Forsvar i atomtiden

Artiklen „A-taktik — også i den daglige uddannelse“ i tidsskriftets novembernummer har givet anledning til megen frugtbar diskussion landet over om et problem, der længe har givet ansvarsbevidste chefer og taktiske forere søvnløse nætter. Redaktionen har modstaget nedenstående to indlæg i debatten, der begge — skønt de giver udtryk for beslægtede opfattelser og derfor ikke kan undgå at indeholde gentagelser -— skonnes så værdifulde, at vi har fundet det rigtigst at bringe vore læsere dem in extenso. Først tager lederen af den taktiske undervisning på Hærens Officersskole, Oberstløjtnant F. T. Rasmussen, batail- lonsreglementet i forsvar. Det er ikke så ueffent endda, når bare man vil læse det rigtigt — og i det hele taget læse det. Dernæst giver lærerne i taktik ved Forsvarsakademiet, kaptajnerne H. T. Havning og H. Dencker, anvisning på, hvorledes man kan indrette sig til forsvar, når fjenden vides i besiddelse af taktiske atomvåben, idet de besvarer spørgsmålene: — er bataillonsrcglemcntets bestemmelser for forsvar virkelig så håbløst uanvendelige? —- og hvis det er tilfældet — hvorledes hør forsvarskampen så gennemføres?
 

»Lig i lasten«

Der er god grund til ikke at vende ryggen til de problemer, som er bragt frem i kaptajn Nørgaards artikel: „A-taktik — også i den daglige uddannelse“ i Militært Tidsskrifts oktobemummer. I artiklen påstår forfatteren, at „Reglement for fodfolksbataillonen“ er at betragte som et „lig i lasten“, fordi det ikke tager hensyn til problemerne omkring anvendelsen af taktiske våben, og at forsvar er en antikveret kampform. At feje kampformen forsvar ud af vore reglementer ved at betegne den som antikveret på grund af de taktiske A-våbens fremkomst kan vist næppe ske med nogen fornuftig taktisk begrundelse; og at angreb — ikke forsvar — er den afgørende kampform, har været kendt, sålænge begrebet krigskunst har eksisteret. Forfatteren har da også modificeret sin påstand ikke så lidt senere i artiklen. Jeg skal ikke her komme ind på forsvar i almindelighed, men blot nævne, at USA, der har udviklet de taktiske A-våben, på sin generalstabsskole stadig docerer kampformen forsvar — selvfølgelig rettet til efter det enorme tilskud til ildstøtten, som de taktiske A-våben i virkeligheden er.

Lad os, inden vi betragter „liget“ nærmere, kort se på, livad de taktiske A-våbens fremkomst betyder for kampformen forsvar. Det er i dag urealistisk at regne med frontbredder på 1200—2500 m for underafsnittet, idet disse snævre fronter vil udsætte mere end een af afsnittets batailloner for virkning af samme træffer med taktisk A-våben. Der må derfor regnes med frontbredder for underafsnittene på over 3000 m for at få den fornødne spredning mellem de enkelte batailloner. Forøges frontbredden, forøges også infiltrationstruslen, og derved skærpes kravet om overvågning af ansvarsområdet ved posteringer og patruljering. En forøgelse af frontbredden vil også bevirke, at bataillonen normalt indretter ikke eet, men to forsvarsområder. Lægger bataillonen sig i et stift, passivt, „principskitseagtigt“ forsvarsområde, får fjenden mulighed for i løbet af kort tid at erkende forsvarsstillingens forløb og derigennem mulighed for at indsætte sine taktiske A-våben. Forsvarerens mulighed for at overleve og løse sin ogave ligger i ved en aktiv bevægelig optræden foran og imellem forsvarsområderne med posteringer, poster og patruljer støttet af tunge våben i midlertidige stillinger at tilsløre stillingens virkelige beliggenhed og ved — under opretholdelse af føling med fjenden ved de nævnte poster og patruljer — først at besætte forsvarsområderne i dybden, når fjenden har snæver kampføling med dem. Dette — indledningsvis at anvende store dele af bataillonen til midlertidige opgaver foran og til siderne for forsvarsområdet (forsvarsområderne) — er i korte træk bataillonschefens måde at undgå, at hans enhed bliver likvideret af et enkelt fjendtligt A-våben; men ingen form for taktik kan i en krig, hvor taktiske A-våben anvendes, garantere, at en enhed eller dele heraf ikke vil blive ramt eller berørt af virkningerne af disse A-våben. Den foran nævnte aktive optræden fra bataillonens side skal naturligvis ses i helheden i forbindelse med den større spredning på grund af de størrre frontbredder, fremskudte styrkers kamp, modangreb (også forebyggende) iværksat af brigadechefen eller troppeføreren m. v. Hvad siger da „liget.“, bataillonsreglementet, om forsvar? Reglementet siger, at „opgaven kan nødvendiggøre en spredning af bataillonen i to (eller flere) forsvarsområder“. Det siger endvidere, at frontbredderne kan blive meget store, og at der til overvågning af terrainet i underafsnittet udskilles patruljer, poster eller posteringer. „De tilslører endvidere herved den nøjagtige beliggenhed af forsvarsområderne“.

Under punktet omhandlende det tunge kompagni omtales gang på gang, at de tunge våben anvendes i midlertidigt fremskudte stillinger, bl. a. til støtte for posters og posteringers kamp. Under „Forsvarets førelse“ hedder det: „Forsvaret skal føres som en kombination af absolut hævdelse af forsvarsområder og aktiv bevægelig optræden med forposter, andre poster og (på det højere kommandotrin modangreb) med reserverne. Enhver mulighed for gennem baghold og overfald, foruroligende ild og ildoverfald samt hyppige stillingsskifter at gøre fjenden usikker, tilføje ham tab og derved svække hans moral, skal udnyttes fuldt ud. Kun gennem aggressiv og bevægelig optræden Punktet nævner endvidere betydningen af at bevare posteringer, poster og patruljer foran forsvarsområderne, overfaldsagtige rekognosceringer i mørke, iværksætttelse af forebyggende modangreb, foranstaltninger til, at forsvarsområdernes forresteanlæg ikke røbes for tidligt m. v. 

Der er næppe nogen grund til at fortsætte citaterne, for allerede nu er nævnt hovedparten af de forholdsregler, som skal iværksættes, for at en ba- taillon skal have udsigt til at løse sin opgave i forsvar eller under kamp i en modstandslinie, hvor truslen om anvendelse af taktiske A-våben foreligger. „Liget“ synes altså ikke at være så dødt endda, når bare man vil læse det rigtigt — og i det hele taget læse det. Bataillonsreglementet er kaldt for fodfolkets bibel. Det synes desværre i adskillige tilfælde at have delt skæbne med biblen derved, at enkelte løsrevne „skriftsteder“ er kendt, men ikke helheden og dermed mulighederne for smidigt at tilpasse sig de nye forhold. At reglementet ikke — af indlysende grunde — nævner taktiske A-våben, og at adskillige ting i det bl. a. af den grund bør rettes, kan jeg ikke være uenig med nogen i, men lad mig henlede opmærksomheden på reglementets § 3, der siger, at krigens forhold kan motivere afvigelser fra dette reglement, som ikke vil kunne dække alle situationer. Der skal blot foreligge en klar, logisk motivering for afvigelsen. Jeg har i det foregående kun omtalt forsvar, men hvad der er sagt om tillempning af reglementets bestemmelser, gælder også angreb. De af kaptajn Nørgaard i artiklen angivne betingelser for angreb mod en A-bevæbnet modstander er de betingelser, hvorunder man udkæmper en mødekamp. Det er næppe nødvendigt at klarlægge, hvilket stort arbejde, der ligger bag udarbejdelsen af et så detailleret værk som bataillonsreglementet. Et sådant reglement skrives ikke hvert år, især da den slags arbejde herhjemme foregår som fritidsbeskæftigelse; men jeg går ud fra, at de rette myndigheder er i færd med at udarbejde visse rettelser til det eksisterende reglement.

Der er imidlertid ingen grund til at nedbryde respekten for reglementet gennem kategoriske påstande, som forst og fremmest virker på dem, der hidtil ikke har sat sig tilstrækkeligt ind i reglementets bestemmelser og nu med god samvittighed fortsat vil undlade at skabe sig det nødvendige grundlag for deres virksomhed. Hvorfor prove på at finde liundrede grunde til, at en opgave ikke kan løses? Hvorfor ikke prøve på at finde hare een mulighed for at løse den? 

F. T. Rasmussen
 
 
Tanker om forsvar
I artiklen „A-taktik — også i den daglige uddannelse“ i novembernummeret af Militært Tidsskrift har kaptajn N. K. Nørgaard behandlet, nogle af vort fodfolks problemer overfor en fjende, der anvender taktiske atomvåben. Kaptajn Nørgaards udgangspunkt er, at vi uden selv at råde over atomvåben må kæmpe med en modstander, der vil kunne anvende sådanne, og at vi ved problemernes behandling må basere os på fodfolkets øjeblikkelige organisation. Udfra disse absolut realistiske forudsætninger fastslår kaptajnen, at bataljonsreglementet er uanvendeligt, specielt for så vidt angår principperne for forsvar, men også i nogen grad for angrebs vedkommende. Kaptajnens betragtninger vedrørende angreb kan formentlig de fleste i det store og hele tiltræde. Det er sikkert rigtigt, at der næppe bliver tale om angreb på en fuldt udbygget stilling efter grundig rekognoscering og i det hele taget langvarige forberedelser, men at angrebet efterhånden hovedsagelig vil få mødekampens karakter. Det bør dog erindres, at netop danske enheders betingelser for at gennemføre angrebskamp af denne art overfor en atombevæbnet modstander i almindelighed næppe er de bedste, idet de jo nemlig — med deres ringe bevægelighed uden at.omildsløtte — vil blive tvunget til gennem længere tid at danne meget sårbare koncentrationer. Herved vil de let —• endog uden den beskyttelse, der kan skabes i terrænet som f. eks. under forsvarskamp — blive ofre for fjendens atomvåben. I hvert fald kan sårbarhedsproblemet for vore styrker næppe løses ved blot at angribe; det er vel alene af den grund derfor tvivlsomt, om angrebet for os vil være den „eneste hovedkampform“. 
 
Efter den —- bevidst chokerende — påstand herom og om, at „forsvar er en antikveret kampform“ (En af kaptajnens begrundelser herfor: at „vi i første omgang kun kan angribes fra sø og luft“, kan ikke accepteres. Det er for sent at uddanne vore styrker til forsvar, når det tyske forsvar i Holsten og Sydslesvig glipper, eller når de selv sendes syd for grænsen for at deltage i forsvaret her.), indrømmer kaptajnen da også, at „forsvar un- der een eller anden form ...... kan eller bør forekomme“, nemlig i situationer, hvor der skal dæmmes op for et fjendtligt angreb for at skabe gunstige forudsætninger for selv at gå over til angreb. Kaptajnen erklærer derefter, at det forsvar, der altså alligevel stadig er aktuelt, ikke må føres efter de i bataljonsreglementet angivne retningslinier, i bataljonsforsvarsområder, men giver ikke i artiklen besked om, hvordan man så skal forsvare sig. Man fristes til med Peder Syv at sige: „Kast ikke det skidne vand ud, førend du får det rene“, eller med andre ord til at undersøge spørgsmålene: — er bataljonsreglementets bestemmelser for forsvar virkelig så håbløst uanvendelige? — og hvis det er tilfældet — — hvorledes bør forsvarskampen så gennemføres?
 
Ønsket om at undgå det stedbundne forsvar for derved at formindske fjendens muligheder for at konstatere eventuelle atommål og for at ramme disse mål, mens de endnu eksisterer, leder tanken ind på at gennemføre den opdæmning af fjendens fremrykning, der er nødvendig, gennem modstand* (Der skelnes her mellem begreberne forsvar og modstand i overensstemmelse med batal jonsreglcmentet.) i stedet for forsvar og — overfor overlegne fjendtlige styrker — under udvigende kamp. Ofte vil det være muligt herved at hæmme fjendens bevægelser tilstrækkeligt til, at det tilstræbte angreb kan sættes ind. Men det er ikke altid, denne kampform kan gennemføres; feltreglementet har stadig ret, når det siger, at „en nødvendig Forudsætning for Anvendelse af denne Kampmaade er, at Forholdene tillader at overlade Fjenden Terrain, og at man i Bevægelighed er Fjenden jævnbyrdig eller overlegen“. Specielt for danske forhold vil det nok undertiden knibe med at opfylde disse betingelser. Vi må altså se i øjnene, at det fortsat kan blive nødvendigt at gennemføre en form for stedbundet forsvar. Spørgsmålet er nu, om dette forsvar kan gennemføres, uden at man indretter sig i bataljonsforsvarsområder, men i stedet herfor i et antal kompagni- og delingsforsvarsområder eller -modstandspunkter, omtrent som bataljonsreg- lemenlet foreskriver det for kampen i en modstandslinie. Ved denne opstilling er det klart, at sårbarheden overfor taktiske atomvåben nedsættes væsentligt, men det er naturligvis lige så klart, at modstandskraften i den pågældende forsvarsstiliing svækkes væsentligt overfor konventionelle styrker; angriberen vil uden at skulle foretage større koncentrationer og uden længere stop kunne etablere et gennembrud af den lineært opstillede forsvarers stilling, hvor han ønsker det- Han vil i realiteten alene ved truslen om anvendelse af atomvåben have kompromitteret forsvaret.
 
Hvis det stop, der kan gives angriberen i en sådan modstandslinie ikke er tilstrækkelig langvarigt, må man altså gå i retning af bataljonsreglementets idé om tyngdepunkter i forsvaret — bataljonsforsvarsområder — der ved at forhindre angriberens adgang til de vitale områder i og bag stillingen tvinger ham til at gennemføre tidkrævende koncentrationer og regulære angreb. 

Men er det nu ikke „selvmord til ingen verdens nytte“ at koncentrere bataljonen inden for et område på ca. 2 km2? Svaret afhænger af, hvornår denne koncentration finder sted. Hvis bataljonen er koncentreret i området, mens fjenden er så langt væk, at han uden gene for sine egne forreste styrker kan anvende et atomvåben mod bataljonen, der er stort nok til at tilintetgøre den, er der selvfølgelig tale om en slags selvmord. Men kan man ikke udsætte koncentrationen så længe — indtil fjenden er så tæt inde på livet af forsvareren — at fjendens styrker selv udsættes for virkningen af et taktisk atomvåben anvendt mod forsvarsområdet? 

Forinden dette spørgsmål søge3 besvaret, vil det formentlig være praktisk at undersøge, om det er muligt at ændre de i bataljonsreglementet anførte retningslinier for indretningen af forsvarsområdet, således at dette bliver mindre sårbart. Er det f. eks. muligt at pålægge kompagnierne større opgaver og alligevel bevare den ønskede sammenhængende ild om og i forsvarsområdet? 

Reglementet kræver som bekendt om dette, at alt terræn i forsvarsområdet skal kunne tages under ild fra lette fodfolksvåben, og at ethvert fjendtligt forsøg på at trænge over forsvarslinien skal kunne imødegås med sammenhængende fodfolksild. Et forsvarspunkts størrelse er bestemt ved kravet om, at alt terræn indenfor det skal kunne tages under ild fra lette fodfolksvåben, medens kravet om forsvar til alle sider anses for opfyldt ved, at der i den bageste del af forsvarsområdet er forberedt alternative stillinger for dele af besætningen i et sådant omfang, at ild kan præsteres også til siderne og bagud. Først når forsvarsområdet trues fra flanke eller ryg, skal de alternative stillinger i den truede retning besættes. Med disse krav som baggrund er det almindeligt at opbygge et forsvarsområde, der —- som skematisk vist på fig. A —■ har en størrelse på ca. 2 km2.

Såfremt der overhovedet skal være tale om at forsvare et område, kan der næppe slækkes på de nævnte krav om ildforbindelse. Selv når disse krav skal opfyldes, skulle det imidlertid være muligt at lade forsvarsområdet dække et areal, der er større end de i reglementet anførte 1—2 km2. Går man ud fra, at den effektive rækkevidde for geværet er 300 m, for det lette maskin-

gevær 400 m og for dette våben i feltaffutage 600 m, vil det af fig. B fremgå, at det ikke skulle være umuligt at lade forsvarsområdet dække op mod ca. 3 km2. Af de på skitsen indtegnede virkemuligheder for enkelte lette maskingeværer vil det ses, at kravene om dækning af området med ild fra lette fodfolksvåben er opfyldt, omend ilden naturligvis ikke er så tæt som i et mindre område.

Det er klart, at de terrænmæssige betingelser for at etablere et så stort forsvarsområde ikke altid vil være tilstede, men en sammenligning mellem sårbarheden af styrken i de to områder — anskueliggjort ved angivelse af skadecirklen for beskyttet personel for et givet større atomvåben — viser med al tydelighed, at det i høj grad kan være umagen værd at søge et terræn, der

giver de bedst mulige betingelser for opbygningen af et stort forsvarsområde, og at man indenfor det givne terræn ikke bør se med ligegyldighed på, om bataljonen dækker f. eks. l/2 km2 mere eller mindre. Det skal for fuldstændigliedens skyld nævnes, at forholdet ikke havde været anderledes, om forsvarsområdet havde været tegnet i den i bataljonsreglementet anvendte mere rektangulære form. I dette reglement er flere steder nævnt, at der mellem forsvarsområderne

fra bataljonerne og ofte direkte under disse kan udstilles posteringer, som ved overlegent fjendtligt angreb skal trække sig ind i de forsvarspunkter, hvorfra de er udskilt. Da det område, en bataljon vil få ansvaret for, må påregnes at ville blive af betydelig udstrækning, vil der normalt være behov for et stort antal posteringer til overvågning af terrænet. Herved sker der en forholdsvis kraftig og meget ønskelig udtynding af forsvarsområdet; samtidig kan der dog opstå visse føringsmæssige vanskeligheder. 

På fig. C er søgt anskueliggjort en videreudvikling af de idéer, der ligger bag udskillelsen af sådanne styrker til overvågning af terrænet på baggrund af ønsket om længst muligt at holde fjenden i vildrede med forsvarsområdets beliggenhed (kendskabet hertil er jo forudsætningen for en fuldt effektiv anvendelse af hans atomvåben mod det) og om — som tidligere nævnt — at udskyde det tidspunkt, da bataljonen koncentreres i dette område. 

På denne skitse ses bataljonens opstilling, som den vil kunne være, når angrebsstyrken er på større afstand. To af kompagnierne er trukket ud af deres forsvarspunkter og placeret således, at bataljonens opstilling nærmest er lineær; kun mindre sikkerhedsbesætninger vil være i kompagniernes stillinger i forsvarsområdet. Det fjerde kompagni er placeret i et beredskabsrum så langt udenfor dets forsvarspunkt, at det ikke vil blive berørt af de atomvåben, som måtte blive anvendt mod de forreste enheder eller mod forsvarsområdet; kompagniet eller dele af det vil iøvrigt efter forholdene evt. kunne anvendes i hovedsikringslinien eller i samme linie som bataljonens øvrige kompagnier. 

Da to af de lineært opstillede kompagnier — som nævnt senere — ikke skal kæmpe afgørende udenfor forsvarsområdet, er mellemrummene mellem dem og deres ansvarsområder gjort noget større end i forsvarsområdet; bataljonen vil herved i bredden kunne „dække“ et betydeligt terrænområde. 

De to fra forsvarsområdet udskilte kompagnier vil være ansvarlige for overvågningen af en del af bataljonens område; de loser her samme opgave som de førnævnte posteringer. De vil endvidere skulle sinke fjendens fremrykning- mest muligt; denne opgave løses primært ved anvendelse af — de ofte formentlig mest hensigtsmæssigt i U/S værende — tunge våben, kompagniets egne langtrækkende våben samt naturligvis med den ild, der kan påkaldes fra artilleri og tunge morterer. De langtrækkende fladbanevåben kan, som antydet på skitsen, efter forholdene opstilles foran, i og — straks eller senere —- bag den angivne stilling for kompaniet, selvsagt med den nødvendige beskyttelse af lette enheder. Ved fjendtligt angreb viger de styrker, der udsættes for overlegent pres, ad forud rekognoscerede veje ud mod forsvarsområdet (ikke nødvendigvis begge kompagnier samtidig og indenfor disse ejheller nødvendigvisalle dettes enheder samtidig), om muligt under udvigende kamp og under bevarelse af snæver føling med fjenden.

Bataljonen vil efter gennemførelsen af en kamp efter disse retningslinier således først på det tidspunkt, da fjenden står i tæt kontakt med størsteparten af forsvarområdet og derfor vil være udelukket fra at anvende større atomvåben mod det, være samlet som angivet på fig. D. Også efter dette tidspunkt bør den dog være rede til — f. eks. såfremt fjenden trækker dele af sin styrke tilbage — påny at lade mindre enheder optræde udenfor forsvarsområdet.

Af de på fig. C og D indtegnede skadecirkler og risikocirkler for det samme våben, som er anvendt i fig. A og B og for et afde mindre våben, fremgår bl.a.

—- at bataljonen i den lineære opstilling, når fjenden er på stor afstand og således vil kunne anvende større atomvåben, er betydeligt mindre sårbar end samlet i forsvarsområdet,

—- at bataljonen, når den er samlet i forsvarsområdet i snæver føling med fjenden ikke vil kunne rammes med større atomvåben,

— at bataljonen under samme omstændigheder overfor små atomvåben ikke vil være meget mere udsat i forsvarsområdet end i den lineære opstilling,

— at fjenden, når han er i snæver føling med forsvarsstyrken, hvad enten den- er placeret lineært eller samlet i forsvarsområdet, vil have store vanskeligheder med anvendelsen af selv små atomvåben. Det er indlysende, at der ved den nævnte spredning af bataljonens sityrker og ved den „bevægelige“ kamp, de påregnes at skulle gennemføre, må følge visse vanskeligheder. Af disse skal udover det forøgede arbejdspres for stab og enheder  blot nævnes, at det utvivlsomt vil kræve en særdeles omhyggelig planlægning og indøvelse, og naturligvis en dygtig føring, at undgå den risiko, der er for, at de styrker, der udskilles fra forsvarsområdet, bindes i kampen udenfor dette eller bliver slået stykkevis. Den foreslåede udskilllelse af hele kompagnier fremfor af posteringer direkte under bataljonen må dog antages i visse henseender at ville formindske denne fare. 

Denne meget skitsemæssigt fremstillede fremgangsmåde, der naturligvis i princippet vil kunne følges også for en reservebataljons vedkommende, betegner ikke et brud med bataljonsreglementet, men er som nævnt snarere en videreudvikling af de heri givne anvisninger. 

Konklusionen af dette må være, at nok er bataljonsreglementet forældet derved, at det lægger uforholdsmæssig stor vægt på forsvarsområdets kamp og forsvar over smalle fronter i forhold til kamp i en modstandslinie og udvigende kamp, men på den anden side kan man ikke komme bort fra, at forholdene kan være sådan, at modstand eller udvigende kamp ikke kan gennemføres med det ønskede resultat. 

Stedbundet forsvar med forsvarsområder af bataljonsstørrelse må således stadig kunne forekomme; blot må det tilstræbes, at den endelige besættelse af forsvarsområdet sker senest muligt.

De foran om forsvar fremsatte betragtninger kan opsummeres således:

— Selv om angreb ofte vil blive den tilstræbte kampform, vil det være nødvendigt at gennemføre forsvarskamp under en eller anden form.

— Hvis betingelserne herfor er til stede, gennemføres denne kamp som modstand eller eventuelt som udvigende kamp.

— Hvis de nævnte betingelser ikke er til stede, kan forsvar efter bataljonsreglementets synspunkter blive nødvendigt, idet dog bataljonen som helhed først trækkes ind i forsvarsområdet, når fjenden er på nært hold, og idet reglementets retningslinier for forsvarsområdets og forsvarspunktets størrelse omfortolkes.

Når dette er sagt, kan der i tilslutning til de af kaptajn Nørgaard opstillede uddannelsesmæssige krav i forbindelse med angrebskamp anføres følgende krav til uddannelsen for så vidt angår andre kampformer:

— Kamp i en modstandslinie og udvigende kamp bør indtage en mere fremtrædende stilling i uddannelsesplanerne end kamp i et forsvarsområde.

— I forbindelse med forsvar

— i bataljonsreglementets opfattelse af dette begreb

—- må kampen uden for forsvarsområdet tillægges meget større vægt end nu. 

Vi har ovenfor ligesom kaptajn Nørgaard søgt at holde os til jorden og basere os på den nuværende organisation. Men det er let på grundlag af det nævnte at opstille en ønskeseddel til fremtiden:

— For hvert ekstra tungt maskingevær, middeltung morter, dysekanon og SS 10, som tildeles en bataljon, vil det være muligt at udvide forsvarsområdet og dermed nedsætte sårbarheden.

— For hver pansret mandskabsvogn eller kampvogn, der tilgår forsvarsstyrken. vil det være muligt at udsætte — og efterhånden evt. helt at undgå — det tidspunkt, hvor bataljonen må trække sig ind i sit forsvarsområde.

— For hver pansret mandskabsvogn eller kampvogn, der tilgår angrebsstyrken, vil det tidsrum, i hvilket forsvarsstyrken skal løse sin opgave, blive formindsket, således at koncentration i forsvarsområder kan udsættes eller undgås.

— For hver pansret opklaringsenhed, der opstilles, vil muligheden for at undgå en koncentration i forsvarsområdet forøges.

— For hvert ekstra tilskud i signalmateriel vil enten forsvarsområdet, kunne udvides, eller angrebsstyrkens angreb sættes burtigere ind.
 
— For hver ekstra uddannelsesdag, der gives, vil muligheden for at føre udvigende kamp i stedet for forsvar eller for at kæmpe bevægeligt uden for forsvarsområdet inden koncentrationen i dette, blive forøget. Endelig må ønsket om selv at råde over taktiske atomvåben naturligvis være absolut dominerende i forhold til alle andre ønsker, selv om man kan tvivle på, at et mindre antal af disse våben alene vil kunne gøre forsvar — endog forsvar i bataljonsforsvarsområder — helt overflødigt.
 
I redaktionens introduktion til kaptajn Nørgaards artikel siges, at „hans betragtninger må få konsekvenser for vurderingen af det hensigtsmæssige i at opstille lokalforsvarsbataljoner til løsning af stationære opgaver“. Selv om vi ikke går så vidt som kaptajn Nørgaard, er det vor opfattelse, at værdien af lokalforsvarsbataljonerne vil blive begrænset, medmindre der træffes effektive foranstaltninger til at tilfredsstille de meget store uddannelsesmæssige krav, der nu må stilles også til en bataljon, der „blot“ skal løse opgaver som de nævnte. 
 
H. T. Havning
H. Dencker
 

 

Litteraturliste

Del: