Fly og missiler

Som omtalt i tidsskriftets sidste nummer bringes her en behandling af problemet fly—missiler ud fra en anden synsvinkel end den af oberstløjtnant S. Brynel anvendte i to tidligere artikler (Mt. JAN 78, p. 10f og MAJ-JUN 78, p. 207f.f.). Oberstløjtnant D. E. Thestrup, Fly verstabens Inspektionssektion, vurderer i den første af de to følgende artikler validiteten af de af oberstløjtnant Brynel anvendte argumenter. I den anden artikel analyserer chefen for eskadrille 727, major M. Svejgaard Nielsen, det af oberstløjtnant Brynel foreslåede Flyvevåben 85 på baggrund af de flyvevåbnet pålagte opgaver i fredstid, i en spændingspe- riode og under krig.
 
 
I Militært tidsskrift, maj-juni nummeret 1978 har oberstløjtnant S. Brynel forsøgt at bevise, at en væsentlig ændret balance mellem fly og missiler i flyvevåbnet til gunst for missiler vil være kosteffektiv, ja endog frigøre 1500 mio. kr. til yderligere materielinvesteringer i de tre værn. Havde artiklen blot givet udtryk for specialistens tiltro til eget områdes fortræffelighed i fred og krig, så havde en korrektion næppe været nødvendig. Forfatteren går imidlertid langt videre, idet han gennemfører en række sammenligninger mellem flyvende eskadriller (FLESK) og raketeskadriller (RKESK) især inden for områderne personel, dets uddannelse, respektive stabes størrelse samt anskaffelses- og driftsudgifter. Da en række af disse sammenligninger enten er forkerte eller intet har at gøre med artiklens konklusion, finder jeg det nødvendigt nærmere at kommentere artiklen og forsøge at give læserne et mere nuanceret billede af forholdet mellem fly og missiler, end den refererede artikel gav udtryk for.
 
Artiklen indledes med en række overskriftsagtige udpluk fra diverse dagblade, der munder ud i, at forsvaret som helhed mangler penge, at det er svært at holde på flyvevåbnets piloter, og at disse koster 5 mio. kr. at uddanne pr. stk. Ud fra dette vil forfatteren så gerne se på, om de dyre fly, som piloterne skal bemande, er kosteffektive. Her erkender forfatteren, at det er et vanskeligt problem at håndtere, så i det følgende vil han nøjes med at se på den per- sonelmæssige og økonomiske faktor. Enig, men så er det ikke rigtigt senere i artiklen at postulere, at der ud fra disse faktorer er bevist noget om kosteffektivitet!
 
Personel.
Forfatteren indleder behandlingen af den personelmæssige faktor med at opstille en sammenligning mellem en FLESK og en RKESK. Han når til, at de to enheder personelmæssigt er lige store, men hævder, at FLESK overvægt i officerer »ikke er uvæsentlig, når hvervning og uddannelsesprisen tages i betragtning«. Hvorfor forfatteren tager hvervning ind i billedet er uklart, da der ikke er problemer med at få ansøgere nok til disse bemandingsposter ved FLESK. Hvad angår uddannelsesprisen skal jeg vende tilbage hertil i afsnittet om uddannelsesudgifter. Her vil jeg blot anføre, at forholdet mellem officerer i FLESK og RKESK blot afspejler, at i den flyvende eskadrille må forholdet fly/pilot mindst være 1:1, mens antal »Tactical Control Officers« i RESK ikke står i forhold til antal missiler ved ESK, men til det langt mindre antal skydende enheder ved RKESK. At vi i begge forbindelser anvender officerer og ikke værnepligtige hænger bl. a. sammen med den nødvendige uddannelses kompleksitet og varighed.
 
Mens artiklens skema 2, a, om enhedernes brug af de forskellige personelkategorier klart anfører, at det er et forhold, der beskrives, er det samme ikke tilfældet i skema 2, b, stab flyvestation overfor stab Luftværnsgruppen. Da forfatteren samtidigt uden forklaring udvider stabsbegrebet til at omfatte alt personel ved samtlige værksteder m. v. ved de anførte flyvestationer (FSN) og ved Luftværnsgruppen (LVG) lades læseren i svær tvivl om, hvad de anførte tal dækker. Hele taleksercitsen munder ud i skema 2, c, i en sammenligning mellem antal støttepersonel pr. FLESK og RKESK. Forfatteren anfører f.eks., at der anvendes 10 til 15 gange mere stampersonel til støtte for en FLESK end en RKESK. Denne sammenligning er lige så interessant som en opstilling af antal håndværkere ved Orlogsværftet beskæftiget med ubåde set i relation til antal håndværkere ved hærens kampvognsværksteder. Først når vi tager de enkelte våbensystemers militære værdi med i billedet, kan sådanne sammenligninger blive interessante. Ved at slutte dette afsnit med at se på forskelle i støttepersonel mener forfatteren at kunne konkludere »Der vil altså kunne betjenes/bemandes mange RKESK for hver FLESK«. Dette udsagn svarer til børns måde at tælle på — 1, 2, mange. Det korrekte forhold er nemlig 3,1:1.
 
At sammenligne disse to våbensystemer synes ikke rimeligt. Skal vi på markedet i 1980’erne for at skaffe erstatning for NIKE og HAWK, må vi vel have systemer, der i teknologisk forstand ikke hører hjemme i 50’erne, men i 80’erne. Vi ma derfor se på anskaffelsesudgifterne til f.eks. PATRIOT, og selv med et konservativt skøn over, hvad én skydende enhed med blot 24 missiler samt nødvendigt følgeudstyr koster, når man ikke til forfatterens konklusion: »For en FLESK vil der kunne anskaffes ca. 10 RKESK«, men nærmere at forholdet er 1:4. Endelig opererer forfatteren med anskaffelse af overflade-til overflade missileskadriller af typerne LANCE, HARPOON og CRUISE MISSILES til afløsning af bl. a. F-35 jagerbomberne. Her er igen det anførte beløb for anskaffelse af sådanne ESK tilsyneladende taget op af hatten. En CRUISE MISSILE ESK kan således ikke anskaffes for mindre end 100 mio. kr., men må sættes til 540 mio. kr. for en enhed med 24 missiler i henhold til Armed Forces Journal, maj 1978. Medmindre dansk besiddelse af strategiske våbensystemer eller spørgsmålet om atombevæbning tages op til nyvurdering, har anskaffelse af LANCE eller CRUISE MISSILES i øvrigt næppe skær af realitet over sig. HARPOON i en mobil, landbaseret version kan kun tænkes anskaffet som et supplement til bekæmpelsen af overfladefartøjer, så føres forfatterens tanker om våbensystemer igennem, må bekæmpelsen af alle bevægelige mål på land, der ligger uden for hærens artilleris rækkevidde, opgives, idet de 2 tilbageværende FLESK sikkert hurtigt vil få nok at gøre med at stoppe hullerne i det relativt set ubevægelige missilluftforsvar.
 
Uddannelsesudgifter.
Her ser forfatteren igen udelukkende på uddannelse af personel til piloter og raketoperationsofficerer. Her har forfatteren klart været uden viden om, hvad der ligger bag tallet 5 mio. kr. for en pilotuddannelse, mens han tager den rene kursusudgift for et 4 mdr. kursus i USA som dækkende for en uddannelse til raketoperationsofficerer. Da udgiften til pilotuddannelsen dækker alle aktiviteter fra hvervning over flyveskole på Avnø og i USA, reserveofficer skur sus, omskoling til operativt kampfly og endelig træning til fuldt operativt stade, vil en tilsvarende opstilling for uddannelsen til raketoperationsofficerer vise en udgift på ca. 1,25 mio. kr. Det koster altså ikke som anført 100 gange mere at uddanne officerer til FLESK end til RKESK. Det koster 4 gange mere!
 
Drifts- og lønudgifter.
Uden nærmere angivelse af, hvor de anførte tal stammer fra, konkluderer
Anskaffelsesudgifter.
Forfatteren sammenligner her anskaffelse af en F-16 ESK med en RKESK af ikke nærmere defineret art, men ud fra prisansættelsen kan man gætte på, at drejer sig om en Improved HAWK ESK. forfatteren, at »En FLESK er 16—17 gange dyrere i drift end en RKESK«. En udskrift fraEnhedsomkostningsberegningssystemer (PPB-1) DEC 1977 viser de totale driftsomkostninger (personel- og materiel) for en række en- hedstyper i flyvevåbnet. Det fremgår heraf, at driften af en F-104 ESK koster ca. det dobbelte af driften af en NIKE ESK. Inkluderer man alle støttefunktioner på FSN niveau bliver forholdet 4:1. De »16—17 gange dyrere« blev altså til 4 gange dyrere, incl. lønudgifter.
 
Flyvetid.
Forfatteren demonstrerer her sit ukendskab til den elementære sammenhæng mellem flyvevåbnets driftsudgifter og den producerede flyvetid. I det af forfatterne anførte tal på 29 mio. kr. pr. FLESK i driftsudgifter indgår selvfølgelig alle omkostninger ved produktion af motor-/steltimer og flyvning. De i artiklen anførte tal er i øvrigt ukorrekte, da det ikke er antal timer en pilot flyver, der er betingende for omkostningerne, men det antal motor-/steltimer, der medgår hertil. Det sidst anførte tal er altid væsentligt lavere på grund af udstrakt anvendelse af 2-sædede udgaver af kampflyene.
 
Analyse vedrørende raketenheder og fly til luftforsvaret.
Man skuffes svært efter at have læst forfatterens overskrift. Analysen indskrænker sig til en slet skjult insinuation, idet der refereres til en af Forsvarets Forskningstjeneste udarbejdet analyse i 1971, der skulle være faldet ud til raketluftforsvarets fordel. Det kunne jo tænkes, at denne rapport ikke har fået virkning, hverken i det militære eller politiske system på våbensystemfordelingen i flyvevåbnet på grund af, at den daværende databehandlingskapacitet ikke muliggjorde en realistisk simulation af en angribers muligheder over for et raket- eller flybaseret luftforsvar.
 
Den sporadiske henvisning til sidste Mellemøstkrig udmærker sig ved at være.forkert. Der blev ikke nedskudt 96 israelske fly af luftforsvarsmissiler, men ca. 50 og yderligere ca. 35 fly blev nedskudt af radarstyrede kanoner. Det usagte i forfatterens bemærkning ligger i de 2 ikke nærmere præciserede nedskydninger. »Nå, var det alt, hvad luftforsvarsflyene kunne præstere,« siger læseren. Kendsgerningerne: Israels modstandere indsatte i lange perioder overhovedet ikke luftforsvarsfly. På den anden side nedskød israelske fly i alt 400 arabiske fly, mens det israelske missilforsvar nedskød 3—6% heraf.
 
Artiklens konklusion.
Forfatteren slutter med at pege på en række forhold, der alle skulle pege på det nødvendige i radikale ændringer internt i flyvevåbnet fremover. Lad mig nævne ét forhold »at det vil være vanskeligt eller nærmere umuligt at hverve, uddanne og senere fastholde der fornødne antal piloter . . .«. De udtalelser, forfatteren refererer til, gælder dagens situation, hvor jeg er enig i, at det er vanskeligt at fastholde piloterne, men er forsvaret villig til at betale uddannelsesomkostningerne, kan piloterne fortsat hverves og anvendes af flyvevåbnet inden for deres 8 års kontraktperiode. Der findes imidlertid en langt billigere løsning, som er anvist i en rapport til Forsvarsministeriet. Følges anbefalingerne i denne vil flyvevåbnet fra i overmorgen have motiverede og erfarne piloter i rette antal og med den rette uddannelse. Endelig konkluderer forfatteren ud fra sin gennemgang af alene den perso- nelmæssige og økonomiske faktor, at »der vil kunne købes, bemandes, uddannes og drives et meget stort antal kosteffektive RKESK for mindre en udgiften til en FLESK (F-16) . . .«.
 
I min gennemgang af de fremførte argumenter på den personelle og økonomiske side af forholdene mellem fly og missiler finder jeg det godtgjort, at forfatteren ikke har givet et reelt billede af de faktiske forhold. Ydermere, når begrebet kosteffektive raketeskadriller optræder i konklusionen for at retfærdiggøre disse eskadrillers prioritering frem for flyudrustede eskadriller, må jeg sige fra. Intet i artiklen beviser noget om kosteffektivitet. Kun hvis våbensystemets evne til at løse nærmere definerede opgaver i fred og krig koblet med omkostninger til anskaffelse og drift havde været vurderet og sat i relation til et på fly baseret våbensystem, ville en sådan analyse have haft mening.
 
På det i artiklen foreliggende grundlag må jeg anse forslaget til flyvevåbnets styrkemålsplan 1985 som værende aldeles uden saglig baggrund. Når et nu igangsat arbejde med forsvarsplanlægningen 1981—88 er tilendebragt gennem et intensivt stabsarbejde, vil der sikkert foreligge et resultat, som også afspejler den sandhed, der ligger i følgende korte citat fra oberst H. J. Braunes artikel om moderne luftforsvar i Aerospace International JUN/JUL 1978: »Luftforsvar af et område er en sammensat aktivitet af to styrker, en jord- baseret styrke . . . og en flyvende styrke . . . De to styrker er komplet usammenlignelige på grund af deres forskellige grad af mobilitet . . . Dette leder til det umulige i at behandle flybårne og jordbaserede styrker analytisk ens, når man forsøger sig med kvantitative beregninger over det ønskede antal systemer af hver kategori. Det er næsten håbløst at substituere det ene system med det andet, og den simple sandhed er: for at have et effektivt luftforsvar behøver man dem begge«. 
 
 
 
 
PDF med orginaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
PDF icon militaert_tidskrift_107_aargang_okt.pdf
 
 

Litteraturliste

Del: