Er Kina et nyt Tyskland?

Denne artikel stiller sig kritisk over for antagelsen om et kommende amerikansk-kinesisk nulsumsspil baseret på en flådekonkurrence. Kritikken centrerer sig om to punkter. For det første er brugen af den historiske analogi problematisk. Motivet for Tysklands flådestrategi var en enøjet opbygning af en blue water navy, der skulle give landet mere indflydelse.

Foto: Forsvaret.dk

Indledning

Kinas status som fremvoksende stormagt tiltrækker sig stor opmærksomhed i debatten om international politik[2]. Kineserne hilser udviklingen velkommen, mens nabolande og supermagten USA diskuterer fremtidens konsekvenser af den kinesiske opblomstring. Udviklingen inden for den kinesiske flåde følges særligt opmærksomt, og i løbet af de sidste ti år er der flere konkrete indikatorer på, at Kina aktivt forfølger et udviklingsprogram, hvis mål er etableringen af en flåde, der kan magtprojektere på de store have, en ’blue water navy’[3]. Kernen i en sådan fremtidig flåde forventes at være en hangarskibskapabilitet[4].

Debatten domineres af, at Kinas flådeudviklingsprogram på sigt kun kan tolkes som en udfordring for USA. USA er her tvunget til at reagere med en strategisk nyorientering, der primært retter den amerikanske flådes strategiske positur mod den kommende kinesiske udfordring[5]. Argumentet styrker sin analyse af fremtidens forhold mellem Kina og USA ved brug af et centralt historisk eksempel: Forholdet mellem Storbritannien og Tyskland i 1898-1914[6]. Essensen af eksemplet er, at Tyskland som fremvoksende stormagt anså den daværende britiske globale dominans som hindring for globale tyske ambitioner - det berømte krav om “en plads i solen”. Som løsning på problemet igangsatte Admiral Tirpitz i 1898 et flådeprogram, designet til at give Tyskland en blue water navy (Hoch See flotte). Formålet var at udligne forholdet mellem den britiske og tyske flåde, og derigennem tvinge briterne til at anerkende Tyskland som en stormagt med global indflydelse[7]. Resultatet var et bittert tysk-britisk flådekapløb[8]. Brugen af det historiske eksempel er klart: Kina og USA vil opleve samme nulsumslogik, og begge vil engagere sig i et flådekapløb, der øger risikoen for konflikt. Historien gentager sig – lyder argumentet[9].

Artiklens argument og opbygning 

Denne artikel stiller sig kritisk over for antagelsen om et kommende amerikansk-kinesisk nulsumsspil baseret på en flådekonkurrence. Kritikken centrerer sig om to punkter. For det første er brugen af den historiske analogi problematisk. Motivet for Tysklands flådestrategi var en enøjet opbygning af en blue water navy, der skulle give landet mere indflydelse. Kina ønsker til forskel en flåde, der kan begrænse andre stormagters adgang til strategiske havområder, hvilket understøttes af de empiriske beviser f.eks. den faktiske kinesiske flådestrategi. For det andet understreger artiklen det grundlæggende paradoksale i en kinesisk satsning på en blue water navy. Paradokset er, at Kina geopolitisk ligesom Tyskland er en kontinental magt, der først og fremmest afhænger af et effektivt landmilitær i beskyttelsen af kinesiske kerneinteresser[10].

Artiklen er opbygget på følgende måde. De første to afsnit definerer kernebegrebet sømagt og etablerer de geopolitiske karakteristika, som danner udgangspunktet for hhv. kontinental og maritime stormagters sikkerhedspolitik. Næste afsnit udfolder den komparative analyse[11] af de to cases Tyskland 1898-1914 og Kina 2000-2011.

“Sømagt” og A.T. Mahan

“Sømagt” defineres som stormagters opbygning af en flådestyrke, der 1) har evne til at projektere magt på verdenshavene i en sådan grad, at styrken udgør en reel strategisk tilstedeværelse på langt sigt, der 2) ikke militært trues af midlertidige tab af kontrol med havområder eller lokale nederlag[12]. Sømagt opfattes her som en omfattende og vidtrækkende evne til magtprojekteringen, der står til forskel fra begrebet “flådemagt”. Flådemagt kan udøves af alle stater med opbygning af en vis styrke med regional rækkevidde. En flådemagt kan dog ikke opretholde en strategisk tilstedeværelse på langt sigt og er sårbar over for lokale tilbageslag.  

Artiklens definition af sømagt tager udgangspunkt i Alfred Thayer Mahans The Influcence of Seapower upon History (1890). Mahan ønskede at identificere betingelserne for udvikling af sømagt[13]. Mahans argument udvikler en forståelse af havet som et strategisk rum “a wide common, over which men may pass in all directions, but on which some well-worn paths show that controlling reasons have led them to choose certain lines of travel rather than others”[14]. Det strategiske rum kan domineres af den magt, der opretholder overvældende sømagt, hvilket giver indehaveren distinkte fordele: The possession of that overbearing power on the sea which drives the enemy´s flag from it, or allows it to appear only as a fugitive; and which, by controlling the great common, closes the highways by which commerce moves to  and from the enemy´s shores. [15]         

Dertil vil Mahan vise, at effektiv udvikling af sømagt betinges af staters geografiske placering. Stormagter, der ikke har landfaste grænser, nyder godt af naturlige havne og ligger placeret ved strategiske vandveje har rationale i udvikling af sømagt. Den essentielle pointe er her, at en maritimmagt alene i kraft af geografisk placering har fordel i udvikling af sømagt til forskel fra en kontinentalmagt, der må indordne sig efter forsvaret af landfaste grænser. “A nation that is neither forced to defend itself by land or to seek extention by way of the land … has an advantage as compared with a people one of whose boundaries is continental”[16].

Geopolitik og begrænsning på stormagters magtkapabiliteter

Geopolitik er i sin moderne formulering et forsøg på at udlede teoretiske forventninger for staters brug af magt forstået ud fra deres geostrategiske placering[17]. Et centralt argument i geopolitisk teori er, at magtprojektering foregår inden for en geografisk kontekst. Analysen af (sø) magts strategiske nytteværdi fortolkes i det geopolitiske perspektiv gennem faktorer som tid, afstand og placering, hvis relative påvirkning er af stor betydning. Her træder forskellen mellem en kontinentalmagt og en maritimmagts geostrategiske fokus frem. En kontinentalmagt forstås som en stormagt, der konfronteres af blivende direkte trusler mod sine landegrænser. Af de to cases er Tyskland og Kina skoleeksempler på kontinentalmagter. Tysklands strategiske problem i 1871-1914 var truslen om en tofrontskrig med Frankrig og Rusland. Kina befinder sig ligeledes i en geostrategisk situation, hvor flere nabolande har evnen til at true landets grænser. Kina deler landegrænse med fjorten lande, hvoraf stormagterne Indien og Rusland fremstår som de mest magtfulde[18].

Maritimmagter er fri fra bekymringen om direkte truende naboer. De nyder reel sikkerhed fra ydre trusler og har effektiv adgang til strategiske havområder[19]. At maritime magter har andre geostrategiske muligheder, understeges med Storbritannien og USA. Historisk har Storbritannien nydt godt af Den Engelske Kanal som værn fra trusler fra europæiske kontinentalmagter, og har som følge af sin placering fordelagtig adgang til strategiske havområder i Nordatlanten og Nordsøen. Den britiske placering betød i 1898-1914, at tyske flådebevægelser kunne overvåges og evt. udfordres af Royal Navy. Vendes blikket mod nutidens Amerika er det tydeligt, at USA ikke trues af naboer og nyder effektiv adgang til Atlanterhavet og Stillehavet[20].

Det tysk-britiske flådekapløb 1898-1914

Det tysk-britiske flådekapløb udspiller sig inden for en komprimeret periode i 1898-1914. Her er tale om et kvantitativt og kvalitativt kapløb, der for overskuelighedens skyld behandles separat. Det kvalitative flådekapløb får sin eskalering med Dreadnought revolutionen i 1906. Revolutionen er et paradigmeskift i slagskibsdesign, der medfører, at eksisterende slagskibes militære værdi langt overgås af den britiske HMS Dreadnoughts nye sammensætning af ildkraft, panser og fart[21]. Som følge af revolutionen kategoriseres slagskibe i 1898-1914 i Præ Dreadnoughts indtil 1906 og Post Dreadnoughts efter 1906. Den kvalitative udvikling i kapløbet 1898-1914 gengives i Tabel 1.

 

Det kvantitative aspekt giver forståelse for den enorme investering, flådekapløbet påtvinger Storbritannien og Tyskland. I 1900 er den tyske sømagt på 285.000 tons[22]. Det vokser til 1.305.000 tons i 1914. Den tyske sømagt bliver 4,5 gange større på 14 år! I 1900 er Royal Navy samlet på 1.065.000 tons. Det stiger i 1914 til 2.714.000 tons. En vækst i samlet tonnage på 2,5 gange[23].

Rationalet for en tysk sømagt

Flådebygningsprogrammets centrale initiativtager og marineminister Admiral Alfred von Tirpitz formulerede formålet med en blue water navy i en samtale med Kejser Wilhelm II i 1897. Sømagt ville betyde en “strengthening of our political power and importance against England”[24]. I samtalen uddyber Tirpitz videre sin begrundelse for netop at udvikle en blue water navy: Since any effective form of transoceanic or cruiser warfare against England is   completely ruled out by our lack of overseas bases and because of Germany´s geographical position …all depends, from the political point of view as well, on the battlefleet between Helgoland and the Thames[25]         

Det er tydeligt, at Tirpitz fravælger en defensiv flådestrategi baseret på adgangsbegrænsning. I stedet skal der etableres en blue water navy, en tysk sømagt i Nordsøen, hvis strategiske tilstedeværelse i fredstid forventes at øge Tysklands politiske indflydelse på lang sigt.

“Risikoteorien”

Risikoteorien søger at maksimere de politiske fordele, Tyskland kan aftvinge Storbritannien med etablering af sømagt. Tirpitz antager i teorien, at Storbritannien som global dominerende sømagt er tvunget til at medregne trusler fra flere rivaliserende flådestyrker i sin samlede strategiske positur fra Frankrig, USA, Japan og Rusland, og dertil lægge Tysklands sømagt. For Tirpitz lå fordelen klart hos Tyskland som følgende understreger: … it is not necessary that the battle fleet at home is equal to that of the greatest naval power. In general this naval power would not be in a position to concentrate its entire naval forces against us. Even if it succeeds in encountering us with a superior force, the destruction of the German fleet would so much damage the enemy that his own position as a world power would be brought into question [26].

Citaet viser at risikoteorien forstår sømagt som et politisk instrument. En tysk blue water navy er i teoriens optik ikke en militær kapabilitet, der øger Tysklands sikkerhed eller evne til at føre effektiv søkrig. Den er et politisk magtinstrument - en risikoflåde, hvis strategiske rolle er afpresning i fredstid.

Tysk sømagt som strategisk blindgyde

Tirpitz’ risikoteori lider af en central logisk svaghed. Det forklares nemlig ikke, hvordan tysk sømagt fungerer som et politisk magtinstrument i fredstid. Rolf Hobson rammer svagheden præcist i The German School of Naval Thought and the Origins of the Tirpitz Plan 1875-1900 “Was the fleet suppposed to cruise closer to Britain in times of tension and thereby exert a form of diplomatic pressure?”[27] Svaret på Hobsons spørgsmål er simpelt: Tirpitz’ sømagt kunne ikke løfte de politiske ambitioner, fordi sømagt (og flådemagt) er en relativ militær kapabilitet. Den eneste virkelige måde, hvorpå tysk sømagt ville kunne ændre Storbritanniens globale magtposition til Tysklands fordel, ville være gennem militære operationer i krigstid. Det tiltalte ikke Tirpitz, der i stedet med risikoteorien gør vold på begrebet sømagt ved at tvinge en politisk rolle ind i forståelsen af det, der logisk ikke er mulig[28].

For det andet forventer Tirpitz ro til en lang opbygningsfase, fri fra britisk modsvar. Det må bedømmes som ønsketænkning, at opbygningen af en tysk sømagt i Nordsøen ikke skulle resultere i britisk bekymring. Den britiske flådechef Lord Selborne påpegede i 1902: “I am convinced that the great new German navy is being carefully built up from the point of view of war with us”[29].   

For det tredje udelukker Tirpitz muligheden for, at briterne er villige til at koncentrere deres strategiske fokus mod Tyskland og dermed ødelægge fundamentet for risikoteorien. Teorien hviler på Storbritanniens uvillighed til at risikere en kritisk andel af sin sømagt i en eventuel konfrontation med Tyskland som følge af det globale britiske engagement. Selvfølgelig må det medgives, at Tirpitz i 1898 ikke havde mulighed for at forudse kommende forandringer af det internationale system eksempelvis den britisk-fransk entente i 1904. Det bortforklarer dog ikke, at Tirpitz i formuleringen af risikoteorien burde have medregnet en forudsigelig og fleksibel britisk modreaktion. I stedet forventes det, at briterne fortsat vil insistere på deres eksisterende strategiske positur og tillade tysk oprustning- en antagelse, der går stik mod commonsense forventninger om staters sikkerhedspolitik.

Forventningen afslører, at Tirpitz’ ikke forstår, at en trussel mod national sikkerhed opfattes som langt mere kritisk end potentielle trusler mod fjerne besiddelser[30]. Den britiske reaktion på den tyske flådeekspansion var netop fleksibel strategisk nyorientering, der fokuserede forsvaret på Nordsøen og Den Engelske Kanal. Det ses tydeligt i fordelingen af britiske slagskibe efter den strategiske omrokering i 1904-1905, der fremgår af Tabel 1.

For det fjerde er Tirpitz’ analyse af Tysklands geopolitiske muligheder som kontinentalmagt fejlagtig. Beslutningen om at opbygge tysk sømagt, hvis eneste eksistensberettigelse var afpresning af Storbritannien tjente ikke til andet end at minimere Tysklands geopolitiske muligheder i stedet for at optimere dem. Tirpitz’ grundlæggende fejl er forsøget på at flytte kontinentalmagtens strategiske fokus fra landmagt til sømagt. Med det forsøg gør Tirpitz sig skyldig i to ting. Den ene er misbruget af Tysklands strategiske positur, hvor resurser reelt spildes på en virkningsløs blue water navy. Overordnet burde hovedparten af Tysklands militære resurser være kanaliseret mod fastholdelsen af en overlegen landmagt, som dets geopolitiske status som kontinentalmagt fordrede. I det misbrug viser det sig, at Tirpitz ikke har forstået Mahans grundlæggende argumentation for sømagtens betingelser. Mahan påpeger netop, at  “a nation that is neither forced to defend itself by land or to seek extention by way of the land … has an advantage as compared with a people one of whose boundaries is continental”[31].

Derfor vil Kina have en blue water navy 

Diskussionen om Kinas hensigter øges i 2006 med formand Hu Jintaos tale, hvori ambitionen om udviklingen af en kinesisk sømagt synes at blive fremlagt. Hu Jintao påpegede at en “powerful navy”, “strengthened and modernized” var nødvendig for at “uphold our maritime rights and interests”[32]. Det tiltrak opmærksomhed, idet udtalelsen netop synes at bekræfte forventningen om en snarlig kinesisk opbygning af en blue water navy. En forventning, der støttes af forsvarsministeriets talsmand Oberst Huang Xueping, der i 2008 specifikt omtalte Kinas rationale for konstruktionen af et hangarskib: “China has vast oceans…the aircraft carrier is a symbol of a country’s overall national strength, as well as the competitiveness of the country’s naval force”[33].       

Der findes ligeledes konkrete militære beviser på kinesisk interesse i hangarskibe[34]. Den kinesiske flåde arbejder med renovering og faktiske forsøg med det tidligere russiske hangarskib Varyag af Kuzetsov klassen. Kina viser interesse for købet af russiske Su-33 jagerfly. En type jagerfly, der effektivt kan operere fra et hangarskib. Samtidig rapporteres det, at flåden har et pilottræningsprogram med særligt henblik på operationer fra hangarskibe[35].  

En anden og interessant indikator for interessen i udvikling af en blue water navy er den offentlige debat i Kina. Her spores en voksende fascination og støtte til et konkret hangarskibsprojekt samt en interesse for forståelsen af sømagt. Det ses f.eks. i udbredelsen af Mahans hovedværk The Influence of Seapower upon History, der i Kina publiceres med “a cover banner that asks in larger type, ’Does China need an aircraft carrier?’ and with a foldout map highlighting U.S. naval facilities along China’s coastal perimeter”[36]. Det er klart, at sidste citat ikke kan sidestilles med den faktiske kinesiske flådestrategi. På den anden side kan det fortolkes som et empirisk tegn for både en intern kinesisk opfattelse af sømagt som et politisk instrument, og som et konkret bevis på, at visse kinesiske meningsdannere har et tydeligt billede af U.S. Navy som en fremtidig modstander, og en begrænsning på Kinas handlefrihed. 

I lyset af redegørelsens nedslagspunkter fremstår parallellen til Det Andet Rige og Tirpiz’ massive flådeprogram som solid. Argumentet er, at Kina ligesom Tyskland ønsker en blue water navy centreret omkring det største og mest magtfulde krigsskib, arsenalet indeholder. Ønsket motiveres af stormagtsambitioner, der næres af mindreværdskomplekser over for den dominerende sømagt.

Ønsker Kina en sømagt eller en flådemagt?

Der er grundlæggende problemer i sidestillingen mellem Tyskland og Kina, hvilket kritisk svækker sammenligningens styrke. For det første er den eksisterende kinesiske flådestrategi meget anderledes end den tyske opfattelse af sømagt. Her tages udgangspunkt i fortolkningen af Hu Jintaos udtalelse. Det beløber sig til en påstand, hvis udtalelsen om en “powerful navy”[37] ukritisk fortolkes som støtte for opbygning af en kinesisk sømagt. En alterantiv fortolkning er, at Hu Jintao ønsker en kinesisk flådemagt, der tillader den grad af magtprojektering, formanden finder passende til Kinas militære behov. Kina er i den fortolkning primært en kontinentalmagt, der søger at maksimere sin landmagt. Det udelukker ikke, at Kinas maritime interesse er stigende, men understreger, at den stadig er sekundær.

Fortolkningen kan udvikles med inddragelsen af forsvarsministeriets talsmand Oberst Huang Xueping: “China has vast oceans…the aircraft carrier is a symbol of a country’s overall national strength…”[38]. Et eller flere kinesiske hangarskibe udgør ikke automatisk et bevis på Kinas status som et nyt Tyskland, der gennem sømagt vil aftvinge andre stormagter indrømmelser og magt. I stedet udgør hangarskibe en integreret del af en kinesisk flådemagt, der ligesom f.eks. den japanske, franske og britiske flådemagt ønsker en begrænset global magtprojekteringskapabilitet[39]. Argumentet er, at Kina sigter efter udviklingen af en flådemagt, der tilgodeser de kinesiske maritime interesser, og som formuleres inden for rammerne af en militær vurdering af styrkens sammensætning. Det står i skarp kontrast til Tirpitz’ politiske forståelse for opbygningen af tysk sømagt, der netop ikke havde anden begrundelse end afpresningen af Storbritannien.

Kinas flådestrategi har fokus på adgangsbegrænsning

En anden central pointe, der sætter den historiske sammenligning mellem Det kejserlige Tyskland og Kina under pres, er forskellen i den førte flådestrategi. Den tyske flådestrategi indeholder en maksimal rolle for sømagt. Det står til forskel fra den kinesiske, der indeholder en minimal rolle for etableringen af en  sømagt bestående af en blue water navy med hangarskibe som hovedstyrken. Det fremgår af den strategiske vision i Den Kinesiske hvidbog for Nationalt Forsvar 2010. Her opereres med en defensiv flådestrategi funderet på “Offshore Active Defense” [40]. Det er en strategisk vision, der sigter mod den fremtidige etablering af to kinesiske kontrolzoner over strategiske havområder.

Det berørte område fremgår af billedet. Det ses, at første fase er fokuseret på at opbygge flådens evne til at effektivt at kontrollere “First Island Chain”, der har en rækkevidde mellem ca. 200-700 sømil ud fra Kinas kyst. Den anden fase søger at udvide kontrollen med inklusionen af den “Second Island Chain”, der rækker ud til ca. 1800 sømil fra fastlandet[41].

Vurderingen er, at flådens fokus først er på opbygningen af maritime kapabiliteter som destroyere, fregatter, søminer og specielt ubåde [42], der maksimerer evnen til at begrænse fjendens effektive adgang til havområdet i First Island Chain. Et fokus, der klart afspejles i styrkestrukturens faktiske koncentration af ubåde, overfladenheder, missil- og luftstyrker[43]. Den kinesiske ubådsstyrke udgøres i dag af ca. 60 enheder, og er en styrke under transformation fra en forældet og umoderne kyststyrke til en moderne styrke, der effektivt kan true en højteknologisk modstander[44]. Ubådsstyrken har i 2000-2008 gennemgået en dramatisk moderniseringsproces.  I 2000 var 8 pct. af styrken moderniseret. I 2008 var processen eskaleret, så ca. 50 pct. af styrken var moderniseret til et moderne niveau[45]. Styrkens kerne er 12 angrebsubåde af typen Kilo-klassen og 12 Song-klassen, der stærkt øger flådens evne til at kontrollere områderne i First Island Chain.

Kilde: www.lib.utexas.edu/maps/china

Rettes fokus på flådens modernisering af sine overfladeenheder er det etableringen af en moderne destroyerstyrke med to roller, der taler for, at fokus er på kontrollen med områderne i First Island Chain. Styrken skal bestå af: 

Et effektivt antiluftværnskapabilitet. Her er det destroyere af Type 052B, Type 52C og Type 51C, der udgør kernen i programmet. En antiskibskapabiltet. De fire enheder af typen Sovremmeny klassen er flådens stærkeste pt. kapabilitet. 

Argumentet om, at moderniseringen af den kinesiske flåde søger at etablere de faktiske rammer for opfyldelse af den strategiske vision om kontrollen med First og Second Island Chain bliver styrket med inddragelsen af luftvåbenets og missilstyrkernes bidrag. Luftvåbnet besidder med Su-27 og Su-30 enhederne en vis evne til at magtprojektere i områderne, og moderniseringen af luftstyrkerne vil på sigt øge den kapabilitet[46].

Udviklingen inden for missilstyrkerne vidner i endnu højere grad om forsøget på at kontrollere områderne. Tilgangen af kortrækkende antiskibsraketter (f.eks. Silkworm) er stærkt øget. Det samlede arsenal talte i 2008 ca. 1200 missiler, hvortil styrken tilføjes ca. 100 nye hvert år. De kortrækkende missilstyrkers primære fordel er dog kvantitativ med evnen til at overvælde en fjende. Det kvalitative niveau lader meget tilbage at ønske f.eks. i kommando og kontrol, målfinding samt våbens præcision[47]. Missilstyrkernes mest interessante forsøg på effektiv kontrol og adgangsbegrænsning kommer fra udviklingen af langrækkende antiskibs ballistiske missiler (ASBM). Det er tale om præcisionsvåben, der specifikt retter sig mod nedkæmpelsen af hangarskibe med en maksimal rækkevidde på ca. 3000 km[48], hvis effektive udvikling vil repræsentere en stor udfordring for U.S. Navys bevægelighed i Det Vestlige Stillehav. I lyset af den moderniseringsproces vurderer det amerikanske forsvarsministeriums, at den kinesiske flådes primære fokus på kort til mellemlangt sigt er kontrollen med First Island Chain. Dog fremhæves det, at hovedvægten stadig er på området omkring Taiwan[49]

Den anden fase i Kinas flådestrategi søger at udvide kontrollen med inklusionen af den “Second Island Chain”, der rækker ca. 1800 sømil fra fastlandet[50]. Det kan argumenteres for, at fasen på længere sigt indvarsler en mere aggressiv kinesisk flådestrategi, idet havområderne indeholder stater som Filippinerne, Japan samt flere amerikanske flådebaser på bla. Guam og Okinawa. Vil det betyde større flådeenheder; hangarskibe og missilkrydsere, eller ligefrem være skiftet i kinesisk flådestrategi fra flådemagt til sømagt?

Den udvikling bedømmes som usandsynlig som følge af to overvejelser. For det første er den strategiske positur, der udgør rammerne for Offshore Defence grundlæggende defensiv. Den kinesiske flådestrategi sigter ikke mod dominans af havområderne i First eller Second Island Chain, men ønsker i stedet at kontrollere dem gennem konventionelle midler, så en fjendtlig sø/flådemagt har begrænset adgang til dem. Det er særlig den amerikanske sømagt, der frygter for sin strategiske bevægelighed, hvis den kinesiske flådemagt udvider sin kontrol til Second Island Chain[51].

Det skal dog understreges, at U.S Navy må bedømmes værende den primære trussel mod Kinas territorielle integritet, og ikke omvendt. Den kinesiske flådestrategi afspejler derfor et forsøg på at begrænse de strategiske fordele USA nyder i Det Vestlige Stillehav. U.S. Navy har siden 1945 opbygget et fintmasket basenetværk på hhv. Japan, Okinawa, Guam og Singapore, der samlet udgør en amerikansk kontrolakse af enhver større kinesisk flådebevægelse. Guam er eksempelvis hjemmebase for tre Los Angeles atomdrevne angrebsubåde samt en stærk luftstyrke. Den japanske havneby Yokosuka er hjemhavn for The Seventh Fleet. En flådestyrke, der besidder den største koncentration af magtprojekteringskapabilitet i hele U.S. Navy med ca. 50 skibe, 350 fly og ca. 60.000 mand[52]. Det må accepters, at Kina med sin defensive strategi søger at beskytte sig maksimalt mod trusler fra USA, ikke omvendt. Den kinesiske reaktion præciseres af Barry Posen: “…the closer the U.S military forces get to enemy-held territory, the more competitive the enemy will be. This arises from a combination of political, physical, and technological facts. These facts combine to create a contested zone – areas of conventional combat where weak adversaries have a good chance of doing real  damage to U.S. forces”.[53]

Som følge af den kinesiske flådestrategi vil amerikanske hangarskibegrupper være tvunget til at forlægge operationer længere væk fra det kinesiske fastland. Den længere flyvetid for hangarskibsgruppen luftkapabiliteter nedsætter deres effektive operationelle værdi. Det samme gælder imidlertid i endnu højere grad for en potentiel kinesisk hangarskibskapabilitet, der i en konfrontation med U.S. Navy i kinesiske flådeofficerers egen bedømmelse vil være “sitting ducks”[54].

For det andet spiller Kinas geostrategiske placering en dominerende rolle i forståelsen af den flådestrategiske positur. Kina har som kontinentalmagt ikke et primært behov for at magtprojektere sømagt på et globalt plan. Landet oplever i stedet et nødvendigt pres for at fastholde og udvikle sine muligheder for at projektere overlegen landmagt vis a vis sine nabostater. Flådemagt er i det regnestykke en supplerende kapabilitet, der kan frigøre Kina fra trusler samt begrænse andres adgang til First og Second Island Chain. Kina fastholder i 2000-2011 med sin flådestrategi netop kontinentalmagtens traditionelle sikkerhedspolitiske hierarki med landmagten som primær, og flådemagten som sekundær. Det står i markant forskel til Tyskland i 1898-1914.        

Derfor er Kina ikke det nye Tyskland

Artiklen har løbende fremhævet en række svagheder i komparationen mellem Det Kejserlige Tyskland flådestrategi og nutidens Kina. Det er dog vigtigt at understrege, at artiklens argumentation ikke kan udelukke, at Kina i fremtiden vil forsøge at udvikle sig som en sømagt. Artiklen begrænser sig til at påpege, at et sådan skifte vil betyde voldsomme forandringer af den strategiske tænkning - og positur samt den kinesiske flådes styrkestruktur. Forandringer, der ikke er empiriske tegn på. Det er særligt samspillet mellem strategi og styrkestruktur, der argumenterer for at flådens strategiske positur essentielt er defensiv og fokuseret på effektiv adgangsbegrænsning af områderne i First og Second Island Chain.                                                                                                                                         

Den tyske flådestrategi er blevet analyseret som et udslag af et fejlagtigt forsøg på at benytte sømagt som et politisk afpresningsinstrument. Det er tydeligt, at Kina ikke anser sin flådemagt som et sådan instrument. Kinas flåde benyttes som en militær kapabilitet, hvis relative værdi søges maksimeret vis a vis andre stormagter - særligt den amerikanske sømagts mulighed for fri bevægelighed i Kinas nærområde. Den bagvedliggende politiske forklaring på Kinas defensive flådestrategi kan forklares med, at Kina er en aktieholder i det eksisterende internationale politiske system, ikke en revisionistisk stormagt som det kejserlige Tyskland, der ønsker radikale forandringer[55].

Hvis Kina i fremtiden vil insistere på indflydelse og rettigheder, så vil det højst sandsynligt ske inden for en strategisk bedømmelse, der både medregner den forventelige modreaktion fra den dominerende sømagt USA, og behovet for at rette den strategiske militære hovedvægt på landmagt. Det bør afholde Kina fra at opbygge en blue water navy, idet landet ligesom Tyskland ikke har nogen militær fordel af en blue water navy. Den kritiske forskel mellem Kina og Tyskland er, at den politiske elite i Kina med deres fokus på offshore defense er bevidst om geopolitikkens centrale rolle i udformningen af strategi.

Afslutningsvis skal det fremhæves, hvordan brugen af historiske komparationer mellem fremvoksende stormagter som nutidens Kina og det kejserlige Tyskland bør underkastes en kritisk tilgang, der fremhæver de afgørende forskelle. Debatten om betydningen af Kinas fremvækst som stormagt betinges ofte af en selektiv historisk tilgang, hvor der hurtigt fokuseres på lighederne, men hvor de egentlige forskelle overses. Artiklen har argumenteret for, at brugen af parallellen mellem Kina og Det Kejserlige Tyskland er problematisk som bedømt ud fra en detaljeret analyse af de empiriske beviser.

Konklusion

Tysklands negative erfaringer med en blue water navy tjener som en effektiv historisk advarsel til de politiske og militære beslutningstagere i Kina. Intet taler for, at Kina i dag udviser den samme mangel på forståelse af forskellen på rationalet på sø- og flådemagt. Der findes ikke et decideret bevidst forsøg på at bøje begrebet sømagt i en politisk retning, som Tirpitz gjorde sig skyldig i. Derimod findes en akut forståelse for det paradoksale i en kontinentalmagts forsøg på at konkurrere med en maritimmagt. Det betyder, at benyttelsen af den historiske komparation mellem Det Kejserlige Tyskland og nutidens Kina bør kvalificeres, før de benyttes som grundlag for fremtidsvisioner.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_140.aargang_nr.3_2011.pdf

________________________________________

[1] Martin Ammitsbøll Husted er cand. mag i Filosofi, Historie og Samfundsfag, adjunkt ved Århus Akademi. Har tidligere publiceret i Politica, marts 2011.

[2] Se f.eks. Militært Tidsskrift, nr. 2, juni 2010, Foreign Affairs vol 89, nr. 3, 2010 og International Security Vol 34, nr. 2 2009.

[3] Nødskov, 2008

[4] Nødskov 2010, p. 112-114

[5] Se f.eks. argumenterne for en kommende kinesisk udfordring hos af Kaplan, 2010, Mearsheimer, 2001 og Kagan, 2008. For modargumenter se f.eks. Christensen, 2011, Ikenberry, 2001 og Østergaard, 2010.

[6] Se f.eks. Edward Friedman, 1997. For kritik se f.eks Murray, 2010.  

[7] Hobson, 2002

[8] Padfield, 2005

[9] Mearsheimer, 2001 p. 29-54

[10] Ross, 2009 p. 54-58

[11] For mere om komparativ analyse se Georg & Bennet, 2005.

[12] Definitionen inspireres af Kenndy 2004, p. 9.

[13] For en kritisk diskussion af denne læsning af A.T. Mahan se Sumida, 1999.

[14] Mahan, 1957 p. 25. Tjek

[15] Ibid p. 138.

[16] Mahan, 1957 p. 25.

[17] Sloan & Gray 1999, p. 1-3. Se endvidere MacKinder, 1890 for den klassiske formulering af geopolitisk teori.

[18] Østergaard, 2010, p. 147.

[19] Ross, 2009 p. 47-48.

[20] Ibid p. 48.

[21] Sondhaus 2001 p. 197-205

[22] Her medregnes hele flådens samlede tonnage, dvs. alt fra slagskibe til torpedobåde.

[23] Kennedy, 1988 p. 261.

[24] Hobson 1996 p. 45

[25] Ibid p. 45

[26] Hobson, 1996 p. 47

[27] Ibid p. 57

[28] Ibid p. 57-59.

[29] Monger, 1963 p. 82

[30] Se Walt, 1987 for en argumentation om trusselbalancering.

[31] Mahan, 1957 p. 25.

[32] Department of Defense, 2009 p. 17

[33] Ibid p. 40

[34] Se særligt Nødskov. 2008 for en autoritativ behandling af emnet.

[35] Department of Defense, 2009 p. 40

[36] Ross, 2009 p. 62.

[37] Department of Defense, 2009 p. 17

[38] Ibid p. 40

[39] Østergaard, 2010 p. 156.

[40] China’s National Defense in 2010, p. 5

[41] Bennett, 2010 p. 129.

[42] Department of Defense, 2009 p. 20-24.

[43] Ved siden af de konventionelle styrker besidder Kina en mindre styrke af ballistiske missilubåde, der indgår som central del af landets atomdoktrin.

[44] Goldstein & Murray, 2004

[45] Office of Naval Intelligence, 2009 p. 21

[46] Ross, 2009 p. 59

[47] Bennett, 2010 p. 131

[48] U.S. Naval Institute, March 31, 2009

[49] Se Glosny, 2004 for en analyse af en kinesisk ubådsblokade af Taiwan.

[50] Bennett, 2010 p. 129.

[51] Office of Naval Intelligence, 2009

[52] Offiical Seventh Fleet Website.

[53] Posen, 2003 p. 22

[54] Glosny & Saunders, 2010 p. 167-168

[55] Shambaugh, 2005 p.65.
 

 

Litteraturliste

Bennett, David (2010) “China’s Offshore Active Defense and the People’s Liberation Army Navy?” Global Security Studies, Vol 1, Issue 1

Bruch, Rüdiger von & Hofmeister, Björn (2000), Kaiserreich und Erster Weltkrieg 1871-1918. Deutsche Geschichte in Quellen und Darstellung, vol. 8. Stuttgart: P. Reclam.

China’s National Defense in 2010 (2010). Lokaliseret d. 7.august 2010 på http://www.gov.cn­/eng­lish/of­fi­cal/2011-03/31/content_1835499_5.htm

Christensen, Thomas (2011) “The Advantages of an Assertive China” Foreign Affairs, Vol, 90, nr 2

Friedman, Edward (1997) “The Challenge of a Rising China: Another Germany” i Robert J. Lieber (ed.) Eagle Adrift: American Foreign Policy at the End of the Century, Longman Pub. New York

Friedman, Norman (2001) Seapower as Strategy: Navies and National Interests. Naval Institute Press

George, Alexander & Bennett, Andrew (2005) Casestudies and Therory Development in the Social Sciences. MIT Press. Massachusetts

Goldstein, Lyle & Murray, William (2004) “Undersea Dragons” International Security, Vol. 28, No. 4.

Glosny, Michael (2004) “Strangulation from the Sea?” International Security, Vol. 28, No 4.

Glosny, Michael & Saunders, Phillip (2010) “Debating China’s Naval Nationalism” International Security, Vol. 35, No 2.

Herwig, Holger (1987) Luxury Fleet: The Imperial German Navy, 1888-1918, Humanity Books. London

Hobson, Rolf (1996) The German School of Naval Thought and the Origins of the Tirpitz Plan 1875-1900, Institut for forsvarsstudier 2/1996.

Hobson, Rolf (2002) Imperialism at Sea: Naval Strategic Thought, the Ideology of Seapower, and the Tirpitz Plan, 1875-1914. Brill, Boston.  

Ikenberry, G. John (2001) After Victory. Princeton University Press. New Jersey.

Kagan, Robert (2008) The Return of History and the End of Dreams. Knopf. New York

Kaplan, Robert (2010) “The Gepgraphy of Chinese Power” Foreign Affairs, Vol, 89, nr 3

Kennedy, Paul (1988) The Rise and Fall of the Great Powers. Fontana. London.

Keagan, John (1993) Battle At Sea. Pimlico. London

Kennedy, Paul (2004) The Rise And Fall Of British Naval Mastery, Penguin, London

Kennedy, Paul (1983) Strategy And Diplomacy 1870-1945, Allen & Unwin. London

Mahan, A.T (1957) The Influence of Seapower upon History, 1660-1783. Hill & Wang. New York.

Mearsheimer, John (2001) The Tragedy of Great Power Politics. Norton. New York

Monger, G.W, (1963) The End of Isolation: British Foreign Policy 1900-1907. London    

Murray, Michelle (2010) “Identity, Insecurity, and Great Power Politics: The Tragedy of German Naval Ambition Before the First World War” Security Studies, 19: 4

Nødskov, Kim (2008) Aircraft Carriers: China´s way to Great Power Status. Royal Danish Defence College. Copenhagen

Nødskov, Kim (2010) “Kina militære modernisering- et projekt med globale konsekvenser” Militært Tidsskrift, nr. 2. 2010

Office of Naval Intelligence (2009), United Stats Of America, Department of Defence. Office of Naval Intelligence The People’s Liberation Army Navy: A Modern Navy with Chinese Charaterisitcs. Washington D.C.: Office of Naval Intelligence.

Padfield, Peter (2005) The Great Naval Race: The Anglo-German Naval Rivalry, 1900-1914. Birlinn, Edinburgh.

Ross, Robert S (2009) “China’s Naval Nationalism: Sources, Prospects, and the U.S Response” International Security Vol 34, nr. 2, 2009

Shambaugh, David (2005) “China Engag Asia” International Security, Vol 29, no 3.

Sloan, Geoffery & Gray, Colin (1999) “Why Geopolitices?” i Colin Gray &, Geoffery Sloan (ed.) Geopoltices, Geography and Strategy, Frank Cass, London. 

Sondhaus, Lawrence (2001) Naval warfare, 1815-1914. Routledge. London.

Sumida, Jon (1999) “Alfred Thayer Mahan, Geopolitician” i Colin Gray &, Geoffery Sloan (ed.) Geopoltices, Geography and Strategy, Frank Cass, London. 

U. S. Naval Institute, “Chinese Develop Special ‘Kill Weapon’ to Destroy U.S. Aircraft Carriers”, U. S. Naval Institute, March 31, 2009.

Walt, Stephen (1987) The Origins of Alliances. Cornell. New York.

Waltz, Kenneth (1979) Theory of International Politics. McGraw Hill. New York

Østergaard, Clemens Stubbe (2010) “Er Kina en militær trussel- og for hvem” Militært Tidsskrift, nr. 2. 2010

Del: