FN- og NATO-tjeneste i Kroatien og Bosnien - en kompagnichefs erfaringer

Indledning
Da jeg blev spurgt, hvorvidt jeg ville skrive denne artikel, sagde jeg straks og uden
betænkeligheder ja. Ved nærmere eftertanke slog det mig, at det måske slet ikke var
så nemt at skrive om de erfaringer, man uvilkårligt tilegner sig under en udsendelse.
Det gik op for mig, at jeg ikke på noget tidspunkt havde bearbejdet mine erfaringer,
hvilket jeg så meget passende fik lejlighed til nu.
Jeg vil i artiklen beskrive mine oplevelser som kompagnichef over en seks måneders
periode, der fordelte sig med to måneder som FN-enhed, en periode i
Danmark hvor kompagniet blev uddannet som panserinfanterikompagni, og sidst
en to mdr. periode som panserinfanterikompagni under NATO i Bosnien.

Enheden
Grundstammen i det senere A-kompagni i DANBAT var Livkompagniet/1/ Dronningens
Livregiment, der blev indkaldt 1. august 1994. Alt personel var frivilligt og
havde meldt sig til Den Internationale Brigade (DIB) med henblik på efter
uddannelsen at blive udsendt til Kroatien. Personellet var velmotiveret, og kompagniet
gjorde fra starten af uddannelsen meget ud af vores fremtidige rolle, hvilket
var en god motivationsfaktor i uddannelsen. Selv om kompagniet kom tidligt i gang
med at fokusere på den fremtidige rolle og opgave, var der blandt en del af
personellet tvivl om, hvorvidt de ville tegne en kontrakt. Vi endte op med at mangle
personel til ca. en deling, da vi skulle i gang med den resterende uddannelse. Det var
generelt vanskeligt for mandskabet at skelne mellem DIB- og FN-uddannelse. I
denne periode havde vi et meget krævende uddannelsesprogram. Det er meget vigtigt
i sådan en fase at holde moral og motivation i top. Uddannelsen skal være
tilrettelagt, så den giver succesoplevelser, og informationsniveauet skal være højt,
da det er på dette tidspunkt, den enkelte træffer beslutning, om han/hun vil udsendes
eller ej.
Under udsendelsen blev der udskiftet en del personel i kompagniet i forbindelse
med reduktionen af DANBAT til ca. 550 mand. For at komme ned på dette tal blev
det besluttet, at de som gerne ville fritstilles kunne blive dette. I forbindelse med den
mellemliggende uddannelsesperiode i Danmark valgte noget personel at opsige
deres kontrakter, således at kompagniet for igen at komme på organisatorisk styrke
skulle have tildelt ca. en delings værdi. Meget af dette personel kom ikke fra tilsvarende
funktioner i et andet kompagniet men med vidt forskellige baggrunde. På dette
tidspunkt, efter beslutningen om at indsætte NATO kampenheder og ikke FNenheder,
blev der fokuseret meget på, at de enkelte enheder skulle kunne kæmpe
som et standard panserinfanterikompagni under alle kampmåder. Dette var en medvirkende
årsag, til at en del af personellet ikke ønskede at komme med ud i IFOR
tjeneste.
 

Opgaven/vilkårene
Perioden i Kroatien
Kompagniet skulle rotere til Kroatien i fire hold over en fjorten dages periode. Midt
i vores nedrotation, da første hold på ca. 30 mand var ankommet til Kroatien, angreb
kroaterne i starten af august 1995. Dette betød, at de resterende rotationer blev udskudt,
og dermed at rotationsplanen blev ændret væsentligt. Kompagniet var sendt
hjem de sidste dage før rotationen for at sige farvel til familien. Bataljonen havde
været forudseende, og befalet os til at lave en alarmeringsplan, således at ændringer
til planen hurtigt kunne blive formidlet. Det fik vi brug for. Over en weekend
ændrede vi stilletid og sted for personellet tre gange. Dette må for mange være
blevet opfattet som ubeslutsomhed fra forsvarets side, hvilket det ikke var. Det var
derimod et velmenende forsøg på, at give den enkelte oplysninger om ændringer og
dispositioner så hurtigt som muligt. Men når forudsætningerne ændrede sig, havde
vi en ny situation. Erfaringen var, at mandskabet løbende skal holdes orienteret. Der
er dog situationer, hvor det kan være formålstjentligt at vente med at iværksætte
ændringer, indtil det er overvejende sandsynligt at trufne beslutninger holder.
Kort tid efter afløsningen af hold 7, begyndte det at svirre med rygter om
nedlæggelse af missionen. Vi var stort set lige ankommet, og nu var skriften på
væggen, at operative opgaver skulle indstilles, og vi var oprydningskommandoet.
Hold 8 lukker og slukker! Samtidigt blev der fra centralt hold arbejdet med adskillige
planer for at finde anvendelse for DANBAT andre steder i ex. Jugoslavien.
Denne problemstilling medførte en del rygtedannelse og uro i kompagniet. For at
holde motivationen oppe, fortsatte vi med at løse de operative opgaver, og samtidigt
påtog vi os at finde frem til tilbageblevne serbere i området. Langt de fleste var
flygtet i takt med den kroatiske offensivs fremmarch. Men i takt med at vi intensiverede
patruljeringen, blev det mere og mere tydeligt, at det nu var en humanitær
opgave, der skulle løses. Dette var en kærkommen afveksling fra nedbrydningsarbejdet.
Midt i alt dette løb vi ind i kampene i september. Bataljonen var stort set
uforberedt på denne offensiv. Det er min personlige opfattelse, at stort set hele FNvar uforberedt på denne offensiv. DANBAT var under march og Chefen var i Danmark
til briefinger. Det kroatiske angreb over floden Una ind i Bosnien havde til
formål at støtte en tilsvarende muslimsk operation fra Bihac- lommen. De danske
lejre langs floden i Dvor, Kostanica og Dubica blev alle inddraget i kampene. Mellem
A- og C-kompagniet lejre var der placeret et kroatisk 155 mm batteri samt en
tung morterdeling. Disse enheder deltog i beskydningen af de serbiske styrker i
Bosnien. Til at begynde med gik vi i bunkerne, urutinerede som vi var, ved skudafgange
fra batteriet. Det jeg frygtede mest var kontrabatteriskydninger, der evt.
kunne ramme lejren. Der faldt i alt 9 nedslag omkring batteriet, uden at gøre nogen
skade hverken på os eller batteriet.
Kompagniet havde under den kroatiske offensiv en deling indsat gruppevis henholdsvis
som vagtgruppe i DVOR, på en signalhøj og i Divusalejren, alle 3 installationer
langs Una på grænsen til Bosnien. De to af grupperne havde jeg på kompagniet
signalnet, hvorimod gruppen i DVOR var på stabskompagniets net. Jeg var
naturligvis betænkelig ved dette og etablerede derfor signalnet således, at jeg via
signalhøjen kunne få meldinger om, hvordan det gik hos stabskompgniet. Dette gav
mig gode muligheder for at følge situationen som et supplement til meldingerne på
bataljonens net. I denne fase er information til mandskabet vigtigt, således at alle
ved, hvad der sker, og rygter ikke opstår.
 

Perioden i Danmark
Kompagniet kom hjem efter ca. 2 måneder i Kroatien. På dette tidspunkt vidste vi
ikke, hvad vi skulle anvendes til. Kompagniet var på dette tidspunkt egentlig ikke
formeret som et kompagniet. 23 soldater var blevet hjemsendt direkte fra Kroatien
i forbindelse med reduktionen af DANBAT. Ca. 30 mand gik stadig i Petrinja, hvor
de var “rear party” med opgave at gøre materiellet klar til hjemtransport. Vi gik ikke
desto mindre igang med at uddanne kompagniet til ny indsættelse som panserinfanterikompagni
under NATO. Bataljonen bad mig opgøre og fremsætte mit uddannelsesbehov
i forbindelse med fortsat uddannelse i Danmark inden en evt. ny udsendelse.
Da opgaven ikke var kendt, blev munden taget fuld, og uddannelsen blev
meget omfattende. Det viste sig at være meget vanskeligt at gennemføre denne
uddannelse optimalt. Specielt fordi der var mange praktiske problemer, såsom fremskaffelse
af uddannelsesmateriel, indkvarteringsfaciliteter, yderligere hjemtagelse
af personel fra Kroatien, ny tilgang af ca. en deling, samt krævende uddannelse der
skulle forberedes samtidigt. Alle var meget hjælpsomme og gjorde deres yderste for,
at lette løsningen af opgaven, men hvor var det dog besværligt. Kompagniet var utålmodigt.
Det var svært at bevare motivationen, primært fordi vi med det forcerede
tempo efterlod et indtryk af manglende planlægning og ineffektivitet. Derfor meddelte
jeg bataljonen, hvad vi ikke kunne nå og prioriterede derefter offensive operationer
samt rutinering af alt personel på alt materiel. Herved sikrede vi både fleksibilitet
under opgaveløsninger, og gav kompagniet så meget rutine i løsning af
kampopgaver som muligt.

Bosnien-Herzegovina
Situationen i Bosnien var spændt, da kompagniet ankom til indsættelsesområdet.
FN-enheder var ved at være væk fra området eller ved at gøre klar til indsættelse
under IFOR. Det var en stor oplevelse, at opleve den imødekommenhed og tillid vi
blev vist fra parternes side. Da vi jo kendte til “restrictions of movement” og myndighedernes
manglende vilje til samarbejde fra Kroatien, havde batalonen lagt op
til en helt anden og mere håndfast optræden. Nu havde vi mandatet og midlerne til
at gøre, hvad vi skulle. Det viste sig egentlig at være ganske overflødigt. Parterne
havde ventet på os, set frem til vores ankomst, de stridende parter ønskede at komme
igang med fredsprocessen. Dette kolliderede i nogen grad med brigadens opfattelse
af, at hold 1 (JAN) som primær opgave skulle oprette lejre og forberede vejen for
hold 1 (FEB), der så skulle tage sig af de operative opgaver. Det kom til at forløbe
ganske anderledes.
De operative opgaver fik hurtigt et omfang, der dagligt lagde beslag på langt
den største del af kompagniet ressourcer. Dette var et problem for os. Vore faciliteter
var i ringe forfatning, og vi var meget opsatte på at forbedre dem, dels så vi
selv kunne nå at nyde godt af forbedringerne, men også for at kunne overbringe
næste hold et godt fundament at bygge videre på.
 

Erfaringer
At DANBAT hold 8 blev udsendt som den første styrke til Bosnien betød naturligvis,
at vi kunne drage nytte af de erfaringer, vi havde fra Kroatien. Derfor blev det
et “keypoint” for os at placere lejrene, hvor det var mindst sandsynligt, at de ville
blive inddraget i evt. fremtidige konflikter. Da DANBAT hold 1 placerede lejrene
i Kroatien 4 år tidligere, havde de naturligvis haft samme overvejelser. Det er umuligt
at vurdere, hvorledes en konflikt vil udvikle sig, og hvor man vil have mindst risiko
for at blive inddraget. I Kroatien lå lejrene langt væk fra det hidtidige konfliktområde,
nemlig langs floden Una på grænsen til Bosnien. Ingen kunne på det
tidspunkt forudse, at en konflikt også ville udvikle sig i Bosnien, og at denne placering
af lejrene skulle få katastrofale følger. Vi havde følgende krav til placeringen:

  • Lejrene må ikke placeres i bufferzonen,
  • ingen placering i tæt bebyggelse,
  • fri observation hele vejen rundt og ud til stor afstand af lejren,
  • direkte skydende våben i lejrene skal kunne række alle kretepartier omkring lejrene, og
  • ingen placering i mulige angrebsakser.

En anden væsentlig ting som jeg først helt forstod betydningen af, da vi var
ankommet til Bosnien, er kompagniets organisation. Under FN i Kroatien var vi et
linie-kompagniet der bestod af 4 OP/CP delinger (idet en estisk deling indgik i
kompagniet). Disse delinger havde 4 OP/CP grupper. Kompagniet havde på hold 7
11 OP/CP permanent bemandet, hvoraf var tre OP/CP kun var bemandet med 2
mand ad gangen. Hold 7 oplevede under den kroatiske offensiv i august, at disse
svagt bemandede OPér var et let bytte for de stridende parter, og at disse i modstrid
med diverse konventioner blev anvendt som skjold. Bl.a. af disse årsager besluttede
CH/DANB AT at overgå til panserinfanteriorganisationen, hvilket blev iværksat i
Kroatien. Dette betød, at jeg nu kunne anvende mine enheder, som jeg var vant til.
Derved blev jeg aflastet, da delingsfører nu på helt anden vis blev involveret i operationerne,
end de havde været under FN, hvor deres arbejde stort set bestod i at være
vagthavende i lejren samt at løse forefaldende forhandlingsopgaver etc. Erfaringen
er, at organisationen, som vi kender den, skal fastholdes. Såfremt der er behov for
enheder på gruppeniveau til løsning af opgaver, skal disse ikke være under direkte
kommando af kompagnichefen, men der skal udpeges en delingsfører med det
taktiske ansvar.
Det område, hvor jeg har gjort mine vigtigste erfaringer er i omgangen med
personellet. Selvom vilkårene der gives for løsning af opgaver kan være vanskelige
og opgaverne uoverskuelige, så kan man meget såfremt personellet har den rette
indstilling. Jeg har flere gange været inde på spørgsmålet om informationsniveauet.
Der er for mig ingen tvivl om, at det altid skal være højt. Herved undgår man at
mange af de rygter, der uvægerligt opstår, bliver af mere sejlivet karakter. Den
enkelte soldat skal nøje kende målet, og hvordan enheden vil komme dertil.
Soldaten skal have en tro på at netop hans enhed kan løse opgaven, at
overbevise ham om det, og få ham til at yde en indsats for enhedens skyld er mere
væsentlig end at udvikle hans færdigheder. Soldaten skal føle, at han er værdifuld
for enheden og forsvaret.
 

Afslutning
Ved afslutningen på en mission, er det egentlig lidt vemodigt at forlade det man har
arbejdet så hårdt for at bygge op. På den anden side glæder man sig også til at
komme hjem. Man føler at man har været lidt i verdens navle og har arbejdet i en
god sags tjeneste. Man har været væk i en lang periode og har lidt store afsavn fra
familie og venner. Vi oplevede, at køre hjem i bus i 36 timer, sætte personel af op
gennem hele Jylland for til sidst at lande på en mørkelagt kaserne midt om natten,
hvor de pårørende ikke var tilstede pga. tidspunktet og usikkerheden om ankomst.
Det afføder ikke mange anerkendende bemærkninger fra mandskabets side. Efter
min opfattelse er den slags oplevelser ikke med til at skabe stærke enheder.
Hvorfor ofrer vi ikke lidt mere og gør hjemkomsten til en begivenhed, hvor
pressen kan være tilstede og nationen gøres opmærksom på at styrken er blevet
roteret.
 

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidskrift_125_aargang_jun.pdf

Litteraturliste

Del: