En Forsvarsdoktrin

Major Søren Nielsens artikel i januamummeret - i hvilken han på baggrund af svagheder i den mobiliserede hærs panserværn rejste spørgsmålet om, hvorvidt hærens nuværende forsvarsdoktrin kunne forbedres - har affødt flere reaktioner end det - beklageligvis - normalt er tilfældet for de emner, der behandles i tidsskriftet.
Et dagblad har således taget artiklen til indtægt for forfatterens tvivl om, hvorvidt man burde undlade en påkrævet udskiftning af vore nærved udslidte kampvogne med en ny og mere moderne model. Et synspunkt, som et nøjere studium af artiklen ikke giver grundlag for, og som forfatteren da også i et læserbrev dl pågældende dagblad har tilbagevist.
Tidsskriftet har modtaget fire reaktioner på majorens opfordring til en faglig diskussion af det rejste spørgsmål om forsvars kampens karakter.
En indsender peger således på, at moderne panserværnsvåbens effektivitet har medført, at det stadige kapløb mellem pansring og panserværn ikke længere forekommer relevant, fordi pansringen ikke længere har mulighed for at følge med. For pansringen af moderne kampvogne må man derfor hellere sætte sig begrænsede mål og i stedet lægge vægt på bevægeligheden og evnen til at bære effektive våbensystemer. I den klassiske afvejning mellem kampvognens tre karakteristika: Bestykning, Bevægelse og Beskyttelse, må de to førstnævnte have udpræget prioritet, hvilket naturligvis må øve indflydelse på valg af type.
En anden indsender peger - som major Søren Nielsen - på behovet for at styrke panserværnet og refererer i denne forbindelse en artikel af oberst F. O. Miksche i tidsskriftet Wehr und Wirtschaft, nr. 12/12, i hvilken der fremsættes synspunkter vedr. forsvars kampens karakter og forslag til en brigadeorganisation, som i det væsentligste er overensstemmende med de af major Søren Nielsen fremførte. Endvidere peges der på de tyske bestræbelser for at udvikle strøminer, som et effektivt middel imod kampv ognsangreb. Disse nye våben er nærmere omtalt i tidsskriftets årg. 1972, p. 45.
En tredie indsender erklærer sig enig for så vidt angår ønsket om flere pan- serværnsvåben, spec, i de motoriserede enheder, men finder i øvrigt de gældende taktiske doktriner tilstrækkeligt rummelige til også at kunne omfatte den af major Søren Nielsen foreslåede forsvarskamp. Dennes forventninger til mandskabet bag panserværnsvåbnene i forsvars kampen og til disee våbens anvendelse i angrebet forekommer dog at være overdrevne.
Endelig har tidsskriftet fra kaptajn B. Hesselbjerg, Sjællandske Livregiment, modtaget det følgende indlæg, i hvilket han - med udgangspunkt i en detaljeret gennemgang af panserværnets vilkår i dansk terræn, moderne panservåbens karakteristika og de på dette grundlag foreliggende muligheder - søger at påvise, hvorledes den af major Søren Nielsen efterlyste effektivisering af forsvarskampen kan tænkes gennemført.
 

I Militært tidsskrift far januar 1974 stiller major Søren Nielsen spørgsmålet - »Behøver vi en ny doktrin for forsvarskampen?” - Jeg vil besvare spørgsmålet med et JA, hvilket jeg skal forsøge at begrunde i det følgende. Forsvar er fremherskende i kampen mod panser. Alle våbenarter deltager i panserværnet i forhold til deres muligheder. Til støtte for kamptropperne tildeles især artilleriet og ingeniørtropperne vigtige opgaver, men også luftvåbnet giver ved »close air support« et væsentligt bidrag til kampens udfald.

Kærnen i kamptroppemes kamp mod fjendtligt panser er i dag og i fremtiden efter al sandsynlighed egne panserenheder med deres store bevægelighed og ildkraft. De alene formår gennem angreb i fjendens flanker at afgøre kampen, hvilket også blev bevist under den 4. Mellemøsten krig. Dette er kun muligt, hvis panserenhederne holdes samlet til det afgørende stød. 
Forudsætningen herfor er et virkningsfuldt panserværn, som sætter infanteriet i stand til i første række at nedkæmpe mindre fjendtlige panserenheder og i anden række at bringe større fjendtlige panserangreb til standsning. 
Til sikring af panserenhedemes afgørende kamp skal det være muligt, alle steder i troppeenhedens rum, at disponere et så kraftigt panserværn, at et fjendtligt panserstød kan opfanges og bringes til standsning. Kun moderne panserenheder og et panserværnsstærkt infanteri, støttet af andre til panserværn uddannede våbenarter, organiseret i integrerede troppeenheder, kan forvente at få succes på den moderne kampplads. For at løse disse særdeles krævende panserværnsopgaver må såvel kamptropperne som kampstøttetroppeme råde over et stort register af indsatssikre panserværnsvåben. 
Panserværn er, som det klart fremgår af det foranstående, et anliggende der angår alle våbenarter. Heraf kan man slutte, at hovedmassen af panserværnsvåbnene skal være af en sådan art, at de kan indgå som et naturligt led i en hvilken som helst organisation. 
Dette udelukker ikke de mere specialiserede våbensystemer, disse skal blot være samlet i særlige panserværnsenheder.
For at bedømme mulighederne for indsættelse af panserværn og panserværnets placering i troppeenheden, er det nødvendigt at analysere kamppladsens milieu. 

For den eventuelle angriber gør følgende grundlæggende betragtninger sig gældende: 

  • en potentiel angriber vil trænge hurtigt frem for at vinde rum,
  • hurtige og store terrænerobringer er kun mulige med fuldt mekaniserede enheder,
  • fuldt mekaniserede enheder behøver åbent, plant til let bølget terræn,
  • ingen angriber kan tillade sig at støde 100 el. 200 km frem langs »Panserkorridorer« (åbne flanker, forsyninger) uden at forsøge at sikre sig det flankerende panserugunstige terræn,
  • den potentielle fjende indsætter også kampvogne i lukket og gennemskåret terræn til støtte for infanteriet. Med disse synspunkter in mente bliver terrænet udgangspunktet for de 

følgende overvejelser vedrørende panserv ærnets anvendelse. Det danske landskab er stort set opdelt med

  • ca. 25 °/o skov, plantage, lunde m.m.,
  • ca. 15 °/o bymæssig el. anden bebyggelse,
  • ca. 40 % landbrugsarealer og andre åbne områder,
  • ca. 20 % eng, mose, søer, og andet panserhæmmende terræn.

Ser man på det danske landskab under et, fremgår det, at mere end 50 % af landet er uegnet til indsættelse af større pansrede enheder, og at det kun er få steder, man finder egentlige »Panserkorridorer« i vesteuropæisk målestok. 
Hvordan fordeles panserværnssystemerne på de forskellige terrænformer? Jeg vil opstille følgende »Tommelfingerregel«:

  • I pansergunstigt terræn anvendes styrede panserværnsraketter med en større rækkevidde end kampvognskanonen for at skabe den nødvendige »Bufferafstand« mellem fjendens og egne kampvogne.
  • I blandet terræn anvendes en kombination af panserværnskanoner (V°-våben og/eller dysekanoner) og kampvogne.
  • I panserugunstigt terræn anvendes kort- og nærbekæmpelsespanserværnsvåben i kompagni og delingsramme. Rygraden i dette stærkt stedbundne panserværn udgøres af kanon el. raketbevæbnede »panserjagere«, samt lette dysekanoner.
  • Pansenærbekæmpelsesvåben og -midler tjener herudover som »reservepanserværn«, der giver alle enheder, der ikke er særligt organiseret til kamp mod panser, et passende panserværnsberedskab. Som det fremgår skelnes der mellem et mobilt og et statisk panserværn. Det mobile panserværn anvendes i det åbne, svagt bølgede pansergunstige terræn. I denne opgave anvendes kampvogne og specialbyggede pansrede panserværnssystemer.

I det statiske panserværn, der anvendes i det panserugunstige terræn samt i enhedernes nærforsvar, bygges kampen op om billige våbensystemer, der forekommer i stor mængde.

Terrænets indflydelse på skudvidden
En særdeles vigtig faktor i bedømmelsen af et våbensystems muligheder er afstanden, på hvilken kampen skal udkæmpes. Af amerikanske undersøgelser fremgår det, at 70 % af alle angribende kampvogne under 2. Verdenskrig først blev erkendt på afstande under 2000 m. Yderligere fremgår det, at »duellerne« mellem tyske og amerikanske kampvogne og panserj agere på de europæiske slagmarker for 50 % vedkommende blev udkæmpet på afstande under 500 m. 
Disse »duelafstande« var mere forårsaget af terrænmæssige forhold end af de skydetekniske installationers karakter. Ved en tysk terrænvurdering, med henblik på bedømmelse af mulige ildåbningsafstande for jordbundne våben med en ildafgivelseshøjde på 1 m, nåede man følgende resultat, som formentlig kan overføres til dansk terræn med den bemærkning, at skudfelterne generelt er kortere grundet den tættere bebyggelse og mere intensive landbrugsdrift:

De her nævnte tal er bedømt ud fra et vejrmæssigt godt kriterium (klart, sol). Indregner man gennemsnitsvejret og mørkeperioderne, ser tallene lidt anderledes ud:

For at få det helt rigtige billede af panserværnsvåbnets/kampvognsbesætningens vilkår, skal man yderligere indregne nogle meget ubestemmelige faktorer som 

  • solflimmer (varmedis),
  • regnbyger,
  • lokale tågebanker (mosekonebryg),
  • røg, støv, ildebrande m.m. opstået p.g.a. kampen m.m., der alle har en uheldig indvirkning på skudafgivelsen.

Skudkadence og træffésandsynlighed
Den sidste faktor, der skal belyses i forhold til terrænet, er skudafgivelseshastigheden sammenholdt med træffesandsynligheden. Bortset fra ekstremt flade og åbne områder vil den godt førte panserenhed i angreb kunne finde skjul og dækning og dermed unddrage sig beskydning af panserværnsvåben.
De enkelte kampvogne vil normalt kun være synlige for panserværnet på bestemte terrænområder i et kortere tidsrum, og da angribende kampvogne bevæger sig hurtigt over de åbne skudfelter for at opnå skudstillinger i skjul og dækning (sovjetisk taktik), kan de kun beskydes i et tidsrum, der er afhængig af hastigheden og panserværnsvåbnets skudkadence. Beskydningsmulighedernes afhængighed af længden af skudfeltet og målets hastighed vil jeg illustrere med nedenstående eksempel:

 
Til disse tal skal yderligere tilføjes den tidsforkortelse, der opstår ved panservåbnets indsættelse i form af:
  • målerkendelse,
  • måludpegning,
  • skudordre,
  • sigte og skudafgivelse,
  • ildforlægning (genladning).

Konklusionen af terrænets indflydelse på panserværnets indsættelsesmuligheder bliver: 

  • at panserværnsvåben i 60 % af tilfældene bliver indsat på afstande under 1000 m,
  • at 55 % af målene vil være synlige på strækninger af under 500 m længde,
  • at engagementtiden som følge heraf, incl. tid til ildafgivelse m.m., vil ligge mellem 10 sek og 2 min.
  • at det max. kan påregnes at beskyde hvert enkelt mål med 1-2 skud fra kanon el. lignende og med 1 skud fra panserværnsraketter,

dette vil sige, at det panserværnsvåben, der skal satses på, på afstande op til 1000 m, skal have en meget stor førsteskudstræffesandsynlighed kombineret med en stor våbenvirkning og stor sandsynlighed for nedkæmpelse af målet. 
Det statiske panserværn (infanteriet, kampstøttetroppeme m.m.) kan således udrustes med billige, lidet mobile våben i store mængder. Det mobile panserværn, som skal virke i det åbne panserg unstige terræn (med skudfelter over 1000 m) kan under vore forhold holdes på et m inimum, og det må konkluderes, at det må være tilstrækkeligt, hvis troppeenheden råder over et mindre antal af disse avancerede våben. 
De foranstående betragtninger er alle baserede på nedkæmpelse af relativt svært pansrede kampkøretøjer som middeltunge kampvogne. Det må imidlertid ikke glemmes, at der på kamppladsen vil optræde en mængde lettere pansrede køretøjer i form af pansrede mandskabsvogne, lette opklaringskøretøjer m.m. 
Bekæmpelsen af disse køretøjer har høj prioritet, da det er vigtigt for kampens udfald, at infanteriet bliver skilt fra kampvognene. Årsagen til at bekæmpelsen af disse køretøjer ikke behandles så indgående er, at denne kamp ikke bør føres med panserværnsvåben, men med egne pansrede mandskab sv ognes bevæbning i form af 20-25 mm maskinkanoner, hvis virkning skulle kunne standse lette pansrede køretøjer på ca. 1000 m afstand.
Det er en uimodsagt kendsgerning, at i en ren panserkampzone vil et tilstrækkeligt masseret panserangreb bryde igennem og vinde rum. Det mere teknisk betonede og avancerede panserværn i disse kampområder er behandlet i det foregående, så jeg vil herefter kun behandle pansernærbekæmpelsen eller »Den lille krig«.
Den overlegne mekaniserede angriber må formodes at ville kunne gennembryde de danske brigaders front og langs gunstige terrænlinier trænge dybt ind i brigadens rum.
Man må regne med fremrykkehastigheder i tyngderetningen på ca. 70 km i døgnet.
Indbrudets flanke vil blive dyb og lang, hvis vi magter at fastholde de flankerende infanteriområder - betinget passabelt terræn som byer, skove, moser og lignende. Skal det lykkes, kræver det, at vore soldater fra menig til troppefører tror på og er overbevist om, at den moderae kamp ikke er afgjort, fordi en mekaniseret fjende bryder igennem og vinder rum i en given angrebsretning. 
De kamptropper, der har ført angrebet, efterfølges af kamp støtteenheder, der ikke har ret meget infanteri til
- at rense byer, skove og andet skjulende terræn,
- at sikre mod angreb i flanke og ryg samt mod forsyningsakser og -områder. 

Forsvarerens succes eller fiasko opnås i kampen mod disse efterfølgende tropper, ved angreb mod den dybt indbrudte fjendes forsyningslinier. Det er således helt afgørende, at den lille krig gennemføres mod hele det fjendtlige indbruds dybde. 
Kampenhedeme til at gennemføre kampen? Ja - det er naturligvis Hjemmeværnet samt de enheder af felthæren, der er blevet afskåret. Den væsentligste nærkamp mod kampvogne er imidlertid den pansernærbekæmpelse, der udføres i kampstillingeme under det fjendtlige angreb.
Russerne har et par tommelfingerregler ved grupperingen af panserværnet, som det vil være gavnligt at notere sig. I forsvarskamp er den vigtigste del af ildsystemet - panserværnsild- systemet.
Her skal det indføjes, at der er udlagt miner i forbindelse med kampstillingerne i et omfang, vi ikke kender. Panserværnsildsystemet bygges op over en analyse af de mest sandsynlige fremrykkeakser for fjendtligt panser og en vurdering af størrelsen af de enheder, som fjenden vil kunne indsætte i disse akser. Når denne analyse og vurdering er afsluttet, dimensioneres forsvarsenheden herefter. 
Her går man ud fra sovjetiske krigserfaringer, der viser, at en panserværnskanon i en velforberedt stilling kan nedkæmpe mindst to fjendtlige kampvogne, og at en kampvogn kan tilintetgøre mindst tre angribende kampvogne. 
For panserværnsraketter er der ikke andre erfaringer end de i 4. Mellemøstenkrig indhøstede, og de synes at vise, at det pr. kommandoapparat vil være muligt at nedkæmpe 3-4 kampvogne. Det påregnes, at hvert andet raketstyr kan nedkæmpe en kampvogn. Hertil kommer et ubestemt antal kampvogne, der nedkæmpes med pansernærbekæmpelsesmidler. 
Både erfaringerne fra 2. Verdenskrig og Sinai viser endvidere, at et kampvognsangreb med 90 % sandsynlighed vil blive afvist, hvis 50 % af kampvognene ødelægges.
For at tage et eksempel: 
Det vurderes, at en panserbataljon med 30 kampvogne vil kunne angribe i en bestemt akse. Det besluttes at placere et motoriseret infanterikompagni i et forsvarspunkt og at forstærke kompagniet således, at det kan afvise angrebet. 
For at afvise angrebet må man nedkæmpe 50 % af kampvognene, ialt 15. Det kan forventes, at 30 % af disse vil blive uskadeliggjort af indirekte skydende våben (artilleri), fly og minefelter.
Kompagniet skal således nedkæmpe 12 kampvogne. Det regnes generelt med, at der vil være tab på 30 % blandt egne panserværnsvåben som følge af fjendens ildforberedelse.
Efter en afvejning af mulighederne for at forstærke kompagniet kan resultatet blive følgende:


Sådanne beregninger lægges også til grund for panserværnsreservens placering og forudsete indsættelse. For at fuldstændiggøre billedet har russerne også gjort sig klart, hvordan panserværnets effektivitetskurve i et forsvarspunkt ser ud under et fjendtligt angreb. 
I det første øjeblik efter forlægningen af den fjendtlige ildforberedelse vil panserværnets kampevne være på et lavt niveau. 
Øjeblikkelig ildåbning kan kun forventes fra nedgravede kampvogne og selvkørende kanoner, som ikke er blevet truffet direkte under ildforberedelsen. 
Efter ca. 30 sek. vil størstedelen af raketstyrene (RPG-72) være klar. I løbet af 55-100 sek. påregnes de gruppebetjente panserværnsvåben at kunne åbne ild. 
Det skal her bemærkes, at på det tidspunkt ildforberedelsen forlægges, regner russerne med, at 1. echelon af de fjendtlige an greb senheder vil befinde sig i en afstand af ca. 200 m fra egne forreste linier.
Med en stormhastighed på ca. 15 km/t vil det betyde, at de forreste fjendtlige kampvogne ruller ind over skyttegravene ca. 50 sek. efter ildforberedelsens ophør. Sammenholdes dette med de tidligere overslag, betyder det, at man regner med at nedkæmpe mindst 6 kampvogne inden for egne stillinger ved kamp mand mod kampvogn. 
Konsekvensen af dette er da også, at den russiske soldat er udstyret med en righoldig samling af pansemærbekæmpelsesmidler og kortholdspanserværnsvåben, som, hvis man skal dømme ud fra israelernes tab i Sinai, er særdeles effektive. 

Konklusionen af krigserfaringerne må blive, at trods et teknisk avanceret panserværnssystem og rådighed over passende mængder kampvogne vil det afgørende for kampens udfald være infanteriets evne til at opfange og afvise et panserangreb.
ABC-våbens indflydelse på panserværnet
ABC-våbens indflydelse på panserværnet kan ikke bedømmes ud fra praktiske krigserfaringer, så der kan her kun blive tale om en analyse af de begrænsninger eller fordele, ABC-våben giver de forskellige panserværnssystemer. 
A-våben kan både anvendes til at bekæmpe panser og til at tilintetgøre panserværnet.
A-våben brugt som panserværn har en meget stor effekt på masserede panserenheder, men man må gøre sig klart, at A-våben kun kan anvendes mod reserver eller de bageste dele af den angribende styrke, med mindre man vil udsætte egne styrker for tilintetgørelse. Dette betyder med andre ord, at det egentlige panserangreb nu som før skal standses med konventionelle panserværnsvåben.
En anden og ikke uvæsentlig egenskab ved A-våbnet er, at man med dette våben hurtigt kan etablere uigennemtrængelige hindreområder, eksempelvis ved at »lægge store skove ned«, og herved dels sinke fremrykningen dels kanalisere fjenden og lede ham ind i en masseret opstilling i gunstigt terræn, hvor han enten kan nedkæmpes af nye A-våben eller gennem en kombination af konventionel panserværnsild og modangreb med panserenheder.  
Det må konstateres, at det pansrede panserværn (evt. nedgravet) er det mest sejlivede og de våben, der hurtigst kan gribe ind over for det angreb der rettes gennem »Atomhullet”. 
Andre panserværnsvåben vil kun i begrænset omfang, og kun hvis de har været anbragt i stærkt udbyggede feltbefæstningsanlæg, kunne forventes anvendt i område II efter et A-våbens eksplosion. 
Troppeføreren må i en evt. atomkrig holde sig for øje, at han til stadighed skal råde over højt mobile panser eller panserværnsenheder, der med kort varsel kan indsættes til lukning af de huller, A-våbnet slår i troppeenhedens front. 
Med det beskyttelsesniveau de fleste hære har over for kemiske kampstoffer, vil disse kun have begrænset virkning på panserværnet og som panserværnsvåben, med mindre man kan opnå overraskelse.
Konklusionen af ovenstående er, at ABC-kampmidlerne ikke ændrer væsentligt ved de tidligere anførte doktriner for indsættelse af panserværn.
Grundlaget for en ny doktrin for forsvarskampen
Ved gennemlæsning af det foranstående kunne man få den opfattelse, at den danske hær skal organiseres udelukkende med panserværn for øje. Dette er imidlertid ikke rigtigt. 
Sammenholder man mine tidligere konklusioner med krigsføringens grundprincipper, vil man bl.a. se, at princippet om offensiven fremhæver troppeførerens pligt til gennem aggressiv føring at tilføje fjenden nederlag i overensstemmelse med det opstillede mål. 
Man må her holde sig for øje, at i alle afgørende offensive operationer er det panserenhederne, der spiller den vigtigste rolle. 
Den danske hær er så fattig på panser, at det er helt afgørende for kampen, at andre enheder i troppeenheden er så panserværnsstærke, at troppeføreren kan frigøre sine kampvogne til offensive operationer og hermed bevare handlefriheden og initiativet. De samme betragtninger kan anvendes ved bedømmelse af troppeførerens muligheder for at skabe tyngde i operationerne. 
Sammenfattende skimtes grundlaget for en ny panserværnsdoktrin opbygget efter nedenstående principper:
  1. Kampvognene anvendes udelukkende til offensive operationer.
  2. Infanteriet skal være udstyret med panserværnsvåben, der kan støtte panserenhedernes offensive kamp. Dette panserværn formeres i særlige panserværnsenheder. Det skal være mobilt og pansret og have en skudvidde, der overstiger kampvognskanonens effektive skudvidde. Formålet hermed er at engagere fjendens kampvogne, inden disse kan engagere egne angribende panserenheder.
  3. Infanteriet skal yderligere være udstyret med panserværnsvåben og midler i så store mængder, at det kan nedkæmpe eller i det mindste standse fjendtlige panserangreb og herved skabe muligheder for modangreb med de pansrede enheder såvel i fronten som i dybden.
  4. Alle våbenarter skal være udstyret med panserværnsvåben i så store mængder, at de effektivt kan varetage forsvaret mod panser i dybden af troppeenhedens rum.
  5. Artilleriet bør være udstyret med kanoner, evt. raketkastere der kan løse både de klassiske arilleriopgaver og panserværnsopgaver.
  6. Ingeniørenheder skal råde over mineudlægningsmateriel, der i løbet af kort tid kan udlægge panserminefelter, og der skal opstilles mobile minekommandoer til indsættelse overalt i troppeenhedens mm.
  7. Sidst men ikke mindst skal troppeenheden råde over en mobil panserværnsreserve, der i samarbejde med de mobile minekommandoer kan indsættes overalt i troppeenhedens rum, såvel ved dag som ved nat.

Hvordan ser det våbensystem, der skal anvendes til ovenstående panserværnsdoktrin, ud? Den generelle karakteristik af dette våbensystem bevirker, at der skal opereres med tre systemer til direkte beskydning af fjendtligt panser, og i tilgift hertil et »fladeildvåben«, der kan hæmme eller måske fastholde den pansrede fjende i bestemte terrænområder. Opdelingen bliver som følger:

A. Panserværnshåndvåben
Skal anvendes af alle militære styrker, uanset våbenart, og være med til nærforsvar mod fjendtligt panser. Våbnet skal være træffesikkert på såvel stående som kørende mål på 300-400 m. 
Det skal helst være et engangsvåben for at reducere vedligeholdelsen til et minimum.
Det skal være yderst simpelt at betjene, og det skal være så let, at det kan medføres af enkeltmand ved siden af den normale udrustning. PVR M/72 opfylder stort set kravene til dette våben.

B. Panserværns-grundvåbnet
Skal anvendes ved infanteriet og andre egnede enheder af kamptropperne for at give mulighed for tyngdedannelse i panserværnet. Det skal være træffesikkert på kørende og holdende mål på mindst 1200 m afstand. Da det på grund af denne afstand er vigtigt på kortest mulig tid at opnå stor ildvirkning på fjenden, er en skudkadence på mindst 5 skud/min nødvendig. 
Våbnets anvendelse kræver, at det hurtigt kan bringes til et truet område, og at det atter under fjendtlig ild kan forlægges til et andet kampafsnit. Det bør derfor være muligt at affutere det på såvel let pansrede køretøjer som upansrede køretøjer. 
Herudover må våbnet findes i et stort antal ved mobiliseringsstyrken. Som følge heraf skal det kunne affuteres på eller medføres af de i mobiliseringsstyrken indgående civilt udskrevne køretøjer.
Yderligere må det forlanges, at våbnet er anvendeligt mod en upansret fjende, thi et virksomt og effektivt panserværn øger betydningen og nødvendigheden af den afsiddede infanterists kamp, idet de pansrede enheders bevægelsesfrihed bliver væsentligt nedsat. Det må således forudses, at panserværnsvåbnet i kampens 2. fase skal anvendes til regulære ildstøtteopgaver for infanteriets kamp. 
På grund af disse opgaver og den store skudkadence må det kræves, at hvert våben kan medføre en grundbeholdning på ca. 30 skud. Våbnet skal kunne betjenes af 3-4 mand.
106 mm Dysekanonen opfylder stort set de anførte krav. Det er muligt at finde et bedre våben, men dysekanonen har den store fordel, at den i forvejen findes i hærens organisation i forholdsvis store mængder, hvilket billiggør dens indførelse efter ovennævnte principper.

C. Panserværnssupplementsvåbnet
Skal kunne virke i terræn med lange skudfelter og skal kunne virke langt foran panserværnsgrundvåbnet og herved skabe tyngde i panserværnsilden. 
Våbnet skal hertil være stærkt mobilt for at give mulighed for en lynhurtig forlægning af tyngden i panserværnet, og herunder på lange skudafstande støtte egne panserenheders modangreb. 
Det skal kunne træffe holdende mål på ca. 3500 m og kørende mål på ca. 3000 m afstand.
Da disse store skudafstande kun forekommer sjældent, og de mulige terrænområder ligger langt fra hinanden, skal våbnet indgå i troppeenhedens panserværn og holdes så mobilt, at det også over store afstande, ubeskadiget af evt. fjendtlig ild, kan bringes til hurtig indsættelse. Våbnet skal således kunne aff utere s såvel på lette pansrede køretøjer som på luftfartøjer. 
På dette våben har træffesikkerheden på de store afstand en højere prioritet end skudkadencen, dog skal flyvetiden for skuddet, på grund af den korte tid målet kan være synligt, være så kort som mulig. Grundbeholdningen skal for det køretøjsaffuterede våben være mindst 15 skud, og for det luftfartøjsaffuterede våben mindst 8 skud.
Til betjening af våbnet bør der være 3-4? mand. TOW som er under indførelse i hæren vil være velegnet til at løse ovennævnte opgaver.

D. Panserværns-fladevåbnet
Skal give troppeføreren mulighed for at begrænse de fjendtlige panserenheders bevægelighed i tid og rum. Det tilhørende våbensystem må være udformet på en sådan måde, at det på en afstand af 10 km, i mindst 3 min., kan spærre et område på ca. 15 ha for panserenheder. 
Tilstræbelsesværdigt er det også, at chefer for troppeenhedens dispositionsenheder er i stand til at hæmme panser i mindre områder dels med panserværnsfladevåben dels med egne organisatoriske midler (morterer).
Det må kræves af ammunitionen, at den som minimum kan bringe et pansret køretøj til standsning, og at den kan indstilles til selvødelæggelse på et givet tidspunkt. 
Det tilhørende våben skal kunne anvendes til bekæmpelse af almindeligt infanteri.
Bundeswehr har udviklet en lastvognsmonteret raketkaster, der kan udskyde 36 raketter, som ved detonationen spreder et antal retningsbestemte miner ud over et passende terrænområde med en passende minetæthed. Hver mine kan sprænge bæltet på en kampvogn og kan indstilles til selvødelæggelse på en given tid.

E. 
Ud over ovenfor nævnte våbensystemer skal enhederne råde over pansernærbekæmpelsesmidler i form af egnede miner, panserbrydende håndgranater, div. spræng- og tændmidler og sidst men ikke mindst, håndgranater, der kan blænde de pansrede køretøjer.
Fastholder man, at Danmarks forsvar landmilitært også i fremtiden skal bygge på en lille pansret dækningsstyrke og en stor upansret mobiliseringsstyrke, er det bydende nødvendigt, at der snart sker en omorganisering af panserværnet med deraf følgende ændringer af de taktiske doktriner. 
Skal denne omorganisering følge, dels de retningslinier andre nationer har opstillet for udviklingen af deres panserværn, dels tage hensyn til de økonomiske rammer der eksisterer, og hvor vi ikke kan forvente at få flere kampvogne, end vi har i dag, vil jeg anse det for nødvendigt, at troppeenheden organiseres efter nedenstående retningslinier.
Såfremt læseren har tid og lyst, vil en beregning, efter de af russerne anvendte principper, af de enkelte enheders »panserværnskapacitet« give som resultat, at Panserinfanteribrigade årgang X, med to infanteribataljoner i fronten og to bataljoner i reserve til offensive operationer, vil være i stand til at standse en russisk Panserdivision, mens Panserværnskompagniet har kapacitet til i samarbejde med ingeniørenheder at standse et angreb i flanken el. dybden udført af op til et russisk Panserregiment.

F. 
Brigadens selvstændige panserværn opstilles med: 
  1. Et panserværnskompagni organiseret med:
    - En deling med et langtrækkende styret panserværnsraketvåben monteret på et let køretøj (pansret). Det kan eks. være TOW.Delingen skal opstilles med tre sektioner å to køretøjer. Delingen skal anvendes sektionsvis eller med delingen samlet til støtte for panserenhedemes offensive kamp.
    - Tre delinger å to sektioner med 106 mm dysekanon monteret på panserværnsj eep. Delingerne skal primært anvendes til, i samarbejde med ingeniørenheder, at danne brigadens mobile panserværn i dybden og i flanken, sekundært til forstærkning af bataljonerne. 
  2. Ingeniørenheder, der ved siden af andre ingeniøropgaver kan opstille mindst to mobile minekommandoer, der hver skal være udrustet til udlægning af ca. 800 m panserminefelt med maskiner. Disse minekommandoer skal arbejde snævert sammen med panserværnskompagniet og indgår i brigadens panserværnsreserve. 
  3. Artillerienheder, der ved fladeild i en afstand af 10 km kan spærre et område på 15 ha for fjendtlige panserenheder. Hver afdeling skal have 5 raketkastere.
G.
Panserværnet ved brigadens dispositionsenheder skal opstilles efter følgende retningslinier:
  1. Panserbataljonen
    a. Panserinfanterikompagniet skal fortsat organisatorisk udstyres med en 106 mm dysekanonsektion. Kanoneme kan evt. monteres på to af de pansrede mandskabsv ogne, eks. to gruppevogne ved en af delingerne. Dette vil kræve en mindre omlægning af kompagniets taktiske anvendelse af de pansrede mandskabsvogne, men fordelene skulle være større end ulemperae.
    b. Det motoriserede infanterikompagni skal omorganiseres, da det i sin nuværende udgave ikke kan løse de opgaver, det tillægges. Kompagniet skal være i stand til at:
    - afløse de pansrede enheder i angrebsmålene (dvs. kunne modstå modangreb),
    - kæmpe udvigende, specielt i mørke og lukket terræn,
    - blokere for at skabe mulighed for modangreb m.m.,
    - foretage rensningsaktioner i baglandet, herunder nedkæmpe indesluttede fjendtlige enheder,
    - kæmpe i byer og skove,
    - deltage i brigadereservens kamp i dybden af rummet.

    Disse opgaver kan kun løses gennem rådighed over et stærkt panserværn ved kompagniet. Kompagniet vil ofte komme til at kæmpe mod pansrede fjender, mens bataljonens kampvogne er engagerede i opgaver, der afskærer dem fra at støtte kompagniet.
    Kompagniets panserværn skal organiseres med en kanondeling bestående af to 106 mm dysekanonsektioner med hver to hjulaffuterede kanoner samt en sektion med to kanoner affuteret på panserværnsjeep. Kompagniets normalbeholdning af lysammunition til 81 mm mortersektionen skal forøges således, at sektionen kan udlægge lys i to perioder å ca. 15 min. varighed uden genforsyning. Herved opnås at kompagniet i mørke dels kan standse et fjendtligt angreb i fronten, dels kan oplyse kamppladsen, når panserbataljonens kampvogne indsættes til modangreb.
    De hjulaffuterede kanoner trækkes af kompagniets gruppevogne og er særdeles velegnede i infiltrationsopgaver, ligesom de yderst nemt kan nedgraves i en feltbefæstet stilling. Kanonsektionen affuteret på panserværnsjeep giver en vis mobilitet i panserværnet. 

  2. Panserinfanteribataljonen
    a. I modsætning til panserbataljonen skal der indgå en panserværnsdeling i bataljonens stabskompagni. Denne deling skal bestå enten af to 106 mm dysekanonsektioner affuteret på panserværnsjeep, eller en kanonsektion og en panserværnsraketsektion (Cobra ?). Delingen skal udgøre bataljonens mobile panserværn. Det ville være formålstjenligt, hvis mindst en af kanonsektioneme kunne affuteres på et pansret køretøj.
    b. Panseri nfanterikompagniet skal organisatorisk have en 106 mm dysekanonsektion jvf. PINFKMP/PNBTN.
    c. Det motoriserede infanterikompagni skal opstilles som nævnt under panserbataljonen, dog skal den jeepaffuterede kanonsektion udgå, da bataljonen råder over en mobil panserværnsreserve.
  3. Den motoriserede infanteribataljon
    Den motoriserede infanteribataljon kan i sin nuværende udgave ikke opfylde de krav, der må stilles til dens udholdenhed over for en panserstærk fjende.
    Bataljonens anvendelsesmuligheder er stærkt begrænsede, da den ikke formodes at kunne bevæge sig i dagslys, når den er i kampføling. Dette forhold understreger betydningen af, at bataljonen er så panserværnsstærk, at den har en rimelig chance for at hindre fjendtlig fremtrængen i dagtimerne. 
    For at kunne holde afstand til fjenden bør bataljonen råde over et antal styrede raketvåben med en rækkevidde på over 2500 m. Bataljonen skal kunne
    - angribe, dog særligt i lukket terræn og mørke,
    - afløse de pansrede bataljoner i angrebsmålene,
    - føre selvstændig udvigende kamp, dog fortrinsvis i lukket terræn eller mørke,
    - blokere med henblik på at skabe forudsætning for indsættelse af de pansrede bataljoner i offensive operationer,
    - deltage i brigadereservens kamp i rummets dybde, herunder standse pansergennembrud,
    - udføre rensningsaktioner i brigadens rum m.m.
    Disse opgaver understreger nødvendigheden af at kunne modstå en pansret fjende. Opbygningen af bataljonens panserværn skal ske efter nedenstående retningslinier.
    Stabskompagniet skal have en panserværnsdeling med to sektioner å to »raketstyr« (eks. TOW) monteret på jeep eller lastvogn let. b. De motoriserede infanterikompagnier skal have en panserværnsdeling bestående af en sektion med to 106 mm dysekanoner monteret på panserværnsjeep og en sektion med to kanoner i hjulaffutage.
  4. Samtlige brigadens dispositionsenheder skal udrustes med et panserværnsvåben til brug for enkeltmand. Her er det nyligt indførte PNÆV M/72 meget velegnet. Til støtte for dette våben skal forefindes panserbrydende håndgranater og blændende håndgranater med et klæbende blændmiddel, samt panserminer der kan udstyres med tidsregulerbare tændere.
Samtlige brigadens dispositionsenheder skal udrustes med et panserværasvåben til brug for enkeltmand. Her er det nyligt indførte PNÆV M/72 meget velegnet. Til støtte for dette våben skal forefindes panserbrydende håndgranater og blændende håndgranater med et klæbende blændmiddel, samt panserminer der kan udstyres med tidsregulerbare tændere.

Slutning
Konklusionen er, at den danske hær med en forholdsvis ringe investering kan anskaffe et panserværnssystem, der er helt moderne og i pagt med de erfaringer, der er gjort i 2. Verdenskrig og i den 4. Mellemøst krig. Indførelsen vil dog kræve en del nytænkning vedrørende panserværnets anvendelse særligt hvad angår indsættelse af panserværn i dybden af troppeenhedens mm. 
Gennemføres denne organisation samtidig med, at der sker en udskiftning af vore kampvogne, opnår vi at få et modeme panservåben og et panserværnsstærkt infanteri, der støttet af andre til panserværn uddannede våbenarter, integreret i samme troppeenhed, kan gennemføre kampen med en rimelig chance for succes, selv over for en pansertung fjende. 

B. Hesselberg

OVERSIGT OVER KILDER 

Bøger:
- Guderian, Berlin 1938. »Die Panzertruppen und ihr Zusammenvirken mit den anderen Waffen«.
- F. M. von Senger und Etterlin, Heidelberg 1959. »Der Gegenschlag, Kampfbeispiele und Fuhrungsgrundsatze der beweglichen Abwehr«.
- I. G. Andronikow und W. D. Mostowenko, Miinchen 1961. »Die rot en Panzer«.
- Feltreglement I.

 
Tidsskrifter:
- Armor: nr. maj/juni 1960, 5/6 1957, 5/1970.
- Bundesheer ill.: nr. 1/1970.
- Der Schweizer Soldat: nr. 2/1972 og 7/1972.
- International Wehrrevue: nr. 1/1970 og 2/1970.
- Infantry: nr. JAN/FEB 1971.
- Kampftruppen: nr. 3/1972.
- Sovjet Military Revue: nr. 5/1965, 1/1966, 3/1967, 7/1967, 12/1967, 12/1968, 6/1969, 9/1969, 6/1970, 4/1971, 5/1971, 1/1972, 6/1973 og 9/1973.
- Truppendienst: nr. 1/1970, 3/1970, 2/1971, 6/1971.
- Panzer: 5/1970.

 
Mine påstande om panserværnsrakettemes muligheder bygger på egne vurderinger af artikler i dagbladene (bl.a. oberstløjtnant O. R. H. Jensens vurderinger i Politiken) samt af de kommentarer til kamphandlingerne der tilflød gennem radio og TV under hele 4. Mellemøstenkrig.
 
PDF med originaludgave af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra: PDF icon militaert_tidskrift_103_aargang_mar.pdf

 

Litteraturliste

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.