Faldskærmschefen: Flemming B. Muus – Helt og Skurk

Anmeldt af Kjeld Galster

Sven Ove Gade, Faldskærmschefen: Flemming B. Muus – Helt og Skurk. Viborg: Informations Forlag, 2014. ISBN: 978-87-7514-390-0. 272 sider, illustreret i sort/hvid. Kr. 299,95.

Foto: Bog-ide.dk

Bogen er inddelt i forfatterens forord, 20 egentlige kapitler og et efterskrift kaldet ”Både helt og skurk”. Der er et udmærket noteapparat og et index, men ingen bibliografi. Bogen er skrevet i et smukt og korrekt dansk med korte, prægnante sætninger. Disse kan forekomme abrupte, men de giver en fyndig og klar fremstilling, der yderligere underbygges af de anførte slutnoter.

Forordet beskriver bogens tilblivelse – herunder vanskelighederne med at opstøve det relevante kildemateriale, som i betydeligt omfang er forsvundet. Det anvendte materiale og de interviews med forskere og samtidsvidner, som forfatteren har gennemført – heriblandt med Muus’ enke, fru Varinka Wichfeld Muus, og modstandsbevægelsens nestor, Dr. Jørgen Kieler – giver bogen betydelig troværdighed.

Med 20 kapitler skal bogen ikke her beskrives kapitel for kapitel, men i stedet forsynes med kommentarer til nogle særligt bemærkelsesværdige passager.

I de første kapitler beskriver Gade, hvorledes Muus voksede op og – takket være en ikke alt for sikker håndtering af tilværelsen – endte i Liberia, hvorfra han efter 9. april 1940 forsøgte og havde held til at komme til London og melde sig ved det nys oprettede Special Operations Executive (SOE). Det synes her på sin plads at citere tidligere nævnte anmeldelse: ”Krig vækker de særeste eksistenser, som i kampens hede træder i karakter og ophøjes. De forventelige helte skuffer ofte, mens kontormanden med vigende hårgrænse og begyndende vægtproblemer med ét træder frem foran geleddet og kommanderer regimenter. Muus var en sådan mand, hvis tilværelse i Liberia, hvortil han reelt set var blevet forvist på grund af en svindelaffære, brat blev afbrudt, da fædrelandet kom i nød den 9. april 1940.”

Den elegante, kultiverede og livsnydende, men bebrillede og ikke særlig macho Flemming B. Muus blev efter grundlæggende faldskærms- og specialuddannelse ved Special Training School i Midtengland og gennemgang af en plastisk ansigtsoperation med det formål at undgå genkendelse nedkastet over Hornum Sø i Himmerland natten mellem 11. og 12. marts 1943. Herefter beskrives løbende gennem bogen, hvorledes Muus samarbejdede med nogle – ikke mindst Frihedsrådet, Hærens officerer (Hjalf, Schjødt-Eriksen) og visse politikere – men kom på kant med andre som f.eks. Flemming Junker og oberstløjtnant Nordentoft. Der bliver omhyggeligt gjort opmærksom på det dilemma, at Muus som britisk officer (han var major i SOE) dårligt kunne være en del af Frihedsrådet, der skulle tegne Danmark overfor de allierede, men alligevel var ønskværdig som medlem af dette. Da briterne lagde vægt på at undgå splittelse mellem Frihedsrådet og det danske politiske establishment, og da Muus i særlig grad forstod at gennemføre denne balancegang, skulle det imidlertid vise sig, at han på lange stræk blev et særdeles stort aktiv for modstandskampen generelt og for Frihedsrådet i særdeleshed.

Som det fremgår af Gades beskrivelser, var Muus en flamboyant, egenrådig og talentfuld organisator med hang til livet på de bonede gulve, og det må have været lidt af et kunststykke at forene disse krav under besættelsens vilkår. En af faldskærmschefens excentriciteter var hans glæde ved god boligindretning, og som central repræsentant for SOE i modstandsbevægelsen måtte han hyppigt flytte bolig. Den sidste faste adresse, som han og Varinka beboede under besættelsen, var Jagtvejen 183 på Østerbro i København. Georg Metz skriver: ”På 4. sal t.v. stillede en tandlæge sig til rådighed som stråmand for leje af den pågældende lejlighed bestemt af modstandsbevægelsen som værested for [. . .] faldskærmschef Flemming B. Muus. [. . .] Tandlægen var denne signaturs tante, Inge Metz (f. Krogh), som var blevet i Danmark, mens hendes mand, senere overlæge Otto Metz, af gode grunde [han var jøde] måtte søge til Sverige i oktober 43 og her blev læge i Brigaden. Flemming B. Muus lod lejligheden på Jagtvej møblere [fra kgl. Hofleverandør Lysberg, Hansen og Therp] for en formue af modstandsbevægelsens penge. Muus, der livet igennem var stor i slaget, måtte bo standsmæssigt – bl.a. med en læderstol med mikrofon i øreklappen, så husets herre ikke behøvede rejse sig for at tilkalde hushjælpen [frøken Martha Skallebæk] og mere whisky. Efter befrielsen overtog Inge og Otto Metz lejligheden på fuldt legal vis og med den også flere af de fine møbler, som dermed dannede tryg ramme om en stor del af skribentens barndom.”

Muus’ store privatforbrug, stod dog ikke alene. Midlerne, der dels stilledes til rådighed af Storbritannien, dels af Danmark gennem bl.a. modstandsbevægelsens finansielle organisator Rigsdagsmedlemmet landsretssagfører Per Federspiel , blev brugt dels til at forsyne modstandsgrupperne, dels til at gemme af vejen i et reservefond. Dette opbyggede Muus angiveligt for at sikre modstandskampen mod evt. sammenbrud i pengestrømmen, men reelt måske snarere til egen brug efter krigen. Da krigen sluttede, var Muus’ omdømme dog ikke godt. Modstandere som Flemming Juncker og briternes mand i Stockholm, major John Ray, var ikke sene til at anklage ham for bevidst mandatsvig i millionklassen (i datidens mønt kr. 550.000). Regnskaber eksisterede ikke, og der blev rejst sigtelse for groft bedrageri.

Retten fandt Muus skyldig i mandatsvig og idømte ham to års fængsel. Da Kongen på flere højt profilerede mænds anbefaling (deriblandt generalerne Ebbe Gørtz og Viggo Hjalf samt ledende socialdemokratiske politikere som H.C. Hansen, Hedtoft og Buhl samt den konservative Per Federspiel) benådede ham omkring julen 1946, skete det dog på betingelse af, at ægteparret Muus forlod Danmark og holdt sig borte i mindst fem år. Da parret kom hjem igen, var der intet job at få for den nu som svindler stemplede modstandshelt, men Muus påbegyndte et ganske succesfuldt forfatterskab, og opnåede en slags kultstatus og tilgivelse i folkeopinionen. Omend i evig pengenød formåede ægteparret Muus dog at opretholde et udstrakt selskabsliv næsten til det sidste.

Gade beskriver gennem hele bogen begivenhederne nuanceret og veldokumenteret. Ikke mindst retssagen mod Flemming B. Muus og forholdene omkring ægteparrets udlændighed og svære tid efter hjemkomsten er særdeles fyldestgørende og også medrivende skildret.

Bogen er som nævnt velskrevet og veldokumenteret og skæmmes kun i ubetydeligt omfang af nogle få og mindre væsentlige fejl. De få, som denne anmelder har noteret sig, skal nævnes: P. 74: ”husarernes pelsbræmmede overfrakke” er en ikke ganske korrekt betegnelse for den pels, som husarer for det meste bærer overhængt på den ene skulder. P. 166: ”1. april 1940 kørte Inka hjem i sporvogn . . . [og] hørte ordene Danimarca og Norvegia [. . .] var blevet invaderet.” Det burde vist have været 9. april. P. 244 forekommer udtrykket ”at fradømme ham ”pibe og krave””. Det er i citationstegn, så om det er den citerede (Per Federspiel) eller Gade selv, der er skyldig, må stå hen i det uvisse, men det faste udtryk om at afsætte en præst hedder nu ”at fradømme ham kjole og krave”.

Med disse få og små indvendinger skal der fra denne anmelder lyde stor anerkendelse til Sven Ove Gade for et fint, velunderbygget og læseværdigt værk om en af modstandskampens allerstørste personligheder. Bogen kan varmt anbefales til alle med interesse for modstandskampen.

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.