FN - hvad gør vi?

Af oberst Kurt Mosgaard og major Michael Lollesgaard, FN-missionen i New York
 
 
Indledning
Erfaringerne fra især UNPROFOR medførte en udbredt mistillid blandt politikere og officerer til FNs evne til at lede fredsstøttende operationer.  Det er vores påstande i denne artikel, at den herskende opfattelse af FN beror på udbredt ukendskab til organisationens voksende styrke, og at det er sandsynligt, at FN i de kommende år vil få en øget rolle som ramme for indsættelse af danske styrker.  Kendskabet til FN bør derfor udvides, og danske politikere og forsvaret bør overveje muligheder for en mere aktiv indsats til styrkelse af FN og vores egne muligheder for at kunne bidrage effektivt til FN operationer.     
 
FN skepsis
Vort UNPROFOR engagement i Kroatien/Bosnien 1992-95 gav dybe sår og specielt deltagelsen i UNCRO (Kroatien) endte i 1995 ulykkeligt efter kamphandlingerne i august og september 1995. Omvendt vandt vores kampvognseskadron i Bosnien international hæder på grund af dens evne og vilje til at optræde robust i fm. et serbisk baghold i 1994. Vort UNPREDEP engagement (Makedonien) var en succes, men det endte brat på grund af et besynderligt kinesisk veto. Vort UNMEE engagement (Etiopien og Eritrea) i SHIRBRIG-regi (Multinational Standby High Readiness Brigade for UN Operations), som samlet var succes, blev skæmmet af småskærmysler med FN-systemet over forholdsvis trivielle logistiske spørgsmål. Mange af vore officerer har gjort tjeneste i disse operationer og en række nuværende ledende politikere var involveret i beslutningerne omkring disse indsættelser.  Vort nuværende FN-engagement med 43 militære observatører og ca. 60 civile polititjenestemænd er der hovedsageligt positive ytringer om, men samlet ændrer dog ikke ved, at en stor del af officerskorpset og mange politikere synes skeptiske over for FN’s evne til at gennemføre fredsstøttende operationer.  
 
De ydre rammer
NATO´s engagement på Balkan reduceres gradvist i disse år. Og selv om udviklingen går beklageligt langsomt pga. den politiske situation i Bosnien og Kosovo, så er det en reduktion, som må ventes at fortsætte de nærmeste år. Det danske bidrag til Amber Fox i Makedonien blev kortvarigt øget ved udsendelse af helikopterdetachementet, men det vil kun være for en begrænset periode. Overgår ansvaret for operationen i Makedonien til EU, vil vort engagement øjeblikkeligt stoppe. Dermed må det ventes, at også dansk forsvars bidrag til Balkanoperationerne inden for kort årrække bliver yderligere reduceret. Om det fremtidige Afghanistan engagement og konsekvenserne af en eventuel ophævelse af vort ESDP forbehold kan der vel kun gisnes?  Det er den nuværende regerings politik, at Danmark aktivt skal deltage i fredsbevarende operationer, og der er politisk fremsat ønsker om, at kapaciteten skal udvides yderligere. På samme tid kan det vel også antages, at en af årsagerne til, at forsvaret har undgået voldsomme besparelser, er, at vor struktur og styrkeniveau har været et absolut minimum i forhold til muligheden for vedligeholde en samlet udsendelse på vel over 1000 mand.   
 
I forlængelse af beskæringen af ovennævnte engagementer kan det ikke afvises, at der fra regeringen og Folketinget vil komme et pres på forsvaret for at anvende den ledige kapacitet til at forfølge landets udenrigspolitiske mål. Selvfølgelig skal vi ikke blindt sende soldater ud i fredsbevarende operationer blot for at opfylde en kvote, men den frigjorte kapacitet kunne måske muliggøre, at vi fra dansk side blev sat i stand til i højere grad at understøtte vores udenrigspolitik, herunder bistandspolitikken, med direkte bidrag til fredsstøttende operationer.   Stort set alle fredsstøttende operationer uden for Balkan ledes i dag af FN. De få undtagelser omfatter bl.a. SNG-styrken i Georgien, en sydafrikansk bataljon i Burundi som VIP-beskyttelse og Multinational Force (MFO) i Sinai med deltagelse fra USA samt selvfølgelig ISAF i Afghanistan. FN leder for øjeblikket 16 operationer, heraf 10 med større troppekontingenter. Den største operation er UNAMSIL i Sierra Leone med ca. 17.500 soldater. 
 
Ser vi i krystalkuglen efter konflikter, som kunne medføre anmodninger og overvejelser om fremtidig dansk deltagelse i fredsstøttende missioner, så skimtes Mellemøsten, Georgien og Sri Lanka i tågerne, men en lang række konflikter i Afrika er dominerende.   
 
Alle fredsstøttende operationer i Afrika ledes i dag af FN, og skulle der blive etableret yderligere missioner i f.eks. Burundi eller Sudan er det svært at se, at dette skulle blive uden for et FN-regi. FN giver den nødvendige politiske troværdighed og er den organisation, som besidder den bedste indsigt i lokale forhold. Dette kunne også meget vel være tilfældet i Georgien og Sri Lanka, hvorimod en større indsats i Mellemøsten må ventes at blive placeret i hænderne på en international koalition af villige lande.   
 
Et af de forhold, der taler for FN-ledelse i en række konflikter, er udnyttelse af den politiske troværdighed, som FN besidder. En ”hvid koalitions/NATO/EUhær” minder fortsat meget om en kolonimagt. Indsættelse af tredje verdens lande i rammen af regionale organisationer eller i forlængelse af bi- eller trilaterale aftaler vil ofte være en for stor økonomisk belastning for de pågældende lande. Det sås tydeligt i fm. ECOWAS’ (Economic Community of West African States) indsættelse i Sierra Leone.  Hvis FN er operatør, vil der derimod kunne ydes økonomisk refusion for deltagelsen, hvilket vil tiltrække en bredere kreds af bidragydere.  De ”ydre rammer” for dansk forsvars deltagelse i internationale operationer taler således for, at vi holder muligheden for en større FN-deltagelse åben. Al dansk indsættelse i fremtiden skal nødvendigvis være i overensstemmelse med danske interesser, have den fornødne folkelige opbakning og selvfølgelig være sikkerhedsmæssigt forsvarligt. Men det kan være svært at se, at vi undgår FNoperationer. Vort forhåbentligt kommende sikkerhedsrådsmedlemskab i 2005-2006 vil formentlig også forstærke de internationale forventninger til dansk deltagelse.  
 
Udviklingen i FN
Det kan hævdes ved læsningen af ovenstående, at vi finder, at FN nu er en gennemgribende succes, og at alle svagheder er fjernet. Det er desværre ingenlunde tilfældet. Internationale organisationer har mange svagheder, hvilket undertegnedes erfaringer fra IFOR/SFOR også viste klart! FN har f.eks store problemer i MONUC (Den Demokratiske Republik Congo), hvor situationen i øjeblikket er meget vanskelig og udsigten til mandatopfyldelse på kort sigt er ringe. Til forskel fra tidligere er sikkerhedsrådsmedlemmerne imidlertid realistiske i deres fordringer til missionen, idet de gennem besøg i området har et særdeles godt kendskab til de eksisterende vanskeligheder. Man går derfor langsomt frem, og soldaternes sikkerhed er prioriteret frem for alt andet. Så selv om der måske ikke er den store udvikling i missionen, så sker der omvendt ikke noget med soldaterne. 
 
Denne udvikling er bl.a. sket i medfør af Brahimi-rapporten. Brahimi opfordrede Generalsekretæren til at være ærlig over for Sikkerhedsrådet. Sandheden, snarere end hvad han troede Sikkerhedsrådet gerne ville høre, skulle frem. En sidegevinst har endvidere været, at FN nu kun påtager sig opgaver, hvor der ikke er andre organisationer, der har meldt sig. Man er sig mere bevidst om sine evner og begrænsninger, hvilket førte til det australske lederskab af INTERFET på Øst-Timor og den  britisk/tyrkiske ledelse af ISAF i Afghanistan. Dette var opgaver, som FN indledningsvis fandt var for vanskelige, og som der heldigvis var alternative ”udbydere” til.   
 
Brahimi opfordrede også til et tættere samarbejde mellem Sikkerhedsrådet, FNsekretariatet og de troppebidragydende lande. Sikkerhedsrådet var indledningsvis tøvende over for denne anbefaling, idet det så en overhængende fare for tab af magt i forholdet til styringen af udviklingen i et konfliktområde. De uheldige hændelser i UNAMSIL (Sierra Leone) i foråret og sommeren 2000, rykkede dog afgørende på denne holdning. Mange af problemerne skyldtes dårligt uddannede og udrustede troppebidrag – f.eks blev en bataljon taget til fange og afvæbnet af 200 oprørere – men især Indien beskyldte også Sikkerhedsrådet for at udforme mandater indeholdende helt urealistiske operative opgaver, som ikke var i tråd med kapaciteten på jorden. Som taget ud af en amerikansk feltreglement fik styrken bl.a. til opgave at: “..control the lines of communications”. Hvad betyder det i et missionsområde, som for en stor dels vedkommende består af tæt jungle? Bl.a. som konsekvens af at Sikkerhedsrådet ikke hørte på troppebidragyderne, trak Indien sit 4000 mand store kontingent. Dette rystede FN-systemet, og siden hen er der sket noget i sagen. 
 
Troppebidragydermøder med deltagelse af alle bidragydere er blevet hyppigere. Der er således etableret bedre kommunikation og samarbejde mellem Sikkerhedsrådet, FN-sekretariatet og de troppebidragydende lande. Endvidere er der som noget nyt oprettet en arbejdsgruppe under Sikkerhedsrådet, p.t. ledet af den norske Sikkerhedsråds-ambassadør, hvor Sikkerhedsrådets medlemmer sammen med de største bidragydere (enheder) diskuterer tiltag i missionerne, når der er behov for væsentlige ændringer. Det første sådanne arbejdsgruppemøde blev for nyligt afholdt i forbindelse med udarbejdelse af en exit-strategi for UNAMSIL i Sierra Leone.   Det skal også nævnes, at påstande om, at FN var utilbøjelige til at give mandater med mulighed for robuste ”Rules of Engagements” eller helst undgik tungere udrustede enheder, synes at være irrelevante. Sikkerhedsrådet bruger kapitel VII1 ”med rund hånd”2, og hvor det er nødvendigt, opererer man med kampvogne, artilleri og kamphelikoptere. Grænsen for FNs formåen vurderes at være evnen til at indsætte kampfly i koordination med landoperationer, ligesom man heller ikke kan lede joint operations i fm. med en evt. udtrækning. 
 
En anden væsentlig udvikling af FN-systemet inden for det fredsbevarende område er den kommende etablering af Strategic Deployment Stock (SDS), en udvidelse af materielreserven på  logistikbasen i Brindisi. Som basis for udregning af den nødvendige materielmængde fastlagde Generalforsamlingen dette forår, at FN skulle være i stand til materielmæssigt at støtte en traditionel operation (som UNMEE i Etiopien/Eritrea) på omkring 5000 mand inden for 30 dage og en kompleks operation på op til 10.000 mand (som UNTAET i Øst Timor) inden for 90 dage. Det er fortsat forudsætningen, at troppebidragyderne principielt skal ankomme fuldt udrustet og i stand til at forsyne sig selv. Men FN vil fra 2003 have det materielmæssige grundlag til at oprette de faciliteter, som FN umiddelbart har brug for, såsom modtagefaciliteter, herunder losse- og læsseudstyr til havne og lufthavne, materiel til hovedkvarterer, inkl. computere, kommunikationsudstyr og køretøjer.   
 
Erfaringerne for de seneste år har endvidere vist, at ikke alle lande var i stand til at stille enheder, der kan klare sig selv. Derfor var forudsætningen også, at materielreserven skulle være i stand til at bidrage med materiel inden for “selfsustainment “-kategorien til 50% af enhederne i en given operation. Det drejer sig f.eks om underbringelses- og køkkenfaciliterer samt feltbefæstningsmateriel.   Det er således skabt grundlaget for, at FN i fremtiden hurtigt kan etablere den overordnede infrastruktur for nye missioner, og at enhederne kan ankomme til en allerede fungerende modtageorganisation i missionsområdet, således at man i øget omfang og langt hurtigere kan fokusere på den operative opgave. Vi undgår endvidere de ofte meget sparsomme faciliteter, som visse tredje verdens lande opererer ud fra, og hvis tilstedeværelse i nogen grad underminerer FN’s troværdighed.  Generalforsamlingen godkendte i juni etableringen af SDS med en samlet investering på ca. 1,1 mia. kroner.   
 
Endelig skal det nævnes, at Brahimi-rapporten har medført, at Generalforsamlingen har godkendt en forstærkning på det fredsbevarende område af FN-sekretariatet på ca. 250 mand. Planlægningen er naturligvis blevet bedre og mere dækkende i takt med erfaringsopbygningen i Department of Peacekeeping Operations (DPKO) siden etableringen i 1992, men bemandingen har altid været for lav i forhold til antallet af missioner, som pt. omfatter 16 med en samlet styrke på 50.000 mand og et samlet årligt budget på ca. 20 mia. kr. Med tilførsel af en bedre bemanding har man nu kræfter til yderligere at forbedre ledelsen og støtten til de igangværende operationer og planlægge for nye operationer.  
 
Behov for mere viden om FN 
De mange forbedringer af FN-systemet nytter ikke meget, hvis landene ikke stiller veluddannede og veludrustede styrker til rådighed. Og FN får kun tildelt styrker af god kvalitet fra de udviklede lande, hvis de beslutningstagende politikere opfatter FN som en organisation, som på forsvarlig vis kan gennemføre operationerne. Tilsvarende må enhver militær chef naturligvis fraråde deltagelse i missioner, hvor man ikke har tillid til ledelsen og strukturen.   
 
For forsvarets vedkommende må rådgivningen naturligvis bero på et godt kendskab til FN og det aktuelle missionsområde, således at rådgivningen bygger på det bedst mulige grundlag. Også for politikerne er tilliden og sikkerhedsaspekter afgørende, idet fejltagelser kan få politiske konsekvenser. Dette sås senest med den hollandske regerings tilbagetræden efter fremlæggelsen af en kritisk rapport om det hollandske medansvar for at Srebrenica-massakren kunne finde sted.   Det er derfor vigtigt, at politikere og officerskorpset opdateres om udviklingen i FN, således at beslutninger om at deltage eller ikke at deltage sker på det rigtige grundlag. Informationsformidlingen bør ikke begrænse sig til FN-missionens løbende indberetninger og militærrådgiverens bredt fordelte kvartalsrapporter - som næppe læses af mange - men bør suppleres med jævnlige mundtlige orienteringer til sagsbehandlere og chefer ved højere myndigheder, undervisning på Forsvarsakademiet m.v. Vi kan i den forbindelse med glæde konstatere, at Forsvarsakademiet påtænker at udvide FN-modulet på Stabskursus fra 2 ½ dag til en uge.   
 
For politikernes vedkommende er informationsbehovet tilsvarende stort. Vi kunne forestille os, at FN-forbundet, DUPI (Dansk Udenrigspolitisk Institut) og andre lignende organisationer påtog sig en øget informationsopgave i relation til de fredsbevarende operationer. Dette skulle naturligvis suppleres med andre tiltag. F.eks kan det nævnes, at to danske folketingsdelegationer årligt i hver 3 uger under FN-generalforsamlingen befinder sig i New York for at blive orienteret og opdateret om FN’s arbejde. Det kunne overvejes at supplere eller erstatte sådanne besøg med rejser til fredsbevarende operationer, hvorved folketingspolitikerne ville få en bedre indsigt i FN forhold ”i felten” frem for i New York.           
 
Parallelt hermed må vi sikre os, at den nationale beslutningsproces baseres på opdaterede forhold i missionsområdet - herunder geografi, sygdomme, politiske grupperinger, miner oma. Derfor bør situationscentre mv. ved vore militære myndigheder opbygge og vedligeholde et godt kendskab til potentielle indsættelsesområder. 
 
Indsatsmuligheder 
Indledningsvis bør det fremhæves, at vi har fra dansk side allerede gør meget. Nok er vores deltagelse på Balkan ikke FN-operationer, men naturligvis yder vi herved et betydeligt bidrag til verdensfreden og dermed også til FNs opgaveløsning.  SHIRBRIG-initiativet taler også for sig selv. SHIRBRIG er vel modtaget af FNsystemet, og det har generelt også opnået accept fra den brede medlemskreds i FN. Med dette sættes vi i stand til at dække et af FN’s ømme punkter, nemlig evnen til hurtigt at indsætte styrker efter beslutning om etablering af en fredsstøttende operation.  Selv om vi ikke længere er i en ledende rolle, så høster Danmark fortsat anerkendelse som initiativtager og lang tids ”tovholder” på dette vigtige tiltag. Også de nordiske fredsbevarende kurser, som tilbydes i rammen af NORDCAPS (Nordic Coordinated Arrangement for Military Peace Support), er veletablerede,  professionelle, og kurserne tilbydes til et meget stort antal lande. Og endelig bør Danmarks økonomiske bidrag til FN`s fredsbevarende operationer og vores indsats for at styrke FN gennem aktiv deltagelse i ”Special Committee on Peacekeeping Operations” (C-34) i New York også fremhæves.  Mulighederne er imidlertid ikke udtømte, og man kunne med god ret fremføre, at vor øjeblikkelige lave deltagelse i FN-operationer burde have som konsekvens, at vi var aktive på de ”bløde” linier såsom doktrinudvikling, erfaringsudveksling m.v. med henblik på at støtte FN og de nye lande, som i disse år melder sig under FNfanerne.   
 
Læseren af ovenstående tænkte formentlig inde i sig selv; ”Ja, ja, der er jo andre og mere hastende opgaver end FN”. Til dette skal vi anføre, at vi da er helt bevidste om, at forsvarets ressourcer er knappe, og at man i nogen grad bliver nødt til at koncentrere sig om de forhåndenværende opgaver. Langsigtet og/eller generisk planlægning koster penge.   Men inden for de tre nedenstående kategorier, kan vi gøre meget for få penge og med en forholdsvis begrænset indsats:
• Danske bidrag til forbedring af FN procedurer m.v.
• Danske bidrag til forbedring af 3. verdens landes FN-styrker
• Forbedring af egne muligheder for at bidrage til FN-operationer    
 
Danske bidrag til forbedring af FN procedurer m.v.
Der er ingen tvivl om, at der i Danmark er opbygget en ganske omfattende viden om og erfaringer vedrørende fredsstøttende operationer. Vi bruger imidlertid hovedsageligt dette til eget, internt brug! Der er flere eksempler på dansk ”udeblivelse”. FN har således netop gennemført et seminar i Finland mhp. udformning af ”Standardised Generic Training Modules”, hvor der desværre ikke var deltagelse fra det danske forsvar. Det havde været en god lejlighed til at påvirke i ”dansk” retning og få en dansk ”profil” trods vores øjeblikkelige lave FN-deltagelse. Et andet eksempel er, at en række træningscentre fra hele kloden inden for det fredsbevarende område har etableret en uformel forening ”International Association of Peacekeeping Training Centres” hvori der bl.a. gennemføres erfaringsudveksling inden for uddannelsesområdet. Danmark har kun haft sporadisk deltagelse i møderne. Forsvaret kunne således i langt højere grad gå aktivt ind i FN og internationalt samarbejde om erfaringsudveksling, udvikling af FN manualer, doktriner m.v.   
 
En af ”forhindringerne” synes at være den danske uddannelsesstruktur. Fra dansk side har vi valgt stort set at køre uddannelsen og forberedelsen til udsendelse til fredsstøttende operationer inden for den eksisterende organisation, i stedet for som en række af vores nabo-lande at have et decideret træningscenter med ansvar herfor. Denne danske løsning har sine styrker og svagheder. En af svaghederne i forhold til FN-systemet ligger i, at der ikke findes et egentligt uddannelses-”point of contact” i det danske forsvar. Nogle gange har Hærens Logistikskole deltaget i et FN-uddannelsesseminar, andre gange en repræsentant fra Forsvarsministeriet. Ofte har vi ikke deltaget, fordi ingen i realiteten havde ansvaret, ligesom der ikke eksisterede et budget. Vores erfaringsudvikling i en større kreds end NATO og vores evne til at give konstruktive bidrag har således været af blandet kvalitet. Det kunne overvejes, at man inden for den eksisterende struktur udpegede en ansvarlig myndighed, der på forsvarets vegne skulle deltage i og være med til at udvikle FN’s uddannelsesmæssige aktiviteter. Ansvaret skulle naturligvis følges af et budget.       
 
Danske bidrag til forbedring af 3. verdens landes FN-styrker
I 1997 etableredes Southern African Development Comminuty’s (SADC) træningscenter for fredsbevarende virksomhed. I sit treårige virke gennemførtes på centeret mange kurser med deltagelse af repræsentanter fra alle de (14) SADC-lande samt mange andre afrikanske lande. En tilsvarende uddannelsesvirksomhed ville ikke have fundet sted, hvis centeret ikke havde været der, og det er vurderingen at centerets virke i betydeligt omfang har øget deltagernes professionalisme og dermed Afrikas evne til at deltage i FNs fredsbevarende operationer. Danmark bidrog fast med en rådgiver på centeret samt instruktører til visse dele af kurserne. Da hele projektet var finansieret gennem udviklingsmidler, var forsvarets omkostninger særdeles begrænsede. På grund af udviklingen i Zimbabwe, hvor centeret var placeret, måtte man i foråret imidlertid stoppe bistanden, og det er derfor sandsynligt, at centeret ikke længere virker i sin oprindelige rolle. Det var unikt, at man på denne måde kunne finansiere ”peace and security” gennem bistandsmidler, og projektet har  globalt fået megen anerkendelse. Det kunne fra den danske regerings side overvejes, hvorledes projektet kunne videreføres, eksempelvist i et andet SADC-land eller via en lokal NGO (non-governmental organization). Det kunne vel heller ikke udelukkes, at andre tilsvarende projekter kunne opdyrkes, evt. finansieret gennem andre kanaler, herunder EU. 
 
Man kunne endvidere forestille sig, at Danmark i stil med BALTBAT (den baltiske bataljon) projektet tilbød ”on the job training” for officerer, politifolk og civile fra lande, som er nye på det fredsbevarende område. Dette kunne være under uddannelsen eller sagsbehandlingen i Danmark eller som medfølgende i de missioner, som vi bidrager til.   
 
Forbedring af egne muligheder for at bidrage til FN-operationer 
Ved deltagelsen med styrker i FN-operationer er det en klar fordel, at vi har officerer, som kender FN-systemet godt - ikke mindst inden for logistikområdet. Flere år uden styrkebidrag vil hurtigt medføre tab af ekspertise, idet de militære observatør-stillinger ikke har megen logistikindhold og oftest besættes med reserveofficerer, som sjældent bidrager til forsvarets erfarings- og vidensopbygning. Vi bør derfor bevidst søge at skaffe os gode stabsstillinger i større FN-missioner og evt. i New York, ikke mindst på det operative område og logistik-området. Disse stillinger bør besættes med yngre linieofficerer, som kan indgå som nøglepunkter i senere danske styrkebidrag. 
 
I en periode uden danske styrker i FN-operationer kunne det endvidere være et værdifuldt og synligt dansk bidrag at bidrage med kvalificerede linieofficerer til vigtige stabsposter i FN-operationer. Hermed ville vi også skabe grundlaget for danske nøglestillinger i styrkehovedkvarteret i fm. eventuelt kommende dansk styrkedeltagelse i FN-operationer, og det vil give os mulighed for at tilbyde meget kvalificerede officerer i general-klassen, når de allerhøjeste FN-poster bliver ledige. Sådanne stillinger besættes typisk med officerer, som besidder en betydelig FNerfaring.  Med andre ord bør forsvaret overveje at planlægge for FN i karriereforløbet for egnede linieofficerer.  
 
Afslutning
Dansk forsvar vil også i fremtiden skulle lægge vægt på deltagelse i internationale operationer. Negative erfaringer fra UNPROFOR-dagene og forsvarets begrænsede ressourcer giver en naturlig tendens til at fokusere på de forhåndenværende opgaver, hvilket i øjeblikket er NATO-operationerne på Balkan samt deltagelsen i Afghanistan. Vi må imidlertid undgå tendensen til at  “tilpasse doktrinen til den sidste krig”. FN er en organisation i positiv udvikling, og det er sandsynligt, at vi i en ikke så fjern fremtid igen vil skulle træffe afgørelse om at sende enheder ud i FNregi. Vi bør derfor opdatere forsvarets viden og justere eventuelle negative holdninger til FN, og vi bør aktivt indgå i bestræbelserne på at styrke FN som organisation. Endvidere bør vi bidrage til at forbedre de styrker fra andre lande, som vi vil skulle løse opgaver sammen med i FN-operationer. Og endelig bør vi gennem vores placering af officerer tilsikre, at vi råder over den fornødne ekspertise næste gang, vi deployerer sammen med FN.    Lad os fælles erindre artikel 43 i FN’s Charter fra 1945, som Danmark var et af de første lande til at underskrive: ”All Members of the United Nations, in order to contribute to the maintenance of international peace and security, undertake to make available to the Security Council, on its call and in accordance with a special agreement or agreements, armed forces, assistance and facilities, including rights of passage, necessary for the purpose of maintaining international peace and security” 
 
 
 
 
Noter
1 Reference til kapitel i FN’s Charter, hvori Sikkerhedsrådet bemyndiges til under særlige omstændigheder at autorisere brug af magt.   
2 Missionerne i Sierra Leone, Den Demokratiske Republik Congo, Øst-Timor og Kosovo er alle med reference til kapitel VII.
 
 
 
PDF med orginialudgaven af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra:
PDF iconmilitaert_tidsskrift_131.aargang_nr.4_2002.pdf

Litteraturliste

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.