Forpligtet – en dansk/tysk skæbne, som tysk soldat 1943 – 45

Anmeldt af Martin Cleemann Rasmussen

”Forpligtet – en dansk/tysk skæbne, som tysk soldat 1943 – 45” af Hans von Vultejus fortalt til Niels Gyrsting. Udgivet på eget forlag og i kommission hos Forlaget Underskoven. ISBN 978-87-92662-24-8. Kan købes i alle boghandler eller bestilles via www.underskoven.dk. 323 sider. Pris kr. 249 (vejl.)

To bøger med nogenlunde samme tema er udgivet næsten samtidig. Emnet er aftjening af værnepligt i den tyske hær under Den anden Verdenskrig. Begge var formelt set tyske statsborgere, men opfattede sig ikke som sådanne. Den ene var bosiddende i København, medens den anden var dansksindet sydslesviger, bosiddende lige syd for grænsen. Da Det tredje Rige begyndte at mangle soldater, blev også disse to indkaldt. Begge historier er gode beskrivelser af forholdene i den tyske hær, og der har hos nogle anmeldere sneget sig tanker ind omkring kollektiv forglemmelse. Der er ikke i disse to bøger beretninger om kendskab til grusomheder, selv om den tyske hær beviseligt ikke holdt sig tilbage. Der skal dog heller ikke herske tvivl om, at begge de to personer er retlinede mennesker, der gerne vil give nutiden et indtryk af forholdene dengang. Med til hele historien om både Hans von Vultejus og Jens A. Berg hører, at det efter 60 – 70 år er svært at gøre sig klog på, hvad enten man er journalist, boganmelder, historiker eller officer, hvad man selv ville have gjort, hvis man som 18 – 19-årig var blevet bragt i en tilsvarende situation, hvor ens overlevelseschancer på de russiske stepper måske kunne være omvendt proportional med en moralsk rigtig optræden afpasset til lejligheden. Læs de to anmeldelser af henholdsvis ”Forpligtet – en dansk/tysk skæbne, som tysk soldat 1943 – 1945” af Hans von Vultejus og ”Fanget på Østfronten – tvunget i tysk uniform” af Jens A. Berg.

Foto: William.dk

I erindringsbogen ”Forpligtet” følger læseren den unge Hans von Vultejus, som på trods af en dansk opvækst og en dansk mor indkaldes til tysk krigstjeneste i december 1942 på grund af sit tyske statsborgerskab. I løbet af krigen når Vultejus at gøre tjeneste i både Luftwaffes infanteri, gennemgå en del af en tysk pilotuddannelse, være en kort tid i Værnemagten, kæmpe i Ardennerne og i Ungarn som tvangsudskreven soldat i 9. SS division ”Hohenstaufen” og at falde i amerikansk krigsfangenskab i maj 1945. Bogen er baseret på de dagbøger, notater og brevvekslinger, som Vultejus fører fra sin indkaldelse og frem til han vender tilbage til Danmark efter amerikansk krigsfangenskab i november 1945.

Dagbogsnotaterne i bogen er suppleret med uddrag fra Vultejus samtidige korrespondance med venner og familie i Danmark, med hans egne uddybende nutidige kommentarer til dagbøgerne, hans fotografier fra tiden, samt tekststykker om hans opvækst i Danmark og om tiden efter hans hjemkomst fra krigen. Fra medforfatteren Niels Gyrstings side er der hertil leveret et grundigt og omfattende fotomateriale af Vultejus’ dokumenter og genstande, oversættelser af de i dagbøgernes anvendte tyske militære termer, samt en række gode baggrundsafsnit (i teksten benævnt ”faktabokse”), som bidrager til at sætte dagbogsberetningerne ind i en større kontekst. Alt i alt fremstår bogens opsætning klar og tydelig med dagbogsnotaterne i kursiv og man er som læser ikke i tvivl om, hvor dagbøgerne hører op og hvor Vultejus’ senere kommentarer begynder. Denne opsætning er en af bogens styrker og giver læseren en mulighed for at kigge med ind bag Vultejus’ beretning og for selv at vurdere dagbøgernes udlægning af de skildrede begivenheder.

Og dette er nødvendigt, for der er i høj grad tale om en beretning, som indeholder mange interessante skildringer og detaljer, men også i lige så høj grad udviser en påfaldende fortrængning og tavshed på en række områder.

Først og fremmest kan nævnes, at Vultejus i et forsøg på at undgå direkte frontindsats melder sig til det tyske luftvåben ”Luftwaffe”, hvor han aftjener de første halvandet år af sin tjeneste i luftvåbenets infanteri. Dagbøgerne indeholder her en grundig skildring med mange detaljer af livet for en almindelig rekrut, og som læser bliver man klogere på dagliglivet på kasernen og på mange af de rent militære elementer i grunduddannelsen.

Dog viser dagbøgernes optegnelser også ved lidt omhyggelig læsning, hvordan en menig soldat indenfor luftvåbenets infanteri kunne stifte bekendtskab med de forbryderiske sider af Det Tredje Riges racepolitik. I et svarbrev hjem til sin mor i Danmark dateret den 10. oktober 1943, (hvor moderen i et tidligere brev har omtalt rygterne om de kommende jødeforfølgelser i Danmark), skriver Vultejus, at : ”Forhåbentlig er det kun et rygte. Der er nogen hernede, som har været med til at skyde jøderne fra Holland og Tyskland i Polen. Så jeg ved hvordan det går for sig. Fuldstændig som Katyn”.(s.112). I sine kommentarer til dagbøgerne anfører Vultejus, at han ikke senere har tænkt over dette, og at det først er ved skrivningen af bogen, at han er blevet gjort opmærksom på omtalen i sit brev af mordet på jøderne i Polen. Ligeledes tilføjer han, at ” Hvis man havde spurgt mig før gennemgangen af mine breve ville jeg have sagt, at jeg ikke kendte til det dengang. Jeg kan desværre slet intet huske herom”(s.113). Hermed giver bogen et konkret eksempel på den fortrængning af massemordet – den være sig bevidst eller ubevidst - som ofte er så karakteristisk i erindringsgenren hos tyske krigsveteraner. Man kan levere meget detaljerede beskrivelser af dagligliv, størrelsen på feltrationerne, masser af hyggelige anekdoter fra kasernelivet og livet i felten, men når det kommer til forbrydelserne, som blev begået mod jøder og krigsfanger, så kan veteranerne som oftest intet huske. Det taler absolut til denne erindringsbogs fordel, at ovenstående suppleres med en ”faktaboks”, hvori Niels Gyrsting netop også påpeger det tankevækkende i, at en almindelig soldat på en kaserne i Frankrig i oktober 1943 kan skrive hjem til sin mor om udryddelsen af jøderne i Polen, når de fleste tyskere og deres håndlangere efter krigen har fremført, at man intet kendte til jødeudryddelsen. En interessant konsekvens af Vultejus’ brev til sin mor er også, at den tyske premierløjtnant som videreformidler brevene for at gøre korrespondancen hurtigere vælger at afbryde samarbejdet netop med henvisning til ovennævnte korrespondance, som han frygter bringer hans egen stilling i fare. (s.117-118).

Igennem dagbøgerne får man også et konkret eksempel på, hvordan selv almindelig soldatertjeneste i Det Tredje Riges luftvåben kunne føre til direkte involvering i det tyske krigsfangelejrsystem. Allerede i sin rekruttid møder Vultejus russiske krigsfanger i kasernens køkken (s.51), men efter at være forflyttet til området ved Grossenhain i Sachsen bliver han flere gange sendt ud for at ekskortere sovjetiske krigsfanger fra en krigsfangelejr til arbejde i et nærliggende stenbrud. Dagbøgerne er stort set tavse omkring Vultejus ophold og tjeneste her. Det omtales kun med en enkelt linie ét sted i dagbøgerne (s.149). Desto mere interessant er det, at Vultejus i sine kommentarer til dagbøgerne anfører, at ”De (russerne) lærte mig at tælle og kommandere på russisk, så jeg kunne få dem til at gå i takt. Det hed Ras,va,drit - og så grinede de”. Endvidere hedder det i kommentarerne, at ”De var mægtigt søde og flinke og det var meget nemt at få dem til at le og smile”. ”Det var mit indtryk at de blev behandlet ordentligt, de var i godt humør, i rimelig form og ikke udsultede”(s.149). Godt nok tilføjer han, at russerne blev låst inde om natten, men ellers får man som læser nærmest indtryk af, at der herskede en jovial feriekoloniagtig stemning i krigsfangelejren. Med henvisning til den veldokumenterede brutalitet og de forfærdelige forhold, som herskede i de tyske krigsfangelejre og arbejdskommandoer for sovjetiske krigsfanger, må ovenstående beskrivelse siges at være meget langt fra, hvad vi ellers kender til. I og på vejen til de tyske Stalags og Oflags omkom imellem 2,7 og 3,3 millioner af de 5,7 millioner sovjetiske krigsfanger, som tyskerne tog i løbet af krigen. I de lejre, som blev drevet af Luftwaffe (de såkaldte Stalag Luft) holdt man sig ikke tilbage, og tusinder af sovjetiske fanger døde af mishandling, straffearbejde, epidemier og underernæring her. Vultejus kan naturligvis have haft med nyankomne og derved fysisk mere velnærede fanger at gøre, men ovenstående skildringer virker som endnu et eksempel på fortrængning hos den unge soldat. En tilsvarende fortrængning finder man også i dagbogens omtale af en tilfangetagen sovjetisk artilleriobservatør, som Vultejus støder på under sin tjeneste i Waffen-SS under den tyske martsoffensiv i Ungarn i 1945 (s. 264). Man kan som læser undre sig over, at der ikke på dette og ovenstående område er indsat baggrundstekst omkring de sovjetiske krigsfangers skæbne ved fronten og i fangelejrene for at sætte Vultejus’ noget anderledes beretninger i relief hertil.

Dette undrer desto mere, da både dagbøger, kommentarer og faktabokse på fornem vis supplerer hinanden i afsnittene som omhandler de miserable forhold, som Vultejus og de øvrige tyske soldater befinder sig under i de amerikanske og franske fangelejre efter kapitulationen. Her viser nyere forskning, at mindst 15.000 tyske krigsfanger omkom i de amerikanske lejre og endnu flere i de franske, - bl.a. som en konsekvens af amerikansk og fransk politik for at forhindre revanchistiske tendenser i den tyske hær. Tilsvarende er afsnittene fra dagbøgerne som viser den tyske interne selvjustits i de amerikanske fangelejre interessant læsning. (s.283-291).     

Slutteligt bør det understreges, at dagbøgerne og brevkorrespondancen gentagne gange bekræfter, at Vultejus ikke er nazist og heller ikke nogen varm tilhænger af Det Tredje Rige, dets racepolitik eller af de nazistiske elementer, som også er indenfor de værn og enheder, hvor han gør tjeneste. (se bl.a. s. 65, ss178-181 og ss.185-186). Da han overflyttes til Waffen-SS i efteråret 1944 sker dette heller ikke frivilligt, men som en del af den åreladning som sker fra de øvrige værn på dette tidspunkt i et forsøg på at erstatte de tab, som Waffen-SS divisionerne har lidt under de hårde kampe på både Vest – og Østfronten. Når Vultejus alligevel forretter sin krigstjeneste er årsagen i højere grad, at han føler sig forpligtet dertil, samt at han og hans familie ikke ser nogle realistiske alternativer til at undgå tysk krigstjeneste. Bogens titel ”Forpligtet” er derfor velvalgt. Det er imidlertid også rammende, at en sådan indstilling til tjenesten ikke forhindrer, at en ung soldat konfronteres med/bliver deltager i Det Tredje Riges forbryderiske racepolitik og brutale behandling af krigsfanger. Det er i denne sammenhæng, at Vultejus’ historie giver den største værdi. Som læser kunne man dog have ønsket sig, at denne vinkel var blevet fremhævet meget mere og at man fra forlagets side havde uddybet de fortrængninger, som den unge soldats dagbøger bærer så tydeligt præg af.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_140.aargang_nr.3_2011.pdf

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.