En kommentar til pberstløjtnant H.J.Jürgensens artikel om "Officeren som debattør"

»For at undgå enhver misforståelse ønsker Hærens Officersskole at gøre opmærksom på, at den ikke deler de af oberstløjtnant H. J. Jürgensen fremførte synspunkter i artiklen »Officeren som debattør« i tidsskriftets nr. 7, oktober 1990.
Da jeg afsluttede min uddannelse på Hærens Officersskole (HG) den 1. maj 1962, havde jeg en ganske god teoretisk forestilling om, hvad en brigade var. Jeg vidste derimod næsten intet om det infanterikompagni, hvis uddannelse jeg som næstkommanderende skulle have ansvaret for fra den
2. maj s.å. De senere officersuddannelser (først A- og B-uddannelsen, der nu er afløst af officersgrunduddannelsen og videregående officersuddannelse (OGU/VOU)) har - deres mangler til trods - bedret den unge officers mulighed for en god start i geleddet ganske betydeligt.
Jeg finder det derfor meget betænkeligt, hvis den taktiske uddannelse på HO igen skal lægge hovedvægten på føringsfilosofier på brigadeniveau.
 
Definitionen på taktik = føring af styrker på selve slagmarken
Taktik på delings-, kompagni- og bataljonsniveau er efter min opfattelse ren og skær håndværk, som man ikke kan beherske tilfredsstillende uden færdighedsindlæring. De nævnte enheder består af et antal selvstændigt tænkende mennesker, som skal føres og inspireres for at kunne yde deres bedste (her har Pavlovs hunde intet at gøre).
Af tilgængelige krigserfaringer ved vi, at soldater altid reagerer positivt på god føring - og sætter pris på den. Er det trods alt ikke bedre at blive taget alvorligt i denne kreds end i avisernes læserbreve og kronikker? Kravet til lederstil hænger sammen med de undergivnes forventninger
til deres førere og betydningen af førerens personlige eksempel. I kritiske situationer er lederstilen »følg mig«! som oftest den mest handlingsfremmende*).
At sige »følg mig«! stiller store krav til førerens faglige dygtighed. I kritiske situationer bliver man naturligvis kun fulgt med tillid af sine undergivne, hvis man behersker sit håndværk. I den forbindelse er det ikke ligegyldigt, om officerens håndgranater træffer det mål, de er kastet efter,
eller om den tildannede sprængladning virker efter hensigten. På en moderne slagmark uden fronter har alle aktørerne uden undtagelse behov for en grundig kampuddannelse. Det nytter f.eks. ikke, at man i ildledecentralen kun interesserer sig for matematik og statistik, hvis den luftlandsatte fjendtlige patrulje er hovedtruslen.
En krigsbrugbar fører kan aldrig blive for dygtig til sit håndværk. Af førerens kunnen, overblik og ro, samt af hans idérigdom og evne til improvisation, afhænger måske hele enhedens eksistens. Hans undergivne ved det!
En officer kan naturligvis lære sit taktiske håndværk både før og efter HO. Spørgsmålet er bare, om man gør det eller får mulighed for det. Er sandheden ikke den, at ganske mange linieofficerer i dag placeres som taktiske førere i mobiliseringsstyrken (kompagni- og bataljonsniveau) uden ret megen anden teoritaktisk uddannelse om disse niveauer end den, de har modtaget fra HO? Linieopdelingen i officerernes videregående uddannelse gør det vel næsten uundgåeligt.
Skal man lære det taktiske håndværk før og/eller efter officersskolen, vil officersuddannelsen i bedste fald blive både længere og mere bekostelig, og det har der mig bekendt ikke hidtil været vilje til (mulighed for). Personligt synes jeg, at endog mange officerer klarer sig helt fortrinligt
i den offenthge debat. Debatten skal naturligvis altid afpasses efter målgruppen. Ofte vil officerernes indlæg i debatten nok ikke vinde i værdi ved at blive mere akademisk præget.
Forsvaret ofrer megen god (ikke taktisk) uddannelse og efteruddannelse på dets officerer, og det er helt nødvendigt for, at forsvaret kan ledes som en moderne virksomhed. Det er muligt, jeg tager fejl, men jeg synes ikke altid, at officerernes lyst til at deltage i den offentlige debat er ligefrem proportional med hverken grad eller øget uddannelse.
 
C.L.E.N.Ibh
 
*) Lederstilen »følg mig«! og kravene til den enkelte officers håndværksmæssige kunnen på
det taktiske område findes næppe p.t. mere rendyrket end i den israelske officersuddannelse,
men lederstilen er naturligvis ikke forbeholdt israelske officerer alene.
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

PDF icon militaert_tidskrift_119_aargang_nov-dec.pdf

 

Litteraturliste

Del: