Log ind

Vold og militær magtanvendelse i Karl Marx’s og Friedrich Engels’ politiske forestillingsverden. En oversigt.

#

Af mag. art. Ole Balleby.

Det er en ikke helt ualmindelig forestilling i vor del af verden, at anvendelsen af militære magtmidler er noget, der ensidigt påhæftes det etablerede borgerlige samfund. Hvorledes det fremtidige samfund, der foresvævede Karl Marx og Friedrich. Engels burde indrettes, skal der i denne sammenhæng ikke gøres nærmere rede for. Vi vil derimod beskæftige os med et par af de veje, der muligvis ville kunne anvendes for at etablere — i det mindste begyndelsen — til dette samfund. Ville det borgerlige samfund end angiveligt — ifølge Marx — gå til grunde på sine indre modsætninger, kunne man jo nok under visse omstændigheder række skæbnen den hjælpende hånd, der hedder praktisk revolutionær politik. Man må i denne forbindelse anse praktisk anvendt vold som en del at Marx’s og Engels’ politiske forestillingsverden. Hverken Marx eller Engels var pacifister. De var tværtimod to ret så militante herrer, som ingenlunde var udelte tilhængere af en fredelig evolution. Deres gennemgående kamprãb var revolution, uanset hvordan eftertidens revision har vendt og drejet på forholdene. Der kan gives adskillige belæg i Marx’s produktion, som retfærdiggør volden som begreb, uden at man behøver at rive sætningen ud at dens sammenhæng med den øvrige tekst. Der ligger heri intet forklejnende, eftersom ethvert seriøst politisk system i sidste instans er baseret på en eller anden form for magtanvendelse. Det betyder imidlertid også, at marxismen fra første færd på ingen måde har adskilt sig fra andre politiske systemer, hvad denne dimension angår. Alene tonen i Det kommunistiske Manifest fra 1848 er sine steder ret så krigerisk. Manifestet siger direkte: »Die Kommunisten verschmähen es, ihre Ansichten und Absichten zu verheimlichen. Sie erklären es offen, dass ihre Zwecke nur erreicht werden können durch den gewaltsamen Umsturz aller bisherigen Gesellschattsordnung« 0. Endemålet var angiveligt, at alle klasseforskelle skulle ophøre, og udviklingen frem til det socialistiske samfund ville betyde, at al grund til krigeriske konfrontationer skulle forsvinde. Vejen hertil gik imidlertid over så pas megen vold og fysisk magtanvendelse, at enhver tanke om en pacifistisk indstilling turde ligge på et så teoretisk plan, at man i den forbindelse kan se bort herfra. Ideelt set sigter enhver form for krigsførelse mod at nå visse politiske resultater i form af de og de fredsvilkår. Målet var for både Engels og Marx meget muligt freden, og voldsanvendelsen kun midlet. Men det var en fred på deres vilkår og ud fra deres præmisser, på samme måde som det har været for alle, der har ønsket at præge en politisk udvikling med anvendelse af militære virkemidler. Det vil i denne forbindelse forekomme passende at erindre om den passus hos Clausewitz, hvor han omtaler erobreren som værende permanent fredselskende sålænge han får sin vilje^). Et par af de mere kendte sentenser fra Marx’s produktion understreger, at anvendelsen af vold ikke var noget, han stod fremmed overfor. Han skriver et sted — i theserne om filosoffen Ludwig Feuerbach fra 1845 — »die Philosophen haben die Welt nur verschieden interpretiert, es kömmt drauf an, sie zu verändern«3). Et andet sted — i »Das Kapital« fra 1867 — skriver han: »die Gewalt ist der Geburtshelfer jeder alten Gesellschaft die mit einer neuen schwanger geht. Sie selbst ist eine ökonomische Potenz^)« — et citat Engels underbygger i sin »Gewalttheorie« fra den såkaldte »Anti-Dühring« en halv snes år senere med sin understregning af voldens revolutionære rolle i historien5). Deres mening er naturligvis ikke at öpfordre til individuelle voldshandlinger — skal disse bruges, skal det ske indenfor rammerne af en politisk proces. Altså en ansvarligt ledet, organiseret magtanvendelse ud fra den betragtning, at vil man et mål, må man også ville de nødvendige midler. Skal en samfundsstruktur forandres og en klassekamp gennemføres succesrigt, er vold og militær magtanvendelse en ufravigelig betingelse. En »conditio sine qua non«. Viger man tilbage herfoF, går man imod det undertrykte arbejdende proletariats interesser og går dermed reaktionens og det borgerlige samfunds ærinde. I en vis forstand ledes ens tanker i så henseende hen på Luthers bemærkning fra den tid, hvor de adelige feudalherrer i 1500-tallets Tyskland knuste bondeoprørene, om at man skulle »anse krig som nødvendig og gavnlig for verden« og på den ældre Moltkes bemærkning om, at man skulle betragte »krigen som en naturlig ting i Guds verdensorden«^). Man kan heller ikke nægte, at de nævnte citater næsten kunne tillægges de to venners store modstander, Bismarck, og over hele deres indstilling til netop dette forhold er der noget — man fristes til at sige — kontant. Den tanke er da også blevet udkastet, at Marx i virkeligheden står samme Bismarck betydeligt nærmere, end han stod flere af sine politiske proselytter. Muligvis nok med en art omvendt fortegn, men i hvert fald absolut, når det drejede sig om valg af midler?). Engels’ militære forestillinger har følgelig rod i Marx’s lære og er uden tvivl at betragte som et ganske naturligt led heraf. I et arbejde fra 1922 i »Archiv für Sozialwissenschaft und Sozialpolitik« påpeger den tyske historiker, Gerhard Lütkens, at et politisk system, der vil udelukke alle andre systemer, i sig selv implicerer anvendelsen af vold®). Dette er et punkt, der ikke kan understreges stærkt nok. Det samme træk i Marx’s og Engels’ politiske forestillingsverden fremhæver den tyske professor Friedrich Lenz i sit store værk om staten og marxismen: skal det hele føre til noget og ikke bare løbe ud i sandet, må parolen være: »diktatur og terror, revolution og borgerkrig«. Lenz fremhæver, hvorledes han ved at beskæftige sig med Marx formelig hører fodslaget fra.de marcherende arbejderbataljoner lyde ligeså frygtindgydende som »den Gleichtritt altpreussischer Bataillone«9). Andre forskere har beskæftiget sig med dette emne 10); her vil jeg nøjes med at henvise til et forholdsvis nyt arbejde, der behandler netop denne side af sagen: Wolfram Wette: Kriegstheorien deutscher Sozialisten« fra 1971H), hvortil den henvises, der måtte ønske den gennemførte undersøgelse. Her må vi nøjes med at konstatere, at hvad udviklingen af en militær teori angår, handlede Engels i fuld overensstemmelse med sine og Marx’s fundamentale principper. Militær magtanvendelse indgik heri som et fuldt akceptabelt politisk virkemiddel og fortjente derfor fuld opmærksomhed som legitimt og nødvendigt studieobjekt. Det må her understreges — som Wette fremhæver det — at »Kriegstheorie« ikke nødvendigvis behøver at være identisk med »Kriegsführungstheorie«. Det betyder snarere noget i retning af det militære elements placering i et helt samfundssystem — eller rettere i et politisk verdensbillede^). Hverken Marx eller Engels betragtede på nogen måde krig eller magtanvendelse som noget mål i sig selv. Det var nødvendige onder, man måtte betjene sig af i den udstrækning, det tjente ens egne formål. Heri adskilte de sig afgørende fra de fleste af deres samtids øvrige demokratiske politikere. De ville ikke gennem diskussion og debat overbevise deres modstandere endsige bøje sig for resultater fremkomne ved afstemninger — de ville slå dem, besejre dem rent fysisk. Marx mente således i »Das Elend der Philosophie« fra 1846, at den sociale videnskabs sidste ord bestandig lød: »Kampf oder Tod; blutiger Krieg oder das Nichts. So ist die Frage unerbittlich gestellt«13). Den radikale tendens i hele det politiske system, de repræsenterede, forstærkedes således af forbindelsen mellem deres opfattelse af militær strategi og deres klare utvetydige vilje til magt. Fagmilitære forhold hører derfor sammen med deres politiske og socialrevolutionære teorier og lader sig ikke uden videre adskille herfra 14).

Krigsbegrebet hos Marx og Engels.

En regulær marxistisk krigsteori lader sig således udlede allerede af deres tidligste arbejder, der indeholder meget detaljerede definitioner på, hvorledes de opfatter krigen og krigsførelsens enkelte elementer. I denne krigskonception spiller økonomiske forhold en afgørende rolle 15), både når det drejer sig om krig mellem organiserede stater, og når det drejer sig om det latente modsætningsforhold, der ifølge denne opfattelse består mellem individer og klasser i det borgerlige samfund. Forestillingen om alles kamp mod alle er her et fremtrædende træk. Skal man forsøge at konkretisere deres opfattelse af selve krigsbegrebet, må det bliver noget i retning af, at krigen er den voldelige modsætning mellem klasser i nationale og internationale rammer. Eller i en omskrivning af den Clausewitzske formulering: krigen er klassepolitikens fortsættelse med den væbnede magts m idlerlä). Klassekamp er altså en form for regulær krigsførelse — borgerkrig og revolution er kort sagt også »rigtig« krig, som Lenin engang har udtrykt detl6A), og må følgelig føres som sådan. Den sociale revolution må ad voldelig vej omstyrte den gamle samfundsorden, inden den kan realisere sit eget politiske program. I sit forarbejde til Det kommunistiske Manifest: »Grundsätze des Kommunismus« fra 1847 retfærdiggør Engels anvendelse af revolutionær magtanvendelse med, at der er tale om »Gegengew alt«17). Dette ville nødvendigvis medføre borgerkrig, hvad også Marx mente. Fra og med 1845—47, hvor de begge bekendte sig til den materialistiske historieopfattelse, bestyrkes de mere og mere i opfattelsen af, at revolutionær klassekamp nødvendigvis i den daværende politiske situation måtte føre til borgerkrig. Dette betyder videre, at deres teorier om revolution og klassekamp, hvori altså regulær militær magtanvendelse indgår, samtidig har et stærkt islæt af en retfærdiggørelsesteori for krigen som institution eller begreb 18) — denne téori retfærdiggør altså den krig, den magtanvendelse og den vold, der gavner proletariatet. En krig var derfor ikke alene nødvendig, men også retfærdig — både i nationale og i internationale rammer, altså både hvor der er tale om borgerkrig, og hvor der er tale om »almindelig« krig, dersom den gavner den udvikling, der vil føre til det arbejdende proletariats sejr over det borgerlige udbyttende samfund. En krig eller anvendelse af magt, der derimod skader proletariatet, er ikke alene uønskelig — men direkte uretfærdig. Man ser her begyndelsen til den marxistiske lære om retfærdige og uretfærdige krige — en lære, som senere blev videreudviklet af LeninlO).

Forholdet mellem krigskonception og samfundsteori. Hele problemstillingen vedrørende selve forholdet mellem krigslære og samfundsteori hos Engels har fundet behandling hos C.D.Kernig i en kort artikel, der er fremkommet i det samleværk, der blev udgivet i forbindelse med kongressen i Engels' fødeby, Wuppertal, i 1970 i anledning af 150-året for hans fødsel^O). Her defineres selve krigsbegrebet eller måske rettere grunden til, at der opstår krigeriske konflikter, som en naturlig følge af ejendomsforholdene i det arbejdsdelte samfund. Selve krigen er et samfundsmæssigt fænomen, der er en følge af specielle økonomiske omstændigheder. Den historiske sammenhæng mellem økonomiske kriser og krigeriske konflikter fremhæves stærkt i denne opfattelse af forh oldet^ l). Krigen er her virkelig politikens fortsættelse med andre midler i bedste Clausewitzske regi, hvad Kernig også fremhæver til overm ål22). Vold er her en temmelig naturlig ting, og Engels’ »Gewalttheorie« fra »Anti-Dühring« er et nødvendigt led i hele det marxistiske verdensbillede. Voldsteorien, eller som man i dag vil kalde den, aggressionsteorien, er derfor en af hovedhjørnestenene i den marxistiske tankebygning, og som — Kernig fremhæver — ikke kan fjernes fra dette fundament uden hele »das Gebäude« falder sam m en23). Både »das Gewalttheorie« og »das Kriegskonzeption« får følgelig hos Engels lige så meget karakter af en retfærdiggørelsesteori for krigen som institution, som den får karakter af en egentlig k rigsførelsesteori^ ). Studiet af selve krigen og af det instrument, denne føres med — begge begreber anvendt i videste forstand — bliver derfor en blot og bar nødvendighed og legitimerer derfor Engels’ personlige interesse for militære forhold. Han ønsker med våben i hånd at påtvinge modstanderen sin vilje — iøvrigt et camoufleret Clausewitz-citat24A). Han bruger i sin argumentation i »AntiDühring« eksemplet med Robinson Crusoe, der med kården i hånd påtvinger Fredag sin vilje, og interesserer sig her ikke alene for selve den politiske voldsakt, men også for hvorfra kården — våbnet — stammer25). Enhver form for våben og militær udrustning er for Engels et kunstprodukt skabt af samfundet. Det er ikke opstået af sig selv, men er en logisk følge af produktionsfor holdene26). Ud fra datidens økonomiske og militærtekniske forhold måtte man altså i den givne historiske situation, d.v.s. i den tredje fjerdedel af forrige århundrede, systematisk beskæftige sig med militære forhold. Ifølge Marx var tilbagevendende økonomiske kriser en permanent faktor, man måtte regne med. Dette ville ofte føre til politiske og militære forviklinger: krig og indre uroligheder, kort sagt: situationen ville være så labil, at en revolution på nationalt og muligvis — højst ønskværdigt — på internationalt plan ville være en reel mulighed. Man måtte derfor være permanent forberedt på rask og determineret at kunne slå til, når det tidspunkt oprandt, hvor klokken var lige ved at falde i slag. Andre kræfter ville da have gjort arbejdet for proletariatet, og det gjaldt derfor om at være i stand til at kunne gribe tøjlerne og »durch das blosse Gewalt« — altså også med militære magtmidler at kunne sikre revolutionens videre eksistens og resultater26A). Både Marx og Engels var altsá fuldt på det rene med den enorme betydning, man måtte tilmåle den militære faktor i samfundslivet både historisk og aktuelt. De var også klar over, at et lands eller et samfundssystems militærvæsen tillige var det sociologiske udtryk for det hertil svarende civile samfund, hvis angivelige eller faktiske interesse det hævdedes at tilgodese. I et brev til Engels fra 1857 peger Marx på sammenhængen mellem på den ene side militær ordning, og på den anden side et samfunds økonomiske og sociale struktur. Han skriver direkte, at en hærs historie på anskuelig vis og mere klart end noget andet viser rigtigheden i hans og Engels’ anskuelser vedrørende sammenhængen mellem produktivkræfterne og sociale forhold27). De to venners klare forståelse for denne sammenhæng bevirkede mere end noget andet, at datidens sociale dynamik hos dem blev hævet op over den isolerede »Putsch«-atmosfære, når talen var om revolutionær politik, til et verdenspolitisk plan28). Den tysk/amerikanske historiker Sigmund Neumann mener, at dette er en af deres største fortjenester overhovedet29). Begge var altså i stand til at tænke i verdenspolitiske baner og således — i det mindste til en vis grad — retfærdiggøre Engels’ opfattelse af den internationale revolution som den daværende 6. stormagt. »Es bedarf nur eines Signals, und die sechste und grösste europäische Macht tritt hervor in glänzender Rüstung, das Schwert in der Hand, wie Minerva aus dem Haupte der Olympiers«30). Strategiske overvejelser, militærgeografiske, militærtekniske og alle de mange andre militærfaglige forhold, der udgjorde og vedrørte datidens stridskræfter og disses mulige anvendelse, var derfor som politiske virkemidler genstand for deres levende og fulde opmærksomhed^l), og ligesom Clausewitz anså de krig og krigsførelse for at høre med til det almindelige samfundsliv32). I de to victorianeres forestillingsverden var Marx tiltænkt rollen som revolutionens øverste politiske leder og Engels rollen som en mellemting mellem revolutionens krigsminister og generalstabschef. En art proletariatets Carnot — den franske krigsminister fra revolutionens tid33). Alt er naturligvis ideelt opfattet, men at det var deres seriøse prætention, hersker der næppe nogen tvivl om34). Man kan her ikke lade være med at give Engelsbiografen, Gustav Mayer, ret, når han fremhæver det optimistiske, ja, rent ud romantiske træk i, at to i virkeligheden temmelig isolerede tyske emigranter i ramme alvor havde sat sig for fra deres engelske eksil at forandre verden35). Et vist træk af den klassiske tyske idealisme kan heller ikke nægtes, hvilket også er blevet fremhævet af den tyske historiker Hermann Oncken^ö), som ligefrem taler om det heroiske »in ihrem Lebenzuschnitt«37).

Militære magtmidlers anvendelse i forbindelse med etableringen af en socialistisk statsmagt.

Dette »naturlige led i Guds verdensorden« udgør hos Marx og Engels et grundlæggende led i den marxistiske revolutionsteori. Var end det konkrete forløb af både selve revolutionen og valget af revolutionære midler afhængig af den konkrete klassekampsituation i hvert enkelt land, var og forblev både det militante og det militære element et fremtrædende træk i deres forestillinger herom. Selv på et tidspunkt i begyndelsen af 1890’erne, hvor stærke revisionistiske strømninger gjorde sig gældende indenfor det gamle tyske socialdemokrati, og hvor partiet efterhånden hentede stor tilslutning via stemmeurnerne, erindrede Engels gentagne gange sine tyske partifæller om, at partiet i sin kærne og i sin oprindelse var og burde forblive revolutionært. Han skriver i et brev fra marts 1895 — få måneder før sin død i august samme år — til en meningsfælle, at man altid, når man befandt sig i en almindelig debat, skulle tænke på: »dass Ihr auch alte Revolutionäre, Franzosen, Italiener, Spanier, Ungarn, Engländer unter Euren Zuhörern habt und dass, wer weiss wie bald, die Zeit wiederkommen kann, wo Ernst gemacht wird mit der Streichung des »gesetzlich«, die anno Tobak in Wyden vollzogen wurde. Seht doch die österreicher an, die so direkt wie möglich mit der Gewalt drohen, wenn’s Wahlrecht nicht bald kommt. Denkt an Eure eigenen Ungesetzlichkeiten unter den Sozialistengesetz, das man Euch wieder anhängen möchte! Gesetzlichkeit so lange und so weit sie uns passt, aber keine Gesetzlichkeit um jeden Preis, selbst nicht in der Phrase!«38) . Kunne man komme frem ad denne »lovlige« vej — som Engels her vrænger lidt af — var det udmærket. Kunne man ikke, ja, så havde man stadigvæk den voldelige revolution, insurrektionen, oprøret — den væbnede kamp at ty til. Målet for den socialistiske revolution var og forblev det samme: etableringen af arbejderklassens politiske magt, oprettelsen af proletariatets diktatur. I oprettelsen af den demokratiske republik, hvadenten denne fremstod som et resultat af en krigerisk eller en fredelig politisk proces, så Marx og Engels en mulighed for proletariatet til at erhverve den politiske magt. Når denne først var en realitet, ville klassekampen gå ind i den afgørende fase, der hed: kampen mellem borgerskabet og proletariatet. Republikkens klassekarakter ville blive præget af denne kamp, og der påhvilede her arbejderklassen et afgørende ansvar for den fremtidige omformning af samfundet og staten39). Ved en socialistisk revolution forstod Marx og Engels den samlede forvandling af politik, økonomi, ideologi og offentlig moral, der ville føre til afskaffelsen af kapitalismen og til indførelsen af socialismen. Som det helt centrale punkt i denne proces betragtede Engels arbejderklassens erobring af den politiske magt, opløsningen af den bestående udbytterstat, og oprettelsen af arbejderklassens egen stat40). Denne etape af revolutionær omforandring betragtede de begge som en nødvendig overgangsperiode, hvor det kapitalistiske samfund forandredes til det kommunistiske. I sin »Kritik des Gothaer Programms« — det tyske socialdemokratis program fra 1875 — skriver Marx direkte, at »in dieser Übergangsperiode, deren Staat nichts anderes sein kann als die revolutionäre Diktatur des Proletariats« — og hverken Marx eller Engels nærede forestillinger om, at denne proces kunne forløbe uden magtanvendelse. Kun ved anvendelsen af revolutionær vold kunne de opnåede politiske resultater sikres41). Lenin har i sit kendte arbejde: »Staten og revolutionen« betegnet Engels’ ytringer om »die Rolle der Gewalt in der Geschichte« — hvilket iøvrigt også er titlen på et af Engels’ arbejder fra 1 8 8 0 ’e r n e 4 2 ) — som »en hyldest til den voldelige revolution«. Lenin fremhævede desuden, hvorledes Engels til stadighed betoner nødvendigheden af systematisk at opdrage masserne til at forstå de voldelige midlers betydning for revolutionens gennemførelse. Denne vigtige erkendelse om marxismens væsen kunne man — ifølge Lenin — ikke fremhæve nok, fordi denne opfattelse lå til grund for hele Marx’s og Engels’ lærer-4 3 ). Man ser, at der ikke er nogen forskel her og på den opfattelse, der tidligere er blevet fremhævet hos C.D.Kermg: at aggressionsteorien ikke kan fjernes fra marxismen, uden hele tankebygningen falder fra hinanden. Det således med militære magtmidler — og militære magtmidler skal her forstås som revolutionære tropper — erobrede statsapparat, ville også have de samme midler nødig til sikring af sin fortsatte eksistens. Både for at sikre sig mod kontrarevolutionære anslag og til at gennemføre sin vilje — til at realisere sit politiske program. Dette er i det mindste den logiske følge af Marx’s og Engels’ forestillinger om etableringen af den revolutionære stat. Nægtes kan det imidlertid ikke, at der hersker en vis uklarhed i deres verdensbillede om, hvad der skulle ske med selve statsapparatet. Dette er et spørgsmål af stor rækkevidde, som i allerhøjeste grad indgår i deres socialrevolutionære forestillinger al den stund, at »hvis man ikke vil nøjes med at fortolke verden, men ønsker at forandre den«, er det jo ikke gjort med, at man bemægtiger sig statsmaskineriet. Dettes videre skæbne er jo ikke helt uden interesse. Der sigtes her til Engels’ meget omdiskuterede bemærkninger om, at statsapparatet vil dø bort af sig selv, fra hans arbejde »Die Entwicklung des Sozialismus von der Utopie zur Wissenschaft« fra 188044). Det er i allerhøjeste grad usikkert, om Engels har ment andet og mere end det datidige borgerlige samfunds statsapparat hermed. At det skulle dreje sig om selve staten som begreb er nok så tvivlsomt45). Hvad i alverden skulle så lede udviklingen frem mod det klasseløse samfund? Lenin har hertil — stadigvæk i »Staten og revolutionen« — meget fornuftigt bemærket, at denne opfattelse kun blev næret af revisionistiske forbedrere af marxismen, der ikke havde gjort sig klart, at dette betød »en utvivlsom neddysning, hvis ikke en ligefrem fornægtelse af revolutionen«46).Forestillinger af denne art kunne muligvis næres indenfot diverse socialdemokratier, der ikke havde gjort sig alt for indgående tanker om, hvad socialismens »Altmeistre« havde ment om den sag. Et seriøst studium af deres skrifter efterlader faktisk heller ikke plads til en så bogstavelig opfattelse. Hvad Engels mente, var énsidigt møntet på den proletariske stat. Ikke på staten som sådan — og inden denne statsform var en realitet, var al tale om, at man ville afskaffe statsapparatet, eller at dette ville dø bort af sig selv for ham den rene tågetale. Den borgerlige stat døde i hvert fald ikke bort af sig selv, og hvis arbejderklassen troede, at man blot kunne sidde med hænderne i skødet og vente, tog den sandelig fejl. Det var for Engels ikke muligt at forestille sig, at den socialdemokratiske bevægelse i Vesteuropa fredeligt voksede sammen med staten, således som tilhængerne af den revisionistiske II Internationale fra 1889 faktisk ønskede. Arbejderklassen kunne ikke afstå fra sin historiske ret til revolution, som han og Marx tidligere havde hævdet47). ikke for nogen pris ville han akceptere, at man kunne afskrive voldsanvendelse i al tid og evighed — det ville være at forråde ens egne klasseinteresser, skriver han til Paul Lafarque — en af Marx’s franske svigersønner — i april 189548). Han hævdede tværtimod, at arbejderklassen kunne opnå aldrig så megen fremgang via stemmeurnen — det ændrede ikke det højst sandsynlige forhold, at de herskende lag ikke dermed godvilligt afgav deres magt. Man opnåede ikke den reelle magt ad den vej. Han mente, at udsigterne tværtimod stod ti mod én for, at inden det overhovedet kom så vidt, ville overklassen forlængst have anvendt militære magtmidler mod arbejderklassen. Dette ville så ganske vist føre til udbruddet af væbnet klassekamp, men til nogen direkte eliminering af staten som begreb ville det ikke føre49). Når Engels det omtalte sted taler om »absterben« eller »einschlafen des Staates« går det éntydigt på den periode, der kommer efter, at produktionsmidlerne er blevet overtaget af samfundet som helhed i den proletariske stats navn. D.v.s. efter den socialistiske revolution er en realitet — altså efter at oprettelsen at det kommunistiske samfund er tilendebragt50). For Engels var etableringen af det kommunistiske samfund ensbetydende med oprettelsen af det klasseløse samfund. Dette mente han ikke kunne ske i et enkelt land, men skulle ske samtidig — eller omtrent samtidigt — i et større antal stater. Dette synspunkt havde sin rod i forestillinger om »die Entwicklung der Revolution in Perm anent 1). Naturligvis skulle samfundet stadigvæk styres på en eller anden måde, men staten som klasseundertrykkelsesinstrument for de besiddende lag skulle fjernes. I det klasseløse samfund, som ville være arvtageren hertil, skulle folket — hvordan han så end vil definere dette begreb — indsætte sine egne organer til at varetage samfundets interesser52). Også det kommunistiske samfund havde »Ein Führungsinstrument« nødig. Det måtte blot ikke kaldes »Stat«. På samme måde som termen »Stat« var opstået historisk og til forudsætning havde ganske bestemte sociale betingelser, ville selve begrebet forsvinde, når disse betingelser ikke længere eksisterede. Staten ville blive erstattet af »der Demokratie im Sinne der Volks Herrschaft«53). Man kunne måske oversætte dette begreb med »centraliseret demokrati« eller for at bruge det engelske begreb »guided democracy«. Der kan næppe være nogen tvivl om, at både for Marx og Engels stod etablering af deres samfund, proletariatets klasseløse samfund, som det højst ønskværdige mål, som man ikke alene skulle slås for at opnå, men som man også bestandig skulle være beredt til at forsvare med våbenmagt. Engels havde engang i sin ungdom skitseret, hvordan han begrundede, hvorfor medlemmerne af fremtidens samfund ville slutte op om det og slås for det. I en tale i Elberfeld i 1845 sagde han: »Und bedenken Sie dabei, meine Herren, dass das Mitglied einer solchen Gesellschaft im Falle eines Krieges, der ohnehin nur gegen antikommunistische Nationen vorkommen könnte ein wirkliches Vaterland, einem wirklichen Herd zu verteidigen hat, dass er also mit einer Begeisterung, mit einer Ausdauer, mit einer Tapferkeit kämpfen wird, vor der die maschinenmässige Geschultheit einer modernen Armee wie Spreu auseinanderfliegen muss; bedenken Sie welche Wunder der Enthusiasmus der revolutionären Armeen von 1792 bis 1799 getan hat, die doch nur für eine Illusion, für ein Scheinvaterland kämpften, und Sie werden einsehen müssen, von welcher Kraft ein Heer sein muss, das für keine Illusion sondern für eine handgreifliche Wirklichkeit sich schlägt«54). Der er i det foregående givet et indtryk af Marx’s og Engels’ grundlæggende socialrevolutionære forestillinger fra den væbnede revolution til etableringen af det klasseløse samfund. Disse forestillinger var naturligvis ikke éntydige for dem et helt liv igennem, men repræsenterede en fortløbende udvikling, hvis enkelte faser eller stadier på det nøjeste hang sammen med hele den datidige tekniske og politisk/økonomiske udvikling.

Hovedlinier i Marxs og Engels' opfattelse af vold og militær magtanvendelse som politiske virkemidler.

En lille smule forenklet kan man sige, at denne udvikling omfatter tre hovedområder. Med analysen af begivenhederne omkring den fejlslagne revolution i 1848/49 begynder de at beskæftige sig med borgerkrigens taktik og kommer i snæver forbindelse hermed ind på stormagternes militære strategi i løbet af 1850’erne og ender sluttelig med at beskæftige sig med de militærpolitiske aspekter vedrørende selve dannelsen af den revolutionære stat. Sigmund Neumann mener i forbindelse hermed, at kombinationen af de erfaringer og den viden, Engels erhverver sig gennem denne udvikling, hos ham skaber synspunkter om borgerkrig og militær strategi i forbindelse med internationale modsætningsforhold, der rummer hovedtrækkene af den moderne totale krig i Anden Verdenskrigs forstand 55).

Den strategi, man skulle anvende for at kunne etablere den revolutionære stat, forblev ganske vist fragmentarisk^ö). At det var det, der var både Marx’s og Engels’ endemål, giver næsten sig selv, al den stund at ønsket om etableringen eller sikringen af ens eget politiske system — selve magten — er endemålet for enhver form for anvendelse af militær magt. Dette forestillede de sig i den første fase kunne ske ved, at en revolution à la 1848 ville bryde ud igen, og dette synspunkt — og håb — synes de at have næret indtil slutningen af 1850’erne. I 1860’erne var både den internationale situation og de interne forhold i flere europæiske land så labile, at alt tilsyneladende kunne ske. Man kunne kort sagt i denne anden fase spekulere i de sociale følger af eventuelle stor magtskrige, hvorfor den rent militære strategi og datidens militærpolitiske forhold fordrede et intenst studium. Den fransk/tyske krig i 1870/71 og nedkæmpelsen af Pariserkommunen i 1871 tilintetgjorde disse forestillinger, og der etableredes et nyt internationalt system, hvor det etablerede borgerlige samfund var rustet dels over for andre stater udadtil og indadtil mod proletariatet. Det sidste forhold var samtidig blevet så meget desto farligere, fordi den militærtekniske udvikling begunstigede det etablerede samfund. I løbet af 1870’erne og fremefter begynder de europæiske socialdemokratier at gøre sig gældende via stemmesedlen. En evolutionær udvikling afløser en revolutionær og — for at bruge et kendt ordspil — »ballots«, stemmesedler, synes at love større resultater end kugler, »bullits«. Med forestillingen om »folket i våben« håbede Engels, at man via den almindelige værnepligt kunne erobre den borgerlige statsmagts fornemste magtinstrument, hæren, indefra, samtidig med at man via valgurnen vandt frem i den med fredelige midler førte politiske kamp og dermed sikre denne kamps resultater. Forestillinger om, hvad der herefter skulle ske i militærpolitisk henseende, findes ikke i hans forfatterskab, der tværtimod på dette punkt rummer adskillige uklarheder eller indskrænker sig til meget brede vendinger. En konkret skillelinie mellem de enkelte faser lader* sig heller ikke uden videre påvise, men derimod en vis overlapning. At ikke mindst Engels det meste af sit liv nærer en meget stærk interesse for militære forhold, er jo ikke ensbetydende med, at han også anser krig og militær magtanvendelse overhovedet for at være lige hensigtsmæssige midler i alle situationer. Det socialistiske samfund med alt, hvad dermed fulgte, var naturligvis målet, vejene kunne imidlertid udmærket gå over både krigeriske og fredelige faser. Det er imidlertid ikke altid lige let at se, hvor det ene holder op, og hvor det andet begynder. Derimod er det klart, at han i perioder, hvor han og Marx mener, at vejen går over »krigeriske« faser, interesserer sig mere for militære forhold end i perioder, hvor vægten lægges på ikke-voldelige midler. Dette ligger jo simpelthen i den politiske proces, han og Marx var aktører i. De fleste forfattere, der har beskæftiget sig med Marx’s og Engels’ indstilling til krigsproblemet, har forsøgt at påvise, at der findes både en »krigerisk« og en fredelig periode57). De er dog temmelig uenige om, hvornår den første ender, og hvornår den anden begynder. Wolfram Wette har meget fornuftigt hertil bemærket, at det må være fuldt tilstrækkeligt at fremhæve, at der sker denne ændring58). »Fredelig« betyder her ikke pacifistisk, men betyder udelukkende det middel, der i øjeblikket anses for mest hensigtsmæssigt. Ændringen sker efter min opfattelse for alvor efter 1871. Marx lader ved nogle lejligheder herefter bemærkninger falde, der kan tydes i retning af, at han ikke længere mener, at en almindelig europæisk storkrig vil fremme revolutionens og proletariatets sag. Allerede i den første »adresse« under den fransk/ tyske krig fremhævede han arbejderklassens fredskærlighed59), og i en tale i Amsterdam i 1872 udtalte han, at vold og barrikader kun var nødvendige i lande, i hvilke der hverken fandtes stemmeret eller demokratiske institutioner over hovedet 60). For Engels’ vedkommende havde erfaringerne fra 1870/71 vist det uønskelige for proletariatet i at anvende militær magt i den nærmeste fremtid til fremme af deres fælles politiske mål. Dette fremgik af den altomvæltende militærtekniske udvikling, der havde medført en betydelig risiko for alle parter, af de nationale massehæres opståen, som følge af de enkelte landes indbyrdes frygt og den heraf flydende mulighed for, at man kunne foretage en socialistisk underminering af hæren og endelig af faren for en regulær verdenskrig61). Sker der imidlertid end en ændring i Engels’ opfattelse af relationerne mellem middel og hensigt til gunst for ikke-voldelige midler, er det, fordi han mener, at disse i den givne situation er mere givende end det modsatte. Det er ikke nogen speciel forkærlighed herfor, der driver ham. Denne ændring i hans indstilling var blot en følge af — navnlig — den militærtekniske udvikling på samme måde, som han i en artikel i »Der Socialdemokrat« fra marts 1890 hævdede, at den i øjeblikket eksisterende fredelige tilstand kun var en følge af den aldrig endende revolution i våbenteknikken62). Fred var altså noget, der for Engels var afhængig af militærtekniske og militærpolitiske omstændigheder. Det må fremhæves, at der er tale om en konjunktur- og situationsbestemt ændring — på ingen måde nogen principiel tilslutning til pacifism en^). Marx’s og Engels’ politiske stillingtagen til deres samtids krige og militærpolitiske spørgsmål kan opsumerende kaldes: »Krieg im Dienste revolutionärerRealpolitik«64). Det, der både nødvendiggjorde og legitimerede deres interesse for militære forhold, var naturligvis spørgsmålet om, hvorvidt militær magtanvendelse måtte anses for et realpolitisk middel i den politiske sags tjeneste, de havde gjort til deres, og det følgende vil derfor sammenfattende beskæftige sig med Engels’ og Marx’s indstilling til deres samtids krige. Af den heraf flydende »ramme« vil deres indstilling til begrebet militær magtanvendelse i de enkelte tilfælde fremgå: 1. Under revolutionen 1848/49 ønskede Marx og Engels krig i enhver tænkelig størrelsesorden, fordi de håbede, at revolutionen, der var i færd med at gå i stå, atter ville blive bragt i bevægelse. Der eksisterede en historisk ret til revolution65). Krigen skulle være revolutionens motor eller arnested, og revolutionen skulle være det lokomotiv, der trak historien fremefter, som Marx engang har udtrykt det^é). Ved flere lejligheder gav de udtryk for ønsket om, at et revolutionært Vesteuropa skulle bekrige det reaktionære Rusland67). Wette mener, at de dermed lagde grunden til det had mod Zarismen, der endnu i tiden op til den første verdenskrig indvirkede på den europæiske arbejderbevægelse68). De gik allerede på dette tidspunkt ind for de nationale frihedsbevægelser og opfordrede disse til at påbegynde revolutionære borgerkrige for ad den vej at opnå deres mål69). Da det viste sig, at udviklingen ikke tog den ønskede retning, propaganderede de ovenikøbet mod slaverne, der i deres øjne havde forrådt revolutionen70). Denne politik stod ganske vist i skarp modsætning til det kort i forvejen offentliggjorte Kommunistiske Manifest, der havde forkyndt international solidaritet med alle undertrykte folkeslag^l). Marx og Engels var i disse bevægede år overbeviste om, at revolutionens sejr kun var mulig ved hjælp af voldelige midler. Det er med støtte i synspunkter som disse, at Engels finder alvorlig grund til at beskæftige sig med sin »alte I n k l i n a t i o n « ^ ) , Som han kaldte sin interesse for militaria. 2 .1 deres publicistiske virksomhed i løbet af 1850’erne sætter de derfor også i allerhøjeste grad deres lid til en krigs revolutionsfremkaldende virkning. Af både Krimkrigen i midten af 1850’erne og af den italienske krig i 1859 håber de, at den europæiske revolution vil blive fremkaldt^). Gentagne gange slår de til lyd for nødvendigheden af revolutionære befrielseskrige for at samle både Tyskland og Italien og retfærdiggør gentagne gange angrebskrige rettet mod det bonapartistiske Frankrig under Napoleon III og mod Zarens Rusland74). I denne periode udvikler Engels en autodidaktisk erhvervet militær viden og overvejer at gøre beskæftigelsen som militær kommentator til sin livsgerning75). Konturerne af hans militærkonception begynder at kunne anes og når et foreløbigt højdepunkt i to pjecer i forbindelse med krigen i Norditalien i 1859: »Po und Rhein« i 185976) og »Nizza, Savoyen und der Rhein« fra 186077). 3. Gennem 1860’erne følger de spændt den politiske og militære udvikling og håber, at den socialistiske bevægelse kan komme til at optræde som arvtager til det Tyskland, de ønsker, Preussen skal samle78). Instrumenterne i den proces er først og fremmest af militær karakter, først og fremmest den preussiske hær, hvis udvikling navnlig Engels viste megen opm ærksom hed79). Arbejderpartierne i både Frankrig og Tyskland er i denne periode i færd med at etablere sig. Den fransk/tyske krig 1870/71 bringer en forandring i deres syn på det ønskelige i at satse på krig. De frygter først og fremmest, at de franske og tyske arbejderpartier skal gå til grunde her. Da det i begyndelsen drejer sig om en dynastisk krig, føler de sig foranlediget til at inddrage bedømmelsen: »angriber eller forsvarer« i deres overvejelser, og de vælger at tildele Tyskland rollen som forsvarer^O). De fordømmer de territoriale krav, Tyskland senere rejser, på Alsace-Lorraine, men er dog tilfredse med, at den tyske enhed nu er en realitet, der dermed muliggør den tyske arbejderklasses organisation i nationale rammer. Pariserkommunen betragter de som en i det mindste temporær sejr for proletariatet, fordi der her er blevet givet et eksempel, og de understøtter Kommunen i den borgerkrig, der nu bryder ud i F r a n k r i g ^ l ) . De betegner ved denne lejlighed de undertryktes kamp mod deres undertrykkere som den eneste retfærdige form for kamp i historien82). Engels udvikler i denne periode sine forestillinger om insurrektion og folkekrig, og hans militære forfatterskab og hans personlige evne til at foretage et fagmilitært jugement når et nyt højdepunkt med hans artikler om krigen 1870/71 i den engelske avis »The Pall Mall Gazette«. Hans forudsigelse en uge i forvejen af tid og sted for slaget ved Sedan indbringer ham således i vennekredse tilnavnet »Generalen«, og hans tiltro både til egen formåen og til militære magtmidler som sådan overgås ikke senere^). Den militærtekniske udvikling havde imidlertid — i det mindste for en længere periode — vanskeliggjort eller direkte umuliggjort realiseringen af hans forestillinger om folkekrigen. Konsekvensen heraf drager han i et arbejde om bakunisternes mislykkede opstand i Spanien i 1872 fra tiden omkring sprængningen af den I. Internationale^). Den rent krigsmæssige del af Engels’ militær konception udvikles ikke efter denne periode, omend nok hans politiske opfattelse af krig som politisk virkemiddel, og man kan med rette hævde, at den »yngre« Engels her afløses af den »ældre«. Det bør dog ikke undre, al den stund han da er over 50 år.

4 .1 de følgende årtier — Marx dør i marts 1883 — kommer Engels mere og mere til den overbevisning, at en ny europæisk krig — som han kun kunne forestille sig som en verdenskrig — ville skade arbejderbevægelsen mere, end den ville gavne. De håb, han og Marx tidligere havde næret til en krigs revolutionerende virkning, slukkes, og han fremhæver mere og mere de uberegnelige farer og risici, der er forbundet med en verdenskrig og de dystre politiske udsigter i forbindelse med en revolutionær borgerkrig85). Derfor går han ind for en delvis nedrustning med pjecen: »Kann Europa abrüsten« fra 1893, der dog samtidig rummer den hensigt, at man via den almindelige værnepligt indeIra kan underminere det etablerede samfunds hære^ö). Han opgiver imidlertid ikke sin »historiske ret« til revolution og forbeholder sig ret til fremtidig at anvende vold som politisk virkemiddel, dersom dette skønnes nødvendigt. Samtidig begynder han dog at tro på, at man kan opnå den politiske magt via stemmeurnen*^). Af den grund går han ind for et nationalt tysk forsvar og kommer hermed i modstrid med tesen: »dié Proletarier haben kein Vater - land 88)«. Imidlertid svarede for Engels denne ændrede holdning i de givne historiske situation til såvel det tyske som det internationale socialdemokratis interesser. Denne ændrede holdning til krig og militær magtanvendelse var imidlertid ikke resultatet af en principiel ændring, der kunne søge sit ophav i moralske eller etiske motiver. Ændringen skyldtes udelukkende rationelle overvejelser, der udsprang af forandrede historisk-politiske forhold89). Der er heri intet opsigtsvækkende, fordi hverken Marx eller Engels nogensinde har ment, at den revolutionære klassekamp mellem proletariatet og borgerskabet i den kapitalistiske epoke udelukkende behøvede at antage den væbnede kamps karakter. Wette fremhæver, at der hos Marx og Engels ikke findes nogen ahistorisk retfærdiggørelsesteori for krigen som sådan, men derimod udelukkende en realpolitisk vurdering af krigen som middel for den revolutionære politik. En krig bliver retfærdiggjort, dersom den gavner proletariatets interesser, og fordømt, dersom den skader disse. Er en krig engang brudt ud, tages der altid parti for den svageste part90). Som det tidligere er blevet fremhævet, var krig og militær magtanvendelse hverken for Marx eller Engels noget mål i sig selv. Det var midler, man kunne anvende for at opnå et politisk mål91). De interesserede sig ikke ret meget for det folkeretslige og moralske spørgsmål, hvem der i en bestemt krig var angriber, og hvem der var forsvarer. Det spørgsmål, der interesserede dem, var, hvorvidt en bestemt krig eller et bestemt partis sejr var gavnlig for den revolutionære og for proletariatets sag. Krig og vold var og forblev »die Geburthelfern der Revolution«92). De midler, som den givne situation fordrede, var både retfærdige og nødvendige, hvadenten disse var fredelige eller krigeriske. Der var således ikke tale om nogen principiel afvisning hverken af det ene eller det andet. Det, der i denne sammenhæng kan påkalde sig interesse, er for så vidt ikke i hvor høj grad Marx og Engels beskæftigede sig med militære forhold — omend ej heller dette er ganske uden interesse. Det afgørende må her være den kendsgerning, at de beskæftigede sig dermed, og — ligeledes — at de selv begge opfattede denne beskæftigelse som en integreret del af deres politiske virksomhed.

NOTER OG HENVISNINGER:

1. MEW 4, s. 493. Jvf. MEW 4, s. 473. Karl Marx-Friedrich Engels: Werke bd. 1—39. Berlin 1965—1973. — Forkortet MEW. Vedrørende hele denne problemstilling se: S. Neumann: Engels and Marx: Military Concept of the Social Revolutionaries. Kap. 7 i Makers of Modem Strategy. Princeton 1943. Udg. v. E.Mead Earle, s. 155f og s. 170f. — Forkortet Neumann. Marx et Engels: Ecrits militaires. Violence et Constitution des Etats Europeens Modernes. — Traduit et presenté par R.Dangeville. Paris 1970, s. 9f og s. 14f. M. Howard: War in European History. London 1976, s. 109f. (Dansk udgave 1977: Krigen i Europas historie). — Forkortet Howard.

2. Carl v. Clausewitz: Vom Kriege. 18 udg. Bonn 1972, s. 634. Forkortet Vom Kriege.

3. MEW 3, s. 7 og s. 42.

4. MEW 23, s. 779.

5. MEW 20, s. 171. Synspunkter af denne art havde Engels allerede gjort sig til talsmand for under revolutionsperioden 1848/49. I en artikel i »Neue Rheinische Zeitung« fra 15.2.1849: »Der demokratische Panslawismus« tager han først meget håndfast afstand fra tanken om »diese Theorie der allgemeinen Völkerverbrüderung, die ohne Rücksicht auf die historische Stellung, auf die gesellschaftliche Entwicklungsstufe der einzelnen Völker weiter nichts will als verbrüdem ins Blaue hinein« (MEW 6, s. 274), hvorefter han senere i samme artikel udvikler, hvordan han forestiller sig en politisk revolution gennemført: »Aber ohne Gewalt und ohne eherne Rücksichtslosigkeit wird nichts durchgesetzt in der Geschichte, und hätten Alexander, Cäsar und Napoleon dieselbe Rührungsfähigkeit besessen, an die jetzt der Panslawismus zugunsten seiner verkommenen Klienten appelliert, was wäre da aus der Geschichte geworden«. MEW 6, s. 279. Jvf. Sv. Clausen: De vestlige statsteorier. Kbh. 1952, s. 264ff: Det blodige århundrede. Der redegøres her for »de blodige statsopfattelser, af hvilke Tyskland har leveret et uforholdsmæssigt antal, nemlig militarismen, marxismen og nazismen«. Om Marxismen i denne sammenhæng, se s. 268ff.

6. »So muss man auch dem Kriegs- und Schwertdienst mit männlichen Augen zusehen, warum er so würgt und greulich tut, so wird sich von selbst erweisen, dass er ein an sich selbst göttlicher Dienst ist, der Welt so natürlich und nützlich wie Essen und Trinken oder sonst ein anderes Werk«. M. Luther: Werke, Bd. 19, Leipzig 1897, s. 626f. (Udg. v. W. Walther). Moltke d.æ. taler et sted om, at »der ewige Friede ist ein Traum, und nicht einmal ein schöner, und der Krieg ein Glied in Gottes Weltordnung«. Brev til Professor Bluntschli d. 11.12.1880. Her citeret efter: Moltke. Leben und Werk in Selbstzeugnissen. Briefe. Schriften. Reden. — Ausgewählt und herausgegeben von M. Horst. Leipzig u.å., s.344. Jvf. E.Kessel: Moltke. Stuttgart 1957, s. 657f. Fr.Mehring: Karl Marx. Geschichte seines Lebens. Berlin-Ost 1967. (1. udg. 1919), s. 439. Her hævdes det, at Marx og Engels i krigen så »ein Element, nicht wie Moltke, von Gottes Ordnung, wohl aber von Tetifels Ordnung«.

7. Denne problemstilling findes behandlet hos: H.Rothfels: Marxismus und auswärtige Politik. I.P.Wentsche (udg.): Meinecke Festschrift: Deutsche Staat und deutsche Parteien. München 1922, s. 341. Idem: Bismarck und Karl Marx. I Bismarck. Vorträge und Abhandlungen. Stuttgart 1970, s. 197. Se videre: F.Domela Niewenhuis: Der Staatssozialistische Charakter der Sozialdemokratie. I Archiv für Sozialwissenschaft und Sozialpolitik, XXVIII, Tübingen 1909, s. 123. Jvf. M. Bakunin: Marx — socialismens Bismarck. Udg. og oversat af »Ribe Anarkisterne«. Ribe 1977, s. 8f. og s. 16f. A. Rosenberg: Entstehung und Geschichte der Weimarer Republik. Udg. v. K.Kersten, Frankfurt a.M. 1955 (1. udg. 1928— 1935), s. 51 f. og s. 94f. Forfatterens sammenligning mellem Engels og Bismarck og hans bedømmelse af Engels som statsmand (sie!) turde heller ikke være ganske uden interesse i denne forbindelse.

8. G.Lütkens: Das Kriegsproblem und die marxistische Theorie. I Archiv für Sozialwissenschaft und Sozialpolitik. Tübingen 1922, s. 467f., s. 475f., s. 478f., s. 495f., s. 507, s. 5 lOf. og s. 151f.

9. Fr.Lenz: Staat und Marxismus. Bd. II. Stuttgart/Berlin 1924, s. 108.

10. Se navnlig L.Kaufmann: Die Einstellung von Karl Marx und Friedrich Engels zu Krieg und Frieden. Würzburg 1932. — Forkortet Kaufmann.

11. W. Wette: Kriegstheorien deutscher Sozialisten. Marx, Engels, Lasalle, Bernstein, Kautsky, Luxemburg. Ein Beitrag zur Friedensforschug. Stuttgart 1971. — Forkortet Wette.

12. Wette, s. 17ff.

13. MEW 4, s. 182. Citatet stammer fra indledningen til den franske forfatterinde George Sand’s historiske roman »Jan Ziska«. Jvf. MEW 4, s. 626.

14. MEW 7, s. 480f. Se videre W. Lipgens: Staat und Intemalismus bei Marx und Engels. Versuch einer Systemübersicht. Historische Zeitschrift. Band 217. München 1973, s. 546ff. og 556ff. R. Höhn: Sozialismus und Heer. Bd. I. Berlin 1959, s. 65. — Forkortet Höhn. Jvf. W.I. Lenin: Werke. Bd. 8. Berlin-Ost 1975, s. 563ff. Artiklen: »Revolutionäre Armee und Revolutionäre Regierung«. Se specielt s. 568f. — Forkortet Lenin. M .W .Sm im ow m .fl.: Über sowjetische Militárwissenschatt. Berhn-Ost 1969, s. 13 Iff.

15. MEW 20, s. 154f.

16. Wette, s. 27. Selve det kendte citat, se Vom Kriege, s. 990f. Jvf. Johs.Witt-Hansen: Historisk materialisme. Kbh. 1973, s. 168f.

16A. Lenin: Werke 23, s. 74. Jvf. Engels’ bemærkning fra 1885 om, at »jeder Bürgerkrieg aber ist ein revolutionärer Krieg. Man führt den Krieg mit revolutionären Mittein (MEW 21, ü. 2ul).

17. MEW 4, s. 372.

18. Jvf. Wette, s. 72.

19. F. D. Chrustow’s artikel fra 1954 »Der Krieg« i »Der grosse Sov\ teterKsdopädie«, s. 111. Jvf. R. Baumeister: Gerechte und Ungerechte Kriege. Wehrkunde. München 1954, s. 26ff. og MaoTse-tung: Selected Military Writings. Peking 1963, s. 224f.

20. C. D. Kernig: Das Verhältnis von Kriegslehre und Gesellschaftstheorie bei Engels. Bemerkungen zur Genesis moderner Konflikttheorie. Afsnit i H. Pelger (Red.): Friedrich Engels 1820—1970. Referate. Diskutionen. Dokumente. Internationale Wissenschaftliche Konferenz in Wuppertal von 25.-2 9 . Mai 1970. Hannover 1971, s. 77—92. — Forkortet Kernig.

21. Kernig, s. 79f.

22. Kernig, s. 77.

23. Kernig, s. 85f.

24. Wette, s. 17.

24A. Vom Kriege, s. 191 f.

25. MEW 20, s. 154.

26. MEW 22, s. 522.

26A. Kriser opstod af den daværende verdens økonomiske og politiske forhold (MEW 25, s. 501) og gav sig udtryk i »momentane gewaltsame Lösungen der vorhandenen Wiedersprüche« (MEW25, s. 259). I »Das Kapital« bemærker Marx, »dass Revolutionen nicht durch Gesetze gemacht werden« (MEW 23, s. 778). Disse fremkaldes tværtimod af kriserne, som Marx og Engels betragtede som en revolutionens tændsats. »Eine neue Revolution ist nur möglich im Gefolge einer neuen Krisis. Sie ist aber auch ebenso sicher wie diese«.

(MEW 7, s. 440). Jvf. MEW 21, s. 220. Det middel, man skulle gribe til, var vold, fordi: »dieWaffeder Kritik kann allerdings üie Kritik der Watten mcht ersetzen, die materielle Gewalt muss gestürtz werden durch materielle Gewalt«. MEW 1, s. 385: Karl Marx: Zur Kritik der Hegelschen Rechtsphilosophie. Einleitung. 1844. Denne problemstilling har fundet behandling hos: Th.Schieder: Das Problem der Revolution im 19. Jahrhundert. Historische Zeitschrift. Bd. 170, Oldenburg 1950, s. 256ff. Og hos P. Stadier: Wirtschaftskrise und Revolution bei Marx und Engels. Historischer Zeitschrift.Bd. 199, München 1964, s. 113—144. Se navnlig s. 121 ff. og s. 13lf.

27. MEW 29, s. 192. Marx til Engels d. 25.9. 1857. Jvf. MEW 14, s. 5ff.

28. Jvf. O. Blum: Marx und Engels. Die Weltpolitische Lehrjahre. I Archiv für Sozialwissenschaft und Sozialpolitik XXXXIV, Tübingen 1917/18, s. 530ff. Den israelske historiker J.L. Talmon har i denne sammenhæng brugt udtrvkket »from riot to revolution«. J.L.Talmon: Political Messianism. The Romantic Phase. London 1960, s. 39511.

29. Neumann, s. 162.

30. MEW 10, s. 8. New York Daily Tribune, d. 2.2.1854.

31. MEW 27, s. 554ff. Jvf. G. Mayer: Friedrich Engels. Eine Biographie. II. Köln 1933, s. 529. — Mayer mener således, at Marx og Engels opfattede sig som værende i krig med det borgerlige samfund. Forkortet — Mayer. Jvf. Höhn I, s. 66f. Se ligeledes Howard, s. 109f.

32. Jvf. Vom Kriege, s. 303.

33. MEW 28, s. 299. Marx til Engels d. 30.9. 1853. Jvf. H.Gemkow (udg.): Friedrich Engels. Eine Biographie. Berlin-Ost 1972, s. 278ff.— Kap. V, 4: Der Generalstab in Manchester. W. Liebknecht: Friedrich Engels. Afsnit i »Mohr und General. Erinnerungen an Marx und Engels«. Udg. af »Institut für Marxismus-Leninismus beim ZK der SED«. Berlin-Ost 1970, s. 419ff.S. 423 omtales Engels som en proletariatets potentielle Carnot. L.F. Iljitschow m.fl.: Friedrich Engels. Leben und Wirken. Moskva 1975 (2. udg.), s. 225, s. 232 og s. 248—252. — Forkortet Iljitschow. se videre vedr. Lazaire Carnot — Th. v. Fuchs: Geschichte des europäischen Kriegswesens. Theil II. München 1974, s. 226ff. 34. MEW 29,s. 28f. Marx til Engels d.5.3. 1856: »Unter allen Umständen aber würde eine Pariser Insurrektion das Signal geben. Die Leute scheinen des festen Glaubens, dass wir und unsre Freunde gleich im ersten Moment zu ihnen eilen werden. Sie fühlen natürlich das Bedürfnis politischer und militärischer Chefs. Das ist nun keineswegs den Leuten zu verdenken«.

35. Mayer II, s. 63f.

36. H.Oncken: Marx und Engels. I Historisch-politische Aufsätze und Reden. II. Berlin 1914, s. 334f. og s. 339.

37. Onchen, s. 376.

38. MEW 39, s. 424ff. Engels til Richard Fischer, d. 8.3.1895. I årene 1878—1890 var det tyske socialdemokrati forbudt.

39. Se her W. Opitz: Die Weiterentwicklung der marxistischen Revolutionstheorie durch Friedrich Engels (1883—1895). I. Beiträge zur Geschichte der Arbeiterbewegung. 5. Berlin 1970. Her taget fra Marxismus Digest 4/1970: Friedrich Engels 1820—1970. Udg. af Institut für Marxistische Studien und Forschungen. Frankfurt a.M. 1970, s. 565—588. Her s. 575. — Forkortet Opitz.

40. Se nærmere herom i MEW 3, s. 5ff. Karl Marx: Thesen über Feuerbach 1845. These 3 og 10. Jvf. MEW 3, s. 534f. Se videre MEW 3, s. 69f. og s. 77. MEW 21, s. 300, s. 302 og s. 307: Friedrich Engels: Ludvig Feuerbach und der Ausgang der klassische deutschen Philosophic. 1888.

41. MEW 19, s. 28. Jvf. MEW 5, s. 402. MEW 20, s. 171.

42. MEW 21, s. 405ff.: Die Rolle der Gewalt in der Geschichte. 1888.

43. W.I. Lenin: Werke 25, Berlin-Ost, 1974, s. 411. W.Laqueur: Zwölf Thesen über die Guerilla. Afsnit i R. Tophoven (udg.): Guerilla und Terrorismus heute. Politik durch Gewalt. Bonn 1976. Det siges her meget rammende i denne forbindelse, at »Anhänger der Gewalttätigkeit werden nach einem Sieg wohl kaum praktizierende Demokraten und Apostel der Humanität werden«. (S. 164).

44. MEW 19, s. 224.

45. Se i denne sammenhæng D. Schröder: Die Krise der marxistisch-leninistischen Staatstheorie. Ein Beitrag zur Allgemeinen Staatslehre in der Gegenwart. — Hamburger Öffentlich-rechtliche Nebenstunden. Band 17. Hamburg 1967, s. 23ff.

46. Lenin; Werke 25, s. 408f.

47. MEW 22, s. 524.

48. MEW 39, s. 458. Engels til Paul Lafarque d. 3.4.1895.

49. MEW 22, s. 280. Engels til G.Bovio, d. 6.2.1892.

50. MEW 20, s. 262.

51. MEW 7, s. 89 og 247ff. Jvf. Opitz, s. 582.

52. MEW 20, s. 261.

53. MEW 19, s. 6f. Engels til A.Bebel d. 18./ 28.3.1875 og MEW 19, s. 27ff. Jvf. Opitz, s. 582.

54. MEW 2, s. 543. Jvf. O. Balleby: Friedrich Engels’ forestillinger vedrørende militær organisation. I Militært Tidsskrift 1978, s. 13. Engels’ ofte citerede bemærkning vedr. »ein wirkliches Vaterland, einem Wirklichen Herd zu verteidigen« etc. kan meget vel tænkes at have været enten en lettere omskrivning eller være blevet til under inspiration af N. v. Gneisenau.' I forbindelse med de preussiske hærreformer efter nederlaget til Napoleon ved Jena i 1806, bemærker Gneisenau et sted — i forbindelse med ønsket om at styrke det indkaldte mandskabs kampmotivation: »den kriegerischen Geist durch Uebungen wecken, und aus dem Volk eine Masse von Verteidigern bildeii die für ihren Herd, ihr Eigenthum und ihre Familien kämpfen und durch Anzahl und Muth an ihren Gränzen unüberwindlich sind. Kein Misstrauen in das Volk . . . Gemeinschaftliches Vaterland, wo Wohlstand und Vaterlandsliebe — Erwerbfleiss weckt den Muth, das Erworbene zu verteidigen, Anhänglichkeit an Regierung und Vaterland wird zur Verteidigung begeistern.«. Her taget fra G. H. Pertz: Das Leben des Feldmarschalls Grafen Neithardt von Gneisenau. Bd. I, Berlin 1864, s. 321 f. Jvf. Howard, s. 87. Jvf. MEW 12, s. 214: »pro aris et focis«.

55. Neumann, s. 158.

56. Jvf. Neumann, s. 168.

57. Kaufmann, s. 84 og 91. k.kautsky: Socialisten und Krieg. Ein Beitrag zur Ideengeschichte des Sozialismus von den Hussiten bis züm Völkerbund. Prag 1937, s. 243,246—249. Jvf. Wette, s. 90.

58. Wette, s. 90.

59. MEW 17, s. 7.

60. MEW 1.8, s. 160.

61. M EW 21, s. 350f.

62. MEW 22, s. 9. Artiklen: Was nun? d. 8.3. 1890.

63. Jvf. Wette, s. 93.

64. Den her anvendte inddeling er i al væsentlighed identisk med afsnittet s. 98ff. hos Wette.

65. MEW 22, s. 524.

66. MEW 7, s. 85.

67. MEW 5, s. 202 og 334. Neue Rheinische Zeitung, d. 12.6.1848 og d. 20.8.1848.

68. Wette, s. 98.

69. MEW 5, s. 227f. Neue Rheinische Zeitung, d. 12.7.1848.

70. MEW 6, s. 149. Neue Rheinische Zeitung, d. 1.1.1849.

71. MEW 4, s. 492f.

72. MEW 27, s. 554.

73. MEW 29, s. 584f. Marx til Lasalle, d. 16.3.1859.

74. MEW 29, s. 432. Marx til Engels, d. 18.5. 1859. Jvf. MEW 13, s. 61 lf.

75. MEW 29, s. 580. Marx til Lasalle, d. 25.9. 1859. Jvf. Neumann, s. 163.

76. MEW 13, s. 225ff.

77. MEW 13, s. 57Iff. Jvf. O. Balleby: Friedrich Engels’ opfattelse af samtidens militærvæsen. Militært Tidsskrift 1975, s. 157ff. Se videre Iljitschow, s. 237f og s. 241ff. Mayer II, s. 82ff. og s. 94ff.

78. MEW 31, s. 375f. Marx til Engels, d. 2.11. 1867. MEW 33, s. 40. Engels til Marx, d. 15.8. 1870.

79. MEW 16, s. 37ff.

80. MEW 17, s. 5. Erste Adresse des Generalrats.

81. MEW 17, s. 319ff. og s. 362.

82. MEW 17, s. 358.

83. MEW 17, s. 9—264, se specielt s. 68ff. og s. 79f. Jvf. O. Balleby: Friedrich Engels’ opfattelse af samtidens militærvæsen. Militært Tidsskrift 1975, s. 166ff. Vedr. tilnavnet Generalen se: A.Bebel: Aus meinem Leben. Berlin-Ost 1961, s. 746ff. samt W. Liebknecht: Friedrich Engels. — Illustrierter Neue Weltkalender für das Jahr 1897. Hamburg 1897, s. 42 Iff.

84. MEW 18, s. 476ff.

85. MEW 21, s. 350f.

86. MEW 22, s. 369ff. specielt s. 393ff.

87. MEW 37, s. 359f. Engels til Laura Lafargue, d. 26.2.1890. MEW 37, s. 365f. Engels til Liebknecht, d. 9.3.1890.

88. MEW 4, s. 479.

89. Jvf. Kaufmann, s. 87 og 91. Wette, s. 100.

90. Wette, s.100.

91. Kaufmann, s. 95. Wette, s. 100.

92. Jvf. MEW 23, s. 779.