Fodskader

Reservelæge L . Vanggaard, der har været tjenstgørende ved Jægerkorpset, behandler i denne artikel problemer vedrørende fodskader.

Forfatteren, der i øjeblikket er i gang med undersøgelser vedrørende kuldeskader, giver en række praktiske råd vedrørende marchdisciplin og fodskader og peger på, at den egentlige, forebyggende behandling er en kommandosag og ikke så meget et lægeligt problem.

Mange soldater vil på et eller andet tidspunkt af tjenesten få problem er med fødderne. Dette er en naturlig følge af, at forsvaret stiller større og andre fysiske krav end den civile tilværelse, og der er i sig selv intet underligt heri. Fodskader er et gammelt problem, men dette berettiger ikke til glemsel og ligeyldighed, for det må ikke overses, at trods teknik og motorisering er de fysiske krav til soldaten i felten ikke mindsket. Tværtimod stiller kravene om mobilitet og spredning trods motoriseringen meget store fordringer til den fysiske udholdenhed og styrke.

Fra den daglige lægetjeneste ser militærlægen, at en meget stor del af de lægesøgende kommer med klager, der direkte er en følge af manglende fysik. Gennem den fysiske uddannelse og træning gøres der af forsvarets gymnastiklærere et meget stort og udmærket arbejde for at råde bod herpå, men erfaring en viser, at overgangen fra den civile tilværelse til militærtjenesten for mange indkaldte er hårdere end de umiddelbart fysisk kan klare. Det er i vor motoriserede tidsalder naturligt nok fod- og benklager med senere følgende ryg lidelser, der dominerer. De fleste af disse kan føres tilbage til en for ringe træning, hvilket i denne forbindelse vil sige misforhold mellem optræning og krav. Den moderne soldat skal uddannes og trænes i mange specialfunktioner. Den tid, der er til rådighed er knap, så det er måske forståeligt, at man har slækket kravene til udholdenhed og styrke. Om dette er rimeligt, er et militært spørgsmål ikke et lægeligt. Er dette betingelserne, må man forsøge at råde bod på skævheden på anden måde. Den eneste løsning er at forsøge at forebyge opståelsen af skaderne samt anvise, hvorledes man kan behandle disse, så deres følger bliver mindst mulige. I denne forbindelse tænkes i første række på marchskaderne, der vil opstå med større frekvens, når træning stilstanden er slet. Nu udgør de almindelige march skader kun forbigående problemer, men marchproblemer og deres forebyggelse leder opmærksomheden hen på fodskader i en større sammenhæng.

I de seneste krige hvorfra man har pålidelige statistikker, har fodskaderne med ført tab, hvis størrelse må chokere enhver. Til tider har disse tab ligget over tabene som følge af egentlig fjendtligaktion. Det sørgelige er, at en meget stor del af disse tab kunne være undgået, havde man blot i tide taget de nødvendige forholdsregler. Under kampene i Italien vinteren 1944-45 udgjorde de amerikanske tab på grund af skyttegravsfødder (trench-foot) i enkelte enheder ca. 50% af alle skader. I gennemsnit for amerikanske enheder i Europa lå procenten for vintermånederne omkring 15-20, men selv dette tal må mane til eftertanke. Vort klima rummer alle betingelser med hensyn til kulde og væde for at lignende forhold kan gøre sig gældende. Tager man ydermere i betragtning at disse tal gælder for de egentlige kampenheder i direkte kontakt med fjenden, må nedbringelsen af dem være en opgave med temmelig høj prioritet. Amerikanerne erkendte, at årsagen lå i mangelfuld forebyggelse og uddannelse. Ingen af de andre krigsførende nationer nåede op på tal som de amerikanske, men disse havde tidligt erkendt problemet og løst det gennemgrundig instruktion og forholdsregler, hvilket jeg senere skal vende tilbage til. De forholdsregler, der normalt tages indenfor dansk forsvarer ringe og indskrænker sig i praksis til, at man på et tidspunkt af uddannelsen viser en film om skyttegravsfødder, der uden videre instruktion mere virker alment uhyggelig end egentlig belærende. Ingen tror for alvor, at han selv kan komme i lignende situationer. Det er måske på sin plads at oplyse, at danske soldater under fredstidsøvelser har pådraget sig skyttegravsfødder, der har resulteret i amputationer af tæer.

Det er i underafdelingen og ikke på lægestuen, at fodproblemerne skal løses. Den almindelige fod hygiejne bør lægges fast ind under korporalskabstjenesten, da det drejer sig om en ren vedligeholdelsestjeneste. Dette princip fastholdes også i en række hære. Men det vil ikke være muligt at ordne denne tjeneste, medmindre der gives en viden om de nærmere retningslinier og løsningen af de enkelte problemer, der således opstår. Fodhygiejne er en kommandosag. Skal denne drives effektivt, kan det kun ske ved chefens erkendelse af problemerne, hans interesse for deres løsning og ikke mindst hans myndighed og erfaring. At pege på problemet er en naturlig lægelig opgave, men dets løsning ligger et dårligt sted, hvis det alene ligger i lægens hånd. Han har som regel kun meget ringe muligheder for indflydelse på den daglige tjeneste, men kan på den anden side være til stor nytte i den praktiske udformning af et program for en bedre fodhygiejne. I det følgende er dette forsøgt gjort ved anvendelse af petit ved anvisninger forløsning en af enkelte mere praktiske problemer.

Fodhygiejne.

Hård belastning af fødderne såvel i den daglige tjeneste som under længere marcher skulle i sig selv medføre en omhyggelig fodpleje. Alligevel er det en kendsgerning, at den gennemsnitlige standard af fodhygiejne (for ikke at tale om den øvrige personlige hygiejne) er sørgelig lav. Dette er i endnu højere grad tilfældet i det civile samfund. Under militærtjenesten er der en vis kontrol med den almene hygiejne, medens kontrollen af den personlige hygiejne stort set overlades til den enkelte. Det synes underligt, at man lægger så stor vægt på, at soldaten renligholder sit våben og personlige udrustning, medens man lader hans fødder være i en så dårlig forfatning, at de muligvis i en given situation kan være skyld i, at han må trækkes ud af enheden. Måske er det fri mands ret at være så griset han vil, når blot han ikke generer sine medmennesker for meget. Jeg mener ikke man bør gennemføre eftersyn af negle, ører etc., men med fødderne er problemet et ganske andet. Her skal der stilles krav, og her er det efterladenhed, hvis man ikke kontrollerer om de stillede krav efterleves. Sådan burde det i det mindste være. Under 2. verdenskrig betragtedes fodskader opstået som følge af manglende fodhygiejne i såvel den sovjetiske som den tyske hær for forsøg på at unddrage sig tjenesten, for hvilket der kunne idømmes op til dødsstraf. I den engelske hær betragtedes et for stort antal tilfælde af skyttegravsfødder som tegn på ringe disciplin. De lande, der havde den laveste frekvens af skader, var de lande, der under uddannelsen havde lagt vægt på gennemførelsen af en streng fodhygiejne. Således gennemførtes endda ved fronten dagligt fodeftersyn i den tyske hær.

Statistik over fodhygiejnen hos indkaldte værnepligtige her i landet findes ikke, men ved et uanmeldt fodeftersyn hos et hold rekrutter kort tid efter indkaldelsen til infanteriet fandtes følgende omtrentlige tal:

God fodhygiejne: 25 %
 
Dårlig fodhygiejne uden følge lidelser: 15 %
 
Dårlig fodhygiejne med lettere følge lidelser: 50 %
 
Svære tilfælde af fodlidelser begrundet i dårlig fodhygiejne: 10 %
 
Disse sidste 10% måtte henvises til aktiv lægelig behandling. Man kan ikke frigøre sig for den tanke, at det netop er disse 10 %, der under ugunstige klimatiske og terrænmæssige forhold vil gå tabt for enheden. Tallene er ikke enestående. Under tjenesten vil de forbedres noget, men vil aldrig blive tilfredsstillende. Ingen ved bedre end underafdelingschefen, der hver morgen får lægebogen forevist, hvor mange tabte uddannelsesdage, der skyldes fritagelser på grund af fod- og benlidelser samt langvarige fysiurgisk klinikbehandling. Det er let i denne situation at skyde på lægen, men må det være tilladt her at give noget af ammunitionen tilbage. I fredstid betyder det ineffektiv uddannelse - i felten nedsat kampkraft.
 
Praktisk fodhygiejne.
 
Fodvask: En fod, der en hel dag skal befinde sig i en varm lakket støvle, skal om overhovedet muligt vaskes dagligt efter tjenesten. Er dette f. eks. under feltforhold ikke muligt, skal støvlerne tages af, foden masseres og pudres. Omhyggelig aftørring efter vask er af meget stor betydning. Især er omhyggelig aftørring af tåmellemrummene vigtig. Det er her fodsveden og dens følge: fodsvampen sætter ind, visende sig ved rød, fugtig, eventuel sprækkende hud. Er der i forvejen tendens til varme fødder med fodsved, skal foden afsprittes dagligt med fodsprit. Om morgenen før tjenesten bør foden pudres med fodpudder. Både fodpudder og fodsprit kan rekvireres fra infirmeriet og bør findes på enhver belægningsstue, hvor deres tilstedeværelse bør kontrolleres ved stueeftersyn. Under længere udrykninger og marcher bør disse ting medbringes. Ved disse meget simple forholdsregler kan de almindeligste fodskader holdes i skak. Der vil være enkelte, der lider af fodsved i en sådan grad, at ovenstående ikke er tilstrækkeligt. Disse må henvises til lægebehandling, der bør indsættes så tidligt i tjenesten som muligt.
 
Hård hud: Det er en indgroet, men fejlagtig forestilling, at hård hud er stærk hud. Vabler dannes lige så let, om ikke lettere under hård hud. Den hårde hud vil på samme måde som en fold i en sok genere den underliggende bløde underhud, hvorved muligheden for vabeldannelse er tilstede. Hård hud behandles med salicyltalg, der udleveres i stifter. Umiddelbart før længere marcher er det ikke tilrådeligt at bruge salicyltalg, da dette ikke alene vil opløse den hårde hud, men også den naturlige hornhud i området ved siden af. Tykkere lag hård hud kan fjernes forsigtigt med sandpapir. Lokaliserede dannelser af hård hud, »ligtorne« skal fjernes af lægen.
Fodvorter: Fodvorter skyldes en virusinfektion. Den bedste måde at bekæmpe dem på er ved gennemført renlighed af baderum, riste samt anvendelsen af personlige badetøfler. Her har den omhyggelige aftørring efter fodvask også betydning. Det er en lægelig opgave at fjerne fodvorter. Fodtøj: Ingen fod kan klare en længere march i en støvle, der ikke passer. Med de nye langskaftede støvler, hvor der indenfor hvert nummer findes op til fire forskellige vidder, skulle det være muligt at finde støvler, der kan passe en hvilken som helst fod. Der er således mulighed for en individuel tilpasning af støvlerne. Ved støvleudlevering bør soldaten være iført et par tynde og et par tykke mandskabssokker, hvilket også vil være det mest hensigtsmæssige under march. Det er vigtigt, at støvlen hverken klemmer eller slubrer. Står valget mellem to støvler, bør man vælge den største. Tid og omhu, der anvendes her, vil spares senere i tjenesten. Et problem er, at de færreste værnepligtige tidligere har gået med støvler, og derfor ofte vil være tilbøjelige til at vælge et forkert nummer. Der bør på et senere tidspunkt være mulighed for endeligt at passe støvlerne til. Der findes stadig militære chefer, der anser fodformede sko for en vederstyggelighed. Deres udseende kan måske diskuteres, men den gode virkning på fødderne kan ikke betvivles. Hvad moderne snævre sko kan medføre for et par fødder ses tydeligt ved fodeftersynene.
Sokker: Er gennemførelsen af fodvask et problem , er strømpevask m indst et lige så stort. Den tynde uldsok bør skiftes dagligt. Den skal vaskes m indst en gang om ugen med sæbe. De tykke sokker skal ligeledes vaskes, så de altid er bløde. K on tro lleres dette ikke, vil de fleste gå for længe med sokkerne, hvilket vil være lige så skadeligt for fødderne som manglende fodvask. Nylonsokker bør aldrig anvendes i støvler. De giver foden dårlige ventilationsmuligheder, hindrer normal sveddannelse og virker sammensnørende på foden.
 
Skyttegravsfødder.
 
Det ville i sig selv være et mål, om man kunne øge fodhygiejnen hos de værnepligtige også for tiden efter deres hjemsendelse, men dette er kun en side af problemet og militært set den mindst vigtige. Alvoren kommer ind, hvis man gør op, hvad dårlig fodhygiejne kan føre til underfelt forhold. De lidelser vi henfører til » dårlig fodhygiejne« kan i praksis alle regnes for forstadier til skyttegravsfødder.
 
Der synes et generationsskifte mellem hver af de større krige. Der findes flere eksempler på, at lægelige erfaringer vundne under 1. verdenskrig gik i glemmebogen og dyrt måtte indhøstes på ny under 2. verdenskrig. Skyttegravsfødder er et eksempel herpå. Alle kender lidelsen af navne eller fra den film, der var resultatet af kravet om en bedre instruktion i forebyggelse af disse skader. Desværre kom filmen først i foråret 1945, og fik derved ikke den store betydning, den kunne have fået, var den kommet et år tidligere. Skyttegravsfødder er en lidelse, der som en epidemi kan decimere enheder i løbet af dage. Gennem årene 1942-45 indlagdes over 65.000 amerikanske soldater under denne diagnose alene. Gennemsnitlig var hver af disse borte fra tjenesten i 92 dage. Samlet kostede »trenchfoot« de amerikanske styrker ca. 6.250.000 tabte mand-dage, men dette tal siger ikke den fulde sandhed. Så godt som alle tilfældene opstod blandt soldater i de forreste linier, kamptropper. Regn er man med de soldater, der bag linierne skal understøtte kampenhederne bliver tallet for nedsættelsen i effektivitet astronomisk. Det skulle således ikke være nødvendigt at påpege i hvor høj grad fodhygiejne må betragtes som et strategisk problem. Det ville ikke være urimeligt om man under inspektioner tog konsekvensen af dette og beordrede sko og sokker af, som et lige så vigtigt eftersyn som f. eks. et våbeneftersyn. Der er ingen grund til at tro, at danske soldater i dag skulle adskille sig væsentligt fra amerikanske soldater under 2. verdenskrig.
 
Faren for opståelsen af skyttegrav fødder er overhængende ved temperaturer mellem 0 og +10 gr. C. - netop temperaturer, der en stor del af året findes i vort klimaområde. Væde vil yderligere være en fremmende faktor. Helt undgås kan lidelse nikke. En soldat, der ligger i det forreste skyttehul har ikke store muligheder for at beskytte sig, idet han kan være tvunget til at forholde sig helt stille i længere perioder. En bevægelse kan betyde død og lemlæstelse. Alligevel kan meget gøres for at undgå skyttegravsfødder. Filmen af samme navn er, i forbindelse med grundig instruktion, glimrende. Hvorfor er den for øvrigt ikke tekstet eller indtalt med dansk tekst? Man kunne indvende, at dersom skyttegravsfødder virkelig kan medføre så store tab for en enhed, hvorfor ses denne lidelse så ikke oftere under fredstidsmanøvrer, hvoraf mange dog strækker sig over flere uger, ofte under meget ugunstige vejrbetingelser? Hertil kan siges, at lidelsen ses kun i felten og næsten udelukkende i enheder, der er i direkte kontakt med fjenden. Hos etapeenheder er hyppigheden meget lav. Den fremkaldende årsag må søges i lange ophold under meget snævre pladsforhold, hvor mulighederne for selv ganske ringe bevægelser er stærkt reducerede. Under fredstidsøvelser vil man sjældent se soldater på plads i skyttehuller gennem mange timer og der er en naturlig tendens til at opholde sig på tør jord, i køretøjer etc.
 
Marchskader.
 
Det er et taktisk krav, at en enhed skal kunne flyttes 30 km i døgnet ved fodmarch. Selv om det ikke er fremhævet, må det være underforstået, at disse 30 km skal kunne holdes gennem flere døgn, samt at distancen ikke udmatter soldaterne mere end at der stadig er kræfter til løsning af opgaver. Man må kunne forlange at enheden selv efter tilbagelæggelse af denne distance gennem flere døgn er fuldt kampduelig. Træning er forudsætningen for opfyldelse heraf, men det er et spørgsmål om dette krav er tilgodeset. Det er muligt, at der i visse perioder under tjenestetiden er en tilstrækkelig træning stilstand, men det er tvivlsomt om ret mange enheder vil kunne klare denne disance under de ovenforgivne betingelser. Efter en-dages marchøvelser på 20—30 km ser man så mange skader, at det må være berettiget at tvivle på træningstilstanden. Dette er en side af problemet, en anden er, at ligegyldig i hvor god træning stilstand en enhed er, vil der under længere marcher altid opstå skader. Det er almindeligt, at disse skader efter marchen henvises til lægen, men dette vil næppe kunne lade sig gøre i krigstid, da det er usandsynligt, at lægerne i så fald vil kunne overkomme at tage sig af disse skader. Underafdelingen må selv kunne tage sig af de hyppigst forekommende. Det er få skader, der er så alvorlige, at de berettiger, at en mand tages ud af marchen. Udover det formål at kunne flytte enheder til fods har marchøvelserne også en anden betydning. March er den bedste måde at træne udholdenhedsevnen, samtidig med at sammenholdet i enheden styrkes. Soldaten, der falder ud under marchen, lades i mere end een forstand tilbage. I mange landes hære er sygehjælperne uddannet til at tage sig af marchskaderne. Principperne forbehandlingen af de almindeligste march skader er ikke mere komplicerede, end at de kan læres af enhver. Den enkelte vil meget hurtigt se sin fordel i selv at kunne klare sine og sidemandens problemer.
 
Den fra et lægeligt synspunkt vigtigste grund til at gå ind for en øget march træning er, at gennem behandlingen af de uundgåelige mindre march skader tvinges soldaten til at passe sine fødder. Han vil meget hurtigt opdage, at dersom han holder fødderne i orden, klarer han marcherne med langt mindre besvær. Dette vil give en begrundelse for gennemførelsen af fodhygiejne, som den enkelte direkte vil forstå. Han vil blive footminded.
 
BEHANDLINGEN AF ALMINDELIGE MARCHSKADER
 
Vabler: Vablen er den almindeligste marchskade. Den opstår, hvor et hudområde under tryk gnider mod omgivelserne (ved brug af fodpudder nedsættes denne friktion). Mellem den døde overhud og den levende, bløde underhud dannes en vædskeansamling, der vil stå under tryk ved gang. Smerterne opstår, ford i smertetrådene ligger i det øverste lag af underhuden. Vabler skal behandles før de bliver for store.
 
Det er ønskeligt, at enhver behersker teknikken. Sygehjælperne bør have lært denne på sygehjælperskolen. Rigtigt behandlet udgør vabler ingen grund til afbrydelse af march. Er behandlingen rigtig udført, kan man fortsætte marchen med kun ganske lette gener. Behandles vabler forkert, kan der opstå betændelse, hvorved risikoen for yderligere komplikationer er stor. Alle behandlingsmetoder tager sigte på at udtømme vædsken, således at smerten aftager. Der findes et utal af måder at behandle vabler på. De har alle nogen effekt. Den mest hårdhændede demonstrerede en engelsk deling under sidsto års Nijmegen-march. To mand stillede sig ovenpå patientens fødder og masede godt til. Derefter kastede man ham op i luften og lod ham lande på fødderne. Hurtig og effektiv vabelbehandling, der dog nok ikke skal anbefales. Den metode, der her skal gennemgås er udviklet af de hollandske militærlæger og i et meget stort materiale sammenholdt med de fleste andre metoder og fundet bedre. Metodens formål er at holde manden gående gennem flere døgn på trods af store vabler. 1. Afspritning af foden. Vab len desinficeres med jod. 2. der skæres en 2-3 mm lang flænge i vablsns kant. 3. Med en blyant eller lignende rulles vædsken ud gennem hullet. Det er af stor betydning, at vablen herunder tømmes fuldstændigt. 4. Der jodes atter. 5. Vablen dækkes med smalle hefteplasterstrimler, idet man begynder foran vablen. De enkelte strimler skal lappe et par mm ind over hverandre. Hele vablen skal dækkes. Strim lerne skal være så lange, at de når ud over fodsålen op på siden af foden. Ved rab ler under hælen står man sig ved at fortsætte bandageringen rundt om hælen op omkring achillessenen, da forbindingen ellers let forskubbes. Det er vigtigt, at man undgår folder, da disse vil give anledning til ny vabeldannelse. Forb ind ingen kan lades urørt i flere dage. Forskubber den sig, skal den udskiftes. Når marchperioden er ovre, fjernes forbindingen. Vablen vil da ofte være lægt, ellers påsættes alm indeligt hefteplaster.
 
Ømme fødder: Under længsre marcher vil der opstå ømhed af fodsålen på grund af varme og tryk. Dette er et forstadium til vabeldannelse. Under hv il bør foden luftes, afsprittes og pudres med rigeligt fodpudder.
 
Negle: Klippes tånegle ikke rigtigt, vil der kunne gnaves sår på de tilstødende tæer, og neglen kan på grund af støvlens tryk gro skævt, eventuel: ned i neglelejet. En tånegl skal være kortklippet, men med frie hjørner. En nedgroet negl giver ømhed, og der vil hele tiden være fare for opståelse af infektion, der kan være meget svær at behandle. Nedgroede tånegle skal behandles af lægen. I perioden efter længere marcher vil man hyppigt se, at en eller flere negle falder af. Nye negle vil langsomt gro frem, men man skal passe disse, da de ellers let vil gro skævt.
 
Led: Dersom et led overanstrenges, vil det hæve og b live ømt ved bevægelser. Det led, der oftest overanstrenges, er knæleddet. Da knæleddet er et kompliceret led, skal ledklager i fredstid altid føre til lægekontrol. Leddet kan understøttes og smerterne lindres ved anlæggelse af et elastisk bind.
 
Ømhed af muskler, sener og knogler: Overstiger en marchydelse træningstilstanden, vil der opstå stivhed og ømhed af muskler og senehånd samt ofte, hvor disse hefter t il knoglerne. Dette vil især ske ved march på hård grund. Smerterne sidder hyppigst i læg, skinneben, udsilen af låret, lysken samt i sædeballerne. Smerterne skyldes svigtende blodforsyning til muskler og sener, der konstant spændes, men som på grund af overanstrengelse ikke når at afslappes under hvert skridt, således at blodet hindres i at passere. Behandlingen består i massage af de ømme muskler. Soldaten kan i mange tilfæ lde selv massere de ømme muskler, men massagen gives bedst af en anden. Sygehjælperne bør således også være uddannet i massage af de oftest angrebne muskler. Efter marchen kan indgnidning med kam ferolie eller algesalsalve lindre.
 
Marchfrakturer: Nyere undersøgelser har vist, at marchfrakturer er hypppigere, end man tidligere har regnet med. Frakturen er et træthedsbrud i knoglen. Den er hyppigt lokaliseret til mellemfodsknogler, ankelled eller skinneben. Hyppigst i mellemfodsknogleme. Viser sig ved lokal ømhed og hævelse. Nogle gange kommer smerterne pludseligt, andre gange mere snigende. Mistanke om marchfraktur skal føre til lægekontrol. Fore løb ig behandling består i anlæggelse af støttebind.
 
Hudløshed: Hudløshed opstår ofte, hvor to varme, fugtige hudflader gnides mod hinanden. Særlig udsat er huden i skridtet samt mellem sædeballeme. Renlighed er af vigtighed i forebyggelsen. Behandlingen består i vask med koldt vand og sæbe, eventuelt fulgt af afspritning, hvilket svider, men samtidig hærder huden. Under længere hvil kan levertransalve anvendes med god effekt.
 
Kontrol af fodhygiejne.
 
Dersom fodhygiejnen skal bedres, kan dette kun gøres med de militære chefers fulde støtte. Som tidligere anført er det i underafdelingen, arbejdet skal gøres. Dette har to sider, dels skal de værnepligtige undervises i fodhygiejne og i behandlingen af de forskellige almindelige fodskader, dels skal fodhygiejnen kontrolleres med jævne mellemrum. Dette kan kun gøres ved afholdelse af fodeftersyn. Dette skal altid være uanmeldt. Skal formålet opfyldes, må man gå fremefter en ganske bestemt plan og med et klart sigte. Målet må i første række være at finde de skavanker, der 1) er ved at udvikle sig, eller 2) kræver behandling. Dernæst kan man kontrollere om en given behandling følges og om den giver resultater. Det er vigtigt, at alle befalingsmænd i enheden er velinstruerede i teknikken for at sikre en ensartet gennemførelse.
 
Følgende skal kontrolleres ved et fodeftersyn:
 
1) Strømpers og støvlers tilstand. Snavsede, stive sokker bør ikke tolereres, dette gælder såvel den tynde som tykke sok.
 
2) Indtryk af almindelig renlighed.
 
3) Undersøgelse af fødderne, begyndende for til. Kontrol af negle klipning. Undersøgelse af tå mellem rum for fodsved og fodsvam p. Ved rødskællende hud henvises til læge. Fodsålen efterses for fodvorter og hård hud. Under march eller langvarige udrykninger skal fodeftersynet fortsætte hermed behandling af opståede fodskader, vabler etc.
 
4) Kontrol med fodplejemidlernes tilstedeværelse.
 
Under feltforhold er fodeftersyn et af særlig vigtighed. Dels kan man muligvis nå at gribe indføren alvorligere tilstand nås, dels vil selve fodeftersynet medføre, at soldaten tvinges til at tage sine støvler af, hvilket er et krav i forebyggelsen af fodskader. Når tyskerne under slutningen af anden verdenskrig havde så få til fadde af skyttegravsfødder, ligger forklaringen ikke alene i frygt for straf, men også i at delingsførerne dagligt inspicerede mandskabets fødder.
 
Fodeftersynet tager naturligvis primært sigte på kontrol af den øjeblikkelige fodtilstand, men har også stor betydning ved at soldaten derved tvinges til at tage støvler og sokker af således at foden får luft. Jeg kan i denne sammenhæng ikke lade være at påpege det uheldige i, at man mange steder i tjenesten forlanger at soldaterne skal beholde støvler på, selv om det næppe i alle tilfælde kan siges at være logisk begrundet. De moderne støvler, der snøres med hægter kan tages på i løbet af øjeblikke. Gamacherne vil falde bort og har vel iøvrigt ikke megen betydning for effektiviteten af f.eks. en beredskabsstyrke.
 
Konklusion.
Fodproblemer fortjener en større plads i den militære bevidsthed. Er­faringen viser at negligering af dem kan betyde en mærkbar forringelse af en enhedskampkraft. Det er i underafdelingen, der kan gøres en indsats, men denne kræver at der gås positivt ind for opgaven, hvis løsning bør være en kommandosag.
I samarbejde med læge og sygehjælpere kan der opstilles et program, der når først det er indarbejdet kan køre videre af sig selv. I den sidste ende er kravet blot, at såvel soldaten som hans befalingsmænd bliver »foot-minded«. 
 
L. Vangsgaard.
 
PDF med originaludgaven hvor denne artikel er fra: PDF icon fodskaber.pdf

Litteraturliste

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.