En kommentar til debat om forsvaret

Militært tidsskrift har taget det påskønnelsesværdige initiativ at starte en debat om forsvaret. Oplægget var en artikel af majorerne P. K. Borrits og H. H. Jørgensen (MT maj 70), der gav en tiltrængt og klar påpegning af behovet for en politisk stadfæstelse af forsvarets formål og et heraf udledt sæt opgaver. Senere numre af tidsskriftet har indeholdt en række indlæg, senest af oberst A. R. Jørgensen i august-nummeret. Bl. a. dette indlæg har givet anledning til nærværende kommentar.
Skal debatten i MT’s spalter have mening - og betydning, bør saglighed tilstræbes. Kun derved kan man gøre sig håb om, at indlæggene bliver af en sådan standard, at de ved gengivelse uden for tidsskriftets rammer gavner forsvarets sag, når de bliver fremhævet som hidrørende fra militært sagkyndige. De synspunkter og argumenter, der anvendes i debatten, må være underbyggede - og ikke blot stå som udtryk for personlige følelser og meninger, der måske tilmed fremsættes som ukommenterede postulater, der indebærer risiko for på et senere tidspunkt i debatten, men løsrevet fra sit sammenhæng, at blive citeret på en måde eller i en form, der slet ikke var tilsigtet.

Når dette er sagt, vil det være rigtigt at påpege et par forhold, der i de hidtidige indlæg har svigtet dette krav.
Enhver vurdering af forsvarets organisation må som udgangspunkt omfatte en trusselsvurdering - men hidtil har man i indlæggene ganske svigtet det gyldne princip om at gå ud fra »fjendens muligheder« til fordel for en hypotetisk vurdering af »fjendens hensigter«. Adjektivet hypotetisk anvendes i denne forbindelse med overlæg, thi det er muligt med en passende grad af sandsynlighed at fastslå en potentiel modstanders militære potentiel, mens hans hensigter vil være skiftende, betinget af hans udenrigspolitiske aspirationer og vurdering af den politiske og militære situation, herunder troværdighedsproblematikken.
Det logisk uangribelige må være på baggrund af en sikkerspolitisk målsætning — som det er de politiske lederes sag at fastsætte — og den potentielle modstanders muligheder at udarbejde et antal trusselsmodeller, for at skabe sig et billede af hvilke kræfter, der skal afses for at kunne mødegå de forskellige trusler. Det er herefter politikernes ansvar på et sådant grundlag at bestemme, på hvilket niveau, truslerne skal »imødegås« - med dermed følgende sikkerhedspolitiske og militære risici - og endelig at udmønte de nødvendige opgaver til forsvaret. Først når et sådant materiale foreligger, er det i en saglig debat rigtigt at tale om styrkemål og organisation.

Det socialdemokratiske forslag - dets indhold iøvrigt ufortalt - er angiveligt kun tænkt som et debat-oplæg, og det søger på ingen vis i sin fremstillingsform at følge en strengt logisk metodik. Det er en samling tanker - gamle som nye -, hvis konsekvenser bør undersøges sagligt. Den del af debatten, der føres i dette tidsskrift bør først og fremmest bidrage til, at debatten holdes på et sagligt plan. Her bør bl. a. følgende spørgsmål komme på tale:

Er påstanden om, at de foreslåede styrkemål vil give samme beredskab og kampkraft som den nuværende ordning, holdbar? Det drejer sig alene for felthærens vedkommende om reduktioner af følgende størrelsesorden:

- kampenhedernes personelstyrke fra 28.700 til 6.500 (F: 8.900)
- føringsenheders — - 5.100 - 1.000 (F: 2.000)
- enheder over brigadeniveau - 16.500 - 0 (F: 1.100)
- middeltunge kampvogne 215 - 99
- pansrede mandskabsvogne 475 - 200
- tungt artilleri (over brigade) 150 - 0

De i parantes anførte tal udviser nuværende ordnings fredstidsbemanding.

Det er givet, at en stående, hvervet hær indebærer en række fordele, men hvad er den reelle pris for disse fordele? - Kan og vil samfundet betale den?

De direkte lønudgifter vil nok være overkommelige, men uddannelse, både militær og civil, vilkår under den daglige tjeneste, m. v. samt skabelsen af et lokalforsvar byggende på almindelig værnepligt for hele den rådige værnepligtsstyrke, rummer problemer, som slet ikke er løst. Hertil kommer så det store spørgsmål, om samfundet kan og vil inspirere det tilstrækkelige antal unge mennesker - og vel at mærke kvalificerede unge - til at søge en frivillig midlertidig gerning i forsvaret.

Hvad beror den fremsatte vurdering af vore mobiliseringsstyrkers utilstrækkelighed på?

Det er rigtigt, at der opstillingsmæssigt og - indtil mønstringerne har haft tid til at virke - uddannelsesmæssigt eksisterer mangler, men på den anden side må man ikke være blind for, at vor allierede i de senere år har forstået vort mobiliseringssystems fordele og værdsætter dets fortjenester. Og i andre NATO-lande tillægger man netop i disse år mobiliseringsstyrker stadig større betydning.
Lad dette være tilstrækkelige eksempler på spørgsmål, som bør belyses i en debat om forsvarets fremtid - og som officerer har forudsætninger for sagligt at drøfte de militære aspekter af. Hertil kommer så problemerne om hvordan den foreslåede stående hær og det lokale forsvars kamp tænkes gennemført og med hvilket formål; i denne sammenhæng har dette tidsskrift vel især en mission, som organ for en kreds af medlemmer, der besidder den nødvendige sagkundskab for virkelig at belyse denne problematik.

En kreds af officerer

PDF med originaludgave af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra: PDF icon militaert_tidskrift_99_aargang_sep.pdf

Litteraturliste

Del: