Etik og moral - et kristeligt synspunkt!

Denne temaartikel er udarbejdet af hærprovst J. Rode.

 

Tilsyneladende har hver tid sine bølger. Fra min glade ungdom i 1960’eme husker jeg historien om århusianeren, der stod i vand til livet i Århusbugten og ventede på pomo-bølgen. Det må give anledning til undren, hvorfor vi nu oplever en etik-bølge. Fri- gørelsesbevægelseme i 1960’eme hævdede selv, at de var resultat af en mangel: mangel på frihed fører til frigørelsesbevægelser; bomerthed og victorianisme fører til pomobølger; - og måske har mangel på etik ført til etik-bølgen? Som udgangspunkt for de følgende overvejelser skal hævdes, at vi i vor generation ikke har manglet etik/moral i højere grad end tidligere; hvad det derimod har skortet på, er bevidsthed på det etiske område. Vi har haft det med etikken, som pæne mennesker har det med penge: det er noget, man har; ikke noget, man taler om. Derved sker der det, at når så normerne bliver udfordret, f.eks. ved at man bliver bragt i situationer, der stiller nye krav til etikken, (og den nye verdensorden har på mange måder bragt os i den situation), så slår de etiske refleksreaktioner ikke til, og en etisk bevidstgørelse bliver påkrævet. Der må ord på etikken.

Det er et karakteristisk og lidt ejendommeligt træk ved den nuværende etikbølge, at den har et dobbeltnavn. Vi taler ikke kun om etik eller kun om moral, men vi taler hele tiden om etik og moral, således at der næsten er tale om ét ord: etikogmoral. For en, der igennem mange års beskæftigelse med faget har vænnet sig til at betragte de to ord som på det nærmeste synonyme, er det et ejendommeligt træk. Men der må være en mening med det, og da det nu overfor allerede er sagt, at etikogmoral både er noget man gør og noget man tænker over at man gør, så vil ordene i det følgende blive brugt således, at etik er teoretisk moral, og moral er etik i praksis.

Moral og moral er flere ting
Mens vi er ved definitionerne: der er nogle betydninger af ordet moral, som ikke har relevans i denne sammenhæng. Specielt i militær sammenhæng taler man ofte om moral i en betydning, der ikke har med etik i praksis at gøre, men om noget heh andet: nemlig i den betydning der lægges i begrebet kamp-moral. Den etik og moral diskussion, der nu er igang i forsvaret, har i visse sammenhænge været kørt noget af sporet derved, at enkelte deltagere har talt om moral i denne særlige militære betydning, medens andre har talt om moral i betydningen: etik i praksis, med det resultat, at parterne har talt forbi hinanden. Det hele ville være lidt lettere, hvis vi talte engelsk, for på engelsk skelnes der tydeligt mellem disse to bregreber, der er så forskellige, men som på dansk staves og udtales ens. Moral, i betydningen etik i praksis, staves på engelsk: moraU og udtales med tryk på første stavelse. Moral, derimod, i den betydning ordet har i forbindelser som kampmoral, staves på engelsk morale og udtales med tryk på et langt, fladt a. (note 1) Specielt i militær sammenhæng er det af vigtighed at gøre opmærksom på forskellen på disse to begreber, dels fordi de er så forskellige, at de næsten intet har med hinanden at gøre, og dels fordi de ikke så sjældent alligevel blandes sammen i diskussioner med militære deltagere med det omtalte resultat, at man taler forbi hinanden. Hvis eksempelvis en militær diskussionsdeltager vil anføre, at etik og moral i militær ledelse betyder at give soldaterne gode, administrative omgivelser, fordi soldaterne derved bibringes en højere moral, så er der ikke tvivl om, at han mener kampmoral. Og så har han ret. Men hvis han mener, at en persons etiske niveau højnes ved gode administrative omgivelser, så er det nok en tvivlsom påstand. For ikke at sige sludder.
 
For endnu engang at forsøge med definitioner:
- Moral (engelsk: moral) er et etisk begreb; om man vil et teologisk eller filosofisk begreb.
- Moral (engelsk: morale) er et psykologisk begreb.
- Endelig kunne man for fuldstændighedens skyld også nævne det danske morale, der er betegnelsen på en opbyggelig, etisk lære, der kan drages af forudgående hændelser.
 
Naturlig etik
Både i juraen og i teologien findes begrebet Lex Naturalis, hvorved ikke menes naturlove som tyngdekraften, men naturgivne love for retfærdighed og moral. Eksempelvis var filosoffen Immanuel Kant fuld af betagelse over stjernehimlen over mig og moralloven i mig. Der er moralske regler, der forekonmier så selvfølgelige, at man nærmest uden videre går ud fra, at de giver sig selv til alle tider og alle steder  -en slags universel etik. Man synes f. eks., at det må være selvindlysende, at dersom et samfund skal kunne bestå, må man ikke myrde og stjæle. Vist kender man sådanne bud fra de ti bud, men det må være klart, at sådan har mennesker tænkt og handlet længe før Moses. Det må være selvindlysende, at menneskeliv respekteres og at alt liv respekteres. At lidelser bør begrænses, og at det under alle omstændigheder ikke må komme på tale at tilføje andre lidelse  -etisk, og det vil sige ideelt, set. Denne tankegang vil logisk føre med sig, at da moralen er naturgiven, er den også fælles menneskelig. Alle mennesker til alle tider og på alle steder vil have de sanmie etiske normer såfremt de holder sig til den naturlige lov. Uanset afstande i rum og tid og uanset sproglige afstande vil alle mennesker kunne konmiunikere etisk  -have fælles etiske normer. Der er bare det ved det, at det har vi jo ikke! En stor del af menneskehedens problemer bunder tværtimod i, at vore etiske normer er forskellige, så individer, lande, kulturer gør skrækkelige ting mod hinanden i fuld overensstemmelse med parternes forskellige gældende normer. Derfor er forargelse over andre mennesker fra andre kulturer ofte malplaceret, for det, der er god moral det ene sted, kan vel være en uhyrlighed det andet. Kort eksempel: der foregår ting i de arabiske lande, som vi vender os fra i en afsky, der kun overgås af den afsky, de har for nogle af de ting, vi finder naturlige. Den gamle talemåde, at øst og vest vil aldrig mødes, har ikke mindst sin rod i dette forhold. Ikke alene er det svært for øst og vest at tale sanmie etiske sprog, det er galt nok bare herfra til Mellemøsten - eller det tidligere Jugoslavien. Det kan endda være galt nok med Sverige. Tanken om en Lex Naturalis bliver for etikkens vedkommende anfægtet af virkeligheden; den er romantik, og det er den, fordi der bagved en etik må være en overordnet fundering og autoritet.
 
Etikkens fundering og autoritet
Det er en forudsætning for et etisk udsagn, at der bagved står en autoritet, der siger du skal og du må ikke. Det er ikke tilstrækkehgt at henvise til, at moralske krav forekonamer selvindlysende, for de er kun selvindlysende i det omfang, de udspringer af en etik, der er grundlaget for ens opvækst: opdragelse og kultur. For et barn er der ingen tvivl: det er forældrene, der siger du skal. For den voksne - eller for en kultur - er spørgsmålet langt mere indviklet. Sagen gøres yderlige kompliceret af, at i og med, at der er tale om en bag etikken værende autoritet, er der også i forbindelse med etik forbundet begreberne løn og straf. Det etisk rette (det gode) belønnes, og det etisk forkerte (det onde) straffes. Autoriteten, der lønner og straffer, kan være mange ting: Samvittigheden, Samfundet, Gud  -alt afhængig af, hvem eller hvad man vælger at betragte som etikkens fundering og autoritet. Man skelner i denne forbindelse oftest mellem teologisk etik og filosofisk etik (note 2). Der behøver ikke være nogen forskel på indholdet af en teologisk og en filosofisk etik. Der er derimod forskel på funderingen og den autoritet, der ligger bag. De:rfor er det også klart, at man kan følge en etik, der ikke er til at skelne fra en teologisk etik uden på nogen måde at være religiøs. I vor egen kulturkreds er det f. eks. sådan, at hvad der her anses for at være god moral, har sit udspring i en judæo-kristen moralopfattelse, som de fleste søger at leve op til uden af den grund at følge sig religiøst forpligtet. Staten, f. eks., eller en ideologi kan udmærket være eneste autoritet bag en persons etiske grundholdning, der i sit indhold er identisk med en kristen etik. Man kan uden problemer tilslutte sig en etik, der udspringer af de ti bud og af det store bud i loven: Du skal elske din næste som dig selv, uden at knytte nogle religiøse overvejelser dertil. Men man kan ikke tænke sig en etik uden autoritativt fundament. Der må altid være nogen eller noget, der siger du skal og du må ikke. Og det er vel at mærke ikke muligt at være sin egen autoritet, uden at det har kaos til følge; og etikkens mål er kosmos.
 
Etikken indeholder i sig begreberne løn og straf. Hvem eller hvad der lønner og straffer, bestemmer man imidlertid selv! Skulle man kunne være sin egen autoritet, var der kun samvittigheden til at lønne og straffe. Det ville sikkert være en fordel for nogle og et urimehgt helvede for andre. Men heldigvis er ikke enhver sin egen morals smed. Samfundet, derimod, der på én gang er etikkens baggrund og mål, skal nok sørge for løn og straf under alle omstændigheder: filosofisk eller religiøs etik. Samfundet lønner og straffer i egen overlevelses interesse, (note 3). I en rehgiøst funderet etik er det Gud, der er autoriteten, og som lønner og straffer; i en kristen sammenhæng ses det bl.a. i den danske kirkehistorie, at der fokuseres med varierende interesse og energi i den del af sagen, med de missionske som de nidkære, og de liberale som de liberale.
 
Etiske problemer - klassiske eksempler
Mange etiske problemer er tidstypiske  -ligesom bølgerne. Fra vor egen nærmeste nutid kan nævnes spørgsmål som kunstig befrugtning, æg- og sæddonationer, genmanipulation mv. Det har man af gode grunde ikke været i vildrede om tidligere, og en eftertid vil muligvis være så afklarede i forhold til de spørgsmål, at det ikke er nødvendigt at diskutere dem. Men der findes en række etiske problemer, der går i arv, fordi de, skønt tider skifter og sæder mildnes, bevarer deres aktualitet og synes lige uløselige til enhver tid. Mange læsere af dette tidsskrift vil muligvis forvente, at spørgsmålet om kristendom og krig er et sådant eksempel, men faktisk har dette spørgsmål ikke hørt til de vanskeligste. Der har naturligvis altid være fortalere for en kristent begrundet pacifisme, men som hovedregel har teologerne været enige med humanister og andre seriøse tænkere om, at krigen som et faktum er en uønsket, men uundgåelig del af tilværelsen, og at det derfor giver mere mening at tale om kristendom i krig end kristendom og krig. Faktisk består kunsten for en soldat i at leve i krigen med moralen i behold. Og det vil for Danmarks vedkonmiende sige judæo-kristen moral.
 
Et eksempel på et klassisk, etisk problem er spørgsmålet om Tyranmordet. Der er stort set enighed om, at man ikke må slå ihjel. Men der er på den anden side heller ikke tvivl om, at hvis det f. eks. var lykkedes at slå Hitler ihjel, ville man have forhindret ham i at slå utallige andre ihjel. Spørgsmålet er altså: er det tilladt  -eller måske ligefrem en pligt - at benytte mordet som middel i det godes tjeneste. Hvordan havde verden set ud, hvis nogen havde myrdet Stalin? Men omvendt: hvordan ville verden se ud, hvis enhver kunne benytte tyranmordets logik som undskyldning for et mord? Hvor slem skal en tyran være, før man må myrde ham? Kaj Munk havde store problemer med det spørgsmål, og noget kunne tyde på, at han valgte martyrmordet istedet. Såvidt det er blevet oplyst til pressen har USAs ledelse besluttet sig for den holdning, at det politiske mord ikke må anvendes som våben i kampen for en anstændig (= etisk) verdensorden. Men man vil dog erindre, at bombeangrebet mod Gadaffi blev gennemført med stor beslutsomhed, og der er vel næppe tvivl om, at formålet var at myrde tyrannen. Øjensynligt skal Saddam Hussein nu bekæmpes med andre våben; måske i det lønlige håb, at hans egne landsmænd, der ikke er belemret med en judæo-kristen etik, finder kniven frem. På islamisk etisk grund er der som bekendt ingen betænkeligheder ved at anvende mordet som politisk våben i en god sags tjeneste - tænk blot på ayatollaeme.
 
Et andet klassisk etisk problem hedder pligtkollision. Faktisk opstår mange etiske problemer som resultat af pligtkollision: et sammenstød af to indbyrdes uforenelige moralske krav. Noget af det, der menneskeligt talt slider mest på UNPROFOR-soldateme er de pligtkollisioner, der opstår, hvor det mandat, de er udstyret med, altså det, de skal gøre, kolliderer med det de ser, de hør gøre. I neutralitetens navn kan en FN soldat være nødt til at forholde sig passiv  -det er hans ene pligt - i en situation, hvor han er vidne til, at der foregår overgreb, som han fysisk ville være i stand til at forhindre - hans anden pligt. Som god, disciplineret soldat gør han naturligvis det, han har ordre til, nemlig ingenting, men som menneske får han det ikke så godt. Man må ikke lade sig narre til at tro, at soldaterne kommer hjem dernede fra som psykiske vrag  -langtfra. De allerfleste kommer hjem med nogle erfaringer og en deraf følgende modenhed, som man ikke må terapeute fra dem. Men det gør ondt at blive voksen, og man konmier til at tænke.
 
Etik og moral i militær ledelse
Ethvert menneske og enhver soldat er animal sociale, et socialt væsen og derfor et moralsk væsen. For soldaten er det et moralsk ansvar at have fingeren på aftrækkeren. For den militære chef er det et moralsk ansvar og et etisk problem at have fingeren på alle aftrækkerne. Ofte hører man officerer give udtryk for bekymring ved den tanke, at de kunne komme i den situation at skulle beordre soldater i døden. Man kan derfor heller ikke nøjes med at mene, at etik er noget man har, men ikke noget man taler om. Faktisk forholder det sig med etik som med enhver anden militær disciplin: uddannelse og træning skal der til. Etik er ikke noget man har; det er noget, man tilegner sig livet igennem. Den militære chef befinder sig i et milieu, hvor ansvar har en ganske særlig betydning. Hans ansvar er ikke kun ansvar for sig selv, men i høj grad også for andre. Og det er et ansvar, der omfatter liv og død. Og når støvet har lagt sig efter kampen, kommer endnu ét: menneskelig værdighed og selvrespekt. Der er ikke tvivl om, at den danske officer er sig sit etiske ansvar bevidst mere end i de fleste andre steder i verden. Men der er nok heller ikke megen tvivl om, at ikke mindst den senere udvikling i verden har bragt de etiske overvejelser nærmere til overfladen hos mange i forsvaret. Derfor står bl.a. jeg i vand til livet i Århusbugten og glæder mig over etikbølgen.
 
Noter
note 1: Min gamle, røde engelske ordbog, der er fra før Flyvevåbnets opfindelse, siger om disse to begreber:
Moral: Moral; dydig, sædelig; åndelig; indre.. Morale: Moral, Ånd (især inden for Hær, Flåde).
 
note 2: Sv. Andersen: Som dig selv  -en indføring i etik definerer begreberne således (s. 20):
Teologisk etik er den kritiske refleksion over den opfattelse af den rette menneskelige handlemåde, som hævdes at følge af den kristne tro. Filosofisk etik er en kritisk refleksion over spørgsmålet, om det giver mening at skelne mellem en god/ret og en ond/forkert menneskelig handlemåde.
 
note 3: Uden skriftsteder går det ikke: Romerbrevet kap. 14:
Vil du være fri for at frygte øvrigheden, da gør det gode; så skal du få ros af den. Thi den er Guds tjener, dig til gavn. Men gør du det onde, så frygt; thi øvrigheden bærer ikke sværdet for ingenting.
 
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
PDF iconmilitaert_tidskrift_123_aargang_feb.pdf
 

Litteraturliste

Del:

Emneord