Ferdinand Heinrich Jahn - En dansk hærhistoriker - fortsættelse

Johns virke i København
I efteråret 1823 ankom Jahn med familien til København, hvor han stilledes å la suite i sit regiment59 og straks påbegyndte arbejdet på håndbogen, men han nøjedes ikke med det. I vinteren 1824-25 holdt han for garnisonens officerer en række inspirerende forelæsninger over Nordens krigsvæsen i middelalderen samt over Danmarks politisk-militære historie indtil Valdemar Atterdags død. Med stor energi fortsattes disse forelæsninger, først med en indledning, der indeholdt en almindelig oversigt over Nordens, især Danmarks krigsvæsen, fra krudtets indførelse i de nordiske krige indtil suveræniteten samt en kritisk bedømmelse af kilderne til unionshistorien. Dernæst en redegørelse for udviklingen af Danmarks politisk-militære historie under de tre første unionskonger. Som en fortsættelse af den første vinters forelæsninger udgav Jahn i efteråret 1825: »Almindelig Udsigt over Nordens, især Danmarks Krigsvæsen i Middelalderen, indtil Krudtets Anvendelse i de nordiske Krige«, et værk, der kom til at omfatte 464 sider i 8vo med fem foldede tavler i kobberstik, alle udførte af Fibiger.
Tegneundervisning i såvel frihånds-, kort- som teknisk tegning var som bekendt vigtige discipliner i en officers uddannelse dengang60, og det skal erkendes, at Fibigers tegninger af bronzesværd, lurer, spyd, hellebarder, hjelme o.s.fr. er glimrende udførte og forhøjer værdien af og nydelsen ved at gennemblade dette Jahns første med et fyldigt noteapparat, stort anlagte videnskabeligt affattede værk. 
Forbindelsen med Ingemann vedligeholdtes, og da hans historiske digt »Valdemar Sejr« udkom i 1826, sendte Jahn ham et begejstret brev, hvori han bl.a. komplimenterer ham for hans store kendskab til middelalderens sæder og skikke. Jahn ville for at øge dets udbredelse foranstalte en oversættelse af værket til tysk, men giver i brevet til Ingemann udtryk for, at han tvivler på at kunne »give Dem saaledes i den fremmede Dragt, som De staae der for Nordens Folk, reen i Aand og Form og ægte nordisk i Stof og Iklædning«61
Imidlertid viste det sig hurtigt, at det omfattende stof, Jahn måtte gennemgå med henblik på at løse den påtænkte opgave, var alt for omfangsrigt til at kunne rummes indenfor de først afstukne rammer. 
Ifølge kongens første bestemmelse var det hensigten, at Jahn gennem nogle års ophold i København skulle være i stand til at udarbejde en håndbog over Danmarks krigshistorie fra krudtets første anvendelse i de nordiske krige til 1814, og som en passende indføring til dette tidsrum skulle værket forsynes med en kortere oversigt over krigskunstens historie i forudgående perioder over den feudale tidsalder tilbage til oldtiden62.
Hvorledes sidstnævnte ekspanderede ud over alle bredder under indsamlingen af oplysninger og den påfølgende bearbejdning, viser det store sideantal på nævnte værk, der trådte i stedet for en i form af en indledning meddelt oversigt. 
Tilvejebringelse af en acceptabel og underbygget kortere oversigt forudsatte selvsagt forudgående udførlig heuristik, udvælgelse, streng kildekritik, indsamling og bearbejdning samt fortolkning af relevant stof, men da sådant aldrig tidligere var foretaget, var Jahn henvist til selv at udføre det hele, hvorfor han da ikke kunne undgå at fravige den først satte kurs. Med krigshistorien forholdt det sig på samme måde som med krigskunstens historie. Det eksisterende stof, der væsentligst forelå i arkivale, var ikke således registreret og bearbejdet, at det lod sig koncentrere indenfor en speciel håndbogs relativt snævre grænser. 
Kongen bifaldt derfor Jahns forestilling om en plan til et værk af et betydeligt større omfang. Jahn siger selv i den anmeldelse af Unionshistorien, som i november samme år blev sat i cirkulation:
»Jeg kalder Værket: Danmarks Krigshistorie, fordi jeg ikke veed at give det en kortere og til dets Øiemed bedre passende Titel. Men hvo som alene vil søge en Fortælling af krigeriske Tildragelser i samme, et Aggregat af Manddrab, Plyndring og Ødelæggelse, tager Feil. Krigen kan kun fremstilles ved at henvise til dens Udspring og Resultat; den spiller en saa vigtig Rulle i Statslivet, at dens Fremstilling er uadskillelig fra Statshistoriens; den er, kort sagt, en Deel af Historien, som viser os Staternes Forhold til de fremmede Magter, eller, ifald det finder Sted, Regjeringens Forhold til sine Under- saatter, for saa vidt man behøvede Anvendelsen af den bevæbnede Magt til at opnaae nye, eller forsvare gamle Rettigheder. Fra denne Synspunkt betragtet, fremtræder Krigen vel som Hovedstoffet, men dog stedse kun som et Middel, der i Udspring, Gang og Tilendebringelse er underkastet høiere Betingelser og ikke i sig selv finder sit Maal og Øiemed. At udfinde og fremstille disse Betingelser, er Krigshistorieskriverens Pligt; thi det er udelukkende derved, at hans Fremstilling bliver vigtig for Historieynderen, nødvendig for Grandskeren, uundværlig for Statsmanden, som for Soldaten.
Det af mig bearbeidede Værk vil altsaa indbefatte den Deel af Danmarks og Norges nyere Statshistorie, hvori Krigen, som Middel til at opnaae et politisk Øiemed, spiller Hovedrullen. Den vil i det hele udgjøre sex Bind i Quart, deelt i fem Afdelinger, nemlig:
 
1) Unionshistorien ...............................................................................................2 Bind
2) Christian den Fjerdes Historie ................................................................... ...1 »
3) Frederik den Tredies og Christian den Femtes Historie .............................1 »
4) Frederik den Fjerdes Historie ................................................................... ...1 »
5) Historien fra Frederik den Fjerde til Freden i K ie l....................................1 »
 
Hver Afdeling - som indbefatter det reen Historiske, uden at tage Hensyn til det Krigskonsthistoriske, der bliver et eget Arbeide - udgjør et selvstændigt Heelt, forsynes med de fornødne Korter og Planer og ledsages af en Samling udtrykte Beviser.«
 
Det var en overmåde lovende introduktion til et stort anlagt værk, hvoraf det desværre kun forundtes Jahn at fuldende første bind, nemlig den første del af unionshistorien. Manuskriptet til dette afsnit efterlod han sig så vidt færdigt, at det umiddelbart lod sig befordre i trykken. Ved hans død var allerede 23 ark trykte samt to landkort, stukket som bilag til bogen. 
Om end Jahn også havde indsamlet materiale til de påfølgende afsnit, var dette dog i en så løs og ubearbejdet tilstand, at det ikke af en anden lod sig gøre af det at forme resten af fremstillingen. Desuden efterlod Jahn sig en række manuskripter, som dog for størstedelen var materiale til hans afholdte forelæsninger samt oversigten over Nordens krigsvæsen63
Når man nøgternt eftert ænker, at disse kompilatoriske arbejder og materialesamlinger er blevet udarbejdet i en periode på kun ca. fem år, må man forbavses over, at et enkelt menneske kunne overkomme et sådant mammutarbejde. Det skal tillige ses på baggrund af, at de kilder, hvoraf hovedparten befandt sig i Geheimearkivet og Generalitets- og Commis- sariatskollegiet (c: Stort set Hærens Arkiv), som Jahn har benyttet under sine forskninger, dengang var i meget ringe grad registrerede og langt fra så velordnede, som det er tilfældet i dag i såvel Rigsarkivet som Hærens Arkiv, hvilket sidste i vore dage nok må betegnes som Danmarks mest velordnede arkiv, hvor man bl.a. via ajourførte registranter relativt hurtigt finder, hvad man søger64. Dette forhold understreges ved, at det er fagfolk på det militære område, der som arkivofficerer betjener kunderne og besvarer skriftlige og telefoniske henvendelser.
Jahn har haft betydelig sværere ved hurtigt at finde de rigtige indgange til de forskellige emner end forskere i vore dage og har måttet pløje sig igennem pakker, protokoller, lister m.v., vel som oftest usorterede og uden registranter. Et enormt tidsrøvende tålmodighedsarbejde, der bærer vidnesbyrd om en sand forskersjæl og en brændende interesse.
At »Nordens krigsvæsen« etc. naturligvis tilegnedes den allerøverste krigsherre, er selvfølgeligt og i nøje overensstemmelse med tidens ånd og da især, når det forfattedes af en officer, der personligt skyldte kongen meget.
Tilegnelsen viser tydeligt det snævre tilknytningsforhold, der bestod mellem Frederik VI og hans soldater, et forhold, som samtidige hævder var langt mere intimt og hjerteligt - trods formerne - end det tilsvarende mellem Frederik VII (»Folkekær«) og hans hær, og det var som bekendt meget hjerteligt og ligefremt.

Den efter vor opfattelse svulstige tilegnelse, der på sin vis i såvel indhold som udtryksmåde også er et stykke Danmarkshistorie, gengives her in extenso:
beror under betegnelsen »De Jahnske Papirer« (pk. S.sJKh. 1):
 
1. En håndskrevet bog på tysk om krigsvæsen (s. 1-16 mangler).
2. En ufuldstændig fremstilling af det danske hærvæsens udvikling ca. 1660-99. (I arkivet er sat spørgsmålstegn ved, om materialet er af faderen eller sønnen. Skriftsammenligninger og papirtyper viser, at det må være af sønnen. (Hånd- skr.).
3. Kritisk bedømmelse af kilderne til unionshistorien. (Håndskr.).
4. Forord og bemærkninger til Danmarks politisk- og militære historie fra Sigurd Snogøje til Valdemar Atterdags død. (Håndskr.).
 
»Allemaadigste Konge!
Naar Historien engang fremstiller, hvad Dagens Erfaring lærer os, og de kommende Slægter tegne Fyrsternes Liv og Idrætter: da ville de dvæle ved Deres Majestæts Re» gjering, for med Varme og Sandhed at prise Danmarks Sjette Frederik, som en Konge, der var sine Undersaatters Fader, Videnskabernes, Oplysningens og Menneskehedens varmeste Ven. De i Danmarks Lunde og paa Norges Fjelde, blandt Islands Søklipper og paa Indiens Strande af Deres Majestæt til Aandens Cultur indviede Templer, ville, i deres Former, maaskee falde for Tidens Tand; men aldrig vil Mindet om Dem, der opførte dem, forsvinde; igjennem Aartusinder vil den Sæd, som der udstrøedes, bære herlige Frugter, og Samfundet, i sin forædlede Tilstand, være et uforgængeligt Vidne om, hvad Videnskaber og Folkeoplysning skylde Deres Majestæt. 
Men Historien kan kun opfatte Fortidens store Billeder; det enkelte taber sig i den samlede Masse, og tidt forsvinder Eftermælet af det, som Fyrsterne i Løndom saaede. Her er det da hellig Pligt for den Jævnaldrende, at tolke, hvilke Velgjeminger han nød, for i sin ringe Virkekreds og efter sine svage Evner, at kunne plante en enkelt Blomst i Videnskabernes Hauge.
Tillad derfor, allemaadigste Konge! at jeg allerunderdanigst drister mig til, at forelægge Deres Majestæt dette Skrift. Det er Indledningen til et Værk, som Deres Majestæts Omhu for Krigerstandens Dannelse og Fædrelandets Krigshistorie bød mig at udføre; et Værk, som maaskee, ligesom denne Begyndelse, efter dets Tilendebringelse mere vil vidne om Forfatterens Villie, end Evne, og som i intet Tilfælde vil kunne svare til den Maade, hvormed Deres Majestæt i enhver Henseende har fremmet det. Det er da kun, fordi jeg, i den levende Følelse af hvad jeg skylder Deres Majestæt, har stræbt efter et værdigt Maal, og fordi jeg veed, at, i hvor langt jeg end staaer fra dette Maal, Deres Majestæt dog huldriig modtage enhver alvorlig Stræben, at jeg vover at nedlægge dette mit Arbeide for Deres Majestæt, som et svagt Beviis paa undersaatlig Kjærlighed, Taknemmelighed og Troskab. 
 
Allerunderdanigst Jahn«
 
Den fremgangsmåde, hvormed Jahn udarbejdede og »afpudsede« sine manuskripter, fortjener omtale i skrivemaskinens sterile tidsalder. Alle manuskriptsider blev naturligvis skrevet med fjerpen og blæk, og den papirtype, der sædvanligvis anvendtes, var det dengang gængse, store »Postpapiirs Format«, der stort set svarer til forsvarets gule konceptblokkes sider, men uden margin og linier. Når et manuskript til fx en artikel var færdig, og det måske omfattede i snesevis af på begge sider tæt beskrevne ark, foretoges selvfølgelig rettelser, og selv om disse udmærket ville kunne passes ind i det allerede renskrevne med henblik på aflevering til bogtrykkeren, kunne Jahn præstere alligevel at skrive mange sådanne sider helt om, hvorved han mente samtidig bedre at kunne file sin sproglige stil til. 
Den flittige forsker og forfatter tilbragte normalt formiddagene i et arkiv eller bibliotek og arbejdede så den øvrige dag i hjemmet. Man så ham sjældent på gaden uden med den mappe under armen, hvori dagens litterære udbytte befandt sig, og det blev karakteristisk for ham, at jo dybere han trængte ind i det historiske studium, des forsigtigere blev han i sine tidligere så iltre domme og slutninger, og desto mere udviklede han en samvittighedsfuldhed på de møjsommeligste efterforskninger grundet kildekritik betydningsfuld hovedbeskæftigelse i sin tilværelse65
I sin ungdom havde Jahn tilegnet sig begyndelsesgrundene til latin, og siden 1817 havde han tillige anvendt megen tid og flid på studiet af dette sprog, idet det var hans lønlige håb senere at erhverve sig doktorgraden. Han havde som emne for sin disputats valgt en kritisk undersøgelse af kilderne til unionshistorien, et emne, hvortil et indgående kendskab til latin var påkrævet. 
At Jahn blandt danske historikere og litterater - bl.a. nogle fra »Bakke- huset«s kreds - fandt velvillig og redebon hjælp og vejledning, erkendte han fuldt ud, var taknemmelig for og gav helhjertet udtryk for bl.a. i slutningen af fortalen til unionshistorien. Takken gengives her in extenso:
 
»Jeg vilde negte mig en stor Glæde, dersom jeg ikke med levende Tak erindrede den store Hjelp, som jeg fandt ved mine historiske Granskninger. For Literaturens Ven aabner en almindelig Lov de offentlige Bibliotheker og Manuscriptsamlinger; til Archiverne fik jeg Adgang ifølge en allerhøieste Befaling; men skulde disse Steder ikke for mig blive Labyrinther: saa maatte en venlig Haand lede mine Trin. Den fandt jeg hos Hr. Justitsraad Werlauff, som med saa ualmindelige og udstrakte Kundskaber i den nordiske Historie forener en ligesaa sjelden Loyalitet; den fandt jeg hos vor danske Literaturs Nestor, Hr. Professor Nyerup; den fandt jeg hos min høiagtede Yen, Hr. Professor Molbech. Den fandt jeg ogsaa hos Archivemes Bureauchefer, og dersom jeg i denne Deel meddeler vigtige Oplysninger og Berigtigelser til Unionens Historie, da vil Enhver snart overbevises om, at Hovedkilderne hertil ere hentede fra det Kongelige Geheime-Archiv, hvis Chef, Hr. Etatsraad, Ridder Thorkelin, og Medarbeider, Hr. Pro- fssor Magnussøn, med sjelden Godhed og Ufortrødenhed understøttede mine Efterforskninger. Foruden det store og desværre næsten ubenyttede langebekske Diplomatarium, overraskedes jeg ved i et Omfang og Indhold vigtigt, norsk-islandsk Diplomatarium, som egenhændigt var afskrevet af Hr. Etatsraaden, og derfor vistnok fortjente Navn af Diplomatarium Thorkeliniarum; den Sikkerhed, hvormed han, endog da en haard Sygdom længe ikke havde tilladt ham at være tilstede i Archivet, efterviste ethvert Document, vidner næsten endnu mere om hans overveiende historiske og archivariske Kundskaber, end de mange herlige Bidrag til Nordens Historie, hvormed han har grandlagt sin literaire Hæder. Maatte disse Mænd ei uden et venskabeligt Tilbageblik paa Forfatterens Person tage denne Bog, hvor de have saa stor Andeel, i Haanden!«
 
Foruden de mange og fyldige bidrag til magasinet og de omtalte værker fandt Jahns sprudlende og velsete pen også vej til en række forskellige, civile tidsskrifter i hovedstaden. Således blev fx afhandlingen »Skaanes Adskillelse fra Danmark under den efter Christopher den Andens Død opstaaede Mellemregjering og dens Gjenforening med Moderlandet under Valdemar Atterdag« optaget i 22. bind af det skandinaviske litteraturselskabs skrifter. Ligeledes bragtes en fremstilling om svenskernes første opstand mod Erik af Pommern i 1. bind af »Nordisk Tidskrift«. Ved Jahns død afbrødes i »Det nye danske Magazin«, 6. bind, 1. hefte, en beretning om den middelalderlige, holstenske familie Krummediges historie. Foruden nogle mindre betydende bidrag til »Schleswig-Holsteinische Pro- vinzialberichte« og »Staatsbürgerlisches Magazin« findes i sidstnævnte tidsskrift, 8. bind, 1. hefte, som udkom efter Jahns død, »Die Belagerung Schleswigs im Jahre 1417«. 
Skønt Jahns relativt korte, men myreflittige liv og endnu kortere historiske forfatterbane formentlig ikke har givet ham ret megen tid til sig selv og familien, blev der forundt ham nogle få, store lyspunkter, der sikkert har virket stimulerende på hans brydsomme, i alle henseender banebrydende arbejde og kvæget den arbejdsomme, evigt søgende natur. 
Jahn blev optaget som medlem i det kongelige svenske krigsvidenskabs akademi samt i det skandinaviske litteraturselskab. Som medstifter tilhørte han tillige det kongelige nordiske oldskriftselskab. Endelig optoges han som medlem af det kongelige danske selskab for fædrelandets historie og sprog, en ære, der kun er vederfaret to officerer i Danmark, Jahn og den langt senere militærhistoriker, generalløjtnant A. P. Tuxen66, og som sikkert - sammen med Ridderkorset af Dannebrogordenen, givet ham af Frederik VI personligt - er de udmærkelser, der glædede ham mest i forskerens sikkert ofte sure og anstrengende arbejde. 
Om end hans sikkert aldrig slumrende tanker, når han opholdt sig i hjemmet i familiens skød, givet ofte har været på vandring langt borte i fortiden, fik han dog af Fibiger det eftermæle, at han alligevel var en kærlig, omhyggelig ægtemand og familiefader, og han efterlod sig ved sin død hustru samt tre sønner og to døtre, som endnu i dag har efterkommere med samme slægtsnavn i København. 
Jahn blev tidligt kaldet herfra. I hans 39. år ramtes han af en tyfoid feber og afgik ved døden den 29. juli 1828 i København, netop som han havde manuskriptet til unionstiden færdig indtil kong Hans' død. Han begravedes på Garnisons kirkegård. På foranstaltning af Fibiger m.fl. udgaves værket i 1835. Blandt hans efterladte papirer, excerpter, noter, udkast m.m. fandtes bl.a. et større manuskript på over 60 ark, hvori Danmarks politiske historie fra Sigurd Snogøje til Valdemar Atterdag var behandlet. Dette arbejde, som muligvis var bestemt til at danne introduktion til unionshistorien, påtænkte sønnen, Jens Harald Fibiger Jahn, at udgive, men han måtte opgive planen på grund af et for ringe antal subskribenter. 
Jahns tidlige død bragte utvivlsomt dansk historisk videnskab i almindelighed og studiet af hærens historie i særdeleshed et smerteligt tab. Hans virksomhed fik dog et kortvarigt efterslæt i sønnen Jens Haralds militærhistoriske virksomhed67.
Sønnen var født den 2. juni 1818 i Kiel og arvede faderens store interesse for den historiske virksomhed. Som 13-årig blev han optaget som kadet på Landkadetakademiet og blev sekondløjtnant 183568. Han ofrede fra nu af al sin fritid på det krigshistoriske studium og fik udgivet - kun 22 år gammel69 - »Det danske Auxiliaircorps i engelsk Tjeneste fra 1689 til 1697«, et glimrende og flittigt udført, men nok relativt tørt og livløst værk. Hans senere arbejder og herunder især den fortrinlige skitse: »Den danske Armees Organisation og Forplejning under Frederik III« viser, at han formentlig havde opmærksomheden henvendt hovedsageligt på hærens historie efter 1660.
 
Desværre blev de store forventninger, man med rette nærede til den unge, flittige og grundige Jahn, ikke indfriede. Allerede i 1842 måtte han på grund af svagelighed søge sin afsked på vartpenge, men da han alligevel kom sig betydeligt, fik han atter ansættelse som premierløjtnant i krigs- reserven. Han kunne derfor kun se fremtiden i møde med lyse forhåbninger, da krigen pludselig brød ud i 1848, men allerede den 6. april 1849 faldt han i træfningen ved Ullerup som kompagnichef ved 3. Reservebataljon, netop da han stod for udnævnelse til kaptajn70.
 
Efterskrift
Ferdinand Heinrich Jahns store fortjeneste lå som anført primært i, at han var den første, der seriøst kastede sig over landets forsømte krigs- og militærhistorie og efterhånden på videnskabelig basis forsøgte at afdække så store områder, det var ham muligt, ligesom han blandt sine kolleger vakte interessen for landets militære historie. 
Hans store produktion viser en stadig stigende kvalitativ fremgang og positiv linie, og den disputats, han i alt for få ledige stunder fablede om, ville - om hans livsbane var blevet længere - utvivlsomt være blevet en realitet. 
Som det her er skildret, har danske faghistorikere set på Jahn og hans forfatterskab med megen velvilje, og han blev herved en glimrende ambassadør for officerskorpset i civile kredse, Dette havde enorm betydning, da kun den uprivilegerede del af landbostanden havde værnepligt, hvilket indskrænkede befolkningens berøringsflade til forsvaret væsentligt. Denne velvilje forhindrede dog ikke bl.a. vor store historieforsker C. F. Allen (1811-71) at hævde, at Jahn for ofte tillagde fortidens feltherrer alt for omfattende operationsplaner eller vidtrækkende strategiske tanker, som om »Jahn selv havde været med i et foregaaende Krigsraad og selv taget Del i Slaget!«71
Det er nok et synspunkt, som - næret af en mand, der ikke engang har lugtet det krudt, der brændes af på skydebanen - kan synes lovligt letkøbt og ubilligt. Om end Jahn vel aldrig nåede at stå i Frederik VI’s eller Frederik af Hessens krigsråd, så har han dog som professionel linieofficer med krigserfaring uden tvivl deltaget i mangfoldige krigsråd og planlægninger af operationer på såvel kompagni- som brigadeplan, og hans forudsætninger for at sætte sig ind i en tidløs hærførers tankegang og handlingsmønster har givet været af mindst lige så god bonitet som den civile historikers. Det bør dog også noteres, at en anden af vore kendte og betydende historikere, professor Joh. Steenstrup, skrev om ham: »Med al sin Entusiasme manglede Jahn ingenlunde Grundighed. Hans samvittighedsfulde Granskning af Kilderne bringer paa mange nye Steder nye Resultater til Veje. Man føler fuldt ud Krigeren gennem hans varme, mandige Optræden ag hans djærve Tagen fat i selve det historiske Stof«. 
Alt tyder på, at Jahn i sin senere produktion - da de første, nødvendige og uundgåelige fejltagelser var gjort - overalt er ærlig i sine synspunkter og domme. Selv om han åbent erkendte det gamle mundheld, at en vederhæftig historieskriver ikke bør have hverken fædreland eller religion, hævdede han bestemt, at sandheden ikke burde fraviges eller et behændigt, til formålet passende, forudfattet resultat indpasses i kilderne. Hans redelige, samvittighedsfulde udforskning af disse bragte på flere steder nye resultater til veje. Således rensede han Erik af Pommerns minde for en række beskyldninger og viste, at hans forhold til dronning Philippa havde været udadleligt, og han påviste en række fejltagelser og misfortolkninger hos Huitfeldt. For at bedømme hans arbejde retfærdigt og under den rette synsvinkel må man til stadighed erindre, hvorledes han under sit studium på mangfoldige punkter kom til at mærke den fulde tyngde af, at store dele af den øvrige del af kulturhistorien lå udyrket hen. 
Jahns værk fulgtes som bekendt op af andre, danske officerer, først og fremmest i tiden umiddelbart efter Jahn og søn premierløjtnant H. J. Blom, kaptajn J. T. Ræder og - efter de slesvigske krige - oberst O. F. Vaupell, kaptajn C. Th. Sørensen, oberstløjtnant P. Fr. Rist, oberst N. P. Jensen og generalløjtnant A. P. Tuxen samt - i vor egen tid - kaptajn K. C. Rockstroh, oberstløjtnant Jens Johansen, kaptajn Gordon Norrie samt oberstløjtnant J. Nordentoft. Dertil kommer forfatterne til de forskellige, omfattende emner indenfor den sømilitære historie. 
Alle disse har ydet væsentlige bidrag, der i høj grad har været benyttet af vore civile faghistorikere til belysning af spørgsmål indenfor Danmarkshistorien.
Efter Tøjhusmuseets 3-binds værk om Treårskrigen, København 1948, og Jens Johansens store værk »Frederik VI’s Hær«, udgivet af Generalstaben 1948, er det, som om der er sket en standsning i udgivelsen af officielle, større publikationer om hærens historie, hvad der forhåbentlig kun er et forbigående fænomen.
Flere store (og små) emner, der mærkværdigvis og beklageligvis aldrig er behandlet, og som må anses for i lige høj grad at være såvel Danmarkshistorie som militær historie, venter stadig på deres forfattere og behjertede mænd, der kan se formålet og vil initiere opgaverne og støtte disses gennemførelse. Blandt disse emner, der i høj grad må siges at være »fællesværnsbetonede«, skal her blot fremhæves »Skånske krig 1675-79«, »Danske fæstninger gennem tiderne«, »De danske kolonitroppers historie«, »De landmilitære begivenheder 1807-14« og »Danmarks sikringsstyrke 1914- 19«, altsammen emner, der vil overstige én mands evner og kræfter og da slet ikke vil kunne udføres som det con amore-arbejde, danske officerer, der interesserer sig for landets militære historie, hidtil har været henvist til. Særligt burde sidstnævnte opgave snarest muligt sættes i gang, medens der endnu eksisterer øjenvidner og berettere til begivenhederne. 
Endelig savnes en redegørelse for de felter i samfundslivet, hvor forsvarets personel gennem de seneste ca. 200 år har øvet en samfundsgavnlig og ofte banebrydende indsats.
Det skal også her fremhæves, at det yngste af vore værn, flyvevåbnet, der fik sin første flyvemaskine 191272, efterhånden har nået en sådan alder, at det kan siges at have en historie, og interessen for denne historie er stor i værnet. Tanker om en mere fællesvæmspræget og samordnende indsats og i samarbejde med civile historikere til gavn for udforskningen af det samlede forsvars historie vil forhåbentlig fremtidig vinde indpas. Dette også på baggrund af, at det i fremtiden må anses for afgjort, at et øget samarbejde værnene imellem i stigende grad vil blive tilfældet især på baggrund af, at uddannelsen på forsvarets højere skoler og kurser utvivlsomt vil blive mere og mere fællesværnsprægede i nøje pagt med moderne, militære operationers integrerende benyttelse af hær-, sø- og flystyrker, og den hidtil århundredgamle, traditionelle og skarpe opdeling mellem værnene og deres virkemåde lader sig næppe videreføre i et moderne, tidssvarende regie. 
Det er derfor at håbe, at den dvale, der har hvilet over hele forholdet i de seneste år, må være en beklagelig, forbigående foreteelse, således at den omfattende og særdeles betydningsfulde del af landets historie, som udgøres af den militære historie, atter må få en renæssance blandt såvel civile som militære og komme til at indtage den berettigede plads i Danmarkshistorien, hvori den første gang blev placeret af J ahn i Landsfaderens bevågenhed. 
 
E. O. A. Hedegaard
 
 
NOTER:

59. Se Richters Landmilitæretat samt Steenstrup: »Historieskrivningen« etc.

60. »Uddannelsen af Hærens linieofficerer 1713-1963«, s. 29 f, u. red. af Mogens Rosenløv, Kbh. 1963. - Kohl: »Hærens Arkiv«, s. 151 f. - »Plan til den kongelige militaire Høiskole 1830«, bilag 6 (Tegning og Opmaaling), s. 69 Kbh. 1830.

61. Brev fra Jahn til Ingemann, dat. Kbh. 4/11 1826. (Den tyske oversættelse af Valdemar Sejr, hvortil Jahn havde søgt forlægger, inden originalen udkom, blev dog ikke udført af ham, men af L. Kruse 1827).

62. Det førende, mest vederhæftige og med litteraturhenvisninger forsynede værk på dansk, der dækker den internationale krigshistorie, er stadig kaptajn Daniel Bruuns: »Krig gennem Aartusinder«, I-V, Kbh. 1908-11. Afløseren, feltmarchal Montgomerys »strømliniede« til dansk oversatte »Krigens historie«, Kbh. 1968, må desværre betegnes som springende, overfladisk, sludrevornt og utroligt selvhævdende og indeholdende flere fejl.

63. Fibiger omtaler gentagne gange i »Magazin« etc. disse manuskripter, men det har desværre ikke været forf. muligt at efterspore ret meget af dette materiale. Ingen af de større arkiver og biblioteker ejer noget af F. H. Jahn, derimod nok noget af sønnen J. H. F. Jahn, der som officer også blev hærhistoriker. I Hærens Arkiv

64. Om Rigsark., se K. Erslev: »Rigsarkivet og Hjælpemidlerne til dets Benyttelse. En Oversigt«, Kbh. 1923.

65. Se bl.a. noter og henvisninger i »Almindelig Udsigt over Norden« etc., Kbh. 1825, samt Jahn: »Danmarks politisk-militaire Historie, fra Kong Valdemar Atterdags Død, indtil Kong Albrecht af Sverriges Tilfangetagelse«, tr. i »Magazin« etc., s. 84 ff, 9. årg. Kbh. 1826.

66. »Dansk militærhistorisk virksomhed«, tr. i H. Klint: »Militærhistorie«, s. 51 f, Kbh. 1970. - G. Norrie: »Hærstabens historiske Arbejder«, s. 5 f, tr. i till, hefte nr. 1/1966 til Mil. Tidsskrift.

67. »Dansk milJiist. virksomhed« etc.

68. Se Richters landmilitæretat.

69. Værket udkom i Kbh. 1840.

70. Nekrolog i »Den dandsk-tydske Krig i Aarene 1848-50«, 2den Del, Afsnit III, s. 1126 f, udg. af Generalstaben, Kbh. 1878.

71. Allen, C. F.: »Tre nordiske Riger«, I, s. 688, Kbh. 1870.

72. Maskinen befinder sig i dag i Tøjhusmuseets kanonhal, men burde nok snarere stå på et specielt »Flyvehistorisk Museum«.

Det i tidsrummet ca. 1770-1860 foran officerers og kadetters navne almindeligt førte prædikat »von« er overalt udeladt. »ark.« = arkiv »bd.« = bind »tr.« = trykt.

Udover de i noterne anførte er følgende kilder benyttet:
Bajer, F.: »Nordens politiske Digtning 1789-1804«, Kbh. 1878.
»Den lille Portrætkunst«, u. red. af Louis E. Grandjean og Alb. Fabritius, Kbh. 1949.
»Erindringer af Pastorinde Pauline Petersen, f. Clausen«, udg. i serien »Memoirer og Breve«, v. Jul. Clausen og P. Fr. Rist, Kbh. 1919.
Hedegaard, E. O. A.: »Generalstabens Guidekorps. Et bidrag til Generalstabens og Underofficerskorpsets historie«, Helsingør 1968.
Jørgensen, E.: »Historieforskning og Historieskrivning i Danmark indtil Aar 1800«, 3. opl., Kbh. 1964.
Jørgensen, H.: »Trykkefrihedsspørgsmaalet i Danmark 1799-1848. Et Bidrag til en Karakteristik af den danske Enevælde i FR VI’s og CHR YIIFs Tid«, disp., Kbh. 1944.
Lindvald, A.: »Kronprins Frederik og hans Regering 1979-1807«, Kbh. 1923.
»Militairt Conversations-Lexicon. Oversat og bearbeidet efter det Tydske«, I-YIII, Kbh. 1837-43.
»Nordisk Tidsskrift for Historie, Literatur og Konst«, udg. af Chr. Molbech, III, Kbh. 1829.
»Oberst Jacob Thode Ræders Barndoms- og Ungdomserindringer«, udg. i serien »Memoirer og Breve«, Kbh. 1912.
Quistorp, B. von: »Geschichte der Nord-Armee im Jahre 1813«, I-II, Berlin 1894.
Rubin, M.: »Frederik VI’s Tid. Fra Kielerfreden til Kongens Død«, Kbh. 1895.
Schmettau, W. F.: »Patriotische Gedanken eines Danen über stehende Heere, politisches Gleichgewicht und Staatsrevolution. 2te verbesserte und vermehrte Aufl.«, [Altona] 1792.
Strunk, A.: »Samlinger til en beskrivende Catalog over Portraiter« etc., (Kongehuset), Kbh. 1882.
Troels-Lund: »Bakkehus og Solbjerg«, I-II, Kbh. 1920-22.
Ørsted, A. S.: »Af mit Livs og min Tids Historie«, I-II, Kbh. 1852.

PDF med originaludgave af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra: PDF icon militaert_tidskrift_101_aargang_dec_1.pdf

 

Litteraturliste

Del: