Flerværnsdoktriner - et værnsfælles synspunkt

Foto: Forsvaret.dk

Det er med et vist tvesind, at jeg har sagt ja til redaktørens venlige opfordring til at
bidrage til at afrunde den af doktrintemaet affødte debat i Militært Tidsskrift. En
debat, som i mere end et år har fanget og engageret Tidsskriftets læsere. Dels fordi
jeg finder det vanskeligt at afrunde en debat, som til tider har haft et anstrøg af
polemik, og dels fordi jeg vis på, at debatten ikke fortjener at blive lukket. Men
redaktøren ønsker formentlig også blot med afrundingen, at debatten flyttes et andet
sted, så Tidsskriftet får plads til nye temaer. Jeg synes i denne forbindelse, at
Militært Tidsskrift fortjener en cadeau for at have lagt op - og sider - til det seneste
års doktrindebat, og dermed på forbilledlig vis levet op til moderselskabets formål
om at fremme militær videnskabelighed.
Debatten har været koncentreret omkring tre punkter, nemlig om terminologi,
om doktrin for flerværnsoperationer, og ombehovet for særlige nationale doktriner.
Jeg vil berøre alle tre, når jeg i det efterfølgende kort bevæger mig en tur
igennem de centrale elementer i doktrinudvikling, og heraf søge pejlemærker for en
organisering af doktrinudviklingen i dansk forsvar. Det er hensigten, gennem en
kort diskussion af doktrinbegrebet og beskrivelse af doktrinudviklingen i NATO,
at drøfte præmisserne for dansk forsvars bidrag til flervæms doktrinudvikling.
Herefter vil jeg give mit bud på, hvilken retning dansk forsvar, på førnævnte
grundlag, bør følge.
 

Om doktrinbegrebet
Den officielle definition af doktrin, som den fremgår af NATOs ”Glossary of
Terms and Definitions”, er både kortfattet og koncis:
“Fundamental principles by which the military forces guide their actions in
support o f objectives. It is authoritative but requires judgement in application.”

Doktrin er således den overordnede ledetråd og ramme, som militære ledere
anvender som grundlag for, hvorledes militære styrker skal anvendes i bestræbelserne på at nå fastsatte mål. At sund dømmekraft er en forudsætning for succesfuld
anvendelse af hvilken som helst doktrin, bør ikke overraske; det er netop evnen til
at beherske og anvende sund dømmekraft, der gør krigsførelse til krigskunst og
derfor mere end videnskab og beregning. Men pålægget om omtanke tilsiger også,
at doktrinens grundlag af noget fundamentalt og varigt må tilpasses omstændighederne
og kun kan udfoldes inden for rammerne af en foranderlig virkelighed. Dette
dobbelte indhold af det blivende og det dynamiske er grundlæggende for
doktrinforståelsen. Endelig er det værd at lægge mærke til, at doktrinbegrebet har
gyldighed på alle niveauer, fra det strategiske til det taktiske.
For en nærmere drøftelse vedrørende doktrinu dvikling er spørgsmålet om, hvad
der skaber doktrinen, og hvilke faktorer, der påvirker den, centralt.
Vore historiske erfaringer vil til enhver tid spille en væsentlig rolle. Disse
erfaringer høstes gennem en nøgtern analyse og fortolkning af de historiske
begivenheder, der kan tydeliggøre disses betydning for den tid og virkelighed,
doktrinen skal anvendes i. Hermed er det givet, at med mindre historiske begivenheder
sættes i et kontemporært perspektiv, da forbliver de historie, og ikke doktringrundlag.
Det historiske perspektiv gælder også doktrinerne selv, og de udvikles i
en stadig dialog med deres egen fortid.
Den virkelighed, som doktrinen skal anvendes z, opstiller betingelser og
muligheder. Mulighederne kan være af materielteknisk art, hvor nye opfindelser kan
bane veje for nytænkning og tillige nye doktrinære principper for, hvorledes vi
bedst anvender vore styrker for at opnå det fastsatte mål. Eksemplerne herpå er
mangfoldige: Maskingeværet, stempelmotoren, kampvognen, undervandsbåden,
søminen, flyvemaskinen, det styrede missil, atomvåben, og, senest, informationsteknologi,
etc., etc.
Over for de militære muligheder ses de betingelser, som den omgivende,
samfundsskabte virkelighed stiller for vor doktrin. Eksempelvis kan det argumenteres,
at CNN-effekten, dvs.det forhold, at hele eller dele af en krigshandling eller
operation er tilgængelig for verdensoffentligheden i næsten ’real-time’, har affødt
et uudtalt krav om en doktrin, som lader os gennemføre militære operationer som
udvidede politiaktioner og næsten kirurgisk sterile. Planlægning af militære
operationer vil således i dag have udformning afbl. a. presse- og informationspolitik
placeret prioritetsmæssigt anderledes i planlægningsfasen, end tilfældet var for år
tilbage. Et andet eksempel er Ottawa-konventionen mod anti-personelminer, hvor
et politisk bestemt fravalg af en særlig våbentype kræver tilpasning af hidtidige
doktriner.
Man kan også pege på den nu godt 12 år gamle Goldwater-Nichols Act, hvor
et lovindgreb i realiteten startede den amerikanske “joint” bølge, der siden har
spredt sig til andre lande og også vundet indpas i NATO. Analyse og tolkning af en
række amerikanske militære operationer pegede på, at der gennem større samordning
og koordination mellem værnene kunne opnås effektiviseringer ogbesparelser
i såvel menneskeliv som penge.
Doktrin udvikles under indflydelse af historiske erfaringer, teknologiske
muligheder samt perceptioner af virkeligheden, herunder moral og normbegreber.
Doktrinudvikling kan på dette grundlag ikke undgå at være en kompleks og
kompliceret affære. Netop derfor bør doktrindiskussioner fortsætte.
I relation til den igangværende doktrindebat kan vi videre konkludere, at dansk
forsvar har behov for fortsat at kunne fostre officerer med potentiale for doktrinudvikling,
hvilket forudsætter, at undervisning i krigshistorie samt analyse og
fortolkning heraf, fortsat tildeles en central placering i vort uddannelsessystem og
-pensum.
 

Om doktrinudvikling i NATO og i Danmark
Dansk medlemskab af NATO-alliancen er et centralt og ufravigeligt grundelement
i den danske sikkerhedspolitik. Det er på dette grundlag, at forsvaret af Danmark
bygger, og det er ligeledes med afsæt i dette forhold, at dansk deltagelse i
internationale operationer bygger. Dette fremgår bl.a. af Forsvarskoncepten, der
som bekendt bygger på Lov om forsvarets formål og opgaver, og som udgør det
generelle og overordnede militære grundlag for dansk forsvars opgaveløsning.
Forsvarskoncepten udtrykker videre, at dansk forsvar såvel i den regionale som
globale rolle skal kunne tilgodese de krav, som stilles til internationalt samarbejde
med såvel NATO allierede som andre allierede. Kort kan det siges, at Forsvarskoncepten
udtrykker hvilke opgaver, forsvaret skal løse, hvorimod doktrinen beskriver,
hvordan dette skal gøres.
Det må derfor være et ufravigeligt krav, at danske bidrag til udviklingen af
doktriner, flerværns som værnsspecifikke, knyttes til det internationale samarbejde.
Samarbejdet i NATO regi bør derfor også være fokus for vore doktrinære
overvejelser.
Ser vi derfor et øjeblik på den formelle doktrinudvikling i NATO, står
godkendelsen og ratifikationen af Allied Joint Operations Doctrine, populært kaldet
AJP-01, som den seneste centrale nyskabelse.
Med dette dokument som "CAPSTONE" har NATO lagt grunden til en
gennemgribende udvikling henholdsvis konvertering af NATO publikationer fra de
tidligere så velkendte Allied Tactical Procedures (ATP) til Joint Publications. En
udviklingsproces, som dansk forsvar naturligvis også må deltage konstruktivt og
kvalitativt i.
Det hidtil kendte ATP publikationskompleks er, kort fortalt, i hovedsagen
udviklet og løbende vedligeholdt i NATO regi igennem Military Agency of
Standardization (MAS). MAS har igennem sine værnsvise kommissioner (" Single
Service Boards") koordineret dette arbejde, der igen har tilsikret, at det egentlige
arbejde er blevet udført i dertil nedsatte arbejdsgrupper. Dansk deltagelse i denne
proces har således fundet sted igennem repræsentation i disse fora.
Det er i NATO hensigten, at der under det nævnte "capstone"-dokument AJP-
01 skal udarbejdes et sammenhængende kompleks af indbyrdes forbundne NATO
publikationer (benævnt "Hierarchy of Allied Joint Publications"), der samlet
dækker alle forhold med relation til flerværnsoperationer. Således forudses det, at
der inden for samtlige funktionelle områder eller søjler, dvs. "Intelligence",
"Operations", "Logistics", ”CIMIC” etc., skal udarbejdes detaljerede publikationer
samlet under hver sit overordnede søjle-dokument (benævnt "KEYSTONES").
Til at koordinere varetagelsen af disse opgaver er der under MAS oprettet en
flerværnskommission ("Joint Service Board"). Flervæmskommissionen varetager
i lighed med de værnsspecifikke kommissioner bl.a. koordinationsopgaver i relation
til de værnsvise kommissioner, herunder oprettelse og sammensætning af
arbejdsgrupper, udstedelse af opgaver og direktiver, etc..
Under flervæmskommissionen forefindes p.t. alene én arbejdsgruppe, nemlig
Allied Joint Operations Doctrine Working Group (AJOD WG). Denne arbejdsgruppe
varetager opgaver i relation til det overordnede doktrindokument, AJP-01, og
tilser identifikation af behov for AJP'er i det underliggende doktrinhierarki.
Som det tegner sig for øjeblikket, er det i MAS hensigten at lade opgaverne i
forbindelse med udvikling af de omtalte "keystones", benævnt AJP-1 til AJP-9, løse
i regi af og under ledelse af de værnsvise kommissioner og lignende områdespecifikke
NATO fora (eks.vis Efterretningstjeneste og Logistik). Den ansvarlige
kommission vil herefter til formålet udpege en såkaldte “Kustode”, dvs. en nation,
som udpeges til at påtage sig koordinations- og redaktørarbejdet på en given
publikation. Denne nation får samtidig direkte koordinationsbemyndigelse til alle
de bidragydende nationer på vegne af den pågældende NATO arbejdsgmppe.
Af betydning for debatten om doktrinudvikling er det, at dette princip medfører,
at indflydelse på doktrinudviklingen i stor udstrækning i praksis bliver direkte
afhængig af de deltagende nationers evne og vilje til at deltage i dette arbejde.
Samtidig betyder det, at hovedindflydelsen de facto bliver placeret ved den
deltagende myndighed. Set med danske øjne forventes dette umiddelbart at få som
konsekvens, at der i fremtiden vil opstå et øget pres fra de værnsvise kommissioner
for at få dette arbejde gennemført og koordineret på plads med nationerne.
Der er derfor behov for at tilsikre, at den udpegede myndighed, eksempelvis en
operativ kommando, repræsenterer dansk forsvar bredt.
Der må ikke herske tvivl om, at værnene er ansvarlige for doktrinudvikling
inden for eget ressort. Det fremgår af direktivet for de respektive kommandochefer,
og det er der ingen gmnd til at lave om på. Udarbejdelse af Joint Publikations
under Keystone niveauet vil derfor, som tilfældet var med ATP’erne, fortsat
overvejende være et værnsspecifikt anliggende.
Forsvarskommandoen er ansvarlig for det flervæms område. Dette område har
hidtil været varetaget i tæt samarbejde med Forsvarsakademiet, der på glimrende
vis har løst den flerværns opgave i forbindelse med udviklingen af AJP-01.
Behovet er derfor til stede nu for at overveje, præcis som MAS har gjort det i
NATO, hvorledes vi i dansk forsvar tilsikrer, at danske synspunkter vedrørende
fremtidig NATO doktrin formuleres, fremføres og forsvares kvalitativt i relevante
fora, hvilket ikke mindst er vigtigt i en forandringstid, hvor Alliancens opgavekompleks
vokser, og hvor det nye doktrinhierarki udvikles.
 

Om præmisser for flerværns doktrinudvikling
Som udgangspunkt har den flerværns doktrintanke primært sin berettigelse i det
omfang, at der igennem større og tættere koordination mellem de enkelte deltagende
værn i alle faser af en militær operation kan opnås en bedre udnyttelse af de enkelte
værns bidrag i forhold til operationens slutmål med det resultat, at den samlede
indsats vil kunne overstige summen af de enkelte bidrag.
Arbejdet med til stadighed at forfine og formalisere denne koordinationsproces
bør derfor være såvel hovedformål som ledetråd bag udarbejdelse af overordnede
retningslinier og procedurer for værnenes operative samvirke. Disse retningslinier
og procedurer betegner samlet, hvad vi på engelsk har lært at kende som Joint
Operations Doctrine, og hvad vi på dansk har valgt at benævne doktrin for flerværnsoperationer.
Hermed udtrykkes nemlig det faktum, at flerværnsoperationer
omfatter mere og andet end blot det, værnene er fælles om, eller med andre ord, at
det netop er fordi hvert enkelt værn besidder og kan bidrage med en unik
kapabilitet, at et samarbejde mellem dem er attraktivt.
Planlægning og gennemførelse af flerværnsoperationer tager sit udgangspunkt
i det enkelte værns evne til og muligheder for at bidrage til at nå det formulerede
slutmål og dermed ikke alene i det enkelte værns muligheder for at bekæmpe en
eventuel modstanders tilsvarende værn.
Hermed understreges og forstærkes den indbyrdes afhængighed, der eksisterer
mellem værnene, hvor succesfuld opgaveløsning i det enkelte værn ofte vil kunne
ses at være forudsætningsskabende for de andre værns muligheder for at gennemføre
nødvendige operationer.
Eksempelvis vil etablering af luftherredømme/luftoverlegenhed primært være
et anliggende for enheder af flyvevåbnet, men samtidig vil søværnets og hærens
muligheder for at optimere egne operationer i stor udstrækning være påvirket af den
grad af handlefrihed, som luftherredømme i tid og rum vil kunne give dem.
På lignende vis vil etablering af søherredømme/” sea control” primært være en
opgave for enheder af søværnet, der eksempelvis i kystnære områder vil være
forudsætningsskabende for hærens muligheder for at operere frit på kysten og
dermed optimere sin opgaveløsning, ligesom det kan være afgørende for muligheden
for at deployere og understøtte styrker fernere fra den hjemlige struktur.
Sikring og beskyttelse af strategisk vigtige landområder, herunder eksempelvis
kampanlæg og central infrastruktur, vil primært være en opgave pålagt enheder af
hæren, men vil samtidig være en forudsætning for, at enheder af søværnet og
flyvevåbnet har frihed i tid og rum til at gennemføre sine operationer.Gennemgående for effektiv opgaveløsning, såvel i værnsregi som i flerværnsramme,
står derfor evnen til at gennemføre tæt og gnidningsfri koordination mellem
de enkelte værn.
Planlægning og gennemførelse af flerværnsoperationer gennemføres i konsekvens
af ovenstående i tæt samarbejde mellem repræsentanter fra de enkelte værn,
der med udgangspunkt i detaljeret viden om eget værns operative miljø, kapaciteter
og muligheder, under een chef og ledelse, udarbejder en koordineret plan for
opgavens løsning. Denne plan, der afstemmer de enkelte værns muligheder for at
bidrage til slutmålet under hensyntagen til de overordnede retningslinier, der er
givet for operationens gennemførelse, er herefter grundlaget for værnsvise
operationer.
Evnen til at planlægge og gennemføre flerværnsoperationer stiller krav om
kapacitet og evne til flervæms føring og ledelse i tilslutning til de værnsvise
kapaciteter. På dette område har dansk forsvar en komparativ fordel da vi, i
modsætning til mange af vore allierede, siden oprettelsen af Enhedskommandoen
i 1961 har rådet over centrale dele af disse kapaciteter. Danmark har således, i kraft
af Enhedskommandoen og foranlediget af de særlige danske geografiske karakteristika,
lang erfaring med planlægning og samvirke i flervæmsregi.
Den fornyede fokusering på evnen til at operere i flerværnsramme, er således
kun delvis ny for det danske forsvar, og opleves primært som en øget fokusering på
de enkelte værns og enheders evne til at samarbejde på tværs af værnene,
eksempelvis på førings- og kommunikationsområdet, samt en udvidet udnyttelse af
denne evne til gennemførelse af flerværnsoperationer til løsning af internationale
opgaver, dvs. uden for den egentlige forsvarsopgave i relation til forsvaret af
Danmark.
Centralt for evnen til at operere i flerværnsramme er det, at de enkelte værn til
stadighedvedligeholderogudbyggerdenværnsviseprofessionalisme, sagkundskab
og færdighed, uden hvilken det ikke vil være muligt at bidrage til og gennemføre
operationer i flervæmsregi.
Det er endvidere af central betydning, at dansk forsvar fortsat er i stand til at
bidrage værnsvis til internationale operationer under varierende ledelse. Således vil
enheder af alle værn situationsafhængigt skulle kunne indgå i og samarbejde med
enheder af andre nationers respektive værn for herefter i samlet regi evt. at optræde
under international flerværnsledelse. Eksempelvis kan danske hærenheder blive
stillet under kommando af en allieret korpsledelse (eks. ACE Rapid Reaction
Corps), og enheder af søværnet kan deltage i multinationale maritime styrker (eks.
STANAVFORLANT), mens enheder af flyvevåbnet kan deltage i internationale
luftoperationer, som det sker i skrivende stund under Operation Allied Force
omkring Kosovo.
Af ovennævnte følger, at de enkelte værn, for at kunne bidrage værdifuldt til
flerværnsoperationer, må besidde en høj grad af ekspertise inden for eget værn
såvel kendskabsmæssigt og planlægningsmæssigt som kapacitetsmæssigt. Således
også doktrinært.
Der er altså en snæver sammenhæng mellem overordnet flerværnsdoktrin og
doktrin for de enkelte værn. Som udtrykt i indledningen er AJP-01 autoritativ i sit
sigte, hvilket betyder, at de heri udtrykte principper må følges i alle underliggende
dokumenter.
Videre følger, at eventuelle nationale og internationale doktriner i deres
grundsubstans ikke kan være afvigende, hverken i relation til AJP-01 eller
indbyrdes. Substansforskelle ville ganske simpelt underminere det flerværns sigte,
stille sig i vejen for samvirke og desuden indeholde muligheder for fejl og
fejltagelser, der i påkommende tilfælde kan visse sig kampafgørende.
Sammenfattende synes præmisserne for dansk forsvars deltagelse i doktrinudvikling
at tage udgangspunkt i en erkendelse af, at vi operativt indgår i et
internationalt samarbejde som en integreret del af NATO, hvor danske styrker helt
eller delvist indsættes som del af en større styrkesammenhæng og i tæt samarbejde
med vore allierede, i NATO eller anden international sammenhæng. Studie af og
bidrag til flerværnsdoktrin udvikling må videre tage sit udgangspunkt i et
dybtliggende og indgående doktrinært kendskab til eget værn kombineret med
gensidig respekt og modtagelighed for samt vilje til at forstå andre værns doktriner.
Der vil derfor være behov for at inddrage ekspertise fra alle værn i et tæt
samarbejde i tilknytning til arbejdet med keystone dokumenterne. Kun herigennem
kan vi fastholde et bredt og nuanceret flerværnsbillede, som kan formuleres og
fremføres i relevante fora i NATO.
Tager vi udgangspunkt i Tidsskriftets debat om behov for doktrinudvikling i
Danmark, har der været flere forslag fremme til, hvorledes vi kan gøre vore
meninger gældende. Det har været fremført, at dansk forsvar, for at kunne begå sig
og formulere sammenhængende ideer i NATO regi, har behov for at udvikle en
national doktrin parallelt med NATO doktrinerne.
Argumenterne for en sådan national doktrinudvikling har bl.a. været, at der er
behov for at supplere NATO doktrinen, der i kraft af sit iboende krav om at
udtrykke konsensus, og dermed den mindste fællesnævner blandt 16 nationer,
nødvendigvis på sine områder må repræsentere et overordnet kompromis. Der er
derfor argumenteret for et behov for at supplere med et nationalt doktringrundlag
for at udfylde ’’hullerne”.
Herimod har bl.a. været fremført, at udviklingen af dansk doktrin vil indeholde
fare for, at der kan opstå tvivl om, hvad der er gældende på et givet tidspunkt, med
den iboende risiko for fatale fejltagelser.
Der er efter min mening ingen tvivl om, at NATO doktrinerne er gældende for
dansk forsvar. Om det i tilslutning hertil er nødvendigt først at formulere sig på
dansk for at kunne formulere sig i NATO, vil jeg dog gerne stille spørgsmålstegn
ved. Et nærliggende spørgsmål vedrørende ressourceallokering kan ikke undgå at
melde sig, og jeg tror egentlig, at dansk forsvar i arbejdet med keystone dokumenterne
kan få rigeligt at se til.
Lad mig derfor som afrunding fremsætte nogle ideer til, hvorledes vi kan
fokusere vore kræfter for at gøre os maksimalt gældende i den forestående proces.
 

Om doktrinudvikling i forsvaret
Indledningsvis nævnte jeg doktrinområdets fundamentale behov for at udvikle en
intellektuel base blandt officererne, der evner at engagere sig i den internationale
doktrinære debat. Her spiller såvel værnene som Forsvarsakademiet en central rolle.
Værnene må fastholde området som prioriteret, herunder på respektive skoler, og
Forsvarsakademiet må fastholde en opdateret uddannelsesmæssig ekspertise på
området. At dømme efter det engagement, som den igangværende debatvedrørende
doktrin har været udtryk for, er jeg overbevist om, at kredsen af danske officerer,
der forstår og evner at diskutere doktriner, sikkert og støt er blevet større. Doktrin
er ikke længere noget, der er forbeholdt en snæver kreds af sagsbehandlere og
entusiaster, der i kraft af hverv eller særlig interesse beskæftiger sig med doktrinudvikling.
Det er således min opfattelse, at der i dag er bred basis for, at Danmark
både nu og i fremtiden for alvor kan være med til at præge udviklingen på
doktrinområdet. Blot må vi tilse, at denne base fastholdes.
En model, der kan fungere samlende på de i nærværende artikel formulerede
krav til dansk forsvars kvalitative og koordinerede deltagelse i doktrinudvikling i
NATO, kan være at forme et flervæmsforum for drøftelse af flerværns doktrinære
anliggender. Som det er fremgået ovenfor vil såvel de operative kommandoer som
Forsvarskommandoen og Forsvarsakademiet være selvskrevne medlemmer og
bidragydere. Drøftelse af særlige specialer, f.eks. efterretning, vil kunne stille krav
om bredere sammensætning, evt. på ad hoc basis.
Forudsætningen for et øget engagement på området er en vilje til hos værnene
til at fokusere og prioritere i overensstemmelse hermed, hvilket primært vil sige, at
allokere de ressourcer til opgaven, som det enkelte værn finder nødvendigt. Det kan
tillige betyde, at de operative kommandoer og udvalgte skoler, - i større omfang end
tilfældet er nu -, bliver direkte medinddraget i det doktrinære arbejde, evt. under
central ledelse.
En anden mulighed, der fint kunne lade sig kombinere med et doktrinært forum,
kunne være oprettelse af et ansvarligt flerværnselement i forsvaret, der på værnenes
vegne kunne forestå koordination og udarbejdelse af bidrag til NATO doktrinudvikling.
Placering af et sådant element kunne passende være et anliggende for et
doktrinforum.
I denne proces vil det være afgørende, at vi evner og stræber efter at kombinere
og fastholde det identificerede behov for engageret værnsspecifik deltagelse i
doktrinudviklingen med det formelle ansvar, der rettelig er placeret henholdsvis ved
Forsvarskommandoen og værnene. Der vil endvidere være behov for, at Forsvarsakademiet
fastholder sit doktrinære engagement, primært af uddannelsesmæssige
hensyn.
Jeg ser første trin i denne proces at være en åben drøftelse af, hvilket
ambitionsniveau vi skal søge at tilfredsstille. Skal vi være meningsdannende og i
stand til at sætte agendaen kræves et ikke ubetydeligt engagement fra såvel
Forsvarskommandoen som fra værnene og Forsvarsakademiet.
Afklaring af dette spørgsmål vil skulle finde sted igennem drøftelser mellem
FKO, de operative kommandoer og relevante uddannelsesinstitutioner, og om end
dette arbejder ligger foran os, er det min opfattelse, at debatten i Tidsskriftet
allerede har indtaget sin plads som et vigtigt formende element i processen.
 

Afslutning
Uanset valg af model er det min overbevisning, at Danmark fortsat skal være i stand
til at bidrage intellektuelt og kvalitativt til doktrinarbejde i internationalt regi.
Der er ikke tvivl om, at en forudsætning for at kunne bidrage konstruktivt til
nogen som helst form for doktrinudvikling er, at forsvaret råder over officerer, der
er uddannet og skolet i at tænke i doktrinære baner og som ydermere pålægges at
gennemføre en sådan virksomhed som et integreret del af deres funktion. Der må
altså, afstemt efter vort ambitionsniveau, afses ressourcer til området, hvor dette
ikke allerede er tilfældet.
Jeg tror, at vi gennem en stadig dialog, inden for som uden for et formaliseret
samarbejde mellem Forsvarskommandoen, værnene og Forsvarsakademiet, kan give
det flerværns område et kollektivt løft, som vil tillade os at vokse i flok, og som alle
vil kunne have glæde af.
En afrunding af doktrindebatten er derfor næppe betimelig. Om redaktøren så
ønsker, at debatten bør finde sted i andet regi end i Tidsskriftet, er en anden sag.
 

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidskrift_127_aargang_nov.pdf

Litteraturliste

Del: