Fanget på Østfronten – tvunget i tysk uniform

Anmeldt af Poul Grooss

”Fanget på Østfronten” af Jens A. Berg. Udgivet af Gyldendal den 10. juni 2011. Bogen har undertitlen ”Tvunget i tysk uniform”. Den er skrevet i samarbejde med journalist Ole Sønnichsen. 218 sider illustreret. Pris kr. 299 (vejl.)

To bøger med nogenlunde samme tema er udgivet næsten samtidig. Emnet er aftjening af værnepligt i den tyske hær under Den anden Verdenskrig. Begge var formelt set tyske statsborgere, men opfattede sig ikke som sådanne. Den ene var bosiddende i København, medens den anden var dansksindet sydslesviger, bosiddende lige syd for grænsen. Da Det tredje Rige begyndte at mangle soldater, blev også disse to indkaldt. Begge historier er gode beskrivelser af forholdene i den tyske hær, og der har hos nogle anmeldere sneget sig tanker ind omkring kollektiv forglemmelse. Der er ikke i disse to bøger beretninger om kendskab til grusomheder, selv om den tyske hær beviseligt ikke holdt sig tilbage. Der skal dog heller ikke herske tvivl om, at begge de to personer er retlinede mennesker, der gerne vil give nutiden et indtryk af forholdene dengang. Med til hele historien om både Hans von Vultejus og Jens A. Berg hører, at det efter 60 – 70 år er svært at gøre sig klog på, hvad enten man er journalist, boganmelder, historiker eller officer, hvad man selv ville have gjort, hvis man som 18 – 19-årig var blevet bragt i en tilsvarende situation, hvor ens overlevelseschancer på de russiske stepper måske kunne være omvendt proportional med en moralsk rigtig optræden afpasset til lejligheden. Læs de to anmeldelser af henholdsvis ”Forpligtet – en dansk/tysk skæbne, som tysk soldat 1943 – 1945” af Hans von Vultejus og ”Fanget på Østfronten – tvunget i tysk uniform” af Jens A. Berg.

Foto: Saxo.com

Jens A. Berg var i 1941 tyve år gammel og bosat syd for den danske grænse. Han tilhørte det danske mindretal, men det fritog ham jo ikke for krigsdeltagelse, så han blev indkaldt til den tyske hær, som på det tidspunkt havde været i krig i halvandet år.

På sin vis er det en ganske nøgtern og udramatisk fortælling om en dansksindet sydsleviger, som skæbnen sender i krig i Rusland igennem fire år. To gange bliver han såret og dermed evakueret fra Rusland. Ikke mindre end tre gange rejser han derfor østpå, og den sidste gang bliver han taget til fange og havner dermed i en sovjetisk krigsfangelejr i 1944. Herfra bliver han løsladt og kommer hjem til sin familie allerede ved juletid i 1945.

På den ene side får læseren et indtryk af dagligdagen på Østfronten, og på den anden side får man måske et helt forvansket billede. Det står ikke helt klart. Der er ingen som helst tvivl om, at forfatteren er hæderlig både i sin egen optræden og i sin beretning, men det er jo ikke den eneste bog om Den anden Verdenskrig, hvor omtale af brutal og hensynsløs optræden og krigsforbrydelser helt er udeladt, fordi en eller anden form for eskapisme har lagt sig over den pågældendes sind. Det er derfor en ganske vanskelig bog at anmelde, og Bent Blüdnikow fra Berlingske Tidende (den 15. juni 2011) har valgt at rette hovedparten af sin kritik mod forlaget og ikke forfatteren. Det hænger sammen med det, som ikke står i bogen, og Blüdnikows pointe er, at når man har været på Østfronten så længe, som Jens A. Berg, så må han have set og hørt noget om krigsforbrydelser. Blüdnikow refererer til talrige undersøgelser om, at SS ikke var alene om krigsforbrydelserne. Den tyske hær tog aktivt del fra begyndelsen.

Her henvises i øvrigt til anmeldelsen af den anden bog om aftjening af værnepligt i den tyske hær under Den anden Verdenskrig: ”Forpligtet – en dansk/tysk skæbne, som tysk soldat 1943 – 1945”.

Indledningsvis redegør Jens Berg for sin barndom og ungdom i Sydslesvig. Bogen giver en god beskrivelse af forholdene i mellemkrigstiden, hvor Jens Berg voksede op under beskedne kår med en dansksindet mor og en prøjsisk far. Han var 11 år gammel, da Hitler kom til magten, og han har derfor som dreng set ændringerne i samfundet, da de lokale nazister pludselig blev nogle, som man skulle regne med. Han beskriver også et stemningsskift mellem 1938 og 1940, hvor han besøgte samme by i begge år. I 1940 kunne man kun benytte stadion, gå til dans etc. hvis man var organiseret i nazistiske ungdomsbevægelser. Hans egen familie var ikke involveret ”partimæssigt”.

Jens Berg kom til at deltage i krigen som en af ca. 1.000 dansksindede sydslesvigere. Han blev indkaldt til tjeneste i Flensborg den 2. februar 1941 og tilbragte efter grunduddannelsen nogen tid på Fyn, men fra august 1941 er der så store tab i Sovjetunionen, at hans enhed sendes via Hamborg til Østfronten. Hans skildring giver et godt indtryk af, hvorledes en menig soldat har oplevet udviklingen på Østfronten. Den længste togtur, han hidtil havde været på, havde været en tur på 30 km til Flensborg.  Ingen af soldaterne fik tilsyneladende orienteringer om, hvad krigen i store træk gik ud på. Der var langt mellem bebyggelserne, men ifølge Berg endte man normalt en dagsmarch i en landsby, og så blev soldaterne fordelt og boede sammen med de tilbageværende russiske kvinder, børn og ældre i husene.

Under angrebet mod Moskva og den sovjetiske modoffensiv blev Jens Berg såret i arm og skulder af et skud. Da han var blevet forbundet, måtte han selv gå 6 – 7 km i høj sne om natten for at komme til et opsamlingssted, men landsbyen han gik i retning mod var nedbrændt, da han nåede frem. Det krævede så en fornyet tur på ca. 5 km ud i kulden og mørket. Derefter kom han på et lazaret i Tyskland, medens hans soldaterkammerater måtte kæmpe både mod russerne og mod kulden.

Da han var blevet klar igen, blev han overført til en motoriseret infanterienhed som uddannede erstatningspersonel til Østfronten. Jens Berg blev nu overført til 6. Armé på vej til Stalingrad, og han skulle køre motorcykel. Han styrtede med motorcyklen et godt stykke tid inden 6. Armé blev omringet, så styrtet blev hans redning, og han kom via et rumænsk felthospital retur til Tyskland, inden hans kammerater gik deres grumme skæbne i møde ved Stalingrad.

Herefter får han arbejdsorlov på en gård i Sydslesvig, nogle transporter til den franske kanalkyst samt et job med at passe på sovjetiske krigsfanger, som arbejder på en flyveplads nær Berlin. Efter et oprydningsjob efter bombardementer i Berlin bliver han på ny sendt til Østfronten i januar 1944, nu uddannet i en 75 mm panserværnskanon, for at deltage i tilbagetoget gennem Ukraine. Efter tre måneders fronttjeneste falder han i sovjetisk fangenskab, og får her en voldsom behandling, men han løslades allerede i efteråret 1945 og kan påbegynde en fem ugers togrejse retur til sin hjemstavn, forslået og sølle, men i live. Det er en god skildring af livet på Østfronten, og bogen er støttet af tre kort, som viser de tre ture østpå. Der er desuden gengivet breve hjem til familien.

Med til hele historien om både Jens Berg og Hans von Vultejus hører, at det efter 60 – 70 år er svært at gøre sig klog på, hvad enten man er journalist, boganmelder, historiker eller officer, hvad man selv ville have gjort, hvis man som 18 – 19-årig var blevet bragt i en tilsvarende situation, hvor ens overlevelseschancer på de russiske stepper måske kunne være omvendt proportional med en moralsk rigtig optræden afpasset til lejligheden.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_140.aargang_nr.3_2011.pdf

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.