Flåden i Rigsråd Billes fodspor – fordi det giver mening

Flåden – de første 500 år
Store ord, men sandt er det, at flåden i lange perioder af Kongerigets historie har haft en afgørende betydning for rigets eksistens. Ligeså sandt er det – også i dag – at Danmarks velfærd og vækst afhænger af friheden til at bruge havet som transportvej. Derfor spiller flåden en vigtig - ja uomgængelig – rolle i dansk udenrigs- og sikkerheds­politik. Og derfor vil søværnets mission: ”Søværnet sikrer Danmarks interesser fra havet – med magt om nødvendigt” fortsat være gældende.

Foto: Forsvaret.dk

Stort er det også, at flåden i år fylder 500 år. Danskerne har naturligvis givet sig af med flådeaktiviteter lige siden oldtiden, og vi behøver blot at tænke på vikingetiden som et godt eksempel på dansk flådeaktivitet, der strækker sig længere tilbage end 500 år. Men det var kong Hans, der i 1510 gjorde flåden til en statslig institution med en dertil hørende stående styrke, fastere organisation og overordnet chef. Derfor regnes 1510 som året, hvor den danske flåde reelt blev grundlagt.

Flåden har haft overordentlig stor betydning for Danmark og gjorde os igennem århun­dre­der til en europæisk magtfaktor. Især Kong Christian den Fjerde indså, hvilke muligheder en stor og stærk flåde kunne tilføre kongens magt, og under hans styre nød flåden en formi­­dabel opblomstring. Ud over Danmarks forsvar og de mange søslag mod den evinde­lige arvefjende, Sverige, deltog flådens skibe i ekspedi­tio­ner til endnu ukendte egne, hvor kolonier blev anlagt, og de netop stiftede handels­kompagnier fik brug for flådens beskyttelse, når de dyrebare laster med krydderier og andre eksotiske varer skulle fragtes sikkert hjem fra Kina og Østindien gennem farefyldte farvande.

Flåden spillede bestandigt en afgørende rolle – såvel ude i den store verden som hjemme, hvor landets geografiske beliggenhed også betød, at vi var porten til Østersøen. I land blev tillige gennemført store anlægsarbejder, og Holmen kom til at udgøre en betragtelig del at Københavns økonomi. Med driften af værft og tilhørende værksteder opbyggedes en stor faglig viden og kunnen, og skibenes mange og store besætninger blev rutinerede og søvante. Der blev etableret formaliseret uddannelse af søofficererne, og støttefunktioner som søopmåling, fyr- og vagervæsen mv. blev indstiftet for at bidrage til flådens – og koffardiens – sikre navigation.

Det var derfor intet mindre end en national katastrofe, der ramte landet, da englænderne i september 1807 ranede den del af flåden, der kunne flyde, mens resten blev ødelagt. Fra den ene dag til den anden ændrede det danske kongerige status fra en europæisk magt til en småstat uden indflydelse og respekt.

Men vi er dog i dag stadig en stormagt – set ud fra et maritimt perspektiv. Danmark er på verdensbasis en fremtrædende maritim nation med verdensomspændende interesser. Omkring 90 procent af alt gods i verden transporteres på havet, heraf en meget betydelig del på dansk ejet eller dansk flaget køl, og forsyningslinjerne til Europa og Danmark ad søvejen er vitale for opretholdelsen af velfærden og en velfungerende dagligdag for alle danskere.

Netop derfor er flådens virke fortsat vitalt. Og netop derfor er det vigtigt for Danmark at have en flåde, der kan varetage Danmarks interesser fra havet – fra de koldeste, isfyldte farvande i nord til de varme og travle farvande i syd.

Flåden i dag
Flåden underkastes i den kommende tid store omvæltninger, hvor forskydningen fra et større antal mindre enheder til et mindre antal større enheder nærmest fuldbyrdes. Udfasningen af alle enhederne i FLYVEFISKEN-klassen i såvel kamp- som minerydnings­rollerne er selvsagt et markant indgreb i søværnets struktur, men den økonomiske situa­tion og herunder ikke mindst de voldsomme udgifter, som forsvaret påføres i forbin­delse med indsatsen i Afghanistan, har betydet, at operative kapaciteter har måttet fravælges. Hermed rokkes ved fundamentet for vores særlige ekspertise inden for kystnære operationer og minerydning, som er på et højt internationalt niveau. Det bliver en central udfordring at fastholde vores høje professionalisme på disse to områder, og specifikt på minerydningsområdet bliver det afgørende at fastholde kompetencen og opbygge det modu­lære, containeriserede MCM system, som skal sikre en forsvarlig og meningsfyldt evne til at afsøge og rydde begrænsede havområder for eventuelle miner.

Fokus vil herudover i høj grad være på indfasningen af fregatterne med henblik på at kunne bidrage effektivt i hele opgavespektret. Der forestår en stor opgave, herunder med den tekniske klargøring, omstillingen af søværnet og ikke mindst med uddannelsen og træningen af besætningerne. Den første fregat, IVER HUITFELDT, afleveres om kort tid fra Odense Staalskibsværft A/S og forventes overdraget til søværnet i efteråret 2011, mens PETER WILLEMOES og NIELS JUEL følger i 2012 og 2013. Alle tre fregatter forventes operative i 2014, og det er håbet, at den tredje fregatbesætning, som af økonomiske grunde har måttet udskydes, så kan opstilles.

Fregatterne vil udgøre et betydeligt kamppotentiale og vil – sammen med støtteskibene ABSALON og ESBERN SNARE – være vores vigtigste internationale instrumenter. Fregatterne og støtteskibenes egenskaber og karakteristika gør dem til særdeles effektive platforme, og de rummer samtidigt en fleksibilitet, som også sætter dem i stand til at møde de udfordringer, vi ikke p.t. kan forudse.

Helikopterprojektet er ligeledes af største vigtighed, idet LYNX på en række områder er teknisk og operativt forældet og med alderen er blevet vanskelig at holde i tilfredsstillende drift. Skibsbaserede helikoptere er helt afgørende for, at søværnet kan løse sine opgaver effektivt og sikkert, herunder i de nordatlantiske områder samt i internationale ope­rationer. Anskaffelsen af en ny maritim helikopter­kapacitet tager udgangs­punkt i ønsket om en stan­­dardiseret helikoptertype, dvs. en maritim helikopter i produktion eller på vej i produk­tion til et andet NATO land med et minimum af særlige danske modifi­kationer. Det er håbet, at typevalg og endeligt antal kan fastlægges inden for en overskuelig fremtid.

De fire inspektionsskibe af THETIS-klassen, de to inspektionsfartøjer af KNUD RASMUSSEN-klassen og den tilbage­værende inspektionskutter af AGDLEK-klassen, TULUGAQ, vil fortsat primært løfte opgaverne i de vidtstrakte nordatlantiske områder. TULUGAQ forventes afløst af et tredje inspektionsfartøj omkring 2017 med henblik på at kunne fastholde den operative opgave­løsning. Hvad der herefter skal ske vil afhænge af udviklingen i det arktiske område og i forsvarets opgaveløsning, herunder behovet for eventuel øget tilstedeværelse og for at forskyde THETIS-klassens opgaveløsning nord­over.

I danske farvande vil DIANA-klassen udgøre rygraden i den søbaserede farvands­over­vågning. DIANA-klassens fartegenskaber har – sammenholdt med øget automa­tise­ring, etablering af kystradarer og samkøring af data fra forskellige overvågningskilder – mulig­gjort en ændret operations­profil og en reduktion fra fire til tre maritime indsatsenheder. I relation til andre opgaver i danske farvande er det besluttet, at isbryderne nedlægges, idet det fremtidige behov er under afklaring, ligesom det i løbet af det næste års tid skal under­søges, om havmiljø­opgaven kan konkurrence­udsættes.

Søværnet vil alt i alt blive målrettet til den sikkerhedspolitiske situation og de opgaver, politikerne ønsker, vi skal løse, hvad enten det er suverænitetshævdelse i Arktis, farvandsovervågning i danske farvande eller maritime sikkerhedsoperationer i Det Indiske Ocean. Den sejlende struktur hviler på to søjler, den nationale og internationale, men det er vigtigt at pointere, at indsatsen kan forskydes mellem søjlerne. Enheder, der normalt er beskæftiget med nationale opgaver, kan efter situationen også anvendes i den inter­nationale opgaveløsning og omvendt. Denne evne sikres primært ved personellets generelle træning og forståelse for det samlede opgavekompleks.

Søværnets opgaver
Søværnets opgaver vil fremover være koncentreret om overvågning, suveræ­nitets­­­­hævdelse og myndighedsopgaver af permanent karakter i det nationale område sideløbende med længere­varende bidrag til internationale operationer.

Internationale operationer med henblik på at bidrage til fred og stabilitet i verden vil frem­deles have stor fokus. Søværnets evne til løsning af internationale opgaver skal udvikles, så kapaciteten til at opretholde udsendte sømilitære styrkebidrag sikres, og opgaverne kan løses professionelt. Enhe­der­ne bør i princippet kunne indsættes globalt, idet evnen til operationer i navnlig det kystnære miljø absolut må fastholdes, hvilket stiller særlige krav til personellets uddannelse og ikke mindst træning. Søværnet må herunder fastholde evnen til at kunne lede kystnære operationer på Task Group niveau.

Søværnets operative kapaciteter og bagvedliggende strukturer bør derfor være tilstræk­keligt robuste og udholdende til at understøtte og opretholde et længerevarende inter­nationalt engagement. Herudover bør vi besidde evnen til at udsende flere eller større bidrag i kortere tid, samt evnen til at udsende styrkebidrag med kort varsel i forbin­delse med blandt andet krisestyring, humanitære katastrofer, evakueringsoperationer mv.

Opgaverne vil kunne dække hele spekteret fra tilstedeværelse i udvalgte områ­der, humanitær indsats, mari­tim kapacitetsopbygning, overvågning, søtransport, maritime sikkerheds­operationer, krisestyring, embargooperationer til egentlige kampop­ga­ver. Vi skal herunder kunne deltage i vanskelige og intensive operationer i områder med et højt trusselsniveau og være indstillet på at blive konfronteret med såvel traditionelle som mere asymmetriske virkemidler. Opgaverne skal kunne løses ligeværdigt og effektivt, hvad enten kapaciteterne er indsat i rammen af NATO, FN eller i en koalition, hvilket fordrer en høj grad af interoperabilitet.

Blandt de vigtige opgaver på kortere sigt forventes at være maritime sikkerheds­opera­tio­ner, herunder anti-pirateri, samt kapacitets­opbygning, hvor søværnet kan bidrage med sin ekspertise inden for løsning af bl.a. kystvagts- og sikkerhedsopgaver i lande med et sikkerhedsrelateret maritimt udviklingsbehov, således at disse på sigt selv kan varetage opgaverne og ansvaret.

Danmark er en af verdens største søfartsnationer, og verdensøkonomien er afhængig af en stadig og uhindret transport af råvarer og forarbejdede produkter ad søvejen. Dette forhold perspektiverer, at maritim sikkerhed er et fokusområde for Danmark, og at søværnet har en vigtig opgave i relation hertil.

Søværnet arbejder fokuseret på udvikling af særlige kapaciteter, der kan medbringes på skibene, herunder Special Maritim Indsatsenhed (SMI), der sammensættes af specialister med særlige kompetencer til opgaven, eksempelvis specialstyrker, sprængstofeksperter og militærpoliti fra Søværnets Frømandskorps, eventuelt suppleret med tolk, læge eller andre fagspecialister. Senest har fokus været rettet mod håndteringen af bevæbnede pirater i indsatsen mod pirateri i området ud for Afrikas Horn..

Længerevarende deployering til mulige operationsområder vil øge muligheden for, at enheder kan indsættes rettidigt i forbindelse med pludseligt opståede situationer, kriser og konflikter, herunder ved behov for støtte til katastroferamte områder, evakuering af danske statsborgere mv. Det vil medvirke til at sikre et tidsmæssigt og geografisk relevant indsats­beredskab.

Der må ligeledes tilstræbes en øget togtbaseret tilgang, hvor skibes aktiviteter op­deles i en uddan­nel­sesperiode, hvor besætningen foretager opkøring, uddannelse og cer­ti­ficering, en togt­periode, hvor besætningen er deployeret til operationsområdet samt en hjemme­periode, hvor personellet afvikler optjent frihed eller kompetenceudvikles. I tilknytning hertil må den landbaserede støttestruktur gradvist opti­me­res til at overtage en række vagt- og vartnings­mæssige opgaver, der hidtil har været løst af skibenes be­sæt­ninger.

For enheder primært rettet mod internationale operationer forventes generelt en gennem­snitlig årlig besætningsbelastning på fire måneders sejlads, fordelt med en måneds opkø­ring og tre måneders egentlig international indsats hvert år. Ved mere høj-intensive ind­sæt­telser – og ikke mindst ved egentlige kampopgaver – vil opkøringsperioden skulle øges og vurderes i forhold til enhedernes operative stade. For enheder primært rettet mod natio­nale operationer forventes generelt en gennemsnitlig årlig besætningsbelastning på omkring fem måneders sejlads, som i nærlig fuld udstrækning kan afvikles som styrke­indsættelse.

Med den nuværende struktur vil det således være muligt kontinuerligt at udsende en stor overfladeenhed i form af en fregat eller et støtteskib (med tilhørende helikopter, SMI-hold og nationalt støtte­element) gennem rotation af enheder og besætninger. Det vil ligeledes være muligt i kortere perioder at udsen­de to større enheder samtidigt, at udsende andre bidrag i form af eksempelvis special­operations­styrker og Søværnets Taktiske Stab eller lejlighedsvist at øge udsendelsesbelastningen.

Samlet vil det personelmæssigt svare til en gennemsnitlig, permanent international indsats på cirka 150 årsværk. Ved samtidighed vil bidraget kunne udgøre cirka 250 personer. Det bør dog understreges, at søværnets materieltunge styrkebidrag bidrager til den operative opgaveløsning med en effekt, der ikke alene kan måles i antallet af personer, der indgår i de pågældende bidrag.

De nationale opgaver løses omkring Danmark, Grønland og Færøerne og omfatter over­vågning og suverænitetshævdelse, myndighedsopgaver samt en række andre opgaver til støt­te for samfundet. Opgaverne spænder vidt – fra kontinuerlig overvågning med sejlende og landbaserede enheder, eftersøgnings- og rednings­tje­neste, håndhævelse på havmiljø­området, miljøovervåg­ning, forureningsbekæmpelse til søs, isbrydning, fiskeriinspektion ved Grøn­land og Færøerne, ammunitionsrydning, søopmåling, støtte til sik­ker afvikling af skibs­trafikken samt støtte til en række andre myndigheder.

Opgaverne i danske farvande er præget af betydelig trafikintensitet og stigende krav til det maritime situationsbillede i danske farvande, ligesom opgaverne i Arktis må forventes at øge i såvel omfang som indhold som følge af den klimatiske udvikling og afsmeltningen af polariskappen, som efter alt at dømme allerede på kortere til mellemlangt sigt vil åbne op for en øget maritim aktivitet i relation til råstof­udvinding, udnyttelse af nye kortere sejlruter for den kommercielle skibs­trafik samt øget turistaktivitet med blandt andet krydstogtskibe. Det vil kunne medføre øgede krav til bl.a. overvågning og suverænitetshævdelse, myn­dig­heds­udøvelse, sørednings­kapacitet, sejladssikkerhed, herunder trafik­regulering og søop­måling, beskyttelse af havets ressourcer samt beskyttelse af miljøet og det følsomme økosystem.

I alt svarer den nationale indsats til cirka 200 personer permanent indsat til søs året rundt. Hertil kommer cirka 100 på varsel og i operative vagtfunktioner. Søværnet har således sammen­lagt konstant omkring 300 personer indsat i nationale opera­tioner fordelt med cirka 2/3 til søs og 1/3 i land. Indsatsen på land binder et stort antal årsværk, og derudover kommer almindelige vagtfunktioner. Med muligheden for et internationalt engagement på omkring 250 per­soner vil cirka 550 kunne være indsat ud af en samlet styrke på knapt 3.000 ansatte, dvs. omtrent hver femte.

Afslutning
Rigsråd Anders Bille brugte store ord om flåden. Selv om man i dag nok ville være en anelse mere afmålt i karakteristikken, er det dog ubestrideligt, at Danmarks velfærd og vækst afhænger af friheden til at bruge havet som transportvej, og at Danmarks rolle som en af verdens førende søfartsnationer betyder, at flåden har en vigtig rolle i relation hertil. For Danmark, som er så rigt begunstiget med adgang til havet, er havet ikke en hindring, men en mulighed. Netop derfor er det vigtigt for Danmark at have en flåde, der kan sikre Danmarks interesser fra havet.

I den kommende tid vil vi blive mødt af store udfordringer. Til gengæld vil vi, når disse er løst, stå med et moderne søværn, som er nøje målrettet til den sikkerhedspolitiske situa­tion og de politisk pålagte opgaver. Et søværn, som med effekt kan deltage i interna­tionale operationer, og som kan levere effektiv overvågning og suverænitets­hævdelse i danske og arktiske farvande.

Fundamentet for opgaveløsningen er det rette materiel, det rette personel og den rette uddannelse og træning. Vi er godt på vej, vi er dygtige til de nationale opgaver, og vi skal konstant søge at blive endnu dygtigere til de internationale. Vi har allerede indhøstet en række erfaringer gennem hidtidige ope­rationer i blandt andet Den persiske Golf, Middelhavet og Adenbugten. Vi har været i stand til at favne opgaverne, og i de perioder, hvor Danmark har haft flådeenheder indsat eller har haft kommandoen over koalitions­styrker eller NATO styrker i indsats­området, har besætningernes indsats været helt unik, og søværnet har været med til at sætte nye standarder for opgaveløsningen.

Når man sammenligner flådens virke i fortid og nutid, erkender man, at mange maritime opgaver er tidløse, og at de indgår i et mere eller mindre cyklisk mønster. I visse perioder er der større behov for en type operationer end en anden, i andre perioder er det omvendt, men det er de samme opgaver, der bliver ved at dukke op, om end i forskellige forklædninger. Teknikken har ændret sig fundamentalt, men opgaverne er reelt de samme.

Det er alle opgaver, som søværnet løser, fordi det er i Danmarks interesse, og fordi de kun kan løses på havet. Det er opgaver, som alle søværnets medarbejdere, hver i deres funktion, er med til at løse, og som kun kan løses, fordi vi er så engagerede og profes­sio­nelle. Trods deres forskellighed har disse opgaver til fælles:

De er vigtige, og de giver mening.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra: militaert_tidsskrift_139.argang_nr.3_2010.pdf

Litteraturliste

Del: