Jeg tager vist ikke meget Fejl, naar jeg hævder, at hele Fodfolket — fra Generalinspektør til Rekrutter — er enig om at fordømme den Maade, hvorpaa den danske In fanterist er „klædt paa“ . Ikke blot findes der ved Fodfolket Udrustningsgenstande, der takket være deres — jeg tør sige i flere Tilfæ lde ugennemtænkte — Konstruktion er komplet uegnet til Feltbrug, men den Maade, hvorpaa det meste af Udrustningen føres paa Manden, er i mange Tilfæ lde saa haabløs, at Infanteristen herhjemme kun med største Besvær kan bevæge sig i Terrainet, og hverken under Kamp- eller andre Forhold er i Stand til — blot nogenlunde hurtigt — at fremdrage de Dele af Udrustningen, som den øjeblikkelige Situation kræver Brugen af.
*) Under Hensyn til at den successive Ændring og Forøgelse af Fodfolkets Udrustning har gjort en snarlig Revision af denne til en uomgængelig Nødvendighed, har nærværende Artikel form entlig Interesse som et Udtryk for, hvorledes man i Geleddet ser paa Spørgsmaalet. Den, som har Skoen paa, ved, som bekendt, bedst, hvor den trykker. Red.
Det er en absolut Kendsgerning, at hele det Spørgsmaal, der hedder Infanteristens feltmæssige Paaklædning, i de sidste 10— 15 Aar er blevet meget stedmoderlig behandlet — i Skyggen a f de mange Eksperim enter med de nye Fodfolksvaaben — og den Interesse disses Indførelse har vakt hos de fleste. Det vilde være temmelig umuligt, om nogen spurgte, hvor det var, det var galt, at sætte Fingeren paa eet Sted og sige: Der! Thi ser man paa hele den Samling a f Klæder, Beskyttelsesmidler, Vaaben, Læder og Forplejningsrekvisitter — for slet ikke at tale om Specialudrustninger, der udgør den enkelte Infanterists Udrustning, saa vil man i en Uendelighed kunde paapege Ting, der i større eller mindre Grad maatte ændres, fo r at man virkelig kunde benævne Udrustningen som værende praktisk. Jeg skal i det følgende søge at paapege nogle a f de mest katastrofale Mangler, hvad der absolut ingenlunde er let, da man foræves søger efter et System i Fejlene, der gør sig gældende ikke blot ved Konstruktion og Fø ring a f Sagerne, men ogsaa ved Valget a f Frem stillingsm ateriale og Farve. Netop det sidste — Valg a f Farve til Udrustningsgenstandene — er interessant at lægge Mærke til. En underordnet Ting vil mange sige — men enhver, der er fo rtrolig med den moderne Fodfolkskamp og kender de store Bestræbelser fo r at sløre egne Tropper mod Indseende fra saavel Lu ften som Forterrainet, vil anerkende Betydningen a f at have den Uniform , der vanskeligst opdages — og det er og bliver nu en Gang Khakien. Naar vi nu ogsaa herhjemme har anerkendt K haki’en som den eneste forsvarlige Farve at arbejde med i Terrainet — og har ind ført den — , hvorfor saa, hver Gang der skal indføres en ny Udrustningsgenstand, give den en anden Farve end den, man nu engang har anerkendt som den bedste? H vis man maa betragte U niform 1923’s Farve som værende den mest hensigtsmæssige, hvorfor er saa f. Eks. i det mindste ikke H jelm til sammei Uniform Mage til. Den er straks en Nuance mørkere. Transportbeholderen til Gasmasken er modsat ganske lysegul — Bæreremmen nærmest hvid. Og saa fremdeles. Tæller man op, vil man finde en 14— 15 forskellige Farver i en feltmæssig udrustet Fodfolksgruppe — grønne Magasinposter (med hvide Bændler) og Granatbægerhylstre, skrigende gule Geværremme og Bæreseler — sort, brunt og ufarvet Lædertøj — blaasorte Tornystre, Brødposeer og Kedelhylstre, graa Afstandsm aaler og røde(!) Vekselpibehylstre med en paa lang A fstand skinnende M essingring og en ofte lige saa straalende, blankslidt Vidskestok. Jeg passerede en Gang i Selskab med en Tysker en M archkolonne. „Ist das eine Dampfmaschine?“ spurgte han og pegede paa Rekylgeværhjælperen! A t vi ikke har Raad til at kassere de gamle sorte Tornystre og Brødposer og erstatte dem med khakifarvede Ting er beklageligt — men at vi stadig frem stiller Tornystre og saa maler dem sorte, er nærmest ubegribeligt!
H vis man nu vil undersøge de forskellige mærkelige Konstruktioner, der findes i Fodfolkets Feltudrustning, saa er Tornystret*) i øvrigt et ikke uinteressant Objekt. Jeg ser her bort fra, at det er sort og alt fo r stort og tungt, fo r at omtale de Besværligheder, man kommer ud for, naar man vil anbringe en Kappe paa dette Tornyster. Forgæves leder man efter de tre korte Kapperemme, der er fastg jort paa saa at sige alle andre Tornystermodeller, saaledes at man lige kan fastspænde Kappen, naar den er rullet — og fo røvrig t ogsaa, hvis den ikke er rullet, hvad der selvfølgelig meget ofte vil være Tilfæ ldet — f. Eks. fo r den Soldat, der efter en natlig Kamp eller M arch kan finde et kort belejligt Ø jeblik til at tage Kappen af. Men paa vort Tornyster kan den kun anbringes, saafrem t den er omhyggeligt rullet — og rullet i en ganske bestemt Længde. Først saa kan man — efter at have spændt Kogekelen a f (!) — nærmest „tø jre“ Kappen om Tornystret — et Arbejde, der oftest kræver 2 Mand — , hvorefter man atter maa fastspænde Keddelen. H e rtil kommer saa, at Kappen under Frem rykning — f. Eks. gennem tæt K ra t — uvægerligt skubbes a f Tornystret og hænger og flagrer efter Manden. Jeg har Gang paa Gang spurgt Fodfolksbefalingsmænd, Teknikere og Konstruktører i H. t. K. om, hvorfor man sværger til denne Kappeføringsm etode — de har alle givet mig Ret i, at den er haabløs — , og dog den skal anvendes. Vore nyeste Telefon- og Signaltornystre er indrettet lige saadan!
Undersøger man en Infanterist fra A til 0, kan man blive ved at undre sig. Nu med Brødposen. Hvorfor er der ingen Bund og Sider i den? Hvorfor er den danske Kogekedel den eneste i hele Verden, hvor der ikke kan steges i Laaget? Hvorfo r frem stiller vi stadig Feltflasker, der er alt for smaa — hvad ikke mindst Verdenskrigens E rfa rin g e r viser. Den er ogsaa omtrent den eneste Feltflaske i Verden, der er ophængt i eet Punkt, hvad der giver en meget ubehagelig „Slingren“ under Løb. H vorfor har Fodfolket lange Benklæder, der hænger løst ned over Støvlerne, saaledes at Mandskabet i gasbelagt Terrain bliver langt mere udsat fo r ætsende Gas, end hvis de havde Knæbenklæder? Det tager dobbelt saa lang Tid at lukke en dansk Patrontaske (Model 1910) som en fransk eller svensk f. Eks., fordi der skal to Greb til!
Det er maaske altsammen latterlige Bagateller — men det bidrager absolut ikke til at give den enkelte Soldat den T illid til Vaaben og Udrustning, som alle er enige om helst skal frem elskes i størst m ulig Udstrækning. At Fædres Synder nedarves paa Børnene, kan man fuld t ud overbevise sig om ved at undersøge Beholdningerne paa et Vaabenkammer (Gevær 1889 bl. a .!), men at det ikke er „Fædrenes“ -Skyld altsammen, er nu heller ikke vanskeligt at se. Til Slut blot endnu et Exempel. Vore nyeste Blinklantem etornystre er saaledes indrettet, at man — hvis man spænder en Kogekedel a f sidste Model paa Tom ysterlaaget, hvor der er beregnet Plads til den — ikke kan lukke Tornystret, da det kun er indrettet til at tage Kogekedler a f gi. Model, som nu er ganske ved at udgaa! Anbringer man saa en saadan Kedel paa Tornystret, kan det ganske vist lukkes — men absolut ikke aabnes saa meget, at man kan faa Lanternen ud!
Betragter man den Maade, hvorpaa de enkelte Udrustningsgenstande er fordelt og fø rt paa Mandskabet, kan man ogsaa komme ud fo r besynderlige Ting. F. Eks. skal Gasmasken hænge paa venstre Side a f Manden, hvor der i Forvejen hænger Brødpose, Spade og Bajonet, der efterhaanden banker al M alingen a f Transportbeholderen. Paa højre Side a f Manden hænger der kun en Feltfla ske ! Ifølge Reglementet skal Hjælmen, naar den føres i Hjælmbæreremmen, være anbragt uden paa Brødpose og Feltflaske, hvorved opnaas, at den 1) gnaver Hul paa Brødposehylstret, 2) knuser Indholdet, 3) saver Halsen over paa Feltflasken. Alle disse Kalam iteter kunde undgaas, om Hjælmen blev fø rt under Brødposen. En Mand, der er paaklædt efter Reglementet, har det heller ikke let i Tilfæ lde af, han skal nyde sin Tørkost. Det kræver nemlig, at han, foruden at tage Brødet frem a f Brødposen, maa pakke Tornystret ud fo r at faa Spisebestikket frem og endelig maa spænde Kogekedlen af for at finde den sidste Del a f Tørkosten. Alt i alt synes dog den mest paaklagelige Mangel ved den Maade, Mandskabet fører Udrustning og Materiel paa, at være, at alt fo r meget er indskudt paa Livremmen. Foruden at den megen Vægt i Livremmen tynger og trykker Underlivet, er det næsten um uligt saavel under March som Løb at holde Udrustningen paa Plads — idet den altid glider ned foran Mandens Underliv, hvad der i høj Grad besværliggør Kryben og Kravlen, og idet hele virker meget generende, naar der skal „faldes ned“. Dertil kommer, at det under Kamp er et uhyre vanskeligt Arbejde at faa fremdraget og fordelt Instrumenter og Udrustningsgenstande fra en Mand, der er blevet g jort ukampdygtig. Paa den anden Side løses Spørgsmaalet ikke ved saa blot at forsyne alting med Rem, saa det kan hænges over Skulderen —- som man f. Eks. har prøvet ved Vinkeltageren i Maskingeværkompagnierne, der har ca. 7— 8 Remme over Skulderen (og fo r Resten endnu flere Slø jfer indskudt paa Livremmen)!
Skal hele Spørgsmaalet tages op til Løsning, vilde det være i høj Grad ønskeligt, om det kunde gøres paa Basis a f den Maade, hvorpaa den engelske In fanterist er paaklædt og udrustet. Den Maade, man i England har løst Spørgsmaalet paa, byder sikkert de største Fordele med den brede, vævede khakifarvede Livrem og de dertil fastspændte brede Bæreseler, hvortil saa al anden Udrustning fastspændes. De ved det svenske „Vasternorrlands Regiment“ i Vin te r afholdte Forsøg, hvortil engelske Udrustningsgenstande har været indkøbt, viser samme Resultat — i hvert Fald efter de i Februar d. A . af Generalinspektøren fo r Fodfolket, General C. Sjogreen o ffen tliggjorte Udtalelser at dømme. Oberstløjtnant V. Bisgaard og Prem ierløjtnant K. Eggers har i M il. Tidsskr. N r. 18/1930 fremhævet Nødvendigheden a f en Reform med Hensyn til Fodfolkets altfor tunge Udrustning. Selv har jeg i Geleddet nylig ha ft rig Anledning til at sande disse Udtalelser og har faaet et stærkt Indtryk a f Udrustningens iøjnefaldende Mangler, hvilket har m edført en Trang hos mig til at slaa til Lyd for, at Spørgsmaalet: Fodfolkets Udrustning snarest underkastes en grundig Revision.
Juni 1932. A. N. Hvidt.
