Log ind

Vietnam. Midler uden mål

#

Den følgende artikel af major, cand. mag. Ebbe Juul-Heider, er en studie i amerikansk policy i Vietnam i perioden fra 1945 til ca. 1975.

Indledning

Denne afhandling er en søgen efter målsætninger. Eller muligvis flere. Hvorfor engagerede USA sig i en konflikt, som dels blev tabt, og som dels fremkaldte katastrofale følger i landet selv? Hvortil kom en uoverskuelig moralsk krise for Vesten. Enhver politik må bygge på et idégrundlag. Jo enklere des bedre. Bismarck vidste, hvad han ville: et forenet Tyskland. Og hans politik forfulgte dette enkle mål med afpassede midler. Hans samtidige, Napoleon den 3., havde ikke samme klarhed. For ham gjaldt det blot om at opretholde sit vaklende styre med slingrende inden- og især udenrigspolitik til følge. Man erindrer blot hans mexikanske eventyr. De GauUe var uden vaklen i sin vision: afkolonisere fransk Afrika og gengive la Patrie den værdighed og status, han mente var berettiget. Begge dele lykkedes. Politikken og midlerne blev afpasset efter idégrundlaget. Siden begyndelsen af 1800-tallet har statsraison hyldet Clausewitz’ bemærkning: »Dass der Kriege nichts ist als die fortgesetzte Staatspolitik mit anderen Mitteln«^). Clausewitz uddybede dette dogme i »vom Kriege«: Krigen er et instrument for politikken. Den må nødvendigvis have politikkens karakter, og den ma males med politikkens alen. Krigens ledelse er i sine hovedtræk politikken selv, som har udskiftet pennen med sværdet, men som ikkp af den grund ophører med at tænke i overensstemmelse med sine egne love«^). En væbnet - og konventionel - konflikt er meningsløs, såfremt den ikke er båret af et mål, der konkretiseres i en politik. Historien er fyldt med eksempler. Valdemar Atterdags tilsyneladende spredte politik i 1300-tallets Danmark var dog klar og enkel: at gensamle Riget. Samme klarhed var - efter min mening - bag kong Christian den 4.’s vej imod Lutter am Barenberg som hertug af Holsten. Hans midler var dog højst utilstrækkelige - men politikken var givet rigtig. Højst uklare mål havde derimod den danske nationalliberale regering i 1863. Uklarheden fulgte dermed krigsførelsen og fredsforhandlingeme i London året efter. Heraf følger selvsagt ikke, at målet nåes, blot målsætningen er i orden. Endsige, at målet er moralsk. Fastsættelse af et nationalt mål for udenrigspolitik er naturligvis komplekst og omstridt. Et åbent samfund som det amerikanske påvirker beslutningstagerne, og magtfulde opinionsdannere kan udsende sa stærke signaler, at udenlandske regeringer kan danne en semi-alliance til egen fordel, alt sammen vendt mod de demokratisk valgte beslutningstagere. Målsætninger kan også være hyllet i idealisme, der tit kan dække over mere pragmatiske ideer: »sikre den frie sejlads på havene«, »gøre verden til et bedre sted at leve i«, »sikre demokratiet i XX«, »føre krig, der skal gøre ende på alle krige« etc. Det er klart, at midler skal være nøje afpasset til - og underlagt - målet. En miliær eskalation har alene et formål, såfremt den menes at føre til et temmelig veldefineret mål. I tidsrummet 1949-1967 havde Nordvietnam eet mål: at erobre Sydvietnam. Og kræfterne anvendtes i overensstemmelse med dette mål. USA, derimod, havde i samme tidsrum toogtyve varierende mMsætninger for sit engagement i Indokina^). Vel at mærke, officieUe målsætninger. Signalerne var altså uklare. Internt, men også til Renden og egne allierede. De militære strategier syntes tilfældige - hyppigt uhensigtsmæssige - og den militære optrapning førte ikke til ønskede resultater, da disse ikke var definerede og entydige. Allerede i 1967 var den daværende amerikanske forsvarsminister Robert S. McNamara i tvivl om forudsætningerne, der havde ført USA så langt ind i en asiatisk krig. »... I found him tortured by the emerging inconclusiveness of the war, he was tom between his doubts and his sense of duty.. «^). Dette fik McNamara til at lade en rapport udarbejde: »History of US Decision-Making Process on Vietnam Policy«. Det hele fylder ca. 7.000 sider, og er en redegørelse for det amerikanske Indokina-engagement fra Roosevelts præsidenttid og frem til sommeren 1968. Dokumenter og redegørelser udgør tilsammen de fem tykke bind, der dagligt omtales som »Pentagon Papers«®). Dele heraf blev udgivet i The New York Times 1971. Det var første gang, den amerikanske offentlighed fik indblik i den kæde af tilfældigheder, der førte til den anden Indokinakrig. Det er selvsagt, at Pentagon Papers er en hovedkilde^il forståelsen af problemer, baggrund og forløb. Det bør også nævnes, at MaNamaras historikergruppe ikke måtte interviewe dalevende beslutningstagere, ligesom dokumenter fra Det Hvide Hus og CIA i et vist omfang ikke kunne udleveres. Vietnamkrigen er historie. Fortid. Men fortiden er kimen til nutiden og især fremtiden. USA, og verden med for den sags skyld, bliver aldrig tiden for korstoge. Vietnam er i højeste grad medspilleren i den amerikanske udenrigspolitik i dag. Nar historien derfor~skrives - hvor kort den end ligger fra nutiden - ja, så må sagen ses i sin indre sammenhæng, tiden må forstås og fremstilles ud fra sin egen ånd. Men Ranke har uret, når han ville skrive historie »wie es eigentlich gewesen« - for-alt, hvad vi siger om fortiden, siger vi om os selv. Kulturhistorikeren Egon Friedell mener, at »... idet vi fordyber os i fortiden, opdager vi nye muligheder for vort jeg, udvider grænserne for vor selvbevidsthed og gør nye, omend ganske subjektive, oplevelser. Dette er værdien af og målet for al historisk studium«.®).

1940-1954

Præsident Roosevelts anti-kolonialisme v£ir velkendt, det samme var hans mistro tü fransk styre i Indokina. Han mente også, at Indokinas Vichy-styre havde muliggjort de japanske sejre på Philippineme og i Singapore'). Men kolonispørgsmålet var ømtåleligt, idet Churchill på ingen måde opfattede kolonitidens tidsbegrænsning, hvorfor Roosevelt afgjorde, at Indokinas skæbne »... is a matter for postw^.. .«^). Efter Roosevelts død i april 1945 arvede Truman problemerne. Og han delte ikke forgængerens stærke anti-imperialisme. Og kort efter hans embedsovertagelse forsikrede den amerikanske regering de Gaulle om, at den på ingen måde ville stå i vejen for en fransk restauration i Indokina^). Men allerede den 2. september 1945 proklamerede Ho Chi Minh ßt af Frankrig uafhængigt Vietnam, idet han citerede Thomas Jeffersons berømte ord fra Uafhængighedserklæringen 1776: ».. .that aU men are created equal.. .«^). Ironisk nok stod amerikanske officerer sammen med Vo Nguyen Giap og gjorde honnør, og det vietnamesiske orkester spillede The Star Spangeld Banner, og Giap talte vannt om venskabet mellem Vietnam og USA®). Flere amerikanske officerer og rådgivere for Hos Vietminh mente senere, at denne periode kunne være udnyttet til positive forbindelser mellem USAogHo«). Vietminh etablerede sig primært i nord, og allerede i 1946 etablerede Frankrig et skyggeregime i syd mod den tidligere kejser Bao Dai. Den første Indokinakrig, der var en kolonikonfiikt, var i gang. Tidligt i 1950 besluttede Truman-administrationen at forsyne den franske krigsførelse i Indokina med økonomisk hjælp. Baggrunden var dels Kennans inddæmningstese og Trumandoktrinen, men også indtrykket af kommunistisk magtovertagelse i Kina og ankomsten af kinesiske tropper ved Indokinas grænse i december 1949. Hertil kom, at Hos styre var anerkendt af såvel Sovjet og Maos Kina, der tillige gav træning, baser og materiel til Giaps styrker. Også Koreakonfliktens udbrud i juni 1950 overbeviste den amerikanske regering om, at Indokinakrigen ikke blot var en koloniaffære, men en begyndende kommunistisk magtovertagelse i Østen. Samtidig var den kolde krig på sit højeste i Europa: Berlin og Tjekkoslovakiet. Den 27. juni 1950 bekendtgjorde Truman, at USA ville sende tropper til Korea. Samtidig skulle den syvende flåde beskytte Formosa og »... I have similary directed acceleration in the furnishing of military assistance to the forces of France and the Associated States of Indo China and the dispatch of a military mission to provide close working relations with these forces . . .«’). En studie, som blev officiel politik, fra 25. juni 1952 erklærer, at amerikansk hjælp til den franske krigsførelse skal fortsætte, idet tabet af ethvert land i Sydøstasien til Kommunismen vil have store politiske, psykologiske og økonomiske konsekvenser®). Det synes ikke, som om nogen seriøs diskussion har været ført angående Sydøstasiens strategiske og økonomiske betydning for USA. Nok ønskede man mere eller mindre officiel stadig et frit Vietnam, men på ingen måde på bekostning af franske interesser. Tværtimod ønskede amerikansk politik ikke at presse Frankrig på dette punkt af frygt for et fransk degagement med en evt. efterfølgende amerikansk optrapning®). Det synes, som om den amerikanske politik var blevet sin egen fange. Ord var blevet handling. Tilfældige og usammensatte ord blev omsat til pohtik. Den amerikanske hjælp var 10 mill. doUars i 1950 og steget til 1.066 miU. dollars i 1954, hvor den udgjorde 78% af den franske byrde^^). Nok blev hjælpen administreret af den såkaldte Militaiy Assistance Advisory Group (MAAG) i Saigon, men den franske øverstkommanderende, general Henri Navarre nægtede amerikanerne nogen som helst indflydelse på krigsførelsen. I det hele taget var kommunikationen mellem de franske styrker og MAAG meget sparsom^^). Efter Dien Bien Phu - et andet fransk Waterloo - fortsatte genevaforhandlingeme fra 26. april til 21. juli 1954. Den 20. marts ankom den franske stabschef Paul Ely til Washington. Han ønskede amerikansk luftstøtte mod Kina, hvis angreb satte ind derfra. Dette blev afvist. På den anden side foreslog Joint Chiefs of Staff (JCS), admiral Radford, at bombe de belejrende Vietminhstyrker uden for Dien Bien Phu. Også for at provokere Kina og dermed være i stand til at rette et angreb mod Maos kommunisme, før den voksede sig for stor^®). Eisenhower konsulterede Storbritannien, hvor Churchill sagde nej, og der kom ingen bombning ved Dien Bien Phu. Eisenhower var ikke villig til at tage militære konsekvenser af sin dominoteori, som han udviklede ved en pressekonference tidligt i 1954: »... you have a row of dominoes set up. You knock over the first one, and what will happen to the last one is that it will go over very quickly.. .«^^). Genevakonferencen, hvori USA ikke deltog, endte de facto med en fuldstændig fransk tilbagetrækning fra Indokina, og at Vietnam blev delt ved den 17. breddegrad, nemlig i Democratic Republic of Vietnam (nord) og Republic of Vietnam (syd), der siden juni 1954 blev ledet af Ngo Dinh Diem. Allerede i oktober samme år skrev Eisenhower til Diem, at USA ville hjælpe med at opretholde Sydvietnam og besk3^te mod truslen fra nord, men at USA samtidig forventede, at den sydvietnamesiske regering iværksatte reformer i landet, især inden for landbruget^®). Diem behøvede dog ikke at frygte for en amerikansk tilbagetrækning. For Eisenhower kunne ikke opstille konsekvenser, såfremt de ønskede reformer ikke fandt sted. November samme år erklærede JCS, at såfremt en stabil sydvietnamesisk regering ikke blev dannet, ville syden næppe kunne undgå at bHve erobret af Nordvietnam. Endvidere skulle USA betale og træne en sydvietnamesisk hær, der skuUe kunne forsvare landet mod aggressioner fra nord^®). Samtidig lykkedes det for udenrigsminister Dulles at skabe en pendant til NATO, nemlig South East Treaty Organization (SEATO) i Manilla september 1954. Kredsen var USA, Storbritannien, Frankrig, Australien, New Zealand, Thailand, Philippineme og Pakistan, og formålet skuUe være gensidig hjælp mod aggression. I protokollen blev beslq^elsen udvidet til Cambodia, Laos og »the free territory of the state of Vietnam«^’). Under en senathøring i januar 1966 spurgte senator Fullbright: »Does the SEATO commit us to what we are now doing in Vietnam?« Hvortil udenrigsministeren svarede: »Yes, sir, I have no doubt that it does«^*). Herom kan der dog rejses tvivl, men det er klart, at Dulles ønskede en massiv blok, der mere eller mindre enigt kunne modstå kommunismen sammen med USA - modvirke dominoteorien. Det kan med føje siges, at det senere amerikanske militære engagement i Vietnam ikke var en del af en legal forpligtelse i pagtens ordlyd, men på den anden side var opfyldelse af SEATOs ånd og formål^®). Eisenhower - og måske især Dulles - havde en klar idé om en verden, der uundgåeligt var splittet i to poler: den frie verden og den kommunistiske blok. Det var en amerikansk forpligtelse at imødegå den kommimistiske trussel, og i denne kamp var neutralitet for Dulles umoralsk. Dulles stod ikke alene med synspimktet. En intellektuel diplomat og historiker, George Kennan, havde netop fremhævet USAs moralske forpligtelser over for den frie verden i sin X-artikel. Man talte om et »tab« til kommunismen. Truman havde tabt Kina til Mao og Nordvietnam var tabt til Ho. Dette måtte ikke ske for Sydvietnam.

1954-1961

Efter genevakonferencen udstedte National Security Counsil (NCS) en officiel erklæring, dateret den 20. august 1954, hvori den fremtidige amerikanske fjenøstpolitik blev skitseret. Det blev fastslået, at genevaaftaleme betød et prestigetab for USA, da kommunismen i Østen havde vimdet terræn. Ikke-kommunistiske stater i området skulle gives al hjælp, der var nødvendig for at modstå kommunismen - og Kina-herunder miUtær indsats'). Hjørnestenen i den amerikanske fjemøstpolitik var og blev Vietnam. Diems indsættelse som premierminister i syd skyldtes antageligvis den såkaldte Vietnam-lobby, der bestod af amerikanske katolikker, som John Kennedy, senator Mike Mansfield og kardinal Spellman^). Den amerikanske hjælp satte Diem i stand til at løse en del af sin regerings problemer, især den vældige flygtningestrøm fra nord, ca. 1 mill. mennesker. I øvrigt var Diems styre korrupt og udueligt. En landreform, initieret og betalt af USA i 1956, var tre år efter ikke kommet nogen vegne, og Diems brutalitet faldt tungt på de, der ikke fuldt ud støttede ham. Hans befolkningsbase blev en ny by-middelklasse, hvis midler i højeste grad var afhængige af den enorme amerikanske støtte. Denne middelklasse ville følgelig støtte Diem i alle tiltag for at bevare sin position. Derfor kunne såvel Diem og USA kun påregne tilslutning i Sydvietnam fra den nye mellemklasse. Uden for byeme havde Diem ingen eller ringe støtte, hvilket dog også hang sammen med kommunistisk terror mod landsbyerne, udøvet af Viet Cong. USAs mål var intet mindre end at skabe en ny stat. Fra grunden. Og Diem skulle på trods af alle advarsler være manden, der gjorde det. Hertil anvendtes i tidsrummet 1955-61 1 billion dollars, der blev forvaltet af omkring 1500 amerikanere, som i forskellige sektorer stod til rådighed for den sydvietnamesiske regering. Det amerikanske statsbygningseksperiment fik karakter af et korstog. Dette skulle lykkes. Også på trods af mange kritiske amerikanske røster^). Utopia skulle skabes. Det amerikanske program inkluderede også opbygningen af selvstændige sydvietnamesiske væbnede styrker. Ogmellem 1955 og 1961 udgjorde den samlede amerikanske våbenhjælp til venligtsindede lande 78% alene til Sydvietnam^). Tidligt i 1956 overtog USA ansvaret fra Frankrig for træning af en sydvietnamesisk hær på ca. 250.000 mand, der var elendigt organiseret, uddannet, udrustet og ført. Lav moral og dårlig disciplin var også ét karakteristikum. Opstilling og formidling skete gennem MAAG i Saigon, hvor det amerikanske militærpersonel gradvist opnormeredes til ialt 692 manH Og MAAG reorganiserede, trænede og udstyrede den sydvietnamesiske hær. USA gav ca. 85 mUl. dollars pr. år til udstyr, herunder uniformer, håndvåben, køretøjer, kampvogne og helikoptere. USA betalte lønninger til officerer og menige, financierede bygning af militære etablissementer og etablerede officersskoler, våbenskoler og generalstabskurser. Således betalte USA i 1960 for mere end 1600 vietnamesiske soldaters ophold i USA og andre venligtsindede lande®). Diem intervenerede hyppigt personligt, og adskillige høje poster blev besat med venner, der kunne betale, fremfor med kvalificerede. Men de sydvietnamesiske styrker kunne ikke klare opgaven. Og modstanderen la ikke på den lade side. Diems regime i 1956-57 havde fremkaldt guerillabevægelser i landet, og i 1960 sluttede alle Diem-modstandere sig sammen i National Liberation Front (NLF) med People’s Liberation Armed Forces (PLAF) som det militære organ. Og i januar 1960 kunne Giap sige: »... the North has become a large rear echelon of our army. The North is the revolutionary base for the whole country. . .«®). Modstanden i syd blev i al væsentlighed kontrolleret og ekviperet frä nord. I al fald var målene sammenfaldende for såyel NLF og Hanoi: Diemstyrets fald’). I slutningen af Eisenhowers præsidenttid blev det klart, at de sydvietnamesiske styrker på ingen måde kunne løse deres opgave. Vietcong blev ikkft besejret. Amerikanske kritikere skød en del af skylden herfor over på MAAG, der havde opstillet og uddannet de sydvietnamesiske styrker til traditionel krigsførelse og ikke til at imødegå Vietcongs guerillaoptræden. Det er muligvis sandt nok, men hovedproblemet var ikke militært - det var politisk. Det var ikke lykkedes at skabe en stabil sydvietnamesisk stat med consensus i befolkningen. Det amerikanske eksperiment var mislykkedes. Hvad der tilsyneladende havde været effektiv politik i Grækenland og Sydkorea var strandet i Vietnam. Hvorfor? Ja, først og fremmest fordi den vietnamesiske kxiltur ilfVp kendte til en vestlig nationalstat med dennes institutioner, som den amerikanske politik søgte at opbygge. Men også fordi »the best avaüabe man«, som Dulles kaldte Diem, manglede forudsætninger og interesse for at bygge en nationalstat op. Han ignorerede de revolutionære ændriger, der var gået gennem hans land gennem de sidste halvtreds år, og hans foragt for enhver opposition og dennes brutale behandling såede naturligvis modstandskim i store dele af befolkningen. Kun Eisenhowers fratræden sparede ham for at blive konfronteret med sin politiske fiasko - en politik, som han havde arvet fra sine forgængere og fortsat.

1961-1963

Efter en fintælling af stemmerne kunne præsident Kennedy tiltræde embedet i januar 1961. Han arvede Eisenhoweradministrationens problemer. Men bans - og hans rådgiveres - udenrigsdogmer afveg ikke væsentligt fra forgængernes. Inddæmning af kommunismen var en hjørnesten også for Kennedy, og selv om hans interesse for Vietnam gik tilbage til midten af halvtredserne^), ja, så var Asien blot eet af hans problemer. Cuba, Berlin og raketkløft. Hertil kom sovjetisk-kinesisk engagement i de nye stater, oprettet af tidligere kolonier.

Diems styre og det amerikanske engagement i Vietnam blev draget i tvivl i amerikansk presse. »Sink or Swim with Diem« lød det galgenhumoristiske budskab uofficielt. Men humoren viste klart, at USA havde bundet sig til en håbløs sag, i al fald sålænge Diem repræsenterede den. Den 28. januar 1961 indkaldte Kennedy til et møde angående Vietnam i sit kontor. Fokus var en rapport, udarbejdet af general Edward Lansedale, en effektiv og kontroversiel skikkelse, tilknyttet CIA. Han havde opholdt sig i Vietnam i flere år og var intimt bekendt med forhold, geografi, sprog, befolkning og beslutningstagere. Han havde tillige med succes bistået den philippinske præsident med at nedkæmpe et kommunistisk oprør på øerne. Han er endvidere antageligvis model for Graham Greenes Quiet American. Lansdale vurderede 1961 som et afgørende år. Saigon ville antageligvis blot være i stand til at udskyde nederlaget. Og - påpegede Lansdale - såfremt Sydvietnam falder, ja, så ville resten af Sydøstasien være et let bytte for kommunisterne, da »... the toughest local forces on our side will be gone«^). Argumentet synes søgt, da samtlige amerikanske rapporter og vurderinger angående de sydvietnamesiske styrker netop vendte tommelfingeren nedad. Blev Sydvietnam rendt over ende, ville det udgøre et alvorligt slag mod USAs prestige og indflydelse verden over. Sluttelig priste Lansdale Diem og anbefalede udskiftninger i de civile amerikanske myndigheder. Mødet mundede ud i, at præsidenten godkendte yderligere en bevilling på 42 mill. dollars til at forøge de sydvietnamesiske styrker®). Samtidig beordrede han yderligere et hundrede regulære soldater til MAAG og endvidere firehundrede såkaldte »green berets« til specialopgaver^). Kennedy og hans rådgivere lagde vægt på den såkaldte »counterinsurgency«. Altsa tage initiativet i mindre grupper og gøre sig gode venner med landbefolkningen, og således berøve Vietcong baser og forhindre dem med Maos ord, at »... svømme som fisk i vandet«. Men tingene forværredes i Saigon. Vietcong optrappede med succes. Diem bad om yderligere hjælp, medens modstanden mod hans styre forstærkedes. En amerikansk journalist skrev til Schlessinger:»... the situation gets worse almost every day - the guerillas now almost all the southern delta - so much so that I could find no american who would drive me outside Saigon in his car — a political breakdown of formidable proportions.. «®). JCS anbefalede amerikansk militær indgriben®), men Kennedy tøvede.

Han valgte at sende sin personlige militære rådgiver, general Taylor, til Saigon for at danne sig et førstehåndsindtryk. Taylor havde en fornem militær karriere bag sig. Hvortil kom, at præsidenten var påvirket af general Taylors bog, »The uncertain trumpet«, hvori doktrinen om den massive gengældelse foreslås erstattet med: »... in contrast, the military program of deterrence recommended herein has flexibility to cope with various forms of militaty action. It is geared to no one weapons system, to no fixed concept of future war. . .« (Maxwell Taylor: The uncertain trumpet, s. 196). Bogen og samarbejdet med Taylor var medvirkende til Kennedyadministrationens doktrinskift tü den afpassede gengældelse. Taylor rejste til Saigon. Så, oplevede, talte og lyttede. Hans rapport til præsidenten var alarmerende. Den sydvietnamesiske hær var svag og defensivt indstillet. Diems regering blev beskrevet som: uorganiseret, ineffektiv og ekstremt upopulær. Tillidskrise og lav moral rådede i hele landet’). Taylor anbefalede mere personel som rådgivere i landbrug, administration og som noget nyt: en styrke på 8.000 mand, bestående af ingeniører, sanitetsenheder og infanteri. Styrken skulle ikke være en kampenhed, men yde logistisk støtte og udgøre et synligt bevis på USAs evne og vilje tilhjælp. Kennedy valgte Taylors forslag, og i hans præsidenttid steg antallet af amerikanske rådgivere fra under tusinde til over 16.000 mand. Rent faktisk havde amerikanerne en markant virkning på den sydvietnamesiske krigsførelse. Især helikoptere, der blev fløjet af US piloter. Der var også talrige eksempler på, at amerikanske officerer førte vietnamesiske enheder i kamp. Men effektiviteten svandt og tidligere tilstande indtrådte atter. Ej heller de befæstede landsbyer blev styrets nødvendige baser i landdistrikterne - alt imens Vietcong gennemførte angreb efter angreb, tilsyneladende hvor og når, de ønskede. I sommeren 1963 diskuteredes mulighederne for at finde en afløser for Diem i Washington. USAs ambassadør i Saigon, Henry Cabor Lodge, telegraferede hjem, at ingen fremgang kunne påregnes under Diems styre®). Da kuppet mod Diem endelig kom i november, havde USA ingen andel heri, det blev alene udført af vietnamesere - på den anden side havde USA klart signaleret, at et regeringsskifte var velkomment®). De efterfølgende regeringer bragte ikke stabilitet - ej heller havde de særlig folkelig opbakning. Ustabilitet, korruption og ineffektivitet fortsatte, medens Vietcong kontrollerede væsentlige dele af landet, således provinserne syd og vest for Saigon. Demokraten Mike Mansfield besøgte på præsidentens aimiodning Vietnam og vendte hjem i december 1962 med en dybt pessimistisk rapport“ ). I det hele taget var der en voldsom diskrepans mellem Kennedy-administrationens officielle udtalelser og vurderinger, der alle lovede fremgang og sejr^i), og de interne pessimistiske og alarmerende rapporter og vurderinger. I februar 1963 blev rådgivergruppen i Sydvietnam MAAG erstattet af et regulært kommandorgan, The Military Assistance Command, Vietnam (MACV)‘2). Kennedy havde brug for at vise, at han ikke var eftergivende over for kommunisterne, som hans republikanske modstander, Richard Nixon, hævdede. Han havde også brug for at vise styrke efter Svinebugtaffæren. Frygten for Kina kunne være reel - hvorimod Kennedy vurderede, at Sovjet ikke længere var en markant aggressator efter missilkrisens afslutning på Cuba. Det synes, som om Kennedy blev fanget ind af sin egen retorik, der byggede på en ukritisk antagelse, at Sydvietnam var vitalt for amerikanske globale interesser. En langsi^et politik kom næppe i stand. Det synes, som om Kennedy reagerede pa opståede kriser, ligesom det forblev uklart, om engagementet skuUe være politisk eller militært. På den anden side kan man med Ted Sorenson mene, at »... JFK’s essential contribution - was both to raise our commitment and to keep it limited«'®). Uanset hvad man tror, Kennedy ville eller kunne have gjort, om han havde levet efter november 1963, ja, så står det fast, at han efterlod et omfattende problem til sin efterfølger - markant større end det, han selv arvede fra Eisenhower.

1963-1965

Tiden, der fulgte efter Kennedys død og Johnsons valgsejr i november 1964, frembød kaotiske forhold i Saigon og tvivl i Washington. I en rapport fra Saigon den 21. december 1963 vurderer forsvarsministeren, Robert McNamara: »... The situation is very disturbing. Current trends, unless reversed in the next 2-3 months, will lead to neutralization at best and more likely to a communist state«'). McNamara anbefalede opstilling af flere sydvietnamesiske enheder, men understregede i en senathøring, at»... our responsibility is not to substitute ourselves for the Vietnamese, but to train them to carry on the opeartions themselves are capable of«^). I juni 1964 udnævner Johnson Maxwell Taylor til ambassadør i Saigon og general William Westmoreland tü MACV i Sydvietnam. Pa dette tidspimktvarderca. 23.000 amerikanske soldater^), 192.000 sydvietnamesiske tropper, organiserede i ni divisioner, et sydvietnamesisk luftvåben pa 190 fly og 248 helikoptere. Hertil kom et antal specialtropper, så som marineinfanteri og rangerbataljoner^). Over for disse styrker stod, angav ambassadør Taylor i en rapport den 15. juli 1964, ca. 34.000 Vietcong®). 1 1964 opstod tanken om at begrænse Nordvietnams muligheder for at gribe ind i syd. En konsekvesns af, at målet om den stabile sydvietnamesiske stat ikke kunne realiseres. JCS og Taylor advokerede for selektive bombninger i nord mod militære og i nogen grad industrielle mål. Denne var nu meget beskeden, som også flere amerikanske kilder anførte®). Den amerikanske Stillehavskommando udførte i 1964 en række overvågningsopgaver mod nordvietnamesiske kyster. Kodenavnet var DE SOTO’). Den 2. august blev destroyeren Maddox angrebet af nordvietnamesiske torpedobåde i Tonkinbugten. Og det samme gentog sig den 4. august, hvor Maddox og C. Turner Joy gentagne gange blev angrebet i samme farvand. Det synes som om nordvietnameseme kædede skibenes tilstedeværelse sammen med sydvietnamesiske raids nogle få dage før. Dette udløste den såkaldte Tonkinbugt-resolution fra den 7. august fiammfi år. Denne blev næsten enstemmigt vedtaget i begge kongressens kamre og fastslog, at kongeressen står bag præsidentens ret til at beskytte amerikanske styrker med midler, han finder passende. Og allerede den 4. august godkendte præsidenten ved et NSC møde et luftangreb over Nordvietnam. Dette, der bestod af 64 sorties, udført fra hangarskibe, blev rettet mod nordvietnamesiske torpedobådsbaser og et nærliggende oliedepot tidligt den 5. august om morgenerf). Men det hjalp ikke mod Vietcongs succes i syd. Ej heller på den politiske situation i Sydvietnam. Kup fulgte kup. Situationen syntes håbløs. Så håbløs, at Taylor faktisk nævnte muligheden af en amerikansk tilbagetrækning^). En mulighed, som han dog senere afviste at have ment“). Samtidig anbefalede han selektive luftanbgreb mod Nordvietnam.

Efter Johnsons overvældende valgsejr i november 1964 beder Vian sin sikkerhedsrådgiver McGeorge Bundy om et responsum, der skal foreslå politik og muligheder i Vietnam. Hovedsynspunktet er, at Sydvietnam ikke på nogen måde kan opretholde sig selv, endsige bekæmpe NordvietnamA^ietcong uden amerikansk bistand. Til gengæld er Bundy uden tvivl, når det gælder det amerikanske engagement: »The international prestige of the United States and a substantial part of our influence, are directly at risk in Vietnam«'^). Vietnams betydning for USA blev ikke diskuteret. Bundys studie angav ikke en målsætning, men alene militær-politiske midler i konflikten. Og situationen forværredes. Tropper og forsyninger sendtes i en stadig strøm fra nord ad den såkaldte Ho Chi Mihn sti. I februar 1965 godkendte Johnson luftangreb mod nord, de såkaldte Flaming Dart 1 og 2. Disse gik over i et nyt bombningsprogram, benævnt Rolling Thunder, der begyndte i marts^^). Men Nordvietnam var ikke industrialiseret, hvorfor der ikke var megen industri at ødelægge. Og hvad angik moralen, ja så viste amerikanske efterretningskilder, at angrebene tilsyneladende blot styrkede sammenhold og beslutsomheden i nord^^) g-gg^ McNamara talte mod bedre viden, når han offentligt fortalte om bombningernes store effekt.^^). Den 21. februar 1965 anmodede Westmoreland om at få stillet to bataljoner tü rådighed. Formålet var at beskytte luftbasen Danang mod Vietcong under Rolling Thunder. Selv begrundede Westmoreland senere sin anmodning: »... I saw my call for marines at Danang not as a first step in a growing American commitmet but what I said at the time it was: a way to secure a vital airfield and the air units using it. . .«. Samtidig angiver Westmoreland, at Taylor var absolut imod indsættelsen af amerikanske landenhederi®). Westmoreland angiver dog også, at»... when the US marines got word they were to land, it was like pulling the stopper from a bathtub. Any semblance of a low profile quickly disappeared. . .«. På trods af the Grand Old Man, general MacArthurs stadige advarsler mod en landkrig på det asiatiske kontinent - sidst til Kennedy, kort før begges død - stormede 3.500 marinere i land ved Danang den 8. marts 1965. Herefter tog begivenhederne fart. Westmoreland bad om yderligere tropper, og på et møde 1. april 1965 med NCS godkendte præsidenten yderligere to marinebataljoner og autoricerede, at de kunne anvendes til egentlige kamphandlinger. Han godkendte endvidere 18-20.000 mand forsyningstropper^®). Krigen havde taget en ny vending. Taylor ønskede at begrænse de amerikanske tropper til kystegnene, medens Westmoreland ville anvende dem offensivt inde i landet. Johnson havde anmodet NCS om ikke at lække beslutningen fra den 1. april 1965 til offentligheden^’). Den var iøvrigt udformet i et fortroligt aktstykke, det såkaldte National Security Action Memorandum (NSAM) 328, men det er klart, at oplysninger om omfang og strategier alligevel kom ud. Erklæringer fra Det Hvide Hus om omfang og formål var ikke i overensstemmelse med NSAM 328 og de faktiske forhold. I et communiqué fra Det Hvide Hus den 9. juni hed det således: »... there has been no change in the mission of United States ground combat units i Vietnam. The President has issued no order of any kind in this regard to General Westmoreland - the primary mission of these troops is to secure and safeguard important military installations . . .«'®). Det var ikke sandt. Den 26. juni anmodede Westmoreland om tilladelse til at indsætte amerikanske enheder i kamp til støtte for sydvietnamesiske tropper^®). Tilladelsen blev givet, og 27.-30. juni udkæmpede US enheder for første gang landkampe i Asien siden Korea. Det drejede sig om 173. Airborne Brigade, støttet af en SEATO-styrke, nemlig 1st Btn. of the Royal Australian Regiment^“). En ny krig var i gang.

1965-1968

1965 blev det afgørende år. I juli sendte præsidenten McNamara til Saigon for at forhandle med vietnamesiske ledere samt konferere med den amerikanske militærkommando. Ved hjemkomsten kunne han konstatere, at de 75.000 US tropper var blevet gidsler. De kvmne ikke udrette noget, der førte til målet: en stabil sydvietnamesisk stat, men de kurme heller ikke trækkes ud uden tab af troværdighed og prestige^. McNamara anbefalede, at 100.000 mand skulle være i Vietnam til oktober, således at det samlede tal ville være 175.000 mand. Muligvis, tilføjede han, ville det være nødvendigt med yderligere 100.00 mand primo 1966. Han foreslog også, at præsidenten skulle anmode kongressen om tilladelse til at indkalde 235.000 mand i reserven og i nationalgarden^). Johnson godkendte de 175.000 mand, men afviste at indkalde reserver. I det hele taget var det et klart mål for præsidenten i hele hans embedsperiode, at det amerikanske samfund ikke måtte være på krigsfod. Det var også væsentligt for ham at stå på en god fod med den demokratiske senator Mike Mansfield og hans fløj af partiet. Den 28. juli talte Johnson til nationen over TV. Han erklærede, at kommunismens nederlag i Vietnam ville tage måneder eller år. Han understregede endvidere, at de ønsker om yderligere tropper, som general Westmoreland måtte fremsætte, ville blive mødt positivt^). Præsidenten havde hermed udstedt en blancocheck. Og militæret tøvede ikke. Westmoreland anmodede om flere tropper - og fik dem - og i slutningen af 1966 var tallet pa 450.000 mand. Strategien: search-and-destroy gav ikke de store resultater. Medens krigen til lands i al væsentlighed var et rent militært anliggende, altså JC s og MACV, så blev luftkrigen. Rolling Thunder, under strikt politisk kontrol, ja, hyppigt udpegede præsidenten personligt bombemålene. Men her var prisen høj. I årene 1965-66 kostede luftkrigen ca. 1.7 biUioner dollars. HvortU kom et tab på over 500 fly. Hertil bør tilføjes, at strømmen af materiel og mandskab fra Nord - hovedsagehg af Ho Chi Mihn stien - ikke blev forstyrret i nævneværdig grad^). Konferencerne pa Honolulu i 1965 og igen i 1966 gav ikke afgørende nye sti-ategimodeller. Westmoreland var demonsti-ativt tilfreds med den amerikanske indsats. På en pressekonference 14. april 1967 erklærede han: »... we 11 just go on bleeding them until Hanoi wakes up to the fact that they have bled their country to the point of national disaster for generations«5). Men generalens optimisme blev ikkke delt i politiske kredse. Mindre og mindre. Januar og februar 1968 bragte Tet offensiven amerikanerne en oerraskelse. Nordvietnam slog tü over store dele af Sydvietnam med voldsom stprke. Selv den amerikanske ambassade i Saigon blev næsten erobret af Vietcong. Det er muligt, som Westmoreland påpegede, at betegne Tet som et nederlag for Vietcong. Men kun et mindre taktisk nederlag. Den amerikanske offentlighed mistede tilliden til de militære lederes forsikringer om, at sejren var nær. Tet viste med al tydelighed, at det ikke var tilfældet. Westmoreland bad om flere tropper, men Johnson nægtede. Anmodningen ville føje 206.000 til den mere end 500.000 mand store styrke®). Men kun få troede på ham. En af Johnsons personlige rådgivere, advokaten Clark Clifford, kunne således rapportere til præsidenten, efter at have ledet en undersøgelsesgruppe den 4. marts 1968:»... there is every reason to believe - that Hanoi is able and willing to continue - if more American troops are sent to Vietnam within the next year. The reinforcements that General Westmoreland wants would thus riot restore the initiative. They would simply raise the level of violence. - A further substantial increase in American forces could only increase the devastation and the Americanization of the war... I was also convinced, our primary goal should be to level off our involvement, and to work toward a gradual disengagement.. Præsidenten lyttede. Hans tvivl voksede. Og den 22. marts bekendtgjorde han, at Westmoreland skulle afløses, vende tilbage til USA og udnævnes til Army Chief of Staff fra juli 1968. Selv om præsidenten understregede, at dette ikke betød ændring i strategien, troede iagttagere ham ikke. Og den 25. marts samme år indkaldte han til et hemmeligt møde i en kreds, han selv havde udvalgt. Den bestod af tidligere beslutningstagere. Emeriti, kunne man sige. Blandt andet Dean Achson, udenrigsminister under Truman, general Omar Bradley, general Ridgeway, Maxwell Taylor, Cyrus Vance med flere®). Denne gruppe af »wise men« erklærede over for præsidenten; »Continued escalation of the war - intensified bombing of North Vietnam and increased American troop strength in the South - would do no good. Forget about seeking a battelfield solution to the problem and instead intensify efforts to seek a political solution at the negotiating table«®). Og Johnson var overbevist. Det samme syntes den amerikanske befolkning at være. Den 31. marts 1968 blev vendepunktet. Præsidenten bekendtgjorde i en TV-tale, at et begrænset bombestop ville blive iværksat, at fredsforhandlinger ville blive ført - og at han selv ikke søgte genvalg“). Nogle mente, at talen blev holdt i vage vendinger, men tonen - ånden - var ikke til at tage fejl af, den var ment - og forpligtende - og 31. marts 1968 markerede deskalationspolitikkens begyndelse. Marts-beslutningen markerede nok begyndelsen til degagementet - men gjorde ikke livet lettere for de militære ledere. Politikken syntes nu igen at søge Sydvietnam frelst fra kommunismen og ikke at ødelægge Vietcong, men Westmorelands efterfølger, general Abrams, fik ingen strategi at holde sig til. De formelle fredsforhandlinger mellem Hanoi og Washington begyndte i Paris den 13. maj 1968. Da Johnson forlod Det Hvide Hus i januar 1969, var der omtrent 550.000 amerikanske soldater i Vietnam, i en krig, der kostede USA lidt under 29 billioner dollars om året^^). Det blev herefter op til et umage par - Richard Nixon og Henry Kissinger - at føre krigen til ende. Til den bitre ende, der skulle vise, at den sydvietnamesiske stat ikke kunne stå alene og overleve. Den 23. januar 1973 klokken 09.35 kunne en smilende Kissinger trykke den nordvietnamesiske forhandler Le Duc Thos hånd i Avenue Kléber i Paris - og USA førte ikke længere krig i Vietnam^^)- Den 30. april 1975 rullede sovjet-byggede kampvogne ind i Saigon og Sydvietnam kapitulerede. Hvorfor det? Ja, USA havde selvsagt den numeriske og materielle overvægt. Hvad havde Vietcong/Nordvietnam da? Den nordvietnamesiske stabschef Van Tien Dung mente, at: »... omarms and equipment were weaker than the enemy’s. Thus we could only develop political and moral superiority .. » . .. You knowyou never defeated us in the battlefield, said the American colonel. The North Vietnamese colonel pondered this remark a moment. That may be so, he replied. But it is also irrelevant«!““).

Epilog

Under det 18. dynastis 5. konge, farao Thut-Mose den 3. (1490-1436 B.C.), søgte Ægypten at danne en lydstat i Palæstina-Syrien-området. Der blev indsat ægyptiske administratorer og ægyptiske hærstyrker holdt sig rede i stedlige garnisoner. Oprør mod den udefra kommende magt forekom hyppigt - og i det lange løb matte det imperialistiske Ægypten forlade området og det strategisk betydningsfulde Meggido-pas. Da ærkehertug Maximilian lod sig bruge i Napoleon den 3.’s forsøg på at danne et mexikansk kejserrige - en fransk lydstat - i 1864, fandtes ingen naturlig opbakning i landet.

Maximilians tilhængerskare var yderst begrænset - USA tolererede iklfft hans styre, Og han måtte give op. I maj 1867 blev han skudt, og forsøget på at danne en klientstat uden folkelig støtte var ophørt. Et sted i Franz Kafkas bog »Processen« diskuterer hovedpersonen K med en præst. »Nej«, sagde præsten, »det er ikke nødvendigt at acceptere alting som en sandhed, man skal blot acceptere det som en nødvendighed«. »En trist konklusion«, svarede K, »det ser ud til at være et universelt princip«. Og heri ligger kimen til forståelsen af Vietnam-konflikten. Beslutningstagerne - først og sidst de skiftende præsidenter - fik præsenteret så mange sandheder om samme sag, at de som oftest måtte vælge en syntese og gøre den til nødvendighed. Et eksempel herpå er en rapport, som Kennedy modtog den 10. september fra general Victor Krulak. Denne sagde, at krigen var ved at blive vundet, og selv om der var problemer, måtte Diem under ingen som helst omstændigheder fjernes. Sejren stod og faldt med ham^. På den samme studietur var en embedsmand fra Udenrigsministeriet, Joseph Mendall. Og hans konklusion var, at et sydvietnamesisk sammenbrud var nært forestående, og at krigen på ingen måde kunne vindes med Diem ved statsroret. Forskellige gruppemedlemmer sluttede sig til begges opfattelser. Da Kennedy fik rapporten forelagt, spurgte han: ».. .You two did visit the same coimtry, didn’t you?«^) Præsidenten måtte vælge og udnævne en nødvendighed. Det er tidligere i denne afhandling nævnt, at de amerikanske mål for krigen var skiftende og hyppigt forvirrende. På et tidspunkt skulle henholdvis Frankrig og Saigon kunne modstå kommimismen, men uden direkte amerikansk medvirken. Senere skulle et stabilt sydvietnamesisk samfund opbygges, og atter senere skulle Hanoi tvinges til fred. Endelig hed målet fred med ære. Forvirrende og uklare mål? Ja, men uanset retninger var idealisme på alle tidspunkter til stede i de officielle amerikanske politikker fra 1945-1973. Det var det amerikanske militærs skyld, at det gik galt. For det gik uomtvisteligt galt. Vietnam viste med al ønskelig tydelig - eller uønskelig, om man vil - tydelighed, at det ikke er muligt at føre en krig, der alene har militære mål. Eller rettere - lader de militære beslutningstagere i stikken, hvad angår mål, politikker og strategi. Det er naturligt og rigtigt, at militæret selv søger at sætte mål i det tomrum, der opstår ved de civile lederes degagement fra policy-making. H\ds ikke krigen er en fortsættelse af politikken (den konventionelle krig, forstås), ja, så er den militære indsats misbrugt, nytteløs eller ligefrem ødelæggende for et lands omdømme og dets indre solidaritet. Det var selvsagt Westmorelands pligt at vurdere situationen og stille forslag tü fremgang mod politiske uklare mål - og dermed i dette tomrum selv at søge mål opstillet. Alt andet havde været absurdt. Westmoreland havde således næppe uret, når han den 24. januar 1967 rapporterede: »If we can neutralize the enemy base areas and prevent replenishment of the material captured or destroyed, we will have taken a long step towards ultimate victory«®). Vietnamkrigen bragte en ende på Kennans inddæmnings-doktrin. Han modificerede den iøvrigt selv i 1967. Den satte også et foreløbigt punktum for ideologier og doktriner og idealisme som basis for udenrigspolitik. Dominoteorien var jo ikke forkert. Men efter 1975 måtte Machiavellis pragmatisme få en renæssance.

Ebbe Juul-Heider.

NOTEAPPARAT

Indledning

1 K. V. Nielsen: Militært tidsskrift OKT 80, s. 379.

2 K. V. Nielsen: do

3 On Strategy s. 62

4 Kissinger s. 296

5 PP bd. 1, s.X lll

6 Frieden bd. 1, s. 22

1940-1954

1 Intervention s. 3

2 PP bd. 1, s. 2

3 America’s longest war s. 7

4 Schlesinger s. 12

5 America’s longest war s. 1

6 The Irony of Vietnam s. 37

7 PP bd. 1, s. 373

8 PP bd. 1, s. 384 ff

9 Lewy s. 6

10 PP bd. 1, s. 203

11 PP bd. 1, s. 77 ff

12 PP bd. 1, s. 78 f

13 The Irony of Vietnam s. 37 og Schlesinger s. 15 ff

14 Schlesinger s. 14

15 Lewy s. 11

16 PP bd. 1, s. 218 f

17 Lewy s. 11

18 Schlesinger s. 18

19 Berman s. 12 ff

1954-1961

1 Vietnam bd. 1, s. 666 ff

2 America’s longest war s. 49

3 Se Collins rapport i: Intervention s. 82

4 America’s longest war s. 56

5 America’s longest war s. 56 ff

6 Lewy s. 17

7 Om NLF, se detaljeret i Intervention s. 101-121 og Lewy s. 15 ff

1961-1963

1 Se Kennedy’s tale i 1956 hos Lewy s. 12

2 Intervention s. 130

3 PP bd. 2, s. 8

4 Intervention s. 131 og Schlesinger s. 27

5 PP bd. 2, s. 70

6 Intervention s. 132

7 Taylor s. 225-244

8 PP bd. 2, s. 738-39

9 Lewy s. 28

10 America’s longest war s. 92

11 SeP P bd. 2, s. 804-831

12 The Irony of Vietnam s. 80

13 Ted Sorensen s. 652

1963-1965

1 Berman s. 31

2 P P b d . 3, s. 36

3 Lewy s. 24

4 Westmoreland s. 58

5 P P bd. 3, s. 11

6 Lewy s. 29 f

7 Lewy s. 32

8 P P bd. 3, s. 12

9 Berman s. 36

10 Taylor s. 372

11 P P bd. 3, s. 598-610 og Berman s. 43

12 P P bd. 3, s. 16

13 Berman s. 51 f

14 P P bd. 3, s. 30 og Brown s. 117

15 Westmoreland s. 123 f

16 P P bd. 3, s. 16

17 P P bd. 3, s. 460

18 P P bd. 3, s. 460

19 Lewy s. 49

20 P P bd. 3, s. 461

1965-1968

1 Lewy s. 50

2 Lewy s. 50

3 Lewy s. 51

4 America’s longest war s. 150 og Lewy s. 64 ff

5 Lewy s. 73

6 Brown s. 120

7 Brown s. 130

8 Brown s. 136

9 P P bd. 4, s. 592

10 P P bd. 4, s. 603

11 Brown s. 154

12 Nixon s. 165 og Kissinger s. 472-73

13 Henderson s. 19

14 On strategy s. 1

Epilog

1 The Irony of Vietnam s. 300 f

2 PP bd. 2, s. 244

3 PP bd. 4, s. 402

LITTERATURLISTE

Berman, Larry: Planning a Tragedy. The americanization of the war in Vietnam. New York 1982. Brown, Weldon A.: The last chopper. The denouement of the American role in Vietnam 1963-1975. New York 1976. Frieden, Egon: Kulturhistorie. Bd. 1. København 1958. Gelb, Leslie H.: The irony of Vietnam. The system worked. Washington 1979. Hendersen, William: Why the Vietcong Fought. A study of motivation and control in a modern army in combat. Connecticut 1979. Heering, George C.: America’s longest war 1950-1975. New York 1979. Kahin, George McT.: Intervention. How America became involved in Vietnam. New York 1986. Kissinger, Henry: The White House Years. Boston 1979. Lewy, Guenter: America in Vietnam. New York 1978. Nielsen, K. V: Den klassiske krigsteori. I: Militært tidsskrift, oktober 1980, 108. årgang. Nixon, Richard: No more Vietnams. New York 1985. Pentagon Papers, the. (The Senator Gravel Edition) The Defence Department. History of United States Decesionmaking on Vietnam. VOL 1-lV. Boston 1971. Porter, Gareth: Vietnam. The definitive documentation of human decisions. VOL 1-2. New York 1979. Schlesinger, Arthur M.: The bitter heritage. Vietnam and American democracy 1941-1966. London 1967. Sorensen, Theodore C.: Kennedy. New York 1965. Summers, Harry G.: On strategy. The Vietnam war in context. United States war college. Pennsylvania 1981. Taylor, Maxwell D.: Swords and plowshares. New York 1972. Taylor, Maxwell D.: Responsibility and response. New York 1967. Taylor, Maxwell D.: The uncertain trumpet. New York 1960. Westriioreland, William C.: A soldier reports. New York 1976.