Log ind

Vil det nye Mellemøsten blive (post)-islamisk?

#

Morten Valbjørn, adjunkt, Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet

 

De seneste årtiers politiske udvikling i mange af de mellemøstlige lande kan beskrives

som en ’transition to nowhere’. Der var tale om et politisk liv præget af pseudovalg til mag-
tesløse parlamenter og politiske reformer, der havde haft til formål at forhindre reel foran-
dring i de liberaliserende autokratier.1 Med det Arabiske Oprør, der tog sin begyndelse

med tunesiske Ben Ali og ægyptiske Mubaraks fald i begyndelsen af 2011 er denne de-
facto kontinuitet blevet brudt. Endnu er det imidlertid alt for tidligt at erklære, at de sene-
ste omvæltninger vil komme til at udmønte sig i en reel transition til demokrati. Det vil

være mere præcist at tale om, at regionen nu befinder sig i en ’transition to somewhere’.
Der er dog meget som peger på, at i hvert fald nogle af de mellemøstlige lande, der har
været præget af store folkelige protester, i første omgang vil komme til at opleve en form
for politisk åbning. Den vil blandet andet finde udtryk i afholdelsen af langt mere frie og
fair valg, hvor et betydeligt større antal politiske aktører vil få lov til at konkurrere, end
hvad der tidligere har været tilfældet. Der hersker dog ingenlunde klarhed eller enighed

om, hvad udfaldet af disse valg vil blive og mere generelt, hvor denne ’transition to so-
mewhere’ vil føre Mellemøsten hen. Meget sigende figurerer svarmuligheden ‘endnu for

tidligt at sige’ som den mest populære i en ægyptisk meningsmåling fra juli 2011.2

Et af de emner, som i den forbindelse har været særligt omdiskuteret, handler om is-
lamismens fremtidige rolle i et ’nyt Mellemøsten’. Det gælder både spørgsmålet om, hvor-
dan islamisterne gennem deres politiske deltagelse vil påvirke den generelle politiske

udvikling, og omvendt om hvordan gennemførelsen af mere frie og fair valg vil påvirke de
politiske islamister såvel som andre dele af den islamistiske scene.
Hvad sidstnævnte angår, er det relevant at erindre sig, at ikke blot er muslimer ikke
nødvendigvis islamister, men islamister findes også i flere varianter. Ligesom der findes
utallige definitioner af islamisme, er der også mange bud på typologier. Én mulighed er at

tage afsæt i en relativ bred forståelse af islamisme som en moderne politisk ideologi for-
bundet med social/politisk aktivisme optaget af implementeringen af en given ideologisk

vision af islam i stat/samfund, og herpå sondre mellem fire forskellige typer: en politisk
islamisme, der er mere orienteret mod aktivisme inden for den formelle politiske proces
end mod snæver religiøs mission med det Muslimske Broderskab som typisk eksempel; en
missionerende islamisme, der findes i ganske forskellige udgaver - strækkende sig lige fra

wahhabi-salafisme over sufi-ordener som den marokkanske Retfærdighed & Godgøren-
hed, al adl wal ihsan, til meget pragmatiske islamistiske ungdomsorganisationer. De er

dog er fælles om at holde sig uden for formel politik til fordel for forskellige former for
religiøs aktivisme, dawa, med fokus på identitet og moral; en doktrinær jihadi-islamisme,
der som al-Qaida og affilierede glorificerer vold som den primære, hvis ikke ligefrem den

eneste, legitime form for aktivisme og endeligt en nationalistisk jihadi-islamisme, der også

er kendetegnet ved en militant aktivisme, men primært mod, hvad der ses som en frem-
med besættelsesmagt, og som oftest også omfatter social og politisk aktivisme, således

som det er tilfældet for Hamas og Hizballah.3
I denne debat om, hvorvidt og hvordan de politiske islamister vil påvirke Mellemøstens

aktuelle ’transition to somewhere’, og hvordan denne udvikling vil indvirke på den islami-
stiske scene, er det en smule forenklet muligt at identificere to markante fløje, hvis positi-
on henholdsvis kan spidsformuleres i et udsagn om, at ”dette er Iran 1979”, og at ”isla-
mismen er ’so 20th Century’”. I det følgende vil begge disse to udsagn og deres rationale

blive diskuteret og på den baggrund vil en mellemposition blive skitseret, hvad angår den
politiske islamismes plads i et nyt Mellemøsten og implikationer for den øvrige islamistiske

scene. Udover Tunesien vil diskussionen især basere sig på tendenser i Ægypten, efter-
som det ofte har været sådan, at - med en lettere omskrivning af det klassiske Las Vegas

udtryk - ’what happens in Egypt does not stay in Egypt’.

 

”Dette er Iran 1979...”

Opfattelsen hos den første toneangivende fløj i debatten om islamisternes rolle i Mellem-
østens ’transition to somewhere’ kan som sagt spidsformuleres i et udsagn om, at ’dette

er Iran 1979’. Hovedpointen er således, at såfremt det Arabiske Oprør resulterer i, at der
faktisk gennemføres mere frie og fair valg, hvor også islamister får lov til at stille op og
konkurrere, vil denne politiske åbning blive meget kortvarig. Fortalere for denne position
forudser således, at islamisterne vil vinde sådanne valg over deres sekulære konkurrenter,
men det vil herpå vise sig, at deres demokrati-forståelse indskrænker sig til at handle om

’one man, one vote, one time’. De vil således afskaffe alt, hvad der måtte minde om de-
mokrati og i stedet indføre islamisk lov. Med andre ord, risikerer det Arabiske Oprør at

ende med at blive en islamis(tis)k revolution, hvor det ’nye Mellemøsten’ vil komme til at
blive præget af autoritære teokratier som det iranske.
Som støtte for dette scenario henvises der for det første gerne til, hvordan der ikke

skulle være nogen fundamental forskel mellem khomeinismen og det Muslimske Broder-
skab, som faktisk skulle have inspireret Khomeini.4 Hvad angår det Muslimske Broder-
skab, der findes i en række af de lande, hvor det Arabiske Oprør har udfoldet sig, peges

der i den forbindelse dels på, hvordan broderskabets ægyptiske grundlægger Hassan al-
Banna ikke havde megen fidus til demokrati og så et flerpartisystem som skadeligt, og

dels på hvordan brødrene udover historisk at have været voldelige også har fostret skik-
kelser som Sayyid Qutb, der gerne anses som en af den militante islamismes centrale

intellektuelle figurerer, såvel som al-Qaidas Ayman al-Zawahiri. På tilsvarende vis er det
blevet fremhævet, hvordan tunesiske al-Nahda historisk har været involveret i militant
aktivisme og hvordan bl.a. dele af den gamle frankofone sekulære elite beskylder al-

Nahda for at ville dominere tunesisk politik og for at have en hemmelig udemokratisk og
ekstremistisk dagsorden, som vil vise sig, når først de kommer til magten.5

For det andet erindrer fortalere for denne position gerne om omstændighederne om-
kring oprettelsen af den islamiske republik Iran. Selvom den iranske revolution i udgangs-
punktet snarere var iransk end islamisk, lykkedes det efterfølgende islamisterne først at

udmanøvrere de sekulære liberale og socialistiske revolutionære, der havde været med til

at vælte Shahen. Siden blev der gennemført en folkeafstemning, hvor den iranske befolk-
ning med 99 % godkendte en ny teokratisk forfatning, der sikrede Khomeini status som

den øverste leder og markerede begyndelsen på et islamistisk autokratisk styre.
For det tredje refereres der gerne til de algeriske og palæstinensiske erfaringerne med

at lade islamister stille op til relativt frie valg med reel konkurrence. Da det algeriske regi-
me i begyndelsen af 1990’erne indledte en politisk åbning stod den Islamiske Frelserfront

(FIS) således til at vinde valget i 1991 og de ville have fået magten, hvis ikke militæret

havde grebet ind med en mere eller mindre implicit accept fra Vesten, der netop var be-
kymret over, om FIS var fuldt demokratiske. Efter tidligere at have boykottet de palæsti-
nensiske valg, besluttede Hamas i 2006 at stille op til, hvad der gerne regnes som et af de

frieste valg i den arabiske verden. Som bekendt resulterede dette i en valgsejr til Hamas.
I forlængelse heraf peges der for det fjerde gerne på, hvordan islamisternes succes i
Iran, Algeriet og Palæstina hverken er tilfældig eller burde overraske nogen. Det afspejler
blot det tætte bånd mellem religion og politik i det muslimske Mellemøsten, som enhver
reel forståelse af mellemøstlig politik må tage afsæt i. Gennem årtier har det netop også

været islamister, der har tegnet den toneangivende fredelige såvel som militante oppositi-
on. Hvis muligheden melder sig igen, vil islamisterne ifølge denne fløj bruge demokratiets

midler til først at tage magten og herpå indføre et udemokratisk islamisk styre, således
som det skete i Iran.

 

”Islamismen er ’so 20th Century...’”
Som diametral kontrast til denne opfattelse om, at den aktuelle ’transition to somewhere’

vil skabe et ’nyt Mellemøsten’ præget af autoritære teokratier finder man, hvad man kun-
ne kalde den post-islamistiske fløj. De afviser ikke blot Iran 1979-analogien, men mener

ligefrem, at det Arabiske Oprør har vist, hvordan islamismen har udspillet sin historiske
rolle og som sådan er ’so 20th Century’. I det omfang det giver mening at beskrive det
Arabiske Oprør som en revolution, er der ifølge denne fløj ikke tale om en islamistisk, men

derimod om hvad Asaf Bayat og Oliver Roy har betegnet som en post-islamistisk revoluti-
on.6 Denne vil bane vejen for et demokratisk ’nyt Mellemøsten’ domineret af mere sekulæ-
re kræfter, for hvem religion er en privat sag, der ikke skal blandes sammen med politik.

Det betyder også, at årtiers interesse for forholdet mellem religion og politik i Mellemøsten
og ikke mindst spørgsmålet om, hvordan man bør betragte islamister, er helt forældet i
den aktuelle debat om, hvad der vil kendetegn et ’nyt Mellemøsten’ i det 21. århundrede.

Som støtte for denne position tages der gerne udgangspunkt i, hvordan der ved de
store demonstrationer på Tahrir-pladsen i Kairo ikke var nogen samlende karismatisk

religiøs figur a la Khomeini ligesom islamisterne var så godt som fraværende ved de tune-
siske demonstrationer, der startede hele det Arabiske Oprør. Trods årtiers snak om, hvor-
dan de udgjorde den eneste reelle opposition spillede det ægyptiske Muslimske Broder-
skab heller ikke nogen nævneværdig, endsige ledende, rolle i demonstrationerne mod

Mubarak. De var derimod splittede, om de overhovedet skulle deltage. Ledelsen erklære-
de til at starte med således, at bevægelsen som helhed ikke ville spille nogen rolle, men at

det stod frit for den enkelte at deltage. Demonstrationerne var i stedet anført af et løst

organiseret og ansigtsløst netværk domineret af en ung og globaliserede ’Facebook-
generation’, som bl.a. talte personer som Wael Ghonim fra Google. De var hverken fasci-
neret af revolutionen i Iran, der fandt sted før de blev født, eller udvidende om, hvordan

både det saudiske og iranske bud på en islamisk samfundsmodel blot har skabt under-
trykkelse uden at kunne levere overbevisende svar på, hvordan man skaber reel politisk,

social og økonomisk udvikling. Selvom en række af disse unge er troende, var de på den
baggrund heller ikke interesserede i at sammenblande politik og religion som del af en
stor ideologisk vision. Meget sigende genlød de store demonstrationer i januar og februar
på Tahrir-pladsen ikke af klassiske islamistiske slagord om, at ’islam er løsningen’, om at
’Koranen er vor forfatning’ eller om at islam er ’religion og stat’, din wa dawla. Religion
indtog således ikke nogen fremtrædende plads i demonstranternes retorik, der generelt
ikke var præget af store forkromede ideologiske visioner, men handlede først og fremmest

om, at Mubarak skulle træde tilbage, således at et korrupt diktatur kunne afløses af demo-
krati.

 

Rygtet om islamismens død...
Det er således muligt at opregne en række argumenter til støtte for begge disse to fløjes
meget forskelligartede udsagn om, hvilken rolle islamisterne vil komme til at spille for
Mellemøstens ’transition to somewhere’. Ikke desto mindre er der god grund til at kaste et

kritisk blik på såvel den islamistiske som post-islamitiske karakteristik af et ’nyt Mellem-
østen’. Hvad angår det post-islamistiske argument synes der på samme tid at have været

en tendens til at overdrive de post-islamistiske kræfters styrke og betydning i Mellem-
østens ’transition to somewhere’, samtidigt med at rygtet om islamismens død synes

overdrevet.
Der er for det første grund til at stille spørgsmålstegn ved den prominente rolle, som
den unge ’Facebook-generation’ er blevet tildelt især i de vestlige medier, hvor de til tider
er blevet fremstillet som eksponent for et fuldkomment ’nyt Mellemøsten’, der er både
sekulært, demokratisk og pro-vestligt. Selvom disse unge utvivlsomt spillede en stor rolle i

den første fase især af den ægyptiske del af det Arabiske Oprør, har nogle af de karakter-
træk, som i begyndelsen var en fordel, vist sig at være med til at svække deres efterføl-
gende indflydelse. Deres meget overordnede krav om Mubaraks afgang og fraværet af

mere specifikke langsigtede mål var nyttig i skabelsen af en bred alliance ligesom deres
ansigtsløse form for netværksorganisering gjorde det svært for det ægyptiske regime at
ramme ledelsen. Sidenhen har netop disse træk imidlertid været med til at bidrage til en
rådvildhed og intern splittelse, herunder om hvem der kunne udtale sig, om hvorvidt man
burde transformere sig til et egentligt politisk parti, og om hvorvidt man skulle fortsætte
demonstrationerne på Tahrir-pladsen eller ej. Senest er 6. april-bevægelsen, der gerne

associeres med denne ’Facebook’-generation, blevet sprængt i to fløje pga. intern uenig-
hed om fremtidig strategi og ledelse. De unge fra Tahrir synes på mange måder således at

være blevet overhalet indenom af andre og mere traditionelle politiske bevægelser med en

egentlig ledelse og en parathed til at organisere sig som et formelt politisk parti. Hertil
kommer, at selvom der er kommet mange flere sekulære politiske partier har disse haft
svært ved at samarbejde om at skabe bredere koalitioner med et klart budskab. I stedet

har de brugt mange kræfter på intern strid, hvilket har afspejlet sig i en fragmenteret seku-
lære politisk scene med et virvar af små og relativt ukendte partier uden større græsrods-
organisering.

For det andet er der god grund til at være opmærksom på, hvordan denne angiveligt
post-islamistiske gruppe af globaliserede Facebook-unge kun udgør en lille del af den 80

mio. store ægyptiske befolkning. Eksempelvis har 71 % af ægypterne ikke adgang til inter-
net, og trods al hypen omkring betydningen af de nye sociale medier var det ikke desto

mindre kun 6 %, der brugte Facebook som deres centrale informationskilde om demon-
strationerne, som 72 % endvidere ikke selv deltog i på nogen måde.7 I forlængelse heraf

er det også vigtigt at forholde sig til, hvordan flertallet ikke nødvendigvis deler samtlige af
disse unges værdier eller visioner for, hvor den aktuelle ’transition to somewhere’ skal
lede det ’nye Mellemøsten’ hen. Hvad angår spørgsmålet om adskillelse af religion og
politik peger flere af de meningsmålinger, der har været foretaget efter Mubaraks fald
således hverken på, at det ægyptiske samfund er post-islamistisk eller at der er et ønske
om at adskille religion og politik. I en meningsmåling fra marts/april 2011 fremgår det på
den ene side, at 71 % af de adspurgte ægyptere mente, at demokrati var at foretrække ift.

alle andre styreformer ligesom 3⁄4 havde et positivt billede af den føromtalte 6. april-
bevægelse. Af meningsmålingen fremgik det på den anden side, at hele 88 % mente, at

det var vigtigt, at religiøse partier kunne være del af regeringen, 80 % erklærede, at religi-
øse ledere spillede en positiv rolle for samfundsudviklingen og hele 62 % mente, at lan-
dets love strikt burde følge Koranen.8 Dette billede er endvidere ingenlunde unikt for

Ægypten. I Tunesien, som under Ben Ali gerne blev regnet som det mest gennemsekulari-
serede arabiske land, viste en meningsmåling foretaget i marts 2011, at hele 48 % øn-
skede at landets politik skulle basere sig på religion.9

For det tredje synes det Muslimske Broderskabs rolle at være alt andet end udspillet i

Ægypten. Efter indledningsvist at have indtaget en meget tilbageholdende rolle er brødre-
ne efter Mubaraks fald begyndt at spille en voksende rolle i det aktuelle politiske spil lige-
som de fortsat nyder en ikke ubetragtelig opbakning i dele af den ægyptiske befolkning.

Allerede ved folkeafstemningen om forfatningsændringer, der fandt sted den 19. marts,

stod det klart, at Broderskabet fortsat ønskede og kunne spille en politisk rolle. Broder-
skabets var således repræsenteret i den forfatningskommission, som militæret havde

udpeget. At hele 77 % valgte af stemme for disse forfatningsændringer, som fra Tahrir-
pladsen ellers var blevet kritiseret for at være alt for lidt vidtgående, er ikke mindst blevet

tilskrevet Broderskabets evne til at mobilisere deres støtter, hvilket bl.a. skete med religiø-
se argumenter. I Alexandria skulle brødrene således have hængt bannere op, der erklære-
de, at det var en ’religiøs pligt at stemme ja’. Det blev begrundet med, at forslaget bekræf-
tede forfatningens § 2 om, at islam skal være den centrale kilde til landets lovgivning.

Iagttagere har dog peget på, Brødrene også kunne have en yderligere grund. Man forven-
tede således, at et ’ja’ kunne medvirke til at fremskynde afholdelsen af parlamentsvalg,

hvilket alt andet lige ville begunstige allerede velorganiserede og kendte politiske aktører

såsom det Muslimske Broderskab. Det var ganske vist først i februar 2011, at de erklære-
de at ville oprette partiet ’Frihed & Retfærdighed’, men bevægelsen har en lang historie og

er både velstående og velrepræsenteret også uden for Kairo og Alexandria. Ifølge en me-
ningsmåling fra juni er Frihed & Retfærdighed-partiet sammen med Wafd således de ene-
ste partier, som majoriteten af den ægyptiske befolkning kender,10 og ifølge en anden

meningsmåling udtrykker hele 75 %, at de har et positivt syn på det Muslimske Broder-
skab.11

Dette billede genkendes også fra Tunesien. Selvom al-Nahda var forbudt i Ben Ali-
perioden og heller ikke spillede nogen rolle under demonstrationerne i januar fremstår den

tunesiske ækvivalent til det Muslimske Broderskab ifølge mange iagttagere i dag som en
af de – hvis ikke dén - mest indflydelsesrige aktører på Tunesiens politiske scene. Rachid
Ghannouchi er vendt tilbage fra sit eksil i London og al-Nahda har siden den 1. marts, hvor

partiet igen er blevet tilladt, været meget aktive i at genopbygge et landsdækkende net-
værk af partikontorer.12

Udover at velkendte politiske islamistiske bevægelser som det Muslimske Broderskab
og dets ækvivalenter langt fra synes at have udspillet deres politiske rolle, har en lang
række andre islamistiske bevægelser for det fjerde markeret deres indtræden på den
politiske scene. Det gælder bevægelser, der tidligere uden held har forsøgt at få status
som legalt politisk parti, såsom det ægyptiske midtersøgende Hizb al-Wasat, der allerede

blev godkendt den 19. februar. Hertil kommer bevægelser, der tidligere har affejet delta-
gelse i valg som uislamisk og måske også været militante. Det gælder eksempelvis for al-
Gamma al-Islamiyya. De opgav ganske vist allerede deres militante kamp tilbage i 1997,

men indtil for nyligt har de afvist at deltage i formel politik og har i stedet koncentreret sig
om missionerende aktivisme.13 Efter Mubaraks fald har de imidlertid erklæret, at de nu
overvejer at oprette et politisk parti for herigennem at søge indflydelse i ægyptisk politik.
På tilsvarende vis har Ægyptisk Jihad meddelt, at de vil oprette partiet Fred & Udvikling.14
Endeligt har man i de seneste måneder kunne iagttage en bemærkelsesværdig udvikling
blandt Ægyptens salafister. Denne form for islamisme har gennem de senere år oplevet en

voksende tilslutning i Ægypten og vurderes af nogle iagttagere til i dag at udgøre den stør-
ste religiøse gruppering i Ægypten. Salafisternes fremgang er ofte blevet tolket ind i den

post-islamistiske tese om en generel depolitisering af islam. Udover at have en meget
bogstavstro tilgang til de islamiske primærkilder har et af de centrale kendetegn ved sala-

fister - i den puristiske såvel som militante variant - således været en udtalt skepsis ift.
formel politisk deltagelse såvel som demokrati som princip.15 Mens sidstnævnte skulle
være uforeneligt med princippet om Guds absolutte suverænitet er førstnævnte blevet

anset som korrumperende for religionen, idet den herved reduceres til blot at blive et in-
strument for et politisk projekt. Dette er netop en anke som salafisterne har rejst ift. de

muslimske brødres politiske aktivisme. Ikke desto mindre lyder det nu fra skikkelser som
Mohammed Hassen, at der ikke findes nogen religiøs begrundelse for ikke at deltage i
valg, hvis sådanne kan medvirke til at udbrede religiøse synspunkter,16 og der er allerede
oprettet to salafistiske partier, al-Nour og al-Fadila.17 I Tunesien berettes der også om en

forstærket salafi-trend, bl.a. hos unge tunesere. Dette har bl.a. givet sig til udtryk i ung-
domsbevægelsen Hizb al-Tahrir, som de tunesiske myndigheder dog har nægtet at legali-
sere under henvisning til, at de åbent har erklæret, at de arbejder for oprettelsen af et

islamisk kalifat og forbindes med angreb på alkoholbutikker og ikke-tilslørede kvinder.18
Det seneste halve års begivenheder tyder således på, at under forudsætning af at det
faktisk giver mening at deltage i formel politik, behøver salafisme ikke nødvendigvis at

være forbundet med en depolitisering af islam. Det er faktisk netop også, hvad man alle-
rede år tilbage har kunnet observere blandt Kuwait og Bahrains ’politiske salafister’, der er

repræsenteret i parlamentet.19

At rygtet om islamismens død i det politiske liv er overdrevet, blev yderligere understøt-
tet den 29. juli, da hundrede-tusinder samledes på den symbolske Tahrir-plads, der denne

gang rungede af slagord om, at ”folket ønsker at implementere Guds Lov” og ”Islamiyya,
Islamiyya”. Iagttagere vurderer, at 90 % af deltagerne var islamister, heraf omkring 1⁄2

salafister, og demonstrationen blev efterfølgende betegnet som en ’islamistisk magtde-
monstration’, der udover at være et svar på den overvejende sekulære demonstration den

8. juli havde til formål at gøre en islamistisk stemme gældende i den politiske debat om
Ægyptens fremtid.20

 

I live men forandrede og splittede...

Selvom der kan være god grund til at udfordre det post-islamistiske udsagn om, at isla-
mismen er ’so 20th Century’, betyder det imidlertid ikke, at en politisk åbning med mere

frie og fair valg nødvendigvis vil føre til islamistiske valgsejre endsige en islamistisk magt-
overtagelse, hvor demokratiet vil blive afskaffet til fordel for et iransk inspireret teokrati.

For det første er det relevant at hæfte sig ved, at udover at sunni-islamistiske bevæ-
gelser på en række måder adskiller sig fra den shiitiske khomeinisme21 så har det ægypti-
ske Muslimske Broderskab også gennemgået en markant udvikling siden 1970’erne. Alle-
rede i 1972 gav bevægelsen afkald på brugen af vold og siden 1984 har muslimske brød-

re stillet op til diverse former for valg og i 2007 fremsatte man planer om at ville oprette et

egentligt politisk parti, vel vidende at et sådant aldrig ville blive godkendt af Mubarak-
regimet. Parallelt hermed har bevægelsen især siden begyndelsen af 1990’erne gennem-
gået en ideologisk nyorientering. Islam er blevet fortolket som et politisk system, der bedst

er udmøntet i demokratiet. Ved 2005-valget og siden i 2007-udkastet til et partiprogram

har dette afspejlet sig i erklæringer om vigtigheden af at sikre borgernes frihedsrettighe-
der, demokrati, respekten for menneskerettigheder, magtens tredeling, parlamentarisme

og konstitutionalisme – om end partiprogrammet også udstillede en række gråzoner.22 Det
Muslimske Broderskabs retorik efter Mubaraks fald falder på mange måder i tråd med

denne udvikling. 23 Man har været meget opmærksomme på at berolige bekymrede iagtta-
gere i og uden for Ægypten: dels gennem erklæringer om at man hverken ønsker en seku-
lær eller religiøs stat, men en ’civil demokratisk stat’ ligesom man har betonet behovet for

politiske reformer, for religiøs tolerance og for et opgør med korruptionen mens mere spe-
cifikke islamiske emner er trådt i baggrunden. Dels gennem forsikringer som Essam el-
Erians om, at man ikke er interesseret i magt men blot at udbrede sine ideer og værdier,

samtidigt med at man har erklæret, at intet medlem fra det Muslimske Broderskab vil få
lov til at opstille til præsidentvalget ligesom man kun vil opstille kandidater til halvdelen af
parlamentspladserne. I Tunesien finder man en tilsvarende udvikling hos al-Nahda, der
har afsværget enhver form for militant aktivisme, og er nu meget optaget af at betone
vigtigheden af demokrati, et flerpartisystem, en fri presse, religionsfrihed ligesom man
beskriver tyrkiske AKP som et forbillede.24

Uanset om dette blot er tom retorik eller ej synes der ifølge der seneste halve års me-
ningsmålinger for det andet ikke at være meget der tyder på, at Ægyptens Muslimske

Broderskab står til at få en egentlig jordskredssejr, der vil give dem magten alene. Selvom
hele 75 % i en meningsmåling fra april angav, at de havde et positivt syn på det Muslimske
Broderskab, er dette således ikke ensbetydende med, at de også vil give Broderskabets

deres stemme. I selvsamme meningsmåling angiver kun 17 %, at de ønsker, at det Mus-
limske Broderskab skal lede en ny regering,25 og hvis man konsulterer andre meningsmå-
linger, der er foretaget siden Mubaraks fald ligger støtten til Broderskabet kun på mellem

12-17 %26 - en enkelt angiver ligefrem, at kun 2 % ville stemme på Broderskabet, hvis der
var valg i dag, men det skal retfærdigvis bemærkes, at hele 65 % her figurerer i gruppen

’ved ikke’.27 Med andre ord synes det Muslimske Broderskab at blive til en central politisk
’spiller’, men uden at kunne dominere den politiske scene alene. Dette billede synes også
at passe meget godt på Tunesien, om end al-Nahda med 20-30 % står til at blive en lidt
større fisk.
I forlængelse heraf er det for det tredje vigtigt at være opmærksom på, at selvom 29.

juli demonstrationen er beskrevet som en ’islamistisk magtdemonstration’, er der ingen-
lunde tale om nogen samlet islamistisk blok. Selvom der måtte være en overordnet enig-
hed om, at Ægypten ikke skal være sekulær, men bevare sin ’islamiske identitet’, bl.a. ved

at fastholde forfatningens § 2, findes der vidt forskellige opfattelser om, hvad dette nær-
mere indebærer. Det politisk islamistiske landskab, hvor det Muslimske Broderskab nær-
mest havde monopol under Mubarak, er i dag således befolket med nye islamistiske parti-
er, der går lige fra en liberal islamisme til ultra-konservative varianter. Denne mangfoldig-
hed blandt de islamistiske partier afspejler sig i en indbyrdes uenige, om hvorvidt man skal

arbejde for en egentlig islamisk stat eller en ’civil demokratisk stat med en islamisk identi-
tet’; om hvorvidt lovgivningen skal følge islamisk lov ’strikt’ eller blot ’være inspireret’; om

hvorvidt man skal søge alliancer med sekulære eller ej; om hvorvidt demokrati primært er
et middel eller et mål i sig selv, og om hvorvidt det tyrkiske AKP bør være et forbillede eller
ej.

Det er imidlertid ikke blot mellem de forskellige nye islamistiske partier, man finder
uenighed. Det gælder også internt i de islamistiske bevægelser, de udspringer af. Inden for
al-Gamma al-Islamiyya er der således ikke enighed, om man vitterligt bør oprette et parti,
eller om man skal forblive med at arbejde som en social bevægelse. Salafisterne er dybt
splittede i spørgsmålet om politiske deltagelse. Nogle er positive over for et sådant skifte
og der er som beskrevet allerede oprettet to salafistiske partier. Andre fastholder den

traditionelle skepsis med velkendte argumenter om, at islam er uforeneligt med demokra-
ti, hvorfor politisk deltagelse er ugudeligt.28 Det Muslimske Broderskab er ingenlunde for-
skånet denne interne splittelse. Lettelsen af det eksterne pres, som Mubarak regimets

repression udgjorde, kombineret med det Arabiske Oprørs mange nye udfordringer har
således været med til at få de interne splittelser, der også tidligere har været at finde
blandt Brødrene, til at springe ud i lys lue. Der er delvist tale om en generationskonflikt,
der på et ideologisk plan udspiller sig mellem en ældre og mere konservativ generation,
der stadigt taler om, at ’Koranen er vor forfatning’, og en yngre generation, hvor nogle

ligefrem sammenligner sig med de europæiske Kristendemokrater. På den baggrund fin-
der man inden for Broderskabet vidt forskellige opfattelser mht. islamisk lovs betydning,

og om i hvilket omfang en accept af demokrati også indebærer, at man abonnerer på et
større liberalt værdisæt. På det taktiske plan finder man en stor uenighed, om Brødrene
skal forsøge at dele magten med andre konservative kræfter, herunder militæret, eller om
man snarere bør alliere sig med de sekulære grupper, som unge Brødre samarbejdede
med på Tahrir-pladsen. Endeligt raser der på et organisatorisk plan en kontrovers om,
hvorvidt man overhovedet bør oprette et egentligt politisk parti, om hvilken relation et

sådant parti skal have til den større broderskabsbevægelse, og endeligt om, hvorvidt brød-
re kan forbydes at melde sig ind i eller oprette andre partier. Denne uenighed har ført til

spekulationer, om Mubaraks fald på paradoksal vis vil føre til en sprængning af det Mus-
limske Broderskab. Indtil videre en række prominente skikkelser har forladt Broderskabet,

samtidigt med at flere nuværende og tidligere Brødre har erklæret, at de selv vil oprette

partier som alternativ til Frihed & Retfærdighedspartiet.29 Om end splittelsen ikke er ligeså
åbenlys inden for an-Nahda berettes der også her om voksende interne spændinger, bl.a.
vedrørende hvilken rolle islamisk lov bør spille i det politiske program, samtidigt med at

partiet oplever en stor konkurrence fra de over 50 andre partier, hvoraf flere er islamisti-
ske.30

Hvis man udbreder fokus yderligere til, hvilke mere generelle erfaringer man har med,
hvad der sker når islamister inddrages i en valgproces er der for det fjerde yderligere
grund til at stille spørgsmålstegn ved, om en politisk åbning med mere frie og fair valg

nødvendigvis vil føre til islamistiske valgsejre med en efterfølgende islamistisk magtover-
tagelse, hvor demokratiet vil blive afskaffet til fordel for et iransk inspireret teokrati. På

baggrund af en undersøgelse af, hvordan islamistiske partier i 21 muslimske lande gen-
nem 40 år har klaret sig i 89 parlamentsvalg, når Charles Kurzman og Ijlal Naqvis således

frem til, at erfaringerne fra de islamistiske valgsejre i Iran 1979, Algeriet 1991 og Palæsti-
na 2006 langt fra er repræsentative for, hvordan islamister klarer sig ved valg.31 ’The me-
dian performance’ for et islamistisk parti ligger på godt 7% af stemmerne og tilsammen får

en islamistisk blok ved et valg i reglen kun omkring 15%. Hvad angår islamistiske valg-
sejre, sker det typisk kun ved de første reelt kompetetive valg efter generationer med et

sekulært repressivt regime og dette er end ikke altid tilfældet. Mens det således skete i
Jordan 1989, Algeriet 1991, Bahrain 2002, Irak 2005, Palæstina 2006, skete det hverken
i Yemen 1993 eller Indonesien 1999. Kurzman & Naqvis peger samtidigt på, at islamister i
reglen klarer sig dårligere ved efterfølgende valg, især hvis der er tale om frie og fair valg.
Deres undersøgelse peger således på, at jo friere valg, desto dårligere klarer islamisterne
sig. Undersøgelsen indikerer endvidere, at der er en tendens til, at islamistiske partier, der

deltager i valg, bliver mere demokratisk orienterede, samtidigt med at de imidlertid vedbli-
ver med at være meget socialt og moralsk konservative. Endeligt synes der ikke at være

nogen klar sammenhæng mellem en befolknings syn på ønskværdigheden af islamisk lov,

og hvordan islamistiske partier i det pågældende land klarer sig ved valg. Trods en betrag-
telig folkelig opbakning i Pakistan og Bangladesh til et synspunkt om, at en ’god regering

bør kun gennemføre islamisk lov’ klarede islamistiske partier sig dårligt, hvorimod tyrkiske

AKP har oplevet noget nær jordskredssejr i en periode, hvor stadigt færre muslimske tyrke-
re mener, at et samfund bør basere sig på islamisk lov.

 

Gamle, nye og forandrede fisk i den politiske andedam

Ligesom det synes relevant at udfordre erklæringen om, at islamismen er ’so 20th Centu-
ry’, er der således også god grund til at stille spørgsmålstegn ved udsagnet om, at det

Arabiske Oprør vil ende som den iranske revolution i 1979. Der synes på den baggrund at
være plads til en form for tredje mellemposition i debatten om, hvorvidt og hvordan de

politiske islamister vil påvirke Mellemøstens aktuelle ’transition to somewhere’, og hvor-
dan denne udvikling vil indvirke på den islamistiske scene i et ’nyt Mellemøsten’.

Hvad angår det første spørgsmål vedrørende islamisternes rolle i den mere generelle
politiske udvikling i tilfælde af en politisk åbning med mere frie og fair valg, synes der på
den ene side hverken at være udsigt til nogen islamistisk revolution eller nogen islamistisk
jordskredssejr, der vil kunne lede til en islamistisk magtovertagelse, hvor demokratiet vil

blive afskaffet til fordel for et iransk inspireret teokrati. Det betyder på den anden side
ikke, at politiske islamister vil være fraværende på den politiske scene. Alt andet lige vil
aktører som Ægyptens Muslimske Broderskab og det tunesiske al-Nahda komme til at

figurere som store fisk i den politiske dam, som imidlertid vil myldre med andre skabnin-
ger, hvoriblandt en række vil være andre islamister. De vil med andre ord blive centrale

politiske aktører, som også kan forventes at kunne ende med at få regeringsansvar, men
kun hvis de er i stand til på pragmatisk vis at indgå i koalitioner på en revitaliseret politisk
scene, der vil være præget af stor konkurrence blandt såvel sekulære aktører som de
mange ’nyligt konverterede’ politiske islamister.

Fremkomsten af den sidstnævnte gruppe knytter an til det næste spørgsmål vedrø-
rende den islamistiske scene. Selvom islamismen langt fra synes at have udspillet sin rolle

i et ’nyt Mellemøsten’, er der imidlertid både sket forandringer inden for nogle typer af
islamisme og forskydningerne i relationen mellem disse. Hvad angår førstnævnte, er den
politiske islamisme eksempelvis blevet forandret på flere måder. På den ene side synes

denne type islamisme at opleve en revitalisering, som en direkte konsekvens af den gene-
relle repolitisering, som en række af de arabiske samfund oplever i disse måneder. Dette

markerer et brud med den trend, der gennem de senere år ellers har præget den politiske
islamisme. Ikke mindst som følge af, at det har været stadigt mere meningsløst at deltage

i pseueo-valg til magtesløse parlamenter, har denne type islamisme oplevet vigende folke-
lig opbakning, samtidigt med at eksempelvis de ægyptiske Brødre internt har debatteret,

om de helt burde opgive den politiske aktivisme til fordel for en mere missionerende akti-
visme. Samtidigt med at denne trend er blevet vendt, har revitaliseringen af den politiske

islamisme på den anden side også udfordret det monopol på denne type islamisme, som
det Muslimske Broderskab og direkte beslægtede bevægelser nærmest har nydt. Gennem

det seneste halve år har man således kunne iagttagere, hvordan et væld af meget forskel-
lige og indbyrdes uenige islamistiske bevægelser nu ønsker at deltage i den formelle poli-
tiske proces. Med andre ord er den politiske islamisme som kategori på samme tid blevet

revitaliseret og langt mere heterogen.
I forlængelse heraf er det også muligt at iagttage forskydninger mellem de forskellige

typer af islamisme. Mens forskellige former for missionerende islamisme i overensstem-
melse med den post-islamistiske læsning har vundet frem gennem de senere år, ser man

nu eksempelvis en politisering af salafisterne, der ellers går som det klassiske eksempel
på missionerende islamisme. Hvad angår den militante islamisme, herunder især den
doktrinære jihadi-islamisme, fremstår billedet ganske komplekst. På den ene side kan
man pege på, at al-Qaidas narrativ om, at forandring kun er mulig gennem vold, udfordres

af, hvordan det var muligt på relativt fredelig vis at vælte både Ægyptens Mubarak og tu-
nesiske Ben Ali. Marc Lynch har i en diskussion af den såkaldte ’firewall-tese’ endvidere

peget på, hvordan jihadi-islamister ofte står svagt i lande, hvor politiske islamister som de
Muslimske Brødre står stærkt.32 På den baggrund er det muligt at argumentere for, at den
doktrinære jihadi-islamisme er svækket af det Arabiske Oprør såvel som den politiske
islamismes revitalisering. Dette behøver på den anden side langt fra at ende med at være
tilfældet. Som Søren Hove har anført synes det Arabiske Oprør at være forbundet med

flere og nye muligheder for samtlige aktører, herunder ikke blot sekulære og politiske is-
lamister, men også jihadister.33 I Ægypten er det det eksempelvis lykkes jihadister at flygte

fra fængsler, hvor de havde været indespærret i årtier, ligesom omstruktureringer af de

repressive, men også ganske effektive sikkerhedstjenester vil kunne give større manøvre-
frihed for voldelige grupper. I så fald disse næres af undertrykkelse, marginalisering og

skuffelser, er det også værd at være opmærksom på, at de enorme forventninger, der
findes til, hvad det Arabiske Oprør vil bringe af ikke blot politiske men også økonomiske
forbedringer, næsten ikke vil kunne andet end skuffe. Endeligt er det vigtigt at erindre sig
Jillian Schwedlers pointe om, hvordan forholdet mellem inklusion og moderation er ganske

komplekst.34 Udover at bevægelser, der inkluderes i den politiske proces, til tider kun mo-
dereres på nogle områder, men ikke andre – jf. pointen om hvordan politiske islamister

bliver mere demokratiske men forbliver meget socialt og moralsk konservative – er der

også eksempler på, hvordan der som en reaktion på en sådan inklusion kan opstå radika-
le udbrydergrupper, der anklager ’modergruppen’ for at sælge ud. Det var netop tilfældet

ved den ægyptiske præsident Anwar Sadats delvise inklusion af det Muslimske Broder-
skab i 1970’erne, hvilket på den ene side medvirkede til, at Brødrene nedlagde våbnene,

men var på den anden side også anledning til oprettelsen af militante grupper som Isla-
misk Jihad og al-Gamma al-Islamiyya. Med andre ord vil revitaliseringen af den politiske

islamisme kunne svække den jihadistiske islamisme, men dette behøver langt nødvendig-
vis at være tilfældet.

I forlængelse af det Arabiske Oprør, som kom bag på de fleste, er det blevet anført, at

der i dele af mellemøstforskningen gennem de senere år ikke har været tilstrækkelig op-
mærksomhed omkring sekulære bevægelser, herunder forskellige former for ungdomsbe-
vægelser, og at dette skulle hænge sammen med en overdreven fokusering på forskellige

former for islamismes betydning for mellemøstlig politik. For så vidt angår den manglende

opmærksomhed på grupper uden for den islamistiske scene er denne kritik i et vist om-
fang berettiget. Dette bør dog ikke lede til, at islamismen i stedet helt ignoreres. Selvom

der er udsigt til, at den politiske andedam efter det Arabiske Oprør også vil tælle sekulære
skabninger, vil der ligeledes være islamister, hvor nogle endog vil fremstå som ganske
store fisk, om end de kan være blevet forandret af de aktuelle omvæltninger. Én blandt
flere dagsordner for de kommende års mellemøstforskning bør derfor være at opnå en
bedre og dybere forståelse af, hvordan de politiske islamister vil påvirke Mellemøstens

aktuelle ’transition to somewhere’, og hvordan denne udvikling vil indvirke på den islami-
stiske scene i et ’nyt Mellemøsten’.

 

Fodnoter

1 ’Transition to nowhere’ er oprindeligt formuleret af Brumberg i en diskussion om liberaliserede

autokratier og er nært knyttet til den såkaldte post-demokratiserings-strømning i studiet af mellem-
østlig politik, se Brumberg, Daniel (2003). "Liberalization versus Democracy - Understanding Arab

Political Reform". Carnegie Papers - Middle East Series, Iss 37 (May). Om post-demokratiserings-
strømningen, se Valbjørn, Morten & André Bank (2010). "Examining the 'post' in Post-
democratization - The future of Middle Eastern political rule through lenses of the past". Middle East

Critique, Vol 19, Iss 3, pp. 183-200.

2 Zogby, James. (2011). "Arab Attitutes: 2011". Zogby International, & Arab-American Institute Foun-
dation. No.: July 2011. (http://aai.3cdn.net/5d2b8344e3b3b7ef19_xkm6ba4r9.pdf)

3 For en yderligere behandling af denne typologi, se Valbjørn, Morten (2009). "'There is one Islam,
indeed, one for each of us': Religion og politik i det muslimske Mellemøsten", pp. 187-210 i Tonny
Brems Knudsen, Jørgen Dige Petersen & Georg Sørensen (eds.) Danmark og de fremmede - om

mødet med den arabisk-muslimske verden. Aarhus: Academica. Valbjørn, Morten (2008). "Islamis-
mens - mange - udviklingsveje". Den Ny Verden - Tidsskrift for internationale studier, Vol 41, Iss 1,

pp. 83-95
4 Mozaffari, Mehdi (2011). "Det Muslimske Broderskab er anti-demokratier - det vil være katastrofalt

at støtte dem". Ræson. February 1 2011. Available at: http://raeson.dk/2011/professor-mehdi-
mozaffari-det-muslimske-broderskab-er-anti-demokrater-%E2%80%93-det-vil-v%C3%A6re-
katastrofalt-at-st%C3%B8tte-dem/

5 Lynch, Marc (2011). "Tunisia's New al-Nahda". Foreign Policy - The Middle East Channel. June 29.
Available at: http://lynch.foreignpolicy.com/posts/2011/06/29/tunisias_new_al_nahda. 6 Post-islamisme begrebet er – i lidt forskellige betydninger - blevet lanceret af Asef Bayat og Oliver
Roy, som begge også har brugt begrebet i forbindelse med deres analyser af den Arabiske Oprør. Se

Bayat, Asef (2011). "The Post-Islamist Revolutions What the Revolts in the Arab World Mean ". For-
eign Affairs - Snapshot. April 26. Available at: http://www.foreignaffairs.com/articles/67812/asef-
bayat/the-post-islamist-revolutions; Roy, Oliver (2011). "This is not an Islamic revolution". New Sta-
tesman, February 15. Available at: http://www.newstatesman.com/religion/2011/02/egypt-arab-
tunisia-islamic

7 International Republican Institute. (2011). "Egyptian Public Opinion Survey April 14 – April 27,
2011". No.: June 5 2011. (http://www.iri.org/sites/default/files/2011%20June%205-
%20Survey%20of%20Egyptian%20Public%20Opinion,%20April%2014-27,%202011.pdf)

8 Pew Research Center. (2011). "Egyptians Embrace Revolt Leaders, Religious Parties and Military,
As Well ". Pew Global Attitudes Project. No.: April 25 2011. (http://pewglobal-
.org/files/2011/04/Pew-Global-Attitudes-Egypt-Report-FINAL-April-25-2011.pdf) 9 International Republican Institute & Elka Consulting. (2011). "Survey of Tunisian Public Opinion

(March 5-18, 2011)". International Republican Institute. (http://www.iri.org/news-events-press-
center/news/iri-releases-tunisia-poll)

10 IPI Polls. (2011). "Egypt: Towards Democratic Elections". International Peace Institute with Char-
ney Research. June 2011. (http://www.charneyresearch.com/pdf/2011June_IPI_Egypt-

_Poll_Results.pdf) 11 Pew Research Center. (2011). "Egyptians...
12 Basly, Rajaa (2011). "The Future of al-Nahda in Tunisia ". Arab Reform Bulletin, April 20. Available

at: http://www.carnegieendowment.org/arb/?fa=downloadArticlePDF&article=43675. Usher, Gra-
ham. (2011). "Tunisian renaissance". Al-Ahram Weekly Online, April 14-20,

(http://weekly.ahram.org.eg/2011/1043/re9.htm); Lynch, (2011). "Tunisia's New”.

13 Ashour, Omar (2010). "Continuity and Change in Islamist Political Thought and Behavior: The
Transformation of Armed Islamist Movements in Egypt and Algeria", pp. 139-165 in Bahgat Korany
(ed.) The Changing Middle East - A New Look at Regional Dynamics. Cairo: AUC Press. El-Anani,
Khalil. (2008). "Not ready yet". al-Ahram Weekly Online, November 13-19.

14 Samak, Dina. (2011). "Muslim Brothers, Jihadists and Salafists: Egypt's Islamists come in from the
cold". Ahram Online, March 18; El-Anani, Khalil. (2011). "The new Islamist scene in Egypt". Al-Ahram
Weekly Online, June 22-29 2011.

15 Om salafisme se i øvrigt Meijer, Roel (ed.) (2009). Global Salafism - Islam's New Religious Move-
ment, London: Hurst & Co. 16 Samak (2011) "Muslim Brothers, Jihadists...” 17 El-Anani (2011). "The new Islamist...”

18 Basly (2011); Lynch (2011).

19 Utvik, Bjørn Olav (2010). "For Gud og Friheten - politiske salafier i Kuwait og Saudi-Arabia". Baby-
lon, Vol 8, Iss 2, pp. 32-43.

20 Lynch, Marc (2011). "Tahrir turning points". Abu Aardvark's Middle East Blog. August 1. Available

at: http://lynch.foreignpolicy.com/posts/2011/08/01/tahrir_turning_points; Negus, Steve (2011).
"Salafis in Tahrir". The Arabist Blog. July 30. Available at:
http://www.arabist.net/blog/2011/7/30/salafis-in-tahrir.html.

21 International Crisis Group. (2005). "Understanding Islamism". ICG Middle East Report. March 2.
No.: 37

22 Rutherford, Bruce (2006). "What do Egypt’s Islamists Want? Moderate Islam and the Rise of Islam-
ic Constitutionalism". Middle East Journal, Vol 60, Iss 4, pp. 707-731; Wickham, Carrie Rosefsky

(2011). "The Muslim Brotherhood After Mubarak - What the Brotherhood Is and How it Will Shape the
Future". Foreign Affairs - Snapshot. February 3; Hvad angår gråzonerne, se Skovgaard-Petersen,

Jakob (2007). "Egyptens Muslimske Broderskab i bevægelse". Udenrigs, Vol 62, Iss 3. Brown, Na-
than & Amr Hamzawy. (2008). "The Draft Party Platform of the Egyptian Muslim Brotherhood: Foray

Into Political Integration or Retreat Into Old Positions?". Carnegie Papers - Middle East Series. No.:
89 (January)
23 Brown, Nathan (2011). "The Brotherhood’s Coming-Out Party". Carnegie Commentary, Iss March 24. Available at: http://carnegieendowment.org/publications/index.cfm?fa=view&id=43230; Wick-
ham, (2011). "The Muslim Brotherhood...”

24 Lynch (2011) ”Tunisia’s New al-Nahda”; Usher (2011). "Tunisian renaissance”

25 Pew Research Center. (2011). "Egyptians...”
26 For en oversigt over det seneste halve års meningsmålinger vedr. det Muslimske Broderskabs
popularitet, Fisher, Max (2011). "Chart of the Day: Muslim Brotherhood is deeply unpopular in Egypt".

The Atlantic Monthly. July 26. Available at: http://www.theatlantic.com/international/archi-
ve/2011/07/chart-of-the-day-muslim-brotherhood-is-deeply-unpopular-in-egypt/242539/. IPI Polls.

(2011). "Egypt: Towards...”.

27 International Republican Institute. (2011). "Egyptian...”
28 ”Egypt’s Salafist spokesperson says democracy is dangerous”, Ahram Online, April 18 2011;
Ghosh, Bobby (2011). "The Rise of Moderate Islam". Time Magazine, July 14, 2011; Samak (2011)
"Muslim Brothers, Jihadists...”

29 Brown (2011) ”The Brotherhood’s Coming...”; Wickham, (2011). "The Muslim Brotherhood...”;
Husain, Ed (2011). "Feuding Brothers". Foreign Policy - Dispatch. April 5.

30 Lynch (2011) ”Tunisia’s New al-Nahda”; Basly, (2011). "The Future...”

31 Kurzman, Charles & Ijlal Naqvi (2010). "Do Muslims Vote Islamic?". Journal of Democracy, Vol 21,
Iss 2, pp. 50-63.

32 Lynch, Marc (2010). "Islam Divided Between 'Salafi-jihad' and the 'Ikhwan'". Studies in Conflict &
Terrorism, Vol 33, Iss 6, pp. 467-487

33 Hove, Søren (2011). "Al-Qaida og omvæltningerne i Mellemøsten", pp. 153-166 in Lars Erslev
Andersen, et al. (eds.) Arabisk Forår - Baggrund og konsekvenser. Copenhagen: Ræsons Forlag. Se

også Scheuer, Michael. (2011). "Why the Mideast revolts will help al-Qaeda". Washington Post,
March 4.
34 Schwedler, Jillian (2006). Faith in Moderation: Islamist Parties in Jordan and Yemen, Cambridge:
Cambridge University Press.