Etnisk konflikt- Kenya januar 2008

Indledning:

”Tydelig etnisk udrensning” sagde den amerikanske viceudenrigsminister for afrikanske anliggender, Jendayi Frazer, i slutningen af januar 2008 om situationen i Kenya. Siden årsskiftet har over 1.000 mistet livet, mens omkring 600.000 mennesker er drevet på flugt i det østafrikanske land. Den alvorlige situation i Kenya blev hurtigt udråbt som en ”etnisk konflikt” i de vestlige medier[1].

Netop etniske konflikter tegner sig som den dominerende konfliktform på den internationale scene. Og det lader ikke til, at vi har at gøre med et forbigående fænomen[2]. Vold mellem mennesker med forskellig race, kultur, sprog eller religion har derfor i en årrække givet fast arbejde til analytikere, politikere, NGO’ere og ikke mindst de militære enheder, der deltager i planlægningen og gennemførelsen af fredsstøttende operationer under fjerne himmelstrøg. Det er derfor essentielt, at man formår at analysere og forstå de komplekse faktorer, der udgør elementerne i en etnisk konflikt.. For der vil ofte være mere på spil end blot simpelt had mellem mennesker.

Denne artiklens formål er at kaste lys på etniske konflikters mulige årsager. Artiklen præsenterer et overblik over nogle teoretiske forståelser af, hvad etnicitet er, og hvorfor etniske grupper opstår. Disse teoretiske forståelser kan anvendes i en analyse, som forholder sig til fire forskellige lag i etniske konflikter. Dét vil artiklen illustrere ved at anvende den præsenterede teori på en kort analyse af årsagerne til den kenyanske etniske konflikt anno 2008.

Den etniske konflikt i Kenya 2008

Før vi ser nærmere på den teoretiske forståelse af etniske konflikter, vil situationen i Kenya blive beskrevet for at illustrere det umiddelbare forløb i en etnisk konflikt.

Efter præsidentvalget i Kenya d. 27. december 2007 blev landet kastet ud i serier af voldelige sammenstød mellem landets forskellige stammer. De sporadiske kampe og massakrer krævede et stigende antal dødsofre, og ved udgangen af januar havde omtrent 1.000 mennesker mistet livet, mens 250.000 var drevet på flugt, et tal som i midten af februar var steget til 600.000[3]. USA’s viceudenrigsminister for afrikanske anliggender, Jendayi Frazer, har som nævnt betegnet situationen i Kenya som ”tydelig etnisk udrensning”[4].

Tidligere FN-generalsekretær Kofi Annan rejste i slutningen af januar til Kenya for at mægle mellem de stridende parter. I løbet af februar ebbede volden langsomt ud, og det lader i skrivende stund til, at Annan har fået smedet et kompromis sammen, hvilket uddybes senere[5].

Indledningsvis kunne man spørge, om verdenssamfundet har været vidne til en egentlig borgerkrig i Kenya? Eller om omfattende og til dels systematisk vold er uomgængelige ingredienser i valg og politisk konkurrence i unge demokratier som det kenyanske?[6]

Med udgangspunkt i det norskbaserede fredsforskningsinstitut PRIO’s definition må man sige, at den kenyanske konflikt kan betegnes som en borgerkrig. Definitionen på en krig er nemlig ifølge PRIO at least 1.000 battle-related deaths in any given year[7].

Nu kan man diskutere frem og tilbage, om de omtrent 1.000 dødsfald i Kenya i 2008 er ”battle-related”, men det står fast, at niveauet af vold i kølvandet på præsidentvalget har været ekstraordinær høj. Så vidt den kliniske definition på krig.

I en overordnet vurdering af den danske pressedækning af den kenyanske krise træder to tendenser frem. For det første at de voldsomme uroligheder var uventede i det på overfladen velfungerende Kenya; et land der efter afrikansk målestok har klaret sig godt. Kenya har desuden opbygget en betydelig turistindustri og huser et væsentligt antal flygtninge fra de konfliktramte nabolande, hvor Kenya flere gange har forsøgt at spille en konstruktiv rolle som mægler.

For det andet at volden er stammerelateret: Den siddende præsident Mwai Kibaki tilhører Kikuyu-stammen, der udgør omtrent 22 % af landets 37 millioner indbyggere. Han erklærede sig for vinder af valget, men beskyldes for svindel af EU’s valgobservatører såvel som af den kenyanske oppositions leder, Raila Odinga[8]. Odinga tilhører en af landets andre stammer, luoerne, som udgør 13 % af befolkningen og er kikuyuernes primære rivaler.

Ud over kikuyuerne og luoerne kan man i Kenya identificere en række andre stammegrupperinger: Luhya (14 %), Kalenjin (12 %), Kamba (11 %), Kisii (6 %) og Meru (6 %). Hertil kommer andre afrikanske folk, herunder somaliere (15 %) og ikke afrikanske grupper (asiatiske, europæiske og arabiske; (1 %).[9] Især Luhya og Kalenjin-stammerne udgør sammen med luoerne den primære modstand mod kikuyuerne.

Striden om præsidentmagten har altså ført til en voldsom etnisk konflikt mellem Kenyas rivaliserende stammer. Det vil nok undre mange hjemlige avislæsere, at Kenya pludselig bryder ud i en så drabelig borgerkrigslignende opstand, især fordi landet gennem længere tid har været fremstillet som et af de mere velfungerende og stabile steder i Afrika.

I en dybere analyse af årsagerne til konflikten i Kenya ville man derfor nok spørge, hvorfor striden om præsidentmagten kan føre til 1.000 dødsofre og mere end en halv million flygtninge i løbet af en måned?

I de næste afsnit præsenteres et upluk af forskellige vinkler på studiet af etnisk konflikt. Efterfølgende anvendes dele af de præsenterede teorier i en kort analyse af Kenya, for at illustrere de forskellige faktorer, der kan være på spil i etniske konflikter.

I teoripræsentationen tages udgangspunkt i selve forståelsen af begrebet etnicitet.

Hvad er etnicitet?

Hvis der ikke findes etniske grupperinger i en konflikt, kan man vel ikke sige, at konflikten er etnisk. Så hvornår kan vi tale om en etnisk gruppe? Det spørgsmål vil dette afsnit forsøge at besvare.

Ordet etnicitet er afledt af det græske ethnos, som betyder ”folk” eller ”folkeslag”.

Der eksisterer en række forskellige definitioner af begrebets betydning, men for overskuelighedens skyld vil jeg sondre mellem to typer forståelser, nemlig objektive og intersubjektive.

Den objektive forståelse af etnicitet inddeler primært mennesker i grupper efter fysiske kendetegn. Hvis et antal mennesker har samme race, religion og kultur i bred forstand (fælles sprog, musik, mad, påklædning, skikke og traditioner), kan man tale om en etnisk gruppe. Disse kendetegn kan typisk ses med det blotte øje – de er ”objektive”. De mindre objektive kendetegn er, at etniske grupper ofte vil dele en myte om fælles herkomst, og at de enkelte gruppemedlemmer har en stærk psykologisk tilknytning til gruppen.[10]

Den objektive forståelse af etnicitet stemmer nok overens med de fleste menneskers umiddelbare opfattelse af begrebet. Når man f.eks. i flygtninge- og indvandrerdebatten herhjemme taler om ”etniske grupper”, hæfter folk sig ofte ved andre folks sprog, religion og udseende.

Problemet med ovenstående ”tjekliste” af objektive tegn på eksistensen af en etnisk gruppe er imidlertid, at der hurtigt opstår gråzoner. Tag en gruppe mennesker med fælles sprog og religion samt en stærk fælles følelse af samhørighed, men med forskellige racer repræsenteret – ville man da ikke kunne kalde denne gruppe mennesker for en etnisk gruppe? Denne problematisering af den objektive forståelse af etnicitet fører os over til at se på den intersubjektive forståelse.

Hos den intersubjektive forståelse er det afgørende kendetegn ved etnicitet, at en gruppe deler den perception, at den er signifikant forskellig fra andre grupper mennesker. Denne forskellighed kan bunde i en større eller mindre kombination af sprog, hudfarve, religion, kultur med mere. Men en etnisk gruppe er i sin essens kendetegnet ved, at der blandt gruppemedlemmerne hersker enighed om, at man er en distinkt gruppe i forhold til ”de andre” uden for gruppen.[11]

Umiddelbart virker den intersubjektive forståelse af etnicitet mere bred og fleksibel end den objektive forståelse, som til gengæld nok er nemmere at operationalisere (altså anvende i den virkelige verden). Det forekommer mere lige til at undersøge ydre kendetegn ved mennesker end at undersøge deres indre ”delte perceptioner”. Hvis man tager de kenyanske stammer som eksempel, vil man nok ikke betragte disse som etniske grupper, hvis man anlægger en objektiv forståelse af begrebet. To stammer vil have forskellige navne, men stammemedlemmerne har samme hudfarve, alt imens religion, sprog og madvaner ikke er hver stammes definerende kendetegn. Den afgørende forskel mellem stammerne er, at stammemedlemmerne i en stamme føler sig afgørende forskellige i forhold til andre stammer. Altså en intersubjektiv forståelse af identitet, hvor de kenyanske stammestrukturer kan opfattes som etniske forskelle[12].  

Dette afsnit lagde ud med at spørge, hvornår man kan betragte en gruppe mennesker som en etnisk gruppe. Svaret afhænger af, om man anlægger en objektiv eller intersubjektiv forståelse af begrebet. Den intersubjektive forståelse forekommer mest fleksibel, fordi det definerende karakteristika for en etnisk gruppe her er en delt perception af at være distinkt i forhold til andre grupper.

Hvorfor opstår etnisk identitet?

Efter i sidste afsnit at have set på, hvordan man kan forstå begrebet etnicitet, kunne man nu spørge, hvorfor etnisk gruppeidentitet overhovedet opstår?

Spørgsmålet kan besvares i tre versioner: Primordialt, instrumentelt og konstruktivistisk[13].

Den primordialistiske skole betragter etnicitet som et naturligt eller ligefrem biologisk givent fænomen ved menneskelivet (primordial er latinsk for ”oprindelse”).  Mennesket fødes ind i en gruppe, og det ligger dybt i mennesket at tilhøre et afgrænset fællesskab. Desuden er rivalisering mellem etniske grupper naturligt, og det styrker enkelte gruppers sammenhold.

I modsætning til primordialismens nærmest fatalistiske opfattelse af etnicitet som noget naturgivent står den instrumentelle skole, som ser etnisk identitet som et redskab, en eller flere personer anvender for at nå et bestemt mål. Etnicitet er en af flere kilder til identitet, som ledere kan spille på for at opnå højere mål. Fra historiebøgernes mørkere kapitler kan fremhæves personer som Hitler og Milošević, der i høj grad gjorde brug af stærke etnisk fællesskaber som politiske og militære virkemidler.

Afslutningsvis har vi den konstruktivistiske opfattelse af etnisk gruppeidentitet. Konstruktivismen er enig med den instrumentelle skole i, at etnicitet ikke er naturgivne fænomen. I stedet for at forklare etnicitet biologisk eller instrumentelt, opfatter konstruktivismen etnicitet som et resultat af sociale processer mellem mennesker. Etnicitet er ”sociale produkter”, der formes og forandres af menneskers bevidste og ubevidste handlinger og valg.

Mod en forståelse af etnisk konflikt

I de to sidste afsnit er det blevet undersøgt, hvordan man kan forstå selve begrebet etnicitet og hvorfor etnisk identitet opstår. Denne viden skulle gerne sætte os i stand til at komme en forståelse af etnisk konflikt nærmere.

Ud fra henholdsvis primordialismen, instrumentalismen og konstruktivismen kan man udlede nogle generelle årsager til etnisk konflikt.

Primordialismen vil se etnisk konflikt som et naturligt resultat af ”gammelt had” eller rivalisering mellem etniske grupper. Det, der er på spil for en primodialist, er selve den etniske gruppe identitet, og dermed det enkelte gruppemedlems menneskelige behov for at tilhøre en gruppe. En umiddelbar etnisk forskel mellem to grupper er derfor i princippet nok til at anspore en voldelig konflikt.

For instrumentalismen drejer en etnisk konflikt sig som de mål, som den etniske identitet er et redskab til at opnå. Målene vil ofte være materielle eller fysiske til forskel for primordialismens fokus på identitet.

Konstruktivismen er ikke så konkret i sin årsagsforståelse som det er tilfældet hos primordialismen og instrumentalismen. Konstruktivismen vil lede efter de socialt konstruerede etniske modsætninger, som muliggør eller betinger konflikt. Herved kan konstruktivismen forsøge at forstå konfliktens natur, og måske vise, at tingene kunne være anderledes.

Det kan diskuteres, om de kenyanske stammer og deres nuværende voldelige konflikt bedst forstås ud fra en primordialistisk, instrumentel eller konstruktivistisk forståelse af etnicitet. Det taler for en instrumentialistisk forståelse, at den etniske mobilisering efter alt at dømme har et materielt formål, nemlig en anderledes fordeling af samfundets goder.

På den anden side kan konflikten i et primordialt perspektiv også virke som kulminationen på en vedvarende rivalisering mellem Kenyas stammer. Stammer, der i øvrigt langt fra virker som flygtige konstruktioner eller kyniske instrumenter, men snarere som helt grundlæggede og urgamle samfundsstrukturer, der ikke kan rokkes ved.

Som det tydeligt ses, er disse afledte forklaringer på etnisk konflikt så generelle, at den primordialistiske, instrumentelle og konstruktivistiske skoler snarere skal betragtes som overordnede kategorier, der hver især kan indeholde mere afgrænsede og detaljerede forklaringsmodeller for etnisk konflikt. Der er derfor behov for en mere grundig tilgang.

Forskellige lag i etniske konflikter

For at styrke analysen af etnisk konflikt, kan man konceptuelt opdele konfliktanalysen i flere lag. Det vil sige, at man opstiller en analysestruktur uden at lægge sig fast på at anvende én bestemt teori. Antagelsen er, at etnisk konflikt kan have forskellige årsager, og at årsagerne kan eksistere på forskellige niveauer.

Dan Smith[14] har med inspiration fra David Dressler[15] udviklet en analyseramme, som inddeler konfliktanalyse i fire områder.

Det første område er konfliktens bagvedliggende årsager. Her tænkes på de forhold, der potentielt kan føre til konflikt. Det kan være sociale, politiske eller økonomiske faktorer, der skaber utilfredshed hos en gruppe mennesker.

Det andet analyseområde er mobiliseringsstrategi. Under dette punkt undersøges, hvorledes den eller de utilfredse gruppe i samfundet mobiliseres til politisk handling. Der fokuseres særligt på, hvordan mobiliseringens formål bliver forstået, formidlet og defineret over for målgruppen.

Dernæst analyseres som det tredje område de udløsende årsager til konflikten. Dette punkt hviler på den antagelse, at en konflikt qua de bagvedliggende årsager kan ligge og ulme i flere år. Før konflikten bryder ud i væbnet kamp, skal folk mobiliseres, og endelig skal der oftest en anledning eller en vis timing til. At analysere de udløsende årsager er ikke at finde ud af, hvorfor en konflikt er opstået, men snarere hvorfor den bryder ud i lys lue netop nu.

Endelig er der i Smiths analyseramme som sidste punkt området katalysatoreffekter. Her tænkes på de faktorer, som bidrager til en konflikts intensitet, varighed og karakter. Katalysatoreffekterne kan være interne såvel som eksterne.

Smiths firedelte analysemodel kan anvendes til at strukturere en konfliktanalyse. Under hvert af de fire punkter kan de tre perspektiver på etnicitet, primordialisme, instrumentalisme og konstruktivisme, have forklaringskraft.. I det følgende afsnit vil modellen blive anvendt på en generel analyse af situationen i Kenya.

Kenya – en analyse i fire trin

I dette afsnit vil årsagerne til den kenyanske krise blive kort analyseret på områderne bagvedliggende årsager, mobiliseringsstrategier, udløsende årsager og katalysatoreffekter. Under hvert punkt inddrages den primordiale og instrumentelle forståelse af etnicitet, i det omfang, der findes relevant, mens konstruktivismen ikke finder anvendelse.

Hvis man sætter sig lidt ind i Kenyas historie og samfundsforhold, forekommer utilfredshed med den generelle ressourcefordeling som den overordnede bagvedliggende årsag til konflikten[16]. Fordelingen af de kenyanske samfundsressourcer – ejendom, jord, udviklingsbistand, statslige og kommercielle kontrakter samt andre økonomiske privilegier – er således ulige og som tommelfingerregel i favør til den stamme, som sidder på regeringsmagten.

Kilden til en del af de nuværende ressourcestridigheder skal findes i den koloniale arv. Efter selvstændigheden fra Storbritannien i 1963 blev de hvide farmeres jord fordelt ulige og langs etniske skillelinjer i Kenya. Den ulige fordeling i kikuyuernes favør skyldtes, at det netop var kikuyuerne, der gjorde oprør mod kolonistyret fra omkring 1952 og frem. Derfor kom kikuyuerne til at side på statsmagten og præsidentposten efter 1963, og det har de gjort i størstedelen af Kenyas postkoloniale historie. Fra denne magtposition begunstigede kikuyuerne deres egne stammefæller i mange henseender, hvilket skabte en opfattelse af uretfærdighed hos de andre stammer.

Især det frodige landbrugsområde Rift Valley har en kontroversiel historie. Her overtog tilflyttende kikuyuer fra det kenyanske højland efter 1963 jorden efter de hvide kolonister på bekostning af lokale kalanjin- og luo-stammer. Netop i Rift Valley har nogle af de blodigste sammenstød fundet sted i løbet af januar 2008.

Forstået bredt er fordeling af samfundets ressourcer, mellem stammerne altså kernen i den politiske strid i Kenya. Den anden side af samme problemstilling er, at de politiske mekanismer, som skal forsøge at sikre en fredelig og lovlig fordeling af samfundets goder, ikke fungerer tilstrækkeligt. Det vidner den omfattende korruption om, der er så massiv, at Kenya ligger solidt placeret i toppen blandt verdens mest korrupte samfund. Forvaltningen er ikke neutral, men snarere stamme-nepotistisk, og domstolene formår ikke at værne om landets love. Hvad angår de kenyanske folkevalgte politikere, tegner der sig også en skævhed. Hvor man i Vesten betragter politik som et kald, og politikere som havende et særligt moralsk ansvar, er politik i Kenya den bedste måde at blive rig og magtfuld på. En kenyansk parlamentariker tjener 60.000$, hvilket let kan stige til det dobbelte med forskellige salærer og tillæg. I kontrast hertil er den officielle mindsteløn 700$, og den gennemsnitlige BNP pr. indbygger vurderes til 1500$ [17]. Desuden har landet også oplevet flere politiske skandaler under præsident Kibaki omhandlende korruption, underslæb og magtmisbrug med forbindelser til de inderste kredse af regeringen. Ingen af disse sager er blevet undersøgt juridisk[18].

Den dybere årsag til den nuværende voldelig konflikt lader altså umiddelbart ikke til at dreje sig om primordialt had mellem etniske grupper. Etniciteten spiller kun en rolle, fordi ressourcerne er fordelt ulige langs etniske skillelinjer. Mod denne konklusion kan man selvfølgelig fremføre, at det etniske had er grundlæggende og netop er den faktor, som fører til den ulige ressourcefordeling langs etniske skillelinjer. Men det taler mod det primordiale perspektiv, at Kenyas etniske grupper generelt har formået at leve side om side uden permanent krigsførelse. Desuden lader det til, at det forslag om øget magtdeling mellem præsident Kibaki og oppositionsleder Odinga, der ligger i Annans mæglingsresultat, har været nok til at få urolighederne til at stilne af. Det peger på, at konflikten drejer sig om magt og indflydelse, ikke etnisk adskillelse og gensidig udslettelse.

Hvad angår mobiliseringsstrategi peger meget på de kenyanske stammestrukturer. Den siddende præsident Mwai Kibaki må siges at favorisere såvel som at nyde støtte fra sin egen stamme, kikuyuerne. Det skal ses i nøje sammenhæng med, at kenyansk partipolitik afspejler stammerne. De andre stammer føler sig angiveligt uretfærdigt behandlet af de kikuyu-dominerede styre, og derfor foregår konflikten på en bane, der så og sige er kridtet op med etniske skillelinjer. Når man hører rapporter om etnisk relaterede nedslagtninger og mordbrande, virker konflikten antændt af primordialt had. Men holder vi fast i, at konfliktens dybere årsager har at gøre med ressourcefordeling, ser vi altså en mobiliseringsstrategi, hvor stammerne opildnes til at bekæmpe hinanden i en form for åben totalkrig mod fjendens krigere såvel som dennes familier og ejendom. Så selvom vi ikke opfatter konflikten som etnisk i sin essens, så rulles det etniske had frem som mobiliseringsstrategi i en strid om samfundets ressourcer.

Økonomen Poul Collier har i sin kontroversielle teori om økonomiske årsager til etniske konflikter en tilsvarende instrumentel forståelse af etnicitet som mobiliseringsstrategi. Etnicitet er ifølge Collier et middel til at sikre høj moral og stærk sammenhængskræft i en væbnet styrke eller anden gruppe, der er mobiliseret for at opnå et politisk mål[19].

Analysens tredje punkt er udløsende faktorer, altså den eller de faktorer, det fik konflikten til at bryde ud i lys lue. Ofte kan man pege på forskydninger i magtbalancen mellem forskellige etniske grupperinger som en udløsende faktor for konflikt. Tankegangen bygger på Jack Snyder og Robert Jervis’ teori om sikkerhedsdilemmaer mellem samfundsgrupperinger, der i fraværet af en fungerende statsmagt må tage vare på egen sikkerhed[20]. Teorien er en intrastatslig pendant til den tilsvarende teori om sikkerhedsdilemmaer mellem stater i et anarkisk, internationalt system: Når én stat øger sin sikkerhed, mindskes den andens stats sikkerhed relativt, fordi man under anarkiske forhold aldrig kan stole på hinandens intentioner. Pointen er, at forskydninger i magtbalancen kan føre til væbnet konflikt, fordi den ene part føler, at der må handles, før den anden bliver for magtfuld.

I det kenyanske tilfælde er præsidentvalget lige før nytår 07/08 det oplagte svar på en konfliktudløsende faktor. I et sikkerhedsdilemmaperspektiv kan valget forstås sådan, at kikuyuerne med Kibakis sejr cementerede deres overherredømme, eller magtubalance om man vil. Udsigten til endnu en periode med Kibaki havde uoverskuelige konsekvenser for oppositionens opfattelse af egen materielle, og ultimativt også sikkerhedsmæssige, position i samfundet. Hvis vi tager opfattelsen af kikuyu-skabt uretfærdighed som den grundlæggende årsag til konflikt, er det oplagt, at hårde og vedvarende beskyldninger om valgsvindel kan få en ulmende konfrontation til at blusse op. Beskyldningerne om valgsvindel kan i sammenhæng med de andre politiske skandaler tænkes at have udløst en generel mistillid til, at det politiske system og de kenyanske domstole er vejen at gå, hvis man ønsker retfærdighed. På denne vis kan præsidentvalget ses som den faktor, der udløste den nuværende kenyanske konflikt.

Afslutningsvis skal vi i analysen forholde os til katalysatoreffekter i den kenyanske konflikt. Som det blev beskrevet under analysen af konfliktens bagvedliggende årsager formår de kenyanske politiske mekanismer ikke at sikre en fredelig og retfærdig fordeling af samfundets goder. I et sådant samfund må risikoen for vold som politisk virkemiddel alt andet lige være højere end i demokratiske retsstater, hvor man – i hvert fald i forhold til Kenya – kan komme langt ved at adressere uretfærdighed på fredelig politisk vis. Desuden forringes sandsynligheden for at opnå en forhandlingsløsning på den voldelige konflikt af, at tilliden til statsmagten er lav, fordi volden hurtigt kan opfattes som eneste effektive politiske virkemiddel.

Hvis den kenyanske statsmagt opfattes som partisk i forhold til de stridende parter, og f.eks. reelt optræder som kikuyuerne og præsident Kibakis forlængede arm, så vil de øvrige stammer ifølge Snyder og Jervis’ sikkerhedsdilemma føle sig overladt til at varetage deres personlige og ejendomsretlige sikkerhed selv. Sikkerhedsdilemmaer mellem stammerne foranlediget af en svag og partisk statsmagt kan have eksisteret i Kenya i lang tid. Men den seneste udvikling kan forventes at bidrage yderligere til etniske sikkerhedsdilemmaer, hvilket kan forværre konflikten og katalysere yderligere vold.

En relateret katalysatoreffekt kan være det kinesiske forhold til Kenya. Kina spiller som bekendt en stigende rolle i Afrika, og Kenya er ingen undtagelse. The Economist har peget på det forhold, at præsident Kibaki kun turde klamre sig til magten, fordi han har Kina i ryggen. Kina er en betydelig handelspartner for Kenya, og har samtidig et fast princip om ikke at blande sig i andre staters indre anliggender. Det betyder, at Kina modsat Vesten ikke truer Kenya med økonomiske konsekvenser på grund af små detaljer som et unfair præsidentvalg og etnisk udrensning[21]

En sidste vigtig katalysatoreffekt kan meget vel være etnisk had. Det kan lyde mærkeligt, da den hidtidige analyse peger på, at etnicitet kun spiller en rolle i mobiliseringen af de utilfredse masser. Sagt på en anden måde, så forstår vi primært de etniske kampe som instrumenter i det, der basalt set er en ressourcekamp. Når ressourcekampen finder en løsning, vil kenyanerne kunne leve side om side igen, foreskriver den instrumentelle logik. Men når det etniske had først er rullet frem som politisk virkemiddel, hvordan rulles det så tilbage igen? Hvordan får man stammerne til at indstille kampene, hvis konflikten på lokalt niveau har udviklet sig til spiraler af hævn og nærmest personlige vendettaer? Hvis en familie har mistet halvdelen af sine medlemmer i mordbrande og nedslagtninger begået af en rivaliserende stamme, hvordan får man så skabt en fredelig hverdag, når den overordnede strid har fundet en politisk løsning?  Problemstillingen er velkendt, og de forskellige løsningsmodeller er omdiskuterede. Den amerikanske professor Chaim Kaufmann har markeret sig med en kontroversiel position i debatten[22]. Hans synspunkt er kort fortalt, at selvom en konflikts dybere årsag måske ikke er primordialt etnisk had, så vil det være altdominerende i konflikten, når det etniske had først er mobiliseret. Når der først er begået brutale etniske overgreb, så ruller lavinen. Kaufmann udleder, at den eneste løsning på etniske konflikter er etnisk adskillelse – hvilket må siges at stride mod den herskende, internationale holdning, hvor etniske modsætninger opfattes som et overfladefænomen, stater kan overkomme ved at adressere de dybere årsager til konflikt[23].  

Hvorvidt etnisk adskillelse er den eneste mulige løsning på etniske konflikter, vil denne artikel ikke forsøge at besvare. Men i debatten hersker der en vis grad af enighed om, at etnisk mobilisering og etnisk vold i sig selv kan afføde etnisk had og hævntørst; altså en slags selvforstærkende primordialisme, hvor den umiddelbare etniske forskel er nok til at generere voldelig konflikt. Herved kan de klare etniske elementer i den kenyanske konflikt katalysere yderligere vold.   

Opsummering på analysen af Kenya

I sidste afsnit blev den kenyanske konflikt analyseret i fire lag. I stedet for at forstå konflikten enten primordialt eller instrumentelt, har de to forklaringsmodeller suppleret hinanden på pragmatisk vis. Analysen skulle gerne illustrere, at begrebet etnicitet kan have forskellig betydning, alt efter hvilket af de fire lag i en etnisk konflikt, vi analyserer.

I det kenyanske eksempel har den instrumentelle forståelse af etnicitet god forklaringskraft, når vi kigger på konfliktens bagvedliggende årsager samt parternes mobiliseringsstrategi. Etniciteten er et instrument, der muliggør mobilisering og kamp for et politisk mål – nemlig fordeling af samfundets ressourcer.

Det primordiale perspektiv beskriver på den anden side en vigtig katalysator i konflikten: Når det etniske had først er nået helt op i det røde felt, er det vanskeligt at rulle voldsspiralerne og hævntørsten tilbage. At en gruppe mennesker tilhører én stamme er nok til, at en anden stamme angriber. Modsætningsforholdet virker lige så naturligt som mellem hund og kat, og der behøver i nuet ikke at ligge store politiske motiver bag, selvom konfliktens dybere årsager ikke er primordialt had.

Konklusion: Flere årsager, flere niveauer

Denne artikel skulle gerne have illustreret, at man forbedrer mulighederne for at forstå en etnisk konflikt ved at analysere etniske konfliktens forskellige lag og ved at lade forskellige forståelser af etnicitet supplere hinanden. Med en øget forståelse af konfliktens mangeartede facetter kan man bedre vurdere, hvilke politikker og løsninger, der har mulighed for at forbedre situationen.

Som nævnt tidligere i artiklen er det tilsyneladende lykkedes for Kofi Annan at strikke et forlig mellem de stridende parter i Kenya sammen. Hvilke lag i konflikten adresserer Annans forlig?

Hovedindholdet i aftalen er for det første, at der skal foretages en uafhængig undersøgelse af det omstridte præsidentvalg. Dernæst at der skal skrives en ny forfatning i løbet af et år, som sikrer større magtdeling i landet. På kort sigt skal der også være større magtdeling mellem præsident Kibaki og oppositionsleder Odinga, som f.eks. kunne blive premiereminister. [24]

Annans forlig retter sig primært mod konfliktens udløsende effekter, nemlig det angiveligt unfair præsidentvalg og udsigten til endnu en periode med Kibaki ved magten i et rent kikuyu-styre. Hvis de dybereliggende årsager til konflikten skal bearbejdes, skal intentionen om øget magtdeling i hvert fald åbne op for en ny fordeling af samfundets goder, der opfattes mere retfærdig blandt et flertal af befolkningen. Og som analysen viser, er der mange sten på den vej, som kan føre til en løsning af Kenyas dybere problemer. Som Annan selv har formuleret det: "Der er ingen grund til at narre sig selv og tro, at dette er et valgpro­blem. Det er meget bredere og meget dybere"[25].

Vi skal heller ikke narre os selv til at tro, at etniske konflikter blot har én årsag, f.eks. at folk hader hinanden fra gammel tid. I stedet må vi være åbne over for, at der kan være årsager på flere niveauer, og at de forskellige årsager påvirker hinanden indbyrdes.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_137.aargang_nr.1_2008.pdf

Litteraturliste

Nyhedsmedier:

Berlingske Tidende 15. februar 2008: Uafhængig undersøgelse af valg i Kenya

DR Nyheder 11. februar 2008: FN: 600.000 på flugt I Kenya. http://www­.dr.dk­/Nyheder/Udland/

The Economist 7. juni 2007: Kenya: Going up or Down?

The Economist 7. februar 2008: Kenya and China: The Sound of Silence

Politiken 30. januar 2008: USA-udsending: Vold i Kenya er etnisk udrensning

Politiken 15. februar 2008: Ny forfatning skal løse Kenyas problemer

Politiken 16. februar 2008: Kofi Annan sikrer hjørnespark i Kenyas fredsproces

TV2 Nyhederne 27. januar 2008: Annan: Kenya-konflikt stikker dybthttp://nyhederne.tv2.dk

Weekendavisen 4-10. januar 2008: Afrikansk demokrati

Weekendavisen 11-17. januar 2008: Luoernes tur til at spise.

Bøger og artikler:

Collier, Poul (2000): Causes of Civil Conflict and Their Implications for Policy .World Bank http://www.worldbank.org/research/conflict/papers/civilconflict.htm

Dressler, David (1994): “How to Sort Causes in the Study of Environmental Change and Violent conflict”. I: Græger & Smith (red.) (1994): Environment, Poverty, Conflict. Oslo: International Peace Research Institute

Kaufmann, Chaim (1996): Possible and Impossible Solutions to Ethnic Civil Wars. I: International Security, 20(4).

Smith, Dan (2004) Trends and Causes of Armed Conflict, in: Austin, Alex et al. (eds.): Transforming Ethnopolitical Conflict. The Berghof Handbook.

Snyder, Jack and Robert Jervis (1999) “Civil War and the Security Dilemma,” in Barbara Walter and Jack Snyder, Civil Wars, Insecurity, and Intervention (New York: Columbia University Press).

Snyder, Jack (2000): From Voting to Violence: Democratization and Nationalist Conflict. W. W. Norton College Books

Wimmer, Andreas; Horowitz, Donald; Goldstone, Richard; Joras, Ulrike & Setter, Conrad (red.) (2004): Facing Ethnic Conflicts. Toward a New Realism. Lanham: Rowman & Littlefield.

www. ressourcer:

http://www.um.dk/da/menu/Udenrigspolitik/Landefakta/LandefaktaAfrika/Kenya

http://www.prio.no/cscw/cross/battledeaths/Battle-Deaths%20Codebook.pdf

www.prio.no

http://nyhederne.tv2.dk/article.php/id-10180647.html

 


[1] Bl.a. Politiken, 30. januar 2008; The Economist, 7. februar 2008 og DR Nyheder 11. februar 2008.

[2] Wimmer et al. (2004)

[3] DR Nyheder, 11. februar 2008.

[4] Politiken, 30. januar 2008.

[5] Politiken, 16. februar 2007.

[6] Om sammenhæng mellem vold og unge demokratier, se f.eks.: Snyder (2000).

[8] Weekendavisen, 11-17 januar 2008.

[10] Ganguly & Taras (2004): Kap. 4 s. 1 ff.

[11] Smith (2006): 10.

[13] Taras & Ganguly (2004): 11 ff.

[14] Smith (2004): 8 ff.

[15] Dressler  (1994).

[16] Weekendavisen, 4-10. januar 2008; The Economist, 7. juni 2007; CIA World Fact Book på https://www.cia.­gov/library/­publications/the-world-factbook/geos/ke.....

[17] Beløb angivet i amerikanske dollar pr. år. The Economist, 7. juni 2007.

[18] Udenrigsministeriet, 2008: Landefakta, Kenya

[19] Collier (2000).

[20] Snyder & Jervis (1999).

[21] The Economist, 7. februar 2008.

[22] Kaufmann (1996).

[23] Smith (2004).

[24] Berlingske Tidende, 15. februar 2008.

[25] TV2 Nyhederne, 27. januar 2008

 

Litteraturliste

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.