Log ind

Vi kunne være draget afsted med kejserens nye klæder

#

I nedenstående artikel beskriver og analyserer oberstløjtnant M. H. Clemmesen en række centrale problemområder vedrørende mobilisering og officerskorpsets professionalisme. Oberstløjtnanten er leder af faggruppe Operationer på Forsvarsakademiet og er tillige bataljonschef ved Jyske Kampgruppe.

Problemet

Vi siger det med overbevisning i rapportering, i ansigt og i stemme: Vor hær er klar efter mobilisering. Vi skal blot have samlet folkene, iklædt dem, samlet dem i deres enheder med materiel, flyttet dem til deres indsættelsesområde, have gravet dem ned i stiUinger med maskiner - så kan vi løse vor opgave. Det hele tager kun et par dage. Hvis vi blot kan få tid til at lade soldaterne få mulighed for at skyde med deres personlige våben og et par timers repetitionsundervisning i ABC-tjeneste, så er vi ikke alene klar, vi er 100% klar. Problemet er ikke, om dette rapporteres til vore allierede. De rapporterer på samme måde. Men de må betragtes som så professionelle, at de ved, at en ting er rapporteringsnormer, en anden virkeligheden. Problemet er, at samme historie meddeles vore egne politikere. De må se det som et sagligt velbegrundet udsagn, som de kan bygge deres dispositioner på. Bag dette ligger problemets kerne: At professionalismen er blevet så tyndslidt hos mange af os, at vi ikke erkender, at udsagnet er en ren fiktion. Vi sammenholder ikke vor egen situation med det historiske erfaringsmateriale. Det leverer eksempel på eksempel på normale mobiliseringsenheders meget begrænsede kampværdi i den første tid efter mobiliseringen. Hvis enhederne umiddelbart blev indsat i kamp, gik de mere eller mindre i opløsning, uden at have realiseret det potentiale, der fandtes i materiellet, i officerskorpset og i det øvrige personel. Det gik kun godt i de situationer, hvor enhedernes uddannelse havde været særdeles realistisk, hvor terrænet var gunstigt, således at der ikke krævedes andet end robuste bønders anvendelse som infanteri i deres normale miljø, og hvor angriberen var lidet kvalificeret - som for Finland under Vinterkrigen og Grækenland under forsvaret mod den italienske invasion i vinteren 1940-41. Den israelske hær kan på grund af den lange første tjenestetid og reservens meget betydelige tjenestepligt ikke betragtes som en normal mobiliseringshær. Tidligere forstod forsvaret ganske godt dette. Det var begrundelsen for, at man i slutningen af 1950eme insisterede på at bevare 16 måneders tjenestetid, selvom dette betød, at genindkaldelserne måtte opgives. Man vidste, at selv med lange genindkaldelsesøvelser var det ikke muligt at holde enheder indsatsberedte, således at de ikke havde behov for ugers efteruddannelse efter mobilisering, før de var klar. Kun de tjenstgørende enheder, d.v.s. den daværende dækningsstyrkes enheder, kunne holdes nogenlimde indsatsberedt. Selv den blev i øvrigt ikke anset som indsatsberedt af vore allierede, fordi tjenestetiden var for kort. Kun de lige uddannede og hjemsendte, som man kunne knytte til dækningsstyrkens kadrer, kunne betragtes som anvendelige umiddelbart efter en mobilisering. Denne professionelle kendsgemig fik sit klareste udtryk i 1966-ordningens entydige satsning på dækningsstyrken. Hæren nu og i den umiddelbare fremtid - i fredstid Med udviklingen i Europa kan invasionsberedskabet nedsættes afgørende. I modsætning til tidligere skal det nok også i fremtiden være mere generelt orienteret, mindre retningsbestemt end tidligere. Det ændrer dog ikke på det forhold, at hæren også i fremtiden skal kunne få en mobiliseringsstyrke til at fungere. Dette krav vil sandsynligvis blive udvidet tü endnu flere dele af værnet. Denne situation kan vi ikke leve op til ved at benægte fakta. Det kan derimod ske ved at erkende de behov, som der findes for efteruddannelse m.m., før enhederne kan siges at være indsatsberedte, og ved at gøre dette behov klart for de ansvarlige politikere, således at de forstår, at der i en igen mere ufredelig verden skal tages højde for dette. Dette må i givet tilfælde indledningsvis ske gennem genindkaldelser til efteruddannelser m.m. En mere varig usikker situation kan dog kun håndteres hensigtsmæssig ved genopstilling af en dækningsstyrke, som vi kendte fra 1950eme.

Fokus og metode

Det første, vi som officerer må gøre, er dog at genetablere en forståelse for behovet hos os selv. Denne artikel er et resultat af en første identifikation af problemområder. Den er bl.a. blevet til på grundlag af drøftelser inden for min mobiliseringsbataljonskadre. Artiklen vil koncentrere sig om kamptroppeme, og inden for kamptroppeme vil den rette sit fokus mod tre delområder: Infanteridelingen, kampvognsdelingen samt føring af underafdeling og bataljon. Den vil identificere problemområderne kronologisk, følgende mobiliseringsforløbet.

Den mobiliserede soldat og primærgruppen

Den mobiliserede vü for infanteristens vedkommende typisk være midt eller slut i tyverne, medens kampvognssoldaten vil være i begyndelsen af trediverne. Han vil komme fra et fast forhold, sandsynligvis med små bøm. Familien vil være stærk afhængig af begge indkomster. Han vü ved sit møde være akut påvirket af den utrygge situation, som mobiliseringen har bragt hans nærmeste i. Der er her ikke tale om en varslet indkaldelse til mønstring, hvor han (hvis han skulle være ungkarl) har kuimet aftale, at nogle andre tager sig af husdyr og opsyn med bolig, eUer hvor andre i det par dage, hvor han er fraværende, tager sig af de ting i forhold til familien, som normalt er hans ansvar. Han vil forsøge at få alle disse arrangeret i sidste øjeblik. Det vil i bedste fald betyde, at han møder lidt senere. Det sandsynlige er, at han vil møde med en følelse af usikkerhed med hensyn til sin families vilkår og tryghed. Han vil forsøge at få afklaret, hvorledes de kommimale myndigheder har tænkt at sikre hans familie og ejendom i sit fravær. Det vil næppe være klart ret mange steder, når personellet møder. De lidt mere fantasifulde vil også have forstået, at der kan blive tale om en længere adskillelse fra hjemmet. I modsætning til tidligere generationer vil han ikke være autoritetstro. Han vil møde med krav om, at nogen afklarer denne usikkerhed. Hvis han ikke får et tilfredsstillende svar og mulighed for løbende at få afklaret, hvordan det går derhjemme, VÜ han kun være halvt tilstede i enhedens aktiviteter. Han vil efter al sandsynlighed også være ekstra udsat for kampstress. Ved tilrettelæggelsen af aktiviteterne efter mobihsering skal vi i så stor udstrækning, som det overhovedet er os muligt, demonstrere, at vi forstår og forsøger at mindske denne usikkerhed. Imidlertid vil den afgørende indsats ikke skulle ske ved de militære myndigheder. Den skal ske ved en indsigtsfuld indsats i kommunerne samtidig med mobiliseringen, en indsats, der skaber den størst mulige tryghed hos den mobiliserede. Cheferne for de mobiliserede enheder vil blive belastet også af disse problemer hos den enkelte mødte (af hensyn til enhedens indsats i den efterfølgende kamp). Han kan støttes af bataljonens feltpræst, men der vil være behov for en betydelig socialrådgiverindsats. Denne kan evt. søges i den kommune, hvor mobiliseringen geimemføres. Man vil kunne sige, at disse forhold ikke er forsvarets problem. Det vil imidlertid være snævertsynet at ignorere dem, idet dette viUe kunne udskyde det tidspunkt, hvor den mobiliserede føler sig tryg i sin enheds kammeratskab. På grund af, at vi tilstræber at holde hjemsendte enheder samlet, vil dette kammeratskab allerede have et rimeligt godt grundlag i infanterienhederne. Der vil kun være forholdsvis få nye, som man skal lære at kende. Desværre vil det meget ofte være førerne, der skifter først, simpelthen fordi førerstillinger må anvendes til den videre uddarmelse og udtagelse af officerer og øvrige befalingsmænd. I kampvognsenhedeme vil der i meget stor udstrækning være tale om, at samarbejdet og kammeratskabet skal etableres fra bunden. Efter opgivelse først af 7-års-lærlingekontrakteme, og nu af 2-års-kontrakteme, har vi valgt at friske kampvognseskadroneme ved afløsning af enkeltmand. Det er elementær kamppsykologi, at enhedens kampkrafts væsentligste element er kammeratskabet inden for primærgruppen. Indtil dette er etableret, og der er opstået tillid tü førerens dygtighed og karakter, er enheden kun en enhed i rapporteringsforstand. Hvis den uden forberedelse bliver kastet ud i kamp, vil den sandsynligvis bryde sammen efter en stærkt begrænset indsats. I bedste fald vil den blive ramt af massive psykiske kamptab. Vi skal tüpasse det forberedte aktivitetsmønster til den enkelte enheds art og personelmæssige sammensætning. Efter mobilisering henholdsvis ved efteruddannelsen af mobiliseringsenheder i en spændt situation skal enhederne samarbejdes, kammeratskabet udbygges, og der skal etableres en velbegrundet tillid til førerne. Det kan ikke ske på mindre end et par uger og kræver sandsynligvis en måned for de fleste kampenheder. At det tager så lang tid hænger også sammen med, at en kampenheds selvtillid også i betydelig grad hænger sammen med dens soldaters fysiske form. Selvtillid bygger på, at enheden har løst krævende opgaver i fællesskab med godt resultat. At dette er helt afgørende for en infanterienhed - uanset typen - er indlysende. Det tager uger at genopbygge den fysiske form til et niveau, der sikrer, at en infanterienhed bliver klar til kamp. Det er forholdsvis få af vore hjemsendte soldater, hvis daglige arbejde eller indsats i sport bevarer deres fysiske form. For kampvognsenheden er forholdet lidt anderledes. Det er dog således, at jo bedre fysisk form besætningerne er i, desto større sandsynlighed er der for, at den enkelte kan holde til kampens fysiske og psykiske belastninger. Det kræver psykisk og fysisk overskud at holde en kampvognsenhed kampklar og gennemføre de foranstaltninger, der sikrer enhedens overlevelse under nutidens kampvilkår. Det tager også tid at opbygge enhedens tillid til sit materiel, der ofte nok vil være brugeligt, selvom det ikke er det mest moderne. Denne tiUid kan kun skabes gennem anvendelse af materiellet under så reahstiske uddannelsesvilkår som muligt. Den skabes ved, at man åbent erkender materiellets begrænsninger, men samtidig sikrer en forståelse for modpartens materiels og taktiks svagheder, således at det bliver klart, hvordan eget materiel anvendes med størst effekt. For kampvognsbesætningen indebærer dette, at hvert besætningsmedlem, herunder ikke mindst kampvognskommandøren, skal have genskabt sin håndværksmæssige rutine, og at besætningen er tæt samarbejdet som team. På dette område svarer den til en skibs- eller flybesætning. Det er uprofessionelt at tro, at en ikke samarbejdet besætning eller en besætning med en rusten håndværksmæssig rutine vil overleve i en duelsituation. Det vil ofte være nødvendigt at gennemføre en efteruddannelse, der kompenserer for, at fredstids-sikkerhedsbestemmelserne på mange områder gør det vanskeligt at tilnærme uddannelsen til det sandsynlige kampmiljø. Det er en gammel sandhed, at en hård og realistisk uddannelse før kamp mindsker tab og øger enhedens effekt. Ikke alene sikkerhedsbestemmelser har lagt sig hindrende i vejen på en realistisk uddannelse i fredstid. Arbejdstidsregler og andre ressourcebegrænsninger medfører ofte, at fredstids-»godt nok« er et pænt stykke fra de krav, som man må stille for at opnå rimelige resultater i kamp. Dette gælder både infanteri- og kampvognsenheder. Det er væsentligt, at vi gør os disse områder og krav helt klart som grundlag for planlægningen af aktiviteter under efteruddannelse. Man kan søge gavnlig inspiration i studier i den uddannelse, som man i kamperfame hære gennemfører ved enhederne i pauser mellem indsættelser. Den uddannelse, der gennemføres efter mobilisering, skal også sikre, at aUe førere får et rimeligt godt billede af styrke og svaghed hos deres underførere og direkte hjælpere. Uden dette kendskab vil det være umuligt at anvende dem korrekt. Uddannelsen skal således også sikre et beslutningsgrundlag for afløsning af underførere og hjælpere, som er udygtige eller af andre årsager uegnede.

Føreren

Afløsning af førere vil desværre være et ofte forekommende behov. Det skyldes bl.a., at vi ikke har lagt tilstrækkeUg vægt på de håndværksmæssige færdigheder i den videregående uddannelse af førerne på laveste niveau og mellemniveau. En delingsfører skal med velbegrundet selvtillid kunne fungere i rollen som gruppefører henholdsvis kampvognskonmiandør. Uden denne er han uegnet til at bestride sin funktion. Uden rutine i den lavere førerfunktion vil han enten være uden den nødvendige selvtillid eller have en ubegrundet selvtillid. På samme måde vil en underafdelingschef, der ikke behersker de færdigheder, der er nødvendige for at føre en af enhedens primære delingstyper, være uegnet til at føre og inspirere sin enhed i krig. I betydelig udstrækning gør det samme sig gældende for bataljonschefen, hvis han skal kunne anvende sine enheder med den nødvendige akutte fornemmelse af, hvad de og deres chefer kan. Føring er i meget høj grad et håndværk på de taktiske niveauer,vi her behandler. Det bygger som alle andre håndværk på en veludbygget viden om værktøjet og det medie, der arbejdes i - her kampmiljøet. Det indebærer også, at man mestrer teori og procedurer, men dette er kun en meget begrænset del, der dog ofte gives en altdominerende plads i vort syn på føring og i vor taktiske uddannelse. Føreren er i udførelsen af sit håndværk afhængig af et tæt samarbejde med de nærmeste hjælpere, der som en kirurgs operationshold skal gå ham direkte tü hånde under føringen. Før han har et tæt og rutineret samspil med disse, er føringen usikker og præget af friktion. Det tager et stykke tid efter en enheds mobilisering, før det fungerer rutineret, det være sig på kampstadet (mobilt afsiddet, feltbefæstet, i pansret køretøj), på andet førerkøretøj eller kommandostation. Det samme gælder - som ved kirurgens afhængighed af hospitalets administration og teknikere - for forholdet til de støttefunktioner, der sikrer rammen for arbejdets effektivitet, d.v.s. det rutinerede samarbejde inden for føringsenheden. Det tager også et stykke tid, før de lavere niveauers førere er så tilvænnede og fysisk hærdede, at de med selvtillid kan se frem til at kunne bestride deres funktion ordentligt i det forventelige fysiske miljø. Føring under kampforhold minder ikke meget om vilkårene under stabs- og signaløvelser. Førerens samspil med dispositionsenhedernes førere samt de nærmeste hjælpere/ stabsmedlemmeme skal baseres på et reelt kendskab til disse, præget af forståelse og rutine. Det samme gælder hans forhold til sideordnede førere og kampstøtteenhedeme. Disse behov for samspilsrutine kan man søge at dække bedst muligt gennem den uddannelse og det samvirke, der gennemføres mellem enhedskadreme løbende. Jo mere man søger at forstå de sandsynlige problemer og indrette sig efter dem, jo mere værdi vil disse aktiviteter have, og jo mere vil man kunne frigøre sin energi efter mobilisering til efteruddannelsen af enhederne snarere end selvuddannelsen. Tid og energi kan koncentreres om at skaffe et realistisk indtryk af, hvad disse enheder - førerhåndværkerens værktøj - rent faktisk kan. Det er dog begrænset, hvor langt man kan komme i egne forberedelser, uden at virkeligheden skaber sin friktion. Selv den mest veludviklede professionelle fantasi har sine begrænsninger.

Taktisk efteruddannelse

Den efteruddannelse og samarbejdning af enhederne, som her er beskrevet, burde på dette grundlag erkendes som indlysende nødvendig. Også af andre årsager vil der være et betydeligt behov for efteruddannelse af førere. Det skyldes, at vor føring i praksis, d.v.s. under øvelser, har været præget af meget uheldige træk i en årrække. Den har ofte kort kunne beskrives som liniær, frontal og passiv i defensiven og næsten frontal i offensiven, stereotyp i alle kampformer og kampmåder, præget af svigtende forståelse for den afgørende betydning af opklaring og bevarelse af kampføling. Der er mange årsager til denne dårligdom:

- Utilstrækkelig vægtning af praktisk føringserfaring i karriereofficerens tjenesteforløb.

- For stor tilbøjelighed til at kræve/acceptere standardiseret (reglementskopierende snarere end situationsbestemte) taktiske løsninger.

- For lille forståelse for behovet for andres erfaring, d.v.s. krigshistoriens, integration i taktikundervisningen.

- For lidt prestige ved jobbet som taktiklærer på hærens skoler fra sergentskole til undervisningen i brigadetaktik.

- For stereotype feltøvelser med for begrænset evne til at markere ildvirkning og for lille vilje til at lade god taktisk optræden styre øvelsesforløbet.

- For stærk binding til en krigsplanlægning, der ikke nødvendigvis kun blev styret af militær sund fornuft.

Uanset årsagerne til dårligdommen, efterlader den et meget betydeligt behov for efteruddannelse af taktiske førere på alle niveauer, hvis der reelt var risiko for, at vi skulle i krig - hvilket måtte forudsættes ved en mobilisering - og hvis man havde anden hensigt med kampen end at demonstrere dansk militær tilstedeværelse.

Konsekvenser

Der er et utal af områder, hvor der på dette grundlag burde handles anderledes end nu. For det første kunne man i højere grad lade professionalisme styre vor professionelle rådgivning til egne politikere. (Dette indebærer ikke, som enkelte ældre kolleger synes at mene, at man skal insistere på et højt indsatsberedskab uanset den sikkerhedspolitiske situation.) På grundlag af understregning af behovet for efteruddannelse m.m. kunne man så forberede de beslutninger, som ville blive nødvendige, hvis man engang i fremtiden skulle have behov for et højere forsvarsberedskab igen. En professionelt funderet markering er ikke mindst nødvendig nu, hvor vi må se i øjnene, at vi vil se et endnu lavere mobiliseringsafhængigt beredskab i fremtiden. For det andet burde vi gå i gang med at kortlægge de problemer af social karakter, som må forventes ved en mobilisering, med henblik på at kunne tage bedst mulig højde for dem både i totalforsvarssammenhæng og ved de mobiliserende enheder. Det kunne ske ved systematiske interviews i forbindelse med mønstringer. For det tredie burde man prioritere efteruddannelse både før og efter sammendragning på en helt anden måde, end det i dag normalt sker. Herunder også efteruddarmelse under tilpassede krigsmæssige sikkerhedsbestemmelser. Ved at give uddannelsen den integrerede uddannelses karakter, ville det være muligt at opnå væsentlige forbedringer i et intensivt, forholdsvis kort forløb. Prioriteringen vil indebære, at der skal afsæt tes ammunition og reservedele af krigsbeholdningeme til uddannelsen, og at sammendragningen skal ske til et område, der er rimeligt egnet til enhedstypens uddannelse. For det fjerde skulle man tage skridt til at sikre den mobiliserende chef en meget stor handlefrihed, ikke mindst i anvendelsen af enhedens personelressourcer, således at uegnede kunne frasorteres i efteruddannelsesforløbet. Dette skulle også være gældende for afløsning på chefsniveauet. For det femte skulle der tages skridt til at sikre en bedre taktisk forståelse og optræden ved føringen på alle enhedsniveauer ved at kompensere for fortidens beskrevne mangler og synder.

Vilkårene

Professionens krav til en officer er altid absolut. Der er altid behov for, at han kritisk og analytisk søger at ajourføre sin referenceramme - en evt. konamende krigs vilkår - og derefter holder sine forskellige forberedelser op mod denne. Det gælder også under mere fredelige internationale vilkår, selvom behovet da føles mindre akut. Tværtimod giver disse fredelige vilkår en gunstig chance for at flytte interesse og aktiviteter fra vedligeholdelsen af umiddelbare forsvarsforberedelser til mere grundlæggende forhold. De giver også større handlefrihed til doktrin og organisationsændringer - på grund af de mindre beredskabskrav.

M. H. Clemmesen.