Log ind

Vietnamkrigens faser

#

Med undertegnelsen i Paris den 27. januar af en våbenstilstandsaftale bragtes det amerikanske engagement i kamphandlingerne i Vietnam til afslutning. Den følgende oversigt tjener til at give en summarisk redegørelse for faserne i de 13 år, den amerikanske deltagelse har præget denne krig, der nu har varet i mere end et kvart århundrede.

1950-1957.

Det amerikanske engagement i Vietnam efter den 2. verdenskrig, begrundet som det var i den dagældende Containment-koneept, begyndte med aftalen af 23. december 1950, ved hvilken USA lovede Frankrig våbenhjælp til gennemførelse af krigen i Indokina. Kort før Dien Bien Phus fald blev således en fransk bataljon fløjet ind til forstærkning i amerikanske fly. Den 24. juni 1954 afsluttedes Genéve-konferencen med undertegnelsen af en våbenstilstand og en deling af Vietnam langs den 17. breddegrad. Inden 20. juli 1956 skulle der, ifølge denne aftale, afholdes frie valg i begge dele af Vietnam med henblik på en genforening af landet. I Sydvietnam blev disse valg stadig udskudt med henvisning til at frie valg var umulige under det kommunistiske tryk i den nordlige del af landet. Den 24. oktober 1954 meddelte præsident Eisenhower den sydvietnamesiske ministerpræsident Ngo Dienh Diem, at Sydvietnam fremover ville få den med Frankrig aftalte våbenhjælp direkte. I de næste tre år herskede der relativ ro. Den sydvietnamesiske hær blev opbygget ved hjælp af den amerikanske våbenhjælp og uddannet af amerikanske militærrådgivere.

1958-1963.

Den 4. januar 1958 kom det til den første kommunistiske opstand i nærheden af Saigon, hvorefter kamphandlingerne hurtigt steg i intensitet. Den 30. december 1960 proklameredes oprettelsen af den Nationale Befrielsesfront for Sydvietnam som politisk repræsentant for opstanden. Præsident Diems diktatoriske regering kunne i begyndelsen notere resultater i kam-

Skærmbillede 2020-04-28 kl. 10.41.18.png

pen mod oprørerne, men situationen forværredes hurtigt, ikke mindst efter mordet på Diem den 1. november 1963. Allerede i maj 1961 erklærede præsident Kennedy, at den forværrede situation kunne tvinge USA til at sende kampenheder til Sydvietnam. De første enheder, i form af helikopterenheder, ankom 7 måneder senere. I december 1962 androg de amerikanske styrker 11.300 mand.

1964-1967.

Den massive amerikanske troppeindsats blev muliggjort gennem den såkaldte Tonkin-resolution af 7. august 1964. Med denne resolution gav Kongressen præsidenten en næsten uindskrænket fuldmagt til »at beskytte Sydøstasien mod angreb«. (Stemmetallene var i Repræsentanternes Hus 416:0, i Senatet 88:2) I efteråret 1964 var Vietcong overbevist om at kunne nå en sejr i løbet

Skærmbillede 2020-04-28 kl. 10.41.49.png

De årlige amerikanske tab i faldne i Vietnam fra 1961 til udgangen af oktober 1972.

De samlede tab på krigsskuepladsen:

USA (opgørelse for tiden 1/1-1961-6/1-1973)

Faldne under kamp        45961

Døde af andre årsager   10296

Døde ialt                         56257

Sårede                            303605

Savnede                         1216

Fangne                            589

Sydvietnam (opgørelse for tiden 1960-udg. 1972)

Døde                               188000

Sårede                            430000

Dræbte civile                   ca. 425000

Andre allierede (Sydkorea, Australien, New Zealand og Thailand)

Døde (pr. 30/12-1972)     5221

Kommunistiske styrker (iflg. amerikanske opgørelser)

Dræbte                             over 920000

af 1965 som følge af den sydvietnamesiske regerings svaghed og en forventet hurtig lammelse af den amerikanske kampkraft. Kommunistiske bataljoner blev samlet i regimenter; kampen antog former i overensstemmelse med Mao TseTung og Vo Nguyen Giaps guerillafase. Den kommunistiske styrke er anslået således: April 1960: 4000, i begyndelsen af 1961: 5500, 1963: 35.000. Fra slutningen af 1964 var der ca. 12.000 mand nordvietnamesiske tropper i Sydvietnam. På samme tid havde USA 23.000 mand i landet. I 1965 indledte kommunisterne en storoffensiv mod byerne i Sydvietnam. Vietcong og de nordvietnamesiske tropper beherskede snart trefjerdedele af landet. Mekong-deltaet stod foran erobring. Overfor de heftige kommunistiske fremstød svarede præsident Johnson igen med en kraftig forøgelse af den amerikanske indsats. Den 7. februar gav han tilslutning til at bombardere militære mål i Nordvietnam (operation Rolling Thunder). I marts 1965 ankom de første amerikanske kampenheder - 3500 marineinfanterister - til Da Nang. I slutningen af 1965 befandt der sig 166.000 mand amerikanske tropper i Vietnam. Heroverfor rådede kommunisterne over ca. 220.000 mand. Fredsbestræbelser blev samtidig iværksat, ligesom der var kontakt mellem USA og Nordvietnam. Den amerikanske koncept gik ud på gennem anlæggelse af støttepunkter og stort anlagte rensningsaktioner af omkringliggende områder at neutralisere og reducere Vietcong. I disse operationer indsattes styrker op til divisions størrelse, herudover gennemførtes mindre aktioner imod Vietcongbaser. Ifølge amerikanske angivelser gennemførtes i juni 1965 ca. 90 større aktioner pr. uge; mod slutningen af året ca. 30 til 40. Af mindre aktioner gennemførtes mod slutningen af 1965 ugentligt ca. 250. I dette tidsrum gennemførtes også anlæggelsen af de såkaldte befæstede landsbyer. I 1967 var den amerikanske indsats steget til 435.000 mand, Sydvietnam rådede over 403.000 mand regulære tropper og 313.000 mand paramilitære tropper. Hertil kom mindre kontingenter fra Thailand, Sydkorea, Australien og New Zealand. Kommunisterne rådede samtidig over ca. 220.000-240.000 mand, heraf 54.000 mand fra Nordvietnam, 64.000 mand i regulære Vietcong-enheder, 40.000 mand »infrastruktur« og 70-90.000 Vietcong-guerillas. I periodens løb ændredes den amerikanske koncept fra clear and hold til search and destroy. I 1967 blev kommunisterne som følge af den allierede aktivitet i udstrakt grad trængt tilbage til grænserne for deres asyler. Deres kampområde baseredes på Mao Tse Tung-doktrinen: Sabotage, terrorindsats med mindre enheder og indsættelse af større enheder i egentlige feltslag.

Skærmbillede 2020-04-28 kl. 10.46.49.png

1968-1969.

Året 1968 bød på betydningsfulde politiske og militære afgørelser, nemlig iværksættelsen af den kommunistiske Tet-offensiv, indskrænkningen og senere indstillingen af luftkrigen imod Nordvietnam, indledningen af samtalerne forud for fredsforhandlingerne i Paris den 13. maj samt præsidentvalget i USA i Vietnamkrigens skygge. Den kommunistiske Tet-offensiv indledtes mellem den 29. og 31. januar. Kamphandlingerne omfattede 36 af de 44 provinser, 5 af de 6 selvstændige byer, 64 ud af 242 distriktsho vedby er samt en række militære støttepunkter. Offensiven slog militært fejl, men fik politisk, ikke mindst i USA, varige virkninger. Efter en stilstand i marts og april fulgte en fornyet kommunistisk offensiv, som faldt sammen med optagelsen af forhandlingerne i Paris. I de første seks måneder androg de kommunistiske tab omkring 120.000 mand. En mindre offensiv fulgte i august. Bombardementerne af Nordvietnam blev indstillet den 31. oktober. Efter 43 måneders bombeangreb var der under 94.000 sorties kastet over 1 million tons bomber mod mål nord for den 17. breddegrad.

I 1969 befandt konflikten sig på selve krigsskuepladsen i en tilnærmelsesvis politisk-militær ligevægtstilstand. Men i verdensoffentligheden og ikke mindst i USA bredte »leden ved konflikten« sig hastigt. For den amerikanske koncepts vedkommende skete en ændring bort fra search and destroy - koncepten over til protective reaction. På kommunistisk hold gik man fra storangrebet over til en taktik, som skulle føre til trinvise sejre. Vietnamiseringen blev forstærket fra amerikansk side. Den 9. juni 1969 meddelte præsident Nixon sin beslutning om tilbagetrækning af de første amerikanske tropper og indledte dermed afviklingen af det direkte amerikanske engagement i Sydvietnam. Den 4. august begyndte de hemmelige samtaler mellem USA (ved Henry Kissinger) og kommunisterne. Den 3. november offentliggjorde præsident Nixon et tre-punkts program: Tilbagetrækning efter reducering af fjendtlighederne, fremskridt under Parisforhandlingerne og fremskridt i vietnamiseringen. Heroverfor stod det kommunistiske 10-punkts program, der sigtede mod en umiddelbar magtovertagelse.

Skærmbillede 2020-04-28 kl. 10.47.43.png

1970-1972.

Afsættelsen af den cambodianske statschef prins Sihanouk den 18. marts 1970, medens han var i Moskva, gjorde på sin vis den amerikanske krigsførelse i Sydøstasien lettere. Man behøvede ikke længere at tage hensyn til prins Sihanouks neutralitetspolitik. Dette begunstigede den amerikansksydvietnamesiske offensiv mod de kommunistiske asyler i Cambodia, der indledtes den 30. april og varede 61 dage. Offensiven endte med tilbagetrækning af de amerikanske styrker, medens de sydvietnamesiske tropper forblev i Cambodia til støtte for de cambodianske regeringstropper. Efter denne offensiv fortsattes den amerikanske tilbagetrækning. Den sydvietnamesiske indenrigspolitik var gennem hele første halvdel af 1971 stærkt præget af præsidentvalget. Efter en række politiske træk blev præsident Thieu imidlertid genvalgt den 3. oktober uden modkandidater. Militært blev året 1971 præget af fremstødet i Laos fra 1. februar til 25. marts, der rettedes mod de kommunistiske forsyningslinier. På forhandlingsfronten stod den hidtidige amerikanske opfattelse over for det kommunistiske 7-punkts program. Den 30. marts 1972 indledtes en kommunistisk storoffensiv af omfang som Tet-offensiven. Denne gennemførtes først og fremmest af nordvietnamesiske enheder. I modsætning til Tet-offensiven blev den udelukkende imødegået af sydvietnamesiske enheder, der dog støttedes massivt af amerikanske fly. Den 15. april blev også luftkrigen mod Nordvietnam genoptaget. Fra 25. april tog USA igen del i Paris-forhandlingerne, men afbrød dem sammen med Sydvietnam igen den 4. maj på ubestemt tid. Dette træk fulgtes den 8. maj af præsident Nixons meddelelse om mineringen af de nordvietnamesiske havne. Efter at kampaktiviteten var døet hen, trådte Paris-konferencen igen sammen i juli. Nordvietnameserne, der tilsyneladende ikke kunne nå deres mål med offensiven, syntes nu interesseret i at nå en politisk overenskomst med USA før det amerikanske præsidentvalg. I slutningen af august bekendtgjorde præsident Nixon sin hensigt om at reducere det amerikanske troppekontingent i Vietnam til ialt 27.000 mand pr. 1. december 1972. I oktober syntes udsigterne for en afslutning af krigen at være gode. Den 26. oktober offentliggjorde Nordvietnam et 9-punkts program, som man hævdede at være blevet enige med USA om. Med henvisning til Genéve-aftalerne af 1954 skulle en våbenstilstandsaftale undertegnes, tilbagetrækning af de amerikanske tropper skulle tilendebringes senest 60 dage efter undertegnelsen, samtidig skulle »alle fængslede eller tilfangetagne personer fra alle parter« sættes på fri fod, valg under international kontrol skulle gennemføres i Sydvietnam, »spørgsmålet om vietnamesiske tropper i Sydvietnam skulle reguleres i en forsoningens ånd«, der skulle oprettes en 4-parti-militærkommission og en international kontrol- og overvågningskommission. Undertegnelsen strandede imidlertid på uoverensstemmelser over detailspørgsmål, som viste sig at være væsentlige for parterne. Det drejede sig bl.a. om overvågningskommissionens størrelse, hvor USA krævede flere tusinde mand, medens Nordvietnam kun ville have 250 mand, hvoraf halvdelen skulle placeres i et hovedkvarter uden egne transport- og kommunikationsmidler. Sydvietnam krævede fortsat en total tilbagetrækning af de nordvietnamesiske tropper og vendte sig imod en koalitionsregering, som kun kunne opfattes som middel ved en senere nordvietnamesisk magtovertagelse i syd. Sydvietnam gik ind for en adskillelse mellem en første militær løsning og en senere politisk løsning, medens Nordvietnam tilstræbte som det første oprettelsen af et »Forsoningsråd«, som en art koalitionsregering med henblik på opnåelse af en politisk løsning ud fra det grundsynspunkt, at »der eksisterer kun eet Vietnam«. Den 18. december begyndte de hidtil mest omfattende bombardementer af Nordvietnam nord for den 20. breddegrad. Indtil den 28. december blev der med tyngde i området omkring Hanoi og Haiphong under over 1400 angreb (heraf over 400 med B-52) kastet ca. 40.000 tons bomber. Som følge af et forstærket luftforsvar mistede USA efter egne opgivelser 26 fly, heraf 15 B-52, efter nordvietnamesiske kilder 80 fly, hvoraf 34 var B-52. Gennem denne nye fase af udmattelseskrig skulle ifølge amerikanske erklæringer en afslutning på krigen gennemtvinges. Ved nytår fulgte en ny afbrydelse af bombardementerne og genoptagelse af de hemmelige forhandlinger mellem de to hovedforhandlere amerikaneren Henry Kissinger og nordvietnameseren Le Duc Tho. Meddelelsen om at der var opnået enighed om et forhandlingsresultat blev offentliggjort den 23. januar og den 27. januar undertegnede parterne et kompliceret sæt af aftaler, der indebar iværksættelse af en våbenstilstand i Vietnam fra den 27. januar kl. 2400 GMT, fuldstændig tilbagetrækning af de amerikanske styrker inden 60 dage, udveksling af fanger, oprettelse af en militærkommission, bestående af de implicerede parter, til overvågning af gennemførelse af aftalernes bestemmelser, etablering af en international kontrol- og overvågningskommission med repræsentanter fra Canada, Ungarn, Indonesien og Polen, oprettelse af et vietnamesisk nationalråd for national forsoning og enighed, samt indkaldelse af en international konference til »garanti af krigens afslutning, opretholdelsen af fred i Vietnam, respekten for det vietnamesiske folks fundamentale nationale rettigheder og det sydvietnamesiske folks ret til selvbestemmelse samt for at bidrage til og garantere freden i Indokina«.

K. V. Nielsen.