Er det generalerne, der har magten i Kreml?

Redaktør Henning Jensen analyserer i denne artikel det russiske officerskorps’ indflydelse på de politiske beslutninger. Forfatteren konkluderer, at partiets politiske kontrol er effektiv på ethvert trin.

Sovjetunionens væbnede styrkers intervention i Czekoslovakiet, den militære opmarch og stridighederne ved den sovjetisk/kinesiske grænse samt opbygningen af Sovjets krigsflåde i Middelhavet og Østersøen har ført til fornyede spekulationer i den vestlige verdens presse om den rolle, de sovjetiske generaler spiller i Sovjetunionen og om graden af den indflydelse, de har eller kan have på Sovjetunionens politiske ledelse.
Igennem det sidste år har disse spekulationer udkrystalliseret sig og kulmineret i populære journalistiske betegnelser som »høge« og »duer« refererende til disses indstilling til Sovjets politiske ledelse og til den politik, som udstikkes af magthaverne i Kreml.
Før vi forsøger at besvare spørgsmålet: »Er det generalerne, der har magten i Kreml?«, må vi gøre os klart, at det er uhyre vanskeligt på et givet tidspunkt at skaffe de nøjagtige oplysninger om de forskellige højerestående militærpersoners aktuelle, officielle stilling i Sovjets stats- og partiapparat.
Først må to grundlæggende faktorer defineres: Siden marchal Zhukovs afgang fra det kommunistiske partis centralkomites præsidium i 1957, har intet medlem fra militæret haft sæde i politbureauet eller i centralkomiteens sekretariat.
Da det er almindelig kendt, at disse to centrale organer i partiet har næsten ubegrænset autoritet - udøvet gennem sekretariatets maskineri og de forskellige departementer i centralkomiteen gennem partisekretariaterne på centralt og lokalt plan (i de fleste tilfælde primært af førstesekretæren) - naturligvis i nært samarbejde med lokale stats- og partiorganer. Således gør politbureauets magt sig gældende helt ud i selv Sovjetstatens fjerneste provinser. Det er ikke nogen overdrivelse af deres betydning, når førstesekretæren i de forskellige lokale regioner (Oblasty) i republikkerne, som tilsammen udgør Sovjetunionen, beskrives som prokonsuler eller »lokale guvernører«, der udfører deres pligt under den »demokratiske centralismes« banner.
Et blik i de officielle lister over medlemmer og kandidatmedlemmer af centralkomiteen, d.v.s. Sovjetunionens »partirigsdag«, afslører ganske tydeligt den omhu hvormed en passende rangfordeling er udarbejdet mellem repræsentanter fra sekretariatet og repræsentanter fra andre sektorer i partiet og staten. Naturligvis er der også repræsentanter for fag og erhverv både blandt medlemmerne og kandidatmedlemmerne - medlemmer fra »proletariatet« og selv »skabende kunstnere«. Den rolle som disse »outsidere« spiller i partiets politik behøver vi ikke berøre her.
En liste over de top-generaler, som er medlem eller kandidatmedlem af centralkomiteen eller af partiets centrale revisionskomission er vedføj et som appendix.
Den ovennævnte liste medtager alle aktive generaler og viser deres rang og deres administrative eller kommandomæssige stilling. Listen er baseret på officielle oplysninger udsendt ved den 23. partikongres. Endvidere er der syv højtstående officerer, der på grund af deres alder må formodes at være mere »æresmedlemmer« af centralkomiteen end reelle medlemmer. Det drejer sig om:

marshal Bagramian,
marshal Budyenny,
marshal Yeremenko,
marshal Konev,
marshal Timoshenko, (død dec. 1969)
marshal Tchuikov,
chiefmarshal i luftvåben, Vershinin.

Listen indeholder heller ikke navnene på de medlemmer og kandidat- medlemmer, der kan have avanceret til positioner, som er blevet ledige i mellemtiden på grund af deres hidtidige indehaveres dødsfald. Som regel annonceres denne slags udnævnelser ikke offentligt af regeringen mellem partikongresserne.

Procentdelen af aktive medlemmer fra officerskorpset (generalerne (24)) i forhold til totalantallet af medlemmer (og kandidatmedlemmer) af centralkomiteen og centralrevisionskommissionen (439) er 5,5 %.

Procentdelen af repræsentanter fra alle militære grader i forhold til totalantallet af medlemmer og kandidatmedlemmer af centralkomiteen og centralrevisionskommissionen (439) svarer til 8,2 %. Dette er en noget lavere procent end den, der blev offentliggjort ved den forrige partikongres (XXII).

Den XXI. partikongres var et ekstraordinært møde, hvor der ikke blev afholdt noget valg.
Af de 36 valgte officerer på den XXIII. partikongres, er fem i mellemtiden døde. Men da et antal medlemmer og kandidatmedlemmer af centralkomiteen og medlemmer af centralrevisionskommissionen også er døde, er det aktuelle forhold 430: 31, eller 7.3 %.
Som det fremgår af appendix’et leder disse officerer ikke alene de militære styrker i felten, men indtager også ledende stillinger indenfor regeringens administrative apparat, og det kan derfor ikke nægtes, at de har en overordentlig stor magt.
Ikke desto mindre bør denne gruppes prestige i partihierarkiet ikke overvurderes. For enhver militærfunktionær - og dette omfatter også top- generalerne - er underkastet et antal partiorganer. Dette gælder i alle grader af det militære hierarki.
Teoretisk er princippet den såkaldte »enhedsledelse« gældende også for Sovjetunionens militære styrker. I virkeligheden er det imidlertid kun den måde hvorpå en højere officers udøvende myndighed viser sig. Beslutningen på hvilken officeren baserer sine ordrer er altid resultatet af et nært samarbejde mellem ham og de politiske organer, der er ansvarlige for ham og for området under hans kommando.

Såkaldte »militærråd« bliver attacheret øverstbefalende officerer fra forskellige grene (hæren, søværnet, flyvevåbnet, raketforsvarsstyrker og luftforsvarsstyrker/PVO), til øverstbefalende for de militære områder og til øverstbefalende for hærafdelinger. Disse »råd« er ikke rent militære organer, men snarere halv-militære organer med politiske funktioner. Dets medlemmer inkluderer partiapparatets repræsentanter fra det tilsvarende hierarkiske plan. Dets funktion er - teoretisk - at fungere som rådgivende organ, men i realiteten er det tilsynsførende. Dette ses af det faktum, at det har autoritet til at udstede bindende ordrer.
Det er interessant - og ikke almindeligt kendt — at den militære øverst- kommanderendes virkelige tilsynsførende er »medlemmet af det militære råd« (»Tchlen Yoyennogo Sovieta«), almindeligvis en højtstående partifunktionær, som er delegeret af partiledelsen, som er knyttet til Militærrådet, uden at der gives nogen officiel meddelelse om hans udnævnelse. Han behøver ikke nødvendigvis at være medlem af det Chef-Politiske Direktorat for Hæren og Søværnet, selvom han samarbejder indgående med Direktoratets organer i det område hvor »hans« militære øverstbefalende er stationeret.

Militærråds-medlemmets specielle status i militærrådet - hvis medlemmer består af repræsentanter fra de væbnede styrkers forskellige grene, og sandsynligvis også civile agenter - bliver understreget af det faktum, at selv i teaterstykker og romaner refererer forfatteren almindeligvis til ham simpelt hen som medlem af militærrådet. Man bør huske på, at under krigen spillede de militære råd i kampgrupperne ved fronten en vigtig rolle i den strategiske planlægning. For eksempel udøvede både Krustjef og Brezhnev - som medlem af militærråd knyttet til kampgrupperne - en afgørende indflydelse på militære operationer på deres respektive fronter.

De andre medlemmer af rådet bliver sjældent nævnt individuelt, - hvilket forklarer de uoverskuelige vanskeligheder, som er forbundet med at skaffe nogen form for information om personalesammensætningen i sådanne råd. Eftersom de andre medlemmer af det militære råd er underlagt de særlige medlems-direktiver, må man formode, at deres rolle, når der skal tages politiske beslutninger hvorpå senere militære ordre baseres (ifølge enhedsledelses-princippet), er af underordnet betydning.

Dette system garanterer partiets fortrinsret over den aktuelle militære leder ved at forankre denne i formel organisation og procedure. En slags modsat virkende ombuds-institution. For tiden lægger man større og større vægt på koordineringen af »enhedsledelses«-princippet og princippet med partiets fortrinsret på alle ansvarstrin udenfor de militære rammer.
Det følgende uddrag fra en artikel, som offentliggjordes i »The Communist of the Armed Forces« nr. 4/69 pp 12-19 (et organ for politisk lederskab i de sovjetiske væbnede styrker) giver et eksempel på, hvordan dette enhedsledelses-princip fortolkes:

»Det mest fremtrædende ved enhedsledelses-princippet i de sovjetiske væbnede styrker er, at det er udviklet på partiorganisationens faste grund. Sovjetlederne følger det princip, at udvælge sådanne officerer, som menes i stand til at blive værdige repræsentanter for folket og som besidder evner til med tilfredsstillende resultat at føre partiets politik ud i livet og til at give effektivt udtryk for de arbejdende massers vilje.
Rent logisk er - hvad angår partiets grundlag for enhedsledelses- princippet — hovedvægten derfor lagt på gennemførelsen af partiets politik og på den strikte efterlevelse af Lenins principper om militærledelse. Dette betyder, at hver eneste general, admiral eller anden afficer - i enhver henseende - er tvunget til at lade sig lede af partiets og regeringens beslutninger og må samarbejde til det yderste med partiorganisationen.
Dersom enhedsledelses-princippet på basis af parti-forskrifterne skal styrkes effektivt, er det af altoverskyggende vigtighed, at de politiske og partiets organisationer understreges kraftigt - herunder også deres magt til at gennemtvinge partiets politik på alt militært personale og - i samarbejde med de militære ledere - på de væbnede styrker som helhed.«

(Oberst M. Timofeyevich, indehaver af en akademisk grad i historie, »The most Important Principle in the Structure of the Sovjet Military Forces.«)

Dette er netop en bekræftelse af, at partiets ledende rolle og dets politik i de væbnede styrkers ledelse blot er et spejlbillede af dets forhold til de øverste generaler. I bogen: The Promotion of Party Policy in the Armed Forces (Military Publishers, Moscow 1960), som udkom efter Marshal Zhukovs fjernelse fra Centralkomiteens Præsidium, blev denne opfattelse defineret som følger:

»Lige fra første færd har kommunistpartiet forfulgt alle som tillader sig at afvige fra Marx’ og Lenins principper i opbygningen af Sovjets væbnede styrker. For eksempel fordømte Centralkomiteen hårdt den politik, tidligere forsvarsminister G. K. Zhukov fulgte, fordi den var rettet mod at indskrænke partiorganisationens, de politiske bureauers og militærrådets arbejde i de væbnede styrker, og at afskaffe tilsynet med og kontrollen af hæren og søværnet, som Partiet, dets Centralkomite og Sovjetregeringen foretog. Zkukovs mål var at gennemtvinge et uønsket system på ren administration, som ville medføre misbrug af tvangsforanstaltninger og brug af rå magt i stedet for streng disciplin.
Denne forfejlede praksis, forsvaret under dække af at være et forsøg på at forstærke enhedsledelses-princippet, førte til en splittelse mellem nogle officerer og underordnede og til en afbrydelse af de officielle kontakter mellem de enkelte officerer og medlemmer af de politiske organer.
Alt dette var overordentlig skadeligt for samarbejdet mellem hærledelsen og partiorganisationerne, når det gjaldt de opgaver, som blev overladt til hæren. Det havde en ugunstig virkning på hærledelsens autoritet og underminerede således enhedsledelses-princippet. Centralkomiteen har taget de nødvendige forholdsregler til at hindre denne udvikling, som alene ville være imod partiets interesse.«

Det er et velkendt faktum, at i ethvert trin af det sovjetiske militære hierarki er officererne udsat for den psykopolitiske indflydelse fra Komsomol, partiet og KGB’s organer såvel som partikontrollen, hvis tætspundne net omfatter alle stabsenheder såvel som hele hæren. Lenins Militær- Politiske Akademi er ansvarlig for udarbejdelsen af de anvendte psykopolitiske principper og Øverste Politiske Direktorat for Hær og Flåde er ansvarlig for at besørge deres anvendelse på militærets personale gennem et stærkt officerskorps med special-træning i partiets politik. Det er udenfor rammerne af denne artikel at behandle enkelthederne i denne organisation og dens funktioner.
Men selv i hans professionelle aktivitets mere begrænsede zone, forventes det, at et medlem af højest-rangs gruppen af generaler bibeholder den traditionelle »partiets levemåde«. Ligesom et menigt partimedlem, f. eks. er han nødt til at respektere partikollektivets rituelle aktiviteter i hans egen organisation (ministerium, ledergruppe, administration, flåde- kommando).

Dette betyder, at han ikke kan afslå ekstra opgaver (sådanne, som at forelæse for partikollektivet, deltage i partifestligheder på lavere enheders trin etc.) endog selvom de alvorligt bryder ind i hans egen - ofte tunge arbejdsbyrde og på et punkt, der måske ikke engang stemmer overens med hans rang og ansvarsområde. For det ligger i det sovjetiske systems natur, at det at vise mangelen på konformitet er mere ødelæggende for et højtstående medlem af det militære lederskab (som indeholder patriotisme i Sovjetsystemets specifikke betydning) end det er for ens underordnede.
Ejheller skal man undervurdere top-gener al/officeremes »materielle« interesse i den ret høje levestandard, som netop de nyder godt af. Når man ser på levestandarden i Sovjetunionen, må den psykologiske konsekvens af en event, udtræden af forsvaret være højst ubehagelig.
Helt bortset fra institutionelle hæmninger, som naturligt hører til en topgenerals stilling, hæmninger partiet har pålagt ham og som uvægerligt begrænser styrken af hans indflydelse - »personaleklimaet« i partipariamentet er heller ikke uden betydning i bedømmelsen af hans almene attitude og hans brug af uafhængig vurdering. For i kraft af hans medlemskab af Centralkomiteen er han automatisk integreret i funktionærernes partigrupper.
Over alt andet bliver han et af de mange medlemmer af sekretariaternes ledelsesapparat, som er repræsenteret i Centralkomiteen, og disse sekretariater repræsenterer en mængde individuelle gruppetyper og alle grene af administrationen. Et blik på de allerede nævnte lister, som indeholder medlemmerne og kandidatmedlemmerne i Centralkomiteen i forhold til den republik de tilhører, vil gøre dette fuldstændigt klart.
Indførelsen af denne relativt lille gruppe af militærkommandører af førsterang i den forholdsmæssigt meget større gruppe, som udgør Centralkomiteens »politik ved almindelig tilslutning«, - et apparat, som naturligvis er domineret af partifunktionærer, udelukker fuldstændig dannelsen af en ren militær klike i dette »partiparlament« og med det, muligheden for at gøre mere end en symbolsk indflydelse på den politiske strategi, som føre af nationens top-ledere, gældende.
I modsætning til situationen i Den kinesiske Folkerepublik, hvor 11 ud af 25 medlemmer (dvs, næsten 50 %) af politbureauet er militærpersoner af første rang, viser den almindelige organisations-struktur i partiet og den sovjet-russiske stat i øjeblikket intet tegn som kunne pege på en udvikling hen imod stigende indflydelse af top-general/officerernes betydning i nationens topledelse som helhed. I øjeblikket er f. eks, forsvarsminister marshal Grechko den eneste repræsentant for general/officersklanen i Sovjetunionens Ministerråd - det højeste lederråd.
Dette råd er, i henhold til paragraf 70, sammensat af formanden for Statskomiteeme repræsenteret i ministerrådet og hans stedfortræder (viceformanden), Helunionens ministre, formanden for Statskomiteerne repræsenteret i ministerrådet og formanden for Ministerrådene i de 15 unions- republikker, som udgør Sovjetunionen.
Det er næppe sandsynligt, at der kan drages konklusioner af de rapporter, som dukkede op i vestens presse i den første halvdel af maj 1969, angående det angiveligt påfaldende høje antal døde blandt top-generaler og officerer - selvom de fleste nyhedsmedier på det tidspunkt præsenterede dem på en måde, som understregede den sensationelle karakter.
En grundig undersøgelse, foretaget af de væbnede styrkers presseorgan » Krasnaya« (for det første kvartal af 1969) afslører, at gennemsnits antallet af nekrologer om stabsofficerer (lige fra oberstrang til og incl. marshal af Sovjetunionen) pr. presseorgan var nitten (med og uden biografi og foto). Stikprøver for 1967 og 1968 giver det samme billede. Yderligere skal det erindres, at en ikke ubetydelig procentdel af 1969- nekrologerne angår officerer, som allerede er pensionerede.

Konklusian:
På baggrund af ovenstående kan det med ret stor sikkerhed siges, at »generalernes« indflydelse på Sovjetunionens inden- og udenrigspolitik - i hvert fald i fredstid - er meget ringe. Generalerne er enten slet ikke eller i meget ringe omfang repræsenteret i partiets øverste organer, og selv militærets øverste ledelse er - som det også er tilfældet på ethvert lavere militært plan - undergivet partiets ledelse og den kontrolleres effektivt på ethvert plan af partiets funktionærer.

Henning Jensen

Litteratur:

The Promotion of Party Policy in the Armed Forces, Military Publishers, Moscow, 1960. John A. Armstrong: Ideology, Politics, and Government in the Soviet Union, Praeger, New York, 1962.
The Communist of the Armed Forces, Moscow, 1960-69.

Appendix

Yakubovski, I. I.
Marshal af Sovjet Unionen
1. Viceforsvarsminister i Sovjetunionen
Chefkommandør for de væbnede styrker, VaPa
Medlem af Centralkomiteen

Gorshkov, S. G.
Admiral af Flåden af Sovjetunionen
Viceforsvarsminister i Sovjetunionen
Chefkommandør, Flåden
Medlem af Centralkomiteen

Pavlovski, I. G.
General af Hæren Viceforsvarsminister i Sovjetunionen
Chefkommandør, Landstyrker
Medlem af Centralkomiteen

Batitski, F. F.
Marshal af Sovjetunionen
Viceforsvarsminister af Sovjetunionen
Chefkommandør, PVO - »Strany«, PVO - VaPa
Medlem af Centralkomiteen

Krylov, N. I.
Marshal af Sovjetunionen
Viceforsvarsminister i Sovjetunionen
Chefkommandør, Strategiske Missilstyrker
Medlem af Centralkomiteen

Amelko, N. N.
Admiral
Kommandør, Stillehavsflåden
Kandidatmedlem af Centralkomiteen

Lobov, S. M.
Admiral Kommandør,
Nord søflåden
Kandidatmedlem af Centralkomiteen

Koshevoi, P. K,
Marshal af Sovjetunionen
Chefkommandør, Sovjettropperne i Østtyskland
Kandidatmedlem af Centralkomiteen

Lashchenko, P. N.
General af Hæren
1. Vice-Chefkommandør, Landstyrkerne
Medlem af Centralrevisionskommissionen

Okunev, W. W.
General
Kommandør, IVO, Moskva Distrikt (Luftforsvar)
Medlem af Centralrevisionskommissionen

Grechko, A. A.
Marshal af Sovjetunionen
Forsvarsminister af Sovjetunionen
Medlem af Centralkomiteen

Zokolov, S. L.
General af Hæren
1. Viceforsvarsminister af Sovjetunionen
Medlem af Centralkomiteen

Zakharov, M. W.
Marshal af Sovjetunionen
1. Viceforsvarsminister af USSR,
Chef for Sovjets Generalstab
Medlem af Centralkomiteen

Miriakhin, S. S.
General af Hæren
Viceforsvarsminister af Sovjetunionen, Chef for sikringsstyrkeme, Væbnede styrker i Sovjetunionen Kandidatmedlem af Centralkomiteen

Moskalenko, K. S.
Marshal af Sovjetunionen
Viceforsvarsminister af Sovjetunionen, Generalinspektør, Forsvarsministeriet
Medlem af Centralkomiteen

Ogarkov, N. W.
General
1. Vicechef for Sovjets Generalstab
Kandidatmedlem af Centralkomiteen

Getman, A. L.
General af Hæren
Formand for Centralkomiteen, DOSAAF
Kandidatmedlem af Centralkomiteen

Yepishev, A. A.
General af Hæren
Chef, Chef politiske Direktorat i Flyvevåbnet
Medlem af Centralkomiteen

Grushevoi, K. S.
General
Medlem af Det militære Råd, Chef for Politiske Direktorat, Moskvas militære distrikt Kandidatmedlem af Centralkomiteen

Vasyagin, S. P.
General Medlem af det militære råd, Chef for Det politiske Direktorat, Landstyrkerne
Medlem af Centralrevisionskommissionen

Lyashchenko, N. G.
General af Hæren
Kommandør, Turkestans militære Distrikt
Kandidatmedlem af Centralkomiteen

Shtushenko, A. T.
General af Hæren
Chef, Frunze’ militære Akademi
Kandidatmedlem af Centralkomiteen

Beloborodov, A. P.
General af Hæren
Medlem af Centralkomiteen

Kazakov, M. I.
General af Hæren
Kandidatmedlem af Centralkomiteen

PDF med originaludgave af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra: PDF icon militaert_tidskrift_99_aargang_jan.pdf

 

 

 

Litteraturliste

Del: