En krig efter reglerne?

I denne artikel undersøges, hvilken betydning de amerikanske soldaters fjendebillede af de tyske soldater havde som motivation for de krigsforbrydelser, de begik under kampene på vestfronten. Undersøgelsen kan dermed også ses som et eksempel på, hvad der generelt motiverer krigsforbrydelser.

Kilde: Forsvaret.dk

Indledning

Krigen på vestfronten bliver i den fremherskende forskning opfattet som en mere “fair” krig mellem de vestallierede og tyskerne end krigen på østfronten, som fra tysk side var en raceideologisk krig ført med stor brutalitet.

Det betød dog ikke, at der aldrig blev begået krigsforbrydelser på vestfronten, om end det skete i mindre omfang end på østfronten. Her kunne man på forhånd forvente, at de amerikanske soldater var mindre disponerede for at begå krigsforbrydelser sammenlignet med de andre allierede. Mens Storbritannien havde været udsat for en tysk bombeoffensiv, og Sovjetunionen kæmpede for sin eksistens samt oplevede et massivt antal tyske forbrydelser, var USA ikke krigsskueplads. Generelt var der fra de amerikanske soldaters side ikke nogen grund til at hade de tyske soldater- måske lige med undtagelse af us-soldater af jødisk oprindelse.

Vestfronten er interessant, da de vestallierede her stod overfor både den tyske værnemagt samt flere divisioner fra Waffen SS. Det var samtidig her, de allierede soldater i slutningen af krigen befriede koncentrationslejrene og dermed stod ansigt til ansigt med det tyske folkemord.

I denne artikel undersøges, hvilken betydning de amerikanske soldaters fjendebillede af de tyske soldater havde som motivation for de krigsforbrydelser, de begik under kampene på vestfronten. Undersøgelsen kan dermed også ses som et eksempel på, hvad der generelt motiverer krigsforbrydelser.[1]

Definition på krigsforbrydelser

Allerede inden 2. verdenskrig var der udformet regler for krigsførelse. Her udgjorde Geneve- konventionen sammen med Haag Landkrigsordningen grundlaget for den gældende krigsfolkeret. Geneve konventionen var et overbegreb for flere enkelte internationale aftaler for en humanisering af væbnede konflikter. De vigtigste bestemmelser var her “Aftalen om behandling af krigsfanger” og aftalen om “Forbedring af forholdene for hærenes sårede og syge på slagmarken.” Begge aftaler blev ratificeret i 1929 af flere stater, og erstattede tidligere internationale traktater. Tyskland, Storbritannien og USA var blandt signaturmagterne, og var således bundet af konventionen. [2] Under 2. verdenskrig var det, som det ligeledes er i dag, internationalt gældende lov, at en fjendtlig soldat, der har overgivet sig, skal behandles som krigsfange, og ikke længere må skydes. [3] Begrebet krigsforbrydelse dækker i denne artikel over skydningen af krigsfanger.     

Kildegrundlag

Som kildegrundlag anvendes primært interviews foretaget med amerikanske krigsveteraner efter krigen. Begrundelsen herfor er, at veteranerne i disse interviews bliver spurgt direkte ind til de konkrete emner, der er genstand for undersøgelsen i denne artikel. Det er dermed det mest oplagte kildegrundlag at benytte. I den forbindelse er det passende med en diskussion af troværdigheden af interviews i forhold til andre kilder.

Som kilde minder interviews karaktermæssigt om erindringer, men er mere specifikke. Mens erindringer ikke altid giver svar på de ønskede spørgsmål, forholder det sig anderledes med interviews. Her udvælger intervieweren, hvem han/hun vil interviewe, og hvad de vil spørge om. Gennem interviewet kan der dermed søges svar på bestemte spørgsmål. Den vigtigste betydning for historien er dermed, at der kommer svar fra en ny vinkel. [4]  Dette gør sig ligeledes gældende for de anvendte interviews til denne artikel. [5]  Om værdien af interviews i forhold til andre kilder udtrykker historikeren Paul Thompson: “Reality is complex and many-sided; and it is a primary merit of oral history that to a much greater extent than most sources, it allows the original multiplicity of standpoints to be recreated.” [6] Gennem interviews fås en levende historisk dimension. En viden om fortiden der er følt og ikke bare kendt. [7]  Der er nogle metodiske udfordringer ved brugen af interviews som kildegrundlag, først og fremmest hukommelsesfaktoren. Med interviews, der går langt tilbage i tiden, er der større sandsynlighed for fordrejninger influeret af ændringer i værdier og normer, som måske ubevidst ændrer opfattelsen hos den, der bliver interviewet. Over tid bliver tilliden til hukommelsen mere fremtrædende. I forhold til andre kilder mener Thompson, at der ikke er nogle endelige regler til at fastslå troværdigheden af mundtlige udsagn i forhold til andre historiske kilder. De skal sammenlignes med andre kilder, og de givne udsagn skal opvejes i forhold til en bredere kontekst. Interviews har varierende styrke i forskellige situationer. I nogle sammenhænge er mundtlige udsagn bedst, i andre er de supplerende til øvrige kilder. [8]  Disse overordnede metodiske principper anvendes så vidt muligt også i undersøgelsen af de interviews, der anvendes i artiklen. Der inddrages løbende også andet kildemateriale- herunder amerikanske krigsdagbøger og erindringer- til sammenligning med de anvendte interviews. Det gøres for at vurdere troværdigheden bedst muligt, eftersom de veteraner, der interviewes, kan have fået påvirket deres opfattelse af senere fortolkninger af omstændighederne.   

Afgørende faktorer for de amerikanske soldaters fjendebillede: Kampenes karakter og tyske styrker på vestfronten

De amerikanske soldaters opfattelse af de tyske tropper må på forhånd forventes at være blevet formet af to sammenhængende faktorer; kampenes karakter og i den forbindelse de forskellige tyske enheders krigsførelse.

Andre faktorer, der formentlig også har bidraget til soldaternes opfattelse af de tyske soldater, har været de amerikanske avisers billede af disse. Krigskorrespondenter, udsendt af de amerikanske aviser, ledsagede de amerikanske tropper og berettede gennem deres opdateringer om krigens gang. De var underlagt militær censur, og det billede de formidlede gennem opdateringerne af bl.a. de tyske tropper var således et konstrueret billede af virkeligheden, der kunne ændre sig i takt med begivenheder på slagmarken. [9]  En anden faktor der ligeledes kan have haft indflydelse på soldaternes opfattelse, var de forudgående forestillinger de havde om fjenden.        

Amerikanske tropper kæmpede både i Stillehavet og i Europa. De to krigsskuepladser var iflg. Kenneth D. Rose ikke kun adskilt geografisk, men var også forskellige i den måde, der blev kæmpet på. Det afgørende for kampenes karakter var, iflg. Rose, især den måde parterne opfattede hinanden på. Krigen i Stillehavet var revolutionær, idet kampene her var præget af gensidigt racehad og brutalitet fra både japansk og amerikansk side. Men til forskel var den amerikanske krigsførelse i Europa ikke meget anderledes af karakter end Napoleonskrigene. Her var der, iflg. Rose, bred enighed om, at kampe mellem amerikanske og tyske tropper var ”fair” af karakter. Doktrinen ”fairness”, som Rose betegner det, blev dog unægteligt udfordret gang på gang, idet der også her skete overgreb på krigsfanger. Men iflg. Rose eksisterede ”Fairness” i det mindste som ideal mellem de amerikanske og tyske soldater, til forskel fra krigen i Stillehavet og krigen på østfronten, der var præget af næsten ubegrænset ondskab. [10] Rose baserer delvis sit synspunkt på en spørgeundersøgelse, det amerikanske militær foretog under krigen med de amerikanske soldater i Europa og Stillehavet. Den blev foretaget for at teste soldaternes kampmotivation og deres had til fjenden. Meget konkret viste undersøgelsen, at amerikanske soldater, der kæmpede i Stillehavet, var mere motiveret af had til fjenden, end de amerikanske soldater i Europa var. Blandt de adspurgte amerikanske soldater i Europa kunne der ligeledes spores en tendens til at identificere sig med de tyske soldater. [11] Fælles for de adspurgte soldater i både Europa og Stillehavet var, at hævngerrighed blandt disse i videst udstrækning var relateret til krigsforbrydelser begået af modparten. [12] I forhold til denne artikels tema er der dog flere svagheder ved undersøgelsen. Først og fremmest blev den foretaget før den allierede landgang i Normandiet, og dermed før amerikanerne havde mødt Waffen SS enheder i kamp. I samme forbindelse kan det ikke udelukkes, at soldaterne senere kunne ændre holdning pga. omstændighederne på slagmarken. The American Soldier undersøgelsen kan med andre ord ikke siges, at give et fyldestgørende billede af de amerikanske soldaters syn på de tyske tropper. Derimod gav den et billede af, hvilke tendenser der på daværende tidspunkt kunne spores hos de amerikanske soldaters opfattelse af de tyske soldater.   

Gerald F. Linderman har et lignende synspunkt som Kenneth D. Rose. Ifølge Linderman kæmpede amerikanske og tyske soldater generelt mod hinanden efter en slags regler. Dog ændrede karakteren af kampene sig, jo tættere krigen kom på Tyskland. Første gang, amerikanske og tyske tropper stod overfor hinanden, var i Nordafrika i 1942. Kampene i Nordafrika var præget af, at begge sider kontrollerede sig selv og holdt sig til reglerne. Her var det sjældent, at amerikanske og tyske soldater skød krigsfanger. Med den allierede invasion i Italien i 1943 rykkede krigen tættere på Tyskland, og karakteren af kampene ændredes til en vis grad. Til forskel fra krigen i Nordafrika, der havde været begrænset til en kamp mellem militære styrker, blev civilbefolkningen nu uundgåeligt involveret i kampene. Tyskerne begyndte bl.a. at begå overgreb mod italienske civile. Selvom reglerne for kampene blev udvidet, lykkedes det alligevel at videreføre kampenes karakter fra Nordafrika til Italien.

Med den allierede invasion i Normandiet i 1944 blev denne karakter af krigen overført til vestfronten. [13]  “We fought…by rules of a sort” som en amerikansk veteran udtrykker i sine erindringer. [14] Men det betød dog ikke, at reglerne aldrig blev brudt. Der var episoder, hvor både amerikanske og tyske soldater skød krigsfanger, og til tider var der risiko for, at det hidtidige regelbaserede system ikke ville overleve under kampene på vestfronten. Eftersom der alligevel var hyppige brud på reglerne, måtte begge sider dermed finde en måde at kontrollere deres soldaters opførsel på. [15] Fra amerikansk side blev det forsøgt at kontrollere soldaternes opførsel ved af og til at straffe amerikanske soldater, der skød tyske krigsfanger. Dette blev til gengæld også gjort, velvidende at det ellers kunne medføre repressalier fra tysk side mod amerikanske fanger. De amerikanske soldater var for fleres vedkommende også klar over, at brud på reglerne kunne medføre hævnaktioner fra tysk side. [16]  Fra både amerikansk og tysk side var der også eksempler på, at der i forbindelse med “uheldige episoder” blev kommunikeret mellem de to parter for at undgå repressalier. F.eks. angreb tyske soldater i november 1944 ved et uheld amerikanske sygehjælpere og sårede to af disse. Tyskerne beklagede episoden overfor sygehjælperne, da de kom tættere på. De forklarede, at de troede, de angreb amerikanske soldater, men havde været ude af stand til at se sygehjælpernes Røde Kors armbind. Sådanne undskyldninger for hændelser på slagmarken fandt sted på alle niveauer- også på den militære overkommandos niveau. Under en amerikansk togtransport af tyske krigsfanger i 1945 omkom 130 af kvælning pga. manglende ventilation i togvognen. Via den amerikanske delegation i Bern udtrykte Eisenhower beklagelse overfor den tyske overkommando, og forsikrede dem om, at en undersøgelse af hændelsen var iværksat. [17] 

Det var iflg. Linderman kampforholdene, der havde indflydelse på soldaternes evne og vilje til at overholde reglerne, samt hvor ofte, med hvilken intensitet, og hvor længe disse ville omstøde de amerikanske soldaters billede af fjenden. De amerikanske soldaters opfattelse af de tyske soldater var generelt præget af respekt iflg. Linderman. Men hændelser under kampene gjorde det ofte umuligt at bevare en sådan opfattelse. [18] Selvom reglerne ofte blev brudt, og der til tider var risiko for, at det regelbaserede system ikke ville overleve, løb det iflg. Linderman aldrig løbsk: “At every moment of day and night, the rules, major and minor, formal and informal, were violated…Soldiers daily infringed some of its provisions and for short periods many of its provisions, but frequent violations and frequent retaliations never conjoined to impart momentum to a downward cycle capable of sustaining itself.” [19] 

De tyske styrker: Wehrmacht og Waffen SS

Under krigen på vestfronten stod de vestallierede både overfor den tyske værnemagt og til forskel fra kampene i Nordafrika og Italien også overfor flere af divisionerne fra Waffen SS. De britiske styrker havde under kampene i Frankrig i 1940 kæmpet mod enheder fra Waffen SS og oplevet forbrydelser begået af disse ved Le Paradis og Workmhoudt, men for de amerikanske styrker var det første gang, de stod overfor disse divisioner.

Eftersom kampenes karakter er knyttet til de styrker, der kæmpede på vestfronten, bør de amerikanske soldaters opfattelse også ses på baggrund af disse enheders krigsførelse. I dette begreb ligger på den ene side deres militære kampkraft og på den anden side omfanget af krigsforbrydelser, disse enheder begik. Det væsentlige i forhold til undersøgelsen er dermed, hvilke konkrete forskelle der var på værnemagten og Waffen SS.  

En hærs militære værdi vurderes ud fra kvaliteten og kvantiteten af dens udrustning samt den militære kampkraft. Den militære kampkraft hviler iflg. Martin van Creveld på det mentale, intellektuelle og organisatoriske grundlag: “its manifestations, in one combination or another, are discipline and cohesion, morale and initiative, courage and toughness, the willingness to fight and the readiness, if necessary, to die. “Fighting Power,” in brief, is defined as the sum total of mental qualities that make armies fight.” [20]

I forskningen er der enighed om, at soldaterne fra Waffen SS i forhold til den tyske værnemagt udviste en større kampkraft, idet de generelt kæmpede mere hårdnakket. Ganske vist udviklede Waffen SS i slutningen af krigen sig til en massehær pga. den store rekruttering af udenlandske rekrutter. Blandt disse var det dog kun de vesteuropæiske rekrutter, som kæmpede effektivt, de såkaldte “Volksdeutsche” var svingende, mens de østeuropæiske rekrutter med få undtagelser ikke udviste en større effektivitet. SS- panserdivisionerne, der befandt sig i vest, havde dog ikke mange udenlandske rekrutter i enhederne og kunne forud for den allierede invasion betegnes som elitedivisioner, eller i det mindste som divisioner med en kampkraft over gennemsnittet. Soldaterne i disse divisioner udviste ofte en vilje til at kæmpe til sidste mand og overgav sig sjældent i forhold til værnemagtssoldaterne. [21] Også når tabstallene for hæren og Waffen SS sammenlignes, er det påvist, at Waffen SS procentmæssigt led større tab på vestfronten end den tyske værnemagt. [22] Forklaringen på de høje tab hos Waffen SS skal iflg. S.P. MacKenzie sandsynligvis findes i den høje grad af dødsforagt, der blev opildnet inden for eliteenhederne i Waffen SS. Selvsikre på deres overlegenhed, opdraget til en heroisk opofrelse for moderlandet, kastede de sig hovedkulds mod fjenden, når chancen bød sig. [23]  

En større offervilje og kampkraft blandt SS- soldaterne fremgår også meget tydeligt af flere amerikanske militære efterkrigsvurderinger. [24]  

En anden væsentlig forskel på værnemagten og Waffen SS- divisionerne var, at SS- divisionerne dels var større end de tilsvarende hærdivisioner og udrustet med det bedste materiel. På vestfronten var deres kvalitative fordel mest synlig, idet deres kampvogne var klart bedre end de britiske og amerikanske. [25] Derudover var der blandt SS- soldaterne en anderledes selvopfattelse end hos værnemagtssoldaterne, nemlig bevidstheden om at være del af en eliteenhed.

Den ideologiske faktor er ligeledes blevet fremhævet i forskningen som en af de væsentlige forskelle på værnemagten og Waffen SS, idet Waffen SS betegnes som “Hitlers politiske soldater.” Gruppeførerne var overbeviste nazister, og ligeså var sandsynligvis en stor del af mandskabet. Den politiske indoktrinering var mere intensiv hos Waffen SS soldater end hos værnemagtssoldaterne. [26]

Nyere forskning har vist, at på østfronten kæmpede den tyske værnemagt og Waffen SS næsten lige brutalt. Her var værnemagten også dybt engageret i den tyske udryddelseskrig. [27] Men under krigen på vestfronten havde krigen en anden karakter. Her brød alle hære af og til krigsreglerne, men hverken allierede styrker, eller den tyske værnemagt udførte repressalier med samme systematiske vildskab som enhederne fra Waffen SS. Her henviser S.P. MacKenzie til flere konkrete krigsforbrydelser begået af Waffen SS enheder, herunder 12. SS panserdivision “Hitler Jugends” massakre på canadiske krigsfanger kort efter den allierede invasion i Normandiet, og Malmedy massakren på amerikanske krigsfanger under Ardenneroffensiven. [28] Det var karakteristisk for den tyske krigsførelse på vestfronten, at de større krigsforbrydelser blev begået af Waffen SS. Den tyske forsker Peter Lieb, konkluderer ligeledes i sin bog, at alt i alt førte den tyske værnemagt en krig mod de vestallierede, der holdt sig inden for rammerne af folkeretten. Waffen SS var derimod hyppigst impliceret i krigsforbrydelser. Disse enheder førte krigen mod de vestallierede meget mere radikalt og bittert end den tyske værnemagt. Dermed ikke sagt, at alle soldater indenfor Waffen SS var krigsforbrydere, men tendensen i forhold til den tyske værnemagt var klar. [29]      

De amerikanske soldaters opfattelse af de tyske soldater

Soldaterne i den tyske værnemagt blev overvejende positivt opfattet af de amerikanske soldater også efter D-Dagen. Det er generelt et entydigt mønster der er at spore i veteranernes udtalelser uden større variation i deres synspunkter. “- as far as the typical German soldier, which was the Wehrmacht, they were just people like us-,” som en veteran udtrykker det. [30]  Den tyske værnemagt blev iflg. en anden veteran omtalt som “The Standard Army,” og der var respekt for disse soldater. De blev opfattet ligesom de amerikanske soldater. De var ikke anderledes men var i krig, fordi de skulle. [31] Netop den opfattelse, at værnemagtssoldaterne var indkaldt på lige fod med de amerikanske soldater gør sig gældende for flere af veteranerne. [32] Flere veteraner peger også på, at der fra amerikansk side blev udvist respekt for værnemagtssoldaternes militære professionalisme, herunder deres dygtighed i kamp. Som en af veteranerne udtaler: “- one could not help but admire how brilliant the German soldier was and how professional he was.”  [33] 

Grundlæggende indikerer veteranernes udtalelser først og fremmest, at der blandt amerikanske soldater ikke var et had til værnemagtssoldaterne. Derimod var der i højere grad en tilbøjelighed til at identificere sig med dem.

Markant anderledes var de amerikanske soldaters syn på soldaterne fra Waffen SS. Generelt blev disse ikke kun opfattet mere negativt til forskel fra værnemagtssoldaterne, men der er også flere nuancer i veteranernes udtalelser. I samme forbindelse er begrundelsen for deres opfattelse af SS- soldaterne i flere tilfælde også mere konkret.

De amerikanske soldater skelnede generelt skarpt mellem værnemagten og Waffen SS. I modsætning til værnemagtssoldaterne giver nogle veteraner udtryk for et direkte had til SS- soldaterne. [34]

Veteranen Stuart T. Brandow giver et nærmest diabolsk billede af Waffen SS og de tyske faldskærmsjægere[35]. Mens værnemagtssoldaterne havde fællestræk med de amerikanske soldater, blev SS- soldater og faldskærmsjægere opfattet som onde og følelseskolde. [36]

En af grundene til at der var mindre, for ikke at sige ingen, sympati for SS- soldater var bl.a., at de blev sat i forbindelse med en højere frekvens af krigsforbrydelser: “ The ones that we really did not have much sympathy for were the SSthey were the real fanatic, Nazi killers.  ... They were the ones that perpetrated most of the atrocities that were attributed to the German Army.” [37] At der blev skelnet skarpt mellem værnemagtssoldater og Waffen SS soldater på grund af deres forskelle i krigsførelse fremgår ligeledes af en amerikansk veterans erindringer: “- to me there was a vast difference between Wehrmacht soldaten and SS storm troopers. One took prisoners, the other executed them and perpetrated unspeakable atrocities against defenseless civilians.” [38]

En anden årsag til den mere negative opfattelse af SS- soldaterne var, at de blev forbundet med en større offervilje og fanatisk kampgejst. I modsætning til værnemagtssoldaterne forbindes de af flere amerikanske veteraner med en vilje til både at kæmpe ihærdigt og i flere tilfælde ligefrem at fortsætte kampen til sidste mand. [39] Som denne veteran udtrykker det: “We had to kill SS men because they wouldn´t surrender and wanted to fight to the death; they wanted it the hard way and that´s just the way they got it.” [40] 

Waffen SS- soldaternes ry som politisk indoktrinerede soldater var også en af årsagerne til at de amerikanske soldater havde mindre sympati for dem: “now you´re not dealing with a professional German Soldier. You´re dealing with a right-wing religious Republican fanatic.” Ifølge veteranen kæmpede de for en sag frem for af pligt og overgav sig aldrig, før de løb tør for mad og ammunition. [41]

Andre veteraner, om end et fåtal, er knap så negative i deres udtalelser om Waffen SS. De hæfter sig i højere grad ved den militære kampkraft disse soldater havde. Der er flere eksempler herpå, bl.a. denne udtalelse: I didn't have any specific instances where I was involved with the SS, other than the fact that they were pretty damn good fighters.” [42] Udover at være dygtige krigere var de ligeledes velorganiserede enheder iflg. en anden veteran. [43] Selve den “stil” Waffen SS soldater havde i kamp, blev også bemærket af nogle amerikanske soldater. En veteran forklarer f.eks., at han under kampene mod SS- soldater i Ardennerne i 1944 var i stand til, at genkende SS- soldaterne på deres måde at kæmpe på. [44] I samme mønster forklarer en anden veteran, at når man kæmpede mod enheder fra Waffen SS, var man bevidst om, at disse var soldater af en høj standard. De kæmpede med næb og kløer, og en enkelt SS- soldat var i sig selv lige så meget værd som 3-4 værnemagtssoldater. [45]   

Det, der i store træk kan læses ud fra de amerikanske veteraners udtalelser, er for det første, at de generelt så positivt på de tyske værnemagtssoldater. Som det ligeledes var tilfældet med The American Soldier undersøgelsen, viser udtalelserne, at der var en tendens til at identificere sig med værnemagtssoldaterne. Deres synspunkter bunder dog ikke i noget konkret. Det var til gengæld tilfældet med synet på Waffen SS- soldaterne. Her var der - som påvist - tale om en generelt mere negativ opfattelse fra de amerikanske soldaters side og i nogle tilfælde direkte had. Opfattelsen af disse enheder var bundet op på noget konkret, nemlig krigsforbrydelser og en større offervilje, som flere af de amerikanske soldater opfattede negativt. Nogle få veteraner gav dog også udtryk for en respekt for disse enheders kampkraft.

Ganske vist udtaler veteranerne sig om en opfattelse de havde for lang tid siden, og spørgsmålet er, hvorvidt deres opfattelse i mellemtiden er blevet påvirket af nyere viden/fortolkninger f.eks. vedrørende Waffen SS. Det er for det første et overensstemmende billede, der tegner sig i deres udtalelser, både i opfattelsen af værnemagtssoldaterne og Waffen SS. Deres opfattelse stemmer endvidere overens med resultaterne i den gældende forskning. Netop enhederne fra Waffen SS førte til forskel fra værnemagten en mere bitter og radikal krig mod de vestallierede. Det er denne forskel i krigsførelse, der har formet de amerikanske veteraners synspunkter af henholdsvis værnemagten og Waffen SS, og det er ligeledes det, de giver udtryk for i deres udtalelser. Det kan dog aldrig udelukkes helt, at der blandt nogle veteraner kan være en tendens til efterrationalisering.   

Krigsforbrydelser begået af amerikanske soldater

Spørgsmålet om, hvorvidt de amerikanske soldaters opfattelse af de forskellige tyske enheder var den grundlæggende motivation for at begå krigsforbrydelser, er mere komplekst. Krigsforbrydelserne skal som udgangspunkt også ses på baggrund af den kontekst, de blev begået i for at vurdere motivationen bag bedst muligt. Fjendebilledets betydning må nødvendigvis også vurderes på baggrund af, hvilke andre faktorer, der kunne motivere krigsforbrydelser.  

Veteranernes udtalelser om de krigsforbrydelser, der blev begået, må betragtes som troværdige udsagn om dette. Selvom det er foregået for lang tid siden, er der ikke tale om, at de skal genskabe en opfattelse/følelse de havde på daværende tidspunkt. Derimod er det et spørgsmål om, hvorvidt de kan huske krigsforbrydelserne, som de ikke har nogen grund til at lyve omkring også på grund af tidsafstanden.   

Der var eksempler på krigsforbrydelser, der tydeligvis var motiveret af den opfattelse, amerikanerne havde af fjendtlige soldater. Blandt nogle amerikanske soldater var der således tilbøjelighed til at begå krigsforbrydelser mod soldater fra Waffen SS, netop på grund af den negative opfattelse, de havde af disse soldater. Af flere veteraners udtalelser fremgår det, at det var ganske naturligt, ikke at tage krigsfanger fra Waffen SS. Ifølge veteranen Ben Franklin behandlede amerikanerne værnemagtssoldater med værdighed efter tilfangetagelse, men det gjorde de ikke med SS- soldater. Det var ikke ualmindeligt at skyde Waffen SS soldater efter de var taget som krigsfanger, og det skyldtes den negative opfattelse amerikanerne havde af disse enheder. [46] Der er flere eksempler på, hvorledes SS- fanger blev behandlet med mindre værdighed. Veteranen Roscoe C. Blunt beskriver i sine erindringer en episode, hvor en tilfangetagen SS- soldat først gennemtæves og herefter henrettes af en amerikansk sergeant. [47]

Et tilsvarende eksempel fremgår af en amerikansk løjtnants krigsdagbog. I starten af december 1944 beskrev han en episode, hvor SS- soldater blev skudt efter tilfangetagelse: “We are fighting SS troops today, Hitler´s bad boys. Co K had ten PWs. They asked them about Hitler and if they were still for him. Four said “yes” and “Heil Hitler.” So only six ever got back to regtl PW point. I have not confirmed the story but it has been generally accepted.” [48] 

I den forbindelse var der også eksempler på enheder, der var helt åbne omkring skydning af krigsfanger fra Waffen SS. Den amerikanske 2. panserdivision´s 78. Artilleribataljon omtalte sig selv som “Roosevelt´s Butchers,” og hævdede åbenlyst, at de skød samtlige SS- soldater, der blev taget til fange. [49]

I andre tilfælde var amerikanske soldater i høj grad motiveret af hævngerrighed, når de begik krigsforbrydelser mod SS- tropper. Ifølge en veteran fandt en hændelse sted, hvor SS- soldater skød amerikanske krigsfanger. Det resulterede efterfølgende i, at amerikanerne som hævn skød SS- fanger: “That´s why we were so rough on the SS troopers. They had no respect for anybody, they treated them like dogs and they got the same treatment.” [50] Især Malmedy massakren medførte amerikanske hævnaktioner, hvilket kan underbygges af flere kilder. Malmédy massakren på amerikanske krigsfanger blev begået af enheder fra 1. SS panserdivision den 17. December 1944. Det nøjagtige antal omkomne er ikke fastslået, og de nærmere omstændigheder omkring massakren endnu uvisse. Ifølge George Stein blev 71 amerikanske krigsfanger skudt, mens Hugh M. Cole i sit værk om Ardenneroffensiven mener, at tallet i hvert fald er på 86. [51]  Som reaktion på massakren vedtog den amerikanske 2. Infanteridivison ligefrem en beslutning om, at der ikke skulle tages flere SS- soldater til fange. Dette gennemførte divisionen også og skød iflg. en veteran samtlige SS- soldater, den kom i nærheden af frem for at tage dem til fange. [52]  I en anden enhed blev der udstedt en direkte ordre til, ikke at tage Waffen SS soldater til fange. [53]  Flere veteraner giver ligeledes udtryk for, at der generelt blev skudt tyske krigsfanger som hævn for Malmedy massakren, men ikke, at det nødvendigvis kun var soldater fra Waffen SS. [54] At der under kampene i Ardennerne blev skudt tyske krigsfanger, fremgår ligeledes tydeligt af den amerikanske general Patton´s dagbog. [55]

Malmedy massakren var dog heller ikke et enestående eksempel på, hvorledes amerikanske soldater udførte hævnaktioner mod tyske soldater. En lignende episode fandt sted i august 1944, hvor SS- soldater infiltrerede den amerikanske 3. panserdivisions linier ved Falaise, tog 5 soldater til fange, hvoraf de 4 senere blev fundet skudt. [56]  Denne hændelse førte til, at amerikanerne ikke tog flere fanger i den sektor den dag. [57] En lignende episode hvor amerikanske krigsfanger blev skudt, førte også til, at en amerikansk enhed ikke tog krigsfanger i 1 uge som hævn. [58]  Med andre ord blev de amerikanske krigsforbrydelser ikke kun motiveret af deres fjendebillede, men blev ofte også udløst som reaktion på tyske krigsforbrydelser.

Nogle krigsforbrydelser kunne også ske meget spontant. Der forekom hændelser, hvor amerikanske soldater i affekt over at se deres kammerater være blevet dræbt kort forinden efterfølgende skød tyske krigsfanger, når disse overgav sig. [59]   

Under kampene på vestfronten blev der i i hvert fald en enkelt enhed truffet en beslutning om ikke at tage krigsfanger, eftersom det var en belastning. Når først tyske soldater var taget til fange, skulle der afsættes folk til at føre dem i fangenskab. De folk ville man hellere bruge i kamp. [60] Hermed kunne krigsfanger risikere at blive skudt, da der ikke kunne afsættes de fornødne ressourcer til at tage sig af dem. Krigsforbrydelsen var dermed ikke motiveret af hverken fjendebillede eller hævngerrighed, men derimod ud fra vurderingen af, at man ikke ville afsætte folk til at bevogte dem.       

Udover at krigsforbrydelser skete som soldaternes egen reaktion på modpartens handlinger, var der også eksempler på, at der direkte blev udstedt ordrer på ikke at tage krigsfanger. Dette skete i forskellige tilfælde. Forud for D-Dagen blev der givet ordrer til især amerikanske faldskærmssoldater om, ikke at tage krigsfanger under invasionen. Ifølge en veteran fra den amerikanske 82. Luftbårne division blev der før invasionen givet denne ordre: “Get to the drop zone as fast as possible. Take no prisoners because they will slow you down.” [61] Det fremgår ligeledes af andre veteraners udsagn og erindringer, at der forud for invasionen blev givet sådanne ordrer om ikke at tage krigsfanger. [62]  Det må betragtes som troværdige vidnesbyrd om, at der blev givet sådanne ordrer. Lignende ordrer blev også givet til canadiske soldater forud for invasionen i Normandiet. Trods det at en sådan ordre lagde op til, at allierede soldater kunne skyde krigsfanger, lå der et rationale bag, som reelt også fremgår af de nævnte eksempler. I forbindelse med invasionen i Normandiet kunne det blive en militær nødvendighed ikke at tage krigsfanger, eftersom landgangstropperne først og fremmest skulle nå deres strategiske mål hurtigst muligt. Ifølge Peter Lieb har skydning af krigsfanger i Normandiet fra allieret side ikke været noget massefænomen, men det har fundet sted. [63]      

Der kan ikke direkte påvises en sammenhæng mellem krigsforbrydelserne og sådanne ordrer. Ordrerne om at skyde krigsfanger, uanset årsagen, er dog i højere grad synlige beviser på, at de militære beslutningstagere i flere tilfælde gav grønt lys til soldaterne til at bryde reglerne for krigsførelse eller undlod at straffe dem, der gjorde det.

En undersøgelse af de amerikanske soldaters krigsforbrydelser på vestfronten vil imidlertid ikke være fyldestgørende, hvis mødet med de tyske koncentrationslejre ikke belyses. I forbindelse med befrielsen af flere af lejrene i 1945 reagerede de amerikanske soldater i nogle tilfælde voldsomt, overfor tyske KZ- vagter, der blev taget til fange.

Efter befrielsen af Buchenwald dræbte de befriede fanger flere af deres tidligere fangevogtere ofte med hjælp fra amerikanske soldater. Det er der flere pålidelige vidnesbyrd om, bl.a. veteranen Fred Mercer, der husker hvorledes en tidligere SS- vagt uhindret blev dræbt af en af de befriede fanger: “He just stood there and beat him to death. He had to- of course, we didn´t bother him.” [64]  Til sammenligning observerede ligeledes den udsendte amerikanske historiker Forest C. Pogue under sit besøg i Buchenwald efter befrielsen af lejren, at de amerikanske soldater havde dræbt flere af vagterne. [65]  Ved befrielsen af Dachau reagerede de amerikanske soldater ved enten selv at henrette flere af vagterne eller at overlade det til de befriede fanger. En amerikansk løjtnant bemærkede, at hans soldater nærmest mistede fatningen under befrielsen af Dachau. [66]  Dette fremgår også tydeligt af flere veteraners udtalelser. Som Jack Hallet udtaler: “Control was gone after the sights we saw, and the men were deliberately wounding guards that were available, and then turned them over to the prisoners and allowing them to take their revenge on them… - you´ve seen the picture where one of the soldiers gave one of the inmates a bayonet and watched him behead the man… A lot of the guards were shot in the legs so they couldn´t move… ” [67]  

Disse krigsforbrydelser var ikke motiveret af de amerikanske soldaters fjendebillede og skete heller ikke som hævn for tyske krigsforbrydelser mod amerikanske soldater. Derimod skete de som en spontan reaktion på mødet med KZ- lejrenes uhyrligheder. Det var en form for hævnaktioner motiveret af medlidenhed med fangerne, i og med disse også blev inddraget i henrettelsen af flere SS- vagter. 

Konklusion

Den endelige konklusion på fjendebilledets betydning for de amerikanske soldaters krigsforbrydelser falder i flere dele.

I overensstemmelse med Gerald F. Lindermans synspunkt har undersøgelsen vist, at de amerikanske soldater i flere tilfælde brød reglerne under kampene på vestfronten. Flere motiver kunne ligge bag krigsforbrydelser. Nogle skete spontant under kampene, hvor soldaterne mistede besindelsen, andre skete som hævnaktioner for tyske krigsforbrydelser, og i nogle tilfælde blev der ligefrem givet grønt lys fra de militære beslutningstagere til at skyde krigsfanger. 

Soldaternes fjendebillede var i sig selv en bevæggrund til at begå krigsforbrydelser, når de stod overfor enheder fra Waffen SS. I de amerikanske soldaters opfattelse blev disse enheder reelt placeret i en kategori for sig selv, hvilket heller ikke var uberettiget. Det var kampforholdene, der havde betydning for den opfattelse, de amerikanske soldater dannede sig af de tyske soldater. Enhederne fra Waffen SS førte en mere brutal krig mod de vestallierede til forskel fra værnemagten, og det var det, der lå til grund for de amerikanske soldaters negative opfattelse af “Hitlers politiske soldater.” Denne opfattelse blev en direkte motivation for flere krigsforbrydelser begået af amerikanske soldater mod soldater fra Waffen SS. Det betød ikke, at der aldrig var hændelser, hvor værnemagtsfanger blev skudt af amerikanske soldater. Men dette var ikke motiveret af soldaternes opfattelse. Den skarpe kontrast, der var i de amerikanske soldaters opfattelse af henholdsvis værnemagten og Waffen SS, gav sig også udslag i krigsforbrydelser. Som flere veteraner gav klart udtryk for, var det i nogle enheder en standardprocedure at skyde krigsfanger fra Waffen SS. Med andre ord gjaldt der for nogle enheders vedkommende et særligt sæt regler, når der blev taget krigsfanger fra Waffen SS, eller måske rettere sagt ingen regler. Dette fænomen var som nævnt også almen viden blandt soldaterne, og nogle enheder skiltede åbenlyst med det. Som tilfældet var under Ardenneroffensiven, blev der som følge af SS- soldaters krigsforbrydelser, indført en politik i nogle enheder om ikke at tage krigsfanger fra Waffen SS. Det er med til at demonstrere, at den brutale krigsførelse fra Waffen SS- enhederne ligeledes medførte en hård kurs fra de amerikanske soldaters side. 

Doktrinen “fairness” som Kenneth D. Rose mener eksisterede som ideal for kampe mellem amerikanske og tyske soldater, kan ikke siges at have gjort sig gældende for kampe mellem amerikanske soldater og Waffen SS enheder.  

Også i senere krige, bl.a. Vietnamkrigen og krigen i Irak, der begyndte i 2003, er der kendskab til at amerikanske soldater har begået krigsforbrydelser. Set i et større perspektiv var der således ikke noget unikt ved de amerikanske soldaters krigsforbrydelser på vestfronten under 2. verdenskrig, eftersom der også i dag er eksempler på, at soldater bryder reglerne i krig. Spørgsmålet er, om det også i nutiden er de samme motiver, der ligger bag.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_140.aargang_nr.2_2011.pdf

______________________________________

[1] Artiklen bygger på mit speciale Det amerikanske militærs officielle billede af Waffen SS i 1944 og 1945. Specialet skrev jeg på Center For Militærhistorie ved Forsvarsakademiet under kyndig vejledning af centerchef og Ph.d. Niels Bo Poulsen.    

[2] Lieb, Peter. 2007. Konventioneller Krieg Oder NS- Weltanschauungskrieg? Kriegführung Und Partisanenbekämpfung In Frankreich 1943/44. Quellen und Darstellungen zur Zeitgeschichte Herausgegeben vom Institut für Zeitgeschichte, Band 69. R. Oldenbourg Verlag München, s. 177-178

[3] Ibid. s. 154

[4] Thompson, Paul. 1978.  The Voice Of The Past. Oral History. Oxford University Press, s. 4-5

[5] Bl.a. i de følgende 3 eksempler spørger intervieweren konkret ind til, om de amerikanske soldater så en forskel på tyske værnemagtssoldater og Waffen SS- soldater: “Does your definition of the frontline German soldier apply to them as well, or would you characterize the SS members differently?” Kilde: Interview with Edward Bautz. October 15, 1999. ROHA.; “In combat, did you encounter any Waffen SS, because they often were die-hard in terms of combat.”

Kilde: Interview with Lloyd Kalugin. March 3, 1996. ROHA.; “Did you see a difference between these German soldiers and SS?” Kilde: Interview with Domenic Melso. October 18, 2005. ROHA

[6] Thompson, Paul. 1978.  The Voice Of The Past. Oral History, s. 5

[7] Ibid. s. 9

[8] Ibid. s. 100-134

[9] Især de tyske Waffen SS- divisioner fik stor omtale af korrespondenterne. Billedet af disse divisioner ændrede sig løbende under kampene på vestfronten, og stemte ikke altid overens med realiteterne. Under kampene i Normandiet blev de udelukkende fremstillet som militære eliteenheder, men under Ardenneroffensiven blev de som følge af massakrer på amerikanske krigsfanger og belgiske civile fremstillet udelukkende som krigsforbrydere. Kilde: Fransen, Martin. 2010. Det amerikanske militærs officielle billede af Waffen SS i 1944 og 1945. Kandidatspeciale ved Københavns Universitet.

[10] Rose, Kenneth D. 2008. Myth and The Greatest Generation. A Social History of Americans in World War ІІ. Routledge, New York, s. 11-12

[11] Dette blev først og fremmest konkluderet ud fra spørgsmålet om synet på henholdsvis japanske og tyske krigsfanger: “How did seeing Japanese (German) make you feel about the Japanese (Germans)?” Blandt de adspurgte soldater i Stillehavet valgte 42% svarmuligheden: “All the more like killing them.” Blandt de adspurgte soldater i Europa valgte kun 18% denne svarmulighed. Til gengæld valgte 54% af de adspurgte soldater i Europa denne svarmulighed: “They are men just like us, it´s too bad we have to be fighting them.” Kilde: Stouffer, Samuel A., et al. 1949. The American Soldier: Combat And It´s Aftermath. Volume П. Princeton University Press, s. 161-164

[12] Ibid., s. 162

[13] Linderman, Gerald F. 1997. The World Within War. America´s Combat Experience In World War ІІ. The Free Press, New York, s. 90-102

[14] Her henviser Linderman til flg. Kilde: Leinbaugh, Harold P.; Campbell, John D. 1987. The Men of Company K. New York, Bantam, s. 134

[15] Linderman, Gerald F. 1997. The World Within War. America´s Combat Experience In World War ІІ, s. 97-115

[16] Ibid. s. 126-130

[17] Ibid. s. 136

[18] Ibid., s. 114-115

[19] Ibid. s. 142

[20] Van Creveld, Martin. 1982. Fighting Power : German and U.S. Army Performance, 1939-1945.  Arms and     Armour, s. 3

[21] Wegner, Bernd. 1983. Hitlers Politische Soldaten. Die Waffen SS 1939-1945. Ferdinand Schöningh, Paderborn, s. 277-292; MacKenzie, S.P. 1997. “The Waffen SS In The Second World War 1939-45. Europe´s Übermenschen?” In: S.P. MacKenzie: Revolutionary Armies In The Modern Era. A Revisionist  Approach, s. 134-157. Routledge, London & New York, s. 147; Stein, George. 1966. The Waffen SS. Hitler´s Elite Guard at War 1939-1945.  Cornell University Press, s. 287-288; Lieb, Peter. 2007. Konventioneller Krieg Oder NS- Weltanschauungskrieg? Kriegführung Und Partisanenbekämpfung In Frankreich 1943/44,  s. 439-440

[22] På vestfronten ( herunder felttoget i 1940 ) led den tyske hær 5,08% af sine samlede tab i krigen. Waffen SS led derimod 13,77% af sine samlede tab på vestfronten. Tabstallene for østfronten var anderledes, idet hæren her led 58,82% af sine samlede tab, mens Waffen SS her led 37,09% af sine samlede tab. Waffen SS divisionerne befandt sig sammenlagt 210 måneder på østfronten, men sammenlagt kun 35 måneder på vestfronten. Selvom de befandt sig 6 gange længere tid på østfronten, var deres tab her “kun” knap 3 gange højere. Kilde: Lieb, Peter. 2007. Konventioneller Krieg Oder NS- Weltanschauungskrieg? Kriegführung Und Partisanenbekämpfung In Frankreich 1943/44, s.  442-443; Overmans, Rüdiger. 1999. Deutsche Militärische Verluste Im Zweiten Weltkrieg. Herausgegeben  vom Militärgeschichtlichen Forschungsamt, Band 46. R. Oldenbourg Verlag, München, s. 269

[23] MacKenzie, S.P. 1997. “The Waffen SS In The Second World War 1939-45. Europe´s Übermenschen?” s. 153

[24] Eisenhower vurderede bl.a., at de bedste styrker der blev mødt under kampene i Normandiet var  SS- panserdivisionerne og faldskærmsjægerne, der var markant stærkere end de tyske infanteridivisioner: “Their morale, backed by a blind confidence in ultimate Nazi victory, was extremely good, and whether in attack or defense they fought to a man with a fanatical courage.”  Kilde: Eisenhower, Dwight D. 1946. Report By The Supreme Commander To The Combined Chiefs  Of Staff  On The Operations In Europe Of The Allied Expeditionary Force 6 June 1944 To 8 May 1945. London: His Majesty´s Stationery Office, s. 38; Overensstemmende beskrivelser af  Waffen SS- divisioner fremgår af de følgende eksempler. Bl.a. blev 6. SS Gebirgsdivision “Nord”  karakteriseret således af en amerikansk løjtnant fra den amerikanske 45. Infanteridivision: “They were the best men we ever ran into, extremely aggressive, and impossible to capture. There was no driving them out, for they fought to they were killed.” Kilde: Bishop, Leo V.; Glasgow, Frank J.; Fisher, George A. 1946. The Fighting Forty-Fifth. The Combat Report Of An Infantry Division. Copyright by the 45th Infantry Division, Army and  Navy Publishing Company, s. 138-139; Også soldaterne fra 12. SS panserdivision “Hitler Jugend” blev betragtet som særligt fanatiske, og var berygtet for ikke at tage krigsfanger: “They had progressed beyond the stage which is usually described as “fanatical .” Their one aim was to kill, as brutally as possible.” Kilde: Robertson, Walter M. 1946. Combat History of the Second Infantry Division in World War ІІ. Copyright by the Second Infantry Division, s. 90  

[25] Selvom Waffen SS i begyndelsen af 1944 udgjorde under 5% af de samlede tyske styrker, var henholdsvis  ¼ af de tyske panserdivisioner, og ⅓ af pansergrenaderdivisionerne Waffen SS formationer. Derudover var Waffen SS- divisionerne betydeligt større end hærdivisioner, idet de typisk havde en kampkraft på 20.000 mand.

Kilde:  MacKenzie, S.P. 1997. “The Waffen SS In The Second World War 1939-45. Europe´s Übermenschen?” s. 147-153; Lieb, Peter. 2007. Konventioneller Krieg Oder NS- Weltanschauungskrieg? Kriegführung Und Partisanenbekämpfung In Frankreich 1943/44, s. 113; Stein, George. 1966. The Waffen SS. Hitler´s Elite Guard at War 1939-1945, s. 288-289

[26] Stein, George. 1966. The Waffen SS. Hitler´s Elite Guard at War 1939-1945, s. 122; Lieb, Peter. 2007. Konventioneller Krieg Oder NS- Weltanschauungskrieg? Kriegführung Und Partisanenbekämpfung In Frankreich 1943/44, s. 113-117; Som en del af indoktrineringen blev SS- soldaterne skolet i at hade Tysklands udråbte fjender. Begreberne “had” og “fanatisme” blev et af målene for den ideologiske skoling. Som eksempel på dette udtalte den øverstkommanderende for 10. SS panserdivision “Frundsberg” i 1943: “soll jeder Mann zu einem fanatischen Hasser erzogen werden… Es ist ganz gleich, an welcher Front unserer Division zum Einsats kommen wird: der unbändige Hass gegen jeden Gegner, sei er Engländer, Amerikaner, Jude oder Bolschewist, muss jeden unserer Männer zu höchsten Taten befähigen.” Kilde: Wegner, Bernd. 1983. Hitlers Politische Soldaten. Die Waffen SS 1939-1945, s. 67, 192-193

[27] MacKenzie, S.P. 1997. “The Waffen SS In The Second World War 1939-45. Europe´s Übermenschen?” s. 141-142;  Wette, Wolfram. 2006. The Wehrmacht. History, Myth, Reality. Harvard University Press. Oprindelig udgivet som: Die Wehrmacht- Feindbilder, Vernichtungskrieg, Legenden. S. Fischer Verlag GmbH, Frankfurt am Main, 2002.

[28] MacKenzie, S.P. 1997. “The Waffen SS In The Second World War 1939-45. Europe´s Übermenschen?” s. 141-142; Nyere forskning har vist, at 187 canadiske krigsfanger blev myrdet af 12. SS panserdivision i de første dage efter den allierede invasion i Normandiet.

Kilde: Lieb, Peter. 2007. Konventioneller Krieg Oder NS- Weltanschauungskrieg? Kriegführung Und Partisanenbekämpfung In Frankreich 1943/44, s. 158.

[29] Lieb, Peter. 2007. Konventioneller Krieg Oder NS- Weltanschauungskrieg? Kriegführung Und Partisanenbekämpfung In Frankreich 1943/44, s. 511-514

[30] Interview with Andre Beaumont. December 13, 2005. ROHA

[31] Interview with Stuart T. Brandow. March 30, 2006. ROHA

[32] Interview with Stuart T. Brandow. March 30, 2006. ROHA; Interview with Herbert H. Newton. November 7, 1996. ROHA; Interview with Andre Beaumont. December 13, 2005. ROHA; Ligeledes fremgår et overensstemmende synspunkt af denne veterans udtalelse:     - “ the average German Soldier was just a young man who was drafted.” Kilde: Terkel, Studs. 1984. The Good War. An Oral History Of World War Two. Pantheon Books, New York, s. 380; En anden veteran udtaler: “The German soldier was like the American- good, smart, determined, a fighter.” Kilde: McManus, John C. 1998. The Deadly Brotherhood. The American Combat Soldier In World War ІІ. Presidio, s. 184

[33] Interview with Ben Franklin, For The Veterans Oral History Project. Center For The Study Of War And Society, Department of History. Knoxville, Tennessee, November 19, 2004.; Interview with Lewis M. Bloom. June 21, 1994. ROHA; Interview with Richard M. Hale. February 14, 2003. ROHA

[34] “I had no love or respect for SS troops though. I hated them immensely.” Kilde: McManus, John C. 1998. The Deadly Brotherhood. The American Combat Soldier In World War ІІ, s. 188

[35] De tyske faldskærmsjægere var blandt de mest indoktrinerede enheder i værnemagten. De blev ligeledes betragtet som fanatiske nazister af de allierede. Kilde: Lieb, Peter. 2007. Konventioneller Krieg Oder NS- Weltanschauungskrieg? Kriegführung Und Partisanenbekämpfung In Frankreich 1943/44, s. 109

[36] Interview with Stuart T. Brandow. March 30, 2006. ROHA; Også en anden veteran giver udtryk for en dehumaniseret opfattelse af SS- soldaterne: “-Even though we thought the SS was inhumane, and we recognized that-.” Kilde: Interview with John F. Schwanhausser. April 29, 1995. ROHA

[37] Interview with Andre Beaumont. December 13, 2005. ROHA; Interview with Roy W. Brown. March 12, 1996. ROHA

[38] Blunt, Roscoe C. 2001. Foot Soldier: A Combat Infantryman´s War In Europe. Da Capo Press, s. 138

[39] Interview With: John W. Brown, Jr. May 15, 2004. ROHA; Interview with Mr. Arthur C. Wenzel. April 11, 2005. ROHA; Interview with Richard M. Hale. February 14, 2003. ROHA; Interview with Lloyd Kalugin. March 3, 1996. ROHA; Som en amerikansk veteran udtaler i den forbindelse: “I say, your SS was a diehard. You wouldn't catch him giving up. They don't give up, they don't give up.” Kilde: Interview with Joseph V. DeMasi. April 1, 1996. ROHA; Motley, Mary Penick ( Ed. ). 1975. The Invisible Soldier. The Experience Of The Black Soldier, World War ІІ. Wayne State University Press, s.154; Ligeledes udtaler en veteran: “What you found out was that the rank-and-file soldier would surrender, but, the SS guy wouldn't.” Kilde: Interview with John F. Schwanhausser. April 29, 1995. ROHA

[40] Motley, Mary Penick ( Ed. ). 1975. The Invisible Soldier. The Experience Of The Black Soldier, World War ІІ, s. 171.

[41] Interview with Ben Franklin, For The Veterans Oral History Project. Center For The Study Of War And Society, Department of History. Knoxville, Tennessee, November 19, 2004.; Denne fanatiske kampgejst bliver ligeledes nævnt i de følgende eksempler: Veteranen Charles Hogg udtaler: “German soldiers were ordinary people fighting for their country. SS troops were political soldiers who fought fanatically. We hated SS troops.” Kilde: McManus, John C. 1998. The Deadly Brotherhood. The American Combat Soldier In World War ІІ, s. 186; Et andet tilsvarende eksempel er denne veterans udtalelse: “The SS. They were the elite. They were so brainwashed they were impossible to reason with. Those people made me angry.” Kilde: Terkel, Studs. 1984. The Good War. An Oral History Of World War Two, s. 259; Ligeledes beskrives de af en anden veteran således: “You didn't get to become an SS unless you were a total fanatic and you could kill at will... These were bloodthirsty, impossible maniacs, is what they were.” Kilde: Interview with Wallace E. Felldin. July 22, 2008. ROHA   

[42] Interview with Edward Bautz. October 15, 1999. ROHA; Interview with Domenic Melso. October 18, 2005. ROHA

[43] Interview with Bob Harmon, October 26, 2001. Seattle University.

[44] “After an hour of fighting we knew we were fighting SS troops we had tangled with before. It might sound odd, but if you have a return engagement with a unit  you know it. You recognize their style of fighting.” Kilde: Mary Penick ( Ed. ). 1975. The Invisible Soldier. The Experience Of The Black Soldier, World War ІІ, s. 156

[45] Interview with George R. McIntosh, For The Veterans Oral History Project. Center For The Study Of War And Society, Department of History. Knoxville, Tennessee, April 8, 2000.

[46] Interview with Ben Franklin, For The Veterans Oral History Project. Center For The Study Of War And Society, Department of History. Knoxville, Tennessee, November 19, 2004.; Interview with Max Horlick. October 30, 2009. ROHA; Ligeledes henviser en anden veteran til, at det var en standard procedure, ikke at tage krigsfanger fra Waffen SS: “So, the common [approach], the standard operating procedure, was that if you see an SS, you shoot him on sight.  We did not take any SS prisoners and they rarely ... surrendered anyway, because they knew they were going to be shot, because they shot our prisoners.  We shot their prisoners.” Kilde: Interview with Andre Beaumont. December 13, 2005. ROHA

[47] “The SS soldier never changed his expression of arrogance and he never said a word throughout the beating…Die, you bastard, the sergeant yelled and with that he emptied a whole clip of .45 caliber slugs into the German.” Kilde: Blunt, Roscoe C. 2001. Foot Soldier: A Combat Infantryman´s War In Europe, s. 145

[48] Dec. 4, 1944. I: Faubus, Orval Eugene. 1971. In This Faraway Land. River Road Press, Conway Arkansas, s. 433

[49] Adams, Michael C.C. 1993. The Best War Ever. America and World War ІІ. The Johns Hopkins University          Press, s. 111  

[50] Chronicle of  World War ІІ as experienced by Carl Joseph Coombs  #356-876-29

[51] Stein, George. 1966. The Waffen SS. Hitler´s Elite Guard at War 1939-1945, s. 278;  Cole, Hugh M. 1965. The Ardennes: Battle of the Bulge. U.S. Army in World War ІІ Series, European Theater of  Operations. Washington: G.P.O., s. 161

[52] Interview with Robert Kennedy. July 14, 1994. ROHA

[53] Hovedkvarteret for det amerikanske 328. Infanteriregiment udstedte den 21. december 1944 denne ordre: “No SS troops or paratroopers will be taken prisoner but will be shot on sight.” Kilde: Cole, Hugh M. 1965. The Ardennes: Battle of the Bulge, s. 264

[54] Interview with Roy W. Brown. March 12, 1996. ROHA; Det fremgår tydeligt af de følgende udtalelser: “There was a massacre of American soldiers, and the word got around the American troops, especially in those areas, very quickly. And as a result they were not taking prisoners. Not until the end when, you know, the German Army had had it. But they were not taking prisoners because they killed our boys.” Kilde: Interview with Irving E. Pape. January 3, 1995. ROHA.;  -“ it also led to increased bitterness of all the Allied soldiers toward the Germans and I presume it led to some more shootings of prisoners.” Kilde: Interview with Charles R. Harmon. October 2, 2006. ROHA; Ifølge historikeren Lee Kennett nægtede en amerikansk enhed at tage krigsfanger i 10 dage som følge af Malmedy massakren. Kilde: Kennett, Lee. 1987. G.I.: The American Soldier in World War ΙΙ. Charles Scribner´s Sons, New York, s. 161

[55] Patton noterede følgende I sin dagbog den 4. Januar 1945: “There were also some unfortunate incidents in the shooting of prisoners ( I hope we can conceal this ).” Kilde: Blumenson, Martin. 1974. The Patton Papers: 1940-1945. Houghton, Mifflin Company, s. 615

[56] Spearhead in the West. The Third Armored Division 1941-1945. Official project of the Third Armored Division published under authority contained in Sec. V, ETOUSA Cir. 86, 25 Jun 1945 and mailed in accordance with the provisions of Postal Circular No. 38, Hq, U.S. Forces, European Theatre ( Rear ), 11 Oct. 1945. Reprinted by The Battery Press, 1980, s. 80

[57] Linderman, Gerald F. 1997. The World Within War. America´s Combat Experience In World War ІІ, s. 137

[58] Interview with Dr. James L. Pointer, For The Veterans Oral History Project. Center For The Study Of War And Society, Department of History. Knoxville, Tennessee, April 8, 2003.

[59]  Dette er der flere eksempler på: -“ one of the guys that came in with me in Belgium, and was assigned to the Third Platoon, was killed and that was where our lieutenant got really off his rocker and found a couple of German wounded prisoners and shot them.” Kilde: Interview with Andre Beaumont. December 13. , 2005. ROHA; “we had a sergeant who was a real gung-ho [guy], … the Germans had been firing at his squad members, … after they gave up, he came in, and searched them, and took their valuables. He told them to run and shot them in the back.” Kilde: Interview with John F. Schwanhausser. April 29, 1995. ROHA; Interview with Lloyd Kalugin. March 3, 1996. ROHA

[60] Interview with Walter G. Denise. March 25, 1997. ROHA

[61] Nordyke, Phil. 2005. All American, All The Way: The Combat History Of The 82nd Airborne Division In World War ІІ. Zenith Press, s. 212

[62] Således husker 2 veteraner fra den amerikanske 101. Luftbårne division i deres erindringer også, hvorledes der forud for invasionen i Normandiet blev givet ordrer på ikke at tage krigsfanger: “Our orders were to kill any Germans we encountered and take no prisoners.” Kilde: Guarnere, William.; Heffron, Edward.; Post, Robyn. 2008. Brothers In Battle, Best Of Friends. Berkley Trade, s. 45; Ligeledes fremgår det af denne veterans erindringer: “Above all, kill´em! We can´t be dragging a lot of prisoners around with us at night.” Kilde: Webster, David Kenyon. 2008. Parachute Infantry: An American Paratrooper´s Memoirs Of D-Day And The Fall Of The Third Reich. Dell, s. 25; Ifølge en veteran fra 8. Infanteriregiment blev der i denne enhed givet en ordre forud for invasionen om at skyde samtlige Waffen SS- soldater de tog til fange med begrundelsen: “They could not be trusted.” Kilde: Beevor, Anthony. 2009. D-Day. The Battle For Normandy. Viking, s. 119  

[63] Lieb, Peter. 2007. Konventioneller Krieg Oder NS- Weltanschauungskrieg? Kriegführung Und Partisanenbekämpfung In Frankreich 1943/44, s. 162

[64] Abzug, Robert H. 1985. Inside The Vicious Heart. Americans And The Liberation Of  Nazi Concentration Camps. Oxford University Press, s. 51-52

[65] I sin krigsdagbog noterede Pogue den 23. april 1945 flg. i forbindelse med hans besøg i Buchenwald: “We had apparently killed or beaten up all SS guards found there. The Pole said we were too humanitarian- we had killed the SS immediately instead of letting them die slowly.” Kilde: Pogue, Forrest C. 2001. Pogue´s War. Diaries of a WWІІ Combat Historian. The University Press of Kentucky, s. 365

[66] Henke, Klaus-Dietmar. 1995. Die Amerikanische Besetzung Deutschlands. R. Oldenbourg Verlag München, s. 919

[67] Abzug, Robert H. 1985. Inside The Vicious Heart. Americans And The Liberation Of  Nazi Concentration         Camps,  s. 94; Denne episode er direkte i overensstemmelse med veteranen Donald L. Miller´s udsagn: “A U.S. Army squad guarding about 122 SS prisoners, who continued swearing threats at their former prisoners, opened fire with machine guns and killed all of them. At that point the soldiers turned over the remaining guards to the inmates. One G.I. gave an inmate a bayonet and watched him behead a guard. Many of the guards were shot in the legs and could not move. A number of these disabled guards were ripped apart limb from limb.” Kilde: Fussell, Paul. 2005. The Boys´ Crusade: The American Infantry In Northwestern Europe, 1944-1945. Modern Library, s. 154; I den amerikanske 45. Infanteridivisions tidsskrift den 13. maj 1945 blev der heller ikke lagt skjul på, hvorledes flere vagter blev massakreret af fangerne under befrielsen af Dachau. Det fremgår bl.a. af denne udtalelse, der blev bragt fra en amerikansk soldat: “I  saw one gang of Russians get an SS´er… they just pulled him apart. There was nothing I could do but look away.” Kilde: “Dachau Gives Answer To Why We Fought.” 45th Division News, May 13, 1945. Vol. V. No. 32 Printed In Germany.
 

Martin Fransen

Litteraturliste

Del: