Chefen for Sjællandske Telegrafregiment, Oberst A. V. Hensch, kaster blikket tilbage og anstiller nogle betragtninger over de sidste tyve års rivende udvikling på snart sagt alle felter inden for telegraftroppernes arbejds- og ansvarsområder. — Betragtningerne vil blive fortsat i de følgende numre af tidsskriftet.
A. Den psykologiske baggrund
Besættelsen afsluttedes brat, hvad man kunne benævne som den danske, militæ re signaltjenestes barndom; som alle ved, medførte den anden verdenskrig på dette — som på de fleste andre — områder en næsten eksplosiv udvikling, der bragte signaltjenesten på et sådant føringsmæssigt betydningsfuldt stade og gav den et sådant omfang, at den næppe var til at kende igen — melderytterens og reservehomblæserens epoke var definitivt forbi. Ifølge sagens natur gjorde den danske hær ikke den udvikling med, som fandt sted i de kæmpende hære; medens disse hæres officerer gennem 5— 6 lange kampår modtog krigens hårde belæring om moderne felttogs krav til signaltjenesten, kunne vi andre kun fra en knægtet nations lidet udbytterige tilskuerpladser søge at følge denne udvikling; derfor var det også uundgåeligt, at vi — uanset hvilken våbenart vi tilhørte — havde svært ved at indse, at vor egen viden om og indstilling til signaltjenesten nu i mange henseender måtte betegnes som forhistorisk, thi vi måtte forsøge, fra dag til anden, at realisere en om stilling af hele vort tankesæt, som hos de andre var sket dag for dag, gennem 6 år, i krigens hårde skole. I ethvert forsøg på en vurdering af vor signaltjenestes udvikling efter krigen og dens stade i dag er det bydende nødvendigt at tage dette psykologiske moment i betragtning. I tiden in d til 1940 bar de militære, elektroniske signalmidler endnu til en vis grad præget af kuriosa; det erkendtes naturligvis, at det var vanskeligt at skyde med artilleri uden elektroniske forbindelser, og under større, samlede øvelser indsattes felttelefonmateriel til beskeden signalstøtte for den overordnede føring — men bortset herfra førte den danske, militæ re signaltjeneste en eksklusiv tilværelse i Ryvangen inden for rammerne af en yderst beskeden telegrafbataljon under ingeniørregimentet; til samtlige overordnede forbindelser for en divisions føring fandtes — hvad radiomateriel angår — et radiodetachement med fem SMB-stationer; ved fodfolksbataljoner og -regimenter uddannedes beskedne signaldelinger, de implicerede befalingsmænd og menige arbejdede med iver og interesse med dette nymodens grej — men den store bekymring for signaltropper under øvelser med andre våben var altid: „Mon vi overhovedet bliver brugt?“
Det er ikke tanken her at fremsætte nogen k ritik af den ældre generation af førere og hærorganisatorer, der så med skepsis på det nymodens, elektroniske udstyr — det er altid klogt at vise skepsis over for alt for nye, alt for epokegørende idéer, hvad enten de er af teknisk, organisatorisk eller pædagogisk karakter; men det er nødvendigt at fremføre denne baggrund af hensyn til den unge generation, der er født og opvokset i elektronalderen, og for hvem fjernsyn, båndoptagere, satelitter, atomenergi, transistorlommemodtagere og telefon ved sengen synes at være en selvfølgelig kulturarv — medens vi endnu er mange, stadigt tjenstgørende officer, der har levet, før alt sligt kendtes, som har oplevet fremkomsten af hver enkelt af disse tekniske nyskabelser som et teknisk vidunder. Som eksempel på denne ubegribelige hastige udvikling kan forfatteren berette, at han i sine studenterdage byggede en krystalmodtager til sin, parantetisk bemærket særdeles vel begavede bedstemor, og installerede den som fødselsdagsgave; da hun fik hovedtelefonerne på, blev hun ligbleg, rev dem af og beordrede sligt gudsbespottelig t kram fjernet øjeblikkeligt. Det er kun 35 år siden! I ungdommemns øjne er 35 år naturligvis en lang tid — vi synes vist alle, at det, der ligger forud vor vort fødselsår, er oldnordisk — men sammenlignet med krigens, krigshistoriens og krigsdoktrinernes alder er det kun et sekund. Det er rigtigt, at en bærs m idler ændres i pagt med den tekniske udvikling, men det er også rigtigt, at der for krigens førelse gælder visse grundlove og principper, efter hvilke nye, selv tilsyneladende nok så epokegørende m idler må formes og tilpasses, hvis ikke den nye tekniks glødende beundrere skal nedkalde bitre nederlag over den hele hær. Det kræver tid, forinden et samfund kan tilpasse sig en alt for hastig, teknisk udvikling — det bevidner menneskehedens hele tilstand i dag klart — og det kræver tid og erfaringer, forinden en hær kan assimilere nye midler Den tid, nemlig krigsårene, i hvilken de kæmpende magter høstede erfaringer i en skoling af gruopvækkende effektivitet, gav ikke os en tilsvarende belæring — men, v il ungdommen sige: Y i kan da tage disse erfaringer til efterretning! Det gør vi vel også efter bedste evne, men der er stor forskel på at bygge noget op på egne erfaringer og på andres. Med en makaber lignelse kan man sige, at vi i 1945 var stillet over for militæ r signaltjeneste på nogenlunde lignende grundlag, som de negre er stillet over for samfundsadministration, der i dag har overtaget Kongostatens ledelse; der findes moderne samfund, hvis erfaringer de jo „bare“ kan tage til efterretning — men det er ikke så let, som man umiddelbart tror.
De krigsførende magter gennemlevede en forsøgsperiode, i hvilken det var ganske ligegyldigt, hvad en ting kostede, hvor personelproblemet fandt sin løsning derhen, at de væbnede styrkers behov måtte tilgodeses forud for de fleste andre behov, og hvor ethvert nyt stykke materiel, ethvert nyt princip omgående kom på prøve på kamppladsen. Den danske hær — og dermed vor signaltjeneste — stagnerede i de selv samme år; ingen nyanskaffelser fandt sted, tvært imod stjal besættelsesmagten stort set alt det signalmateriel, som hæren ejede; tilgangen til befalingsmandskorpset gik stort set i stå — altså stod den danske, militæ re signaltjeneste i 1945 uden materiel, reduceret, selv i forhold til 1940, i personel og uden kendskab til den stedfundne udvikling. E t typisk eksempel fra denne tids problemer er de „korrespondancestationer“ , som endnu i dag kendes som pædagogisk hjælpemiddel i uddannelsen af radiooperatører; disse stationer, der ikke indeholder nogen som helst radiokomponenter, var det daværende 8. ingeniørkompagnis første løsning på materielproblemet: Man stod uden art af radiomateriel, men skulle sporenstregs påbegynde uddannelse af operatører i betydeligt tal — altså måtte man lave en „kasse“ , der kunne fremstilles for en b illig penge, uden brug af radiokomponenter, men hvis betjening i videst m ulig grad var analog med en feltradiostation — siden viste kasserne sig at have visse pædagogiske fordele, der medfførte, at de endnu eksisterer, men det drømte man ikke om dengang. E t andet, ganske afgørende psykologisk problem for signaltjenesten i den her betragtede periode er den voldsommme, nationale og internationale standardisering, som krigen medførte. I dag er radiomateriel og radioprocedurer i vid udstrækning et fælleseje for hele den vestlige alliance, skabt dels ved stormagternes masseproduktion og forskningscentralisation, dels ved N A TO reglementer; i dag er det i ganske afgørende grad amerikansk, teknisk tankesæt, der præger disse emner — men før krigen drømte ingen om en sådan ensretning. Hvis man finder, at vor signaltjeneste har haft vanskeligheder i de sidste 15 år, vanskeligheder, som endnu ikke er ganske overvundne, må den, der vil opkaste sig som dommer, gøre sig bekendt også med denne, historiske baggrund, der ikke blot er et spørgsmål om nogle telegraf- og våbensignalofficerers synspunkter, men om den hele hærs principielle indstilling over for sin signaltjeneste.
For det første betød Danmarks neutralitetspolitik gennem flere generationer, at ethvert militæ rtteknisk problem var et rent nationalt problem; dette betød ikke, at man ikke med opmærksomhed fulgte udviklingen i andre europæiske lande, men det medførte, at man stod ganske frit over for den udformning, som man gav hærens signaltjeneste, og at de militære signalproblemer kun havde én ledetråd: for de færrest mulige penge at dække den bile, danske neutralitetshærs nødtørftigste behov for moderne signalstøtte. Dette havde mangler — men oggså visse fordele. Den Omhu, som pengeknapheden pånødte hæren, medførte, at det signalmateriel, som hæren fremstillede, på den daværende, eneste, danske telegrafbatjons egne værksteder og under fagligt ansvar af bataljonschefen i dennes egenskab af „armételegrafofficer“ , først bragtes i produktion efter de mest minutiøse studier i såvel teknisk som brugsmæssig henseende. Som et typisk eksempie på sidstnævnte forhold kan nævnes feltradiostationerne; enhver ved, at en større feltradiostation af 1960 består af visse hoveddele samt et tilbehør af løse komponenter i et sådant omfang, at en effektiv optælling af stationen tager flere timer, ja måske en hel arbejdsdag. Den danske hærs radiostationer fra trediverne kunne tælles op på ti minutter, og tab af løsdele — ved sjuskeri eller tyveri — var et ukendt fænomen af den simple grund, at løse dele var ukendt, når man ser bort fra indholdet af en beskeden værktøjs- og kontorkasse. Dengang som nu, hørte der en hovedtelefon, en mikrofon og en telegrafnøgle til radiostationen, men disse komponenters kabler var som regel fast tilsluttet de respektive hoveddele; analogt var alle forbindelseskabler mellem stationens hoveddele ikke løse kabler, men en uudskiftelig, integrerende del af en af hoveddelene; en optælbng af stationen krævede stort set kun et overblik over, at samtlige hoveddele var til stede. De feltmæssige, depotmæssige og betjeningsmæssige fordele, som fulgte med et sådant konstruktionsprincip vil være umiddelbart indlysende for nutidens signalfolk —• men det var et princip, som gik tabt i masseproduktionens og „rationaliseringens“ hellige navn, thi når man frem stiller senderne på én fabrik, modtageren på en anden, mikrofonen på en tredie, kablerne på en fjerde osv., og når disse fabrikker er spredt ud over et helt eller måske flere kontinenter, så ville det kræve endnu en fabrik og enorme yderligere transporter at opfylde det nævnte brugerønske; i stedet lader man hver fabrik pakke sine komponenter i en „civ il“ emballage; sker der det mindste uheld i papirmøllen, risikerer et baseområde at modtage to skibsladninger sendere — i stedet for én med sendere og én med modtagere, og selv om det lykkes basen at modtage alle de for en given feltradiostationstype fornødne forsendelser nogenlunde samtidig, bliver resultatet alligevel en „pakningsliste“ for den enkelte feltradiostation på mange sider, en samling af løsdele, som det under alle forhold er svært, under krigsforhold næsten umenneskeligt at skulle holde sammen på.
Med en lidt paradoksal lignelse kan man sige, at f. eks. en signaldepotofficers problemer med oplægning af signalmateriel i dag svarer til, at vore garagemestre modtog enhedens stamkøretøjer ikke som køreklare vogne, men i adskilt stand, og at de udleveredes til brugerne som en dynge separate komponenter, som brugeren af „køretøjet“ havde at samle, hver gang han ville køre, og adskille igen efter hjemkomsten for derefter at foretage en møjsommelig optælling af h jul, stempler, aksler m. v. Så idiotisk dette end lyder, så er det dog reelt den pris, som signalpersonel verden over i dag må betale for „rationaliseringen“ , en pris, som ingen dansk telegrafofficer drømte om at betale før 1940. Psykologisk set må man forstå, at det kræver nogen tilvænning at omstille sig til slige fremskridt, som kun er et lille eksempel på problemerne ved at tage andres erfaringer til efterretning. Det bør også erindres, at selv om den beskrevne udvikling skete i krigens hårde skole, var det ikke alt, hvad der blev skabt, der kunne stå for fredstids roligere vurdering. Et eksempel herpå er radiomateriel efter det „bundne“ frekvenssystem, kendetegnet ved, at der alene kan arbejdes på visse, forud fastlagte frekvenser, der hver fastholdes knivskarpt af sin separate styrekrystal. Dette system har sin fulde berettigelse i civile tjenester, der støtter sig på internationale aftaler, som sikrer, at hver enkelt tjeneste i årevis kan køre uforstyrret på én og samme kanal. Denne problem stilling gælder jo im idlertid absolut ikke i krigstid, hvor ingen aftaler mellem modstanderne sikrer deres uforstyrrede brug af æteren, og derfor drømte heller ikke nogen europæisk militæ r signaltjeneste før 1940 om at forlade det „frie “ frekvenssystem, der muliggør kontinuerlig indstilling over et bredt område. Im idlertid medførte den hastige, amerikanske oprustning efter Pearl Harbour, at dette militære grundprincip glemtes af den civile industri, hvis personel måtte udnyttes til det yderste. Derfor produceredes enorme mængder af radiomateriel efter det „bundne“ frekvenssystem — materiel, som efter krigen fandt anvendelse i europæiske hære, trods dets beklagelige mangler. Det er let at forestille sig, hvilke problemer der opstår for den feltmæssige signaltjeneste, hvis man ikke har rådighed over det fornødne antal krystaller eller en vognladning krystaller forsinkes eller går tabt; det er let at forestille sig brugerens håbløshed, når det viser sig, at der er støj på de få, bundne kanaler, som han kan sende på — ikke mindst når han på sin modtager kan konstatere, at blot en minim al frekvensforskydning af senderen havde m uliggjort en forbindelse — men ak, forskydning er teknisk udelukket, stationen er urokkeligt bundet. Psykologisk set må man forstå, at det er svært blot at tage den slags uheldige erfaringer til efterretning, thi de repræsenterer et faktisk og beklageligt tilbageskridt i forhold til den danske hærs tekniske stade før 1940. Det bundne frekvenssystem er nu naturligvis også stort, set forladt igen af stormagterne — men materiellet eksisterer stadig, en kassation vil medføre m illionudgifter og kan kun ske på længere sigt. Anderledes udtrykt forventedes det med fuld ret før 1940, at de danske telegrafofficerer var ansvarlige for materiellet i ordets videste forstand. Det forventedes, at man — såvel over for brugere som hærorganisatorer og bevillingsmyndigheder — kunne påvise, at et givet stykke materiel i alle henseender var så effektivt, som teknikkens stade tillod , og det var et væsentligt led i al operatør- såvel som brugeruddannelse at forklare og at besvare ethvert spørgmål om „H vorfor?“ . E fter 1945 tilgik der den danske hær ganske betydelige mængder af overskudsmateriel fra krigens tid; vor taknemmelighed for dette materiel er indiskutabel, thi uden det havde en genopbygning af vor signaltjeneste været umulig —- men det er i vid udstrækning ikke mere således, at den danske telegrafofficer kan gøres tilsvarende ansvarlig for signalmateriellet af i dag; han har ikke forestået forsøg og konstruktion, ikke skrevet reglementer og beskrivelser, og han kan derfor heller ikke besvare logisk berettigede spørgsmål som i „gamle“ dage. Han kan kun fastslå, at vi har fået dette materiel, hvilket er af fundamental betydning, og at vi må lære at bruge det bedst muligt, tage såvel dets fordele som dets mangler til efterretning. E t ganske tilsvarende skisma opstår om procedureregler. Endnu i 1952 kostede det en overmåde møjsommelig stabsvirksomhed at fremskaffe et for hele den danske hær fælles radioreglement! Ind til da havde man næret den opfattelse, at de enkelte våbenarters kampvilkår og tjeneste var så divergerende, at hver våbenart burde stå ganske frit i udformningen af reglementer og bestemmelser for signalmateriellets brug og trafikens afvikling og det føltes af den daværende generation som et alvorligt indgreb i hver enkelt våbenarts rettigheder; dog var det alligevel ved at blive klart for mange, at det intime samvirke på kamppladsen mellem våbnene måtte nødvendiggøre en koordination af procedurereglerne. Som et kuriosum kan nævnes — og som advarsel for eftertidens militæ rhistorikere, der måtte falde over dette sidste, danske radioreglement — at det skyldes en morsomhed fra sætternissen, at reglementet er dateret 1592 i stedet for 1952!
De møjsommelige forhandbnger for at skabe det omhandlede fællesreglement for hæren var — på den hele, antydede baggrund — ikke alt for egnede til at fremme den tillidsfulde fællesindstilling over for hærens signalproblemer, som tiden krævede og kræver; ydermere kunne man have sparet sig hele ulejligheden, thi få måneder senere måtte hæren tage standpunkt til de fremkomne NATO signalreglementer (ACP). E fter nogen vaklen fandt man frem til det klare standpunkt, at hæren definitivt burde følge natoreglementerne, og hermed indtrådte for reglementerne, som for materiellet, en situation, hvor ingen dansk telegrafofficer mere kunne forventes at besvare spørgsmål om „Hvorfor?“ . Ikke mindst på den nyoprettede Hærens signalskole, hvor der afholdes kursus for officerer af alle våben, vakte denne ændrede problem stilling overraskelse, thi hvor man — fra den gamle pioner- og telegrafskole — var vænnet til, at ethvert ingeniør- eller signalproblem havde en logisk forklaring, som enhver lærer beredvilligt fremsatte, så fik man nu, på spørgsmålet „Hvorfor“ ? kun ét, lidet illustrerende svar, nemlig: „Fo rdi det står i bogen!“ Ligesom for materiellets vedkommende var natoreglementerne ikke på alle punkter noget frem skridt i forhold til de tidligere, danske reglementer, der — uanset om de var udgivet af ingeniørtropperne eller de øvrige våben — var kendetegnet ved overmåde rigoristiske krav til entydig klarhed, logik og sproglig korrekt form, krav som man under en hastig, international oprustning desværre ikke har tid til at følge. Datidens danske reglementer tog sigte på at skabe tjenestebestemmelser, der var så korte og enkle, at brugerne kunne indleve sig i dem, handle utvetydigt rigtigt, i bestemmelsernes ånd, uden at behøve at slå op i tykke bøger. Der tilstræbtes, hvad mange i dag sikkert ville betegne som en oversimplifikation, af hensyn til geleddet, tagende sigte på at fastslå visse enkle principper og metoder, som — én gang tilegnet — satte enhver soldat, menig som befalingsmand, i stand til at handle spontant. Sådanne principper hviler på visse idéer, skabt gennem erfaring, om, hvorledes foreliggende opgaver bedst løses; sådanne idéer lader sig forklare, og når man er indlevet i dem, er de blevet til refleksgrundlag. Datidens reglementer brugtes sjældent uden for skolestuen — thi ellers havde skolen ikke løst sin opgave. Den amerikansk prægede form for militære tjenestebestemmelser kom derfor som et psykologisk chock for den danske -—- som iøvrigt for de fleste andre, europæiske — hære og i særdeleshed måske for signaltropperne; for disse er øjenforbindelse et ukendt begreb, marchkolonner og appeller kun fredstidsbegreber, hvorfor knivskarpe ordrer og en uddannelse, der sætter enhver i stand til at handle hurtigt og sikkert på egen hånd, må sættes i højsædet; en sådan baggrund skabes bedst, når krav om ubetinget lydighed følges op med logiske forklaringer. Når et signalreglement skrives for et dansk telegrafkompagni af kompagniets egen chef, verificeres af bataljonen, godkendes af hærkommandoen og udgives af ministeriet, og når den samme kaptajn derefter anvendes som lærer på de skoler og kursus, hvor befalingsmænd oplæres i reglementet, så er der faktisk skabt en ganske ideel, pædagogisk baggrund, som danske signaltropper stort set var indlevet i før krigen. Det ikke ubetydelige antal officerer af alle våben, som på denne måde fik føling med dansk, m ilitæ r signaltjeneste, lærte herved det berettigede i at spørge: „H vorfor?“ og følte sig med rette brøstholdne, hvis de ikke modtog en overbevisende forklaring som svar.
Når reglementerne im idlertid skabes af en international m ilitæ ralliance, i besværlige forsøg på kompromisser mellem stormagters traditioner, så kan den danske telegrafofficer ikke mere med samme selvfølgelighed og logik besvare spørgsmål; han vil ofte være henvist til at sige: Det lyder, som om De har ret — jeg kan kun svare Dem, at det står i bogen, og at vi må efterleve den! Det er ingen kunst at efterleve en ordre,, hvis logik man kan indse eller få forklaret; det er væsentligt sværere når ingen forklaring kan gives, når ordren måske endog synes ulogisk, måske er et tilbageskridt i forhold til det tilvante, og når man ma erkende sin magtesløshed over for at få den rettet. Sandheden er naturligvis, at vor lille neutralitetshær rummede muligheder for en tilpasning til de lokale forhold, som uundgåeligt går tabt under større forhold; dette er logisk — men det er vanskeligt at vænne sig til at give afkald på de nævnte, tilvante goder. Som et typisk eksempel på hele dette problem kan nævnes de fonetiske alfabeter. Ved befordring af telefoniske meddelelser er stavning ofte ønskelig, fordi transmissionens tekniske kvalitet ikke er fuldkom men, og det er derfor en god gammel idé ved et fonetisk alfabet at repræsentere hvert af sprogets bogstaver med et bogstavnavn, hvis første lyd svarer til det pågældende bogstavs, men som iøvrigt — helst ved at rumme flere stavelser — giver lejlighed til en sikker verifikation. Det gamle danske fonetiske alfabet betegnede f. eks. A med Ane, fordi Ane begynder med a-lyden. Med samme logik betegnede det gamle, britiske alfabet A med Able, fordi Able begynder med den engelske a-lyd, der jo som bekendt ikke er identisk med den danske a-lyd, men derimod nærmest er en æ-lyd. De fleste, fonetiske alfabeter har deres ulogiske felter — således betegnede det gamle, danske alfabet bogstavet E med navnet Emma, der jo begynder med æ-lyd, ikke e-lyd, hvorfor Eva havde været bedre. Det britiske alfabet havde Easy for bogstavet E, hvilket er mere logisk, fordi den engelske e-lyd er, hvad vi ville kalde en i-lyd.
Det er klart, at det for hvert enkelt sprog er m uligt at opstille et absolut logisk og værdifuldt, fonetisk alfabet — men så går man hen og får den idé, at der skal skabes et internationalt, fonetisk alfabet; naturligvis kan et sådant skabes, men det kan ikke blive logisk, kun et kompromis, eftersom vi stort set alle benytter det samme alfabet, men benytter bogstaverne til at repræsentere forskellig lyd. Som skrivebordsarbejde ser resultatet — IC A O alfabetet — kønt ud; det symboliserer en af tidens afguder: standardiseringen, men dets fædre har naturligvis ikke kunnet ændre det faktum, at hver af de femten nationer udtaler de valgte bogstavnavne på sin egen maner. Der findes ingen international fonetik, al fonetik er uundgåeligt knyttet til det enkelte sprog — men det er naturligvis vanskeligt at indse, hvis man kun taler ét sprog. Det måtte synes logisk for en dansk hær at sige: V i bruger et logisk, dansk fonetisk alfabet indbyrdes — og vi påtager os at lære og bruge et logisk, engelsk og et logisk fransk, fonetisk alfabet når vi fører engelsk — henholdsvis Dansksprogede telefonsamtaler.
Det er rigtigt, at det fonetiske alfabet er en detalje — men denne detalje belyser de yderst vanskelige vilkår, som opstår, når en lille hær må gå ind i et stormagtssamarbejde — naturligvis må man betale denne pris, der, for det enkelte problem og fra et stabssynspunkt, kan synes ringe, men som dukker op på en lang række felter, og som i geleddets øjne må forekomme meningsløse, fordi enhver kan påvise løsninger, der fra den nationale synsvinkel er både enklere, bedre og logiske. Kontrasten mellem før og nu er da også på det pædagogiske felt iøjnefaldende: I gamle dage kunne telegrafofficeren med logiske grunde forklare elever af alle kategorier, hvorfor en procedure just var sådan og sådan — og viste det sig, at nogen virkelig kunne angive noget endnu bedre, tog han skridt til at få indført dette. I dag må han give den k ritiske elev ret på mange punkter — og han ved, at det er næsten håbløst at vinde internationalt gehør for lokale synspunkter; han kan derfor kun sige: Det står i bogen, og den må vi rette os efter. Det foran anførte kan antagelig belyse den indledende grundbetragtning for en vurdering af vor signaltjeneste siden 1940, at besættelsen, den derefter følgende, hastige oprustning samt de helt ændrede vilkår i en militæ ralliance ganske har ændret den psykologiske baggrund fra en teknisk, logisk forklarende til en administrativ, autoritær, og at denne ændring — der stort set gælder hele vort forsvar — har været særlig følelig for den overordnede signaltjeneste, dels på grund af den alvorlige personelmangel, dels fo rdi den forklarende metode er af særlig betydning i signaltjenesten på grund af tjenestens enorme spredning. Det er muligt, at nogle læsere v il finde den ovenfor givne frem stilling mangelfuld; den har da heller ikke tilsigtet nogen art af fuldkom menhed, men er alene et forsøg på at belyse den afgørende om stilling i den psykologiske baggrund, som faktisk har været påkrævet, og som ikke har gjort det lettere bogstaveligt fra bar bund at skabe hæren den signaltjeneste, som i dag i fred og krig er en nødvendig forudsætning for føringens formidling.
B. Signalmidlernes placering og anvendelse
Den anden verdenskrig medførte væsentlige ændringer i de moderne signalmidlers placering og anvendelse, hvilket blev en uundgåelig følge af ændringerne i de militære grundfaktorer: Ild og Bevægelse. I dag kan altudslettende kernevåben med timers varsel sættes ind over næsten hele kloden — for tyve år siden kunne man dække terrainet et par mil foran kanonmundingeme, og skulle man nå videre ud, måtte man flytte skytset — ofte med hestetræk.
For tyve år siden var en hærs marchhastighed mindre end en fodsportsmands — i dag flyttes regimenter med alt udstyr ad luftvejen med hundreder af kilometers timehastighed. Den enorme hastighedsforøgelse har medført, at en koordineret indsats af militære styrker kun er mulig, hvis førerne til enhver tid råder over et signalapparat, der med lynets hast kan form idle efterretningsgrundlag og ordrer — dvs. at de elektroniske signalmidler er blevet et nødvendigt førertilbehør. For tyve år siden fastsatte reglementer de fornødne bestemmelser for „Signalmidlernes taktiske anvendelse“ ; signalmidlerne betragtedes som et nymodens hjælpemiddel, der muligvis kunne komme til nytte i visse, specifikke situationer, hvor melderytteren ikke helt slog til. Signalmidlernes militære anvendelse blev til en videnskab for sig, der måtte kobles nøje sammen med uddannelsen i krigskunst. Et af dogmerne fra den tid er typiske:
„Trådmateriellet bør først anvendes, når et alvorligere sammenstød med fjenden kan forudses.“
Det havde sin fulde berettigelse, dette dogme, dels fordi man sjældent kom ud for overraskelser, så længe et alvorligt sammenstød med fjenden ikke var forudseeligt, dels fordi de disponible mængder af trådmateriel var så begrænsede, at de forlængst ville være sluppet op, om man begyndte at sætte den ind, før fjenden var i nærheden. Analogt fandtes „dogmer“ om signaltjenestens udformning ved kamp i mørke og tåge, kamp om vandløb osv. Det tilsvarende, moderne dogme kan findes i amerikanske reglementer og fastslår, at
„E n fører, der mister den elektroniske forbindelse med en dispositionsenhed, har mistet kontrollen over denne enhed, in d til den elektroniske forbindelse er genoprettet“ .
Anderledes udtrykt var signalenheden for 20 år siden en „dispositionsenhed“ , der for hver taktisk disposition skulle have tildelt sin dertil svarende, signalfaglige opgave. I dag er signalenhedens opgave stort set aldeles entydig og uafhængig af den taktiske situation; den består i, dag og nat, uanset kamphandlingernes karakter, at skabe og opretholde elektroniske forbindelser fra troppeføreren til enhver af hans dispositionsenheder. Fra at være en lejlighedsvis anvendt dispositionsenhed er signalenheden blevet et føringsorgan, snævert knyttet til troppeenheden.
For tyve år siden var det et befalingsteknisk spørgsmål hvornår og i hvilket omfang de beskedne signalmidler skulle sættes ind; det var et spørgsmål om på baggrund af troppeførerens taktiske beslutning at lokalisere de intervaller i tid og rum, der var for lange til, at rytter- eller motorordonnansen kunne overspænde dem; derfor krævedes der et snævert samvirke mellem operationsofficer og signalofficer om enkeltopgavernes formulering. I dag findes ingen intervaller i tid og rum, der er så korte, at elektroniske forbindelser kan undværes; derfor er den tid ved at rinde ud, da signaltjenestens opgaveformulering er et troppeføreransvar —- det er i dag i langt højere grad hærorganisatorens ansvar. Når hærorganisatoren har opstillet en hærenhed, kan hans signalspecialister nogenlunde entydigt regne ud, hvilke signalmidler og hvor mange, der må knyttes til troppeenheden, for at føreren stedse kan påregne at have elektroniske forbindelser til sine dispositionsenheder —• og det formodes, at hærorganisatoren ikke glemmer dette nødvendige redskab. De „standardnet“ eller „principskem aer“ , som kendes fra reglementer m. v„ er netop udtryk for, at signaltjenestens ordning fra at være en føringsmæssig improvisation er ved at blive et fagligt engangsregnestykke; først når krigsskader reducerer signalenheden, når parker og depoter er udtomt, bliver der tale om en improvisation, hvor der må opstilles en trangfølge. Im idlertid er vi stadig — på chefsposter og i stabe — et stort antal taktikere og signalofficerer, der er skolede i de gamle dogmer, og: „Hvad i ungdommen nemmes ej i alderdom glemmes“ ! Y i har allesammen svært ved at følge en så hastig udvikling, svært ved at se, at en ny problem stilling faktisk er nødvendig — og så forsøger vi, bevidst eller ubevidst, at løse den ny tids problemer efter de gamle dogmer; vi stejler ved tanken om at forlade disse dogmer; intet er så vigtigt som en fagmands — troppeførers eller signalofficers — effektive uddannelse; intet er så svært som at få en fagmand til at indse og erkende, at den uddannelse, han fik, er forældet, at en ny problem stilling må til — særligt svært for de fagmænd, der måtte stå som passive tilskuere til udviklingen gennem 6 års krig.
Hvis signaltjeneste slet ikke havde eksisteret før 1940, ville det have krævet en betydelig indsats at skabe den af intet i den danske hær — men man havde kimnet gå aldeles uhildet til problemerne; ikke engang den fordel har vi haft. I en rolig periode kan en hærs virke hvile på den uddannelse på alle trin, som dens befalingsmænd modtager gennem et langt liv -— i det her behandlede fænomen har lærebøger næppe kunnet skrives eller undervisningsplaner opstilles, thi slige foranstaltninger udfældes først af erfarne mænds praktiske, årelange virke; derfor har vi været henvist til improvisationens kunst, med den usikkerhed, som deraf følger. Det må håbes, at vi snart er ude over denne periode — adskilligt kan tyde derpå, så sandt som man vanskeligt kan forestille sig, at begreberne ild og bevægelse skulle kunne skærpes i samme målestok i de kommende tyve år, som de blev det i 40erne og 50eme. Summarisk kan man vist fastslå om signalmidlernes placering og anvendelse i den omhandlede periode, at midlerne fra at være et lejlighedsvis og stedvis, efter troppeførerens enkeltbestemmelser indsat hjælpemiddel er ved at udvikle sig til et altid og på stort set entydig måde indsat signalapparat, hvis udformning er en logisk konsekvens af troppeenhedens organisation og føringsprocedure. Som en enkelt konsekvens, blandt mange, må nævnes, at den moderne troppefører må opgive sin tidligere „dispositionsret“ over signalenheden; den er ikke mere et depot af personel og materiel, der er valgfrit og for tilfældet kan sættes ind på lejlighedsvise opgaver for troppeføreren selv eller hans undergivne; materiel og personel er på forhånd designeret til hver sin opgave i de af hærorganisatoren fastlagte standardnet, hvis udbygning og opretholdelse kompromitteres ved improvisatoriske indgreb. Som en anden konsekvens kan nævnes, at den taktiske signalbefaling, der for 20 år siden var hovedhjørnestenen i signaltroppernes virke, efterhånden er ved at forsvinde og blive erstattet af gældende signalbefalinger, svarende til de stort set permanente feltnet, der opretholdes efter et og samme principskema uanset de taktiske begivenheder, følgende de kommandostationer, der betjenes. Udviklingen beskrives nærmere i det følgende ved en kort gennemgang dels af visse tekniske og organisatoriske nyskabelser dels af de gængse signalmidlers stade i dag.
(fortsættes)
