Log ind

Vi er ikke skabte til højhed og blæst

#

Af Troels Frøling, generalsekretær Atlantsammenslutningen.

“Danmark skal ikke isoleres, men spille en aktiv rolle i Europas fortsatte udvikling. ” DUP I gengivelse fra regeringsmemorandumet “Danmark i Europa “(1992). Vi er ikke skabte til højhed og blæst, ved jorden at blive det tjener os bedst. (Dansk husmandssang, ” Langt højere bjerge ” ...)

Forår og sommer har bugnet af rapporter om EU, ØMU og Euro, Føderation osv. Fra alle sider bestormes vælgere med fakta og argumenter, som hjælp til den beslutningsproces der skal føre til det rette resultat den 28 september. Dansk Udenrigspolitisk Instituts rapport blev den 8 maj overgivet til Folketingets Europaudvalg som svar på en anmodning fra Folketinget om at ” redegøre for udviklingen i EU siden 1992 på de politiske områder, der er omfattet af de danske forbehold.”. I det følgende ses DUPIs udredning som baggrund for sommerens debat frem til folkeafstemningen den 28 september. Det lå ikke nødvendigvis i kortene, at udgivelsen ville falde sammen med kampagnen til folkeafstemningen. Det er nu sket og DUPI-rapporten er fulgt op af andre rapporter, der belyser sider og konsekvenser af ja eller nej til den fælles valuta. Konklusionen fra DUPI-rapporten er enkel: De fire danske forbehold fungerer ikke længere. Fungerer, dvs efter hensigten hos de danske politikere der formulerede de danske EU-forbehold i 1992 efter den folkeafstemning, der førte til et andet resultat end den burde efter den politiske og administrative elites opfattelse. Folkets nej i 1992 kunne ikke tages for gode varer og derfor måtte man sikre et ja ved at opstille fire forbehold, der skulle få danskerne til at komme på rigtige tanker. Det var jo ikke meningen, at vælgerne skulle bruge folkeafstemningen til at stemme forkert. Afstemningen i 1993 sikrede et flertal for Maastricht-traktaten. Forløbet var en alvorlig lærestreg for danskerne : det viste en stor afstand mellem vælgere og deres folkevalgte på Tinge ; denne afstand blev yderligere dimensioneret, ved at mange vælgere måtte føle, at de ikke kunne stole på deres politikere, eller at deres politikere ikke ville sige alt hvad de vidste om det europæiske projekt og tankerne omkring det. Man måtte forstå 92-resultatet som udtryk for en betragtelig afstand mellem Aholdet , det Bruxellesk - tænkende administrative og politiske eliteburokrati og Bholdet hr og fru Larsen postnummer 1864 Osnok, Danmark, Verden. DUPI konstaterer, at unionsborgerskabsforbeholdet beroede på frygt for udvikling i retning af et “overstatsborgerskab”, hvor landene ikke længere kunne bestemme, hvem der skulle være nationale statsborgere, samt at det var et symbolsk ladet udtryk for unionsbestræbelserne. Et forhold der også var og er gældende i de andre medlemslande. Edinburgh-præciseringens ord om at unionsborgerskab ikke træder i stedet for, men er supplement til det nationale statsborgerskab blev da også skrevet ind i traktaten i 1996. DUPI tvivler på det reelle indhold af forbeholdet i dag, det er blevet genstandsløst som DUPI formulerer det. Derimod rummer den manglende formelle opgivelse af forbeholdet risiko for, at der på et tidspunkt kan komme debat om det fortsat har indhold. DUPI foruddiskonterer her den diskussion, der nu er igang i forbindelse med udviklingen af grundrettighedscharteret i EU. EU er i dag ved at udvikle et charter for borgernes grundlæggende rettigheder, såsom ret til arbejde, social tryghed, sundhed, uddannelse - rettigheder som råd, parlament og kommission skal respektere. Denne udvikling vil også kunne opfattes som udtryk for, at EU og dets institutioner i stigende grad påtager sig opgaver og forpligtelser som bør høre staten til alene, dvs at EU udvikler unionsborgerskabet. Folkebevægelsen for indførelse af EU-nummerplader på biler i Danmark har endnu ikke startet sin kampagne; det symbolsk ladede udtryk for unionen i form af det gule stjernebillede på blå baggrund, med et lille DK i midten ville nok også være en provokation, der kunne gøre Nej èt større den 28 september. DUPIs påpegning af at en ubekvem debatsituation er på vej, synes at holde stik. Dette selvom virkeligheden er, at alle EU-landene har de samme forbehold som Danmark på dette område. Forsvarsforbeholdet dækkede over frygten for en overstatslig Europahær, med ansvar for territorialforsvar og for intervention til fordel for europæiske interesser uden for Europa. Mere konkret var den traditionelle bekymring for at en stærkere europæisk forsvarsdimension ville kunne svække NATO-samarbejdet og evt. kunne underminere det amerikanske engagement i Europa. Efter Kosovo har de store mangler i EU-landenes egne handlemuligheder ført til erkendelse af, at man i højere grad selv påtager sig et sikkerhedspolitisk ansvar i eget nærområde. Et forventet tættere samarbejde mellem EU og NATO vil kunne skabe problemer for et Danmark, der risikerer marginalisering , fordi man ikke med forbeholdet i funktion vil kunne videreføre den aktive militarisering af forsvars- og sikkerhedspolitikken, der har skabt indflydelse gennem de sidste ti år. DUPI konstaterer, at Danmark ikke vil kunne deltage i europæisk krisestyring og fremhæver otte eksempler på at forbeholdet på forsvarsområdet har ført til manglende dansk handling -og dermed manglende indflydelse inden for beslutninger i den blødere ende af krisestyringsskalaen. DUPI konkluderer, at Danmark mister indflydelse i de igangværende forhandlinger om forsvarsdimensionen i EU, at Danmark også må formodes at miste gennemslagskraft på andre områder inden for den fælles udenrigs-og sikkerhedspolitik, og at der består en modsætning mellem forsvarsforbeholdet på den ene side og på den anden side de danske bestræbelser på at sikre, at EU' s forsvarsdimension knyttes stærkt til NATO og åbnes over for de europæiske NATO-lande, der ikke er medlemmer af EU og over for EU's partnerlande i Central-og Østeuropa. Europahæren er som konstruktion manet i jorden i dag, og Danmarks tradition for at deltage i krisestyring kan ikke videre­ føres, hvis forbeholdet fastholdes. EUs krisestyringspolitik ser DUPI som element i EU's mere overordnede stabiliseringspolitik, hvor udvidelsen spiller en afgørende rolle. Danmark risikerer således at miste den indflydelse på europæisk krisestyring man har opbygget, hvis forbeholdet fastholdes . Perspektivet for de fremtidige transatlantiske relationer berøres kun i mindre grad af DUPI. På området for retlige og indre anliggender gik politikernes bekymring i 1992 især på frygten for et EURO-FBI med ret til at operere på tværs af grænserne. Danmark deltager imidlertid i dag fuldt ud i EUs politisamarbejde, mens forbeholdet har konsekvens på det civilretlige område og arbejdet med at udvikle en fælles udlændingepolitik. DUPI s gennemgang efterlader indtrykket af en næsten grotesk situation, hvor man ønskede forbehold over for et overstatsligt politikorps men er endt med at Danmark har sat sig selv uden for bl.a. i udlændingepolitikken. Folketinget må i dag kopiere beslutninger andre lande har truffet på områder som flygtningestrømme m. v.. DUPF s analyse af dette forbehold er fascinerende, skræmmende læsning som eksempel på en hastig beslutningsproces og dens konsekvenser. Den økonomiske og monetære union- her har det danske forbehold ikke fået konsekvenser før 1 januar 1999, ved ikrafttræden af 3.fase af ØMUen. Konsekvensen er, at Danmark ikke er med i det der i dag kaldes EURO-11 samarbejdet. Den danske nationalbankdirektør er ikke med ved bordet, når der træffes pengepolitiske beslutninger i EU. DUPIs gennemgang af konsekvenserne af at stå udenfor og den valgte danske linie viser, at Danmark vil være tæt bundet til at føre en stabilitetsorienteret penge-og valutapolitik ved at knytte kronen til euroen. DUPIs konklusion lægger ikke overraskende op til, at det udover en økonomisk dimension nok så meget er de politiske muligheder for indflydelse og deltagelse der er afgørende i spørgsmålet om dette forbehold. DUPIs gennemgang af forbeholdene viser for nogle områders vedkommende, at forbeholdene har fået direkte utilsigtede virkninger. Dette gælder forbeholdene over for forsvar og retlige anliggender, hvor ønskerne om at undgå en overstatslig Europahær og et overstatsligt politisamarbejde har medført, at Danmark står uden for samarbejde på krisestyring, udlændingepolitik og civilretlige anliggender. Angående ØMUen konkluderer DUPI, at såvel den 3.fase som globaliseringen viser risici ved at stå uden for den fælles valuta og krav til den samlede danske økonomiske politik, som er tydeligere end i 1992. DUPI konkluderer, at forbeholdene ,som vælgerne blev bedt om at stemme for, ikke længere er gyldige. Udviklingen viser, at økonomien, forsvaret og retlige anliggender bliver stadigt vigtigere samarbejdsområder i Europa. Danmark køres ud på sidesporet som B-medlem, som skinnebussen, der fremover kan bringe passagerer der ønsker det frem til banegården, men ikke tvinge dem til at skifte tog til Euroland.

Elementer i debatten 1993-1996-1998

Som DUPI anfører dækkede formuleringen af de fire forbehold i 1992 over to ganske forskellige opfattelser af karakter og rækkevidde: den ene opfattelse bl.a. på borgerligt politisk hold var, at forbeholdene skulle give pusterum til iagttagelse af udviklingen på de fire områder og genovervejelse af situationen; den anden opfattelse hos SF og nejbevægelserne så forbeholdene som blivende vilkår for dansk deltagelse i det europæiske samarbejde eller ihvertfald som tema uden for diskussion i en overskuelig horisont.

To dagsordener: Europæisk og dansk EU-debat

Sammenligningen mellem udviklingen i Europa og den danske EU-debat siden 1993 viser en påfaldende lighed med tidligere forløb i udviklingen af det europæiske fællesskab. Som minimum og meget generelt kan man tale om to dagsordener: En EUBruxellesk dimensioneret syd for grænsen og en dansk om udvalgte Europa- emner. Dette blev også tilfældet denne gang. I de fleste EU-lande var der enighed om, at regeringskonferencen 1996 drejede sig om effektivisering af samarbejdet i udenrigs-og sikkerhedspolitikken samt om retlige og indre anliggender, samt en drøftelse af hvordan EU skulle komme tættere på borgerne - var det unionsborgerskabsdiskussionen? Under alle omstændigheder var det tæt på, ja alt for tæt på de danske forbehold; derfor måtte den danske debat op til regeringskonferencen dreje sig om noget helt andet, nemlig danske mærkesager såsom miljø, beskæftigelse, åbenhed og udvidelse. Disse to dagsordener for regeringskonferencen 1996, EU-Bruxelles og den danske EUvirkelighed - og derudover den interne danske debat om hvorvidt de fire forbehold ville komme under pres før, under eller efter regeringskonferencen- førte til, at afstanden mellem Danmark og EUropa blev endnu større, at Danmark førte sin helt egen debat. Et forhold der varede ved, indtil regeringen i slutningen af 1998 mente, at ØMUen kunne komme til folkeafstemning, en konsekvens af at finanskrisen i august september 98 havde sat den danske krone under pres. Den internationale virkelighed havde overhalet et af forbeholdene. Den danske virkelighed var fortsat centreret om hvorvidt forbeholdene blev respekteret, f.eks. om deltagelse af danske militære eksperter var m uligt, eller om en officer i civilt kunne gå an - forhold det kan være svære for udlandet at forholde sig til . Det andet hovedtema har været mere eller mindre union, dvs om den løbende europæiske proces ville unionisere eller ej. ” Mere union” er pr.definition negativt opfattet og er derfor også af skiftende regeringer blevet afvist.

Den manglende Europa-debat

DUPI-rapporten bringer således et billede af et Danmark, hvor den EU-ropæiske debat ikke drejer sig om Europa, men om - Danmark og danskernes opfattelse af sig selv. Når problemer er dukket op har det været og er fortsat bekvemt at kategorisere disse som EU-oprindelige problemer, som primært skal holdes ude fra landets grænser. DUPI -rapporten lægger ikke skjul på, at forbeholdene, der blev indført som elementer i en langsigtet dansk europapolitik, på afgørende punkter er blevet overhalet af udviklingen i Europa. Denne udvikling har kun spillet en mindre rolle i den danske debat, der som sagt drejer sig om Danmark-og ikke Europa. DUPI-rapporten konkluderer, at vigtige skridt er gået tabt, når det drejer sig om at formidle og forholde sig til det der burde være debattens genstand, hele den europæiske omstillingsproces under indtryk af globalisering, ophør af den kolde krig, samlingen af Europa. Der findes ingen gevinster hverken udadtil eller indadtil, når man ikke vil åbne for debatten. DUPI-rapporten vil således ikke fortænke danske borgere i at de under disse omstændigheder kan have følt sig bekræftet i at unionen var et farligt fænomen, og forbeholdene en nødvendig beskyttelse herimod.

Vælgernes skepsis over for den stendøde union

Frygten for unionen, for den europæiske forbundssstat er tungtvejende blandt vælgerne i puslinglandet. Det er, som det er fremgået af sommerens debatter, ikke den store interesse befolkningen viser for de økonomiske aspekter. De to rapporter fra Rådet for Europæisk Politik anbefaler et ja, men har svært ved at finde argumenter for de store økonomiske fordele. Det er de politiske usikkerhedsmomenter der er forbundet med hele det europæiske projekt som befolkningen viser skepsis over for. En skepsis fra vælgere,der ikke bør undervurderes. Fru og hr Jensen i 1864 Osnok Danmark husker udmærket, at daværende statsminister Poul Schluter erklærede unionen for stendød i 1980-erne og at statsminister Poul Nyrup Rasmussen så sent som ved det seneste folketingsvalg gentagne gange understregede, at der ikke bliver pillet ved de danske forbehold i denne regerings levetid. Poul Nyrup Rasmussen har nu forsøgt at åbne for diskussionen om den politiske udvikling, mens Anders Fogh Rasmussen forsøger at lukke ved at sige nej til mere union. Her er der behov for at gå ind og forklare hvad der menes med “union”, i Tyskland, Frankrig, England, Italien, Spanien ... og i Danmark; er det en statsopbygning efter nøje fastlagt plan eller er der tale om en betegnelse for den proces der er igang . Det er nødvendigt at bevæge sig, at tillade også den kritiske debat om den europæiske udvikling, om union-en.

Østrig-sagen

Sommerens læserbrevsdebat efterlader ingen tvivl om både videbegær og engagement hos læserne af de ellers traditionelle agurketidende. Skarpest står Østrig-sagen , der bortset fra regeringstrofaste læsere karakteriseres som noget af en svipser: Med hele Østrigsaktionen er tilhængerne kommet til at skyde sig selv i foden: den er jo resultat af en føderal tankegang og aktionen kan ikke undgå at komme til at præge afstemningen til skade for et ja. Men formålet har måske været at bremse integrationen i EU!. Østrig blev medlem af EU i 1995 og tilslutningen i befolkningen er steget fra 30 til ca 60 % i dag. De østrigske erfaringer med stormagtsvælde er ikke opmuntrende og Østrigs (fortsat) manglende opgør med nazi-tiden er et stort problem. Hr. Haider også. Men når ledere fra EU-landene bryder international ret og idømmer Østrig en straf uden at høre på landet, så sender EU et signal om stormagtsvælde, om mangel på forståelse for befolkningens opfattelse, om elitens arrogance, om en føderal tankegang, der - ja hvis folkets røst skal tælles med i “Folkets Europa”(præsident Chirac i Berlin i sommer) ja så må det vel også demonstreres i praksis. Vælgerne ved også, at Frankrig frem til topmødet i Nice til december kommer til at præge det igangværende halvår. Regeringskonferencen skal jo diskutere forsvarsdimensionen . Det hører man ikke så meget om i Danmark endnu. Hvor står Danmark ? Skal vi med, vil dette føre til en svækkelse af den balanceskabende sikkerhedspolitik Danmark har kunnet leve højt på i løbet af den kolde krig, men tydeligst især under det sidste ti år med den meget aktive danske politik inden for hele det forsvars-og sikkerhedspolitiske felt? Hvad sker der så med den atlantiske dimension ? Der er stort behov for at danske politikere tør tænke højt og komme ud med budskaber, der kan forstås. Hvad vil tilhængerne med EU-samarbejdet? Det efterlyser mange danske avislæsere i denne sommer.

Føderation-pr o og mindre pro...

Blandt de pro-føderale stemmer karakteriseres EU som en proces, hvis mål er en form for føderation. I dag er der en form for regering i EU med ministerråd, centralforvaltning og fælles domstol og parlament. Fra 2002 fælles mønt og fælles udenrigs-og sikkerhedspolitik og et fungerende indre marked. Ca. 75 % af den danske lovgivning foregår allerede i dag i EU-regi. Hvornår kommer den fælles skattepolitik, der er nødvendig for at sikre fordeling af velfærd og udligning af økonomiske forskelle? Udvidelsen mod Øst kræver også omfordeling af goder, både til Central- og østeuropa og til de nuværende sydeuropæiske EU-lande. Andre danske vælgere ønsker tydeligvis ikke en føderation. Selvom de fleste politikere på tilhængernes side heller ikke går ind for en forbundsstat er billedet i dag , at vælgere let får indtryk af at integrationen fortsætter og at slutresultatet bliver en politisk union. Danske politikere bør også tænke højt og huske, at deres forgængere i 1972 kategorisk afviste, at det daværende EF- medlemsskab havde andet end rent økonomiske konsekvenser. Frygten for at sige, at der også - og hele tiden havde været et andet og mere omfattende sikkerhedspolitisk mål- har lige siden afslutningen på krigen ( 2 verdenskrig) ført danske politikere ud i den ene fortielse efter den anden. Eller har der hele tiden været tale om reelle danske synspunkter, der blot var anderledes end de dominerende europæiske staters? Sammenligner vi os med vore nordiske naboer i Sverige og Finland ser vi der en stærk , især i Finland ufortøvet politik for at komme videre i EU. For Finlands vedkommende fordi vinduet til den europæiske mulighed er åbent- efter mere end 45 års umulighed. Sverige fordi landet også ser EU som den økonomiske, handelsmæssige og politiske mulighed for at være med i den europæiske beslutningsproces, fordi alliancefrihed og neutralitet ikke længere giver mening, dvs indflydelse . De europæiske lande syd for grænsen,Tyskland, BENELUX, Frankrig og Italien siger j a ,fordi disse lande oplevede krigen og dens ødelæggelser og fra starten betragter den europæiske fællesskabsproces som det vigtigste instrument til at holde krigen væk fra Europa.

Pragmatisk positiv og skeptisk

Den pragmatisk positive linies tilhængere ser EU som et samarbejde, der består i at etablere regler for afklaring af uenigheder mellem landene for at sikre imod uhæmmet nationalfølelse. I denne sammenhæng er ØMU og Euro udtryk for teknisk kompliceret, pragmatisk samarbejde. En mere følelsesmæssig opfattelse ser ØMU og Euro i en udvikling, hvor landenes selvstændighed og identitet kan bevares samtidig med at fælles interesseområder som økonomi, socialpolitik, kulturpolitik og udenrigspolitik styrkes. Skridtet er ikke langt til opfattelsen af EU-samarbejdet som en nødvendighed, fordi det har været fredsskabende i en lang periode, er medvirkende til at skabe stabilitet i Østeuropa og er det modsatte af globalisering og kan virke imod denne. Der er behov for fællesskabet til løsning af bestemte problemer, mens andre forhold overlades til landene selv . Der er behov for at sikre den lille nationalstat medindflydelse på en udvikling, der sjældent bestemmes alene af rent lokale forhold. Der er en række praktiske fordele ved euroen såsom at 12-13 lande går sammen om een fælles valuta med positive konsekvenser for handel, transport, turisme, opsparing, investeringer, indkøb og rente. Holder man sig uden for en af verdens største valutaer så vil man miste politisk indflydelse. Den pragmatisk ,skeptiske linies fortalere ser EU medlemskabet som tryghed og sikkerhed ved at være med i et større fællesskab , at præge den europæiske udvikling og at spare vekselgebyr, både i erhvervslivet og i privat regi. Samtidig lægger denne linie vægt på at diskussionen -og beslutningen om udviklingen af velfærdspolitikkendvs i sidste ende også skattepolitikken -bør foregå i det enkelte land, dvs i Folketinget som bør være stedet, hvor den danske velfærdsmodel bestemmes. Videre -og endnu mere tæt på sagens kerne er om etableringen af en møntunion ikke må medføre en politisk union. Hvis ja, så er der lige et lille problem : at det strider imod dansk demokratiopfattelse at overlade stor magt til institutioner, der ikke er underlagt parlamentarisk kontrol og ikke skal stå til regnskab over for vælgere med regelmæssige mellemrum. Altså den grundlæggende demokratimodel, politisk deltagelse, som vi i disse år bruger megen energi på at forklare vore naboer i Central-og østeuropa og Rusland om velsignelserne af - denne model synes udsat for et voksende pres. Disse lande har jo bevæget sig væk fra den udemokratiske socialistiske planøkonomis velsignelser... Billedet kan se således ud: et EU- burokrati af embedsmænd , der præget af sydeuropæisk kultur( dvs uigennemsigtighed, med stærke træk af nepotisme) træffer beslutninger som vælgerne ingen mulighed har for at se, kontrollere eller konsekvensberegne . Flere eksempler gives i debatten på EUs demokratiske underskud, og den pragmatiske skeptiker efterlyser naturligt nok politisk vilje til at tage netop denne side af EU op: det er jo ikke spor mærkeligt, at danske vælgere reagerer således fordi det er resultatet af socialiseringsprocessen i Danmark, i familie, børnehave , skole og videre uddannelse der nu konfronteres med en virkelighed hvor demokrati ikke er folkestyre og hvor ingen står til ansvar over for befolkningen, når der træffes beslutninger. EU- debattens skeptiske pragmatikere kræver på dette grundlag om ikke skolepengene tilbage, så dog politisk opmærksomhed og handling. Både fordi man i bund og grund synes at EU-samarbejdet på mange områder er fornuftigt og fremtidsrettet, men også fordi man føler, at forcering af planer om så vidtgående tilknytning og fællesskab mellem forskellige folkeslag rummer stor risiko for at fremkalde, ikke forståelse og bedre samarbejde, men mistro, mistillid og konflikt. Det modsatte af hvad integrationen hidtil har skabt. Argumenterne er her at forstærket, centraliseret, udemokratisk integration vil medføre en overanstrengelse af de hidtidige politiske loyaliteter til skade for integrationspolitikkens genstand, som i sidste instans bliver til folkenes velbefindende.

Resultatet kan derved blive, at det ikke bliver fællesskabsfølelse, baseret på den følelsesmæssigt og erfaringsmæssigt grundfæstede solidaritet der uden et mermål af tvang holder folk sammen. Som det fremgår af de her gengivne meninger er debatten i fuld gang med meninger og synspunkter, af langt mere principiel karakter om hele det europæiske projekt, samarbejde og integration. DUPI-rapporten kan varmt anbefales, som faktuel baggrund og opslagsværk, som et fornemt analyse arbejde og som nødvendigt grundlag for den debat -der er igang i Danmark: hvad vil vi? skal puslinglandet igen hygge sig i smug i det nordlige Europa, som appendix til det tyske rige, Bundesland nr 16 Nordland, deltager i formuleringen af fremtidens Europa med udnyttelse af erfaringerne fra den kolde krig og ikke mindst de sidste ti år, der viser værdien af at kunne balancere mellem europæiske og atlantiske dimensioner i formuleringen af sikkerhedspolitikkens vilkår og indhold eller vil Danmark noget helt andet?