Forsvaret til debat 1970

En kommentar til det socialdemokratiske forslag til en ny forsvarsordning af chefen for Sjællandske Ingeniørregiment, oberst A. R. Jørgensen.

Nedenstående bemærkninger til det socialdemokratiske forslag til en ny forsvarsordning har til formål inden for forslagets rammer at belyse de positive træk i forslaget, samt give anvisninger til ændringer og tilføjelser, hvor forslaget skønnes mindre hensigtsmæssigt. Da man må gå ud fra, at Socialdemokratiet står fast ved at fremsætte forslaget i folketinget til efteråret, og da man må formode - i hvert fald på lidt længere sigt - at der kan skabes et flertal for forslaget, må det være rigtigt at sætte forslaget under en grundig debat.
Mine bemærkninger omhandler i hovedsagen kun hærens forhold.

Truslen

En nødvendig forudsætning for at kunne diskutere dansk forsvar på et realistisk grundlag er at gøre sig klart, hvilken militær trussel der foreligger. Dette er forsøgt i forslaget, men jeg finder, at truslen kan trækkes endnu mere klart op, og derfor bør de i forslaget fremførte synspunkter suppleres med følgende:
Et uvarslet angreb mod dansk område fra Warszawapagt (WP) -landenes side vil blive iværksat, hvis disse føler deres sikkerhed truet, hvad enten dette sker ud fra en defensiv eller offensiv vurdering.
Set fra et defensivt synspunkt kan WP-landene frygte, at dansk område kan danne basis for en kombineret amfibie- og luftbåren operation mod WP-landområder langs Østersøen. En sådan operation kan i praksis kun ske ved en meget stor militær optrapning på dansk område, og det går jeg ud fra, at ingen dansk regering uanset farve vil gå med til; men det er jo ikke sikkert, at WP-landene tror herpå. WP-landene kan bedst sikre sig mod en kombineret amfibie- og luftbåren operation fra dansk område ved at besidde hele Danmark, men opgaven kan i hovedsagen løses ved at besidde dansk område øst for Storebælt, og den kan i nogen grad løses ved at besidde Bornholm. Da et uvarslet angreb mod Jylland-Fyn formentlig automatisk vil inddrage NATO-styrker, må man konkludere, at den militære trussel er størst mod området øst for Storebælt og navnlig mod Bornholm.
Set fra et offensivt synspunkt vil WP-landenes besiddelse af dansk område betyde, at højre flanke er sikret ved et WP-angreb mod Vesteuropa, at Sydnorge kan trues, og at WP-landenes flåder i begrænset omfang kan operere gennem danske farvande - farvandene er for smalle og næppe dybe nok for større operationer. Jylland-Fyn er vigtigst for løsningen af ovennævnte opgaver, men da NATO-styrker som allerede nævnt formentlig inddrages automatisk, er et uvarslet angreb som omfatter Jylland-Fyn ikke sandsynligt.
Et isoleret varslet angreb på dansk område er ikke sandsynligt, da en større amfibieoperation er en yderst vanskelig operation at udføre i de meget smalle danske farvande, og da det må formodes, at et luftbårent angreb ikke alene kan fremtvinge en afgørelse.
Et varslet angreb mod Vesteuropa vil for Danmarks vedkommende med ret stor sikkerhed omfatte et angreb mod Jylland gennem Slesvig-Holsten. Om dette angreb vil blive suppleret med et amfibie- og luftbårent angreb mod øerne er mulig, men hvis Jylland er erobret, og hvis WP-landenes felttog mod Vesteuropa i øvrigt forløber tilfredsstillende, vil den øvrige del af Danmark formentlig falde uden sværdslag, da hjælp udefra kun kan gennemføres i meget begrænset omfang.
Den i forslaget givne målsætning har jeg ingen bemærkninger til, men det må nok være rigtigt at tilføje, at dansk forsvar også har til opgave at støtte FN-aktioner.

Nytænkning

Forslaget fastslår, at nytænkning om forsvaret er nødvendig. Grundlaget for nytænkningen er, at vi i stedet for at efterligne de større landes militære organisation, skulle skabe et forsvar, der kun tog hensyn til de specielle danske forhold. Denne indirekte kritik er vel i nogen grad berettiget. Jeg tror dog ikke, vi skal koncentrere os alt for meget om denne nytænkning - for mig at se omfatter den ikke noget egentlig nyt - men derimod på realistisk tænkning. Alt for megen ønsketænkning har fundet sted i det danske forsvar efter krigen, og kun den sidste forsvarsordning har hvilet på et nogenlunde, men ikke tilstrækkeligt realistisk grundlag. Bestræbelser på at en eventuel ny forsvarslovs ramme og indhold svarer til hinanden, bør støttes. Det er mit indtryk gennem den debat, der er ført efter forslagets fremkomst, at forslaget bl. a. har dette sigte (det er ikke nævnt direkte i forslaget).
Rent praktisk giver nytænkningen i forslaget sig bl. a. følgende konkrete udslag

  • dækningsstyrken ved alle værn skal bestå af hvervet mandskab,
  • dækningsstyrken ved alle værn reduceres,
  • hærens to mobiliseringsbrigader, enheder over brigadeplan undtagen føringsstabe og signalenheder udgår,
  • hærens lokalforsvar styrkes meget væsentligt, idet styrkemålet på ca. 65.000 mand fastholdes.

Dækningsstyrken

Jeg så helst, at værnepligten kunne bevares, men jeg ser ingen større ulykke i, at dækningsstyrkerne kommer til at bestå af hvervede, navnlig efter at vi har fået 12 måneders tjenestetid. Jeg føler mig i øvrigt overbevist om, at hvis hvervningen ikke gennemføres i den nærmeste fremtid, vil udviklingen medføre, at hvervning gennemføres på længere sigt. Grunden hertil er dels uvilje mod relativ lang værnepligt både blandt værnepligtige og politikere, dels våbenudviklingen, der alt andet lige kræver længere uddannelsestid. Det vanskeligste spørgsmål vil være at hverve det fornødne antal mand med de tilstrækkelige kvalifikationer. Betjening af moderne våben kræver både uddannelse og intelligens, og erfaringerne med det hidtil hvervede mandskab tyder ikke på, at mandskab med de fornødne kvalifikationer kan skaffes. De antydede forbedringer af de økonomiske vilkår og civile uddannelsesmuligheder kan øge tilgangen, og for at få folk med de fornødne kvalifikationer kan man eventuelt gå helt ned til 2-års kontrakter (i forslaget regnes med 3-10 års kontrakter).
Som argument mod en hvervet dækningsstyrke har været anført, at den kunne blive en stat i staten, og at den i givet fald kunne gennemføre et militært kup mod den lovlige regering. Teoretisk er der større muligheder herfor end med en hær bestående af værnepligtige, men under alle omstændigheder er det kun en teoretisk mulighed. Enhver der kender det danske officerskorps vil vide, at faren for et kupforsøg intet har med virkeligheden at gøre, og uden officerskorpsets deltagelse kan det næppe gennemføres. At man i fremtiden skulle uddanne officerer, der er mere indstillet på kup anser jeg for udelukket.
Det har også været anført, at man ville få en samling landsknægte. Hvad man mener hermed er ikke ganske klart, men det må være noget i retning af, at de hvervede danner en bande, der terroriserer befolkningen eller en pressionsgruppe, der tilraner sig særlige fordele på bekostning af andre samfundsgrupper. Der er intet, der tyder herpå med de nuværende godt 8.000 hvervede (konstabel- og sergentgruppen) og endnu 5.000 eller eventuelt flere vil næppe ændre dette forhold.

Reduktionen af dækningsstyrken medfører, at der opstilles tre stående brigader i stedet for fire og at kampvogns- og trænbataljonerne bortfalder i de foreslåede brigader.
Reduktioner af taktiske enheder på et højere plan end brigade betyder bortfald af alle enheder herunder tungt artilleri undtagen føringsstabe og signalenheder (fra ca. 2700 mand til 500-1000 mand). Hvordan man har tænkt sig en brigade kæmpe uden egentlige forsyningsenheder, fremgår ikke af forslaget. Selv om den faglige tjeneste efter min mening har været noget overdimensioneret i forhold til kampenheder i den gældende organisation, så er der dog grænser for, hvor langt den kan nedskæres. Eventuelt kunne man i en vis udstrækning anvende værnepligtige med 5-6 måneders uddannelse til denne tjeneste.
På Bornholm er der ikke givet tal for dækningsstyrken (ca. 1000 mand i dag), men da øen er udsat for en særlig trussel, jf. ovenfor, må man formode, at den nuværende styrke bliver opretholdt.
Alt andet lige er det indlysende, at en større dækningsstyrke virker mere afskrækkende end en mindre styrke, men ingen sagkundskab kan med sikkerhed afgøre, hvor stor eller rettere sagt hvor lille en minimumsstyrke kan være for at virke afskrækkende. Hensynet til NATO vil også sætte visse grænser for minimumsstyrkens størrelse. Hvis vi kræver, at dækningsstyrken skal være udrustet med moderne våben (det gælder også søværnet og flyvevåbnet), vil den automatisk blive mindre og mindre forudsat, at vi har det samme forsvarsbudget + pristalsregulering, idet anskaffelsesudgifterne til materiel stiger langt hurtigere end pristallet.

Forslaget er især blevet angrebet, fordi der kun er én brigade i Jylland- Fyn, og denne kritik er absolut berettiget. Man kunne forbedre forslaget ved at opstille én evt. to mobiliseringsbrigader i Jylland bestående af hjemsendte hvervede. Hvis vi kan opstille tre hvervede brigader, vil der i løbet af en vis tid være hjemsendte nok hertil, da kun et begrænset antal vil binde sig for 10 år. Penge til materiel kan skaffes ved ikke at opstille så mange kampgrupper, se nedenfor.
For søværnets vedkommende betyder forslaget, at søværnets indsats begrænses til defensive opgaver, navnlig spærring af bælterne og spærringer med invasion.
Man bør overveje, om søværnet ikke bør kunne deltage i forskydninger af tropper mellem landsdelene, specielt da man må regne med, at allieret hjælp ad søvejen vil ske over Jylland. Erstatning af landforterne med mobile raketenheder er en god idé, men det er ingenlunde nogen ny idé.

Det lokale forsvar

Bortfaldet af de to mobiliseringsbrigader og de mobiliserede enheder på et højere plan end brigade er til at bære, da mange af enhederne er mere eller mindre papirenheder. Af hensyn til at bluffe fjenden kan man godt have et antal papirenheder, men til de enheder, vi virkelig ønsker at opstille, skal der selvfølgelig være materiel. Der findes materiel til visse enheder på et højere plan end brigade, f. eks. tungt artilleri, og det må derfor være rigtigt, så længe dette materiel er brugbart, at opstille disse enheder.
Ideen med en hvervet dækningsstyrke kombineret med et lokalforsvar af værnepligtige med relativ kort tjenestetid er god, men set fra et operativt synspunkt er det ingen god idé at opstille 110-120 selvstændige kampgrupper. Et så spredt lokalforsvar kan ikke hensigtsmæssigt indpasses i en for- svarsplan, og i visse taktiske situationer kan den spredte opstilling medføre selvødelæggelse uden formål. Der er for megen romantisk tænkning og for lidt realistisk og taktisk tænkning i denne del af forslaget. Det minder mig om en bog, som jeg læste ved 2. verdenskrigs udbrud, og som sluttede med følgende: Lad mundingsilden flamme over de danske fjordmundinger (forfatteren har åbenbart været artillerist). Da forslaget afskaffer alle faglige enheder, må forsyninger m.v. placeres i umiddelbar nærhed af kampstil- lingeme, men det vil ikke være muligt for ammunition. Navnlig landminer og sprængmidler til pioner- og sprængningsenheder kræver meget vidtgående sikkerhedsforanstaltninger.

Lokale kampgrupper bør bl.a. have følgende opgaver:

  • Forsvar af vigtige landområder f. eks. landgangssteder, flaskehalse, f. eks. broer over Limfjorden og vigtige objekter, f. eks. flyvepladser,
  • fastholdelse af brohoveder af hensyn til egne forskydninger mellem landsdelene og navnlig med henblik på hjælp fra vore allierede,
  • forsvar mod luftbårne enheder inden for et afgrænset område.

Hvis man vil løse alle de nævnte opgaver, kan kampgrupperne ikke være ens udrustet og uddannet. Løsning af opgaverne under de to første »pinde« kræver stor bevægelighed. Et antal kampgrupper, der skal fastholde et brohoved, skal have en vis enhedsuddannelse i forsvarstaktik.
Kampgruppernes opgaver må selvsagt indpasses i den gældende forsvarsplan.
Antallet af kampgrupper bliver formentlig mellem 40-50, men antallet er afhængig af den gældende forsvarsplan. De penge, der spares ved at opstille færre kampgrupper, bør anvendes til at styrke dækningsstyrken.

Dernæst nogle spredte bemærkninger til forslaget. Det tunge artilleris bortfald fra enheder på et højere plan end brigade gør det vanskeligt eller snarere umuligt at gøre brug af taktiske atomvåben. Selv om vi ikke råder over atomvåben i fredstid, så er det afskrækkende i sig selv, at vi råder over våbensystemer, der kan anvende dem. Under alle omstændigheder må der tages stilling til en eventuel anvendelse af atomvåben inden forsvarets endelige organisation fastlægges.
I forslaget er anført, at hjemmeværnet som hidtil bør være en selvstændig organisation. Det har jeg ikke noget imod, men man må sikre sig, at hjemmeværnets opgaver indpasses i den samlede forsvarsplan. Ved anskaffelse af materiel til hjemmeværnet må man være opmærksom på, at visse hjemmevæmsenheder er mere eller mindre papirenheder - det gælder i hvert fald øst for Storebælt.

I forbindelse med en eventuel nedlægning af Forsvarets Bygningstjeneste vil jeg henlede opmærksomheden på, at flyvevåbnet har et særligt problem vedrørende retablering af startbaner. Under 6-dages krigen så vi, hvordan nogle få bomber, hvoraf enkelte tidsindstillede lammede de ægyptiske flyvepladser. Der må skabes enheder, der kan løse dette problem - i hvert fald kan retableringen ikke udbydes i offentlig licitation. Det kan ikke være rigtigt, at vi ofrer milliardbeløb på indkøb af flyvemaskiner, men ikke vil ofre de relative små beløb, som er nødvendige for at få dem i luften.
Ved enheder der kun består af hvervede kan man langt bedre tilrette* lægge den samlede uddannelse, således at denne i højere grad tilgodeser, hvad der kan anvendes i det civile liv. F. eks. er det muligt ved ingeniørenheder at uddanne hver mand med kontraktlængde på 5 år eller over til en slags faglært entreprenørarbejder, og samtidig kan der spares herved, idet visse arbejder, der udføres af Forsvarets Bygningstjeneste, kan udføres af disse enheder. Civil uddannelse uden for forsvaret bør i så stor udstrækning som muligt finde sted samlet i den sidste del af kontraktperioden.

Overgangen fra den nuværende forsvarsordning til en ordning efter de i forslaget givne retningslinier vil blive uhyre vanskelig, og den vil kræve lang tid. Officerskorpset har siden krigen anvendt alt for megen arbejdskraft på opgaver, som skyldes ændringer i forsvarslovene. Det vil derfor være af overordentlig stor betydning, hvis den næste forsvarsordning kan blive baseret på en tænkning, der i principperne kan holde mange år fremover. En forudsætning for, at ordningen kan blive af mere permanet art er, at der finder en bred og grundig debat sted om forslaget. Et af de vigtigste grundlag i denne diskussion må være, hvordan vi med et bestemt årsbudget + pristalsregulering kan skabe det mest effektive forsvar.

A. R. Jørgensen

PDF med originaludgave af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra: PDF icon militaert_tidskrift_99_aargang_jul-aug.pdf
 

Litteraturliste

Del: