Er militære publikationer til at læse?

Derfor er det Galileis princip at måle alt, hvad måleligt er, og gøre det måleligt, som ikke er det.
- Harald Høffding.

 

Noget om læselighed, læseværdighed og - især - læsbarhed
 

Der er forfattere, der kun skriver for skrivebordsskuffen. Der er også dem, der kun tænker på deres egen forløsning. Men de fleste, der sætter ord sammen til tekst, har nok en tanke om at nå nogle læsere. De har et eller andet »budskab« at overbringe. Først prøver de vel at klargøre sig, hvad det egentlig er, de har på hjerte. Dernæst at give det et udtryk, som de selv synes er dækkende og klart. Endelig vil de nok også prøve at forme sproget sådan, at de potentielle læsere kan og vil læse teksten. Man anvender naturligvis ikke samme sprogform i børnebøger, slægtsromaner, science fiction-noveller, love stories, kogebøger, ministerielle skrivelser, universitets-lærebøger, taktiske reglementer osv. Ikke blot fordi de indholdsmæssigt forskellige grupper litteratur kræver forskellige sproglige klædedragter, men også fordi teksterne henvender sig til læsergrupper med forskellige interesser og forudsætninger.

I kommunikations-teoretisk forstand er forfatteren en sender, læseren en modtager, den skrevne tekst en kanal, et medium. Man kan i den kommunikations-teoretiske litteratur læse om, hvordan senderen overvinder »kløfter«1) og undgår »støj«.2) Han gør sig sikkert god umage for i let og elegant stil at springe de hurdler, der kan være på hans vej til læseren. For at blive i komunikationssproget: Han kan under skabelses-processen også få feed-back. Den skønlitterære forfatter får måske gode råd af forlagskonsulenten, og hvis han ikke hører til den etablerede kaste, hvor navnet borger for kvaliteten, følger han dem måske. Sagsbehandleren censureres af sektionschefen, afdelingschefen osv. Reglementsforfat- teren er ofte et kollektiv, hvis medlemmer er nødt til at tro på, at mange bække små osv., selv om tanken på de mange kokke måske giver dem indre uro. Bidragyderen til et tidsskrift har redaktøren som sikkerhedsnet. Men til sidst foreligger teksten som et trykt eller på anden måde mangfoldiggjort produkt. Forfatterens problem er nu: Kan denne tekst læses af dem, jeg skrev for? Læserens (eller hans konsulents) problem er: Er denne tekst noget for mig? Kan jeg læse den? Let eller med besvær?

Hvad gør en tekst mere eller mindre tilgængelig?
Svenskeren C. H. Bjornsson omtaler tre grupper af egenskaber ved en tekst, nemlig typografiske, indholdsmæssige og sproglige.3)
De betegnes med termerne
- læselighed (legibility, Leserlichkeit, låslighet),
- læseværdighed (reading value, Leswert, lasvarde) og
- læsbarhed (readability, Lesbarkeit, lasbarhet).
 
De tilsvarende adjektiver er
- læselig (legible, leserlich, laslig),
- læseværdig (worth reading, lesenswert, lasvard) og
- læsbar (readable, lesbar, lasbar).
Læselighed omfater tekstens typografiske egenskaber i videste forstand. Det er faktorer som bogstavernes tydelighed, typestørrelse, linjeafstand (skydning), bogstavafstand (spatiering), ordafstand, linjelængde, spalter, billeder, papirkvalitet m.m.
 
Det er uomtvisteligt, at typografiske og andre ydre egenskaber har betydning for tekstens tilgængelighed. En luftig layout, passende linjelængde, godt tryk, interessante billeder og lignende letter læsningen. Sund fornuft siger, at det må forholde sig sådan, og undersøgelser har bevist det.
Men de fleste undersøgelser har ikke givet det forventede resultat. Det kan ganske vist påvises, at man ikke skal trykke småbørnsbøger med alt for små typer, og at den bedste linjelængde er 9-10 cm. Men samtidig viser det sig, at egenskaber som skriftens størrelse og type og linjeafstanden ikke indvirker reelt på læsningen, forudsat at man holder sig inden for den variation, som normalt forekommer i vore dages bøger og andre tryksager.4) Forfatteren skulle således stort set trygt kunne overlade problemer i forbindelse med læselighed til forlægger og bogtrykker. Læseværdighed omfatter tekstens indhold: emne, litteratur-genre, frem- stillingsmåde. Hvor læseværdig en tekst er, afhænger i høj grad af læseren, hans interesser og erfaring, intelligens og modenhed.
 
Der er lavet mange undersøgelser af de indholdsmæssige egenskaber (læseværdigheden), og de viser, at hver gruppe læsere med forkærlighed vælger en bestemt litteratur. Dette kan naturligvis have sin værdi. Men vort problem er jo, hvad der gør en tekst mere eller mindre tilgængelig. Og det vil være helt umuligt at forudsige, om en tekst er let tilgængelig eller ikke, alene ud fra dens emne. Læsbarhed er summen af de sproglige egenskaber i en tekst, der gør denne mere eller mindre tilgængelig for læseren. Vi kom ovenfor til, at de typografiske egenskaber (læseligheden) kun betød lidt, og at de indholdsmæssige træk (læseværdigheden) ikke direkte betød noget for tekstens lettilgængelighed. Det, der primært gør en tekst let eller svær at læse, er uden tvivl sproget. I sproget indbefatter vi en mængde komponenter som ordvalg og udtryksmåde, sætningsbygning og sprogbehandling. Egenskaber ved en tekst, der gør denne mere eller mindre tilgængelig for læseren er f.eks. ordenes abstraktionsgrad og persontilknytning, deres sværhedsgrad, længde, frekvens og stavelsesantal samt periodernes længde og kompleksitet. Egenskaberne kalder vi læsbarheds- faktorer, og summen af dem benævner vi med ordet læsbarhed. Læsbarhed er en egenskab ved en tekst, omtrent som højde er en egenskab ved et menneske. Læsbarhed angiver sværhedsgrad eller lettilgængelighed.
 
Læsbarhed er nok en fast egenskab ved teksten, men den er relativ i den forstand, at den afhænger af læseren. Om en læser finder en bestemt tekst let eller svær, afhænger af hans læseevne. Men man kan godt forestille sig, at man kan sortere tekster i rækkefølge efter deres sværhedsgrad, og at denne rækkefølge stort set bliver den samme, hvad enten den bestemmes af en person med ringe læseevne eller af en med stor læse- evne. Deres opfattelse af teksterne ligger på forskelligt niveau, men rækkefølgen af teksterne påvirkes ikke meget heraf. Det er denne synsmåde, der ligger bag forsøgene på at måle læsbarhed. Læsbar er ikke ensbetydende med god. En let tekst er ikke i sig selv god, og en svær tekst er ikke dårlig, bare fordi den er svær. Henvender man sig til en kvalificeret kreds af læsere, er det i sin orden at skrive et »svært sprog«. Ud fra denne synsvinkel er kun den tekst dårlig, der ikke er tilpasset til læserne. Vejledning til selvangivelsen er altså dårlig, hvis den er formuleret sådan, at almindelige mennesker ikke kan forstå den. Men dårlig er også den tekst, som i misforstået iver er affattet i et så enkelt sprog, at teksten ikke giver den rette information.
 
Måling af læsbarhed
Det var i USA, man først begyndte at beskæftige sig med problemet om at måle læsbarhed. I 1920’me og 30’me undersøgte man mange forskellige læsbarhedsfa ktorer. I 1940’me og 50’eme konstruerede man læs- barhedsformler. I disse reducerede man efterhånden antallet af læsbar- hedsfaktorer. Beregninger viste nemlig, at resultatet ikke forbedredes væsentligt ved at forøge faktorernes antal. Det blev typisk, at formlerne indeholdt kun 2-3 læsbarhedsegenskaber. En formel til beregning af en læsbarhedsindex kan f.eks. se således ud:
 
0,0496 x± + 0,1579 x2 + 3,6365 = index
 
Her kan xx betyde den gennemsnitlige periodelængde og x2 procenttallet af »svære ord«. En sådan formel udgør det ønskede instrument til måling af læsbarheden.5)
I Sverige tog man problemet op i begyndelsen af 1960’erne. Stockholms skoledirektion ønskede et instrument til graduering af tekster efter sværhed. Arbejdet resulterede i en svensk læsbarhedsfo rmel. Når man udviklede sin egen formel og ikke blot tog en af de mange foreliggende amerikanske, var grundene flere. For det første er de amerikanske formler ret komplicerede at anvende. Men vigtigere er, at man ikke uden videre kan importere en udenlandsk formel og direkte overføre den til anvendelse på en svensk tekst. Den gennemsnitlige ordlængde og periodelængde, ordforrådets omfang og variation, stavelsesrytme, interpunktion m.m. i svensk må antages at adskille sig fra, hvad der gælder andre sprog.6) Bjornssons metode til at konstruere et instrument til måling af teksters sværhedsgrad kan kort beskrives således:
- Først skaffer man sig et kriterium. Man udvælger en gruppe tekster. Man tilstræber herunder den størst mulige variation, hvad art og sværhedsgrad angår. Disse tekster lader man læse og bedømme af en gruppe personer udvalgt sådan, at de tilsammen kunne danne en slags gennemsnit af læsere. Bedømmelserne udtrykkes ved at give teksterne sværheds-points fra 1 til 9. Middeltallet af bedømmelserne for en tekst udgør den sværhedsgrad, der bruges som kriterium i undersøgelsen.
- Dernæst afprøver man, hvor godt forskellige læsbarheds-faktorer placerer teksterne efter sværhedsgrad, så nær som muligt på kriteriet. Herved får man en opfattelse af faktorernes evne til at måle læsbarheden.7) - Man undersøger, hvilken kombination af så få faktorer som muligt der giver den bedste overensstemmelse med kriteriet.
 
Björnssons resultat bliver, at kombinationen periodelængde og lange ord måler læsbarheden godt. Han opstiller som måleinstrument formlen læsbarhedsindex (lix) = periodelængde + lange ord. I denne formel er periodelængde (pl) det germnemsnitlige antal ord pr. periode. Lange ord (lo) står for procenten af ord, der har mere end seks bogstaver.
Denne formel har mange fordele. Den er simpel. Faktorerne er defineret så entydigt, at forskellige personer, der læsbarhedsprøver en tekst, vil gøre det på samme måde og komme til samme resultat. Arbejdet med udsøgningen af faktorerne i teksten (afprikningen) kan gøres relativt hurtigt og let. 
 
Hvordan beregnes lix?
Lad os beregne læsbarheden af følgende tekst: Er du en dreng mellem fjorten og sytten og pæn, så se her. Jeg er selv tretten år med mørkebrunt hår, som er skulderlangt. Jeg er middelhøj, elsker dyr, cykelture, fester, lange breve og hjemmehygge. Du skal gerne være høj og have langt hår.
 
Fremgangsmåden er sådan: - Tæl alle ordene i teksten, alle perioderne og de lange ord. Det bliver henholdsvis 44, 4 og 7.
- Del antal ord (44) med antal perioder (4). Det giver periodelængden. Altså pl = 11,0.
- Del antal lange ord (7) med antal ord (44) og multiplicer med 100. Det giver procenttallet af lange ord. Altså lo = 15,9.
- Addér pl og lo. Den til et helt tal afrundede sum er lix. Altså lix = 27.
 
Denne korte instruktion er i mange tilfælde fuldt tilstrækkelig. Læsbarhedsundersøgelsen kan eksempelvis udføres på skemaet (fig. 1) på næste side.8) En mere udførlig instruktion er imidlertid nødvendig for at sikre, at alle, der foretager en læsbarhedsundersøgelse, gør det på nøjagtigt samme måde.9) Til de tre ovennævnte momenter i læsbarhedsundersøgelsen, nemlig beregningen af pl, lo og lix, kommer der ved undersøgelse af bøger og længere tekster et fjerde: at tage stikprøver fra teksten. Kun løbende tekst undersøges, altså ikke poesi, fortegnelser og lange opremsninger, specielt udformede anvisninger eller lange citater. Rubrikker, billedtekster, nummereringer, samt citationsangivelser i skuespil overspringes helt.
 
Som ord tælles også tegn og tal, forkortelser og betegnelser, men ikke interpunktionstegn. 1789 tælles som ét ord, men 1/5 er to ord, ligeså 3,41. Forkortelser bedømmes efter udtalen. Osv. giver altså tre ord, men USA ét. Ord med bindestreg (dansk-engelsk) tælles som ét. For- og bagside er dog tre ord. %, § og lignende betegnelser tælles som ord. Det samme gælder + o g X , men ikke : og -, der tillige er interpunktionstegn.
 
Afgørende for periodetællingen er stort bogstav, dog naturligvis ikke stort bogstav i egennavne og lignende. Således tælles der ikke ny periode efter semikolon og kolon efterfulgt af lille bogstav. Ved stort bogstav efter kolon (anføring, citat) tælles derimod ny periode. Lange ard er ord, der har mere end seks bogstaver. I tvivlsfald bedømmes ordene efter udtalen ligesom ved ordtællingen (se ovenfor). 12 er altså et kort ord, 14 et langt. F.eks. giver ét kort og ét langt ord. Psykolo- gisk-pædagogisk er ét langt ord. Lighedstegn ( = ) udtales »er« og tælles altså som et kort ord.
 
 
 
 
Bøger (lange tekster)
20 sider udvælges jævnt fordelt gennem teksten. Det tilstræbes at veksle mellem lige og ulige sider. Første stikprøve tages på bogens anden tekstside. Sidetallene indføres i kolonnen sider under stikprøve på undersøgelses- blanketten (se fig. 2). Hvis det viser sig, at en side er uanvendelig, tages den nærmest følgende side. Sidetallet ændres da på blanketten ved overstregning.

Periodelængden.
Begynd med stikprøve nummer log sæt en lodret streg, hvor den første periode på siden begynder. Tæl 10 perioder og sæt kryds, hvor den tiende periode ender. Tæl perioderne to gange. Tæl antallet af ord i de 10 perioder tilsammen. Indfør antallet i kolonnen Pl på blanketten. Hvis ordantallet overstiger 100, så sæt en lodret streg efter hvert hundrede ord. Tæl ordene to gange eller foretag en grov kontrol af ordtællingen. Lange ord. Sæt en lodret streg efter det hundrede ord, hvis det ikke allerede er gjort ifølge ovenanførte. Tæl de lange ord mellem de to lodrette streger. Før antallet ind i kolonnen Lo på blanketten. Tæl dem to gange for kontrollens skyld.

 
Udregninger.
Fortsæt på samme måde med stikprøve nr. 2-20. Addér på den måde, blanketten viser, først i to halvdele under kolonnerne og derefter totalt i de rubrikker, der er markeret Sa Pl 1-20 og Sa Lo 1-20. Tæl to gange. Eftersom totalantallet af lange ord refererer til præcis 2.000 ord, opnås procenttallet af lange ord ved division med 20. Periodelængden får man ved at dele Sa Pl 1-20 med 200. Begge tal angives med en decimal. En simpel kontrol af beregningerne fås ved sammenligning mellem de to delsummer (summen 1-10 og 11-20). Slutresultatet skal numerisk ligge midt imellem delsummerne. Sæt decimalkommaet på den rigtige plads. Begge faktorernes værdier holder sig normalt mellem 10 og 35. Addér periodelængden og procenten af lange ord. Afrund summen til nærmeste hele tal.10) Før dette ind i rubrikken for lix. Kontroller adde- ring og afrunding. Lix er sjældent lavere end 20 eller højere end 60.
 
Til undersøgelsen kan anvendes følgende skema:11)
 
 
 
 
Afprøvning af en bog med 20 stikprøver, som her beskrevet, tager med nogen øvelse 1-2 timer.
 
Korte tekster
Tekster på under 2.000 ord afprikkes helt. Det foregår ved, at man tæller hele antallet af ord (a), antallet af perioder (b) samt antallet af lange ord (c). Det kan være formålstjenligt ved afprikningen at opdele teksten i min- dre stykker sådan, at hvert stykke tælles for sig. I skemaet fig. 1 er der plads til notering af antal ord, perioder og lange ord for hvert tekststykke. Al afprikning og udregning må gøres to gange.
 
Tolkning af lix
For at give lix, som bare er et tal, mening, sætter vi det først i relation til den bedømmelse af teksters sværhedsgrad, der var kriteriet for undersøgelsen. Bjornsson12) når til en tolkning af indexværdiemes talsymboler, som indeholder fem skalatrin:
Lix - Beskrivelse
20 Meget let
30 Let
40 Middelsvær
50 Svær
60 Meget svær
 
Dette betyder, at tekster, der har lix fra 25 til 34 er lette, fra 35 til 44 middelsvære osv. At en tekst er let (har lix 30) betyder, at dette er den almindelige mands reaktion på teksten. Den almindelige læser vil synes, at en tekst med lix omkring 30 er let. Han vil også finde, at en tekst med lix 50 er svær, og en med lix 60 er meget svær. Det kan derfor fastslås, at Vejledning til selvangivelsen for 1975 med lix 57 (pl = 21, lo = 36), ikke er folkelæsning.13) Den skulle helst ikke have en lix større end 44. (Desuden skulle den gerne gøres mere læselig gennem en bedre typografi, kvikkere layout o.lign.). Læsbarhedsindeks fordeler sig ikke ens inden for de forskellige litteraturarter. Faglitteratur er f.eks. sværere end børnebøger. 
 
Björnsson deler i 5 litteraturgenrer:
- Bøme- og ungdomsbøger (fiktionsprosa for børn og unge)
- Skønlitteratur (fiktionsprosa for voksne)
- Dag- og ugeblade
- Saglitteratur (sagprosa, der henvender sig til almenheden)
- Faglitteratur (sagprosa, der hender sig til specialister)
 
Hans materiale giver de i fig. 3 viste placeringer på lix-skalaen. (M betyder middelværdien, og s spredningen (standardafvigelsen)). Da M dt 2s angiver 95 %-grænserne, kan vi se, at 95 af 100 børne- og ungdomsbøger holder sig inden for grænserne 18-36 lix.
 
 
 
 
Vi kan også se, at 95 % af faglitteraturen holder sig inden for grænserne 43-69 lix. Selv om man er så venlig at regne Forsvarschefsskitse 1975 til faglitteraturen (den burde vel henvende sig til almenheden og ikke blot til specialister), ligger den med lix 71 (28, 43) i det lille 2,5 % -område, der rummer den sværeste faglitteratur. For menigmand er den ulæsbar. Fig. 4 viser mere detaljeret lix-værdiernes fordeling omkring middeltallene, disses og deres elementers (pl og lo) variation gennem litteratur- genrerne.
 
Illustrationer fra dansk litteratur
I det følgende vises resultaterne af nogle lix-beregninger af danske tekster. I skemaerne er de indrangeret efter læsbarhed. Resultaterne kan sammenholdes med fig. 3 og 4.
I skemaerne er anvendt forkortelserne P for pl og L for lo.
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Overraskende virker det måske, at Per Hækkerups læseværdige bog om Danmarks udenrigspolitik er lige så svært læsbar som Det kommunistiske manifest.
 
 
 
 
Det er en yderst dristig tolkning, men der synes, når man bortser fra Niels Bohr, at være en tendens til, at naturvidenskabsmænd skriver mere læsbart end humanister. Niels Bohrs svære læsbarhed skyldes især hans lange perioder.
 
Dag- og ugeblade
Disse er ikke afprøvet som helhed på grund af det enorme omfang, en sådan opgave ville have. 
Som en interessant genre inden for dagbladslitteraturen er undersøgt ledende artikler i 10 dagblade for samme dag.
 
 
 
 
Skemaet viser, hvis man tolker lidt dristigt, at der er to skoler i Danmark med hensyn til opfattelsen af, hvordan en leder skal formes. Den ene skole repræsenteres af de seks førstopførte blade. De ligger på lix 40-44. Det er de korte bygers stil. Den anden skole repræsenteres af de to sidstnævnte blade. De ligger på lix 54-59. Det er de lange bygers stil. Information går for en gangs skyld på kompromis og placerer sig med lix 48 midt imellem. Den dominerende skole har en chance for at nå gennemsnitslæseren.
 
Undersøgelse af militære tekster
Når der er udviklet et så relativt let håndterligt instrument til måling af læsbarhed som det her beskrevne, er det en rimelig tanke at anvende det på militære tekster. Vi kan gennem målinger få et vist indtryk af, om teksterne har en chance for at nå dem, de er tiltænkt. De følgende skemaer indeholder resultaterne af en række målinger af forskellige grupper officielle publikationer. Til skemaerne knyttes nogle kortfattede kommentarer.
 
 
 
 
De ti reglementer fordeler sig med et i gruppen »svært« læsbart og ni i gruppen »meget svært« læsbart. Betragtet som faglitteratur ligger tre af reglementerne under og syv over Bjornssons middel-lix (56) for denne genre, jf. fig. 3. Reglementernes læsbarhed bør formentlig søges gjort lettere. Der kan nås lidt, men ikke meget, ved at tilstræbe kortere perioder. En hel del kan sikkert nås ved bevidst at sætte ind på at sænke antallet af lange ord. Dette kan gøres ved at fjerne sig fra den kancellistiske juridisk kandidat-prosa, som i for høj grad præger teksterne i dag. Henset til målgruppen er reglementet for Militærpolitideling/-gruppe alt for svært.
 
 
 
Hvorfor skriver de tekniske våben gennemgående mere læsbart end kamptroppeme ? De seks hæfter fordeler sig med ét i gruppen »middelsvært« læsbart og fem i gruppen »svært« læsbart. Betragter man serien som faglitteratur, placerer den sig smukt i den lette ende af Bjornssons fordeling, jf. fig 3 og 4.
Betragter man dem som saglitteratur (prosa med adresse til almenheden), ligger den smukt fordelt omkring Björnssons middel-lix (47). Når hertil lægges, at typografien og andre ydre faktorer giver et tilskud til tilgængeligheden gennem forhøjet læselighed, må man konstatere, at serien er et vellykket produkt. Den kan læses af den nogenlunde læsevante.
 
 
De fem tekster fordeler sig med to i gruppen »svært« læsbart og tre i gruppen »meget svært« læsbart. Betragtet som faglitteratur, ligger teksternes læsbarhed jævnt fordelt om Bjornssons middel-lix (56). Som saglitteratur ligger de to første tekster inden for spredningen på Bjornssons middel-lix (47), jf. fig. 3. Henset til målgruppen måtte instruktør-håndbogen gerne have en lix under 50.
Læsbarheden for Vejledning i uddannelsesplanlægning og for Blivende bestemmelser for uddannelsen burde nok gøres lettere. Om midlerne hertil henvises til betragtningerne ovenfor vedrørende de taktiske og tekniske reglementer.
 
 
Det er seriens eget erklærede mål at være saglitteratur, idet den også gerne vil nå den interesserede almenhed. Lix-værdierne for de tre sidstnævnte hæfter er med henblik herpå nok lidt for store. Ved revision af teksterne bør de øvrige forfattere spejle sig i Bertel Heurlins eksempel.
 
 
Serien er under tilblivelse. Forfatterens medansvar for serien lader ham begrænse sig til følgende: Lix-værdieme bør henset til målgruppen ikke være over 50. Hærens historie er trykt i den fra tidligere Grundbog overtagne version. Ved nyudgave bør teksten gøres tidssvarende og lix bringes ned på 45.
 
 
 
 
Denne gruppe publikationer er medtaget for at vise, hvorledes blade, der er nogenlunde ubundet i deres udfoldelser, klarer sig lix-mæssigt. Der har også været den bagtanke med denne del af undersøgelsen, at en demaskering måske kunne afholde redaktørerne fra at gribe i de for de officielle publikationer ansvarlige myndigheders barm i stedet for i deres egen. Denne bagtanke-forventning vil redaktørerne nok opfylde, når de studerer undersøgelsens resultater.
 
De 11 blade fordeler sig i tre grupper: ét er »middelsvært«, ni »svært« og ét »meget svært« læsbart. Bladene bør genre-mæssigt ligge et sted mellem dagblade og saglitteratur. Trænsoldaten er med hensyn til læsbarhed og læselighed formentlig så let tilgængeligt, som et sådant blad kan blive. Hvis det indholdsmæssigt opleves som læseværdigt af dem, det skrives for, er det formentlig et af de få blade, der læses af 100 % af sin målgruppe.
 
Hærnyt bør have en lix-værdi ikke over 50, hvis man ønsker en nogenlunde bred læserkreds. Læsbarheden kan lettes, hvis man ikke blot aftrykker myndighedernes kancellistiske udgydelser ordret, men omskriver dem til godt og læsbart dansk. Typografi og layout er så nogenlunde læservenlige. Fagbladene bør bringe teksten ned omkring lix 50. Stampersonels redaktør skal i hvert fald ikke regne med, at ret mange af medlemmerne har læst mere end overskrifterne i februar-nummeret.
 
Slutord
Det må gentages, at læsbarheden kun er én egenskab ved en tekst, lige som højden kun er én egenskab, der karakteriserer et menneske. En tekst skal derfor vurderes som en helhed, hvori det indholdsmæssige (læseværdigheden) nok er den centrale bestanddel. Læseværdigheden er imidlertid næppe kvantificerbar, som læsbarheden er det. Med Bjornssons læsbarhedsindex har vi fået et instrument, hvormed vi kan måle, hvor let eller svær en tekst er i sproglig henseende. Vi kan ved at bruge det få oplysning om, hvilken chance en tekst har for at nå dem, den er tiltænkt - før den bliver publiceret. Vi får således mulighed for at rette den til efter sit formål. Bjornsson giver tre gode råd til forfattere, der vil skrive læsbart: Skriv enkelt! Skriv kort! Skriv personligt! Disse råd skal naturligvis forstås cum grano salis. Han knytter da også godt 30 sider kommentarer (Bjorns son side 131-162) til dem. Hvilket jo nærmest er en klump salt. 
 
 
P.s. Denne artikel har lix = 43 (14,29). I beregningen er ikke medtaget overskrifter, fodnoter, tekster i skemaer og figurer. Ej heller dette p.s.
 
 

Noter
1) Ledelse og uddannelse, Hærkommandoen 1969, side 130 f.
2) Samarbejde i forsvaret, Chefen for hæren 1975, side 24-30.
3) C. H. Björnsson: Læsbarhed. Pædagogisk Orientering 9. G. E. C. Gad, København 1971. (Bjornsson) Bogen er en oversættelse af Lasbarhet, Bokforlaget Liber, Stockholm 1968. 1 den her foreliggende artikel er kun refereret så meget fra Bjornsson, som er absolut nødvendigt for at forstå og anvende Bjornssons metode til måling af læsbarhed.
4) Björnsson henviser vedrørende læselighed til Bror Zachrisson: Legibility of printed text. Uppsala 1965.
5) Den amerikanske faglitteratur på området er betydelig. Bjornsson henviser til George JR. Klare: The Measurement of Readability. The Iowa University Press 1963. Denne bog indeholder en kommenteret bibliografi på 482 numre.
6) Bjornsson har undersøgt den svenske formels anvendelsesmulighed på tysk. (C. H. Bjdmsson: Lesbarkeit durch Lix. Stockholm 1968). Formlen kan direkte anvendes på tyske tekster, men i fortolkningen af de fundne indeksværdier er der en skalaforskydning. Den middelsvære tekst har på svensk læsbarhedsindeks (lix) 40, men på tysk 45. Den svenske formel er direkte anvendelig på danske tekster, og tolkningen af de fundne lix-værdier praktisk taget ens for de to sprog. (Bjornsson s. 233-46).
7) Altså af faktorernes validitet. Den læser, der er særlig interesseret i statistiske foreteelser som validitet, reliabilitet, korrelation m.v. henvises til Björnsson.
8) Bjornsson side 231.
9) Den følgende tekst er en opsummering af Bjornssons resumé af side 62-80.
10) Med den anvendte metode bliver lix for den middelsvære bog bestemt med en spredning på 1,0. At angive lix med decimaler ville således være at give et falsk indtryk af nøjagtigheden. Björnsson side 75.
11) Björnsson side 232.
12) Side 85.
13) Den tilsvarende svenske publikation havde for godt 10 år siden lix 64 (22,42). I 1965 fik man en omarbejdet udgave med lix 47 (14,33). Bjornsson side 144 f.
14) Under trykning.

 

PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:

Litteraturliste

Del: