Europas fremtid - et euro-atlantisk puslespil.

Anmeldt af Ib Faurby

Hans Mouritzen, Europas fremtid - et euro-atlantisk puslespil. København: Dansk Institut for Internationale Studier, 2005. 68 sider, 75 kr. eller downloades gratis fra www.diis.dk.

 Af disse scenarier blev det første betragtet som det både mest sandsynlige og det mest ønskelige. Det tredje var en mulighed, men det mindst sandsynlige og det mindst ønskelige set fra et dansk synspunkt. Derfor skulle dansk politik så vidt muligt bidrage til at fastholde og udbygge det første scenario.

Siden er der hændt en del og især to dramatiske begivenheder har påvirket den internationale udvikling i almindelighed og det transatlantiske forhold i særdeleshed: Terrorangrebet på USA den 11. september 2001 og krigen i Irak. Man kan derfor spørge, hvordan de seneste års udvikling har ændret Forsvarskommissionens forudsætninger og forventninger til fremtiden.

        I den her omtalte, lille bog opstiller Hans Mouritzen, der er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), to scenarier for udviklingen af det transatlantiske forhold i de kommende ca. 10 år. Det gør han med teoretisk udgangspunkt i den geopolitiske realisme, som nogle vil kende fra hans bog fra 1999: At forklare international politik. Det er i den, han formulerer det i og for sig banale, men i den teoretiske litteratur oversete forhold, at staternes udenrigspolitik ikke kun er bestemt af den globale polaritet, men primært af magtbalancen (”omgivelsespolariteten”) i deres nærområde. En stats grundlæggende udenrigspolitiske orientering er bestemt af de aktuelle geopolitiske udfordringer og af de historiske, geopolitiske erfaringer, som er aflejret i elitens bevidsthed. Disse erfaringer kan give en vis træghed, der forsinker eller formindsker forandringerne, med mindre der foreligger en decideret tvangssituation. Mouritzen afviser dog ikke, som mange af de såkaldte ”realister”, de internationale organisationers betydning. For de vesteuropæiske landes vedkommende er den geografisk bestemte politik modificeret gennem et ”EU/NATO-filter”. 

        Under den kolde krig var det konfrontationen mellem de to kernevåbenbevæbnede supermagter, der dominerede den internationale politik. De satte en dagsorden, som alle andre og ikke mindst de europæiske stater måtte indrette sig efter. Efter den kolde krig, skriver Mouritzen, har geopolitikken, herunder forholdet til de enkelte landes respektive nabolande, fået fornyet betydning. Kun USA med landets globale rækkevidde er ikke påvirket af denne tendens, men deri er der ikke noget nyt. Mange mener dog, at den internationale terrorisme har sat sig ud over de geografiske begrænsninger, men det er kun tilfældet, hvis man tænker på terrorangrebet på USA den 11. september, skriver Mouritzen, der hævder, at de øvrige terroraktioner hovedsagelig er lokalt/regionalt motiveret - et synspunkt, der i bedste fald lader sig diskutere. 

        I den foreliggende analyse af det ”euro-atlantiske puslespil” tager Mouritzen udgangspunkt i, at der efter afslutningen af den kolde krig har været, hvad han kalder, ”en aftagende mængde af fællesinteresser” mellem staterne i det transatlantiske fællesskab. Han opstiller to scenarier for den fremtidige udvikling. Til det anvender han bevidst et ”simpelt skelet” vel vidende, at han dermed udelukker en række faktorer, der kan have betydning i praksis. Denne ”metodologiske sparsommelighed” indebærer, som han skriver, ”et vist vovemod fra ophavsmandens side”, men ”tilsvarende må det kræve noget ’sportsånd’ fra læserens side, hvis forudsætningerne slår fejl. Noget af det mest frugtbare ved scenarieopstilling er faktisk at overveje årsagerne, hvis/når dets forudsætninger slår fejl”.

        Bogens to scenarier er dels ”euro-atlantisk symbiose”, dels ”europæisk splittelse”. I det første af disse scenarier kommer der ingen større terrorangreb på USA, der igen udenrigspolitisk bevæger sig i multilateral retning med vægt på forholdet til FN, NATO og EU. Europa (dvs. EU) reagerer positivt på denne udvikling, selvom der fortsat vil være uoverensstemmelser vedrørende konkrete emner. Integrationen i EU fortsætter, men ikke som en udfordring af USA. Rusland får ingen større selvstændig betydning i dette scenario, men der kan tænkes en polsk-russisk rivalisering om indflydelse i Ukraine og en rivalisering mellem Rusland på den ene side og USA og EU på den anden side i Kaukasus og i kampen om den kaspiske olie.

        Splittelsesscenariet bygger på en forudsætning om fortsatte terrorangreb på USA, der derfor fører en mere unilateral politik med stor vægt på de militære instrumenter. I den situation vil der ikke være en enig europæisk reaktion, men en cementering af de grupperinger, man så i holdningen til krigen i Irak. Der er således ikke primært tale om en transatlantisk splittelse, men en europæisk splittelse mellem EU's ”kernelande” under ledelse af Frakrig og Tyskland på den ene side og ”det ydre Europa” anført af Storbritannien og med de østeuropæiske lande - først og fremmest Polen - på den anden side. Man kunne sige, at Storbritannien vender tilbage til sin traditionelle balancepolitik i forhold til kontinentet. De mindre europæiske lande bliver i dette scenario tvunget til at vælge side. Rusland får en større rolle i samspil med Frankrig og Tyskland, mens udvidelsen af såvel EU som NATO går i stå.

        Under vejs lykkes det Mouritzen at få sat mange aktuelle, storpolitiske problemer ind i en sammenhængende forklaringsramme. Men han konkluderer ikke, hvilket af de to scenarier, der er det mest sandsynlige. Store dramatiske begivenheder kan få udviklingen til at springe fra den ene ”rille” til den anden. Prøven på, hvad der vil ske, kan måske komme til at stå i Kaukasus, skriver han.

        Det er ingen større kunst at finde på indvendinger mod en scenarieopstilling, der bygger på så enkle præmisser, som det her er tilfældet. Geografisk størrelse og afstand er ikke det eneste, der bestemmer forholdet mellem stater. Ideologiske modsætninger var afgørende for den kolde krig, og såvel grundlæggende værdifællesskab som værdiforskelle præger også i dag forholdet mellem stater og samfund. Man kan også have sin tvivl om, hvorvidt eventuelle fremtidige terrorangreb mod USA vil være så afgørende for, hvilket af de to scenarier, der vil blive til virkelighed. I det hele taget er det lidt svært at se, hvordan terror kan blive en så central forklaringsfaktor i en analyse, der bygger på geografisk størrelse og afstande som de grundlæggende teoretiske antagelser.

        Endelig kan man have konkrete indvendinger mod detaljer i Mouritzens fremstilling. F.eks. at Irans politik over for Kaukasus skulle være styret af ønsket om at eksportere landets egen islamiske revolution til området. Iraks faktiske politik i Kaukasus har i langt højere grad været motiveret af geo-strategiske end religiøse hensyn - hvad der jo er helt i overensstemmelse med Mouritzens teoretiske udgangspunkt!            

        Disse bemærkninger til trods, er der tale om en spændende analyse. Mouritzen har en sjælden evne til at formidle teoretisk funderede analyser af international politik på en klar og meget pædagogisk måde med brug af rammende - til tider morsomme - metaforer. Bogen er ifølge forfatteren tænkt som lærebog eller baggrundslæsning på såvel gymnasialt som post-gymnasialt niveau. Dens konsekvente og tankeprovokerende analyse vil imidlertid også kunne læses med udbytte af andre med interesse for verdens gang.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_134.aargang_nr.3_2005.pdf

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.