Log ind

Vore professionelle soldater

#

Det har utvivlsomt glædet mange af dette tidsskrifts læsere, at se „Nin“s indlæg angående vore hvervede i augustnummeret. Måtte det danne indledningen til en diskussion om hele problemet, som i højeste grad trænger til belysning.

Det er næppe nogen overdrivelse at sige, at mens vi i dette land ganske givet kan pege på, at. værnepligtsinstitutionen er fastgroet, forstået og respekteret af hele folket i en udstrækning, der virker forbløffende, danskernes lidet militære indstilling taget i betragtning, så står vi på næsten bar bund ved skabelsen af „den professionelle soldat“. Og dermed overfor en række praktiske og psykologiske vanskeligheder, der kræver megen omtanke for at blive klaret.

Sandheden er vel den enkle, at kun Flåden har hvervetradi- tioner ført op til vore dage. Men dens behov for faste folk har været så lille og Flådens tilværelse så exclusiv, at dens hvervepro- blemer aldrig er trængt ud i samfundet som noget, der egentlig vedkom civilbefolkningen. Hærens hvervning har stort set siden 1800-tallets begyndelse været indskrænket til officerer og underofficerer — senere officianter og fenrikker — med officershvervningen nu indskrænket til nogle fåtallige oversergenter.

Og nu står vi der — med visse bitre erfaringer efter at have provet at skabe en „mathording“.

Problemet har 2 sider:

1) Hvordan skal vi sætte fart i hvervningen, så behovet dels kan dækkes, og dels dækkes på basis af en vis udvælgelse?

2) Hvorledes skal vi muliggøre de hvervedes resocialisering, når værnene har tappet dem for det, der populært hedder „deres bedste år“?

Her skal ikke slås til lyd for flere kommissioners nedsættelse, men det er vanskeligt at se, at værnene kan få disse spørgsmål tilstrækkeligt belyst, endsige løst, med mindre både militære, maritime og aeronautiske kræfter forenes med repræsentanter for de civile organer, hvem ungdommens uddannelse og bosætning ligger på sinde. Vi står i virkeligheden overfor en militær opgave, der ikke kan løses uden medvirken af Skolen, De samvirkende Fagforbund og arbejdsgiverorganisationerne. Hvilket for resten også er tilfældet med i hvert fald Hærens underofficersproblem — og Flyvevåbnets reserveofficersproblem.

Så man kunne trøstigt samle den kommission — især hvis man huskede at give den en termin for afgivelse af et forslag.

Uden at ville antyde dens arbejdsprogram kunne det måske være passende at pege på, at man m. h. t. hvervning bør gå andre veje end de hidtil forsøgte. Uanset hvilken fremgangsmåde Marinen og Flyvevåbnet ville anerkende må man anse det for givet, at Hæren burde bruge REGIMENTET som baggrund for al hvervning. Det er den farvelagte plakat på gader, stræder og jernbanestationer, med en klar appel til det LOKALPATRIOTISKE, der skaffer tilgang til hvervede styrker. Det er ikke „Hæren“, der skal henvende sig til „Danskeren“, det er f. eks. „Nørrejydske Artilleriregiment“, der skal henvende sig til nørrejyden og „Fyenske Livregiment“, der skal henvende sig til fynboen. Og så må det være forbi med fod- og artilleriregimenternes brug at de intetsigende regimentsnumre (der som bekendt blev tildelt Hærens Garnisoner i 1880 efter samme system som statsbanernes ledvogterhuse —laveste numre i hovedstaden — højeste n. f. Limfjorden). På det grundlag kan man ingen interesse for Hærens arbejde skabe ude i befolkningen. Og det er det det drejer sig om.

M. h. t. resocialisering må fremgangsmåden være den enkle, at ingen hvervede forlader de væbnede styrker efter endt tjeneste (kapitulationstid), førend de har afsluttet en uddannelse, der kan kvalificere dem til en civil stilling. Det er uddannelse og IKKE først og fremmest penge det drejer sig om. Det er det centrale i den sag. Når dette er gået op for vore myndigheder — men heller ikke før — kan vi gøre os håb at få tilgang af hvervede hliv. være bekendt at se Hæren henvende sig til ungdommen og de gode hjem for at få fyldt sine professionelles rækker.

Samtidig kunne vi så få skabt (genskabt) en ordning, så vore underofficerer (korporaler, sergenter og o verser genter) igen kunne blive anvendelige til underofficerstjenesten, og der atter kunne gives den praktiske mand — manden med mere anlæg for håndens end åndens (derunder fenrikskolens) arbejde en mulighed for at skabe sig en tilværelse som befalingsmand i Hæren. For en sådan mulighed har ikke eksisteret siden 1922, hvad der af en eller anden mærkelig grund kaldes en demokratisk ordning.

Endelig kunne der blive kastet lys over hele det problem, der også er ved at trænge sig på: de afskedigede linieofficerers „resocialisering“.*) Det synes uden mening at en mand på 52 den dag hans gerning er forbi i Hæren skal være henvist til en pensionisttilværelse — og for så vidt også ham på 60. Det er umiddelbart skammeligt, at folk i den årsklasse skal gå rundt som „uproduktive“. Specielt når man betænker at levealderen fra den gang disse aldersgrænser blev sat var gennemsnitlig 46 år for mænd i Danmark — mens de nu er 71!

Her var såmænd arbejde nok til en kommission helt for sig selv, ikke alene fordi 30 års tilværelse i det militære milieu gør omstilling til civil gerning særdeles vanskelig, men også fordi kravet om lavere og endog meget lavere aldersgrænser før eller siden må honoreres (ingen kompagniofficerer over 40), således som man kender det fra Flyvevåbnet.

Og alene dette værns rotation af unge, korttidstjenende officerer ville retfærdiggøre, at man tog hele det militære resocialiseringsproblem op — f. eks. med udgangspunkt i den akute situation, som vort hverve-problem rejser om os i den kommende tid.

*) Et bedre ord efterlyses

A. N. Hvidt.