Log ind

Vor Hær i Krig og Fred

#

Det af Kaptajn Arne Stevns skrevne Pragtværk „Vor Hær i Krig og Fred“ (Nordisk Bogforlag — København) er nu saa vidt fremskredet, at det er muligt at danne sig en Mening om dets Værdi. I et smukt og fyndigt Forord angiver Forfatteren Værkets Formaal og siger herved bl. a .: „I en Tid, da det er vigtigt for Nationen at værne og øge sin Selvtillid og Troen paa Fremtiden, maa det være særlig berettiget at undersøge, om dansk Daad i Fortiden er af en saadan Beskaffenhed, at vor Selvtillid bygger paa Erfaringens Klippegrund og vor Fremtidstro har Mening, fordi vi som Folk allerede har overvundet lige saa store Vanskeligheder som dem, vi kan vente at møde. Et uhildet Studium af vor Hærs Historie giver ikke blot Kundskab, men ogsaa Fortrøstning om, at Danmarks Skæbne ligger i vor egen Haand. Det bekræftes Gang paa Gang, at hvor der var Vilje, var der ogsaa Vej. Endnu kender man ingen Begivenhed, der er blevet Historiens Efterskrift — selv de største var kun Kapiteltekster i Udviklingens Bog—". Dette Ord, som man har godt af at lægge sig paa Sinde, og den Opgave, Forfatteren har stillet sig: at give en samlet Fremstilling af hele Hærens Historie, har en stor Mission i det danske Folk, hvis han forstaar at anslaa de rette Strenge. I de Behandlinger af Hærens Historie, der hidtil har foreligget, finder man for ofte en Tilbøjelighed til at dvæle ved de mørke Punkter, undertiden til ligefrem at latterliggøre Hæren, uden at dette har været tilsigtet og uden Forstaaelse af, at Hærens Liv i hver enkelt Epoke er præget af hele Samfundslivet og Udviklingen i paagældende Tidsrum, at Hæren er Barn af de Vilkaar, hvorunder den er skabt, og hvorunder den lever. Hvad for Nutiden synes vrangt, har maaske for Samtiden staaet i et helt andet Lys som noget selvfølgeligt. Dette udelukker naturligvis ingenlunde, at Hæren ifølge sin konservative Natur kan have forsømt i rette Tid at tage Konsekvensen af den Udvikling, der er foregaaet, Forhold, som i øvrigt ikke er noget, der alene gælder for Hærens Vedkommende. Voldsomme Omvæltninger i Samfundslivet har jo netop oftest sin Rod i saadant.

Den danske Krigshistorie har ikke altid været straalende. Mangelfuld Krigsforberedelse, paa Grund af Folkets Uvilje til i Fredstid at paatage sig store militære Byrder, eller middelmaadig Føring kan i det enkelte Tilfælde have været Aarsagen hertil hos os som i andre Lande. Visse Krige er trods god Ledelse og smukke Kampe endt med højst utilfredsstillende Resultat paa Grund af Stormagternes Indblanding. Naar Kampene gjaldt Fædrelandet, har Hæren som saacian imidlertid i Medgang som i Modgang til alle Tider været et tro Billede af Folket selv og dets Vilje til Selvhævdelse, og, hvor underligt det maaske kan lyde, endog hvor større eller mindre Dele af Hæren har været sammensat af udenlandsk hvervede Soldater; thi den Aand, der udgaar fra Folket, kan ogsaa i saa Tilfælde fylde Hæren. Spørgsmaalet bliver, om Hæren bag sig har haft en saadan Kampvilje, at dens Gerning er blevet præget deraf, og om Hæren har fyldestgjort de Krav, som maa stilles til den. Vi ved alle, at disse Spørgsmaal kan besvares bekræftende, og endda at Hæren har hævdet sin Ære, hvor Folkets Førere har svigtet den, og Kaptajn Stevns har da, som han siger i Forordet, at gøre Rede herfor paa en saadan Maade, at det griber Lægmænd og øger Selvtillid og Troen paa Fremtiden. Det skal straks siges, at Opgavens Løsning er lykkedes for Forfatteren. Det er indlysende, at Fremstillingen i alt væsentligt maa hvile paa trykte Kilder. Naar man i Løbet af et Par Aar skal skrive en Bog af det Omfang, der her er Tale om, og dertil foretage omfattende Studier, kan der selvfølgelig ikke i synderlig Grad blive Tid til selvstændige Undersøgelser, og man maa endda være hurtig i Vendingen for overhovedet at kunne naa at udsende Hæfterne til de fastsatte Tider. Det vil under saadanne Forhold let kunne ske, at man faar fat i trykte Kilder, som selv om de maaske er vel renommerede, dog kan føre paa Vildspor, og man kan mærke, at saadant ganske enkelte Steder har været Tilfældet. Alt i alt maa Værket dog siges at staa paa et højt Plan og smukt udfylde sin Plads i den danske militære Litteratur. I saa Henseende spiller det ogsaa en Rolle, at Bogen i det ydre fremtræder paa en saadan Maade, at den kan vinde Menigmands Interesse. Dette er i fuldt Maal Tilfældet saavel ved Forfatterens store stilistiske Evne som ved Bogens hele Udstyr og de vel valgte, talrige Illustrationer, der endog flere Steder fremtræder i en særlig ypperlig Reproduktion. Idet Krigsvaabnenes Art er et grundlæggende Element for saavel Hærordning som Krigskunst, er det en stor Fordel, at Forfatteren har lagt Vægt paa en grundig Behandling af dette Emne. Særlig fortrinlig og fyldig er Skildringen af Oldtidens og den tidlige Middelalders Vaaben, og her som i det hele suppleres Beskrivelsen af fortræffelige Billeder, som mangen Gang giver en bedre Forstaaelse end talrige Ord. Ogsaa Udviklingen af den danske Hærorganisation er fremstillet klart og overskueligt samt behandler alle herhen hørende Spørgsmaal, som f. Eks. ogsaa Sundheds- og Retstjenesten. Krigshistorien skildres inden for en Ramme dannet ved en Oversigt over den almindelige Danmarkshistorie for paagældende Periode, og med Hensyn til Krigskunstens Udvikling henvises, som naturligt er, til Forholdene i Udlandet. At give en let tilgængelig og samtidig saglig Fremstilling af Krigshistorien er ingenlunde nogen let Opgave. Vurdering af, hvad der i Virkeligheden kunde ydes under de givne kulturelle og geografiske Vilkaar er vanskelig og kan — som det ikke sjældent er sket — let lede til enten en ubillig Dom over Hæren og dens Førere eller til romantisk Overdrivelse af dens Bedrifter. Forfatterens flydende Sprog fører imidlertid ud over Vanskelighederne, idet han uden at forlade Saglighedens Grund gør Stoffet let læseligt og ved hele sin Stil formaar at vække Læsernes Interesse paa en fornuftig Maade. Hertil kommer, at Forfatteren ofte virker inciterende ved at drage Sammenligninger med moderne Forhold eller i Begivenhederne finder advarende Eksempler for Fremtiden. I sin Fremstilling af Riddertiden har Kaptajn Stevns maaske i lidt for høj Grad støttet sig til Skildringer af Forholdene i Frankrig. Bl. a. synes Udtalelser om, at Tiden kendetegnes ved den løseste Moral, Dyrkelse af fri Kærlighed og den latterligste Pyntesyge, næppe at passe paa danske Tilstande. Kvindens Stilling i Norden var en anden end i Frankrig, og vore Folkeviser vidner vist ikke egentlig om løs Moral. For Krigskunstens Vedkommende hævder Stevns, at Middelalderen betød et Forfald: der var ikke Tale om nogensomhelst Terrainbenyttelse, Fodfolksvaaben spillede ingen Rolle paa Kamppladsen, Ridderne kæmpede paa eet Geled, men Kampen arrangeredes som en Slags Sportsopvisning ved Forhandlinger med Modstanderen, Førerne bekymrede sig ikke om nogen Kommandovirksomhed, Kampen standsedes, medens berømte Førere efter gensidig Udfordring afholdt Tvekamp, hele Kampmaaden var ensformig og afpassedes sjældent eller aldrig efter de forhaandenværende Forhold o. s. v. — Det skal ikke bebrejdes S., at han anfører dette, thi han kan derved henholde sig til kendte, militære Forfattere. Men Spørgsmaalet er, om denne Fremstilling virkelig kan gælde for danske Forhold. Den minder i det hele lidt for meget om Karrikatur og refererer formentlig kun til Begivenheder, der er knyttet til Kampene mellem de franske Lensherrer i deres værste Periode. Paa Valdemarernes Tid fandtes Ridderskabet ikke hos os, det kom først frem her henimod Aar 1300 og havde sin Blomstringstid under Erik Menved, men Stevns behandler under eet Forholdene i begge disse Perioder, hvilket for saa vidt kan være fuldt berettiget. Da Vaabenudviklingen havde nødvendiggjort, at det tungt rustede Rytteri dannede en integrerende Del af Hæren, tilvejebragte Valdemar den Store Midler til at skabe et saadant Rytteri ved Afløsning af den gamle Ledingspligt med en aarlig Skat — uden at Ledingspligten i sin Helhed ophørte — idet dog de fuldt rustede Ryttere kun stilledes af dem, der havde Raad til at anskaffe den kostbare Rustning og Stridshingst. Disse Ryttere udgjorde Kongens Mænd, fra Valdemar Sejrs Tid kaldt Hærmænd og senere Riddere og Væbnere, der hver for sig var pligtige at møde med deres „meste Magt“, d. v. s. det størst mulige Antal rustede Ryttere. Hæren var som hidtil Bondehær, Forskellen mellem Fører og Mandskab var vel blevet større, men hos dem alle har man sikkert kunnet finde de samme Karakteregenskaber, som stadig præger den danske Bonde, dengang blot med voldsommere Ytringsformer; Hærmændene var derhos absolut krigerske — en hel Del af Vikingeblodet flød endnu i deres Aarer. — Den egentlige Riddertid faar, som sagt, sin Blomstring under Erik Menved, fremkaldt af Kongens Pragtsyge og sikkert under stærk Paavirkning af de tyske Lejetropper, han i udstrakt Grad anvendte. Hans store Tumeringsfester afholdtes jo ogsaa i Tyskland. Den danske Adel har maaske nok i nogen Grad været paavirket heraf, men at Ridderskabets barokke Overdrivelser og dets „Quijoteri“ skulde have fundet Tilslutning hos en Niels Bugge paa Hald eller en Niels Ebbesen, vil vist ingen tro. Hvad Krigskunsten angaar, maa man erindre, at Kendskabet til Oldtidens militære Forfattere allerede havde begyndt at gøre sig gældende, da Absalon studerede i Paris. Idet der blandt hin Tids Gejstlige fandtes mange Krigere, er det ingenlunde usandsynligt, at Absalon har bragt militær Viden med hjem og dermed paavirket Kongen og Landets første Mænd. Endvidere stod Krigskunsten højt i Bysanz, og Væringer, som kom tilbage derfra, har sikkert fortalt derom, ligesom de mange danske, der deltog i Korstogene, næppe senere har skjult deres Erfaringer. Imidlertid savner vi saa godt som fuldstændigt Beretninger om den Taktik, der anvendtes hos os, og kan derfor kun drage Slutninger andet Steds fra. At Fodfolket stadig har bevaret sin Betydning ved Siden af Rytteriet er utvivlsomt og fremgaar af, at den gamle Ledingspligt endnu var gældende — om end dens Organisation ændredes. I Valdemar Sejrs Togt til Estland maa Hærens Hovedmasse alene paa Grund af den lange Sejlads have været Fodfolk, og i Slaget ved Bornhøved skal jo ogsaa Ditmarskernes Fodfolk have spillet en skæbnesvanger Rolle. I øvrigt bevaredes ogsaa i andre Lande Fodfolket som Hærens Hovedstyrke, f. Eks. i Plandern, Schweiz, England, Rhinegnene og endog i selve Frankrig under Hertugerne af Anjou. Om end Afgørelsen i Kampen oftest skete ved Rytteriet, har Fodfolket dog meget vel kunnet spille en betydelig Rolle f. Eks. ved Fastholdelse af visse Støttepunkter, som Repli for Rytteriet og i høj Grad som Skytter. I Fæstningskrigen var det absolut uundværligt. Det tunge Rytteris Kampformation var for de franske Ridderes Vedkommende — som af S. anført — den aabne Linie, men i Tyskland fortrinsvis Fylkinger, og det er rimeligt at antage, at Kampmaaden hos os har haft mere Lighed med den tyske end med den franske og i øvrigt har været en videre Udvikling af den, der havde været gældende her fra gammel Tid. Hvorledes Fylkingen er blevet formeret, ved man ikke, det har vel kunnet ske paa forskellig Vis, og ofte er den maaske dannet af en eller flere Hærmænd fulgt af deres eget Mandskab. En Vanskelighed for Troppeføringen og Evoleringen maa være fremkommen derved, at Hæren ikke blev indøvet og samarbejdet i Fredstid, men den Overraskelse af Modstanderen, som til alle Tider har været tilstræbt under Kamp, kan, saaledes som det var almindeligt, saa længe man kæmpede i sluttede Hobe eller Phalanx, være fremkaldt ved Indtagelse af nye Formationer, paa hvilke Fjenden ikke var forberedt. Det er utænkeligt, at Strategi — som S. mener -—• skulde have været ukendt, at Krigen førtes „uden nøje Plan eller Enhed i Føringen“, og at „Operationerne var ganske uden sammenknyttende Idé“. Selv om de Oplysninger, vi har om Tidens Krige, er mangelfulde, saa vil dog et nærmere Studium, f. Eks. af hvad vi véd om Valdemar Sejrs Felttog i Holsten, give fuldgyldigt Vidnesbyrd om Strategiens Indflydelse paa Operationerne. Men man maa have for Øje, at Krigsførelsen dengang var stærkt hæmmet bl. a. ved elendige Kommunikationer og navnlig af Forplejningshensyn, som medførte, at et Felttog ikke kunde udstrækkes ud over den Tid, normalt 3 Maaneder, for hvilken den medbragte Proviant var beregnet. — Fordi Forholdene hæmmede en fri Udfoldelse af saavel Krigs- som Troppeføringen, maa man dog ikke tro, at Mænd som f. Eks. Valdemar Sejr og Valdemar Atterdag, eller paa den anden Side Grev Gert, var Analfabeter paa Krigskunstens Omraade.

Blandt Kampskildringerne i Bogens 1. Bind giver Slaget ved Lutter am Barenberge 1626 Anledning til nærmere Omtale. S. støtter sig her til den tidligere gængse Fremstilling, hvilken har ført ham til den Konsekvens, at Christian IV.s Ledelse af Slaget var slet, en Opfattelse, som i øvrigt staar i Modstrid med den i Bogen citerede Rapport fra Tilly, som siger, at Kongen „har dog hverken manglet Forstand eller Tapperhed, og han har lagt alle de Dyder for Dagen, som en klog Feltherre bør besidde“ ... Det er derfor kedeligt, at S. ikke er blevet opmærksom paa det Studium af Slaget, som i 1922 er udsendt af en tysk Historiker, Voges. Dette Studium hviler ikke alene paa talrige tyske Kilder, men ogsaa, hvad der er særdeles vigtigt, paa Terrainundersøgelser paa Aastedet. I store Træk kommer Voges til følgende Resultat angaaende Begivenhedernes Udvikling: Christian IV marcherede mod Syd for at opsøge og slaa Tilly, hvis Hær han vidste var hans egen talsmæssig væsentlig underlegen. Undervejs erfarede Kongen, at en Styrke af Wallensteins Hær var under March til Forstærkning af Tilly. Da det ikke lykkedes ham at hindre Foreningen af de to Hærstyrker, og da han saaledes maatte gaa ud fra at være bleven Fjenden underlegen, opgav han sin Angrebsplan og tiltraadte et Tilbagetog for at soge Tilflugt 1 Fæstningen Wolffenbiittel. Tilly fulgte tæt efter, og den 27/8 saa Kongen sig nødsaget til at optage Kampen, hvis ikke den fortsatte Tilbagegang med de stadige Arriéregardekampe og Natmarcher skulde virke fuldstændig opløsende paa hans unge og ikke krigsvante Tropper. — Om de to Hæres Styrke haves ingen helt paalidelige Oplysninger, men Voges kommer dog ved sine Undersøgelser til det Resultat, at Tilly’s talmæssige Overlegenhed kun var ringe, nemlig formentlig ca. 20.000 Mand mod Kongens ca. 18.000.

Tillys Hær opmarcherede med Front mod Nordøst paa Højderyggen mellem Vandløbene Hummecke og Neille, venstre Fløj paa 196,3, Frontbredde ca. 900 m (d. v. s. højre Fløj omtrent midt imellem Hovedvejen og Vejen langs Foden af Harz). Christian IV havde deroverfor indtaget en Forsvarsstilling paa den anden Side af Hummecke, hvis side Bredder gav højre Fløj paa Pobbecken Berg en betydelig Styrke. Ved sine talrige Buskads, Hegn og enkeltstaaende Træer skjulte Terrainet til en vis Grad Troppebevægelserne. — Begge Hære har antagelig efter Tidens Skik været formerede med Rytteriet paa Fløjene, Fodfolket i Centrum i hele eller halve „spanske Brigader“ og Artilleriet foran Fronten. Tilly indledede Kampen ved fra sin højre Fløj at sende 2 Infanteri- og 2 Kavalleriregimenter frem over Landevejsbroen over Hummecke foran Fronten. Den gunstige Situation, som saaledes fremkom ved disse Regimenters isolerede Stilling, vilde Christian IV udnytte ved et Stød mod dem med en mindre Del af sin Styrke, samtidig med, at han selv med venstre Fløjs Rytteri, skjult af Bevoksningen, førte et omfattende Angreb ind mod Fjendens højre Flanke, som tilsyneladende nu var blottet. (At den øverstkommanderende selv tog den direkte Kommano over en saadan Stødtrop, var ikke ualmindeligt dengang (jfr. Gustav Adolf ved Lutzen)). Angrebet skulde indledes ved Ilden fra den Del af Artilleriet, han havde naaet at faa i Stilling. Af en eller anden Grund — Christian IV sagde, en Fejl fra hans næstkommanderendes, General Fuch’s Side — skete Fremstødet, da Kongen var redet bort med Rytteriet — ikke som befalet med enkelte Regimenter, men med hele Slaglinien, hvorved man opgav Fordelene ved den stærke Forsvarsstilling paa Pobbecken Berg.

Skærmbillede 2020-07-01 kl. 14.47.56.png

Angrebet skred imidlertid godt frem. 1 Centrum blev de fjendtlige Regimenter, som var kommet over Broen, kastet og til dels sprængt, og i haard Kamp trængte de kongelige Tropper over Broen frem mod Fjendens Hovedstilling. Paa højre Fløj rykkede 3 Infanteriregimenter over Lavningen og kastede Tillys Fodfolk paa 196,3, medens 2—3 Kavalleriregimenter red over Møllebroen og opmacherede til Angreb mod Fjendens Flanke. Alt tydede saaledes paa en Sejr for Kongen, og en Del af Tillys Tros havde allerede vendt sig til Flugt, da Situationen brat ændredes. Et stort Batteri svært Skyts, som Tilly hidtil havde holdt skjult i en forskanset og camoufleret Stilling, afgav pludselig en Salve, der frembragte et fuldstændigt Chock blandt de kongelige Tropper. Tilly, som personligt havde bragt Orden i sine slagne Regimenter, brød samtidig frem med hele sin Linie, kastede sin Modstanders Afdelinger og sprængte dem under Forfølgningen op mod Pobbecken Berg. Kavalleriregimenterne, der angreb fra Møllebroen, blev taget i Flanken og drevet ned i de sumpede Engdrag, hvor Hestene sank i. Christian IV søgte forgæves at danne en ny Forsvarslinie paa Pobbecken Berg; men Slaget var uopretteligt tabt, og hans Hær opløstes helt under sin Flugt. Kongen havde under hele Slaget været utrættelig virksom. Tre Gange havde han maattet skifte Hest, og overalt havde han ved Tilraab søgt at opildne sine Tropper, saa at han til sidst blev mere og mere hæs. Denne, her kort refererede, Skildring af Slaget er væsentlig forskellig fra den, Kaptajn Stevns har benyttet, og utvivlsomt saa paalidelig, som det er muligt at faa den. Den har derhos den Fordel, at den i nogen Grad rehabiliterer Christian IV som Hærfører og gør Tilly’s ovenanførte Udtalelser om ham mere forstaaelige, idet Nederlaget først og fremmest synes fremkaldt ved et Uheld i Forbindelse med gennemgaaende ringe Kvalitet af Kongens Tropper.

1. Bind slutter med Svenskekrigen 1657—60. S. paaviser, hvor ugrundet den mærkelige Folkepanik 1657—60 i Virkeligheden var — til hvilken der i øvrigt findes enkelte Paralleler i Historien, saaledes Preussen 1806 og Frankrig 1940 — og i hvor vanskelig en Situation Carl Gustav kunde være blevet bragt med den ringe Styrke, han havde paa Sjælland, hvis blot enkelte blandt vore ledende Personer havde holdt Hovedet klart, og Kongen arvet noget af sin Faders Personlighed. S. mener, at det var Panikstemningen blandt Københavns Borgere, der fik saa stærk Indflydelse, ligesom det omvendt var den frejdige Stemning blandt de samme Borgere, som gjorde sig gældende, da Carl Gustav anden Gang rykkede mod Hovedstaden. I øvrigt fremhæver S. Borgervæbningens ringe Betydning under Kampene samt Borgernes daarlige Behandling af de indkvarterede Soldater. Hvorledes det forholder sig i disse Henseender, er imidlertid endnu ikke fuldstændig klarlagt, idet der savnes en autentisk Fremstilling af Københavns Belejrings Historie. Naar man taler om Borgernes daarlige Behandling af de indkvarterede, maa man i øvrigt erindre, at det ikke har været nogen absolut Idyl at have den Tids Soldater i Kvarter. Grundlaget for Krigsskildringeme i 2. Bind hviler paa et fastere Grundlag end gennemgaaende i 1. Bind, idet der for Tiden efter 1660 foreligger fyldige, for en væsentlig Del officielle Fremstillinger paa Grundlag af omfattende Kildestudier. Idet Kaptajn Stevns i dette Bind har forladt den Fremgangsmaade, han har anvendt i 1. Bind, nemlig at behandle Danmarkshistorien i Almindelighed i et Afsnit for sig og Krigshistorien i et andet Afsnit, men indflettet dem i hinanden, har Fremstillingen ogsaa vundet betydeligt i Overskuelighed. Det er derfor med Glæde, man ser denne udmærkede Oversigt over Hærens Historie i den nyere Tid. Lidt for haard synes Forfatteren at være i sin Bedømmelse af Frederik VI’s Betydning for Hæren, men det kan der maaske blive Lejlighed til at komme tilbage til en anden Gang. Derimod kan der her være Anledning til at komme nærmere ind paa Beskrivelsen af Slaget ved Fredericia 1849.

Naar man beskriver Krigen 1848—50, maa Slaget ved Fredericia naturligt komme til at indtage en fremtrædende Plads, idet det i den almindelige Mening, og med Rette, staar som en af Hærens smukkeste Bedrifter. Denne Opfattelse maa ikke udviskes. Et er, hvad man kan skrive i et sagligt Arbejde til Brug for Fagfolk, et andet er, hvad der bør medtages i et populært Værk som det foreliggende, hvis Formaal netop er at skærpe Tilliden til Hæren. I saa Henseende har Forfatteren ved Benyttelsen af sine Kilder ladet sig føre paa Afveje, idet hans Fremstilling paa visse Punkter ikke er helt korrekt og kan ved en stærk Fremhævelse af formentlige Mangler og Fejl ved Føringen let hos den ukyndige skabe et urigtigt og skævt Indtryk af Slaget. Selvfølgelig blev der ibegaaet Fejl i Føringen — det bliver der altid — men deres Virkning ophævedes ved den fortræffelige Optræden, der udvistes af alle, fra den øverste til den nederste. Det, der stiller Fredericiaslaget i første Række i Hærens Historie, er netop den Aand, som besjælede Afdelingerne, og som atter var et Udtryk for hele Folkets Kampvilje.

Det kan maaske i dette Tidsskrift have sin Interesse nærmere at undersøge Berettigelsen af Forfatterens Kritik, som i det væsentlige omfatter Slagets Forberedelse og Indledning. Han skriver herom: „Den 1. Juli inspicerede han (General Biilow) Fredericia og fastlagde Planen for Udfaldet derfra. Det skulde finde Sted ved Midnat mellem 4. og 5. Juli. Den 2. og 4. Juli blev der afholdt Krigsraad, en Uting efter at Chefen har truffet sin Afgørelse. Skal et krigersk Foretagende drøftes med Underførerne, hvilket altid er klogt til fuld Belysning af Problemerne, bør det ske, før Chefen bestemmer sig. Ogsaa i 1849 skabte Krigsraadet Uklarhed og skiftende Standpunkter fra Møde til Møde. General Biilows oprindelige Plan blev dog fastholdt. Forberedelserne og Ordreudgivelse paa vor Side lod meget tilbage at ønske — Udfaldet skulde ske i Mørke, men der var ikke rekognosceret grundigt ved Dagslys, og de Oplysninger, der var indløbet, efter at Udfaldets Plan blev lagt den 1. Juli, var ikke gennem Befalinger bragt til Afdelingernes Kundskab. Og dog var der sket det skæbnesvangre vigtige, at Fjenden havde bygget Skanse V (Treldeskansen) færdig og besat den med Fodfolk. I Mørke er det vigtigt at have stedkendte Folk i de forreste Enheder, men hertil blev befalet de fra Als og Helgenæs tilgaaede Tropper, som aldrig havde set Terrainet; de fik end ikke tildelt stedkendte Vejvisere. De gode Retningslinier, der fandtes, hovedsagelig Vejene, blev end ikke nævnt i Angrebsbefalingen. Der var ikke regnet med den fornødne Tid til Passage af de smalle Udfaldsporte. Der var efter Læssøes Fjernelse fra Overkommandoen alvorlige Brist i Stabsarbejdet, hvad Tropperne, som det altid vil være Tilfældet, maatte betale dyrt med Liv og Lemmer.“ --------— Hertil skal bemærkes*), at de Møder, der fandt Sted i Hovedkvarteret i Vejlby den 2. og 4. Juli, havde deres Forhistorie i Krigsministerens Indblanding i Overkommandoens Dispositioner og den Vanskelighed, General Biilow havde haft ved at sætte sin Vilje igennem over for hans. Specielt havde Krigsministeren ønsket Udfaldet fra Fredericia sat i Forbindelse med en Landgang ved Snoghøj. Da Biilow var en absolut Modstander af denne Tanke, samlede han Brigadecheferne for ved deres Udtalelser at styrke sin Stilling over for Krigsministeren. Ganske særligt var det ham om at gøre at faa Tilslutning til sin Opfattelse hos General de Meza, som var Krigsministerens haandgangne Mand, med hvem han korresponderede tjenstligt uden om Overgeneralen. Om Gennemførelsen af selve Udfaldet afslog Biilow derimod enhver Diskussion ved at erklære: „Udfaldet er bestemt af mig, der har Ansvaret. Det gælder nu kun de nærmere Aftaler.“ — Der har saaledes ikke i de omhandlede Møder været Tale om Krigsraad i egentlig Forstand, hvorfor Forfatterens Fordømmelse af dem — ud fra de i øvrigt rigtige Anker mod Krigsraad i Almindelighed — ikke kan siges at være retfærdig i det foreliggende Tilfælde. — Angaaende Forberedelserne og Ordreudgivelsen: Den 1. Juli var Overgeneralen i Fredericia for at konferere med Kommandanten, Oberst Lunding, og nogle Dage senere blev Overkommandoens Souschef, Kaptajn H. Kaufmann, sendt over for nærmere at fastlægge Planen for Udfaldet. Forhandlingerne fandt Sted mellem ham og Ingeniørkaptajn Ernst, der var ansat ved Fæstningskommandoen, og disse to Officerer blev enige om, at Stødet skulde føres frem mellem Fjendens to Befæstningsgrupper henholdsvis ved Vejen til Exercerpladsen og Vest for Vejen til Igeskov. Naar Stødet var ført tilstrækkelig langt frem, skulde der svinges ind bag om Fjendens Anlæg og disse isoleres, saaledes at man kunde vente, at han vilde forlade dem uden synderlig Kamp. — Til Hjælp 

*) Det følgende vedrørende Fredericiaslaget støtter sig — foruden til Generalstabens Værk og de originale Fæ gtningsberetninger — bl. a. til Generalerne E rnst, H. K auffm ann og W ørishøffers Memoirer (Af skrifter i Hærens Arkiv)

Skærmbillede 2020-07-01 kl. 14.49.02.png

for Afdelingerne under Fremrykningen i Mørke skulde der til dem som Vejvisere afgives nogle Hoboister, som i mange Aar havde ligget i Garnison i Fredericia. Yderligere blev der ved nedrammede Pæle udstukket en Vej fra Porternen gennem Slugten Nord for den'. Hvad Ordreudgivelsen angaar kan man ikke bedømme hin Tids Befalinger ud fra den moderne Befalingstekniks Standpunkt. Denne Teknik, som nu er uundværlig paa Grund af hele den organisatoriske og taktiske Udvikling, kendtes ikke dengang. Befalingen bar da et mere personligt Præg; man talte om Sagerne, sikrede sig derigennem en fuldstændig Forstaaelse hos Befalingsmodtagerne og undgik den moderne Befalingstekniks Fare: at blive en tankeløs Lirumlarum. En Befaling som den, der udgaves af Overkommandoen før Fredericiaslaget, maa kun betragtes som en Ramme, som det formentlig maa have været Overgeneralens Hensigt at udfylde, da han den 5. samlede Brigadecheferne. Man ved ikke, hvorfor han ikke foretog denne Gennemgang fra Fredericia Vold med Terrainet for Øjet — hvilket vilde have forudsat, at Generalerne var overført til Fæstningen Natten forud — men selvfølgelig var det i høj Grad uheldigt, at Brigadecheferne ikke om Dagen fik Lejlighed til at orientere sig under Vejledning af de stedkendte Ingeniørofficerer, Lunding havde forberedt sig paa at stille til Raadighed for dem. En Følge heraf blev bl. a., at General Rye først efter at have udgivet sin Angrebsbefaling om Aftenen den 5. fik at vide, at Fjenden havde forstærket sine Anlæg ved Vejen til Exercerpladsen med en ny Skanse (Treldeskansen), hvis Tilstedeværelse først var konstateret ganske kort i Forvejen. Ligeledes medførte Generalernes sene Ankomst til Fæstningen den 5. om Aftenen, at Vejviserne ikke blev fordelt. Lunding har vistnok ventet lidt for længe paa Ordre i saa Henseende, og da han for at faa Sagen bragt i Orden opsøgte Overgeneralen, gik denne vel ind paa at udskyde Udrykningen U> Time, hvis Cheferne i 1. Træfning, Generalerne de Meza og Rye, samtykkede deri, men da det ikke lykkedes at faa Forbindelse med Rye, som var redet ud for at rekognoscere, maatte Fordelingen af Vejviserne opgives. Der foreligger saaledes i denne Henseende mindre en Fejl i Dispositionerne end et Sammentræf af uheldige Omstændighder. Forøvrigt havde Ryes Brigade de bedst mulige Vejvisere i 1. Reservejægerkorps, som den 30/5 havde deltaget i Udfaldet samme Sted. Indledningen af Slaget skulde foretages af Avantgarden (General de Meza) mellem de to fjendtlige Forskansningsgrupper og af 5. Brigade (General Rye) over den østlige Forskansningsgruppe mod Treldeskov—Kirstinebjerg. Avantgarden var sammensat af 6. Brigade (5 Jægerkorps og lette Batailloner under Oberst Ph. Rædcr), et Batteri, V-> Espingolbatteri og Y> Deling Sappører. Selv om det ikke var nævnt i Overkommandoens Befaling, maa alligevel Treldevej have været angivet som Skillelinie mellem 5. Brigade og Avantgarden, thi dennes højre Fløj fulgte nøje nævnte Vej, og 5. Brigades venstre Fløjbataillon søgte ligeledes Tilslutning til Avantgarden ved den. Opgaven for Avantgarden var at danne en fast Front i Linien Kirstinebjerg—Lavningen SV. derfor (Nord for Fjendens Forskansninger), og idet den saaledes var sikret mod Nord at støde kraftigt ind til venstre bag om Forskansningerne. En rimelig Løsning havde da været at lade Brigadechefen med et Par Batailloner — hvis Ildkraft forstærkedes med Espingolerne (disses Værdi havde de Meza eikendt ved Kampen i Sundeved) samt maaske nogle Kanoner — danne Fronten mod Nord, medens de Meza beholdt Resten af Avantgarden i sin Haand til Indsættelse mod Vest i rette Øjeblik. Forud for Fremrykningen, som jo skulde finde Sted i Mørke, var omhyggelig Indtagelse af Udgangsstillingen nødvendig, saaledes at Afdelingerne kunde være nøje orienterede og Forbindelserne til Siderne sikret. Der var Tid nok hertil, idet der ikke var fastsat noget Klokkeslet for Angrebets Paabegyndelse, men kun for Tetens Passage af Udfaldsportene. Saaledes gik det imidlertid ikke til. de Meza, der havde vundet Anerkendelse ved sin Ro og faste Karakter, havde aldrig faaet nogen Uddannelse som Troppefører. Han gav sig ikke af med teoretiske Studier i saa Henseende, og hans Praksis indskrænkede sig til Føringen af en Brigade i den ubetydelige Fægtning den 3. August i Sundeved. Det var derfor ikke at vente, at han skulde magte den langt vanskeligere Opgave, som forelaa for ham ved Fredericia. I Stedet for at lade Brigadechefen gaa frem med 1. Træfning og selv forbeholde sig Disposition over Reserven, overlod de Meza Brigadens Formering og Føring til dens Chef, som derefter befalede den formeret med to Batailloner (1. og 2. lette) i 1. Træfning og 3 Batailloner i 2. Træfning. Selv fulgte de Meza 1. Bataillon, der fra Kongeporten fulgte den dækkede Vej til det Sted, hvor denne stødte sammen med Treldevej. Her opmarcherede Bataillonen, hvis Chef nu vilde afvente Nabobataillonerne for at faa Forbindelse med dem. de Meza befalede imidlertid Bataillonen uden Hensyn hertil straks at rykke frem i Lob; selv fulgte han med frem og sendte en Adjutant til 2. Bataillon med Bud om straks at rykke frem. l.Bataillon, som saaledes var blevet fuldstændig isoleret, naaede hurtigt frem til den befalede Stilling SV. for Kirstinebjerg, men blev her udsat for saa kraftige Angreb fra alle Sider, at det udelukkende skyldtes dens udmærkede Optræden, at det overhovedet lykkedes at overvinde Krisen, indtil Forstærkning fra 2. Træfning kunde naa op. 2. Bataillon kom lidt senere frem, fordi den skulde gennem Porternen, som kun kunde passeres i Rodekolonne, Opmarchen fandt Sted i Slugten N. for Porternen med Kompagnierne i Kolonner bag hverandre, og Udviklingen herfra skulde ske ved, at Kompagnierne, stadig i Kolonner, opmarcherede til venstre med Skytter i Mellemrummene. Da Bataillonschefen modtog de Meza’s Ordre, afventede han ikke denne Opmarch, men lod straks forreste Kompagni rykke frem. Den nu paafølgende Udvikling er et ganske lærerigt Eksempel paa Betydningen af en ordnet Udgangsstilling for Angreb i Mørke. Det forreste Kompagni benyttede ikke den udstukne Vej, hvis Betydning det maaske slet ikke har erkendt, men fulgte Slugtens Form, hvorved det fik Front mod NV. i Stedet for mod Nord. Naar man skal passere en lineær Terraingenstand, en Jordvold eller, som her, Slugtens Kant, vil det naturlige være at passere den vinkelret paa dens Længderetning, og en Kolonne kan i Mørke vanskeligt gøre det paa anden Maade. Naar man ser paa Slugtens Form, vil man kunne forstaa, at Bataillonens 2. og 3. Kompagni havde faaet Front mod Vest, da de kom op af Slugten, det bageste Kompagni endda Front mod Fæstningen, og opdagede først dette, da det blev beskudt i Ryggen. Kompagniet gjorde naturligvis straks omkring, og 2. og 3. Kompagni har formentlig efterhaanden søgt Tilslutning til højre. Saa saare forreste Kompagni var kommet op af Slugten, hørtes allerede Skydningen fra 1. Bataillon, saaledes at Bataillonschefen hurtigt blev opmærksom paa, at han havde faaet fejl Kurs. Idet han derfor befalede en forøget Afstand mellem Kompagnierne og derved en Trækning til højre, opnaaedes at de tre Kompagnier kom uden om Fjendens Forskansninger, og kun det 4. Kompagni stødte lige paa disse. Kampen blev imidlertid alligevel saa haard, at Brigadechefen ansaa det for nødvendigt at forstærke Bataillonen med 2. Jægerkorps fra 2. Træfning — en Disposition, han iøvrigt senere indrømmede var en Fejl. Idet Resten af 2. Træfning medgik til Forstærkning og Understøttelse af 1. Bataillon i Fronten, var den fastlagte Plan brudt sammen, saaledes at man blev tvunget ud i en blodig Frontalkamp om Forskansningerne i Stedet for at føre Stødet ind bag disse. Skal man absolut tale om en afgørende Fejl i Slagets Indledning, skyldes denne ikke Overgeneralen, men de Meza, som iøvrigt ogsaa ved Slagets Slutning var Ophavsmanden til, at Forfølgningen blev afbrudt. Ogsaa i Beskrivelsen af 5. Brigades Kamp synes at herske lidt Uklarhed. Idet General Rye vidste, at der foran ham var fjendtlige Forskansninger, lagde han Vægt paa at give sin forreste Træfning en saa stor Ildkraft, at der dermed sikredes Mulighed for en hurtig Fremrykning til det foreløbige Maal Treldeskov—Kirstinebjerg. I Overensstemmelse med Tidens Taktik dækkedes Brigadens Front af Jægerkorpset (1. Reservejægerkorps), som jo desuden var stedkendt fra Kampen den 30. Maj. I 1. Træfning (4. Reservebataillon og 9. Bataillon) skulde indgaa 2 Kanoner og i 2. (2. og 6. Batl.) Resten af det Brigaden tildelte Batteri. Uheldet vilde imidlertid, at Gennemgangen ved Forhugget ved Stranden, som hele Brigaden skulde passere, var for smal for Batteriet. Det maatte derfor vente, til Vejen blev. fri gennem Kongens Port, Nord for hvilken det da skulde afvente nærmere Ordre. Fodfolket maatte altsaa foreløbig kæmpe uden Artilleriunderstøttelse. Jægerkorpset fulgt af 9. Bataillon tog ved et rask Angreb samtlige Fjendens Løbegrave og Batterier Øst for Treldeskansen, medens 4. Res. Batl., der gik mod denne, modtoges med en saa kraftig Ild, at den meget rigtigt trak sig Vest om Skansen, idet den, som den skulde, søgte Forbindelse med Avantgarden. Efter at Bataillonerne i 2. Træfning forgæves havde stormet Treldeskansen, gik større Dele af dem ogsaa Vest om den, idet Rye ikke vilde lade sig standse af den, men med klart taktisk Blik drev paa Brigadens Fremrykning mod Nord og overlod Afgørelsen med Hensyn til Treldeskansen til de Kompagnier, som var blevet tilbage ved den. Uden at afvente Batteriet, om hvilket de næppe har vidst Besked, stormede disse Kompagnier endnu to Gange Skansen. Maaske kan der fra et taktisk Synspunkt gøres Indvendinger mod en saadan Fremgangsmaade, men at den har kunne gennemføres viser, at det har drejet sig om første Klasses Soldater. Batteriet var imidlertid kommet frem N. f. Kongens Port, hvor det afventede Brigadechefens Ordre samt søgte at faa Forbindelse med ham. Paa dette Tidspunkt var imidlertid Rye falden, saa at Batteriet kom til at vente nogen Tid, men saa saare det blev orienteret om Situationen, aabnede det Ilden mod Treldeskansen. Kaptajn Stevns siger, at Ilden var slet ledet. Herom foreligger der vist egentlig ikke noget; Batteriet afgav 205 Kugle- og 2 Kardæskskud, hvorved Skansen nedkæmpedes og derefter toges ved et omfattende Angreb af 8. Bataillon (af 4. Brigade, som fulgte bag 5.). Udtrykket, at Stormen udførtes af en overlegen dansk Styrke, der „formelig pressedes ind i Skansen“, giver ikke en rigtig klar Forestilling om, at 8. Bataillons Angreb blev udført med fremragende Dristighed og Fart. Der tillægges i øvrigt, som i saa mange andre Beskrivelser af Fredericiaslaget, Treldeskansen for stor Betydning. Den standsede 1—2 Batailloner i nogen Tid, men havde herudover ingensomhelst Indflydelse paa Dagens Kamp. Naar S. navngiver og fremhæver den tyske Kommandant i Skansen, kan dette for saa vidt godt tiltrædes; men det burde have medført, at ogsaa de mange danske Chefer blev nævnt, som udmærkede sig mindst lige saa meget. Endelig synes den skarpe Kritik af det ganske vist uheldige Arrangement ved Troppernes Indskibning efter Slaget at burde være udeladt. Begivenheden har ingen Betydning for Efterverdenen, og en Fremhævelse af den kan kun virke nedbrydende.

Naar man vil kritisere et Værk som det foreliggende, kan man jo altid finde et eller andet at hænge sin Hat paa, men det skal gentages, at Værket som Helhed løser sin Opgave paa en smuk Maade. Helt afsluttet er Værket som sagt ikke endnu, men der er ingen Tvivl om, at de sidste Afsnit, som bl. a. skal behandle de Institutioner og Foreninger, der er tilknyttet Hæren og Søværnet, ogsaa vil være egnet til at vække Interesse.

Jens Johansen.