Forholdet mellem Hizbollah og den libanesiske hær

Foto: Forsvaret.dk Forsvarschef Knud Bartels på besøg hos de danske styrker i Libanon

Formålet med kapitlet er med en enkelt bred analysemodel at sammenligne to centrale organisationer i Libanon, Hizbollah (Guds Parti) og de libanesiske væbnede styrker, LAF, Lebanese Armes Forces som de fremtræder i dag. Der vil kun være få referencer til det historiske forløb. Sammenligningen skulle gerne sige noget centralt om Hizbollah og LAF som fænomener og om deres rolle og funktioner nationalt og internationalt.[1]

Analysemodellen er simpel: Først præsenteres en kort sammenfatning af Hizbollah og LAF som organisationer i nationalstaten Libanon. Sammenligningen vil herefter baseres på mål, midler og fremgangsmåder. Med mål menes de officielt erklærede mål. Midlerne er de forskellige former for kapabiliteter, som organisationen gør brug af for at kunne nå sine mål. Kapabiliteterne er et udtryk for den mulige indflydelse, organisationen kan udøve. Til kapabiliteterne hører også den måde, organisationen har organiseret sig på for at kunne fremme mål og visioner. Fremgangsmåder for organisationen i relationen til målene er strategier, doktriner og taktikker.  Herefter vil de to organisationer blive sammenlignet i forhold til de mål, som staten Libanon officielt fremhæver, mål, som ofte er i overensstemmelse med teoretisk konstruerede mål for en nationalstat i det internationale samfund. Den sidste del af sammenligningen er baseret på hvorledes de to organisationer indplaceres i overordnede globale og internationale sammenhænge i relation til international-politik dimensioner, økonomiske dimensioner, societale dimensioner, teknologiske dimensioner, reguleringsdimensioner og endelig militære dimensioner. Afslutningsvis analyseres relationerne mellem de to organisationer.

Kapitlet bygger på åbne kilder og på interviews i foråret 2011 med centrale personer inden for LAF og Hizbollah.

Overordnet karakteristik

Hizbollah kan bedst karakteriseres som en officielt anerkendt milits. Den fremstiller sig selv en modstandsbevægelsesorganisation, som i Libanon kæmper mod besættelsesmagten Israel. Hizbollah betragtes i store dele af verden, ikke mindst i USA som en terrororganisation. [2]Hizbollah blev oprettet i 1982, hvor Sydlibanon var besat af Israel. Imidlertid trak Israel sine tropper tilbage i 2000. Tilbagetrækningen var efter libanesisk opfattelse ikke fuldstædig. Besat er fortsat  en lille enklave, Sheba Farms, som er knyttet til Golan Højderne, som er syrisk område. Sheba Farm områdets tilhørsforhold er omstridt i relation til Syrien. [3] Dertil kommer flere mindre områder.

Hizbollah har – i lighed med tilsvarende modstandsbevægelser – en militær del (ca.60.000 hvoraf 10 % er egentlige kamptropper) og en politisk del – med 2 ministre i den seneste regering. Regeringskoalitionen, som Hizbollah er en del af har imidlertid 18 ud af i alt 30 ministerposter. Hizbollah er en shiitisk organisation, (Guds parti) som politisk, økonomisk og militært støttes af Iran – og delvis af Syrien. [4]

Et centralt problem som politisk splitter Libanon midt over er afvæbningen af Hizbollah. På den ene side er der politisk flertal for konceptet, at det libanesiske forsvar ind til videre består af tre dele: De libanesiske væbnede styrker, folket og modstanden, ”the resistance” (ensbetydende med Hizbollah), som har Sheba-form området som figenblad for modstandskampskonceptet. På den anden side er der stærke kræfter som argumenterer for at Hizbollah er en anormalitet i et suverænt land og at organisationen hurtigst muligt skal afvæbnes.[5]

LAF, Lebanese Armed Forces, er staten Libanons væbnede styrker, besående af  58.000 personer, heraf 56.000 fra hæren og 1000 fra hver af de to andre militære værn, flyvevåbnet og flåden. LAF er gået fra at være en værnepligtshær til at være en hær af frivillige. LAF er underfinansieret og har primært materiel af ældre dato. Uddannelsesniveauet er svingende.  85 % af det militære materiel kommer fra USA, England, Frankrig, Tyskland og Rusland. LAF støttes nu principielt af hele politiske etablissement og af befolkningen. Der er ingen officielle forbindelser mellem LAF og Hizbollah, men en gensidig accept, som hviler på en meget følsom balance mellem de to organisationers rolle som del af forsvaret af Landet mod hovedfjenden Israel.[6]

Ud over LAF har centralmagten en mindre væbnet gruppering, de libanesiske sikkerhedsstyrker.

Mål

Hizbollahs mål er klart aflæselige i manifester og erklæringer. Hoveddokumentet er fra 1985, hvor 4 hovedmål opregnes: 1. Israel skal ud af Libanon derefter skal Israel endeligt afvikles, 2. Imperialistiske magtgrupperinger skal ud af Libanon, 3. disse magtgrupperinger skal gøres ansvarlige for sine handlinger og 4. endelig skal folket have fuld frihed til at vælge deres ledere.  Der lægges ikke skjul på at det der satses på er en islamisk stat – ikke ulig det iranske præstestyre.

Der er ingen tvivl om at Hizbollah har som mål at føre hellig krig mod Israel: Libanon skal fuldt og helt befries. Israel ses som at savne enhver legitimitet og betragtes som  en zionistisk enhed, som er blevet etableret på et landområde, som er blevet frarøvet de oprindelige beboerne.[7]

Hizbollah har i 2009 opdateret og fornyet de generelle mål. De tidligere mål fastholdes – men der er ny ”hopes, aspirations, concerns”. Dels bevæger den internationale situation sig nu væk fra det amerikanske, hegemoniske og unipolare system. Fortsat vil Hizbollah satse på ” a rejektion of a settlement with the Zionist entity” og det er uanset om hele verden anerkender Israel. Iran ses som modellen for suverænitet og uafhængighed. Der skal fortsat satses på et fællesskab mellem Hizbollah og ”state forces” (LAF) så længe der ikke er nogen magtbalance og så længe der ikke er en stærk og stabil stat”.[8]

LAFs generelle mål- eller mission- er et være Libanons væbnede styrker, at være den enhed, som har monopol på legitimt at kunne udøve væbnet magt internt og eksternt for at kunne sikre Libanons eksistens, suverænitet og integritet. Målet er langsigtet, idet situationen pt er den, at ” the resistance”, Hizbollah, betragtes en nødvendig forudsætning for effektivt at kunne forsvare landet mod hovedfjenden Israel. Der er fortsat krigstilstand mellem Libanon og Israel. Det sammen gælder for Isael-Syrien – i modsætning til Egypten og Jordan, som har sluttet fredsaftaler med Israel.

Når det endelige ophør af israelsk besættelse er fuldført og Israel ikke mere er en trussel mod det suveræne Libanon, vil det være LAFs opgave at afvæbne Hizbollah.[9]

Hertil kommer at LAFs mission er at oprethold intern sikkerheds og stabilitet og dermed at hindre borgerkrig. Dette mål er helt afgørende ikke mindst fordi det er udfordret af de dele af Libanons  politiske system som er udpræget sekterisk organiseret. Generelt står LAF for at bevare Libanons pluralistiske struktur og er derfor også rettet mod fundamentalistiske bevægelser. Centralt står bevarelsen af Libanons enhed og suverænitet. Ydre fjender og terrorisme skal bekæmpes. Som et sekundært mål står fremme af patriotisme på bekostning af sekterisme.[10]

Kapabiliteter

Kapabiliteter er organisationernes samlede evner til at gennemføre mål og visioner. De vil her blive opdelt i personel, materiel- stationært som transportabelt, command and control, organisation, finansielle kapaciteter og PR-kapabiliteter. Sluttelig sammenstilles og vurderes de samlede kapabiliteter.

Hvor mange soldater er knyttet til Hizbollah? Der er ganske mange vurderinger – og de er ofte stærkt afvigende.. Hizbollah offentliggør ikke selv oversigter over personer knyttet til organisationen. Hertil kommer, at Hizbollah jo udgør to dele – den militære afdeling og den politiske. Et solidt bud skulle være at Hesbollah har 60.000 personer som aflønnes af organisationen; men det nøjagtige bud på antallet af egentlige kamptropper er stærkt varierende. Amerikanske officielle kilder (National Intelligence: Congress 2010) refererer til”thousands of supporters, several thousands of members and a few hundred terrorist operatives”.[11] Når man ser på Hizbollahs eget propagandamateriale, herunder utallige demonstrationsvideoer, som viser soldater i kampsituationer, angribende, skydende, affyrende raketter men som ikke mindst viser optagelser fra militærparader fremtræder Hizbollah som en effektiv, sammentømret, kamptrænet enhed.

Militærfaglige vurderinger peger på at Hizbollah har et særdeles effektivt og motiveret personel, som føler sig kaldet til kæmpe for organisationens mål. Der er næppe tale om egentlig hvervning af soldater, men snarere om udpegning eller udvælgelse af egnede personer.[12]

Anderledes klare tal findes for LAF. Her er situationen som for alle andre tilsvarende nationale væbnede styrker, der er undergivet regerings-og parlamentskontrol: der er helt præcise informationer.   LAF indberetter da også som normalt antal soldater og ressourcer som bruges på militæret til FN´s særlige registreringinstitution for væbnede styrker.

I LAF kan hver enkelt soldat identificeres. Indtil for nylig har LAF benyttet sig af en værnepligtsordning med en gennemsnitliglig værnepligtstid på 6 måneder, nedsat fra 12 måneder i 2005.. I 2007 blev det besluttet at suspendere værnepligten, således at LAF fremstår som en frivillig hærstyrke.

Undersøgelser viser, at uanset at LAF står for patriotisme, for landets enhed, for sammenholdskraften i landet er der en udpræget negativ vurdering blandt soldater og officerer til effektiviteten og til kampkraften for LAF. Befolkningen har derimod en højere grad af tiltro til LAFs personel: LAF fremtræder i alle tilfælde som en manifestation af visionen om et fællesskab, som forsvarer det nationale sammenhold og som gerne skulle hæve sig over den sekteriske politiske orden. Træningen og øvelsesaktiviteterne vurderes ikke højt af militæranalytikere.

Det militære udstyr består for Hizbollahs vedkommende af to grupperinger lette våben til enkeltmandsbrug, herunder skulderbårne våben på den ene side og på den anden side kortere og længererækkende missiler, som er mobile og som styrkemæssigt er kernen i Hizbollahs militære arsenal. Det samlede antal og fordelingen på forskellige missiltyper er omtvistet. Men ofte ses tallene omkring 40.000 missiler. Der er efterretninger om at Hizbollah har erhvervet Scud-missiler, avancerede missiler med fast brændstof til hurtig og effektiv affyring.[13] Langt de fleste missiler menes imidlertid at være særdeles upræcise og af relativt primitiv karakter. Hertil kommer en række stationære strukturer, primært tunneler og bunkers. Det er indlysende, at betjeningen af de mange våben og de mange våbentyper forudsætter en indgående træning og øvelsesaktiviteter, som tilsyneladende er intens og effektiv.  Det er karakteristisk, at Hizbollah ikke råder over traditionelle tunge våben som tungt artilleri og kampvogne. Dog findes pansrede mandskabsvogne i rimeligt omfang. Der satses på våbentyper og materiel som er rettet mod nedkæmpning af fly, pansrede køretøjer, artilleri og kampvogne. [14]

LAFs materiel er dels forældet materiel fra den kolde krig og donationer af brugt materiel fra en række vestlige lande– dels er anskaffelser af nyt materiel under overvejelser. De omfatter kampvogne af typen Leopard 1/A5 og russiske kampvogne af typen T-90.

Den libanesiske flåde er ikke omfattende og primært beskæftiget med indsatser mod smuglerier. Der findes i alt ca. 50 skibe. Luftvåbnet er ikke omfattende: det er begrænset til helikoptere.

Command and Control delen af kapabiliterne er effektivt udnyttet i Hizbollah-organisationen.. Både software- som hardware delen af kommando, kontrol og efterretningsdelen af militsen er på et rimeligt højt niveau.. Hizbollah har sit eget intranetsystem og den elektroniske styring af operationerne synes at fungere effektivt baseret på intensiv træning. Hertil kommer informations- og efterretningskapaciteterne.

Her tyder alt på, at Hizbollah arbejder meget avanceret. At militsen tillægger denne kapacitet meget stor værdi viser de voldelige reaktioner på forsøgene fra regeringens side på at tæmme netop disse kapaciteter i maj 2008 med al tydelighed..

Alt tyder på at militsen under 2006 krigen var i stand til at bryde de israelske koder og dermed fratog de israelske styrker afgørende overraskelseseffekter. Det var videre en kendsgerning, at Hizbollah var i stand til at berette om israelske tab før de blev annonceret fra israelsk side.[15]

LAF har ikke rådighed over avancerende kommando- og kontrolsystemer- og der opereres tilsyneladende på et lavere teknologisk niveau. Ej heller på informations-eller efterretningsområdet er der overbevisende kapaciteter. Her stå LAF meget svagt. På mange måde fremtræder LAF – trods input af våben fra vestlige lande – også på dette område som en relativt svagt udviklet styrke som først nu er ved at frigøre sig fra et gammeldags koncept med udgangspunkt i den kolde krig og dens mere industrikrigsorienterede tilgange.[16]

Organisationsmæssigt er Hizbollah en stramt styret institution.. Medlemmer optages ud fra en klar accept fra kandidaternes side af organisationens ideologiske og religiøse mål. Der lægges vægt på, at der er tale om en eksklusiv gruppering. Den overordnede styring sker i Majlis al Shura, det syv medlemmer store ledende råd, som ikke mindst vælger generalsekretæren, som siden 1992 har været Hassan Nasrallah. Under rådet fungerer seks rådsforsamlinger eller udvalg: den politiske forsamling, som overordnet ser på organisationens mål og visioner, Jihad-forsamlingen, som styrer den militære strategi, den parlamentariske forsamling, som relateres til de politisk-parlamentariske processer, den eksekutive forsamling, som styrer partiet og partiorganisationen og de sociale aktiviteter og endelig den juridiske forsamling, som har med de religiøst lovgivningsmæssige forhold at gøre.[17]

Det væsentlige er, at Hizbollah fremtræder som og fungerer som en organisationsmæssigt markant sammentømret enhed, som holder sine interne stridigheder og modsætninger bag lukkede døre. Hizbollah forsøger klart udadtil at fremstå som en moralsk troværdig organisation, som er helt fjern fra korruption, nepotisme og politisering. Både den militære som den politiske del af Hizbollah er opbygget med et effektivt og lydighedesbaseret hierarki.

LAF fungerer umiddelbart som en militær organisation på linie med tilsvarende organisationer i tilsvarende lande. I spidsen en forsvarsminister og et departement, herefter en  forsvarsstab, værnsstabe og funktionelle og geografiske kommandoer.. Problemet for LAF er, dels at organisationen i mange henseender er en organisation som er i høj grad ledelsesstung og som kun i mindre grad udfylder den organisatoriske struktur og dels netop det toptunge føringssegment som afspejler den grundlæggende sekteriske opdeling, som kendetegner Libanon. Det betyder at de sekteriske grupperinger i høj grad skal være til stede også i de enkelte mere underordnede dele af ledelsen af LAF. Der eksisterer dog en vis skævhed men generelt ses LAF som delvis hævet over den normalt overskyggende sekteriske kvoteorganiseringsdiskurs. Der er på den anden side næppe nogen tvivl om, at grunden til at LAF har vendt det blinde øje til Hizbollahs aktiviteter syd for Litanifloden, som jf.2006 aftalerne er forbudt område for militsen, er at shiit andelen af personellet er betragtelig..30-35 % af officerskorpset er shiitter, men det er kun tilfældet for ca. 20 % af soldaterne. Det anslås at 55-60 % af LAF-personalet er sunnier (ikke mindst fra den nordlige Akkar-provins), derefter shiitter med ca. 20 %, kristne 15-18 % og Druser 3-5 %. Det skal understreges, at der aldrig har været afgørende sekterisk baserede splittelser i Libanons væbnede styrker.[18]

Organisationen LAF er bygget op på to vilkår: Dels at LAF skal signalere enheden i den libanesiske stat og dermed fungere som en vision om hvordan Libanon burde fremtræde i det internationale system. Dels at LAF er en realitet som med hele sin organisatoriske tyngde og med sine stærkt begrænsede ressourcer og med sine stærke politiske restriktioner skal kunne fungere i den libanesiske strategiske virkelighed.[19]

Det sidste sæt af kapabiliteter er de økonomisk- ressourcemæssige . Her er Hizbollah i en privilegeret situation. Hizbollah bliver i vidt omfang finansieret af Iran - dels i form af direkte økonomiske tilskud dels i form af ressourcer, våben og uddannelse. Hizbollah indrømmer helt åbent at være markant støttet og forsynet af den iranske stat. Irans støtte til Hizbollah bliver fra amerikansk side anslået at være af en værdi af 100-200 millioner dollar.[20]

Hizbollah er en sekterisk milits som ikke modtager støtte fra den libanesiske stat, uanset at skiftende regeringer har fremhævet, at Hizbollah er garanten for at Libanon vil kunne modstå et angreb udefra – og at Hizbollah gennemfører omfattende sociale programmer og foranstaltninger, som er en nødvendighed for en central del af befolkningen.

LAF har et helt andet udgangspunkt. Som statens væbnede styrker er statsmagten eneansvarlig for at der kanaliseres ressourcer til institutionen. Det er en generel opfattelse at LAF er nødlidende økonomisk og ressourcemæssigt.[21] Dette må dog ses i lyset af, at Libanons procentdel af BNP til de væbnede styrker er 3.3 (2008 med en lille stigning i 2009) og at de samlede militærudgifter er på  ca. $ 900 mil.  i 2009. De største udgifter til LAF er til personellet: med 90 % betyder det, at materielanskaffelser betalt af Libanon stor set ikke finder sted.[22] I lighed med Hizbollah modtager LAF støtte fra udlandet – USA har hidtil ydet 100 mill. Dollar direkte til støtte til organisationen.[23] Hertil kommer støtte til træning og uddannelse af officerer. Der tilflyder – som omtalt -også våben – om end ofte brugte våbentyper fra overskudslagrene i en række vestlige lande. Problemerne er her manglen på reservedele.[24]

LAF er fanget i et dilemma: så at sige alle instanser i det libanesiske samfund, i det parlamentariske system og i statsapparatet kan klart se, at LAF er underforsynet med ressourcer af alle slags. LAF kan ikke fremstå som en effektiv militær organisation, der er i stand til at forsvare landet og som er i stand til – sammen med sikkerhedsstyrkerne – at opretholde den indre orden i landet. Alle beklager sig, politikerne, den militære ledelse, det civile samfund, ja, også stort set alle regionale statslige spillere i regionen og globalt er bekymrede over LAFs manglende ressourcer og dermed militære evner.  Samtidig er der ingen vilje til at overkomme problemet, hverken fra det internationale samfund eller fra den libanesiske udøvende eller lovgivende magt. På trods af en ekspansiv, bugnende økonomi, overflod af luksusgoder, gigantiske bolig og hotelprojekter med snurrende kraner er LAF i besiddelse af forældet, nedslidt materiel, manglende træning, uddannelse, effektivitet.

Hvor Hizbollah synes at have veltrænede og krigsvante soldater, kniber det for LAF. Imidlertid fik LAF sin sag for i kampene omkring flygtningelejren Nahr-al Bared, hvor krigen varede i 3 måneder og blev afsluttet 2.september 2007. LAF fik dyrekøbt kamperfaring: tabene beløb sig til 155 soldater. LAF deltog ikke direkte i 2006 krigen.

Strategier, doktriner og taktikker

Hvilke strategier har Hizbollah for et kunne gennemføre sine mål?

Hizbollah har som det er omtalt i forbindelse med kapabiliteterne – en reputation refererende til tidligere tiders aktioner og til den nuværende situation som placerer organisationen rimeligt højt i befolkningens bevidsthed. Det gælder det forhold, som opfattes som sejrene over Israel. Det er Israels 2000-tilbagetrækning og 2006 krigen, som ses som den første virkelige arabiske sejr over Israel og som en markant non-state actor sejr over en moderne, tilsyneladende uovervindelig postindustriel stat.[25] Det gælder det, som forstås som den særlige libanesiske karakter – som uanset afhængigheden af Iran – fremhæves og opdyrkes som noget som er en særlig og vigtig fremtrædelsesform for Hizbollah..[26] Det gælder organisationens rolle som at være fortaler for de på en række områder marginaliserede shiitter. Det gælder for Hizbollahs generelle fremhævelse af respekt for religion og endelig ikke mindst for de omfattende sociale aktiviteter og programmer, som gennemføres.

Det er ikke mindst på dette historiske og aktuelle grundlag, at strategierne udformes.

De overordnede strategier er at fremstå som den seriøse, moralsk uanfægtelige uafhængige, ikke-korrupte politiske og militære kraft i det libanesiske samfund, som kæmper for et uafhængigt suverænt Libanon, men som også er i besiddelse af den nødvendige tætte relation til den arabiske og den islamiske diskurs.[27] Den specifikt shiitiske dimension underspilles og den generelt religiøse/sociale dimension fremhæves. Endvidere fremhæves det forhold, at Hizbollah er en non-state aktør som imidlertid tjener fædrelandet Libanon, men på ingen måde er en stat i staten eller en enhed, der ønsker at overtage staten.

Den militære strategi er som antydet en blanding af fire tilgange: en lavteknologisk baseret missil-relateret afskrækkelsesstrategi, en konventionel strategi baseret på industrialiseret krigsførelse, en guerilla-baseret strategi med terrorkrigsførelseselementer og endelig en strategi, som er informationsteknologisk og elektronisk baseret med udgangspunkt i en postindustriel tilgang. Hertil kommer en overordnet alliancebaseret strategi, som inddrager Iran og Syrien som markante alliancepartnere. Dertil kommer en statsning på diasporaer og sympatisører i det øvrige udland.

Afskrækkelsesstrategien er baseret på mobile, mindre missilsystemer, som er mange i antal, som let kan skjules og som – uanset at de er af varierende kvalitet, ikke mindst hvad angår træfsikkerhed – har en destabiliserende effekt på modstanderen. Og modstanderen er klart og entydigt Israel. Netop den varierende kvalitet og træfsikkerhed og usikkerheden om de indgår stærkt sofistikerede nye missilsystemer i arsenalet har en markant afskrækkende karakter, som bevirker voldsomme modforholdsregler fra israelsk side – fx evakueringen af over en halv million israelere under 2006-krigen.

Den afskrækkende virkning – baseret på usikkerhed – fungerer uanset at Israel har et generelt efterretningsmæssigt luftherredømme, som betyder at israelske droner indsamler oplysninger dagligt, baseret på overflyvninger på op til et tocifret antal dagligt. Dertil kommer andre efterretningskilder der viser, at Israel har kort, som viser mere end 1000.  Hizbollahstillinger i Libanon.

Afskrækkelsesstrategien er baseret på offensive våbenplatforme, som rammer mere eller mindre arbitrært ind i fjendeland, Israel, som man ser som aggressor og besætter. Ellers er Hizbollahs strategi grundlæggende defensiv. Der er ingen offensive strategier som går ud på at befri det gamle mandatområde Palæstina fra den ”zionistiske enhed”.

Den konventionelle strategi er dels at kunne modgå tunge mobile våbenplatforme som kampvogne og artilleri og bekæmpe pansrede mandskabsvogne samt fly og helikoptere. Dels trænes Hizbollahs soldater i bykrig og nærkamp, ikke mindst for at kunne bekæmpe eventuelle andre bevæbnede enheder, militser. Efter Taif-aftalen er Hizbollah den eneste officielt accepterede milits. Det er som udgør ”the Resistance”. Men mange sekteriske og andre grupperinger i Libanon er fortsat bevæbnede. [28]

Den tredje delstrategi som indgår som led i det overordnede strategiske koncept er terrorkrig og guerilla krigsførelse. Der er imidlertid ikke tegn på egentlig markant anvendelse af terrormidler bortset fra enkeltstående begivenheder som kidnapning af israelske soldater. Terrorstrategien synes mere at være en option, som under visse omstændigheder kunne blive en realitet. Guerillakrigen, the ”fighting amongst the people” er en gennemprøvet fremgangsmåde, som Hizbollah havde stor succes med i forbindelse med ”befrielseskampen” mod Israel i Sydlibanon fra 1985 til 2000, hvor de israelske styrker endeligt trækkes ud.[29]

Den fjerde delstrategi er den på postindustrielle og it-orienterede tilgange base­rede ”win the minds of people”. Det er en meget central delstrategi, hvor de mest effektive it-orienterede fremgangsmåder i forbindelse med cyberspace tages i anvendelse, men det kobles sammen med gammelkendte fremgangsmåder som militære opvisninger, gigantiske showorienterede parader og massemøder med generalsekretæren som hovedtaler.

Hizbollah har som vi har set det sine egne strategier. Men fra 2005 begynder militsen som netop samme år i juli indgår i regeringen med to medlemmer – at plædere for ” a national defense strategy” som skal etableres gennem dialog. Denne dialog har været fortsat siden – men stærkt vekslende intensitet.[30]

LAFs strategier er helt afvigende fra Hizbollahs. Som det er fremhævet er det LAFs mål at være Libanons væbnede styrker, det legitime magtmonopol, som skal forsvare Libanon mod mulige fjender og som fundamentalt skal fremme Staten Libanons mål om eksistens, suverænitet, integritet. Dertil at være garant for den indre sikkerhed, dvs fremme stabilitet og sikkerheds i landet og hindre borgerkrig. Dertil kommer sikring mod nypolitiserede sikkerhedstrusler som naturkatastrofer, klimatrusler, transnational kriminalitet og mangel på ressourcer, som vand. Videre at sikre de eksisterende ressourcer og nyopdagede ressourcer, fx i Libanons søterritorium. Endelig at sikre landet mod sekterisme og korruption.

Den militære strategi eller doktrin er klart baseret på, at Israel er hovedfjenden [31]. Som Syrien har Libanon ikke nogen fredsslutning med Israel, så der eksisterer i realiteten krigstilstand. Det skal dog understeges, at 2006 krigen ikke var en krig mellem Israel og Libanon: det var Israel contra Hizbollah. At Israel har tilkendegivet, at ved en eventuel ny 2006-lignende krig vil den libanesiske regering bliv holdt ansvarlig for Hizbollahs militære aktioner. Med andre ord: det bliver en stat til stat krig.

Men i den militære doktrin indgår også andre dimensioner. Selv om der skulle blive etableret en fredsaftale med Israel og tilmed en aftale Palæstina-Israel vil Israel fortsat være en udfordring for Libanon ikke mindst i kampen om vand- og søterritorieressourcer.

I sine overvejelser over strategier må LAF også inddrage krigen mod terror: Udgangspunktet er den kendsgerning at Libanon i princippet har et politisk pluralistisk system som skal opretholdes og ikke udfordres af fundamentalistiske religiøse bevægelser [32] som al Qaeda eller Fatah al-Islam. Det hører som omtalt til LAFs bedrifter i 2007 at bekæmpe Fatah al-Islam som gennem længere tid i stigende grad havde overtaget en palæstinensisk flygtningelejr. Operationen var meget blodig og det tog LAF tre måneder at bekæmpe de relativt få modstandere der var tilbage i byen. Efter kampene var byen så godt som udslettet..

En anden det af LAF-strategisk doktrin er at bevogte og udefra at kontrollere netop de palæstinensiske lejre. Ligeledes har LAF til opgave at sikre, at der ikke er våben i det område syd for Litanifloden, hvor UNIFIL opererer. Her er doktrinen i og for sig klar og præcis nok, men en række praktiske – sandsynligvis selvpålagte restriktioner og procedurer bevirker, at hvis UNIFIL kan rapportere om mulige våbenfund skal LAF tilkaldes for at kunne operere. I praksis betyder det en helt ineffektiv kontrol og implementering af FN-styrkes mandat..

Endnu en dimension i LAF- doktrinen er at sikre, at der ikke er fremmede styrker i Libanon ud over det internationale samfunds soldater.

Konklusionen er, at der er pålagt LAF en række opgaver i forbindelse med funktionen som statens voldsmonopol. LAF har strategiske og taktiske overordnede doktriner for disse opgaver. Men de er tilsyneladende meget generelle – og må være meget generelle – fordi LAF må operere i politisk særdeles følsomme områder, områder, som berører statens enhed og stabilitet.

Hvordan er LAFs strategiske doktrin i relation til fremme af reputation og placering i det libanesiske samfund? Mellemøstforskeren David Schenker karakteriserer LAF således, ”LAF is an important understudied and perhaps the sole respected national institution in a divided country” [33] Som tidligere konstateret er det en kendsgerning at en meget stor del af den libanesiske befolkning slutter op omkring LAF som den legitime væbnede arm for Libanon - uanset dens ineffktivitet – både i relation til den yde og den indre sikkerhed, dens manglende ressourcer og kapabiliteter- og dens svage reputation i regional og international sammenhæng. LAF har selvsagt haft – og har fortsat store interne problemer – politisk som organisatorisk. LAF afspejler den svage stat Libanon, men LAF står også som et symbol på at der dog er visioner om en overordnet enhed.

Til gengæld scorer LAF højt i den interne reputation. Der er en stiltiende anerkendelse af, at LAF ikke kan være – og heller ikke nødvendigvis skal være stærkere og mere militær aktiv end den til enhver siddende regering ønsker det. LAF skal ikke – i lighed med Hizbollah- være en stat i staten. Men LAF forsøger også at forbedre sit image – fx med videoer og film – men af langt mindre aggressiv natur end Hizbollahs markedsføringsaktiviteter.

I relation til den internationale vinkel er det interessant at konstatere, at LAF forsøger at gøre sig gældende på det regionale og internationale niveau. LAF arrangerede i foråret 2011 i Beirut sin første regionale konference med international deltagelse. Forsker og ekspertkonferencen havde titlen ”Regional Emerging Issues: Challenges and Future Prosepcts”. En central anbefaling fra repræsentanterne for de mange mellemøstlige stater, inklusive Iran, der deltog, var at ” den sekteriske stat skulle sendes på pension”. Det var LAFs første omfattende forsøg på at markere sig regionalt og globalt på det faglige og politisk analytiske plan.[34]

Mål for staten Libanon

Hvordan falder en sammenligning mellem Hizbollah og LAF ud, når de to organisationer relateres til mål for Libanon?

Følgende mål er baseret på generelle teoretiske tilgange og kan også tilsvarende identificeres empirisk:

1.      at fjerne trusler mod eksistens,

2.      mod suverænitet,

3.      mod autonomi,

4.      mod integrititet, samt

5.      at fremme økonomisk sikkerhed og endelig

6.      at sikre fredelige omgivelser.[35]

Libanons eksistens er et essentielt mål for både Hizbollah og LAF. Hezbollas egen eksistens er dybt afhængig af at Libanon eksisterer som stat, men det ikke altafgørende. Selv uden et de facto Libanon kunne Hizbollah eksistere som en modstandsbevægelse til en genskabelse af Libanon.

        LAF er derimod identisk med staten. LAF er en manifestation – uanset manglende evner og kapabiliteter – af staten Libanon.

Suveræniteten her forstået som Libanons mulighed for at bestemme egen udenrigspolitik, selv at sætte grænserne for suverænitetsafgivelse er ikke central for Hizbollah. Hizbollah lægger mere vægt på at nærtstående nationer – som Syrien og Irak - har mulighed for gennem politisk, økonomisk og militær støtte at øve indflydelse på den libanesiske udenrigspolitik. Hertil kommer Hizbollahs langsigtede og mindre gennemskuelige visioner om en fremtidig mulig kalifatkonstruktion, som på shiitisk basis transcenderer den strikte opfattelse af den libanesiske stat. På den anden side er det evident at Hizbollah ønsker at fremtræde mindre som en sekterisk organisation med sekteriske mål og mere som den patriotiske sindede bevægelse, som satser på endeligt at frigøre Libanon fra Israel.

For LAF er suveræniteten helt fundamental. LAF er netop garanten for at Libanon kan – og afgørende satser på at kunne operere frit i det internationale system. Forenede væbnede styrker – med monopol på suverænitetshåndhævelse – er det koncept, som LAF i princippet skal leve op til. Og som vi ser kun eksisterer i teorien, men ikke desto mindre fungerer som et centralt signal om suverænitet.

Autonomien forstået som statens muligheden for og kapaciteten til selvstændigt at kunne føre indenrigspolitik er heller ikke det mest fundamentale mål for Hizbollah. Hesbollah prioriterer mindre legitime tværnationale relationer højt Fordi Hizbollah både er en politisk såvel som en militær fraktion og derfor ikke er identisk med den libanesiske stat støtter organisationen politiske kræfter uden for Libanon, som afgørende kan være med til at sætte dagsordenen i det libanesiske politiske system. Der er, som vi har set – stærke bånd mellem Hizbollah og den syriske og den irakiske politiske ledelse.

LAF derimod er ingen politisk kraft i sig selv – militæret spiller ingen selvstændig rolle i den interne libanesiske politik. LAF har en fundamental opgave: at fungere som det eneste egentlige nationbuilding organ med legitimitet og troværdighed. Det skyldes ikke mindst at LAF nødvendigvis må indskrænke sig til at udgøre de opgaver, som pålægges af centralregeringen, hverken mere eller mindre.

Hvordan med målet Libanons integritet, geografisk og befolkningsmæssigt? For Hizbollah er integriteten fundamental: geografisk er grænserne et centrale rationale for Hizbollahs eksistens.  The Resistance klynger sig til Sheba-farmsproblematikken og til det forhold, at man ser Israel som den fjende, der dagligt krænker den geografiske integritet ved droneoverflyvninger og spionnet Den befolkningsmæssige integritet er også en central issue: Hizbollah er sig selv som en vigtig integrationsfaktor for det libanesiske folk og identitetsskaber i relation til fremhævelsen af det forhold, at det netop er det libanesiske folk, der skal bevares og beskyttes.

At dette mål også gælder for LAF på det overordnede plan siger sig selv. Det er de væbnede styrkers opgave. Det mest centrale i denne sammenhæng er imidlertid den identitetsskabende rolle, som overgår Hizbollahs, primært pga LAFs reelle og italesatte legitimitet, som er helt uimodsagt, men som også har karakter af besværgelse..

At Libanon sigter på økonomisk udvikling og stabilitet er indlysende. Her er Hizbollahs interesser mere reserverede. Hizbollah ser ikke gerne selv om man officielt plæderer for det – en stærk libanesisk stat, som vil kunne tage vare på befolkningens velfærd, som vil følge et økonomisk, finansielt solidt forankret nationbuildingproces og som vil kunne udnytte sin økonomiske styrke på ex. som det er foreslået – at hæve militærudgifterne fra 3 til 5 % af BNP. Det er der klare, indlysende grunde til. Det står i modsætning til LAF, der som organisation i klare vendinger beklager sig over at det libanesiske økonomiske system, som har en betydelig vækst- både på trods af og på grund af dels 2006 krigen og dels den globale finansielle krise – ikke viser den mindste tilbøjelighed til at stille økonomiske midler til rådighed for det udsultede, underfinansierede og generelt udstyrs- og materielmæssigt underforsynede LAF.

Det sidste generelle mål: fredelige omgivelser, dvs stater og institutioner, som i stort omfang accepterer og respekterer ens øvrige fundamentale mål er heller ikke indlysende for Hizbollah. Igen er organisationen helt fundamentalt afhængig af, at der er en klart defineret, objektiv fjende, som også klart tilkendegiver at stræbe en efter livet. Hezbollas likvidering er et markant og markant udtalt israelsk mål. Intet vil være mere negativt for Hizbollah end fredelige omgivelser. Derfor er det indlysende, at Hizbollah vil modarbejde alle tegn på en mulig fremtidig fredsaftale mellem Syrien og Israel, en aftale, som umiddelbart vil få afgørende indflydelse på Libanon. Tilsvarende vil Hizbollah gøre alt for at styrke forholdet til Israels fjender og modarbejde enhver form for vestlig indflydelse på den libanesiske stat og samfund.[36]

LAF erkender da også Israel som den afgørende fjende, en stat, som man også efter en eventuel fredsaftale vil have vanskeligheder med at have hjertelige forhold til. Det afgørende her er, at LAF ikke har det israelske fjendebillede som en forudsætning. LAF ønsker klart at fremstå som en helt normal militær styrke, som enhver suveræn stat normalt er i besiddelse af, ikke alene for at kunne markere integritet og håndhæve suverænitet over territoriet, til lands, til vands og i luften, ikke alene for at kunne forsvare landet og imødegå trusler fra konventionelle som ikke-konventionelle mulige fjender men også at kunne forholde sig til nye sikkerhedspolitiske risici og – på sigt at blive internationalt anerkendt som militære styrker, som også vil kunne indgå i internationale operationer og i missioner, som er støttet af det internationale samfund.

De seks globale revolutioner

Afslutningsvis vil vi kort se på Hizbollah og LAFs relationer til det, jeg har kaldt det 21. århundredes seks globale revolutioner.[37]

Den første globale revolution er Revolutionen i internationale affærer, den internationale orden efter afslutningen af den kolde krig: Sovjetunionens abdicering som supermagt, som efterlader USA tilbage som enesupermagten.

I forhold til denne revolution står Hizbollah som institutionen, som selvsagt er undergivet denne revolutions præmisser, men som klart modarbejder den internationale orden, som revolutionen har skabt. Det sker ikke mindst i samarbejde med stater, som på et tidspunkt af supermagten blev stigmatiseret som deltagere i ondskabens akse, Iran og Syrien. Dertil kommer at Hizbollah er ramt af en af USA's markante politiske doktriner, GWOT, Global War on Terror, af Obamaadministrationen senere modereret til ” Contingency Overseas operations”. Hizbollah er af USA blevet brændemærket som et terroristmål i terrorbekæmpelsen; EU skelner her mellem Hizbollahs militære del og den civilt-sociale-parla­men­ta­riske del.

LAF er i denne sammenhæng markant afhængig af denne revolutions effekter. LAF er fortsat på supermagtens lønningsliste, både hvad angår træning, uddannelse og støtte til våbensystemer og institutionsopbygning og kapacitetsopbygning. Uanset antydninger af udpræget samarbejde mellem Hizbollah og LAF, uanset bekymringer fra visse kredse i Israel, uanset kraftige protester i kongressen er det fortsat amerikansk politik at støtte institutionaliseringen og udbygningen af den libanesiske stat gennem våbenstøtte og anden støtte til LAF. Supermagten vil for alt i verden undgå at Libanon falder helt i grøften som failed state med ekstra potentiale for at blive arnested for rabiate terrorister.

Den anden afgørende revolution er den økonomiske. Verden er efter koldkrigsafslutningen med end nogensinde blevet økonomisk interdependent, med et sammenhængende marked, økonomisk, finansielt, produktionsmæssigt. For Hizbollah er denne revolution positiv fordi den i høj grad medvirker til organisationens fortsatte eksistens og udvikling. Men også negativ, fordi den er et udtryk for en overordnet økonomisk, liberal orden, som Hizbollah bekæmper.

For LAF er denne revolution i sig selv en forudsætning for egen eksistens. LAF er sat til at vogte Libanon, som mere end de fleste lande nyder godt af revolutionen i økonomiske anliggende.

En tredje revolution er den teknologiske, som med etableringen af cyberspace har vendt op og ned på begreberne tid og rum. Her står Hizbollah som en effektiv udnytter af denne revolution. Alene IT-dimensionen er en af organisationens helt store assets. Hizbollah har fx sit eget net, har sine højteknologiske informations- og kommandorelationer, som i den grad styrker dens position i den asymmetriske krigsførelse. Trods den hierarkiske styringsstruktur formå Hizbollah mere end tilsvarende organisationer at anvende de nyeste teknologiske fremskridt på det elektroniske område.

Her er LAF langt mere tilbagestående. Det libanesiske styre satser ikke på et højteknologisk forsvar og de lande, som yder hjælp og støtte har heller ingen satsninger, hvor LAF-teknologiske evner har høj prioritet.

Den fjerde revolution er den societale. Den ytrer sig markant ved at individet i stadig højere grad sætter sig igennem som selvstændig aktør: det gælder både politisk, gennem demokrati,

Økonomisk, som forbruger og som investor, det gælder social, som aktiv aktør i civilsamfundet.

Her kommer Hizbollah til kort. Enkeltmennesket som politisk, økonomisk og som social aktør nedprioriteres i de hizbollahske realiteter og visioner. Øverst står det kollektive fællesskab, den sekteriske enhed, den religiøse fællesidentitet. Det arabiske forår kommer derfor klart på tværs. Enkeltindividet som selvstændig aktør modarbejder Hizbollahs langsigtede mål.

For LAFs vedkommende står den societale revolution som noget positivt. Det er en del af moderniteten, som LAF gerne står for.

Den femte revolution er reguleringsrevolutionen: det forhold, at større og større dele af samfundslivet, af det økonomiske, sociale og politiske liv i alle elementer, i luften, til lands, i havene, i rummet og i cyberspace underlægges nødvendige reguleringer, forhandlede begrænsninger, aftalte restriktioner. Det gælder regionalt som globalt. Klima, forurening, fiskeri, grænseoverskridende kriminalitet, slaveri, trafficing, børnearbejde, dumping. Alt bindes i stigende grad i international eller regional lovgivning.

I denne sammenhæng står Hizbollah primært negativt: international regulering er for det meste at betragte som vestlige tiltag, som ikke er i tæt overensstemmelse med basale religiøse bud.

LAF er i denne sammenhæng på ingen måde markant udmeldende, men i generel overensstemmelse.

Den sidste revolution er Revolution in Military Affairs, den militære revolution. Revolutionen er et opgør med industrialderens krige i retning af informationsalderen. Det drejer sig i høj grad om avanceret command og control, om netværksstyringen, om flade ledelses strukturer; det drejer sig om nye former for våbenplatforme og våbensystemer, om leaner og meaner armed forces, om præcisionsvåben, om fjernstyrede våben, det drejer sig om nye strategiske realiteter, fraværet af stat til stat krig, militære interventioner iværksat af det internationale samfund, om asymmetrisk krigsførelse, oprørsbekæmpelse og ”war amonst the people”.

Hizbollah er klart født ud af RMA, Revolution in Military Affairs. Som ikke-statslig militær aktør, som sekterisk milits, som markant medspiller i en asymmetrisk konflikt spilles på kombinationen af højteknologi og it-styret kommandoledelse på den ene side og på den anden lavteknologiske løsninger. Der spilles på guerillataktikkens ”war amongst the people” og en afskrækkelsesstrategi, som spiller på placeringen som statsanerkendt milits med udnyttelsen af skjulte stationære underjordiske platforme. Dertil spilles på blandingen af lavteknologiske, upræcise raketter og muligheden for anvendelse af nyerhvervede tilsvarende højteknologiske, præcisionsvåben.

For LAF er RMA en accepteret kondition, som man imidlertid under de nuværende omstændigheder ikke om så blot kommer i nærheden af.  Det er en klar vision for LAF at kunne se sig selv indlemmet blandt de nationer, som bevæger sig i retning af det netværksbaserede krigsførelsespotentiale.

Konklusion

Er Libanon en fejlslagen stat? Næppe. Libanon eksisterer fortsat. Og dels ser man en militshær, som i 2006 med størstedelen af den libanesiske befolkning bag sig kæmper mod en overlegen fjende i en asymmetrisk krig og klarer sig, om end med store tab. En krig, som i en amerikansk rapport omtales som ”Hizbollah fought Israel better than any Arab army”.[38]

Dels er det vurderingen blandt de fleste forskere, at LAF spiller en central nation-building rolle i Libanon som også omfatter rollen som ”mediator, arbiter, holder of balance”. [39] Oren Barak udtrykker det således, at LAF har en ”remarcable ability to survive an interstate conflict with significant external dimensions” og så samtidig ”play a critical role in the state, politics, and society ” som ikke er ”common for a failed state”.[40]

Analysen peger på en stat, som er i splid med sig selv om hvordan man skal forsvare sig selv og med hvilke midler. Det for stater fundametale voldsmonopol er ikke-eksisterende.   Libanon kan som en lille stat ikke forsvare sig selv: men der er intern splid om, hvilke alliancer, der skal satses på.

Men samtidig er Libanon en stat, som bindes sammen af regionale og globale magtstrukturer

Disse forhold betyder, at der mellem det statsidentificerende LAF og det partikularistiske, sekterisk bundne, modstansbevægelsesorienterede Hizbollah eksisterer gensidig binding, men samtidig en klar opfattelse af, at de to institutioner skal fungere separat og med separate roller. Så længe dette forhold ikke alvorligt anfægtes i den dominerende magtstruktur vil anormaliteten Hizbollah-LAF kombinationen kunne fortsætte.

Men næppe under alle omstændigheder. Som situationen ser ud i efteråret 2011 kan der være tegn på en vigende tilslutning til Hizbollah. Der er to indlysende faktorer: med en revolution fra neden, det såkaldte arabiske forår – ikke initieret fra vestlig side – står Hizbollah som bagstræberisk, konservativt baseret på en uattraktiv ideologi. Dertil kommer, at uanset nok så megen oratorisk støtte til dele af de nye arabiske revolutioner, fastholder Hizbollah sin støtte til sin allierede, det syriske Bashar –regime. Hermed er Hizbollah i et dilemma: skal den moralske-politiske linie ,hvor man fremstiller sig selv som en organisationen med en høj moralsk og avanceret frihedselskende og magtmodstansrelateret standing være den fremherskende – eller skal den underordnes den nødvendige alliance til Syrien, som ses som helt afgørende for ”Israel-modstanden” ?

Hizbollah står i et skæbnevalg, hvor valgmulighederne er stærkt begrænsede. Et nyt Mellemøsten er ikke det mest attraktive for Hizbollah. Det kan betyde, at LAF rykker mere frem.


[1] Kapitlet bygger på  Salem, Paul,2011,”Hizbollah:Strength, Vulnerabilities and Perspectives”, in  Hansen, Birthe & Bertel Heurlin, eds, Lebanon .Strategic and Military Dimensions, Copenhagen: Royal Danish Defence College, 29-35, Norton, Augustus Richard, 2007, “Hezbullah: A Short History”, Princeton,NY: Princeton University Press,  Rubin, Barry, ed. 2009,”Lebanon, Conflict and Crisis”,  New York, Palgrave Macmillan,  Hirst, David, 2010,”Beware of Small States: Lebanon, Battleground of the Middle East”, London: Faber and Faber,  Kulick, Amir, 2007,”The Next War with Hizbollah”, Strategic Assessment, vol.10,no.3,41-59,  Kahwaji, Riad, 2010,”Lebanon´s Defense Policy: Challenges and Possible Solutions”, Dubai: INEGMA, Special Report No.10,  Arasli, Jahangir, 2011,”States vs. Non-State Actors: Asymmetric Conflict of the 21st Century and Challenges to Military Transformation”, Dubai: INEGMA, Special Report No.13.,  Addis,Casey L. and Christopher M. Blanchard, 2011,”Hizbollah: Background and Issues for Congresss,” Washington: Congressional Research Service, 7-5700, Hamzeh, Ahmad Nizar,2004,”In the Path of Hizbollah”, Syracuse New York: Syracuse  University Press;  Jones, Clive and Sergio Catignani, eds. 2010,”Israel and Hizbollah”, London: Routledg;  Kechichian, Joseph A.,2008,”A strong Army for a Stable Lebanon.. Biddle,Stephen D, Jeffry A.Friedman, 2008, “The 2006 Lebanon Campaign  and the Future of Warfare”, US-Army War College, 19.12.08. Salem, Paul 2011,”Lebanon after the Indictments – The Arab World´s Next Crisis?”, Carnegie Endowment, Beirut, July 2,2011.

Dertil kommer interviews i Beirut i foråret 2011 med centrale personer fra LAF og fra Hizbollah. Fra LAF general Abdel Rhamen Chehaitli, Director General of the Administration, member of the Military Commission (03.03.11, LAF Forsvarskommando) og fra Hizbollah Ammar el Moussawi, Head of International Relations og Hussain Haidar (01.03.11, Hizbollah hovedkvarter, Beirut).

[2] Addis 2011:1

[3] For yderligere oplysninger se Congress Research Service, CRS Report RL 31078, ”The Shib´a Farms Dispute and its implications

[4] Salem 2011:32

[5] Kechichian 2008:1-2.

[6] Kahwaji 2010: 4 og Military Balance 2011, IISS, London 2011.

[7] Addis 2011:11,

[8] Addis 2011:13-14.

[9] Interview med LAF-ledelse, Kahwaji 2011:2-4.

[10] Kahwji 2011:4

[11] Se også Addis 2011, Military Balance,IISS, Military Balance of the Middle East , Cordesmann.

[12] Interviews i  Beirut i marts-april 2011.

[13] Det hævdes at IDF, Israel Defense Forces Military Intelligence ( May 4. 2010) at Hizbollah har tusinder af raketter, inkl. ”solid fuel rockets” og at der er stor forskel på kapaciteterne i 2006 og i 2010. Men  allerede i 2006 formodes Hizbollah at ”have managed to create an effective deterrent capacity”, jf, Jones 2010:51.

[14] Hirst 2010:350-53. Hist refererer til Hizbollah som ”By far the greatest guerilla group in the world” (p.350)

[15] Hirst 2010:352.

[16] Udtrykket industrikrige er fra Schmidt, Rupert 2005, ”The Utility of Force. The Art of War in the Modern World”, New York:Vintage Books.

[17] Addis 2011:10-11.

[18] Kechichian 2008:5-6. Se også  Barak, Oren,  2006, ”The Transformation of the Lebanese Officer Corps since 1945”, The Middle East Journal, vol.60, no.1, Winter 2006, 75-93. Oren Barak fremhæver vedr. LAF: “no societal sector is dominant”.

[19] Jf. Kahwaji 2010.

[20] Addis 2011:19.

[21] Fremgår af interviews med militærfolk og parlamentarikere i Beirut, marts 2011.

[23] En omfattende redegørelse findes i Addis 2011: 3ff.

[24] Kahwaji 2010: 4.

[25] Addis 2011:14.

[26] Se ikke mindst redegørelsen om  “The policies of Lebanization”, Clive 2010:127ff. Denne politik er “not about to adapt to an already given national identity… but rather it tapped into a historical contest over that very national identity of Lebanon which still remains unresolved”. Der refereres til begrebet “ Islamico-nationalism”. ( ibid).

[27] Se bl.a. Jones 2010:63-65.

[28] Generelle oplysninger se Addis 2011:9ff.

[29] Tilbagetrækningen af de israelske tropper i 2000 kan ses som  at tæppet blev trukket væk under Hizbollahs raison d´etre, som jo netop var modstand mod de israelske styrker i Sydlibanon, jf. Jones 2010:51.

[30] Jones 2010:63.

[31] Kahwaji 2010:3.

[32] Kahwaji 2010:3

[33] Schenker, David, “Who will command Lebanon´s Army?” (www.mei.nus.edu)

[34] RSSC-LAF: The First Regional Conference on Regional Emerging Issues: Challenges and Future Prospects”,

Monroe Hotel, Beirut, 29.March-1 April, 2011: Abstract Book.

[35] Se fx Heurlin, Bertel 2001,”Global, Regional and National Security”, Copenhagen: Danish Institute of International Affairs.

[36] Matts Wärn skriver i Jones 2010:146: ” As Hizbollah probably is banking o nits own ideological assumption of the ”ontology of violence” it is confident that Israel never will offer the necessary conditions to please the more demanding pragmatists. Therefore the Resistance will continue. Hizbollah will be promoting the “istinhaad” (awakening) persistently weakening the regimes opting for US-hegemony.”

[37] Se fx. Heurlin, Bertel, red. 2005,”Det 21 århundredes trusler”, København: DIIS.

[38] Biddle 2008:1

[39] Barak, ”The Lebanese Army”:6.

[40] Ibid.:3.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_140.aargang_nr.3_2011.pdf

 

Litteraturliste

Del:

Emneord