Forsvaret til debat oktober 1970

I den igangværende debat om forsvaret bringer tidsskriftet i dette nummer to indlæg.
I det første tilbageviser generalmajor A. Sommer, HQ AFNORTH, i et svar på oberst A. R. Jørgensens kommentar til den socialdemokratiske skitse til ny forsvarsordning i juli/august-nummeret, at det vil være gørligt inden for rammen af vore NATO-forpligtelser og den eksisterende trussel at etablere et troværdigt dansk forsvar på grundlag af skitseforslaget. Kompromis eller nedskæring er fagligt set ensbetydende med »Ikke Forsvar«, konstaterer generalmajoren.
 

Forsvar eller ikke forsvar

I Militært tidsskrift juli/august nummer kommenterer oberst A. R. Jørgensen det socialdemokratiske skitse-forslag til en ny forsvarsordning - tilsyneladende ud fra den betragtning, at forslaget stort set må anses for at være et fait accompli, men at det dog bør underkastes en grundig debat.
Hvad obersten ikke kommer ind på er en vurdering af, om forudsætninger for gennemførelse af forslaget eksisterer, og hvilken indflydelse forslaget vil få på forsvarets evne til at udfylde sin opgave set i forhold til den nuværende forsvarsordning. Dette vil jeg i det følgende gøre et forsøg på, uden i øvrigt at komme nærmere ind på oberst Jørgensens betragtninger.

Dansk forsvar kan ikke diskuteres, uden at det ses i sammenhæng med tilhørsforholdet til NATO. Det er derfor også nødvendigt at indflette nogle strategiske betragtninger.
Jeg har forstået, at det socialdemokratiske oplæg ikke tilsigter en svækkelse af forsvaret, og at man er forsigtig med løfter om, at der kan opnås besparelser.
Det er et politisk ansvar at vurdere, hvor meget vi økonomisk vil og kan ofre på forsvaret. Men dets krigsforebyggende værdi, som er det egentlige formål med opretholdelse af forsvaret, afhænger af den vurdering, der anlægges af Warszawa-pagtens lande, hvis hensigter man ikke kan lodde, men som støt udbygger offensive land-, sø- og luftstyrker.
Det er under denne synsvinkel, man må betragte vore landstyrkers sammensætning og uddannelse, og ikke blot som oberst A. R. Jørgensen affinde sig med, at der kan opstilles et troværdigt landforsvar af en meget lille hvervet dækningsstyrke og et talmæssigt stort men meget ringe uddannet lokalforsvar.

Sporene skræmmer. Det hævdes, at forsvaret lider under fortidens synder. Naturligvis kan forsvarets faste personel ikke sige sig fri for at have begået fejl, men den største misere ligger i, at den ene forsvarsordning efter den anden er vedtaget af politikerne, hvorefter den bl. a. under henvisning til økonomi systematisk er blevet udhulet med det resultat, at en påfølgende kur har været nedskæring af styrkemål, nedskæring af tjenestetid, hvilket man forsvarede med, at man ved rationalisering kunne opnå samme effektivitet.
Nu mener man, at samme effektivitet kan opnås ved at opdele hæren i en hvervet del og et lokalforsvar. Spørgsmålet er, om forudsætningerne er til stede. For de hvervede styrkers vedkommende tyder erfaringer med konstabelordningen ikke på det.

Selv et land som England, hvis forsvar traditionsmæssigt opstilles af hvervede styrker, har besvær med at tilvejebringe det fornødne antal. I Danmark opnåede man ikke engang at rekruttere det antal konstabler, der var en af forudsætningerne for nedskæring af tjenestetiden fra 14 til 12 måneder. Man kan måske til nød skaffe hvervet mandskab til de teknisk betonede enheder som f. eks. kampvognsenheder og telegrafenheder, men de fysiske fordringer, der stilles til infanteriet, virker overhovedet ikke tillokkende. Alene af den grund må man afskrive tanken om opstilling af brigader af hvervet personel. Det er i øvrigt højst diskutabelt, om man af en personelstyrke på 7.100 hvervede soldater og fast personel kan opstille tre brigader. En brigade skal som bekendt indeholde alle de elementer, fra infanteri til træn, der er en betingelse for, at den kan operere selvstændigt. En beregning vil vise, at en personelstyrke på ca. 2.000 er utilstrækkelig til at opstille en brigade. Hertil vil man indvende, at vor nuværende dækningsstyrke består af brigader på godt 2.000 mand. Javist, men disse brigader forstærkes til normal brigadestørrelse på godt 5.000 mand ved indkaldelse af reserver, og man kan tilmed erstatte utilstrækkeligt uddannet personel med genindkaldt personel med 12 måneders uddannelse bag sig. Kombinationen af konstabler og værnepligtige i dæknings- brigaderne skaber netop muligheder for at opnå et vist professionelt tilsnit, som med rene værnepligtsenheder kun kan opnås med 18-24 måneders tjenestetid. En sammenligning mellem brigadeorganisation i såvel Øst som Vest viser, at den danske organisation af brigade 70 er fuldt moderne og afpasset efter danske forhold. Dens udrustning forbedres stadig, men tempoet er et økonomisk spørgsmål og derfor politisk bestemt.

Lokalforsvarsenheder har naturligvis betydning for forsvaret som helhed, ellers havde vi ikke haft dem i dag, men deres værdi er afhængig af organisation, udrustning, uddannelse, samt at de i givet fald kan forvente assistance af mobile, slagkraftige feltenheder. Det ser tillokkende ud at have et stort antal lokalforsvarsenheder spredt over hele landet, men den, der vil forsvare alting, forsvarer ingenting. Med en uddannelse på kun 5-6 måneder kan en lokalforsvarsstyrke på ca. 500 mand ikke engang samarbejdes til en enhed. Den er taktisk uanvendelig over for enheder med 2-3 års uddannelse, over for hvilke den i realiteten intet kan præstere. Det er fagligt uansvarligt at billige, endsige gøre sig til talsmand for, at den værnepligtige ungdom skal nøjes med en uddannelse, der ikke giver en rimelig chance for at overleve i krig.
Dansk forsvar har ingen mening, med mindre det betragtes i NATO sammenhæng. Dette er almindeligt erkendt. Ikke desto mindre behandles danske forsvarsproblemer, som oftest, uden at man så meget som skæver til, hvilken betydning NATO partnere tillægger dansk forsvar.

Danmarks ulykke gennem århundreder er den geografiske beliggenhed, hvorfra udløbene fra Østersøen beherskes, og som gør landet til et strategisk meget vigtigt område.
Sammenholdt med den enorme udvikling, der er sket i Sovjetunionens flådestyrke, er denne strategiske betydning ikke blevet mindre. Som følge af den geografiske placering har dansk forsvar betydning ikke alene for landet selv, men også for de lande, Danmark er allieret med.
I en konfliktsituation betyder bevarelsen af dansk territorium, at Atlantpagtens atlantiske flådestyrke ikke behøver at bekymre sig om Warszawa- pagt flådestyrken i Østersøen. For Nordkommandoen er dansk territorium broen mellem Slesvig-Holsten og Norge. England kan stille en væsentlig del af sit forsvar til rådighed som reserver for SACEUR, fordi der ikke eksisterer en direkte invasionstrussel.

Enhver svækkelse af dansk forsvar betyder, at hele forsvarsplanlægningen i de berørte områder må tages op til omvurdering og revision. Ingen drømmer om, at Danmark skal kunne klare sig selv, selv i en begrænset konflikt, men forudsætning for, at hjælp udefra kan ydes, er at der eksisterer tilstrækkelige danske styrker til at skabe rimelig sikkerhed for, at forstærkninger kan få tid og rum til at etablere sig side om side med danske styrker. Opfyldes denne forudsætning, opfyldes samtidig forpligtelserne overfor nabolande.
Man kan således ikke vurdere forsvaret udelukkende under hensyntagen til specielle danske forhold. Det må kunne indpasses i en større helhed, og må derfor, hvad angår organisation, uddannelse og føring, have et internationalt tilsnit.
Efter min opfattelse betegner det socialdemokratiske skitse-forslag en alvorlig svækkelse af dansk forsvar.
En sådan nedskæring af forsvaret svækker dets troværdighed såvel i NATO kredse som i Warszawa-pagten. Indenfor forsvarets faste personel er der allerede tendenser, der péger i retning af svigtende tiltro til, at der er politisk grundlag for opretholdelse af et akceptabelt forsvar. Oberst Jørgensens kommentarer er et eksempel herpå.

Der er altid grund til at sætte forsvaret under debat, men også »Nytænkningen« bør gennemtænkes. De, der husker mellemkrigsårene, vil genkende ideen om et forsvar afpasset efter danske forhold, som et forsvar afpasset efter et isoleret, neutralt Danmark. Defensive enheder spredt ud over det meste af landet, ligner det franske forsvar i slutningen af trediverne, dog uden Maginotliniens befæstningsanlæg. Resultatet af den form for forsvar er velkendt.
Som det vil ses af foranstående, er jeg ikke særlig enig med oberst A. R. Jørgensen, og min kommentar til hans kommentar kan summeres op i følgende:

  • Dækningsstyrken kan ikke opstilles udelukkende med hvervet mandskab.
  • Lokalforsvar i det omfang, der er tale om med blot 5-6 måneders uddannelse, er værdiløst.
  • Hensynet til medlemskab af NATO tages ikke i betragtning.

Det sagen drejer sig om i dag er kort og godt: Forsvar eller Ikke forsvar.
Kompromis og nedskæring er fagligt set ensbetydende med »Ikke forsvar«.

A. Sommer.

PDF med originaludgave af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra: PDF icon militaert_tidskrift_99_aargang_okt.pdf

Litteraturliste

Del: