En hvervet hær - mulighed eller utopi

Tanken om at basere forsvarets behov for personel på hvervning er hverken ny eller speciel dansk. Det grundlæggende problem er imidlertid, om det er muligt at tilvejebringe hvervede i det nødvendige antal og med de nødvendige kvalifikationer.
Det er denne problemstilling, major P. B. Nielsen, Hærstaben, beskæftiger sig med i denne artikel. Forfatteren konkluderer sin analyse med at konstatere, at det, i de 10 år stampersonelordningen har eksisteret, ikke har været muligt tilnærmelsesvis at opfylde den hidtidige begrænsede målsætning, og at det derfor er nødvendigt politisk at gøre sig klart, hvor langt man er villig til at gå økonomisk, socialt og psykologisk, før man går over til i højere grad end nu at basere tilvejebringelsen af personel på hvervning.

I den politiske debat om forsvarets fremtidige ordning indtager spørgsmålet om værnepligt kontra hvervet personel en betydelig rolle. I de foreliggende oplæg fra såvel Socialdemokratiet som fra Venstre og Retsforbundet satses der på anvendelse af hvervet personel i et omfang, der ikke i nyere tid har været kendt her i landet, for de to førstnævnte partiers vedkommende dog under fortsat opretholdelse af den almindelige værnepligt.
Denne artikel skal ikke betragtes som en kritik af de foreliggende politiske oplæg til nye forsvarsordninger, men som et forsøg på at fremdrage en række forhold, der har relation til problematikken omkring mulighederne for at tilvejebringe befalingsmænd og menige til enhver forsvars- ordning, der helt eller i relativ vid udstrækning bygger på et fundament af hvervet personel inden for rammen af et moderne samfund og dermed i det politiske, sociale og økonomiske regi, der er bestemmende for, hvorvidt en hvervet hær kan blive en realitet.
Tanken om en hvervet hær er ikke ny og ej heller et specielt dansk fænomen. De danske hærstyrker har i tidligere perioder været baseret på hvervede soldater, og også i de seneste 10 år er et ikke ubetydeligt antal hvervede indgået i det danske forsvar. Canadas hær har næsten altid bestået af hvervede, og det engelske forsvar er fuldt ud baseret på hvervet personel. De amerikanske hærstyrker har i lange perioder ligeledes bestået af hvervede, og det overvejes for øjeblikket igen at gå over til en fuldt hvervet hær.1)

Udviklingen i udlandet.

I USA ophørte det seneste forsøg på at etablere en hvervet hær i 19482). Nu er det naturligvis af mange grunde vanskeligt at drage sammenligning mellem amerikanske og danske forhold, men alligevel er det ganske interessant at se, hvilke konklusioner dette forsøg førte frem til.
Ved afslutningen af 2. verdenskrig etableredes i USA en organisation til rekruttering af hvervet personel. Organisationen kom i sig selv til at omfatte ca. 1800 officerer og 6000 andre befalingsmænd og menige.
I den følgende kampagne, der havde til formål at tilvejebringe en hvervet hær på ca. 1,5 millioner mand af alle kategorier, blev vægten især lagt på forhold, der havde relation til rejser, fritid, familieliv, uddannelse af forskellig art, sportsprogrammer, god løn, sikkerhed i ansættelsen og - i mindre grad - tjeneste i nationens interesse. For at opretholde den ønskede styrke var det nødvendigt at hverve ca. 30.000 om måneden. I slutningen af 1946 var det imidlertid kun muligt at hverve 18.000 om måneden.

Til trods for fornyede anstrengelser, der bl.a. omfattede annoncering i mere end 1700 aviser og tidsskrifter samt radio- og fjernsynsudsendelser i bedste Hollywoodstil, lykkedes det ikke at nå op på den nødvendige tilgang. Der meldte sig i løbet af perioden JUL 1947 - JUL 1948 180.000 mand for lidt i forhold til behovet.
En undersøgelse af årsagerne til den manglende tilgang gav som resultat, at følgende forhold var medvirkende hertil:

  • En del af det hvervede personel fik en så god civil uddannelse i forsvaret, at det simpelthen blev »købt ud« af hæren, når kontrakterne udløb.
  • Boligsituationen for det gifte personel var uacceptabel.
  • For mange omflytninger.
  • Brudte løfter med deraf følgende manglende tillid til hæren. Mange meldte sig til de tekniske tjenester og befandt sig kort efter i kampenheder på steder, de ikke havde ønsket at komme til.
  • For lang arbejdstid.
  • Manglende civiluddannelsesmuligheder i kampenhederne.
  • De hvervede i kampenhederne frarådede ofte potentielle ansøgere at søge antagelse. - Forfremmelserne gik for langsomt.
  • Uniformerne faldt ikke i de hvervedes smag.
  • For ringe løn, specielt ved kampenhederne.

Til trods for forsøg på at forbedre forholdene på de anførte områder fortsatte nedgangen i antagelserne. Aktiviteten med hensyn til annoncering, anvendelse af radio og fjernsyn, rejsende forsvarsudstillinger m.v. blev intensiveret. Berømte skuespillere blev engageret til at gennemføre kampagner, hvis hovedtema var betydningen af og behovet for et stærkt militært forsvar.
Den 17. august 1948 anmodede præsidenten, bl.a. under henvisning til udviklingen i Europa, kongressen om at genindføre værnepligten. Hermed sluttede det foreløbigt seneste amerikanske forsøg på at basere sig på en fuldt hvervet hær.
I England gik man i årene omkring 1960 over til en fuldt hvervet hær. Også i England har der været betydelige vanskeligheder med at tilvejebringe det nødvendige antal hvervede, og efter engelske bladmeddelelser at dømme har det i hvert fald periodevis ikke været muligt at leve op til styrkemålene. Det årlige rekrutteringsbehov i det britiske forsvar andrager ca. 45.000 mand. I 1967-68 kunne der kun tilvejebringes 32.800, og dette tal sank yderligere i 1968-69 til 29.000 mand3).

Det helt grundlæggende problem i spørgsmålet om hvervet personel kontra værnepligtige bliver derfor, om det overhovedet er muligt at tilvejebringe hvervede til forsvaret i det nødvendige antal og med den nødvendige kvalitet, til at landets sikkerhedspolitik kan gennemføres. Alle andre spørgsmål af økonomisk, social og politisk natur må underordne sig dette problem. En fejlvurdering af mulighederne på dette område kan meget let resultere i, at styrkemålene - som i Danmark traditionelt udgør et minimum i forhold til den sikkerhedspolitiske målsætning - ikke kan udfyldes.

Udviklingen i Danmark.

Den danske ordning vedr. hvervet personel - »Stampersonelordningen« - har sin oprindelse i loven om forsvarets organisation af 1960.

Før denne ordnings indførelse havde man også hvervet personel i hæren. De frivillige menige hlev dengang benævnt mather, og man havde også korporaler, sergenter og oversergenter, der var antaget på kontrakt. Ordningen blev ikke nogen succes, og den ønskelige tilgang blev ikke opnået.

På denne baggrund blev problemerne omkring hvervningen af menige og befalingsmænd taget op til nærmere vurdering i forbindelse med udarbejdelsen af loven om forsvarets organisation i 1960. Da den hidtidige mathordning ikke havde givet de ønskede resultater, stod det klart, at der måtte skabes bedre vilkår end hidtil for det hvervede personel bl.a. i form af rimeligt gode lønninger og indkvarteringsforhold, gode tjenestevilkår og mulighed for overgang til senere civil beskæftigelse ved hjælp af et opsparingssystem (bonus) og civiluddannelse under kontrakttjenesten, alt under nødvendig hensyntagen til, at den frivillige i sagens natur først og fremmest skulle indgå i beredskabet og forrette tjeneste som effektiv soldat.

Målsætningen blev - ud fra en tjenestetidsforudsætning på 12 måneder for værnepligtige menige - for hærens vedkommende fastsat til 5700 hvervede menige og befalingsmænd, der blev planlagt fordelt med 3000 oversergenter, sergenter og korporaler samt 2700 overkonstabler og konstabler. Den skete udvikling fremgår af figur 1.
Som det vil ses, var tilgangen til stampersonelordningen, der blev sat i gang med en stort anlagt pressekampagne, især i de første år særdeles god, og i løbet af tiden indtil 1964 voksede antallet fra 1350 til 2950, altså med ca. 120 %.
Fra 1964 gik det - på grund af de store FN-afgivelser til Gaza og Cypern, der ikke er indregnet i kurven - kun langsomt fremad, men fra 1966 begyndte kurven igen at vise en kraftigere stigning, der kulminerede i efteråret 1968, hvorefter det siden er gået jævnt og - specielt fra efteråret 1969, hvor en ny stampersonelordning så dagens lys - ret så voldsomt nedad, således at hæren i september 1970 kun råder over ca. 3300 mand stampersonel af alle kategorier, hvortil dog kommer ca. 300 seniorsergenter.

Det er på intet tidspunkt - til trods for intensiv annoncering, anvendelse af forsvarsudstillinger, hvervebrochurer, omtale i det af Arbejdsdirektoratet udarbejdede erhvervskartotek og udarbejdelse af billedbånd til anvendelse bl.a. i skolerne - lykkedes at nå op i nærheden af målsætningen på 5700 mand. Der manglede på det tidspunkt, hvor antagelserne var størst, ca. 1850 mand, og i september 1970 manglede der ca. 2400 mand.
Man kan så stille det spørgsmål, hvorvidt der er gjort tilstrækkeligt for at tilvejebringe hvervet personel i den ønskede mængde og prøve at finde frem til de faktorer, der har været medvirkende til, at det ikke er gået bedre. Man kunne måske endda gå så vidt som til at sammenligne med de erfaringer, som amerikanerne gjorde i 1948.

De grundlæggende forhold, der har indflydelse på en målsætning, kan opdeles i to grupper: Ressourcer, i dette tilfælde antallet af potentielle ansøgere og de økonomiske muligheder bag ordningen og omverdenen, i dette tilfælde i hovedsagen tjeneste vilkår ene samt klimaet i og uden for det militære miljø.

Ressourcer.

Det frivillige personel må hverves ud af de aldersklasser af befolkningen, der svarer til antagelseskravene, for de meniges vedkommende aldersklassen fra 16 til 26 år, for befalingsmændenes vedkommende fra 18 til 28 år, altså en til enhver tid ganske bred ramme. Hvervningen må ske i konkurrence med det private arbejdsmarked, hvorved arbejdsvilkår og lønninger får væsentlig indflydelse på, hvor stor en del af den mandlige befolkning, der føler sig tiltrukket af en ansættelse i forsvaret.

I en situation, hvor der er fuld beskæftigelse på det private arbejdsmarked, vil det være afgørende nødvendigt, at de vilkår og lønninger, der tilbydes« ikke alene er fuldt konkurrencedygtige i forhold til det private arbejdsmarked, men at der også tages hensyn til og afsættes de fornødne midler til kompensation for de særlige byrder, der er forbundet med den militære tjeneste og den omstændighed, at den frivillige i forsvaret risikerer uddannelses- og anciennitetsmæssigt at »sakke bagud« for sine jævnaldrende i civil beskæftigelse.
Efterspørgslen efter arbejdskraft synes i øvrigt kun i mindre grad at være afgørende for mulighederne for hvervning af personel til hæren. I figur 2 er vist udviklingen i perioden 1966-1970 set i relation til antallet af arbejdsløse.
En sammenligning af arbejdsløshedskurven med antallet af menigt stampersonel viser et jævnt fald frem til marts 1967 i en periode med meget lav ledighed. Der er herefter større arbejdsløshed i perioden november 1967-april 1969 tilsvaret af en mindre stigning i antallet af stampersonel. Fra medio 1969 stiger beskæftigelsen igen, og der kan på ny konstateres et mindre fald i tilgangen.
Tilgangen til sergentgruppen synes næsten uden relation til ledighedsprocenten og er i hvert fald mindre følsom over for ændringer i den generelle situation på arbejdsmarkedet end tilgangen til konstabelgruppen. Denne antagelse må dog tages med det væsentlige forbehold, der ligger i længden af den analyserede periode og mulighederne for, at andre forhold, eksempelvis den i efteråret 1969 gennemførte ændring af stampersonelordningen, har øvet indflydelse på antagelsemes antal inden for den betragtede tidsramme.

Uanset disse reservationer må det synes relevant at fastslå, at de udsving i ledighedsprocenten, der gør sig gældende her i landet, kan betragtes som værende uden væsentlig indflydelse på mulighederne for hvervning af personel til forsvaret, specielt for så vidt angår lederpersonellet (befalings- mændene).

De økonomiske ressourcer, der stilles til rådighed for hvervningen, får indflydelse på følgende områder:

  • Antallet af hvervede, der kan opretholdes,
  • den lønning, der kan tilbydes, og
  • de beløb, der kan afsættes til kompensation for ansættelsesforholdets særlige karakter.

Under forudsætning af et fast rammebeløb kan man vælge enten at satse på meget stampersonel med lavere løn eller noget mindre stampersonel med højere løn. En tredie mulighed er at satse på meget personel med en rimelig høj løn, men på den anden side undgå en for høj realløn ved at kompensere eksempelvis overarbejde med afspadsering. Sidstnævnte metode indebærer i virkeligheden, at der reelt satses på mindre personel, end antagelserne giver udtryk for, idet en del af personellet på grund af afspadsering altid vil være fraværende fra arbejdsstedet. Systemet svækker ikke beredskabet, men giver et helt forkert billede af, hvad der rådes over til gennemførelse af den daglige fredsmæssige uddannelse og øvrige tjeneste ved enhederne.

Det system, der anvendes i hæren, er det sidstnævnte. For de midler, der anvendes på stampersonelområdet, opnås der herved optimalt beredskab, idet det personel, der afspadserer udført overarbejde, beredskabsmæssigt til enhver tid er til rådighed. Til gengæld skaber systemet ganske betydelige vanskeligheder for den daglige tjeneste ved enhederne, fordi økonomien ikke gør det muligt yderligere at opretholde personel til afløsning af det personel, der af spadser er. Resultatet bliver en ond cirkel, der navnlig har kunnet konstateres i de senere år, kendetegnet ved, at det stampersonel, der er til tjeneste, pålægges et betydeligt merarbejde på grund af, at det ikke alene skal bestride sin egen normale funktion, men også »vikariere« for personel, der af spadserer. Dette til tider betydelige arbejdspres medfører dels ansøgninger om kontraktophævelser med deraf følgende yderligere merarbejde til de resterende ved enheden, dels at de værnepligtige menige og befalingsmænd fratages lysten til at tegne kontrakt. »Betaling« for overarbejde, der gennemføres ved at pålægge andet personel yderligere arbejde inden for den normale arbejdstid, kan næppe betegnes som en i længere tid farbar eller rimelig økonomisk politik, og er i hvert fald ikke fremmende for fastholdelsen af hvervet personel.

Ovenstående betragtninger vedr. afspadseringsordningen har naturligvis væsentligst relation til et system, hvor stampersonellet indgår i uddannelsesenheder, og hvor enheden ikke samlet kan afspadsere, altså et system som det for øjeblikket eksisterende - eller et fremtidigt blandet værne- pligt/stampersonelsystem, men derimod ikke til et system baseret på helt hvervede enheder. Ordningen er imidlertid en god illustration af, i hvor høj grad det er nødvendigt, at de økonomiske midler, der svarer til den fastsatte målsætning, stilles til rådighed, hvis hvervet personel skal fremskaffes.
Ser man på de egentlige lønningsmæssige ydelser, synes stampersonellet i nogen grad at være sakket bagud i forhold til det private arbejdsmarked. En illustration af disse forhold er vist i fig. 3, der i grafisk form viser lønudviklingen i tiden 1967-1970 baseret på gennemsnitslønnen for aktuelt antaget personel af de enkelte grader.
Gennemsnitslønningeme for konstabler og o verkonstabler har i hele perioden ligget under lønningerne for en ufaglært arbejder, medens lønningen for en korporal har ligget over dette niveau indtil årsskiftet 1968/69, men nu også ligger under. Også sergentlønningen har i de senere år meget stærkt nærmet sig den ufaglærte arbejder. Oversergentlønnen har i perioden frem til begyndelsen af 1969 ligget over lønnen til en faglært arbejder, men er på dette tidspunkt sakket agterud og lå i efteråret 1969 betydeligt under den faglærte arbejder.

Lønningerne kan således ikke betragtes som værende fulgt med tiden, og virker derfor heller ikke tilgangsf remmen de. For hæren som for alle andre virksomheder gælder den naturlov, som ingen kan løbe fra, at frivillig arbejdskraft skal købes og betales, og at prisen for denne arbejdskraft bestemmes af konkurrencevilkårene og dermed konjunkturerne. Det er ikke et spørgsmål om, hvad staten mener at have råd til, hvis den ønsker personel tilvejebragt i en bestemt mængde og i en bestemt kvalitet, men om man gennem bevilling af de nødvendige økonomiske midler vil tage konkurrencen op. Hvis den ikke vil det, er slaget på forhånd tabt.
Det er i den forbindelse værd at bemærke, at det ene af regeringspartierne, partiet Venstre, i sin pjece »70’ernes forsvar« erkender, at en forudsætning for tilstrækkelig mange frivillige er god løn, og at det skal være økonomisk mere tillokkende at være frivillig i forsvaret end at arbejde i det civile liv, samt at dette antagelig vil nås, hvis den frivillige i forsvaret aflønnes med samme kontantudbetaling som en velbetalt faglig arbejder værdien af kost, logi og undervisning.

I Socialdemokratiets forslag til ny forsvarsordning er som den ene af to afgørende faktorer for nødvendig tilgang medtaget, at lønnen må være tilstrækkelig stor. I Retsforbundets debatoplæg anføres, at forsvaret må betale markedsprisen, ligesom enhver anden virksomhed, som man må konkurrere med om arbejdskraften.
Udgifter til kompensation for ansættelsesforholdets særlige karakter omfatter de omkostninger, der er forbundet med stampersonellets forberedelse til overgangen til civil beskæftigelse efter kontraktophøret. Disse udgifter kan opdeles i 2 kategorier: Civiluddannelse og startkapital (bonus).
Som statsinstitution må forsvaret erkende sit ansvar for, at personel, der vier en kortere eller længere del af dets tilværelse til tjeneste på frivillig basis i forsvaret uden at kunne opnå en egentlig livsstilling, stilles på en sådan måde, at det kan klare sig i det civile samfund på det tidspunkt, hvor forsvaret ikke længere kan beskæftige de pågældende. Skal man gøre sig håb om at fastholde hvervet personel i længere perioder, er det helt nødvendigt at sørge for, at der kompenseres for ulemperne ved ikke at kunne skabe sig en karriere på det civile arbejdsmarked i den periode, hvor der forrettes tjeneste i forsvaret.

Den betydning, som civiluddannelsen har, illustreres måske bedst af det forhold, at det har vist sig muligt at tilvejebringe alle de ansøgere, der er mulighed for at antage - og i øvrigt adskilligt flere - til tjeneste på 7-års kontrakter i hæren, når der sideløbende med den militære uddannelse og tjeneste gives en faglig uddannelse til automekaniker. I søværnet og flyvevåbnet er forholdet det samme i de tilfælde, hvor der tilbydes en egentlig faglig uddannelse. Såfremt antallet af ansøgere ønskes forøget, er det derfor nødvendigt at udbygge civiluddannelsesordningen således, at der i langt videre udstrækning end for øjeblikket kan tilbydes relevante og omfattende uddannelser i løbet af kontraktperioden, hvorved overgangen til civil beskæftigelse lettes mest muligt.

Værdien af en startkapital (udbetaling af en samlet, større bonus ved kontrakttjenestens ophør) er vanskeligere at fastsætte, og det kan ikke udelukkes, at der i problemstillingen civiluddannelse/bonus måske snarere burde være tale om et enten-eller end et både-og. Det hvervede personel, der modtager en omfattende faglig uddannelse afsluttet med svendebrev under tjenesten i forsvaret, har umiddelbart de samme muligheder, som den lærling, der har modtaget sin uddannelse i civil virksomhed, og kan - også uden startkapital - gå direkte over til civil beskæftigelse. Hvervet personel, der har modtaget en mindre omfattende civiluddannelse, har måske i højere grad brug for en startkapital, når den militære tjeneste afsluttes.
Et hensigtsmæssigt system vil måske være at kæde uddannelsestilbud og bonus sammen, således at bonusbeløbet blev mindst - eller helt bortfaldt - ved de mere omfattende civiluddannelser, og således at reduceret civiluddannelse - eller slet ingen civiluddannelse - blev kompenseret ved en forhøjelse af bonusbeløbet.

Omfanget af det tilbud, der kan gives i form af civiluddannelse og/eller bonus er som den egentlige aflønning et spørgsmål om de økonomiske ressourcer, der af politikerne stilles til rådighed for forsvaret. Civiluddannelsens betydning synes klart erkendt i de foreliggende oplæg til fremtidige forsvarsordninger. I Retsforbundets debatoplæg er de hvervede beskæftiget ved egen civiluddannelse eller i den civile produktion, medens de indgår i beredskabsstyrken, bortset fra meget korte militære uddannelses- og øvelsesperioder. Partiet Venstre mener, at det ved fornuftig planlægning vil være muligt at kombinere tjenesten i hærens stående styrker med civiluddannelse i forholdet 1:1, og Socialdemokratiet anser det som en afgørende faktor for at skaffe den nødvendige tilgang, at de civile uddannelsestilbud er så gode, at man efter kontraktens udløb kan gå direkte ind på tillokkende stillinger i erhvervslivet eller fortsætte en uddannelse.

Omverdenens indflydelse.

Ressourcerne, herunder de lønningsmæssige vilkår, der kan tilbydes det hvervede personel, er imidlertid ikke den faktor, der alene afgør spørgsmålet om, hvorvidt personellet kan skaffes. Når lønnen når et bestemt niveau, begynder andre forhold at øve en stigende indflydelse, og da især de forhold, der er af betydning for trivslen, og som i samfundsudviklingen kommer til at spille en større og større rolle. Problemerne omkring disse forhold - omverdenens indflydelse - kan mest hensigtsmæssigt anskues ud fra arbejdsvilkårene og »klimaet« på og udenfor den militære arbejdsplads.
Arbejdsvilkårene på den militære arbejdsplads adskiller sig på mange områder fra de civile. Der er allerede peget på det merarbejde, der under det nuværende system påhviler stampersonellet på grund af afspadseringsordningen, men også selve arbejdets karakter vil i mange tilfælde virke mindre tiltrækkende end en civil stilling på tilsvarende lønniveau. Det er ikke vanskeligt at rekruttere frivillige til teknisk betonet tjeneste, hvor der er tale om at bestride et afvekslende og interessant arbejdsområde inden for en nogenlunde fast og veldefineret arbejdstid, men ulige vanskeligere at skaffe hvervet personel til de almindelige funktioner i kampenhederne. At gå som maskingevær- eller geværskytte i en kampenhed i årevis med de ulemper i form af bl.a. forskudt arbejdstid og hyppigt fravær fra hjem og familie på grund af øvelsesvirksomhed m.v., som tjenesten i dæknings- styrken indebærer, virker ikke umiddelbart tillokkende ved en sammenligning med tilværelsen i det civile miljø. Det er derfor - også i dette tilfælde af konkurrencemæssige grunde - nødvendigt at yde en kompensation for ulemperne, såfremt man overhovedet skal gøre sig håb om at besætte funktioner af denne karakter med hvervet personel. En sådan kompensation må komme til kontant udbetaling og ikke skjules i erstatningsfrihed og andre besparelsesordninger, således at potentielle ansøgere alene af lønningens størrelse kan se, at der betales for de med arbejdsvilkårene forbundne særlige ulemper.

Ved stampersonelordningens start i 1960 var indkvarteringsforholdene på kasernerne en absolut hæmmende faktor for hvervningen. Dette forhold er nu bragt i orden, således at de indkvarteringsforhold, der bydes det frivillige personel, i det store og hele kan betragtes som fuldt tilstrækkelige. Problematikken omkring hele dette spørgsmål, som ikke i tilstrækkeligt omfang var erkendt i 1960, viste klart, at de tjenestevilkår, hvorunder stampersonellet skal virke, må ofres betydelig opmærksomhed, såfremt fornøden tilgang skal opnås. Ikke dermed at forstå, at der skal drives en overbudspolitik. Det drejer sig jo ikke om at rive folk, der er veletablerede i det civile miljø, ud af deres stillinger. Det, der betyder noget, er derimod, hvorvidt de vilkår, som forsvaret byder den unge mand, der endnu ikke er for stærkt forankret i en civil fremtid, kan konkurrere med dem, han kender fra sin civile tilværelse.
Til gode tjenestevilkår hører også nogenlunde stabile garnisoneringsfor- hold, og at unødvendig omflytning af de ansatte undgås. Dette har ikke i Danmark været noget særligt problem, for så vidt angår stampersonellet, hvorimod det vil ses, at det i USA - med dette lands mange udenlandske forpligtelser - blev anført som en af grundene til fiaskoen i 1948.
En kendt politiker har ved flere lejligheder, når det fra militær side er blevet fremført, at der var vanskeligheder forbundet med fremskaffelse af hvervet personel, anført, at dette må forekomme mindre forståeligt, fordi ingen anden virksomhed i landet har så store muligheder for at øve erhvervspraktik som det danske forsvar, der via værnepligten får lejlighed til at komme i direkte kontakt med en meget stor del af ungdommen og derved motivere den til en kontraktantagelse i forsvaret. Den manglende tilgang må derfor skyldes, at forsvaret ikke gør tjenestevilkårene tilstrækkeligt tillokkende og/eller ikke udnytter motiveringsmulighederne.

Dette er jo en bekvem politisk argumentation, og betragtningen kan ikke umiddelbart afvises. Der kunne utvivlsomt gøres mere på dette område. De senere år har da også set en lang række forsøg på at forbedre vilkårene for stampersonellet f.eks. ved stillingsklassifikation, hvorved stampersonellet placeres i attraktive stillinger, der kræver en mere omfattende militær uddannelse, og gennem forbedrede militære uddannelsessystemer, ligesom oplysningsvirksomheden omkring de muligheder, der ligger i stampersonelordningen, bliver mere og mere systematiseret.
En bekvem politisk argumentation - og kun en del af sandheden. Mulighederne for at gøre tilværelsen tilstrækkelig attraktiv inden for det militære miljø er jo nemlig i høj grad et spørgsmål om at råde over tilstrækkelige økonomiske midler til at skabe de nødvendige gode arbejdsvilkår, og ingen vil vel benægte, at dette er politikernes område. Hertil kommer, at der også er en verden uden for kasernens mure, hvis indstilling har en afgørende indflydelse på, i hvor høj grad forsvaret får det personel, det skal bruge. Denne omverden må ikke overses. Den er måske, når alt kommer til alt, den mest afgørende enkeltfaktor ved bedømmelsen af, om en hvervet hær kan etableres. Og i denne omverden spiller de opinionsdannende medier, politikere, dagblade, radio, fjernsyn m.v. den helt afgørende rolle. Ingen bryder sig om at påtage sig et arbejde, der ikke er tilstrækkeligt estimeret i ens eget miljø.
Alle hidtil indvundne erfaringer peger klart på, at den mest væsentlige faktor ved tilvejebringelsen af hvervet personel, er, at tjenesten anbefales af dem, der har prøvet den, og at det civile miljø, hvorfra ansøgeren kommer, accepterer antagelsen.

Hvis man overhovedet vil gøre sig håb om at opbygge og vedligeholde en hvervet hær, er det derfor nødvendigt, at der fra politisk side udfoldes meget betydelige bestræbelser på i befolkningen at skabe den tilstrækkelige forståelse for og respekt om den hvervede soldats gerning.
Ovenstående betragtninger giver ikke grundlag for at fastslå, om det vil være muligt ved en tilstrækkelig indsats fra politikernes og forsvarets side at skaffe yderligere 3000, 5000 eller 7000 hvervede til hæren. Det kan blot konstateres, at det i de 10 år, stampersonelordningen har eksisteret, ikke har været muligt under de eksisterende vilkår tilnærmelsesvis at opfylde den hidtidige begrænsede målsætning.
Det må antages, at følgende foranstaltninger vil kunne medføre en forøget tilgang:

  • Bedre lønningsforhold i form af en rimelig kontantløn, der i sig selv optager alle tillæg for særlige ulemper forbundne med den militære tjeneste,
  • udbygning af civiluddannelsen med så mange faglige og andre betydningsfulde uddannelser som muligt,
  • lettelse af tjenestevilkårene under de nuværende forhold, hvor en væsentlig del af stampersonellet forretter tjeneste i værnepligtsenhederne, ved afskaffelse af afspadseringsordningen og - i de tilfælde, hvor det er muligt - henlæggelse af civiluddannelsen til efter kontrakt- ophøret,
  • yderligere udbygning af et trinvis fremadskridende og systematisk tilrettelagt militært uddannelsessystem svarende til stampersonellets avancementssystem og arbejdsområder, og etablering af et hertil svarende aflønningssystem, der afpasser lønnen med uddannelse, grad og ansvarsområde, og ikke som nu i hovedsagen blot er baseret på det antal år, hvori der er forrettet tjeneste, med mulighed for lidt lapperier i form af midlertidig lønoprykning ved bestridelse af særlig tjeneste,
  • politiske foranstaltninger til fremme af forståelsen i befolkningen for det arbejde, der udføres af det hvervede personel i forsvaret.

 

Der er utvivlsomt andre foranstaltninger, der også vil kunne medvirke til at forbedre tilgangen, men hvis der ikke er vilje til at sætte ind på de ovenfor anførte afgørende områder, viser alle hidtidige erfaringer klart, at det ikke vil være muligt at komme videre.
Før eksperimenter med en hær, der helt eller i væsentlig udvidet form i forhold til situationen i dag bygger på hvervet personel, påbegyndes, vil det derfor være nødvendigt politisk at gøre sig helt klart, hvor langt man er parat til at gå, økonomisk, socialt og psykologisk, hvis man ikke vil risikere meget hurtigt at komme i en situation, hvor de styrkemål, der anses for nødvendige til at støtte landets sikkerhedspolitik, ikke længere vil kunne opfyldes.

P. B. Nielsen
 

NOTER:

1) Military Review, september 1970. (An All-Yolunteer Force)
2) Military Review, december 1969. (Volunteer Army)
3) The Daily Telegraph, 27. nov. 1969.

PDF med originaludgave af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra: PDF icon militaert_tidskrift_99_aargang_dec.pdf

Litteraturliste

Del: