En kommentar vedrørende miner

I en velskrevet ag letflydende artikel, Invasionsforsvarets Kampgrupper i Militært tidsskrifts januar nummer, fremsætter forfatteren i sin Konklusion den påstand - amend i parentes - at minevåbnet er usmidigt. I den argumentation, der synes at danne grundlag for påstanden, er det anført, at spærring af de danske stræder kræver en politisk beslutning, ag at der fra politisk hold muligvis vil være et ønske om at udskyde udlægningen af miner så længe som muligt for at undgå en eskalation. Dette er en noget forenklet fremstilling, og jeg skal derfor anføre følgende.

Miner af betydning for invasionsfa rsvaret kan udlægges såvel langs kysterne som til spærring af bugter og stræder. Mens farvandet langs kysten er indre territorialfarvand, kan bugter og stræder omfatte såvel indre som ydre territorialfarvand foruden åbent hav. Hertil kommer, at Øresund og Store Bælt har karakter af internationale stræder. Der er således rent folkeretsligt en forskel på de farvandsafsnit, der kan tænkes mineret. Uden at gå i detaljer betyder dette, at minering i indre territorialfarvand kan finde sted uden væsentlige betænkeligheder, idet dette farvand i sin karakter ikke adskiller sig fra landterritoriet, og en minering her kan f.eks. sidestilles med en deployering af tropper i land. Herfra aftager handlefriheden udefter jf. diverse konventioner, hvoraf den vigtigste er Geneve-Konventionen af 1958. En vigtig faktor er bl. a. graden af spændingstilstand med krig og fred som yderpunkterne. For det åbne hav gælder princippet om havenes frihed, hvorfor minering her formentlig kun kan komme på tale i selvforsvar under krigsforhold. For de internationale stræder gør særlige forhold sig gældende, som jeg dog ikke vil komme ind på i denne koncentrerede redegørelse. Det må antages, at det omfang, i hvilket mineringen skal bekendtgøres, også indgår som en væsentlig del af beslutningsprocessen.

Minering er således ikke et spørgsmål om et »enten-eller«, som den læge læser muligvis kunne forledes til at tro af det i artiklen anførte, men i høj grad et spørgsmål om en smidig tilpasning af de mulige foranstaltninger under hensyn til farvandets folkeretslige karakter, minernes art samt den foreliggende spændingssituation og dennes mulige udvikling. Situationen er naturligvis af betydning ved enhver militær vurdering, men her kan den altså også være bestemmende for foranstaltningernes legale karakter. Beslutningsprocessen må imidlertid være hurtig, smidig og effektiv og kræve en nøje koordination mellem de pågældende civile og militære myndigheder samt den politiske ledelse. At beslutningsgrundlaget kan være meget kompliceret, vil næppe afholde vore myndigheder fra at udnytte mulighederne for en gradueret anvendelse.

Som nævnt spiller minemes art også en rolle. Er de udlagte miner selvvirkende, frembyder de som oftest en ret definitiv løsning på grund af vanskelighederne ved at fjerne eller stryge dem. Er mineme derimod kontrollerede, så de kan aktiveres efter behov, så er muligheden til stede for en langt mere fleksibel anvendelse. Betragter man f. eks. de spærrede områder i visse udenlandske søkort kan der være grund til at tro, at man her har valgt en permanent udlægning af kontrollerede miner, der kan armeres, når det måtte anses for at være nødvendigt. Og hermed er vi nået over i de teknologiske forhold. Fra den amerikanske minering af Haiphong vil det være kendt, hvorledes moderae miner er udstyret med ødelæggelsesværker, »sterilizers«, således at mineme gøres inaktive efter forløbet af en forudbestemt periode, f.eks. 3 måneder. Af nyere teknologiske landvindinger, kendt gennem Haiphong mineringen, må ligeledes nævnes de nye minetyper, der simpelthen består af flyverbomber forsynet med et særligt tændværk. En flybåren minering kan derved gennemføres langt hurtigere og i større omfang end tidligere. Forudsat, at man har disse miner. Efterhånden som den teknologiske udvikling går videre, må det antages, at mulighederne for at anvende kontrollerede minefelter øges væsentligt, således at udviklingen, på dette felt i høj grad vil tilgodese vort specielle behov for smidighed. Mange af disse forhold er netop behandlet i 2 udmærkede artikler i Tidsskrift for Søvæsen, september 1973, Orlogskaptajn U. Luckow, »Minekrigsførelse i Vietnam« og september 1974, Commander L. Mackin, med samme titel. Disse artikler er formodentlig mange af Militært tidsskrifts læsere bekendt; men de være hermed anbefalet til de øvrige. Det er for så vidt skade, at de har været begrænset til Tidsskrift for Søvæsens sævanlige læserskare, men måske kan redaktøren af Militært tidsskrift råde bod på dette. For nu ikke at komme over i et andet emne, spørgsmålet om et udvidet samarbejde mellem de militære tidsskrifter, må jeg hellere standse her.

Jeg kan dog ikke slutte disse bemærkninger uden at nævne, at Forsvarskommandoen netop har behandlet alle disse problemer i studieform, i samarbejde med andre berørte myndigheder, og dette endda særdeles indgående. Så er der noget felt, hvor man kan tale om, at vi har fingeren på pulsen, så er det dette. Om det er muligt at orientere dette tidsskrifts læsere nærmere herom, får nok stå hen til Forsvarskommandoens afgørelse.

 

 

PDF med originaludgaven af Militærts Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
PDF iconmilitaert_tidskrift_104_aargang_mar.pdf

 

Litteraturliste

Del: