Da Tyskland i maj 1945 kapitulerede over for de allierede, var byerne i større eller mindre grad ødelagt af luftbombarde menter og nogle steder af direkte kamphandlinger. 2,5 million soldater og en halv million civile var omkommet ved krigshandlinger, og millioner af tyskere opholdt sig i fremmede lande som krigsfanger eller flygtninge. Under diktaturet var Tyskland blevet en stærkt centraliseret stat, og da statsapparatet brød sammen, blev resultatet et kaos, der savner sit lige i moderne tid.
Ved Potsdam-aftalen i sommeren 1945 bestemtes det, at de fire besættelseszoner skulle udgøre en økonomisk enhed. Det var en forudsætning for aftalen, at Tyskland fremover hovedsageligt skulle ernære sig ved landbrug og lettere industri; industrikapaciteten måtte ikke overstige 65 pct. af 1936-niveauet. Derfor blev (let — som et led i krigserstatningerne — besluttet at „demontere“ den tyske sværindustri og så vidt muligt at genopstille den i de krigsramte lande. Vesttyskerne anfører, at russerne demonterede 45 pct. af industrikapaciteten i østzonen, mens vestmagternes de montering indskrænkede sig til 8 pct. af kapaciteten. Produktionen blev begrænset stærkt for metaller som stål og aluminium samt skibe, mens det blev forbudt Tyskland at fremstille syntetisk olie, gummi, flyvemaskiner m. v.
Tyskland havde ikke midler til selv den mest nødtørftige indførsel af levnedsmidler etc. Henved to femtedele af befolk ningen boede i delvis ødelagte boliger. Produktionen lå nær nulpunktet. Det gennemsnitlige kalorieforbrug androg 800— 1.000 kalorier om dagen eller mindre end halvdelen af det såkaldte fysiologiske minimum. Pengene mistede under disse forhold det meste af deres værd. Tyskland forlod i vid udstrækning den pengeøkonomi, der er et fremtrædende træk i vor tids udviklede samfund, og vendte tilbage til det primitive samfunds bytteøkonomi, hvor vare byttes med vare, uden at penge skydes ind som mellemled. Nok spillede sortbørshandel en stor rolle, men bytte økonomien var dog nok så vigtig. Mange virksomheder udbetalte en væsentlig del af arbejdslønnen i form af levnedsmidler og beklædning, som virksomhederne havde fået i bytte for en stor del af produktionen.
Til disse økonomiske forhold må lægges den fremherskende apati blandt tyskerne. Vanskelighederne var særligt store i de tre vesttyske besættelseszoner, eftersom de på den ene side måtte huse mange flygtninge fra Østtyskland, og på den anden side havde forholdsvis lille landbrugsproduktion.
Det viste sig hurtigt, at de allierede ikke kunne enes om Tysklands problemer. De fire besættelseszoner blev mere og mere selvstændige økonomiske enheder; der var dog et vist samarbejde mellem de tre vestallierede besættelsesmagter om tilrettelæggelsen af de økonomiske forhold i deres zoner. Efterhånden følte især vestmagterne sig foranlediget til at øge forsyningen af levneds midler i deres zoner.
Fra nytår 1947 blev den amerikanske og den britiske besættelseszone slået sammen til en økonomisk enhed, der halvandet år senere fik tilslutning fra den franske besættelseszone.
I juni 1948 gennemførtes en pengeombytning i de tre vest zoner som et led i bestræbelserne for at bringe erhvervslivet på fode igen. Rede penge, indskud i pengeinstitutterne osv. blev ombyttet til nye Deutsche Mark (DM); reformen var meget gen nemgribende, idet ombytningsforholdet gennemsnitligt var ca. 16 Reichsmark pr. D-mark. Ombytningen skabte imidlertid grund laget for hele den senere økonomiske fremgang. Det kunne på ny betale sig at tjene penge, og produktionen steg 60 pct. i de sidste måneder af 1948. — Reformen betød en yderligere adskillelse mellem øst- og vestzonerne. Ganske vist gennemførte russerne en nogenlunde tilsvarende reform i deres zone, men der har siden 1948 været to forskellige tyske valutaer, hvoraf den vesttyske hele tiden har haft væsentligt større værdi end den østtyske.
Indtil valutareformen udgjorde kul, tømmer og affaldsjern fire femtedele af den vesttyske eksport. Nu steg produktionen stærkt, og der kom atter gang i den traditonelle eksport. Bolig byggeriet blev større end i noget andet vesteuropæisk land. Store valutareserver opbyggedes, og D-marken blev hurtigt „hård“ va luta.
Som de to hovedårsager til denne nærmest eksplosionsagtige fremgang kan nævnes den udenlandske finansiering og Bonn-myndighedernes tilrettelæggelse af økonomien.
Am erikanerne har bidraget til den tyske økonom i med ca. $ 1.6 mld. til humanitære formål, først og fremmest Vesttysklands forsyning med levnedsmidler. De britiske og franske bidrag bar været væsentligt mindre, men dog også af betragtelig størrelse. Dertil kommer, at Vesttyskland gennem Marshall-hjælpen har modtaget andre $ 1.6 mld. fra USA. Endvidere udnyttede Vesttyskland den europæiske betalingsunion kraftigt fra dennes oprettelse i 1949 frem til foråret 1951; en overgang var den vesttyske gæld til betalingsunionen henved $ 500 mili. I alt kan det vel formodes, at Vesttyskland har kunnet anvende en udenlandsk økonomisk hjælp svarende til ca. 25 mld. kr. i genopbygningsårene.
Den vesttyske beskatning har en væsentligt anderledes sam mensætning end f. eks. den danske. Vesttyskerne har således lagt langt storre vægt på forbrugsskatterne, end det er sket herhjemme. Til gengæld er den direkte beskatning nogenlunde lempelig, ikke mindst over for de større indkomster. Resultatet har været opmuntring til investering og opsparing samt en følelig begrænsning af forbruget.
Blandt andet som følge af vestmagternes ønske om at stå sig i den kolde krig bar vesttyskerne efterhånden kunnet udvide pro duktionen på praktisk taget alle områder, også i de produktions grene, der oprindeligt var undergivet begrænsninger. Takket være Marssall-hjælpen blev store dele af den vesttyske industri genopbygget med helt nye maskiner, mens dens konkurrenter i de fleste tilfælde har måttet klare sig med delvis forældet maskinudstyr.
Samtidig er markværdien af Marshall-hjælpen (de såkaldte Counterpart funds) anvendt til fornyelse af kulminerne, svær industrien og boligbestanden.
Vesttyskland har nu ca. 50 mili. indbyggere eller 10 mili. flere end i 1939. Fødselsoverskuddet ligger på 200— 300.000 årligt, men befolkningen forøges med gennemsnitligt ca. en halv million flygtninge om året. Der har indtil den seneste tid været stor ar bejdsløshed i Vesttyskland. Fagforeningerne har derfor vanskeligt kunne sætte ind med reallønshævende politik, således som det er sket i f. eks. England og Skandinavien; i stedet har de tilstræbt produktionsforhøjelser. Den vesttyske produktion og produktivitet er derfor steget mere end lønomkostningerne; dette har selvsagt støttet den vesttyske konkurrenceevne stærkt. I de sidste måneder har der imidlertid kunnet spores knaphed på faglærte arbejdere. Det er derfor sandsynligt, at de forholdsvis små vesttyske lønnin ger vil stige i den kommende tid. De spontane strejker, der op levedes adskillige steder i Vesttyskland sidste sommer, tyder i denne retning.
Forbruget ligger stadig lavt; det udgør en mindre del af nationalindkomsten end i de fleste andre vesteuropæiske lande. Det anslås ganske vist, at forbruget nu ligger 10— 15 pct. over niveauet j 1936; men dette niveau var i sig selv meget lavt. Det ringe forbrug har øget den del af produktionen, der kan eksporteres, og har samtidig holdt importen nede. Resultatet er derfor blevet store udførselsoverskud efter de første genopbygningsår. Valuta reserverne er store, og Vesttyskland er den største kreditor i den vesteuropæiske betalingsunion.
Nok er det bemærkelsesværdigt, at produktionen ligger ca. 85 pct. over 1936-niveauet, skønt den for 6—8 år siden lå 40—50 pct. under dette niveau, men produktionsstigningen i det øvrige Vesteuropa har dog været noget større end de nævnte 85 pct.
Vesttyskland har stærkt nærmet sig de øvrige vesteuropæiske landes produktionsniveau. På andre områder mangler der dog endnu en del: den vesttyske andel af verdenshandelen er således kun ca. to trediedele af, hvad den var før krigen. Den britiske eksport er stadig halvanden gang så stor som den vesttyske.
På det sidste har der vist sig tegn til, at det stærke tempo i fremskridtet ikke kan holde fremover. Et af tegnene er, at vest tyskerne er ved at afvikle deres skjulte eksportsubsidier, der indebærer skattelettelser på op mod ti procent af eksportværdien.
Under sommerens forhandlinger med Storbritannien, der er en arg fjende af udlandets eksportsubsidier, gav vesttyskerne tilsagn om at afvikle den kraftige eksportstøtte inden udgangen af 1955.
Et andet tegn er, at de store tyske tilgodehavender i en række lande efterhånden viser sig at hemme eksporten. Som eks empel kan det nævnes, at gennem ydelse af indirekte eksportsubsidier og lange kreditter har tyskerne fået godt fodfæste på de sydamerikanske marked, men de to største Aftagere, Argentina og Brasilien, har nu slået bremseme i for den tyske eksport for herigennem at udligne den stadigt stigende valutagæld til Vest tyskland.
Endelig tyder en del på, at Vesttyskland efterhånden har generobret en væsentlig del af de markeder, som gik tabt ved krigsudbruddet. Dette har kunnet ske gennem den økonomiske politik, som Bonn-regeringen har ført, og med grundlag i produktionen af en række varegrupper, der traditionelt er tyske specialiteter. Disse markeder synes så småt at være ved at mættes med tyske varer.
Vesttyskerne er derfor ved at blive klare over, at hvis de ønsker at udvide deres eksport yderligere, forudsætter det, at også importen går i vejret. Dette falder vel i tråd med, at arbejCBCB1160700559H
CBCB1160701263F
derne i stigende grad ønsker andel i produktionsfremskridtene. Herigennem øges den tyske befolknings købekraft, men samtidig stiger omkostningerne. Begge dele peger i retning af formindsket overskud i udenrigshandelen.
Disse bestræbelser får dog næppe større betydning for Danmark, der nærer nogen bitterhed over udviklingen i samhandelen med Vesttyskland. Vesttyskerne står nemlig fast på en kraftig beskyttelsespolitik for deres lidet effektive landbrug. Der findes ikke mindre end 2 miil. landbrug i Vesttyskland; en trediedel er mindre end 2 ha og kan ikke føde sin ejer. Ikke mindre end fire femtedele er under 10 ha. Dertil kommer, at de enkelte ejen dommes jordtilliggender er omtrent lige så spredte, som tilfældet var herhjemme forud for landbrugsreformerne i slutningen af 1700-tallet. Importen af varer som smør, flæsk, æg og kom er underkastet statshandel og dermed unddraget liberaliseringen. Dansk landbrug kan derfor ikke påregne nogen større udvidelse af eksporten til Vesttyskland.
På det sidste er den vesttyske oprustning kommet ind i bille det som en ny og uberegnelig faktor. De tyske stridskræfter, som det nu skal hedde, ventes at blive på 500.000 mand. Da der bliver tale om stærkt motoriserede enheder, må en stor del af soldaterne have faglig uddannelse; dette indebærer yderligere anspændelse af arbejdsmarkedet, hvor der er begyndende knaphed på faglærte arbejdere. Denne udvikling kan svække eksportoffensiven.
Men derudover kan der næppe ventes større økonomiske virk ninger af oprustningen. Den amerikanske kongres har bevilget $ 1.600 mili. til den tyske oprustning, og vil dermed dække en meget væsentlig del af omkostningerne. Dertil kommer, at det vesttyske bidrag til dækning af besættelsesomkostningerne anslås til ca. 8 mld. DM årligt, mens forsvarsomkostningerne skønnes at ville blive lidt over 10 mld. DM. Denne stigning er så beskeden i en økonomi som den vesttyske, at der ikke er megen grund til at regne med hverken inflation eller forbrugsnedgang som følge af oprustningen.
Vesttyskland har i et rent ud forbavsende tempo formået at genskabe sin stærke position i den vesteuropæiske familie. Det er sket ved stor arbejdsomhed og nøjsomhed hos de vesttyske arbejdere og forbrugere samt ved foretagsomhed i erhvervslivet. Men det har også haft sin store betydning, at Tyskland er blevet et trumfkort i det verdenspolitiske spil. Denne situation er udnyttet af Vesttysklands forhandlere og erhvervsliv med stor behændighed, således at Vesttyskland i dag på flere punkter er økonomisk stærkere end adskillige af sine sejrherrer.
Sven Reiermann.