med baggrund i mit ophold i Afrika vil jeg forsøge at give et bud på, hvor en sådan indsats kunne være af særlig værdi.
Indledningsvis er vigtigt at bemærke sig Afrika’s størrelse og de meget forskellige og komplekse problemstillinger, der gør sig gældende. Såfremt Danmark ønsker at spille en positiv rolle i f.m. konfliktforebyggelse og –håndtering, så er det nødvendigt at tilegne sig en øget indsigt. Forsvaret kunne bidrage afgørende hertil gennem en målbevidst indsats i f.m. indsamling af viden, analyser m.v. og opbygning af ekspertise til brug  for udenrigsministeriet  m.fl. Konkrete deltag  kunne  være  1) Omhyggelig udvælgelse af de officerer, der p.t. udsendes til forskellige opgaver i Afrika, således at den opbyggede viden og ekspertice kan “genbruges”, 2) Udpegning af militærattache, der kan tilknyttes OAU og akkrediteres vore ambassader i aktuelle eller potentielle konfliktområder m.h.p. indsamling af viden og etablering af netværk, 3) Søge tilknytning til uafhængigt “early warning center” i Afrika, f.eks. Institute for Security Studies (ISS) i Pretoria og 4) Lade Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) tildele dette emne højere prioritet. Et vist nordisk samarbejde på dette område synes i øvrigt oplagt.
Ombygningen af kapacitet på dette område vil efter min opfattelse naturligt føre til, at udsendelse af danske mæglingsdelegationer vil omfatte eksperter fra forsvaret. Anden fysisk støtte (kommunikation, transport, sikring m.v.) kunne også være en mulighed.
På uddannelsesområdet finder jeg fortsat støtte til RPTC (Harare)  som værd at satse på. RPTC tanken kunne endvidere “eksporteres” til andre regioner af Afrika. Det er dog som i mange andre forbindelser vigtigt, at det er afrikanerne som har “ejerskab” og definerer det aktuelle behov.
RPTC uddanner primært nøglepersoner. Skal niveauet hæves yderligere, så må der nødvendigvis flere og bedre regionale fredsstøttende øvelser til. Her forekommer det oplagt, at der kan etableres et øvelsessamarbejde mellem Danmark/de nordiske lande og indledningsvis SADC. Afrikanske øvelsesplanlæggere kunne gennemføre kurser i øvelsestilrettelæggelse i de nordiske lande, deltage med stabsofficerer i PfP øvelser – og Danmark/de nordiske lande kunne støtte øvelsesplanlægning og –gennemførelse i SADC.
Uddannelsessamarbejdet  kunne  endvidere  udvides  med  afrikansk  deltagelse  med stabsofficerer og mindre enheder integreret i danske/nordiske styrker udsendt i fredsstøttende missioner. Genbrug af erfaringerne fra BALTBAT arbejdet synes indlysende.
På det organisatoriske område finder jeg en allerede forudset støtte til planlægningen af en SADC “Peacekeeping Brigade” efter SHIRBRIG principper som en naturlig forlængelse af uddannelsessamarbejdet. Også her kan der inddrages principper fra BALTBAT arbejdet. Selve etableringen vil derimod kræve mange resourcer – her vil Danmark i kraft af sin allerede markante position på området kunne varetage en væsentlig formidlerrolle mellem de afrikanske lande og interesserede donorlande, herunder USA, Frankrig og UK.
Et hidtil næsten “uudforsket” område er samspillet mellem FN/OAU og (nye) troppebidragydende lande. Det er min erfaring, at mange afrikanske lande står meget famlende, hvilket i sig selv modvirker deltagelse i FN/OAU ledede fredsstøttende missioner. Her vil Danmark efter min opfattelse kunne spille en væsentlig og markant rolle  for  udvalgte  afrikanske  lande  gennem  støtte  til  opbygning  af  viden  og færdigheder i de pågældende faste afrikanske missioner i New York og Addis Ababa, i udenrigs- og forsvarsministerier og ved de støttende kommandør (situationsrum, logistik  m.v.).  Man  bør  imidlertid  her  bemærke  sig  en  vis  reserverthed  fra  de afrikanske myndigheder – man viser jo nødigt sine svagheder, hvorfor Danmark i givet fald bør tilbyde sin hjælp på passende diplomatisk og fortrolig vis.
Endelig finder jeg det rigtigt, at Danmark sammen med andre donorer går ind med aktiv støtte til styrkelse af OAU’s sekretariat, herunder Conflict Management Center (se omtale tidligere i denne artikel). Fra dansk side bør det overvejes at etablere en permanent tilstedeværelse af en kvalificeret officer ved OAU, således at udbyttet af den  ydede  støtte  maksimeres.  Den  permanente  tilstedeværelse  vil,  som  tidligere omtalt, endvidere have andre positive sider i f.m. dansk bidrag til konfliktforebyggelse og –håndtering i Afrika.
 
Afslutning
Danmark er jo unægteligt et meget lille land, og forsvarets resourcer er strukket til det yderste. Enhver ny aktivitet må nødvendigvis tage hensyn til dette forhold. Omvendt viser erfaringerne fra de sidste 3 – 4 års indsats i Afrika, at Danmark netop på grund af vores ringe størrelse, med vores allerede etablerede gode omdømme fra bistandsområdet samt vore kendte bidrag til FN’s fredsbevarende missioner besidder helt særlige muligheder for at bidrage til konfliktløsning og –håndtering i Afrika.
I f.m. opbygningen af en øget afrikansk evne til at deltage med succes i fredsstøttende operationer må vi ikke søge at pådutte Afrika vore europæiske løsninger. Behovsformulering og valg af løsninger må nødvendigvis komme fra de afrikanske lande – men vi kan med fordel rådgive og støtte, så resultatet med tålmodighed og over tid bliver tilfredsstillende. Dette kræver en langsigtet og “sej” indsats, men indebærer også gode oplevelser for det udsendte danske personel – og ikke at forglemme, fremtidige fredsstøttende missioner med afrikansk, og evt. dansk (!) deltagelse får bedre vilkår og dermed en større sikkerhed for succes.
Forsvarets indsats i Afrika kan gå videre end uddannelsesvirksomhed og deltagelsen i FN’s fredsstøttende operationer. Mulighederne er mange, og det er forhåbentlig lykkedes mig at antyde nogle af disse i denne artikel. I denne forbindelse er det væsentligt at notere sig de gode samarbejdsrelationer, som eksisterer mellem Udenrigsministeriet  og  forsvaret,  og  den  vægt,  som  den  danske  udenrigs-  og bistandspolitik tillægger udviklingen i Afrika. Dette kunne meget vel indikere, at der er nye og vigtige opgaver i vente for dansk forsvar i Afrika i de kommende år.

Af Oberst (midl.) Kurt Mosgaard ved HQ SFOR, Sarajevo var i perioden 1997 – 2000 udlånt til Udenrigsministeriet og udsendt til det sydlige Afrika. Forfatteren tiltræder den 28. juni i år stillingen som militærrådgiver ved Danmarks faste mission ved de Forenede Nationer i New York.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_130.aargang_nr.2_2001.pdf

 

Litteraturliste

Del: