Er tiden moden til et tilbageskridt?

Oberst C. F. Hagen, chef for 1. Sjællandske Brigade, kommenterer her oberstløjtnant C. C. Ahnfeldt-Mollerups artikel med samme overskrift i april-nummeret.
 
Under denne titel har oberstløjtnant C. C. Ahnfeldt-Mollerup (A-M) i Militært tidsskrift april 1982 fremsat forslag til en ændring af kamptroppernes organisation. Overgang til rene panserinfanteri-, hhv. panserbataljoner anbefales.
 
Nedenfor følger nogle kommentarer. Hovedsigtet med indførelsen af Brigade 1970 var, jf. A-M’s citat af GL Jacobsen, at skabe enheder, der var så vel samarbejdet, at de hurtigt kunne indsættes. Infanteriets mangel på panserværn var en af baggrundene for indførelsen af de integrerede bataljoner. Målet med nyskabelsen blev nået.
 
Det er utvivlsomt, at det ikke fremover kan nås i samme grad med de bataljoner, der nu har mistet deres kampvogne i Stående Styrke (og formentlig ej heller med de, der har mistet deres infanteri). En klar forudsætning for at bevare især mølposeeskadronemes troværdighed blot som enheder er, at opstillingspligten henføres til regimenter, der til daglig arbejder med kampvogne. Så vidt er jeg meget enig med A-M. Afgørende er herefter, om den ændrede opstillingspligt a priori bør medføre organisatorisk rene bataljoner.
 
Til fordel for forslaget taler den af A-M fremhævede forenkling. Et argument, der altid må tillægges vægt i militært regi. Formentlig kan man heller ikke ganske afvise risikoen for en - måske underbevidst - nedprioritering af personel til enheder, der ikke tilhører opstillede regiments egne bataljoner.
 
Som en anden fordel nævnes genskabelsen af en egentlig panserbataljon (med 4 (?) kamp vognseskadroner). Brigaden ville angiveligt derved atter råde over et virkeligt tyngdeelement. Denne fordel begrundes i hovedsagen gennem uddrag af tidsskriftartikler fra perioden 1966-74 og synes at forudsætte generel tilslutning til de deri fremsatte synspunkter. Herom nærmere senere. Den igangværende - og ikke ubetydelige - forstærkning af infanteriets panserværn indgår i argumentationen. Trods talen om tilbageskridt er det vanskeligt som læser at frigøre sig fra fornemmelsen af, at forfatteren i grunden ikke finder væsentlige ulemper ved forslaget.
 
Jeg ser følgende tvivlsspørgsmål/ulemper:
  1. Er en ren panserbataljon (3 á 4 kampvognseskadroner - infanteri) et ønskeligt og brugbart tyngdeelement for brigaden? Bortset fra, at en ekstra kampvognseskadron (f.eks. i stedet for dens 4. kompagni) naturligvis er stærkt ønskelig i panserbataljonen, afhænger svaret i høj grad af, hvorledes man forestiller sig moderne kampbetingelser. Med et ubegrænset antal kampvogne til rådighed kan den klassiske panserfilosofi i modificeret form og i velegnet terræn måske stadig lykkes: Hensynsløs, koncentreret indsats, der ved at mætte fjendens panserværn og gennem sin chokvirkning opnår det ønskede resultat. Der findes endnu stormagter, der satser på, hvad jeg vil benævne som nostalgifilosofien, og som accepterer de klart erkendte omkostninger. Men forsøg på fra vor side at benytte samme fremgangsmåde i dansk terræn over for en modstander, der er rigeligt forsynet med panserbrydende våben, vil medføre risiko for en katastrofal nedslidning af vore magre kampvognsressourcer. Et snævert samarbejde med infanteri kombineret med en hensigtsmæssig anvendelse af artilleri er vejen frem, hvis panserbataljonen fortsat skal kunne løse angrebsvise opgaver efter sin første indsættelse. Konklusion: Den rene panserbataljon som sådan er kun undtagelsesvis et brugbart tyngdeelement for brigaden. Det helt nødvendige tilskud af infanteri må være intimt samlevet med bataljonen for at tjene sit formål.
    Efterskrift til konklusionen: Krigshistoriske erfaringer, vurderet i deres rette sammenhæng, kan være særdeles nyttige. Men der må advares imod at tage sidste Mellemøstkrig til indtægt for de rene panserbataljoner. Dels er antallet af ørkener herhjemme begrænset, dels kunne man påpege adskillige hændelser under krigen, der snarere underbyggede det modsatte synspunkt.
  2. Er det korrekt, at rene panserinfanteribataljoner (+ panserværn, - kampvogne) som af A-M anført, kan løse mange af de opgaver, der i dag pålægges de integrerede bataljoner? Hvis vi begrænser diskussionen til tæt bebygget/bevokset terræn, er svaret bekræftende.
    Men dansk normalterræn er noget andet. Selv med en endog meget stor fly- og artilleristøtte kan man her vanskeligt forestille sig infanteriet opnå angrebsresultater af betydning uden deltagelse af kampvogne. Alternativerne er m.a.o. i hovedsagen at afstå fra angreb med panserinfanteribataljonen eller at forstærke den med en eskadron. Ud fra en defensiv synsvinkel må man karakterisere anskaffelsen af TOW og CARL GUSTAV som en tiltrængt justering af et efterslæb, snarere end et forspring i udviklingen over for WAPA. Det må tillige holdes for øje, at begge systemer er sårbare over for det artilleri, som WAPA netop har styrket i de senere år. En ren infanterienhed (med passende panserværn) kan og skal kunne afvise pansrede angreb, når den får en vis tid til forberedelse. Problemet er, hvor ofte tiden vil være til rådighed. Den kombination af beskyttelse og evne til hurtig og præcis ildafgivelse, som kampvognen repræsenterer, kan blive afgørende for nedkæmpelsen af et angreb, hvorunder dele af eget panserværn lammes af ildstøtten. Det forbedrede panserværn giver os større taktisk handlefrihed, men ikke uafhængighed af kampvogne.
    Konklusion: Den rene panserinfanteribataljon må i de fleste tilfælde støttes af kampvogne og kan kun løse enkelte opgaver uden. Efterskrift til konklusionen: A-M’s artikel og andre artikler, der beskæftiger sig med CARL GUSTAV (jf. Kentaur 1/82) kan efterlade det indtryk, at den øgede rækkevidde primært bør anvendes frontalt. Dette vil til tider være nødvendigt, men er ikke ønskeligt. Der må advares imod at ændre filosofien vedr. kamp fra en stilling, som den kommer til udtryk i R PNINFKMP: Gennem samordnet ildoverfald med det maksimale antal midler at tilstræbe fjenden bibragt sådanne tab, at han påtvinges fomyet opmarch. Rækkevidden bør derfor fortrinsvis udnyttes til flankerende indsættelse med de mange andre fordele, der følger heraf.
  3. I det forudgående er søgt påvist, at løsningen af normalopgaver oftest kræver infanteri ved panserenhedeme og kampvogne ved infanteriet. Dermed er også fastslået et uomgængeligt behov for effektivt samvirke, for hvilket reglementariske forskrifter er nødvendige, men ikke tilstrækkelige forudsætninger. Et grundlæggende element er også de involverede føreres personlige kendskab til hinanden. Det må i stiarst muligt omfang tilvejebringes i fredstid og uden unødige, formelle hindringer. Den, der som fører har oplevet betingelserne for samarbejdet, før Brigade 1970 blev til, ønsker dem bestemt ikke genoplivet.
    A-M antyder, at bestemte enheder i de rene bataljoner kan øremærkes til udveksling, hvilket med den foreslåede organisation også vil være en nødvendighed. Men hvis man erkender, at udveksling snarere må blive reglen end undtagelsen, illustrerer løsningen samtidig en række ulemper f.s.v.a. skabelsen af et effektivt samvirke: Den påtvinger en betydelig stivhed i taktiske dispositioner; den er fortrinsvis anvendelig i Stående Styrke, medens panserinfanteri- bataljoner i Supplementet »svæver i luften«; og endelig må det erindres, at vejen på tværs af bataljonerne er ulige meget længere - geografisk, mentalt og planlægningsmæssigt - end internt i bataljonen. Indøvelsen af samvirket infanteri-kampvogne vil fremover under alle omstændigheder og uafhængigt af organisationen være præget af vanskeligheder. Men det må gælde om at redde flest mulige stumper fra det hidtidige høje stade. Dertil synes en overgang til rene bataljoner lidet egnet.
    I vor nuværende organisation er det jo rigtigt, at specielt vedligeholdelsestjenesten kan komme i klemme. Det kan imidlertid gøres gældende, at hyppigere rnønstringer, der i højere grad prioriteres og styres af de operative enheder, i øvrigt vil være betingelsen for, at vore mobiliseringsenheder ikke ender som papirtigre. En effektiv tilrettelæggelse og gennemførelse af mønstringer skulle i nogen grad kunne afbøde forholdet. Tilsvarende gælder mønstringen af arts- fremmede UAFD, hvor opstillende regiment bør varetage funktions- og enhedsuddannelsen, medens modtagende bataljon gennemfører samvirkeuddannelsen. Herudover må det påhvile bataljonerne - som det mange steder sker i dag ved deres 4. kompagni - at dyrke samarbejdet med de øvrige designerede førere, også selv om de stilles af andre regimenter.
Konklusion: Den organisatoriske integration bør bevares. De ubestridelige ulemper kan næppe elimineres, men de kan væsentligt reduceres gennem hensyn hertil i fremtidige mønstringer og gennem en målbevidst indsats ved bataljonen m.h.t. at få designerede kadrer ind i folden og overvåge deres fortsatte uddannelse. At der også heri ligger et krav til foresatte m3oidigheder om en højere grad af beredvillighed til at afgive designerede officerer til bataljonens aktiviteter, d.v.s. at bære deres del af byrderne, bør absolut ikke overses.
Afsluttende bemærkninger: Forsvarsforliget har i vidt omfang fjernet hæren fra den koncept, der oprindeligt lå til grund for begrebet Stående Styrke. Vigtige og komplicerede våbensystemer er nu deaktiverede i fredstid. Vi nærmer os status som kadrehær. De ændrede krav og de vanskeligheder, der følger i kølvandet heraf, dæmrer vel kun langsomt; vi har over en årrække været vænnet til at tænke i andre baner.
A-M’s indlæg har på en klar og koncis måde afdækket nogle af problemerne og derigennem medvirket i den tiltrængte, mentale omstillingsproces. Enhver bestræbelse i den henseende må - uanset enigheden i konklusionerne - hilses meget velkommen. Der bliver givet, også på andre områder, behov derfor.
 
C. F. Hagen.
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra: 

PDF icon

militaert_tidskrift_111_aargang_maj-jun.pdf

Litteraturliste

Del: