Etik og moral i militær ledelse

Denne temaartikel er udarbejdet af oberst O. L. Andersen, chef for Forsvarets Center for Lederskab.

 

Udviklingen i samfundet
For blot en generation siden var meget uendeligt anderledes  -på alle områder. Den eksplosive udvikling, der har fundet sted økonomisk, politisk, teknologisk, uddannelsesmæssigt, holdningsmæssigt etc., har også medført en interessant sociologisk udvikling, som bl.a. er kendetegnet ved ændrede magtstrukturer såvel i samfundet som i virksomhederne og en markant pointering af den personlige frihed.

Tidligere var der mere markante former for fællesskaber, og man kunne finde fælles værdier og livsanskuelser med egentligt samfundsformat. Kirken, skolen, familien og øvrigheden var en slags garanter for et usædvanligt homogent samfund med et fælles kulturmønster og et fælles moralgrundlag. Menneskene var vel derfor også anderledes. Mere disciplinerede, mere autoritetstro, mere underdanige. Det var stadig før, de mere rebelske strønminger og påvirkninger vandt indpas.

Kvindens plads var i hjenmiet - på godt og ondt. Hun havde i øvrigt ikke ret mange andre muligheder. Var hun undtagelsesvis ikke hjemme, når børnene kom fra skole, var der som regel klare aftaler med en af nabokonerne om tilsyn med børnene. Var lille Peter mere uartig end mor umiddelbart kunne håndtere, kunne han vente sig til far kom hjem. Far kom altid hjem dengang  -dag efter dag, år efter år. Der var lidt mere samling på tropperne i familien.

Det var også nemmere at være leder dengang. Han  -og det var altid en han  klarede sig fint ved hjælp af sin formelle uddannelse, sine analytiske færdigheder og sit monopol på viden om, hvad der foregik i virksomheden. Hvis blot han havde en højere uddannelse, var han pr. definition egnet til at være leder, næsten uanset hvor fjollet han i øvrigt bar sig ad. De ansatte skulle adlyde og arbejde, som normerne i samfundet nu engang bød det.

Udviklingen tog fart sidst i 60’eme med kvindernes indtog på arbejdsmarkedet og deres økonomiske og seksuelle frigørelse fra manden. Familiemønster og boligmiljø undergik en radikal ændring, og institutionerne skød frem for at overtage pasning og opdragelse af de mange børn og unge, som ellers ville være henvist til tonmie boligkvarterer. Forskellige fædre kom og gik - eller blev helt borte. Ændringerne i skolestruktur og på arbejdsmarkedet satte focus på individet. Lederen måtte i højere grad prioritere de menneskelige værdier højt for at kunne udnytte det samlede potentiale så effektivt som muligt. I virksomhederne fik vi samarbejdsordninger og medarbejderrepræsentation. Og vi fik teknologi, bl.a. i form af fotokopieringsmaskiner samt PC’ere på næsten alle skriveborde. Der er ikke ret meget monopoliseret viden om virksomheden tilbage hos lederen  -og det er virksomhederne godt tjent med. Verden er blevet mindre. Vi bombarderes med information fra hele verden gennem TV og andre nyhedsmedier. Vi rejser til andre dele af verden, hvor der hersker andre værdier, præget af andre religioner og andre økonomiske og politiske samfundssystemer. Vi ser og oplever andre skikke og normer. Samtidig er også en øget indvandring med til at sætte et nyt præg på vores kultur.

Den store personlige frihed denne udvikling har medført, frihed til kritik af autoriteter, frihed til at vælge normer og livsformer, har også i stigende grad ført til moralsk pluralisme. Der findes ikke mere een fælles moral og stort set ikke overordnede normer, som gælder for alle specifikke områder i samfundet, men derimod mange forskellige slags normsæt. Man kan sige, at et fælles moralgrundlag er smuldret, i takt med at meget af fællesskabsaspektet er smuldret, og vi ser i hverdagen mange eksempler på, at der på alle niveauer i samfundet ses lidt stort på fællesskabet  -man er sig selv nok. Udviklingen hen imod en større personlig frihed må selvfølgelig opfattes som et fremskridt  -som en bevægelse væk fra ensretning og fra følelsesmæssig og intellektuel undertrykkelse. Hver enkelt borger i samfundet må gøre sig sit moralske ståsted bevidst og leve i overensstemmelse med det. Også den værdibase, som traditionelt kendetegnede officersgemingen (tjene samfundet, være opofrende for tjenesten, livslangt engagement osv), er gradvist ændret til en anden værdibase, som bl.a. er kendetegnet ved, at den er mere markedsorienteret, mere orienteret mod alternativ karriere og hensyntagen til familien.

Sammenfattende kan vi altså konstatere, at samfundet i højere grad opsplittes og polariseres, hvorved der samtidig er skabt et værdimæssigt vakuum. Samtidig bliver det pluralistiske samfund, vi udvikler os hen imod, også et specialiseret samfund.

Det juridiske system er ganske vist fælles for alle, men det er blevet utroligt teknisk og voluminøst, og det er stort set en umulighed  - selv for de mere indviede  -at overskue kompleksiteten i hverdagen. Mange opfatter i visse tilfælde grænsen mellem det lovlige og det ulovlige som Hdt udvisket eller uklar. Man kan om visse handlinger høre udsagnet, at hvis de er lovlige, så er de ihvertfalt moralsk forkerte - eller omvendt. I hverdagen træffes mange små og store moralske afgørelser. Hvornår siger vi fra, når vi eller medarbejdere presses på grund af nedskæringer eller teknologi? Betaler de svage, de unge, de gamle, de umælende, fostrene, forsøgsdyrene en uforholdsmæssig høj pris? Er den megen offentlige kontrol i virkeligheden et udslag af samfundets moralske krav til os? Hvor alvorligt ser vi egentligt på sort arbejde svarende til henved 300.000 arbejdspladser - og hvor naturligt ser vore børn på det? Det påstås, at man skal grave dybt, hvis man skal undergrave moralen i dagens Danmark. Skam og ære er sikkert begreber, som har fået mindre betydning. Og når det drejer sig om skyld eller uskyld, har vi fået lettere ved at komme over det og starte op påny. Der er således ingen egentlige fælles værdier med samfundsformat. Hverken teknologiske eller mere humanistiske kulturer kan fremlægge overordnede normer, som gælder for alle specifikke områder i samfundet.

Det nøgleord vi kan anvende, for på een gang at fastholde den personlige frihed, og dermed pluralismen, og samtidig sikre et socialt fællesskab, er etik. Etik er den overordnede reflekterende moral. Det er den kode eller norm, man følger. Etik er hævet over tid og sted og har vel en karakter af evighed. For en muslim er etik fastlagt i Koranen, hvorfor livet for ham mere handler om skam og ære end skyld og uskyld. På samme måde var etiske normer for den konmiunistiske verden fastlagt i den marxistiske lære. Med sammenbruddet i USSR er også de etiske normer brudt sanmien, og vi ser det markante moralske kaos, som er fulgt efter. Som en lidt enkel regel kan man sige, at etik er overvejelser over, hvad der er rigtigt og forkert, mens moral er de fælles handlingsregler. Man kan populært sige, at etik er teori, og moral er praksis, men fællesskabet er snævert knyttet til etik og moral.

I et samfund med mange og frie medier og meningsdannelser, og dermed mange moraler, er det svært at finde en sandhed. Ingen gruppe kan mere påtvinge andre grupper sit billede af verden. Derfor bliver det i takt med en øget grad af moralsk pluralisme afgørende, at der på arbejdspladser, i virksomheder og hvor mennesker i øvrigt er afhængige af hinanden, indkredses nogle overordnede værdier, som anbringes i et etisk og moralsk perspektiv, dvs. at der skabes en fælles kode, som alle grupper kan acceptere, og som kan skabe en civiliseret omgang i mellem dem. Det skal bemærkes, at værdier kan have et element af usynlighed, fordi de ikke kun angår adfærd, men også motiver. I dag er det sådan, at selv de mest indlysende sandheder i vores kultur ikke kan unddrage sig diskussion. Dertil kommer, at etikken må tage hensyn til nye erfaringer. De fælles værdier må hele tiden være under diskussion, fordi verden er i konstant bevægelse. Hvis der ikke foregår overvejelser og drøftelser af fælles principper og værdier på en arbejdsplads eller i en større sammenhæng, bliver det vanskeligt at prioritere og at træffe effektive beslutninger, som jo netop er kendetegnet ved både kvalitet og accept. I det stærkt foranderlige samfund vi lever i, vil man da også erfare, at en livlig diskussion pågår på mange forskellige niveauer. Ikke mindst de stigende globale problemer (forurening, ozonlag, drivhuseffekt, befolkningseksplosion, miljøbeskyttelse, arters overlevelse mv.), som jo ikke kun kan løses ved økonomiske og lovgivningsmæssige initiativer, giver medvind til etikdebatten.

Vi er i dagligdagen blevet bevidste om økologiske produkter, varedeklarationer, burhøns, hvaler, regnskove, sortering af affald og en række andre forhold, som fremtræder på baggrund af en livlig og langvarig debat. For fem år siden etableredes Det Etiske Råd, som fik det store ansvar for at finde menneskelige og etisk forsvarlige måder at administrere den nye viden inden for lægevidenskab og bioteknologi på. Rådets vigtigste opgave er netop at skabe grundlag for den offentlige debat forud for evt. lovgivning. Dialogen er altså meget vigtig, men den kan også være vanskelig, fordi forskellen mellem værdisæt ikke blot kommer til udtryk i udsagn og meninger, men i høj grad også gennem adfærd og ikke-verbale udtryksformer. Det er en god metode, og en demokratisk tradition i Danmark, at man i en åben diskussion søger at klarlægge, hvad man finder er de vigtigste værdier, de etiske principper, for gruppen, organisationen eller samfundet.

Undlader man debatten, kommer man let til at manipulere med mennesker. Selvfølgelig er resultaterne ikke ufejlbarlige, og de kan altid diskuteres. Alle kender problemet med ord og gerning. En ting er at blive enige. En anden ting er så, om alle efterlever det bagefter. En måde at kontrollere dette på er aflæggelse af et etisk regnskab. Det udfærdiges på grundlag af en omfattende interviewrække med såvel ansatte som ledelse og virksomhedens interessenter (aktionærer, kunder, lokalsamfund m.fl.) for at afprøve, om man i virksomheden lever op til de værdier, man var enige om - det etiske budget. Jeg har kendskab til en virksomhed, som vedlægger et etisk årsregnskab ved siden af det økonomiske regnskab, og tager dette Uge så seriøst som udviklingen i det økonomiske regnskab. Også ved en militær enhed (en bataljon) vil man for 1994 forsøge at udarbejde et etisk regnskab. Spændende.

Forsvaret og den militære leder
Forsvaret afspejler samfundet. Det er ikke en given ting, og kan vel ikke påstås at være gældende i alverdens lande. Men bestræbelserne i 1960-eme på at demokratisere forholdene og menneskene i forsvaret, og tilpasse samfund og forsvar til hinanden, lykkedes til fulde. Udviklingen inden for ledelse og uddannelse har i mange henseender gjort forsvaret til foregangsvirksomhed på disse områder. De fortsatte demokratiske processer, dialogen med interesseorganisationerne, et omfattende udvælgelsessystem og en konstant udviklmg af grund- videre- og efteruddannelser skabte en virksomhed med en medarbejderstab af høj og relativ homogen standard på det holdningsmæssige område.
 
Hvad der specielt er god moral for en officer, kan ikke fastsættes en gang for alle, men visse grundholdninger bør konstant være gældende. Derfor er debatten om god professionsetik også for forsvaret en vigtig kilde til et højt handlingsberedskab, for evnen til at tage ansvar og for at kunne bibeholde tillid. For også den militære leder tvinges ud i loyalitetsafvejninger, når der skal leves op til de værdier, som tjenesten foreskriver. Det kan være hensynet til job/familie, chefer/undergivne, egne-/andres interesser, forskelhge moralbegreber o.s.v. Og selv om vi i hverdagen altid søger at gøre det rigtige og det gode, så er det lejlighedsvis umuligt. Vi lever under en stadig loyalitetskonflikt. I krig er valgsituationen endnu sværere. Her er det ikke altid et valg mellem godt og ondt, men ofte at vælge det mindst onde i en tilsyneladende ond situation. Det må nødvendigvis stille særlige krav til militære chefers og lederes moralske niveau og -beredskab, også fordi lydighedspligten i en sådan situation vil bhve opfattet mere ultimativt. Ordren vil i mange tilfælde, hvor der skal handles, blive opfattet som lovHg og retfærdiggjort alene på grund af den overordnedes placering i hierarkiet og den bagved liggende magt. Sådan må det nødvendigvis være, især i varme situationer, og en konsekvens heraf må jo være, at de undergivne automatisk er fritaget for ansvar, når de følger ordren. Vi ved, at det kan være en problemstilling, der let kan bringe os i vanskeligheder.
 
Efter denne tankegang blev f.eks. kun lederen af My Lai massakren kendt skyldig, men ikke hans personel, som udførte ordren. Anderledes gik det til gengæld med de dygtige og loyale tyske embedsmænd under 2. verdenskrig, der undskyldte sig med, at de kun havde fulgt foresattes ordrer. Måske ville andre lande eller en anden tidsperiode være konmiet til andre moralske og juridiske afgørelser. Under alle omstændigheder synes det klart, at der påhviler den militære leder en særlig moralsk forpligtelse, der rækker ud over, hvad man kan kræve af andre professioner. Officersjobbet indebærer bl.a. at kunne tage livsafgørende valg i ekstremt vanskelige situationer.
 
Vi er ikke det eneste erhverv, der forventes at være ansvarlig for liv og død, men officersgemingen er unik derved, at vi forventes at kunne tage beslutning om at udøve vold i stor stil, for at politiske beslutninger kan gennemføres. Det er beslutninger, der stiller meget store krav til officerens moralske habitus. Det stiller også krav til hans kompetence. Netop fordi konsekvenserne af hans beslutninger er så vidtgående, bliver det et moralsk krav til ham, at han er dygtig til sin teori og til sit håndværk. I kritiske situationer (krig/kamp) og når mennesker har ubetinget magt over andre, tager menneskets kedelige sider let over og stiller sig hindrende for en moralsk rigtig handlemåde. Har man derfor forinden grundigt gennemarbejdet og integreret i sin personlighed de normer og værdier, den loyalitet og det ansvar, man er beredt på at ofre livet for, så har man et virksomt modmiddel mod sine egne svagheder, og der er større chance for at etikken kan holde orden på det kaos, der befinder sig under overfladen - i vore følelser og i vort sind.
 
Man kan ikke skille etik i fredstid og under krig i den mening, at normer og værdier skulle skilles i forskellige situationer. En fredsetik er derfor en god forberedelse for den militære leder, såfremt den kan tillempes svære situationer. Omvendt er en fredsetik ingen god forberedelse, hvis den viser sig uholdbar i krig/kamp, og lederen tvinges til at bryde mod grundlæggende værdier. Resultatet bliver en moralsk konflikt, som kan ytre sig i krigsneuroser eller i det mindste i dårligt handlingsberedskab før kampen. Det er derfor under hverdagslivets bestandige forandringer, vi opbygger den værdibase og de normer, der udgør grundlaget for handlingsberedskabet i svære situationer.
 
Det er vigtigt at erkende, at moralregler ikke kan få mennesker til at være moralske, hvis de ikke på anden vis ønsker at være det. Intet dokument i verden kan befri den enkelte fra hans/hendes personlige ansvar og stillingtagen i etiske spørgsmål. Hvis moral og etiske principper skal have betydning, må de være funderet i  og kunne kendes i - den enkeltes værdier og erfaringer. Love og regler er nødvendige som værn mod kaos og anarki, men det er tillige afgørende nødvendigt hele tiden at påvirke og skabe debat.
 
Debatten
Formålet med dette indlæg er at bidrage til debatten om etik og moral i den militære ledelse. Hvordan er situationen egentlig i forsvaret. Er vi omstillingsvillige nok til at kunne kommunikere med de unge og med fremtidens medarbejdere? Etik handler som nævnt meget om overvejelser og debat. Etik er ikke en facitliste. En handling er ikke etisk, blot fordi lederen kan acceptere den. Den er etisk, hvis alle berørte parter kan acceptere den. Er vi tilstrækkeligt optaget af medarbejderne på alle niveauer, og kender vi holdningerne?
 
Vi kan ved Forsvarets Center for Lederskab lejlighedsvis opfange lidt modstridende signaler. Lidt surhed eller modløshed, besvær med økonomien, bureaukrati og lidt om mangelfuld tillid og delegering. Signaler om reglementsrytteri, driftfikseret ledelse og om ledere, der lægger vægt på de forkerte ting. Men når vi tager ud i landet og ser på hvad der foregår, møder vi også folk der knokler løs med godt humør og opnår gode resultater. Vi får holdningsmålingsresultater, der er ganske anstændige, og vi møder kreativitet og konstruktivitet. Fra det tidligere Jugoslavien meldes generelt om danskernes høje moral og forstandige optræden og den store respekt, det danske personel nyder.
 
Billedet er altså lidt modsigelsesfyldt. Man kan måske vove det udsagn, at moralen i de spidse ender er helt god, mens billedet bliver hdt mere broget, jo længere man konmier væk fra disse. Og det er jo fint, at det ikke er omvendt. I dette helhedsbillede er der selvfølgelig indeholdt en del problemområder, som uden at forstyrre helhedsbilledet må gøre krav på ledelsens interesse, bl.a. for at forebygge, at moralen glider. Vi hører fortsat med jævne mellemrum de gode gamle historier om spøgefuld nedværdigende behandling af rekrutter. Det synes at være et alt for sejlivet kulturelt træk. Også fra det tidligere Jugoslavien kan der fremdrages enkeltstående tilfælde fra kompagnier, hvor moralen er skredet lidt p.g.a. svigt i ledelsen.
 
Et velkendt, men snart overstået dilemma har været det ulyksalige frivillig- hedsprincip i forbindelse med udsendelse af personel til opgaver i udlandet inden for rammerne af bl.a. FN. Mange har utvivlsomt følt, at en psykologisk kontrakt blev brudt, hvilket har sat moral og holdninger under pres. Når hverdagen går med at flytte papir bag et skrivebord, kan det måske være svært at holde sig for øje, at der kun er een grund til at vi alle, militære som civile, er ansat i forsvaret, nemlig at forsvaret i sidste ende skal kunne kæmpe. Alle andre forhold er underordnet dette, selv om forsvarets opgaver i øvrigt generelt er blevet mere differentierede. Hvis forsvaret skal fungere optimalt, bør vi sikre os, at alle til stadighed mindes om, at alle funktioner er underordnet kampevnen, skal tjene denne og ikke har anden berettigelse. Dette kan ske på mange måder, men de indebærer alle, at der arbejdes med kommunikationen. Ikke-operativt personel, herunder civile, bør gives viden om- og forståelse for, på hvilken måde deres indsats tjener det overordnede formål. Man bør ikke kunne være ansat i forsvaret hele sit liv uden at have set de våben, der skal anvendes i en given situation. Der er mange gode muligheder i forsvaret for at vise personellet, at der er anden mening med deres funktion end at få overført penge til lønkontoen hver måned. På en konference på Svenska Militärhögskolan primo november 1993 med deltagere fra både Øst- og Vesteuropa, var et af enmeme på dagsordenen bl.a. Etik og Moral Drøftelserne afslørede nogen forskel i opfattelserne af visse etiske spørgsmål:
 
- Skulle der meddeles egentlig uddannelse i etik for officerer, eller skulle der i sammenhæng med behandling af andre enmer tillige fokuseres på etisk holdning og adfærd?
- Er den etiske adfærd ved en enhed helt overvejende chefens ansvar, eller er billedet mere nuanceret?
- Er der nogen idé i at aflægge ed i henhold til en Code of Conduct (som nogle lande bruger)?
 
Det er også et svensk synspunkt, at det ikke er tilstrækkeligt, at man selv har et afklaret forhold til de større klassiske spørgsmål omkring etik contra det militære håndværk. Det skønnes vigtigt, at officeren ud over egne overvejelser også er i stand til at diskutere og drøfte sådanne forhold med sine undergivne. Officeren må have et beredskab, der sætter ham i stand til at forklare, hvilken etik der er forenelig med at slå ihjel, og hvorfor det kan være moralsk rigtigt at overtræde det 5. bud. Det er formentlig også aktuelt at kunne forklare, hvorfor det kan være moralsk rigtigt at lade være med at overtræde det 5. bud, når man f.eks som FN-soldat ser uhyrligheder og overtrædelser af folkeretten. Officeren må altså kunne forklare det relative i normerne. Må kunne forklare, at moralen er til for menneskets skyld og ikke omvendt, og hvorfor soldater må dræbe deres fjender.
Der er således oplagte muligheder for en fortsat debat:
 
- Er den praktiske lederuddannelse tilstrækkehg tilpasset den virkelige verden uden for øvelsespladsen?
- Bør det overvejes at integrere etik med anden undervisning af officerer med henblik på at skabe et moralsk forholdssæt i personligheden, som efter behov kan aktiveres, som giver et højt handlingsberedskab og som befordrer selvstændighed?
- Bør integration af etik i undervisningen under en eller anden form i øvrigt ikke gælde for alt personel  -som en styrkelse af det nogen kalder livsanskuelselse?
 
Ingen tvivl om, at officeren ideelt bør være foregangsmand i moralspørgsmål og inddrage medarbejderne i overvejelser og diskussioner som basis for moralen. Det må selvsagt også være officeren, som er ansvarlig for, at almene værdier og normer kan efterleves. Udslag af negative værdier som ytrer sig i bristende respekt for menneskeværd og menneskeliv, racisme, mobning/"bassementalitet" og egoisme må aldrig tolereres, hvorimod positive tiltag skal opmuntres. Måske er det også en overvejelse værd, hvorvidt vi i ansættelses- og udvælgelsessystemet ser tilstrækkeligt på moralsk modenhed og moralsk udviklingspotentiale.
 
Efter alt det jeg hidtil har fremdraget som et debatoplæg omkring etik, moral og holdninger, er det vigtigt for mig at afslutte med at understrege, at jeg mener, at forsvaret generelt set har været utroligt privilegeret hidtil på en række menneskelige og holdningsmæssige områder, både set i relation til de enkelte medarbejdere og til disses interesseorganisationer. Få andre arbejdspladser er forundt at have et så loyalt og positivt medspil på en lang række af tjenestens vilkår, som forsvaret har haft det. Spørgsmålet er, om det kan fortsætte. Hvor bærer den voldsonmie udvikling og informationssamfundet os hen som mennesker? Vil de kommende generationer være lige så nemme at have med at gøre, eller vil vi opleve, at de pænt og høfligt siger nej tak i en række tjensthge situationer, hvor vi andre sagde javel? Kan vi i forsvaret skabe nogle fælles værdinormer, som er brugbare under alle forhold, og kan vi gøre ordene og begreberne forståelige og operationelle for alle generationer, så de kan bruges i praksis?
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
PDF icon militaert_tidskrift_123_aargang_feb.pdf
 
 

 

Litteraturliste

Del: